Dien Bien Phu's lære

Denne artikel er oversat fra tidsskriftet Revue de Defense Militaire , nr. 6/68. General Nemo behandler her indgående den lære, der kan drages af slaget om Dien Bien Phu, der fandt sted for 15 år siden. En lære som stadig har aktualitet. Selve slagets forløb er behandlet i en tidligere artikel her i tidsskriftet, årgang 1966, side 230-238.

15 året for den operation, som endte i nederlaget ved Dien Bien Phu, kan opfordre til igen at overveje, under hvilke omstændigheder denne operation gennemførtes og endte, næsten ved slutningen på den lange strid i Indokina. Dien Bien Phu er blevet et symbol i de to lejre. Det ulykkelige udfald af kampen, som vi franskmænd præsterede dér, er blevet fremmanet mere end én gang i de vanskelige perioder, som amerikanerne har oplevet i løbet af denne krig, som flere begivenheder antyder, nu måske snart vil finde sin afslutning. Det er sikkert, at erindringen om deres sejr ved Dien Bien Phu i 1954 har opflammet ledelsens og troppernes moral i Nordvietnam, og sandsynligvis i højere grad end nederlagets spøgelse har plaget de amerikanske politikere, generaler og soldater, som under de hårde kampe ved Khe Sanh forsikrede: »Vi vil ikke opleve noget Dien Bien Phuc.<<

Man har allerede skrevet og talt meget om dette slag. De vigtigste aktører har offentliggjort deres memoirer, historikerne har efter tur rådført sig med de disponible arkiver og har forsøgt at rekonstruere begivenliederne, deres dybeste årsager og deres forløb, såvel som deres konsekvenser. Men dette slag, hvis betydning langt oversteg de indsatte styrkers størrelse, er endnu for nyt til at det bar været m uligt at behandle det objektivt. Hele den ene side af oplysningsmaterialet mangler iøvrigt, fordi Nordvietnams arkiver forbliver utilgængelige. Man kan således kun opstille en vurdering baseret på de synlige resultater, og på kort sigt. Det er nødvendigt at holde sig til kendsgerninger, men disse sigter lige så meget på de politiske begivenheder som på de militære afgørelser, og enhver kan fortolke dem efter sine egne følelser.

Når dette er situationen, hvorfor skal man så endnu en gang vende tilbage til dette emne. Fordi ethvert nederlag fører til mere belæring end en sejr. Fordi ethvert vidnesbyrd, det være sig nok så minimalt, enhver undersøgelse, den være sig nok så ringe, kan føre til frem skridt i søgen efter den historiske sandhed, fordi det aldrig er unødvendigt at forsøge at forstå, hvorledes mænd har undfanget, forberedt og gennemført en handling af international rækkevidde, når de vidste, at deres afgørelser, deres opførsel, deres holdning og deres dybeste reaktioner berørte fremtiden.

Ethvert nederlag er øjensynligt resultat af en række fejltagelser, i dette spil uden medlidenhed, i den krig hvor kun resultaterne tæller, og hvor hensigterne, de være sig nok så gode, vejer lidt i forhold til kendsgerningerne. Fejl og fejltagelser har ikke manglet på vor side, på alle trin i alle våbenarter. Vore modstandere v il sikkert også kunne opregne nogle. Det mindsker ikke heroismen og den hengivenhed, som har præget dem, der på ethvert trin har båret kampen eller bidraget til den.

Men et nederlag indeholder ikke blot negative elementer. Kampen ved Dien Bien Phu har indiskutabelt bundet det vietminske manøvreelement i 6 måneder, har påført det betydelige tab, der endnu vanskeligt lader sig måle, og har beskyttet Laos mod en invasion, der sandsynligvis var nært forestående. Den har fjernet vore modstanderes hovedindsats fra Tonkindeltaet i en årstid, hvor de klimatiske forhold var gunstige for fjenden. Den franske ledelse kunne retfærdigvis trække veksler på sine resultater, der på en gang var politiske og militære, og som det havde været m uligt at udnytte under andre betingelser. Dette er nøjagtigt den lære, som vi vil insistere på.

Frankrig har aldrig »fait la guerre« i Indokina i den betydning, som dette udtryk havde i Clemenceaus mund. Indledt som en kolonikrig, som kun syntes at være en forlængelse af 2. verdenskrig med midler, der indledningsvis ansloges til at være tilstrækkelige, og i overensstemmelse med fremgangsmåder, som var gyldige for operationer gennemført i Europa, ført uden kraft af skiftende regeringer, der mere var optaget af Frankrigs og Europas genopbygning og af den vestlige parade mod den sovjetiske trussel, anset for at være uden militær løsning på samme tid, hvor alle politiske løsninger, den ene efter den anden, viste sig utilstrækkelige eller uigennemførlige, var krigen i 1953 endt i en blindgade, som den måtte bringes ud af.

For at slutte fred måtte man skabe en gunstig situation. Hele manøvren om Dien Bien Phu hviler sluttelig på dette postulat. Dramaet består i - foruden det heroiske og blodige nederlag - at en søgen efter denne gunstige situation endte i det omvendte resultat. V ar det at forudse? Det synes, som om dette spørgsmål fører til et bekræftende svar.

Først og fremmest var i princippet den opgave, der blev givet til styrkerne i Indokina, ikke en der indbød til succes. Det er ganske vist logisk og normalt, at regeringen for den militære ledelse fastsætter de resultater, som den ønsker at opnå. Men forbedring af krigens situationskort for at lette åbning af diplomatiske forhandlinger er en fortvivlelsens handling. Talrige er de tilfælde, hvor man har søgt til denne tilflugt, og historiske eksempler mangler ikke. Men det drejer sig altid om at forbedre en situation, som udvikler sig ugunstigt, og som går mod en katastrofe. Det er således et mindre onde for at undgå katastrofe.

De, som vælger denne løsning, er allerede besejrede i ånden. De, som er ansvarlige for at iværksætte den, er skæbnesvangert under indflydelse af den herskende pessimisme. De føler sig øjensynligt ikke understøttede. Tværtimod, for at bruge den moderne vending, er det uundværligt at håbe for at kunne handle og at have lykken med sig for at holde ud. Eller: Håbet er ikke sundt, hvis man aner et tvivlsomt udfald.

Nu da historien har fulgt sit løb, drejer det sig ikke mere om at hengive sig til et kværulerende spil om beslutningens smålighed. Det drejer sig derimod om at uddrage klare læresætninger. Enhver hær må på en rimelig måde vide, hvorfor den skal slås og må følgelig have tydelige opgaver, som fastsætter det resultat, der skal opnås, men vel at mærke et militært resultat, som kun kan være en sejr uden tvetydighed. Om denne sejr, hvis den ses i en ramme af global politik, er begrænset, er acceptabelt. For dem, der kæmper, må den ikke desto mindre være en lokal sejr på det niveau, hvor de befinder sig, det være sig et nok så højt niveau.

I 1953 havde krigen i Indokina varet længe nok til, at dens virkelige ansigt var blevet analyseret. Krigen - som man kaldte guerillaen - var ikke mere en hemmelighed for nogen. Det ville være let at genfinde de betegnelser, som allerede i 1946 gav en tilstrækkelig klar beskrivelse til, at man kunne undgå enhver fejltagelse. Oprettelsen af store vietminske enheder af korpsstørrelse havde allerede givet dem alle de midler i den militære tonestige, som vi nu måtte kæmpe imod: Lokale og regionale enheder bestemt til at besætte terrænet og genere os, infanteridivisioner og tunge enheder, der gjorde det m uligt for dem at manøvrere støttet til de territoriale styrker. V i ignorerer ikke det, man kalder det parallelle hierarki, og vi konstaterer hver dag virkningen af Viet Minh’s politiske og psykologiske indvirkning på befolkningen, hvorigennem vi hindres i at anvende de betydelige midler, som er til vor disposition på det økonomiske område og specielt i at bevare befolkningens lydighed overfor regeringens autoriteter.

Det er øjensynligt, at fjendens territorielle elementer og vore egne landstyrker står lige. Trods vore store daglige tab var det ikke desto mindre øjensynligt, at vore planer ikke kunne trues alvorligt, hvis ellers kvaliteten af vore enheder ikke nedsattes farligt. Afgørelsen kunne kun hidbringes ved de bevægelige enheders indsats.

Disse: Større Viet-Minh enheder og mobile franco-vietnamesiske enheder var til disposition for de to parters øverstkommanderende, eller de tjente som generalreserver. De måtte lejlighedsvis se sig stillet over for adskillige gentagelser, f. eks. i Tonkindeltaet, hvor modstanderens divisioner infiltrerede på én gang for at forstærke de territorielle enheder, der var i vanskeligheder, og for at sikre opkrævningen af risskatten. Tilstedeværelsen af store Viet-Minh enheder i Tonkindeltaet havde ikke alvorligt kompromitteret vor okkupation i perioden 1952-53. De havde oven i købet været nødt til at forsvinde igen. Besættelsen af Daylinien, der gav os en slags naturlig barriere, gennembrudt af nogle åbninger, især hullet ved Pliu Nho Quan, havde vist, at det var m uligt at hindre, om ikke adgangen til, så i hvert fald indtrængningen af større styrker af Viet-Minh enheder ind i deltaets midte, hvor man fandt koncentreret de katolske minoriteter, som deres biskop, der endeligt havde besluttet at optræde mod kommunismen på Pavens befaling, holdt solidt i sin hånd.

Den franske chef i Nordvietnam afslog imidlertid at spærre hullet ved Pliu Nho Quan, fordi han vurderede, at overvågningen og besættelsen af det absorberede for store styrker. Således stod en af dørene åbne for alle infiltrationerne. Men mange tusind mand var i løbet af nogle uger blevet rekrutteret til de vietnamesiske styrker i den omstridte zone, d.v.s. i de landsbyer, hvor Viet-Minli endnu sad inde med autoriteten, en autoritet der, som erfaringen viste, skulle blive svækket. Ganske vist er Tonkin ikke hele Indokina. Modstanderens frem skridt i Annam , hans indtrængning på de centrale højdedrag, der blev mere og mere udtalt, mulighederne som tilbød sig for ham, og som han drog fordel af - for at nå Nedre Laos og Cambodia såvel som for at true Cochin-Kina, måske for at lave uro i Thailand - men dette var mere diskutabelt - syntes ikke at være planlagt.

Man forstår, at under disse betingelser er valget af primært operationsområde vanskeligt, endnu sværere for at være helt objektiv, fordi hovedparten af den vietminske manøvremasse befandt sig i Tonkin, og det syntes derfor at foretrække at kæmpe i delte område og gøre denne indsats til en hovedindsats. Men hvor vigtigt dette valg end var, var det dog mindre betydningsfuldt end et andet, hvis forudsætninger kunne udtrykkes således: Skulle man prøve at ødelægge fjendens store enheder, idet man sammentrængte disse på den ene eller anden måde, så de blev tvunget til at måle sig med vore mobile grupper, eller skulle man tværtimod frejdigt føre fladekrig, idet man respekterede dens principper, og idet man kombinerede militær aktion, politisk aktion, psykologisk aktion og økonomisk aktion, idet man alt i alt anvendte de belæringer man havde samlet - og til hvilken pris! - siden 1946.

Det var lidet sandsynligt, at de vietminske store enheder på eget initiativ skulle forny de operationer, som havde kostet dem så dyrt i general de Lattre’s tid, ved Vinh Yen og ved Mao Khé, sagt på en anden måde, at de igen skulle søge kamp om dagen på betingelser, der lignede den europæiske krigs. Men det var sandsynligt, at de ville in filtrere i deltaet, idet de således optrådte i formationer, der var meget fortyndede, men imidlertid tilstrækkeligt store til at opnå fordele i besættelsen af terrænet og undertrykkelse af befolkningen.

General Navarre, der nu var chef, havde ved at sætte sine planer i gang, givet dem en anden retning. Han vragede den løsning, som vi her kalder fladekrigen. En af de begrundelser, han gav til forfatteren af denne artikel var, at den nødvendiggjorde kadrer, som han ikke hverken kvalitativt eller kvantitativt havde: Fladekrigen udmattede i virkeligheden cheferne på alle trin. Disse var stærkt overbeviste om deres pacificeringsmission og samtidig parate til militær aktion under den mest brutale form og langsom og tålmodig overtalelse af befolkningen. Han tilføjede, at medlemmerne af den vietnamesiske administration, hvem helt øjensynligt en vigtig del af arbejdet stadig påhvilede, ikke forekom ham, med få sjældne undtagelser, kapable til at spille den rolle, som blev dem tildelt.

Således orienterede krigen sig mod en form , der var mere klassisk, mere traditionel på nogle måder. Men kampens betingelser fandt man, havde ikke ændret sig. Selv om beherskelsen af befolkningen flyttedes til et andet plan, forblev det øjensynligt, at dette var krigens hovedmål. Helt sikkert kunne man se, at en helt militær succes ville have haft - med mere eller mindre kortvarig sigt - en virkning, der ville være gunstig for indbyggernes moral. I byerne ville den sandsynligt opnå et hurtigt resultat. På landet ville udviklingen være meget langsommere. Under alle omstændigheder var det nødvendigt, at det blev en betydelig succes, uomtvistelig, og at den manifesterede sig klart.

Krigens form , hvilken man nu valgte, krævede enheder og kadrer. Selv om disse sidste ikke behøvede at være lige så komplette som ved en aktion med det form ål at pacificere på overfladen, så var det i det mindste nødvendigt, at den havde betydelige enheder og kvalitet og kvantitet. Men denne krig var hovedsageligt en infanterikrig, hvilket ikke nødvendigvis betyder, at de andre våbenarter ikke har deres rolle at spille i den. Vor hær, der havde udviklet sig som alle de andre moderne hære, havde ladt infanteriet lidt tilbage. Dens deltagelse i 2. verdenskrig, dens forberedelse til en eventuel konflikt i Europa, havde medført, at vægten var lagt på støttevåbnene og hjælpetjenesterne. Dette var også ligeså uundgåeligt som tragisk for ekspeditionskorpset. De yngste befalingsmænd, korporaler og sergenter, var valgt blandt de frivilligt ansatte, som fandtes i utilstrækkeligt antal til at en tilfredsstillende udtagelse kunne foregå. Som officererne betalte de iøvrigt en tung betaling, idet de let udpegedes af Viet Minh under bagholdsangreb og angreb på posteringer, i en kamp som udtyndede styrkerne. De luftbårne enheder var de eneste, der havde tilstrækkelige kadrer i kvantitet og kvalitet.

Infanteriet fik ingen hvile og blev aldrig taget ved hånden under indsatsperioderne, der var mere hyppige i krigstid end i fred. Territorialenhederne var ikke permanet i kamp, det er indlysende, men de var uden ophør på vagt, beskæftiget med at åbne veje, deltage i lokale operationer og sank selvfølgelig lid t efter lid t ned i en rutine, der fulgte med et hverv uden ære, let forresten, men farlig t og frastødende. Bataljonerne i de mobile grupper fik ikke perioder, der var rolige og lange nok til, at deres uddannelse kunne følges op; de gik skiftevis fra indsats til hvile og fra hvile til indsats.

Foruden alle betragtninger vedrørende klima og terrain var vort infanteri tungt, lidet manøvredueligt og mere og mere slidt, efterhånden som krigen skred frem.

For at engagere sig i virkelige ødelæggelsesoperationer mod de vietminske kampstyrker, havde det således været nødvendigt enten at omordne det fuldstændigt eller anvende det som luftbårne enheder, der var meget mere anvendelige end de enheder, vi disponerede over, eller hvad der åbenbart var meget mere opportunt: anvende begge udveje på én gang. En rekruttering af karrieresoldater i tilstrækkeligt antal var umulig på grund af mangel på frivillig e og tid. Den eneste løsning havde da været at sende styrkerne i Indokina til hjælp.

Men ifølge en udtalelse af hr. P.leven under en inspektion i Tonkin var det den eneste ting, regeringen ikke kunne forlange af Parlamentet. Ligeledes var det forgæves at håbe at se vort infanteri forvandlet og endog at forsøge at forbedre det. Hvad angår forøgelsen af midlerne i luften, viser det aktuelle amerikanske eksempel i krigen i Viet Nam, at dette var et foretagende over vor formåen. Tilbage stod en appel til det amerikanske luftvåben, evt. til hjælp som vore andre allierede kunne have ydet. Det førte til en internationalisering af konflikten og frembød store vanskeligheder på det politiske plan, som siden begivenhederne på Dien Bien Phu’s tid viste det, hvorefter den forberedte hjælp kun fik en meget partiel anvendelse.

Var det under disse omstændigheder ikke et eventyr at spille den »klassiske krig«s kort ud i stedet for fladekrigens? Men det første kort var kendt af vor generalstab og af vore styrker: Det er normalt, at det har forekommet mindre vanskeligt at anvende. Ingen ignorerer de grunde, der førte til valget af Dien Bien Phu. Under den epokes betingelser var de solide uden imidlertid at være virkeligt afgørende. Men ethvert valg forudsætter, især i krig, en indsats, en spillen på chancer, som man anstrenger sig for naturligvis at formindske, uden nogensinde at nå til at kunne eliminere den. En dag måske, hvis arkiverne fra den nordvietnamesiske regeringen åbnes for forskere, vil man bedre  kunne bedømme de risici, som vor øverste ledelse har taget, eller de chancer, som den har søgt at vende til gunst for sig selv. Måske har general Giap’s sejr hængt i en tynd tråd. I hvert fald er det sikkert, at vor modstander har måttet gennemgå øjeblikke af tvivl, skønt det blev forsikret gennem talrige indiskretioner begået på vor side og gennem de efterretningsagenter, som de havde på de rigtige steder i Paris, at vor beslutning som helhed var at opnå en fred på antagelige betingelser.

I det øjeblik, da Geneve-overenskomsten blev undertegnet, var den vietminske moderation uden tvivl ikke dikteret af udelukkende politiske betragtninger; de vietminske kampenheder var alvorligt berørte. Ungdommen og uerfarenheden hos visse krigsfanger, som vore tropper havde taget hen mod slutningen af slaget ved Dien Bien Phu, viste, at vor modstander hentede sine sidste reserver. En fransk ingeniør, der forblev adskillige måneder i Frankrig efter vor evakuering, fortalte os, hvorledes han var blevet slået af den udmattelsestilstand, og endog den nedtrykthed, der herskede hos de vietminske soldater, der dog på det tidspunkt befandt sig i sejrens stråleglans.

Det er altså ikke helt utopi at tænke — selv om det kun er en drøm - at heldet trods alle de kontrære faktorer, som vi har nævnt ovenfor, havde kunnet smile til os. Men ville en fransk succes ved Dien Bien Phu, der sikkert ville blive dyrt betalt, havde været en strategisk sejr, som den vietminske sejr blev det? Bestemt ikke. Den ville have lammet modstanderens kampstyrker for en tid og uden tvivl et øjeblik have rystet de ledendes beslutsomhed, men alt lader formode, at chokketikke ville være hårdt nok til at modificere den vietminske regerings holdning.

Forøvrigt var vi drevet til at kæmpe til det sidste, eftersom det var praktisk taget um uligt at forestille sig den franske styrkes tilbagetrækning eller dens frigørelse gennem styrker, der kom udefra. Og vi søgte at få kampen til at vare lige til åbningen af forhandlingerne i Geneve, for at modstanderen ikke skulle kunne møde der, i færd med at forfølge en succes. Således fandt vi os trods alt engageret i en affære, som, idet den kun anvendte en lille del af vore totale styrker, alligevel blev et symbol. Viet Minh blev ikke fastholdt af det samme indviklede system. Hvis operationerne havde været ugunstige for dem, havde de let kunnet afbryde kampen og endog afslå at komme til Geneve eller endnu bedre, de havde kunnet trække de indledende forhandlinger ud, som de i virkeligheden gør nu under diskussionen i Paris med amerikanerne. De havde enhver frihed til manøvre og til handling, mens vi mere og mere blev lukket inde i bækkenet ved Dien Bien Phu, figurligt som i virkeligheden. Vi fandt os i en ruse, som en mand, der kiler hovedet fast, alt mens han kan bruge arme og hen. Eller sagt på en anden måde: V i lod os engagere i et judogreb, som hindrede vore egne bevægelser. Hvad nyttede det så, at vi havde vundet det andet slag i Tonkin, det som foregik i deltaet på samme tid, som kampen ved Dien Bien Phu udspillede sig? Det var en kamp uden ære, baglandets, markeret gennem angreb på flyvepladserne ved Bach Mai tæt ved Hanoi, ved Cat Bi og Doson tæt ved Haiphong, imod veje og jernbaner, mod vandreservoirer og posteringer. Alle Viet Minh’s forsøg på at hindre vor trafik strandede, ikke uden hårde kampe, ikke uden alvorlige alarmeringer, men uden undtagelser.

Hvis Frankrig virkelig havde sat noget ind på denne krig, havde tilbageslaget ved Dien Bien Phu kun været en ulykkelig episode i en konflikt, som allerede talte adskillige andre ulykkelige episoder. En krig, den være sig nok så »marginal«, kan ikke føres i landets margin, og landet kan ikke til nogen som helst af sine egne delegere den opgave at slås ene i dets navn. På kolonierobringens tid, da vor hærs vigtigste beskæftigelse var i fuld overensstemmelse med landets opfattelse: At holde vagt ved landets østgrænse, interesserede opinionen sig meget mere, end man brød sig om at sige det, for begivenhederne i Det fjerne Østen. Hvis ikke ville affæren ved Lang Son i 1885, ekspeditionen til Madagascar i 1895, Marchandmissionen i 1898 ikke havde udløst den bevægelse, som de provokerede. Men det var nødvendigt med et drama ved Dien Bien Phu for at Frankrig blev opmærksom på krigen i Indokina, men da var det for sent.

Slaget ved Dien Bien Phu sluttede med et dobbelt nederlag: på det taktiske område, eftersom styrken blev omringet og helt ødelagt eller taget til fange, og på det strategiske område, eftersom det blev den eneste beslutsomme manøvre, uden muligheder for variation eller kompensation. Den udløste en bølge af pessimisme, som bevirkede, at den øjeblikkelige situation bedømtes i mørke vendinger. Den vietminske kampstyrke, der sandsynligvis havde været langsommelig og besværlig at bringe op til dette stade, syntes pludselig i stand til at kaste sig mod Tonkindeltaet og omgå vore stillinger der. Ganske rigtigt forfaldt ingen til panik, men nederlagets moralske chok og den vending, forhandlingerne tog i Paris, opfordrede ikke til en energisk samling af kræfterne.

Nederlagene eller vort ekspeditionskorps’ utilstrækkelighed og endnuinere de vietnamesiske styrkers utilstrækkelighed med hensyn til at leve op til kampens betingelser, blev undersøgt, men gennem et forstørrelsesglas. Thi, selv om vor situation indiskutabelt var svækket, var den ikke kompromitteret i en sådan grad, at den tvang os til at underskrive en våbenstilstand hurtigt. Hvis en sådan blev nødvendig, var det i den politiske kontekst, og ikke i en analyse af de militære styrkers tilstand, at det var nødvendigt at søge begrundelserne.

Den øverstkommanderende, der kort efter våbenstilstanden lod de samlede tropper defilere forbi sig i Haiphong, spurgte med høj stemme sig selv, da han så sine enheder og kampvogne defilere forbi: »Hvordan er vi med alt det kommet dertil, hvor vi er«. Lidt senere udtalte en anden personlighed, der netop havde indskibet sig for Syd Viet Nam, da han blev stillet overfor folkemasser, der flygtede for Viet Minh regimet: »Men hvorfor har vi ikke brugt alle disse mennesker, som er modstandere af kommunismen, mens der endnu var tid«. Disse to udtalelser, hvorfra enhver naivitet kan forudses at være helt udelukket, karakteriserer udmærket situationen i juli 1954 i det øjeblik, hvor Viet Minh rykkede ind i Hanoi som sejrherre. Vore egne styrker, og dem vi havde kunnet anvende på vor side - dem der var, og dem der havde kunnet være - understregede dette.

Det er let bagefter at sidde til doms og udtale dommen. Det ville være alt for banalt at gentage, at krigen i Indokina tabtes i Paris, hvilket iøvrigt kun er delvis rigtigt. Alligevel må eksemplet fra Dien Bien Phu tjene til advarsel for amerikanerne, som disponerer over en sådan variation af midler, der er langt overlegne over dem, vi havde; de vogter sig vel for at falde i en strategisk manøvres fælder, der kan være teoretisk forførende og praktisk usikker. Vi har allerede skrevet, at nederlaget bringer langt mere belæring end sejren. Det er én grund mere til ikke at glemme slaget ved Dien Bien Phu, trods begivenhederne siden dets slutning, som synes at forvise det til en fjern fortid.

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra: PDF icon dien_bien_phus_laere1969.pdf

Litteraturliste

Del: