Det militære teknologigab mellem USA og Europa - er det ved at eksplodere?

Af Peter Lawætz, direktør for Forsvarets Forskningstjeneste
 
 
Indledning
USA har længe været betragtet som foran Europa, når det gjaldt synlige fremskridt på det tekniske område. I militær sammenhæng blev det især tydeligt efter Anden Verdenskrig, hvor kun USA var økonomisk i stand til at videreudvikle mange af de nyskabelser, der så dagens lys som resultat af krigens ekstraordinære indsatser.  Dette såkaldte teknologigab eksistere fortsat og har til stadighed været analyseret og diskuteret med varierende intensitet. I mange år - under Den Kolde Krig - holdt gabet sig nogenlunde stabilt, men i det sidste tiår har udviklingen fulgt et andet og mere kaotisk mønster. På den ene side har USA efter en kortere periode med synligt reducerede forsvarsbudgetter nu atter skruet op for de økonomiske incitamenter til udvikling af avanceret militær teknologi. På den anden side står et Europa med omkring 28 nationer, og mange af disse - især de mindre - har svært ved at overbevise deres borgere om forsvarets berettigelse generelt og anskaffelse af nyt isenkram specielt. Det sidste skyldes ikke mindst europæiske forsvars personeltunge opbygning, hvor en drastisk reduktion medfører store sociale problemer på kort sigt.  På den baggrund er det ikke svært at forudsige en eksplosion i teknologigabet. Det amerikanske slagord ”The next war will (also) be won by technology” er ikke noget særlig positivt grundlag for fredelig sameksistens, hvis en enkelt part er teknologisk set totalt overlegen og kan bestemme dagsordenen. Det behøver dog ikke at gå så galt. 
 
I det følgende vil jeg analysere det eksisterende teknologigab fra forskellige synsvinkler, herunder også strategiske behov i USA og Europa. Min konklusion vil være, at et vist gab er til at leve med som hidtil, men at det vil kræve en politisk indsats på den europæisk side at få betingelserne herfor opfyldt.  En række begivenheder og beslutninger i USA i den seneste tid har imidlertid foranlediget initiativer, der klart peger i retning af en kraftig acceleration i størrelsen af teknologigabet. I første omgang var det udnyttelsen af informationsteknologiens potentiale i krigsførelsen, siden blev det missilskjoldet kraftigt støttet af den nytiltrådte Bush-regering, og endelig er der konsekvenserne af 11 SEP 2001. Som jeg vil belyse, behøver denne ekstra indsats ikke at resultere i et utåleligt teknologigab. Også i denne situation kræves der dog noget fra europæisk side, som man kun i begrænset omfang har prøvet tidligere, nemlig et effektivt og velkoordineret samarbejde. 
 
Jeg håber i det følgende at kunne illustrere, at forskellene mellem USA og Europa går på mange forskellige parametre, og at det, der måtte opleves som et teknologigab, i virkeligheden er et sammenkog af mange elementer med hver sine udviklingstræk. En forudsigelse af mere langtrækkende konsekvenser på dette grundlag må tages med det allerstørste forbehold. 
 
Et gab i flere dimensioner
Ressourcer
Selv om penge som bekendt ikke er alt, kan det være rimeligt at starte med at betragte forskellen i forsvarsbudgetterne, for det er til at tage og føle på. For år 2000 var budgettet i USA 290 mia. USD mod 135 mia. i EU-landene. I sig selv fortæller sådanne talforhold ikke så meget, så lad os i stedet se på forskning og udvikling (R&D for Research & Development), fordi tallene her snarere indikerer en indsats for militærteknologisk udvikling. Her var volumenet i USA 34 mia. USD mod 9 mia. i EU. Tager man endelig den grundlæggende videnopbygning, af de fleste benævnt R&T for Research & Technology (development), er tallene hhv. 7,5 mia. og 2,5 mia. USA bruger altså 3-4 gange så meget som Europa på at udvikle ny teknologi. Det er da heller ikke så mærkeligt, at forskellene også kan ses. 
 
Oven i dette misforhold har vi på den europæiske side også store vanskeligheder med at forene kræfterne, når det gælder R&D, og endnu mere ved R&T dvs. udviklingen af nye ideer. Årsagsforholdene er ret komplicerede, men meget hidrører fra de interne størrelsesforskelle. R&D-udgifterne betales i stort omfang af statsmidler og er meget ulige fordelt. Frankrig og Storbritanien bidrager således med hver en trediedel af indsatsen, og sammen med 4 andre nationer bærer de 95% af R&D-omkostningerne.  De mindre R&D-aktive nationer, der står for knap halvdelen af materielanskaffelsesbehovet, vil på deres side stå frit mht. valg af leverandør. Alt sammen er det meget forståeligt, men måske ikke hensigtsmæssigt ved en samlet betragtning. Det budgetmæssige gab kan således have konsekvenser, der rækker videre end de talmæssige forskelle angiver. 
 
Kompetencer
Det er rimeligt at antage, at væsentlig færre penge til R&D og R&T medfører mindre videnskabelig kompetence, mindre effektiv teknologioverførsel til produkter og dårligere kvalitet som følge af urentabel produktion. Dette ville være det egentlige teknologigab.  Der synes nu ikke at være noget i vejen med det videnskabelige grundlag i Europa, og det har tidligere vist sig, at man her i løbet af få år har kunnet oparbejde en ønsket kompetence på specialområder, som pludselig blev interessante - naturligvis forudsat, at nødvendige ressourcer blev stillet til rådighed.  Derimod har det i Europa altid gået trægere med at få overført teknologiske landvindinger til praktiske produkter. På det civile marked skyldes det i høj grad manglen på risikovillig kapital. For mere militærspecifikke områder med central styring af budgettet bunder vanskelighederne måske snarere i en manglende tro på ny teknologi. Man kan desuden ikke se bort fra virkningen af det begrænsede nationale marked, og vi er jo endnu ikke kommet ud af "juste retour" og kompensationsaftaler, som ikke just er en støtte for de industrier, der prøver at komme frem. 
 
Avanceret teknologi i produktionen går på såvel materialer som processer og den måde, hvorpå produktionen lægges til rette. Der er ikke tegn på noget industrielt gab mellem USA og Europa i almindelighed. Skulle noget gå i den retning på det militære område, kan det det måske forklares som et overgangsfænomen ved afviklingen af den statsejede forsvarsindustri. 
 
Kapacitetsgabet
Generelt vil jeg altså påstå, at der ikke er noget egentligt teknologigab mellem USA og Europa. Dog er der emnekredse, hvor det i givet fald ville kræve en ekstraordinær indsats at nå på omgangshøjde med USA: Militær udnyttelse af rummet, forsvar mod ballistiske missiler samt optimal udnyttelse af informationsteknologiens potentiale. Disse emner kommer op senere i forskellige sammenhænge. 
 
Da NATO-ledede styrker gennemførte luftoperationerne i Kosovo-krigen, blev det tydeligt for alle, at der var store teknologiforskelle mellem USA og Europa. Stealth-jagerbombere som F-22 havde ingen europæisk parallel. Ligeledes havde europæiske fly ikke meget elektronisk udstyr til bekæmpelse af luftforsvar (SEAD = Suppression of Enemy Air Defence), selv om angivelig 30% af alle operationer involverede SEAD. Teknologigabet er her tydeligvis et kapacitetsgab, og det er netop sådanne, der bliver synlige ved rigtige operationer.  Ud over SEAD og stealth kan der nævnes adskillige områder med markante kapacitetsmangler, som der må gøres noget ved, hvis europæiske styrker skal langt fra hjenstavenen. Eksempler herpå er flyttekapacitet til søs og i luften, logistiske støttesystemer, sikker og interoperabel kommunikation, avancerede ISR (Intelligence, Surveillance and Reconnaissance) systemer og præcisionsvåben. 
 
Det operative gab
Endelig er der også et gab af mere operativ karakter, der bunder i betydelige forskelle på tidligere tiders strategiske mål, som ikke helt har mistet deres betydning.  Med visse undtagelser for de tidligere kolonimagter Storbritannien (UK) og Frankrig (FR) har det strategiske mål for Europas nationer været domineret af forsvar af egne grænser ved kamp foran og bagved disse linier. UK og FR har stadig betydelige økonomiske interesser i tidligere koloniområder og har længe haft behov for at kunne støtte militært på det globale plan, omend i mindre skala end USA.  USA har derimod en noget anden militærhistorisk baggrund, hvor forsvar af egne områder sker på afstand, mens operativ militær indsats altid er foregået på det globale plan, dvs. andetsteds. 
 
Vurderet på baggrund af hidtidige strategiske behov er det derfor ikke overraskende at konstatere en forskel i operative kapaciteter. Hvad skal Europa fx med en militær kapacitet i rummet? I den gamle, overvejende regionalt rettede strategi var det forholdsvis uinteressant, men nu - med ønsket om udfyldning af global rolle - kan man ikke nøjes med at tappe civilt orienterede GPS og satellitkommunikationstilbud. Man må have bedre adgang til militær udnyttelse, men det vil - inden for en overskuelig tidshorisont - ikke være relevant at udvikle rumvåben og dertil hørende modmidler. De operative krav vil på denne måde blive ændret og kan komme til at efterspørge kapaciteter, der ellers kun var relevante for en supermagt.   Alligevel vil der fortsat være markante forskelle, fordi USA i langt højere grad vil søge at løse konflikter med en militær indsats, mens Europa -  der ikke har så meget at fægte med - vil søge en langt mere tålmodig forhandlingsvej (som ikke nødvendigvis er mere effektiv). 
 
Forventninger til teknologigabets udvikling
90’ernes spareplaner
Et gab udspænder rummet mellem to grænseflader, i dette tilfælde USA og Europa. Vi må derfor se på udviklingstendenserne begge steder hver for sig og siden afveje, hvorhen den samlede forskel bevæger sig. I 1990'erne var man alle præget af den generelle afspænding af øst-vest forholdet og tænkte stærkt på spareplaner. Resultatet var dog ret forskelligt de to steder.  I USA blev det til ca. 30% besparelser på forsvarsbudgettet og de heraf afledte delrammer for R&D. Det førte til en gennemgribende revision af udviklingsplanerne, og store programmer som Strategic Defense Initiative (SDI) blev stoppet. Der blev i stedet sat fokus på udvalgte viden- og anvendelsesområder fortrinsvis med noget kortere tidshorisont.   
 
På vidensområdet blev der lagt vægt på teknologiemner med revolutionært potentiale som fx stealth, mørkesyn, GPS, adaptiv optik, laserteknolgi og hyperspektral afbildning. Også fremtidige teknologiområder som nanoteknologi og mikro-elektromekaniske systemer (MEMS) blev prioriteret, men her tænker man sig at bygge på en igangværende civil teknologiudvikling.  Frem for alt har man sat fart i realiseringen af informationsteknologiens potentiale i retning af en ny "Revolution in Military Affairs" (RMA) med følgende hovedelementer: Frembringelse af det komplette billede af kamppladsen, hurtig beslutningstagen og spredning af den tilhørende information til operative enheder, effektivt samvirke af indsatte styrker og præcis våbenindsats. 
 
Også mere generelt støtter USA en accelereret anvendelse af opnåede udviklingsresultater af såvel teknologisk som doktrinrelateret art. Det sker gennem forskellige former for teknologidemonstratorer og storstilede øvelser af eksperimenterende karakter.  I Europa er der kun yderst sjældent tilstrækkeligt volumen til noget meningsfyldt af denne art, da der ikke er tradition for samvirke omkring teknologivurderingen mm. 
 
Allerede under Clinton-regimet arbejdedes der med planer om et amerikansk missilskjold (National Missile Defense, NMD). Noget heraf havde rødder i 80'ernes storstilede udviklingsprogram SDI, der som nævnt stort set blev stillet i bero tidligt i 90'erne. Nøgleordene var dengang effektiv detektion, sikker kommunikation og diverse strålevåben (Directed Energy Weapons, DEW), som på lang afstand kunne ødelægge de fjendtlige missiler. De gælder også for missilskjoldet, men i mere realiserbare versioner. I første række har man sat ind på at udvikle et anti-missilmissil. Bl.a. af den grund er den 30 år gamle ABM-traktat ikke blevet fornyet.  Efter fleres opfattelse vil NMD-projektet i sig selv ikke blive årsag til en forøgelse af det "effektive" teknologigab, så længe man i Europa ikke føler behov for en kapacitet af denne type. 
 
Bush-regeringens første indsats
Med Bush-regeringens tiltræden er der kommet flere høge til i USAs ledelse. Vi noterer os som umiddelbart synligt resultat, at forsvarsbudgettet atter er markant stigende fra 290 mia. USD i 2000 til 329 mia. i 2001, 351 i 2002, 396 foreslået for næste år og stigende til 470 mia. i 2007 (incl. inflation). Budgetterne for 2001-03 omfatter også særlige antiterrorisme-tiltag til ca. 30 mia. Stigningen i forsvarsbudgettet indebærer en endnu kraftigere stigning for R&D.  Det er angivelig ikke Bush's hensigt at forøge størrelsen af de militære styrker, som fortsat vil ligge på omkring 2/3 i forhold til Den Kolde krigs tid. En vis del af budgetudvidelsen går til missilskjoldets udvikling, som målt i penge hævdes at blive det hidtil største våbenudviklingsprogram nogensinde. Resten af udvidelsen angives at gå til at realisere de tidligere planlagte teknologifornyelser, specielt RMA. 
 
Efter de foreliggende oplysninger er det sikkert korrekt, at der kræves betydelige indsatser for at få de forskellige aspekter af RMA til at leve op til ambitionerne. Det gælder ikke alene teknologiske problemer omkring interoperabilitet, informationsoverbelastning og sårbarhed af kommunikationsnetværk, men også forsinkelser på grund af organisatoriske traditioner og anden "gammel strøm" i systemet.  Imidlertid hævdes det af nogle analytikere, at udviklingsplanerne også søger at beskytte traditionelle prioriteter i værnene ved kostbare erstatningsanskaffelser uden at se i øjnene, at truslerne har ændret sig drastisk. Dette vil ikke forøge den relevante del af det teknologigab, vi her analyserer. 
 
Terrorbekæmpelse
Begivenhederne 11 SEP 2001 har naturligvis også sat sit præg på USAs politik med relation til militær teknologi. For det første har man sikkert styrket efterretningstjenestens ressourcer relevant for bekæmpelsen af terrorisme, men det kender vi ikke så meget til. Man har dog skærpet en række nationale sikkerhedsforanstaltninger omkring de enkelte borgeres færden, og man agter efter sigende at udvikle systemer, der kan overvåge befolkningens normale liv og afdække unormale tendenser af kollektiv art. Man opretter et føderalt ministerium for totalforsvar (Homeland Security Office), og forsvaret kommer også til at bidrage hertil. I Europa findes sådanne nationale totalforsvar allerede, og også der vil man på forskellig måde forbedre indsamlingen af relevante informationer. 
 
Til følgerne af 11 SEP regnes også miltbrandsangrebet med 5 dødsfald og adskillige øvrige inficerede. Med rimelig sikkerhed har dette angreb intet med AlQaeda at gøre, men hidrører fra en national kilde. Ikke desto mindre har dette angreb på grund af timingen illustreret vore samfunds sårbarhed over for angreb med biologiske og kemiske kampstoffer. USA har straks etableret flere forskningsprogrammer, der tager sigte på mere effektiv detektion og brugbare modmidler i form af vacciner o. lign. Måske er der en betydelig størrelsesforskel i den økonomiske indsats, men også her er Europa ellers godt med. 
 
Operationen i Afghanistan - også en konsekvens af 11 SEP - er set med en teknologianalytikers øjne en form for real-life demonstrator, da der her anvendes flere ingredienser af RMA som fx "Total Battlefield Awareness" (TBA) og "Precision Strike" (PS). TBA blev bl.a. støttet af ubemandede fly (Unmanned Aerial Vehicles, UAV), som udstyret med termiske, billeddannende sensorer kunne levere oplysninger om fjendtlige krigeres position i en bykampsituation. Efter det oplyste har dette givet USA "blod på tanden" til udvikling af UAV til flere taktiske formål. Også Europa kan selvfølgelig udnytte disse erfaringer, men må først skaffe sig den kapacitet, som ligger til grund. 
 
Man kan ikke se bort fra den mulighed, at budgetudvidelsen og de særlige indsatser i USA ikke kan holde mere end en enkelt Bush-periode. Dels tages midlerne fra andre formål, dels kan man da håbe på, at gassen går af terrorballonen, så der samlet ikke fortsat er politisk basis for den nuværende offensive og selvrådige holdning. 
 
Europæiske forhold
Når vi vender tilbage til teknologigabet mellem USA og Europa, må vi - efter at have set kritisk på USA - også kigge nærmere på Europa. Enkelte specialforhold om europæisk indsats er allerede indskudt på nogle steder i det foregående, og det gælder derfor her fortrinsvis om at belyse de generelle træk.  Omend der gøres noget på flere fronter for at samle de europæiske kræfter til fælles R&T projekter og anskaffelser, er resultatet med enkelte undtagelser ret magert. En reel udvikling ses derimod i den europæiske forsvarsindustri, hvor der i de senere år er foregået en betydelig koncentration og "afregulering" (privatisering). 
 
Uden særlige politiske skaktræk vil det fortsat være yderst vanskeligt at få de europæiske forsvarsbudgetter skruet op til etablering af mere moderne og fleksible forsvar. I stedet forsøger man gennem NATO at analysere de kapaciteter, man har behov for, og ved opstillingen af Defence Capabilities Initiative (DCI) at vise de veje, man bør gå ad for at opnå det ønskede resultat. Det smarte herved er konkretiseringen, der klart eksponerer de eksisterende svagheder. De politiskøkonomiske realiteter har dog ikke ændret sig derved. Når medlemslandenes commitments udmeldes med det forestående topmøde, er der vist ikke de store forventninger til reelt nye tiltag. Og følger man den europæiske forsvarsindustri, vil et positivt udfald endog være mest til gavn for dem, der inden for en 5-års horisont vil kunne levere på den teknologiske forkant, hvilket pga. gabet vil være "de andre".  Kun ved en koordineret indsats fra europæisk side kan denne spådom let blive opfyldt. Vejen til en vis koordination kan måske findes gennem ECAP - en nyere EU-relateret kapacitetsvurdering med begrænset sigte. 
 
For en skeptiker er denne proces alligevel blot at opfatte som gammel vin på nye flasker, og denne sminkeoperation er naturligvis uden betydning for det teknologiske niveau i forsvaret. Det reelle gab - et kapacitetsgab - er uændret.  Jeg må derfor konkludere denne subjektive analyse med essensen, at nok er USA i øjeblikket på vej fremad i et accelereret tempo, men at en hel del heraf ligger på opmåder, som Europa i øjeblikket ikke føler særligt behov for. På andre områder gøres der en rimelig vellykket indsats i Europa for at leve med i teknologiudviklingen. Det optimale udbytte kan dog ikke opnås, fordi indsatsen generelt er for lille, ikke lige fokuseret alle steder, og frem for alt spredt på for mange nationale indsatser uden indbyrdes koordination.  Den foreløbige konklusion er derfor, at det oplevede teknologigab har fået vind i sejlene under Bush-regeringen, men at der måske kan gøres noget på den europæiske side i retning af større indre og ydre effektivitet. 
 
Hvad skal man så gøre?
Alle kan sikkert hurtigt samles om en målsætning, der sigter på at gøre det rigtige på den rigtige måde. Det er straks sværere at blive enige om, hvad der er de rigtige ting (ydre effektivitet), og hvordan man gør det bedst (indre effektivitet). Denne sidste del af mit indlæg handler om sådanne tiltag når det gælder for Europa om at skaffe sig en tilstrækkelig, avanceret, teknologisk baseret kapacitet, som på relevante områder kan arbejde sammen med amerikanske virksomheder og samtidig styrke den teknologiske basis på begge sider af Atlanten. Kan dette realiseres, vil et teknologigab fortsat kunne tolereres, da det ikke vil få afgørende indflydelse på magtbalancen. 
 
For det første må Europa eller EU styrke sin beslutningsstruktur på det sikkerhedspolitiske område, evt. begrænset til forsvarsrelaterede forhold. Når hvert medlem kun har en enkelt stemme, og alle beslutninger træffes i enighed - som hovedreglen er i meget internationalt samarbejde - kan man ikke komme over de store knaster, og selv de lidt mindre forhindringer bliver ikke passeret på den mest effektive måde. Man kunne derfor eksempelvis forestille sig, at stemmevægten ved de økonomiske afgørelser bestemmes af volumenet på hidtidige anskaffelser. De 6 store europæiske producentlande må her tilsammen nøjes med ca. 50% af stemmevægten. Andre vægtninger kunne være relevant for forskning (R&T), beredskab og operationer. 
 
Dernæst må vi på denne side af Atlanten blive enige om, hvad det er vi skal beslutte, hvilke kapaciteter, vi har behov for. Det kunne her være smart at bygge et system op omkring udviklingen af den europæiske udrykningsstyrke, som ifølge EUs Headline Goal skal være på banen i 2003. Denne styrke bygges op omkring nogle fælles værdier og mål. Skal denne styrke imidlertid kunne udrette det, man egentlig har tænkt sig, skal der helt andre boller på suppen. Der skal ske en teknologisk fornyelse, og der skal skabes interoperabilitet i en sådan grad, at man er bedst tjent med at begynde forfra i EU regi. Udrykningsstyrken er ganske vist ikke så stor i den operative fase, men grundlaget skal nødvendigvis være langt større for at kunne understøtte en vedvarende operation. Udviklingen kunne så brede sig fra kernen i denne styrke til de mere nationale forsvar. Så klarer vi måske også alle de andre svære spørgsmål som forsyningssikkerhed, juste retour o. lign., som der er kæmpet forgæves med i mange år i Western European Armaments Group (WEAG) og i nyere tid under det såkaldte Framework Agreement (FA) mellem de 6 store producenter (UK, FR, IT, GE, SP, SWE). 
 
Endelig må det forhåbentlig gå op for beslutningstagerne, at uden forudseende militærteknologisk forskning i relativt større omfang end hidtil vil man ikke være i stand til at komme i front, hvor det er relevant. Der skal en anden vægtning til i ressourceindsatsen, sådan som det ses i USA, og som tydeligvis har givet resultater. Heldigvis – som også beskrevet ovenfor – skal vi ikke også skabe den grundlæggende kompetence, for den har støttet sig til den løbende civile udvikling og kan forholdsvis hurtigt drejes i de ønskede retninger. 
 
Ikke kun USA versus Europa
USA og Europa har traditionelt fulgtes ad gennem mange år, forenet i begrebet Vesten, som har samarbejdet om politiske og militære løsninger ud fra et fælles grundlag. En forudsætning herfor har klart været, at man kunne virke sammen militært, igen betinget af sammenlignelighed (og meget andet) i relevante kapaciteter. Risikoen for et teknologigab af større dimensioner har med rette skabt bekymring for, at dette samarbejde kunne være i opløsning. Det vil være ærgerligt, men det skaber ikke i sig selv en konfrontation mellem parterne. 
 
Teknologigabet mellem USA og andre nationer eller enheder kan være meget farligere, da disse andre i langt højere grad har udgangspunkt i andre værdier end de vesterlandske. Kan de ikke stille noget som helst teknologi op mod supermagten USA, bliver de frustrerede og fanatiske. Til sidst stiller de op med terror som eneste alternativ. Terror er i den henseende blot et hjørne af ”Unrestricted Warfare”, hvor man kommer meget langt væk fra riddertidens kampregler. 
 
Dette skal ikke handle om terror og modforanstaltninger, men blot ved en slutbemærkning lægge op til, at Europa i denne forbindelse har et moralsk ansvar for at komme på højde med USA mht. visse typer af militært isenkram. I så fald kan USA ikke tillade sig at gøre, hvad der alene passer denne nations ledere, men må indordne sig mere i det globale system. Man kan da håbe på, at de teknologisk svagere nationer uden for ”Vesten” snarere føler, at de store kan råbes op, og at de små også har en sammenlignelig frihed. Så har freden atter en chance. Dette moment har vist ikke spillet nogen rolle hidtil i forbindelse med vurderingerne af teknologigabet mellem USA og Europa. 
 
 
 
 
 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidsskrift_131.aargang_nr.4_2002.pdf

 
 
 

 

Litteraturliste

Del: