Det store spring fremefter - ?

Major N. L. Tholstrup, Hærens Materielkommando, gennemgår i denne og en følgende artikel den seneste udvikling inden for infanterivåben.

 

»Infanteristen af i dag råder over seks gange så stor en ildkraft som hans kammerater fra Koreakrigen«.

Således skriver det amerikanske tidsskrift TIME den 18. november 1966 om de infanterivåben, der i dag er i anvendelse i Vietnamkrigen. For en dansk officer rejser sig naturligt spørgsmålet: — Hvad skjuler der sig bag disse linier - ? Eller for at bruge en aktuel, kinesisk version: Er der tale om det store spring fremefter - ? Denne artikelserie sigter ikke på en dybtgående videnskabelig analyse af problemstillingen vedrørende fremtidens infanterivåben. Derimod er den et forsøg på at fortælle løst og fast om den udvikling, der er sket siden anden verdenskrig, og som nu har kon kretiseret sig i nye våben i Vietnam. Herigennem er der søgt at pege på visse tilsyneladende karakteristiske strømpile uden tilsigtet at drage for absolutte konklusioner. Men måske alligevel i håb om, at denne delvis populæ reredegørelse vil virke som en katalysator til en proces, der gerne skulle føre til en mere moderne dansk infanteribevæbning i almindelighed - og en mere tidssvarende og effektiv håndvåbenbevæbning i særdeleshed. Fornægtes kan det indledningsvis ikke, at specielt udviklingen indenfor armégeværområdet rummer meget tankevækkende aspekter ikke mindst for dansk landforsvar, der er udrustet med armégevær fra første og anden verdenskrig (M53/(17) og M/50). Udgangspunktet - eller om man vil nøgleordet - synes i denne forbindelse at være gemt i den nye amerikanske infanteripatron, prosaisk benævnt

»5,56 mm Ball Cartridge M193« (cal. .223)

og de våben, der er bygget op om denne.

 

Historien, der ligger bag ved indførelsen af denne overladede »salonpatron« - eller »svage« infanteripatron - er i militær henseende nok så spændende og tankevækkende som mangen en nutidig roman, hvorfor den vil blive nærmere uddybet i en særskilt artikel. På dette tidspunkt skal jeg, for at give en passende introduktion, nøjes med at præsentere det våben, der i mange udenlandske reportager fra Vietnam er blevet døbt: »Det lille, sorte gevær«, eller måske nok så rammende« - af Vietcong: » Lille, sort riffel med lille kugle, som laver stort hul« .

Mere prosaisk og i officielt sprog findes »det lille, sorte gevær« i to versioner, nemlig i hæren under betegnelsen: XM16E1 eller M16A 1 og i flyvevåbnet: M 16, mens det i almindelig omtale er benævnt militært M16 eller civilt AR -15 (»Armalite« ).

Det, der straks falder i øjnene, er, at M16 stort set ikke er større end en » juniorsalon riffel«. Med denne størrelse og med en vægt på kun 3 kg er det forståeligt, at det er blevet meget værdsat af de amerikanske soldater i Vietnam. Hertil kommer det for den enkelte soldat ikke uvæsentlige - den lave patronvægt (11,2 gr.). For hvor findes vel den soldat, der frivilligt slæber på mere, end han skønner nødvendigt for at kunne bevare sin mobilitet i kamp — ? Eller som kan opnå den samme skyde færdighed på den halve uddannelsestid — ? Ved et forsøg afholdt ved et rekrutcenter viste det sig således, at efter 3 ugers træning klarede halvdelen af rekrutterne duelighedsprøven til »Expert« ved anvendelsen af M16, mens kun mindre end en fjerdedel af soldaterne udrustet med M14 bestod. Lad os allerede opstille følgende sammenligning med betingelserne for nutidens danske og amerikanske soldat vedrørende ildkraft.

Heraf kan direkte udledes, at med samme totalvægt og med netto patronvægt som basis vil den amerikanske soldat have 3 patroner for hver gang, hans danske kollega kun råder over 1. Eller sagt med andre ord - ildkraften er mindst tredoblet, såfremt tiden for genladning, fornyet sigte, forenklet valg af retningspunkt o.s.v. indregnes. Dette forhold har da også allerede sat sine tydelige spor i statistikken. I Korea, hvor den amerikanske soldat endnu var udrustet med Garandgeværet, anvendte kun ca. 25% deres gevær. I Vietnam påstås anvendelsesprocenten med M16 at være næsten 100%. Til disse faktorer skal der tillægges den betydeligt forstærkede virkning i det fjendtlige »mål« som følge af .223 patronens særlige hydrodynamiske effekt. Efter denne introduktion af M16 og militærpatronens »nye generation«, vil vi midlertidigt forlade »det lille sorte gevær« og kaste et strejflys over de øvrige infanterivåben med udgangspunkt i deres anvendelse og hidtidige erfaringer fra Vietnamkrigen.

Armégevær M14.

Det andet amerikanske gevær, som vi finder i Vietnam, er M14 (M14E1 og M14E2) - Garandgeværets afløser. Skjules skal det ikke, at dette gevær, der indirekte var årsag til indførelsen af NATO-patronen i kaliber 7,62 mm i USA, har givet amerikanerne så store skydetekniske skuffelser, at produktionen i skrivende stunder indstillet. Denne udvikling kræver en nærmere forklaring, der vil blive yderligere uddybet i forbindelse med » historien om det lille, sorte gevær«. Som det er i fodbold - således er det også vedrørende håndskydevåben. Modstanderen er indirekte med til at bestemme eller kanalisere udviklingen. I dette tilfælde den udvikling, der blev startet af tyskerne under anden verdenskrig med indførelsen af den korte 7,92 mm patron til det tyske storm gevær (MP44). Russerne perfektionerede denne patrontype og byggede et tredelt sæt håndskydevåben op, bestående af et armegevær (SIMONOV-SKS), et storm gevær (AVTOMATKALASHM1KOVAK) og et let maskingevær (DEGTYAREV-RPD).

På denne baggrund indså amerikanerne i begyndelsen af halvtredserne, at udviklingen var ved at løbe fra dem, herunder — at fremtidens armegevær sandsynligvis måtte findes i et enhedsvåben - i dette tilfælde en automatkarabin, der kan skyde såvel enkeltskud som halv- og helautomatisk - bygget op over en standardpatron. Amerikanerne var fast overbevist om, at fremtidens armegevær hed Ml4 med storebror M15 som en erstatning for det lette maskingevær. 7,62 mm NATO-patronen blev på denne baggrund indført som standardpatron i NATO - efter stærk pression fra amerikansk side. M15 blev imidlertid hurtigt forladt til fordel for M14, der tillige skulle anvendes som let maskingevær forsynet med støtteben. Men heller ikke dette var nogen ubetinget succes. I 1963 blev M14 standardiseret som let maskingevær under betegnelsen M14E2. Men sandheden er nok den, at skudkadencen (750 sk/min) er for høj, når det drejer sig om at afgive byge ild med et 4,3 kg tungt våben, hvor påvirkningerne forøges på maskingeværskyttens krop i hurtig rækkefølge (2 kgm pr. skud.)

For at bøde på de skuffelser, som M14 har beredt, indførtes i 1964 bemærkelsesværdigt en ny patron med et to-delt projektil benævnt: »Cartridge 7,62 mm Ball Duplex NATO, M198«. Patronen har medført mellem 25-100% forøgelse aftræfningssandsynligheden i forhold til NATO-patronen - afhængig af kampsituationen, idet man - uden at forøge våbnets kadence - kan affyre dobbelt så mange projektiler som med den konventionelle NATO ammunition. Dobbeltpatronen består af to kobberpletterede stålprojektiler, der hver vejer 5,2 g. I bunden af det forreste projektil findes en udhulning svarende til spidsen af det bagvedliggende projektil. Med det forreste projektil opnås omtrent samme præcision som med den normale NATO patron, mens det bageste projektilsspredning er væsentlig forøget. Dette indicerer, at patronen er meget anvendelig i kamphandlinger, der kræver stor ildhastighed på kort afstand. Derimod vil det modsatte være tilfældet på den lange afstand, hvor skytten teoretisk, d.v.s., hvis han ikke begår skyttefejl, vil ramme med det første projektil og få en forbier med det næste. En praktisk udligning af svigtende afstandsbedømmelse eller forkert valgt visér synes tvivlsom, når man betænker, hvor lille en fejl, der skal til, før forbieren er en kendsgerning. Dobbeltpatronen er dog en interessant nyskabelse, der viser den amerikanske vilje til at betræde nye veje. Hvorvidt den er fremtidens patron, er det nok for tidligt at spå om. Alene den 5-6-dobbelte produktionspris kan jo nok på forhåndsvirke afkølende på et forsvar, hvor budgettet er begrænset.

Maskingeværer.

Vanskelighederne med M14 og M15 har bevirket, at hovedvægten i maskingeværstøtten er blevet lagt på maskingevær M60 - ligeledes indført i 1957. M60 er et bånd fødet, luftafkølet gastryksmaskingevær med en skudkadence omkring 550 sk./min. Der anvendes 7,62 mm NATO patron med og uden lysspor. Til stormbrug kan det forsynes med et lærredsmagasin, der indeholder et bælte med 100 patroner. Karateristisk for M60 er dens hurtigt udskiftelige vekselpibe samt den særlige flammeskjuler.

Mens vi befinder os i maskingeværgruppen, genfinder vi en gammel kending — tungt maskingevær M2 med kaliber .50 (12,7 mm dansk M /50). Fortsat anvendt som et pålideligt våben mod lavtgående fly, pansrede mandskabsvogne og til spærreild over lange afstande, indtil det netop indførte HS820 i 20 mm og »Vulcanpiecen M61« i luftværnsaffutage er kommet ind i systemet.

Pistoler.

Også her findes en gammel kending blandt de amerikanske våben - nemlig John Brownings gamle klenodie i cal. .45 (11,4 mm) med et 13,0 gr projektil og med en V0 på 830 feet pr. sekund (250 m /sek.). Amerikanerne elsker dette våben - selv om de under mere private former erkender, at navnlig kaliberet synes vel overdimensioneret. Pistolens betydning har siden anden verdenskrig været meget hedt diskuteret. Mangenen stemme har rejst sig for at afskaffe den som krigsvåben - under påberåbelse af, at det var et nytteløst våben. Sandheden er vel den meget enkle, at en pistol nok er det våben, hvormed der under kampforhold er a ffyret færrest antal skud - men som soldaten i krig alligevel meget nødig vil undvære som livsforsikring. Dette endog på trods af, at pistolen er svær at mestre. Forklaringen er sikkert at finde i det psykologiske plan. Man må ikke undervurdere betydningen af, at pistolen er et nærforsvarsvåben, som kan medføres overalt, kan lægges under hovedpuden eller forblive i hånden på soldaten, mens han hviver. Uden at virke særligt hæmmende på den fysiske aktivitet kan pistolen af soldaten medføres, såvel i det egentlige kampområde som på orlovsrejser. Kort sagt — ligesom flyverens faldskærm - et sidste håb, når alt andet glipper.

Et fingerpeg om, hvilken betydning, der fortsat tillægges pistolen, får man i den tankevækkende kendsgerning, at Warszawapagtens lande nylig i deres forsvar har indført to nye typer - nemlig »Makarov« (PM) og »Stechkin« (APS). Begge anvendende en ny sovjetrussisk 9 mm patron, »Makarov«. En patron, der i ydeevne ligger mellem .380 ACP (9 mm kort) og 9 mm (Parabellum). Makarov pistolen er stort set en kopi af den tyske Walther P P pistol - mens APSS techkin ligner den tyske Mauserpistol fra første verdenskrig, idet den i kamp bæres i en rem over skulderen og er anbragt i et træhylster, der kan anvendes som skulderskæfte. Sidstnævnte har et magasin til 20 patroner og har omstiller til enkeltskud og byger. Trods de mange forsøg på at afskaffe pistolen i rationaliseringens hellige navn - synes det, som om pistolen eller revolveren som nærforsvarsvåben lever i bedste velgående - ikke mindst, hvor kamp forestår eller er en del af hverdagen.

Finskydningsgeværer.

Som bekendt er det i det danske forsvar kun lykkedes Hjemmeværnet at få indført en art finskydningsgevær - og måske endog kun delvist, idet man med 7,62 mm gevær M/66 stort set kun har fået et moderne skarp ­ skyttegevær med kikkertsigte. Dette forhold skyldes måske, at vi her har søgt at kopiere det amerikanske våbensystem og de taktiske principper. Undre må det derfor ikke, at den amerikanske soldat » officielt« har måttet basere den - efter anden verdenskrigs og Korea krigens erfaringer - ikke uvæsentlige del af infanteriets kamp på det forældede og til dette formål lidet anvendelige Garandgevær i versionerne MIC og M1D (modsvarende vort 7,62 mm gevær M /50 )). Begrundelsen herfor er at finde i den kendsgerning, at materiellet ikke svarer til de krav, der i sagens natur må stilles til et moderne finskydningsgevær i retning af træfsikkerhed med første skud op til minimum 600 m.

Reaktionen på dette utilfredsstillende forhold blev, at US Marine Corps helt utraditionelt (og man fristes til her at anføre — befriende ureglementeret) fra USA til Vietnam lod overføre et antal civile »Winchester 30-06 M70 Match rifler« (7,62 mm lang patron) og monterede kikkertsigte på disse. Parallelt hermed oprettedes i Vietnam en snigskytteskole (»sniperschool« ). En del af instruktørerne fra denne skole er nu sendt til USA for her på Marinekorpsets skole at instruere i de metoder, der er baseret på de sidste erfaringer fra Vietnam. Endvidere har US Marine Corps planer om at supplere denne utradionelle »civile« finskytte-udrustning med en civil »Remington riffel« om pibet til cal 7,62 mm lang patron og monteret med jagtsigte kikkert (»Red field« 3X9), idet forsøg med denne riffeltype har haft et tilfredsstillende resultat.

Endnu en gang et bevis på, at »nød lærer nøgen kvinde at spinde« eller, at historien gentager sig, idet der her kan trækkes en parallel til finnernes fremgangsmåde under vinterkrigen i 1939/40, hvor man med stort held udnyttede den civile skytteverdens erfaring og hermed dannede basis for fremtidens intime og frugt bringende samarbejde mellem de civile, frivillige skytteorganisationer og forsvaret. Rapporter fra Vietnam lader samstemmende forstå, at Vietcong har stor respekt for den skytte, som med næsten usvigelig sikkerhed rammer alt, hvad der bevæger sig i »slagmarkens øde«, mens der kun er foragt og hånsord overfor de amerikanske skytter, der skyder - blot for igennem knaldet at dulme deres oprevne nerver. Læren fra Korea krigen om, at »kun det dræbende skud har effekt« er således bleve tyderligere bekræftet. Lader vi igen et strejftog gå tilbage til det danske forsvar, så er det, som tidligere nævnt, foreløbigt kun delvist lykkedes for Hjemmeværnet at løse finskydningsgeværproblemet - nemlig ved indførelse af 7,62 mm gevær M/66 (AK 4, der er en videre udvikling af G-3). Valget af netop AK4 monteret med sigtekikkert kan vel nok give anledning til visse reflektioner. Al den stund, at AK4 nok er et udmærket moderne armégevær, men ikke noget decideret finskydningsgevær - hovedsagelig måske p.g.a. NATO-patronens ydre dårlige ballistiske egenskaber. Uden overdrivelse kan det nok forsigtigvis antydes, at spørgsmålet om et dansk finskydningsgevær endnu ikke har fundet sin endelige løsning - ligesom man nok ved valget af fremtidens finskydningsgevær med fordel kan udnytte erfaringerne dels fra Vietnam, dels fra de store skyttenationers samarbejde med deres forsvar.

Morterer.

Inden for mortersektoren findes ikke de store forandringer - ligesom morterens betydning i infanteriets kamp på grund af dens store flexibilitet synes uformindsket eller måske endog forstærket. 60 mm morteren er afskaffet som kompagnimorter i den amerikanske hær. Tilbage er 31 mm og 107 mm (4,2”) mortererne. Den mellem tunge morter, M 29, findes i en forbedret udgave med et letvægts rør, kombineret med letvægts støtteben og støtteplade. Afstanden er forøget til ca. 3600 m (4000 yards) ligesom træfsikkerheden rapporteres forbedret. Den tunge morter, M 30, er nærmest uforandret. Den maksimale skudafstand er 5500 m (600 yard s). I modsætning til vor 120 mm MT er M30 forsynet med riflet løb. Dette forhold medfører imidlertid, at højde vinklen er begrænset til 65°, idet en større vinkel bevirker, at granaten p. gr. a. den stabiliserende rifling i morterrøret ikke vil vende i banen.

Nærkampvåben.

Den gamle »ananashåndgranat« af » Mills typen« er blevet erstattet af en forbedret type M26. Denne er bemærkelsesværdig derved, at den dels indeholder »Composition B« med øget brisans, dels har en tynd glat overflade, idet der herunder er omviklet en firkantet ståltråd, der ved indsnit (hak) er indiceret til brud. Virkningen rapporteres til at være overvældende, idet de over tusind brudstykker udslynges med en hastighed af ca. 1200 m/sek.

En anden bemærkelsesværdig nyhed er, at den hidtidige forsinkelsessats på 4-5 sekunder er erstattet med en kombineret tids- og stød-anordning. Herved opnås, at granaten eksploderer, såvel ved berøring af et fast legeme, som i luften, hvis dette ønskes af kasteren. Enhver håndgranatkasters mareridt om at få håndgranaten tilbage som en boomerang - efter eksempelvis at have ramt en træstamme - er nu elimineret for den amerikanske soldat. Til supplement af håndgranaten til nærforsvaret finder vi den såkaldte »Claymore« antipersonel mine, som i princippet er beslægtet med den nye M26 håndgranat. »Claymoreminen« er anbragt på et treben og består af en kerne af sprængstof, der på den krumme yderside er foret med små stålkugler på samme måde som brisantgranaten til »Carl Gustav«. Eksplosionen slynger kuglerne ud og dækker for terrainet, som var de udskudt med et haglgevær. Minen kan rettes ind ved hjælp af sigtemidler og bringes til eksplosion ved fjernstyring.

En anden nyhed, der anvender haglgeværprincippet, er M 79 - en 40 mm geværgranatkaster ( jf. fig. 4). Udseendet minder meget om et kort, tykt, afsavet krybskyttegevær. Der anvendes en speciel granat, der i princippet består af en kugle, ca. 1 *4” i diameter, formet affladt, savtakket ståltråd, som i M26 håndgranaten. Piben er a f aluminium. Begyndelseshastigheden er lav, ca. 75 m /sek., hvorfor M79 forekommer mere behagelig at afskyde end et jagtgevær. Den effektive skudafstand er 350 m, og granaten har en dødelig effekt indenfor en omkreds af 6 m. Skudhastighed 16 skud i minuttet for en erfaren skytte. Rapporter fra Vietnam angiver, at præcision og effekt er så tilfredsstillende, at man arbejder videre på et projekt (»AVROC« )» hvor massevirkningerne i form af sprængstykker fra en geværgranat tænkes som hel eller delvis afløsning af de konvention eller håndskydevåben. Vægt og dimension kommer dog heri konflikt med ønsket om størst mulig mobilitet for enkeltkæmperen. En af manglerne ved M79 i nærkamp er dog, at granaten først bliver armeret i 30 meters afstand fra skytten. Denne forholdsregel sikrer imidlertid soldaten mod at blive ramt af splinterne fra sit eget våben.

M79 er på mange måder en generalnævner for, hvorledes udviklingen i Vietnam har tvunget amerikanerne til at ændre anskuelse og signaler i mangt og meget — ikke mindst, hvad angår infanterivåben. Mange utraditionelle synspunkter har i forsøgsmæssig henseende været anvendt for at søge at effektivisere infanteriets kamp. En del af disse forsøg er ifølge sagens natur slået fejl. - Et eksempel herpå skal fremdrages, ford i fo rventningerne om et nyt superhåndvåhen har været store - også herhjemme - i forbindelse med det såkaldte SPIW-program (»Special Purpose Individual Weapon«). Mange røster i forbindelse med debatten om det fremtidige danske infanterienhedsvåben har rejst sig til gunst for resultatet af SPIW projektet, idet man, baseret på de tilsyneladende optimistiske forhåndsrapporter, mente, at man her stod overfor et supervåben, der lod alle konventionelle håndvåben bag sig. SPIW programmet var i sit oplæg dristigt og tiltalende, idet man i ét håndskydevåben har søgt at kombinere en geværgranatkaster med et konventionelt gevær for hermed at være i stand til at nedkæmpe såvel enkeltmål som flademål.

Resultatet af forsøget rapporteres imidlertid til at være mindre vellyk­ket, idet præcisionen og dermed virkningen - til trods for de lovende aspekter - er uforholdsmæssig for ringe på afstande udover 200 m. Programmet er derfor indstillet og vil næppe i sin nuværende form blive genoptaget. Som delvis afløser af SPIW er for nylig indført en 40 mm geværgranatkaster i hæren benævnt »40 mm Grenade Launch er XM 148E1«. Den anvender samme ammunition som M 79, men er karakteristisk ved, at den ikke er et separat våben, men et aggregat bestående af pibe, affyringsmekanisme og sigtemidler fæstet til et M16A1 gevær ( jf. fig . 5).

Herved opnås det, som man tilsigtede igennem SPIW programmet - nemlig en kombination af en granatkaster og et armégevær. I denne version dog med bevarelse af armégeværets generelle skydeegenskaber og præcision udover 200 m. Den udstrakte anvendelse af M79 og XM148E1 medførte imidlertid ønsket om at få en granat med større kartæskeeffekt end den hidtidige granat, der var baseret på at eksplodere ved anslaget. En fremgangsmåde, der er tilstrækkelig effektiv, når man kender fjendens lokation, men derimod mindre anvendelig under kampforhold som patrulje, bagholdsangreb eller under kamp i mørke, hvor man kun har en fornemmelse af, i hvilket område fjenden måtte befinde sig. Til sidstnævnte formål konstrueredes »40 mm MPCartridge XM576E1«, hvor »MP« står for »multiple projektile« ( jf. fig . 4). Den stumpe, cylindriske granat minder i udseende meget om vor gamle geværgranat til gevær 89. Den indeholder et antal projektiler, som er indlagt i en plastisk masse, og som affyret giver samme effekt som de »ureglementerede civile haglbøsser«, som en overgang blev anvendt i Vietnam for at effektivisere kampen på kort hold. Den nye granat er sammen med XM148 E1 blevet vel modtaget af de amerikanske soldater i Vietnam, hvor erfaringen har vist, at anvendelsen af MPXM576E1 granaten har gjort det muligt ligefrem at blæse løvhang bort og derved i mange tilfælde erkende Vietcongs velskjulte eller slørede stillinger. Men der tegner sig dog et billede af, at erfaringerne fra Vietnam tenderer i retning af at søge våbnene til at føre kampen på kort afstand gjort mere effektive og overlade bekæmpelsen af mål på de lange afstande til »specialisterne« (finskytter, maskingeværskytter o. lign.). Selv om udviklingen fortsætter, og vel få endnu kan overse slutresultatet eller hvor meget, der er baseret på Vietnam krigens specielle vilkår, er de nye infanterivåben og i forbindelse hermed allerede indvundne erfaring er nok et studie værd.

Dette ikke mindst i en tid, hvor det uden større overdrivelse kan påstås, at mere end eet af vore infanterivåben har nået den grænse, hvor de er tjenlige til udskiftning, og eksempelvis for Hjemmeværnets vedkommende bevirker, at mange civile skytter ikke melder sig - simpelthen, fordi de finder, at forskellen er for stor imellem det civile feltskyttegevær og hjemmeværnsgeværet.

Men man ved, hvad man har - men sjældent, hvad man får. Erfaringens skole er her god at gæste. Danmark er således meget snart det eneste nordeuropæiske land med en armébevæbning, hidrørende fra 1. verdenskrig (M /53 (17)) og 2. verdenskrig (M /50 ) - og vel at mærke uden, al der synes noget tegn på forbedring i sigte inden for den nærmeste fremtid. Udviklingen indenfor håndskydevåbnene er såvel i den østlige som i den vestlige verden gået hurtigt og langt forbi os. Spørgsmålet er, om der ikke i dag, hvis vi tager vort udgangspunkt i middelværdien af vore armégeværers ydeevne inden for vort forsvar, er betydeligt større forskel i relation til omverdenens militære håndskydevåben, end der var i 1864 mellem det danske glatløbede forladegevær og den tyske baglade riffel - ? Ingen kan med rette påstå, at vor danske soldat i relation til armégeværbevæbningen har lige vilkår overfor en potentiel modstander. Denne omstændighed parret med en konstatering af, at vor nationale skydefærdighed såvel civilt som militært er blevet relativt forringet - civilt ikke mindst i forhold til østbloklandenes - kan nok give stof til eftertanke.

N. L. Tholstrup.

PDF med originaludgaven hvor denne artikel er fra:  det_store_spring_fremefter_.pdf

Litteraturliste

Del: