Dødsårsag:: Dårlig: signaltjeneste - Fra Pearl Harbor til Pueblo

Oberstløjtnant A. R. Sønderby, Sjællandske Telegrafregiment, redegør her for en række eksempler på, hvorledes muligheden for og evnen til at forcere modstanderens signalsystemer har spillet en afgørende rolle for den enkelte situations udvikling.

»Japanerne vil i dag kl 1300 Eastern Standard Time (Washington tid) aflevere en note, der synes at være et ultimatum. De har også fået ordre til øjeblikkeligt at ødelægge deres kryptomaskiner. Vi ved ikke nøjagtigt, hvad det fastsatte tidspunkt betyder, men vær opmærksom i overensstemmelse hermed (be on alert accordingly). Underret flådemyndighederne om dette signal.«

Således lød det signal, som general Georges C. Marshall havde konciperet den 7. december 1941 kl 1158. På skrivebordet foran sig havde generalen en telefon med ’scrambler’, dvs. krypto-forvrænger, der satte ham i stand til - nogenlunde sikret mod uønsket aflytning - at tale direkte med chefen for hærstyrkerne på Hawaii, general Walter Short. Men da forvrængeren kun frembød middelmådig sikkerhed, valgte general Marshall at sende signalet ad anden vej.

Chefen for Hærens signalkontor, oberst French, lovede, at signalet ville være kryptograferet på tre minutter, i luften på otte minutter og i hænderne på adressaten inden tyve minutter.
Men medens signalet blev kryptograferet, begyndte krigsmaskinens friktion at vise sig. På grund af atmosfærisk støj kunne Hærens 10 kilowatt radiostation ikke slå igennem til Fort Shafter på Hawaii. Oberst French valgte derfor at sende signalet kl 1201 via Westerns Unions fjernskrivernet til Radio Corporation of America’s radiostation i San Franscisco. En time og to minutter senere blev signalet modtaget på RCA-stationen i Honolulu. Klokken var 1303 i Washington, 0733 på Hawaii, de japanske fly var 50 km borte, og inden et cyklende telegrafbud kunne nå ud til Fort Shafter, faldt de første bomber kl 0755.
Bag denne begivenhed ligger en af kryptoanalysens største bedrifter.

Det kan diskuteres - og der er blevet skrevet tykke bøger derom - hvorvidt general Marshall skulle have taget chancen ved at bruge forvrænger- telefonen. Men det bør retfærdigvis erindres, at præsident Roosevelt havde fået forelagt de første tretten dele af den japanske note allerede den foregående aften og den sidste og afgørende kl 0945. Den almindelige opfattelse i Amerika var, at Japan ikke ville angribe USA, noget som Eisenhower også giver udtryk for i »Korstog i Europa«. Ganske vist havde den amerikanske flådes signalopklaring allerede 3. november meldt, at radio- trafikken fra Tokio tydede på, at noget usædvanligt var forestående. 1. december sluttede signalopklaringsrapporten: »Sammenfattende kan siges, at det må formodes, at en større flådeenhed, sammensat af skibe fra Anden, Tredje og Første Japanske Flåde har forladt japansk farvand«. Rapporten betegnede det som betydningsfuldt, at samtlige japanske hangarskibe overholdt streng radiotavshed. Og dagen efter kunne det meddeles, at Tokio havde givet sin ambassade i Washington ordre til at tilintetgøre alt kode- og kryptomateriale undtagen et eksemplar af to bestemte koder og en enkelt kryptomaskine.

Det er imidlertid ikke hensigten med denne artikel at diskutere ansvaret for den manglende Pearl Harbor alarmering, men kun gennem en beskrivelse af det arbejde, der førte til, at De forenede Staters præsident kunne få forelagt den japanske note 4-5 timer før den japanske ambassadør afleverede noten til udenrigsminister Cordell Hull, og gennem andre eksempler på dårlig eller svigtende signaltjeneste at fremdrage betydningen af en hurtig og sikker ekspedition af signaler.

Kryptografering og kryptoanalyse omgærdes normalt af et yderst berettiget hemmelighedskræmmeri. Desværre bliver resultatet af denne hemmeligholdelse ofte, at de almindelige brugere af signalmidleme benytter krypto- og kodesystemer i tryg uvidenhed om de ulykker, som en forkert anvendelse af systemerne kan medføre. Og hvis der fremsættes advarsler om fjendtlig signalopklaring, afvises de gerne med, at »det var jo det, der skete på Østfronten i 1914. Nu har vi da heldigvis så gode systemer, at de slet ikke kan løses.«
Men undertiden kan de »uløselige systemer« alligevel løses. Her skal ganske kort og ganske uvidenskabeligt beskrives et system, der blev løst af uvedkommende, til trods for at det tilsyneladende var »brandsikkert«.

Begyndelsen af historien er amerikaneren Heberns »Electric Code Machine«, der blev konstrueret i 1917 og patentanmeldt i 1921. På figuren er vist princippet i maskinen, der egentlig er ganske enkel. Og i virkeligheden er selv de moderne kryptografer baseret på samme princip.

Maskinen består af

- et tastatur med 26 tangenter
- fem kodehjul
- et aflæsningsfelt med 26 bogstavmærkede lamper.

Det enkelte kodehjul, der er vist udfoldet på figuren, har 26 kontaktpunkter på hver side. Disse kontaktpunkter er inde i kodehjulet indbyrdes forbundet med ledninger, således at det enkelte kodehjul virker som et lille krydsfelt, hvori ledningerne kobles på tilfældig vis. Nedtrykning af en tangent vil sende en elektrisk strøm gennem kodehjulene og få en lampe i aflæsningsfeltet til at lyse. På tegningen er vist strømgennemgang fra klartekst-tangenten A til krypto-aflæsningsfeltet o. Nedtrykningen af en tangent bevirker endvidere, at 1. kodehjul drejes et skridt frem, således at en fornyet nedtrykning af tangent A vil aktivere en anden strømkreds og dermed tænde en anden lampe. For hver 26. nedtrykning vil 2. kodehjul gå en plads frem, for hver 26X26. nedtrykning vil tredje kodehjul påvirkes og så fremdeles. Der kan således med samme sæt kodehjul opnås en meget lang kryptoserie, og da maskinens tangenter og aflæsningslamper yderligere kan kobles på vilkårlig vis til henholdsvis 1. og 5. kodehjul, vil Hebems maskine have en meget høj sikkerhedsgrad.

En hollandsk »Geheimschrijf machine« arbejdede efter samme princip, og denne hollandske maskine blev i en lidt forbedret form af tyskeren Scherbius under navnet ENIGMA (gåden) patentanmeldt i USA i 1923. Og denne maskine blev i næsten uændret form benyttet af den tyske værnemagt under 2. verdenskrig som et af de sikreste kryptosystemer.
Imidlertid blev denne tilsyneladende sikre maskine allerede forceret første gang i 1925 af den amerikanske forcør W. F. Friedman. Med tilstrækkeligt stort materiale kunne han tyde de kryptogrammer, der blev lavet med Heberns maskine, og han kunne eftergøre koblingerne i kode- hjulene. Og med de erfaringer, som han gjorde under dette arbejde, kunne han senere forcere de stadigt mere og mere udviklede japanske krypto-maskiner.

Under 1. Verdenskrig var der blevet oprettet et kode-forceringsbureau under det amerikanske udenrigsministerium. Denne institution blev ophævet i 1929 af udenrigsminister Stimson med bemærkningen »Gentlemen do not read each other’s mail«. Stifteren og lederen af forceringsbureauet, H. O. Yardley, gav i en opsigtsvækkende bog American Black Chamber en beskrivelse af sit arbejde og sine resultater. Bogen blev bl. a. oversat til japansk, og det vakte ret pinlig opmærksomhed i Tokio, da man hos Yardley kunne læse, at amerikanerne havde løst de hemmelige signaler, der var blevet udvekslet mellem Japan og dets delegerede på nedrustningskonferencen i Washington i 1920.

Trods Stimsons fordømmelse abejdede Signal Intelligence Service under Signal Corps fortsat på at løse japanske lønskriftsystemer. I fredstid blev bestræbelserne især rettet mod den diplomatiske korrespondance, der gav det mest omfangsrige arbejdsmateriale. Ganske vist var de amerikanske telegrafselskaber meget tilbageholdende med at udlevere kopier ekspederede telegrammer; men lyttestationer på det amerikanske fastland og på Stillehavsøeme skaffede forcøreme det nødvendige stof.
Japanerne havde i nogle år benyttet en relativ simpel kryptograf. Amerikanerne havde forceret den og betegnede den med kodenavnet RED. Sent i 1930erne indførte det japanske udenrigsministerium kryptografen »97- shiki O-bun In-ji-ki« (»Alfabetisk skrivemaskine ’97« 97 = år 2597 japansk tidsregning = 1937). Maskinen var et moderniseret Hebem-System bestående af to elektriske skrivemaskiner, et krydsfelt og fem kodehjul. Amerikanerne mærkede naturligvis omgående, at der blev benyttet et nyt system; men under Friedmans ledelse tog de samarbejdende krypto-eks- perter fra hær og flåde (kollektivt betegnet MAGIC) fat på at forcere den nye japanske kryptograf, som amerikanerne gav kodenavnet PURPLE.

Der lå et kæmpemæssigt arbejde foran MAGIC-folkene. Ganske vist kendte man den almindelige form for indledning og afslutning af japansk diplomatisk korrespondance: »Jeg har den ære at underrette Deres Eksellence om«, »Som svar på Deres ærede signal af----«. Men hvordan kunne kodebrydeme vide, om det enkelte kryptogram var på japansk eller engelsk, hvorfra skulle de kunne gætte, at talord og interpunktionstegn var blevet omsat efter en tre-bogstavs kode inden kryptograferingen? Der var kun en eneste vej at gå: forsøg. Et hold specialister blev sat til at arbejde efter een teori, medens et andet hold prøvede sig frem ad en anden vej - og efter et par måneders arbejde måtte begge hold give op, de var endt i en blindgade. Små lyspunkter kom der dog, som da den japanske dela- gation i Manila gentog et telegram, fordi - som de meddelte i klart sprog - der var blevet begået en fejl ved indstilling af krydsfeltet. Og en vis lettelse var det også, at det japanske udenrigsministerium benyttede samme system og samme kodehjul til samtlige ambassader og legationer jorden over.

Trods alle vanskeligheder løste MAGIC opgaven på 18 måneder. Da kunne de med papir og blyant læse PURPLE-signaleme, og to måneder senere, i august 1940, havde Friedman og hans specialister konstrueret den første PURPLE maskine. Men det kan næppe undre, at Friedman efter sin succes fik et nervøst sammenbrud og måtte have en længere rekonvalescens.
I slutningen af 1940 forsøgte japanerne at øge deres kryptosystemers sikkerhedsværdi ved først at omsætte signalerne i to forskellige kodesyste- mer, inden de kryptograferede dem. Men MAGIC formåede også at løse denne tredobbelte kryptografering.
Nu har en efterretning jo ikke nogen værdi, før den bliver nyttiggjort. På den anden side ville det være yderst katastrofalt for kodebrydeme, hvis deres resultater blev kendt af modstanderen, der i så fald ville skifte system igen. I 1943 lykkedes det nogle agenter fra general Donvans Office of Strategic Services at begå et indbrud i den japanske ambassade i Lissabon og der stjæle militærattacheens kode. Japanerne skiftede over til nyt system, og OSS-folkene havde gjort MAGIC en bjørnetjeneste, for Signal Intelligence Service havde allerede i flere år kunnet følge korrespondancen til og fra de japanske militærattacheer.

PURPLE maskinen skulle og måtte beskyttes. Der blev derfor kun fremstillet 6 eksemplarer af den, hvoraf to blev ved Signal Intelligence Service, en blev givet til den amerikanske flådes efterretningstjeneste, to blev sendt til England (i bytte for andre oplysninger) og den sidste blev taget i brug på Phillipinerne. Personkredsen, der blev indviet i PURPLE-hemmelighe- den, var ligeledes yderst begrænset. Med den amerikanske præsident i spidsen omfattede navnelisten kun mellem 10 og 20 personer. Men alligevel skete der fejl og indiskretioner. Forcøreme fik kuldegysninger, da de 3. maj 1941 løste et telegram fra Berlin til Tokio. I signalet fortalte ambassadøren, baron Oshima, at en absolut pålidelig kilde i Washington hævdede, at det amerikanske udenrigsministerium kunne dechiffrere Japans telegrammer til ambassaden i Washington. To dage senere spurgte Tokio ambassadør Nomura, om det kunne være rigtigt. Men svaret lød, at »der udvises den allerstørste omhyggelighed og påpasselighed af alt kryptoperso- sonale«.

14 dage senere meddelte ambassadør Nomura imidlertid, at »amerikanerne kan læse nogle af vore koder; men jeg ved ikke hvilke«. 23. juni advarer Tokio sin legation i Mexico: »Der er mistanke om, at U.S. kan læse nogle af vore koder.«
Til amerikanernes glædelige overraskelse skiftede Japan alligevel hverken kryptosystem eller kryptografindstilling. Det eneste, der skete, var, at ambassaderne 25. november 1941 fik ordre til med rød lak til højre for nummeret på kryptografeme at male KOKKA KIMITSU (STATSHEMMELIGHED).
Da general Tojo dannede regering i oktober 1941, tilkaldte hans udenrigsminister Togo omgående lederen af udenrigsministeriets signaltjeneste. Togo, der havde læst Yardleys beretning om kodebrydningen i 1920 foreholdt sin signalekspert dette. Men han fik det beroligende svar, at Japan havde lært af fejlene, og at ingen ville kunne bryde det nu anvendte system.

Japanerne havde planlagt, at noten, der skulle retfærdiggøre Stillehavskrigen, skulle afleveres umiddelbart før angrebet på Pearl Harbor. Kl 1300 i Washington svarede dengang til 0730 på Hawaii (nu ville det svare til 0700). Og på et møde 5. december mellem udenrigsminister Togo og repræsentanter for generalstab og admiralstab blev man enige om, at bestemmelserne i Haag-konventionens artikel 1 om uvarslet angreb måtte være opfyldt, blot man tyve minutter før angrebet afleverede noten, der sluttede med: »Den kejserlige japanske regering beklager herved at måtte meddele den amerikanske regering, at den i betragtning af den amerikanske regerings holdning må anse det for umuligt at nå frem til en overenskomst gennem fortsatte forhandlinger.«

Noten, der var et svar på en amerikansk note af 26. november, blev før kryptograferingen opdelt i 14 lige store dele, og ved et særligt signal forud blev den japanske ambassade i Washington adviseret om, at den kunne vente et engelsksproget kryptogram: »Skriv det op i pæn udførelse og træf enhver forberedelse til at aflevere det til amerikanerne, umiddelbart efter De modtager ordre dertil.«
Dette signal blev løst, oversat og fordelt til de ledende amerikanske politikere og militære personer den 6. december kl 1400. Næsten samtidig begyndte japanerne transmissionen af den lange note. Af sikkerhedsmæssige grunde tilbageholdt Tokio det fjortende og sidste afsnit; men 6. december kl 2045 var de første tretten dele blevet løst af PURPLE-maskinen, og en halv time senere havde præsident Roosevelt papirerne i hænde.
Den fjortende del af noten blev modtaget i Washington kl 0300 næste morgen. Den voldte lidt besvær i dechiffreringen, men 0945 blev noten i sin fulde ordlyd forelagt præsidenten. Få minutter senere fik Roosevelt også det signal, der beordrede ambassadør Nomura til at aflevere noten kl 1300, samt signalet, der gav ødelæggelsesordren for de japanske krypto- maskiner i Washington.

Af en eller anden mærkelig grund var hverken chefen for flådestaben, admiral Stark, eller chefen for hærstaben, general Marshall, blevet alarmeret i løbet af natten. Admiral Stark havde et møde søndag formiddag på sit kontor, da han kl 0930 fik de japanske signaler. »My God! This means war. I must get a word to Kimmel at once.« Men admiral Kimmel, der var chef for Stillehavsflåden, fik intet signal. I stedet forsøgte Stark at komme i forbindelse med Marshall, der intetanende var på sin sædvanlige søndagsmorgenridetur på Fort Myer, lige ved siden af Arlington Kirkegården. Først kl 1125 kom generalen til sit kontor. Han læste signalerne, konfererede i telefon med admiral Stark, hvorefter han skrev sit i indledningen citerede signal. Den amerikanske parlamentariske kommission har senere kritiseret, at signalet ikke havde nogen prioritetsangivelse, og at teksten var uklar. Hvad skulle »be on alert accordingly« betyde? »In accordance with what?«

Ved skæbnens ironi havde japanerne selv så stort besvær med at løse kryptogrammerne, at de måtte bede om udsættelse af det til kl 1300 berammede møde. Først kl 1405 ankom ambassadør Nomura til det amerikanske udenrigsministerium. I samme øjeblik ringede Roosevelt til Hull: »Japanerne har bombet Pearl Harbor.« Noten blev først afleveret 1420, og derved var krigshandlingerne indledt uden varsel.
På Hawaii blev general Marshalls signal afleveret til signalofficereren på Fort Shaft kl 1145 (lokal tid). Da det ikke bar nogen prioritetsbetegnelse, blev det på grund af megen anden signaltrafik først afleveret til dekryptografering kl 1440 og forelagt general Short kl 1500. Generalen kastede et blik på det - og smed det i papirkurven.
En bedre japansk signaltjeneste kunne have så godt som umuliggjort den amerikanske forcering af PURPLE, og en bedre amerikansk signaltjeneste, inklusive præsidentens og værnstabchefernes brug af signalmidlerne kunne måske have forhindret, at 2.326 faldne på Hawaii i registreringslisterne egentlig burde have haft betegnelsen: Dødsårsag — dårlig signaltjeneste.

Det var dog ikke altid, at kryptoekspertemes arbejdsresultater ikke blev udnyttet. I begyndelsen af maj 1942 meddelte »Combat Intelligence Unit« på Hawaii, at japanerne efter alt at dømme havde planlagt et angreb mod Midway efter et forudgående skinangreb mod Aleuteme. Admiralstaben i Washington mente, at angrebet ville blive rettet mod Hawaii, og man havde ikke nogen sikker indikation på, hvilken ø der mentes med den japanske kode AF. »Combat Intelligence Unit« løste problemet ved at sende et kabeltelegram til Midway med anmodning om at få en bestemt tekst sendt i klart sprog over radio. To dage senere fortalte et japansk kodetelegram, at AF manglede vand. Og 27. maj havde man datoerne 2. juni for skinangrebet og 3. juni for angrebet mod Midway.
Over 200 skibe skulle deltage i operationen. Mod admiral Yamamotos 11 slagskibe, 5 hangarskibe, 16 krydsere og 49 destroyere kunne admiral Nimitz kun mønstre 3 hangarskibe, 8 krydsere og 14 destroyere. Men takket være de sikre efterretninger om tid og sted for angrebet kunne Nimitz lægge sine styrker på lur og sætte modangrebet ind netop i det øjeblik, da de japanske fly var kommet tilbage til hangarskibene efter det første angreb på Midway. Medens optankning og genforsyning af ammunition var i fuld gang på de japanske skibe, kom de amerikanske torpedo-bombere og styrtbombere. Med tabet af fire store hangarskibe, en krydser, 332 fly og 35.000 mand måtte Yamamoto opgive invasionsforsøget. De amerikanske tab var et hangarskib, en destroyer, 150 fly og 307 mand.

Da general Mac Arthur havde invaderet Leyte, kunne kryptofolkene fortælle, at japanerne var ved at sende 40.000 mand til at forstærke forsvaret af Filippinerne. Amerikanske luft- og søstridskræfter mødte og tilintet- gjorde denne styrke, således at ikke een mand nåede frem. Under angrebet på Okinawa meddelte signalopklaringen, at det 72.000 tons store slagskib Yamoto var undervejs for at deltage i kampen. U-både fandt Yamotos nøjagtige position, og efter et to timer langt uafbrudt luftangreb lykkedes det amerikanerne at sænke verdens største slagskib. Af en besætning på 2.488 overlevede kun 280.

I foråret 1943 var admiral Yamamoto kommet til Salomonsøerne for personligt at tage del i begivenhederne. Den 13. april opsnappede amerikanerne et kryptogram, der fortalte, at Yamamoto fem dage senere ville inspicere Buin på Bourgainville samt øerne Shortland og Ballale. Signalet gav alle detailler med tidspunkter for ankomst og afgang, forskellige officerers tilstedeværelse og deres påklædning. Amerikanerne stolede på Yamamotos præcision, og 18. april 0725 lettede 18 P-38 fra Guadalcanal. To timer og ti minutter senere mødte amerikanerne Yamatomos to Mitsubitshi-bombere og 6 eskorte-jagere. En kort luftkamp fulgte. De to japanske bombemaskiner blev skudt ned sammen med et par jagere, medens amerikanerne med en enkelt undtagelse alle kunne vende tilbage til Guadalcanal. Tre dage senere meldte Tokio radio om tabet af nationens store søn, admiralen, der var den inspirerende leder af kampen mod USA. Den virkelige dødsårsag, dårlig signaltjeneste, blev ikke nævnt.

I Afrika var general Rommels bedste efterretningskilde den amerikanske militærattache i Cairo, oberst Bonner Frank Fellers. Den amerikanske oberst stod på bedste fod med de engelske officerer, der ydede ham enhver hjælp og oplysning i håb om at få mere amerikansk våbenhjælp. Da Fellers i efteråret 1942 fik tildelt Distinguished Service Medal for sin virksomhed som militærattache, blev han blandt andet rost for sine rapporter, der »var et mønster på klarhed og nøjagtighed«. Desværre for englænderne var Hauptmann Seebohms Femmeldeaufklårungskompagnie i stand til at tyde Fellers signaler lige så hurtigt som Military Intelligence Division i Washington.
I juni 1942 havde englænderne planlagt et storstilet forsøg på at undsætte Malta. Konvojer skulle ankomme samtidigt fra øst og fra vest, således at aksemagterne måtte sprede deres styrker. Et alvorligt luftangreb skulle lamme den italienske flåde i Taranto, og et masse-angreb mod fjendens flyvepladser skulle sætte de tyske og italienske fly ud af spillet.

Den 12. juni 0800 blev der sendt et signal fra Fellers i Cairo til Washington. Det blev aflyttet af tyskerne, forceret, og kl 1130 kunne general Rommel læse:

»Nr 11119 Nætterne 12. og 13. juni vil briterne foretage et koordineret angreb mod 9 akseflyvepladser. De vil ankomme til målene pr. faldskærm og Long Range Desert Patrol. Denne angrebsmåde frembyder store muligheder for ødelæggelser, faren for tab er ringe sammenlignet med mulighederne for gevinst. Hvis angrebene lykkes, vil englænderne umiddelbart efter lade samtlige RAF maskiner støtte hærenhedernes angreb. Englænderne foretager i dag store troppeforskydninger fra Syrien ind i Libyen. Fellers«

Der var rigelig tid til at advare flyvepladserne, og langt de fleste steder blev kommandostyrkeme slået tilbage med store tab. Men endnu alvorligere var, at aksemagterne med forenede kræfter kunne sætte ind mod konvojerne, således at kun to skibe nåede frem til Malta.
Det lader til, at en tysk krigsfange har fortalt englænderne om signal- opklaringsresultaterne. Englænderne satte deres egne kryptoeksperter på sagen, brød Fellers kode og fik amerikanerne til at udskifte både Fellers og koden.
Englænderne var imidlertid heller ikke uden kendskab til tyskernes hensigter. Da general (senere feltmarskal) Paulus under begyndelsen af ørkenkrigen kom til Afrika som Hitlers personlige udsending og observatør, aflyttede og forcerede englænderne hans radiokorrespondance med førerhovedkvarteret. Den engelske signalopklaringstjeneste, der blev berømt allerede under 1. Verdenskrig, blandt andet ved forceringen af den tyske udenrigsminister Zimmermanns note til Mexico, havde omkring 30.000 medarbejdere. Men da englænderne normalt holder meget stærkt på deres hemmeligheder, er det kun lidt, der foreligger officielt om de seneste resultater. Det vides, at de takket være PURPLE-maskinen kunne læse japansk diplomatisk korrespondance, herunder baron Oshimas rapporter fra oktober 1943 om sit besøg ved Atlanterhavsvolden og Siegfriedlinien. Og det er også sivet ud, at de var kommet i besiddelse af den Vichy- franske diplomatkode og den italienske flådes kryptosystem.

Sverige er et fortrinligt eksempel på, at selv et mindre land med begrænsede ressourcer kan udnytte andre landes dårlige signaltjeneste.
Da. 2. Verdenskrig brød ud, havde svenskerne under ledelse Yves Gylden 21 mand som halvdagsansatte i forceringsafdelingen. Disse »amatører« fik 2 kr. om dagen i løn, og de måtte om eftermiddagen tjene til livets ophold på anden vis. Men alligevel opnåede de fremragende resultater.
Således lykkedes det Upsala-matematikprofessoren Arne Beurling at forcere Siemens »Geheimschreiber«, en on-line fjernskriver, der arbejdede efter Enigma princippet. Men i stedet for Enigmas 5 hjul havde Siemens maskinen 10 hjul med mellem 47 og 89 kontaktpunkter.

Dr. Beurling blev leder af det frivillige svenske signalopklaringshold, der under Vinterkrigen ydede uvurderlig hjælp til Finland. Kryptofolkenes oplysninger om den 44. russiske divisions fremrykning fra Raate til Suomussalmi satte Mannerheim i stand til at placere sine fåtallige styrker bedst muligt og ved overrumplingsangreb nærmest udslette først den 163. russiske division, og derefter den berømte 44. »blå« division. De finske skipatruljer fik via signalopklaring mange oplysninger om mindre, russiske styrkers placering, således at de kunne omringe og nedkæmpe disse grupper.

Dødsårsag: dårlig signaltjeneste eksisterer den dag i dag. I stort som i småt. De russiske trawlere med mange antenner fisker ikke bare efter makrel, når de besøger danske farvande under vore større øvelser. Fra land, sø og luft søger de fleste nationer at aflokke æteren dens hemmeligheder. En god signaltjeneste kan holde på hemmelighederne - eller gøre det kostbart og tidsrøvende at udvinde dem. En dårlig signaltjeneste blotlægger hemmelighederne eller bevirker, at de opsnappede hemmeligheder ikke bliver udnyttet.
Tyskerne vidste jo udmærket godt, at en udsendelse fra BBC af 2. del af Verlaines Chanson d’Automme betød »Invasion kan ventes inden for 48 timer fra midnat at regne«. 5. juni 1944 kl 2115 hørte 15. tyske armes signalopklaringsgruppe:

Blessent mon coeur
d’une longueur
monotone.

Alle tyske enheder i Vesteuropa blev alarmeret, kun ikke 7. armé i Normandiet.
Der er eksempler nok, men lad mig slutte med de begivenheder, der knytter sig til PUEBLO sagen.
U.S.S. PUEBLO (AGER 2) var et led i USAs AGER-program, der består i indsamling af Signals Intelligence, dels som Electronic Intelligence (oplysninger om ikke-signalforbindelsesmæssige elektromagnetiske udstrålinger), dels som Communications Intelligence (oplysninger fra elektriske signalforbindelser).
Det ret følsomme aflytningsapparat og den meget snævre plads på skibet medførte, at PUEBLO kun var udstyret med ret svage radiosendere. Dette var så meget mere uheldigt, eftersom de atmosfæriske forhold i Det japanske Hav i allerhøjeste grad besværliggør radiokorrespondance. Trods disse vanskeligheder havde PUEBLO alligevel 2 forskellige radioforbindelser, dels på telefoni, dels på on-line radiofjernskriver, til Naval Security Group Activity i Kamiseya, Japan.
PUEBLO blev indsat i maj 1967. Et halvt år efter udsendte Naval Security Agency en advarsel og foreslog, at der blev truffet forholdsregler til at beskytte PUEBLO. Midt i januar 1968 frarådede Radio Pyongyang USA at begå »provokerende handlinger langs Koreas østkyst«.
NSAs advarsel blev videresendt fra den amerikanske forsvarsstab til Chefen for styrkerne i Stillehavet, Chefen for 5th Air Force på Okinawa og Chefen for USA Flådestyrker i Japan; men på grund af en transmissionsfejl i Pentagon nåede signalet ikke sidstnævnte chef.

For at sikre en særlig hurtig transmission af alarmsignaler fra PUEBLO, var der blevet indført en særlig »CRITIC«-fortrinsret, der skulle gå forud for alt andet. Endvidere var der indført en særlig signalidentifikation »PINNACLE«, der betød, at signalet indeholdt meldinger, der havde særlig interesse for Amerikas Præsident, Forsvarsstaben og National Military Command Center.
Disse signalformer var imidlertid ikke blevet indøvet, idet PUEBLO af sikkerhedsmæssige grunde skulle holde radiotavshed, indtil den var opdaget eller i fare. Og da det blev alvor, viste det sig, at det uindøvede, det uvante som sædvanlig slet ikke går så let.
230327Z JAN 1968 (1227 koreansk tid) signalerede en nordkoreansk patruljebåd: »Stop eller jeg skyder.« PUEBLO svarede: »Jeg er i internationalt farvand.« Første PINNACLE-signal om opdagelsen blev sendt pr. on-line radiofjernskriver til Kamiseya 0327Z (1227). Her var operatørerne slet ikke klar over betydningen af CRITIC og PINNACLE, og videresendeisen af signalet blev derfor forkludret noget. Signalet blev modtaget med følgende forsinkelser:

De fly, der med et par timers forsinkelse blev afsendt fra Okinawa, måtte mellemlande for optankning i Sydkorea. Og så forhindrede det indtrædende mørke yderligere undsætningsforsøg.

PUEBLO havde førsteklasses, hypermoderne kommunikationsudstyr - forsinkelserne skyldtes udelukkende menneskelige fejl, stort set, fordi operatørerne ikke havde gennemprøvet en ny procedure.
God signaltjeneste kræver grundig uddannelse og en fortsat, utrættelig træning. Og det gælder både operatører og brugere. En blåøjet laden-stå-til og en sangvinsk det-går-nok kan medføre den skæbnessvangre dødsårsag: dårlig signaltjeneste.

Sønderby.

Litteratur:

David Kahn: The Codebreakers
Donald Macintyre: The Battle for the Pacific
Andrew Tully: CIA, The inside Story
George Morgenstem: Pearl Harbor, The Story of the Secret War
Hans Adolf Jacobsen & Hans Dollinger: Der zweite Weltkrieg in Bildem und Dokumenten
Ronald Lewin: Rommel as Military Commander
Gibson: The Ciano Diaries 1939-1943
Hj. Siilasvuo: Kampene i Suomussalmi
Signal, November 1969.

 

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_99_aargang_mar.pdf

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.