Det ensomme hjerte af Tom Buk-Swienty

Fortællinger om en musikalsk soldats utrolige odysse gennem 2. Verdenskrig og hans drøm om at blive dansker.

Forfatter: Tom Buk-Swienty på baggrund af Hans Horns dagbøger og notater.

Forlag: Politikens Forlag.

Udgivelsesår: 2017.

Antal sider: 512

Rigt illustreret.

Vejledende pris: 350 DKK.

”… hermed startede der for mig et nyt liv, der egentlig først sluttede med kapitulationen i maj 1945. Mit liv som kriger, kujon, studerende og senere far. Og som alt dengang begyndte det brutalt” (s.164). Disse sætninger er på mange måder dækkende for selvopfattelsen og erfaringshorisonten hos Hans Detlef Horn, hovedpersonen i Tom Buk-Swientys i efteråret 2017 udkomne biografi Det ensomme hjerte. Bogen er en særdeles original og velskreven levnedsbeskrivelse, som særligt dækker lægen, musikeren og billedkunstneren Hans Detlef Horns ungdomsår og soldatertid i Det Tredje Rige. Som citatet viser, var han en særdeles utilpasset og modvillig deltager i nazisternes blodige erobringskrige.

Horns familie stammede fra det dansk-tyske grænseland. Horns far, som var embedsmand i postvæsenet, valgte efter grænserevisionen i 1920 at flytte til Kiel. Her voksede Horn, som blev født i 1921, op i Weimarrepublikken og nazismens Tyskland. Horn udviklede sig efter sin første tid i Hitlerjugend i stærkt antinazistisk retning, men han blev aldrig en del af den lille tyske modstandsbevægelse, snarere gik han i en slags indre eksil. Under krigen blev Horn indkaldt til den 30. tyske infanteridivision og kom i det tidlige efterår 1941 til østfronten, hvor han få måneder senere blev såret. Det lykkedes Horn, som absolut ikke ønskede at komme til fronten igen, at blive optaget ved det militære lægeakademi i Berlin, og frem til begyndelsen af 1945 nød han en forholdsvis privilegeret tilværelse som lægestuderende i Sydtyskland. Krigens sidste halve år tilbragte han som lægeassistent på et lazaret i Slovakiet. I 1952 flyttede Horn sin familie til Danmark i forbindelse med et lægevikariat, og siden fik han dansk statsborgerskab. Ifølge hans erindringer havde han allerede under krigen sat sig det mål at skifte nationalitet, så snart han kunne komme til det, og Horn, der i forvejen talte dansk grundet sine besøg hos danske slægtninge nord for grænsen, opgav nu helt at tale tysk og assimilerede sig fuldstændigt. Først efter han døde i 1989, fandt hans familie de omfattende manuskripter, som er baggrunden for Det ensomme hjerte.

Horn giver et meget betagende og hudløst portræt af barndommen og ungdommen i et småborgerligt hjem i Kiel. Man krummer som læser tæer, når han beretter om de mange måder nazificeringen rammer provinsbyen Kiel og dens gymnasium på. Skal man tro Horn, var jorden grundigt gødet for nazismen qua de stive hierarkier, den autoritetstro og militarisme, som prægede byen. Endnu værre bliver det, da Horn kommer i Hitlerjugend, den tvungne arbejdstjeneste og siden hæren. Skildringer af rekrutplageri, stupide underofficerer og arrogante officerer veksler med blodige kampscener og øjenvidneberetninger om nazisternes mishandling af polske jøder og sovjetiske krigsfanger. At heller ikke lægegerningen under nazisterne var præget af nogen form for humanitet, fremgår også tydeligt af Horns beskrivelser af livet ved lazarettet og de mangfoldige, torturlignende måder, hvormed man søgte at afsløre simulanter på. På den måde er Horns memoirer et væsentligt korrektiv til mange tyske soldatererindringer, som fornægter og fortrænger alle disse aspekter af tjenesten i Det Tredje Riges væbnede styrker.

Horn skåner ikke sig selv, og beretningen fremtræder de fleste steder meget ærlig og reflekteret, også omkring hans egne svagheder og mindre fine gerninger. Man får dog også et klart indtryk af, at Horns blik på sine soldaterkammerater og overordnede, ja på hele det Tredje Rige, er outsiderens – den belæste og kunstnerisk begavedes. Det medfører, at han flere gange beskriver nazisterne og deres medløbere med ordvalg som ”proletarer, uopdragne, følelseskolde eller også slet og ret dumme” (s.181). Som Buk-Swienty ganske korrekt gør opmærksom på, i en kommentar til denne formulering, svarer Horns portrættering af nazisterne ikke til, den viden om, hvem der blev nazister og gerningsmænd, som forskningen viser os i dag.

Det ensomme hjerte er rigt illustreret med Horns tegninger og akvareller, og alene disse gør det til en stor oplevelse at læse bogen. Dertil kommer en række fotos af Horn og hans familiemedlemmer. Da bogen ikke har som formål at følge forfatterens færd langs fronterne eller skildre de militære tildragelser, der hvor han var indsat, er fraværet af et eller flere kort, som kunne vise, hvor Horn gjorde tjeneste, et savn, der er til at overse. At der trækkes meget på Horns kunstværker, som er i farver og ofte er optrykt på en helside, bør fremhæves. Illustrationerne, som ofte er nærmest surrealistiske og karikerede skildringer af livet under nazismen og som soldat, hæver bogen op i et helt særligt luftlag, og de tilfører det biografiske stof en ekstra dimension. Det betyder, at det fortalte via billederne fæstner sig med stor tyngde.

Som det gælder alle erindringer, kan man lejlighedsvist blive i tvivl om, hvordan Horns erindringer korresponderer med den datid, de beskriver. Er det virkelig rigtigt, at Horn, da han under en kortvarig arrestperiode i 1940 læste dele af Mein Kampf klart fornemmede, at Hitler siden ville angribe Sovjetunionen? Opførte Horn sig virkeligt helt så antikonformistisk og var han en så ringe motiveret soldat i den tyske hær, som han beskriver det? Er alle de dramatiske begivenheder og optrin, der fremstilles, virkelig selvoplevede? Største anke ved denne ellers fremragende bog, er da også, at det kan være svært at finde ud af, hvor tæt Buk-Swienty er på den kilde, bogen bygger på: Horns næsten 5.000 sider lange erindringer, som findes i flere udgaver, og som delvist bygger på en nu forsvunden dagbog. Denne problemstilling – hvordan de omfattende erindringer er kogt ned og formidlet – kunne der med fordel have været gjort lidt mere ud af i det ellers gode forord.

Ud fra en samlet vurdering kan denne bog næsten ikke roses nok. Den er særdeles velskreven, og man flyver igennem den som læser. Illustrationerne er betagende og bidrager afgørende til at hæve Horns erindringer langt over gennemsnittet. Dens brugsværdi i en snæver militærfaglig sammenhæng er fortrinsvist, at den giver et originalt (men retrospektivt) billede af en af Hitlers mindre velmotiverede soldater – en type, der var langt mere almindelig, end man ofte antager. Hvis man studerer vellykkede tyske operationer under krigen, som eksempelvis overgangen over Meusefloden i maj 1940, dvæler forskningen ved initiativrige og proaktive menige, underofficerer og lavere officerer, som Feldwebel Rubarth. Det er på den baggrund nyttigt at blive mindet om, at den nazistiske tyske hær også bestod af et stort flertal af soldater, som ikke ønskede at begå heltegerninger, men blot ville overleve krigen. 

Anmeldelse af Niels Bo Poulsen, PhD, Forsvarsakademiet.

Del: