Der er fortsat brug for flåden

Oberstløjtnant Michael H. Clemmesen og undertegnede var i februar i år involveret i en avisdebat om det fremtidige forsvar1). Egentlig var det ikke min hensigt at følge debatten op, idet en uddybning af mine synspunkter næppe ville have interesseret den almindelige avislæser. Flere officerer har imidlertid over for mig fremført synspunkter, der ligger tæt op af Clemmesens. Og da oberstløjtnanten er blevet medlem af den nys etablerede forsvarskommission, syntes en uddybning af mine synspunkter på sin plads. Jeg vil i denne artikel forsøge at påvise de særlige omstændigheder, der er grundlaget for flådens opgaver, aktiviteter og sammensætning. Ligesom jeg vil advare mod at lade ét tænkt hændelsesforløb være bestemmende for forsvarets sammensætning.
 
Forudsætninger
Den væsentligste forudsætning for det fremtidige danske forsvar må være Danmarks fortsatte medlemskab af NATO. Jeg vil ligeledes forudsætte, at Warszawapagten og NATO fortsat vü udgøre to magtpolitiske blokke med ofte modstridende synspunkter og interesser. Det forudsættes desuden, at i en sådan magtkamp meUem to modpoler vil svagheder eller mangel på kapacitet hos en af parterne oftest blive udnyttet af modparten. En anden vigtig forudsætning må være, at forsvarets tre værn, på grund af forskellige opgaver, miljø og virke, ikke nødvendigvis behøver at have samme beredskab og mobiliseringssystem.
 
Det maritime miljø
Jeg skal ikke trætte læseren med en gennemgang af vind og vejr, søens højde, hyppigheden af perioder med is eller tåge, men blot henvise til Den danske Lods, bind 1.
 
Det havretslige miljø
På havet eksisterer en anden retsorden end på landjorden, hvor det enkelte land suverænt bestemmer. Retsordenen på havet er ikke kun bestemt af en række konventioner, men også sædvaneret. Medens statsmagten på landjorden repræsenterer den øverste myndighed til kontrol af lov og orden, findes der på havet ingen myndighed til kontrol af den gældende retsorden! Desværre er den internationale havret ikke klar og veldefineret. Dels anerkender alle stater ikke alle konventioner, dels fortolker nationerne konventionerne forskelligt, og dels foregår der konstant ændringer i sædvane-retten. Selv ikke FN’s nyeste havretskonvention (UNCLOS III)2) har etableret en klar og veldefineret retsorden. Allerede under forhandlingerne af konventionsteksten, der varede i 10 år, blev det klart for alle, at den nye konvention ikke ville skabe en varig og veldefineret retsorden på havet. »The convention will not so much resolve some disputes as contain them. It will not create order out of chaos, but rather define the terms of dis- order«3).
 
Den nye konvention er imidlertid fortsat ikke gældende havret, idet artikel 308 foreskriver, at konventionen træder i kraft 12 måneder efter datoen for deponeringen af det 60.ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument 5 ar efter konventionen var skrevet, og 159 lande havde underskrevet den, har kun 34 nationer ratificeret eller tiltrådt den4). Konventionen er altså ikke legalt gældende havret, men er selvfølgelig på forskellige områder ved at blive sædvane-ret, selv om det formelt er Genéve konventionerne fra 19585), der er gældende lov. Havet er opdelt i indre farvande, søterritoritet, den tilstødende zone, den eksklusive økonomiske zone, kontinentalsoklen og det åbne hav. Desuden findes internationale stræder og arkipelagstater. I konventionen findes bl.a. oplysninger om uskyldig passage, transitpassage, trafikadskillelse samt kyststaternes rettigheder og pligter i de forskellige områder af havet. Danske maritime interesser og forpligtelser dækker ikke kun indre farvande og søterritoriet (også kaldet indre og ydre territorialfarvand), men udstrækker sig geografisk også til hele den eksklusive økonomiske zone.
 
Graden af interesser og forpligtelser er ikke ens for hele området, men varierer afhængig af hvilken del af området, der er på tale. Disse rettigheder gælder ikke kun det syd-danske område, men naturligvis ogsa Færøerne og Grønland. Desuden findes rettigheder og forpligtelser over for handelsskibe under dansk flag. At international havret ikke kun er konventionsret, men i næsten større grad sædvane-ret, kan ses f.eks. i de såkaldte »torskekrige« mellem U.K. og Island, hvor U.K. ifølge konventionsteksteme havde den legitime ret til at fiske i området syd for Island, men alligevel blev tvunget væk fra fiskepladserne. Sædvane-retten, der erstatter konventionsretten (også kaldet »Krybende jurisdiction«), er for nylig set i Østersøen, hvor USSR og Sverige foretog en opdeling af den eksklusive økonomiske zone ud fra principper, hvor vægtningen af en ø’s (Gotland) eksklusive økonomiske zone blev tillagt mindre vægt end et fastlands. Dette til trods for, at de ratificerede konventioner intet nævner om en ø’s zone i forholdet til en fastlandszone. Denne afgørelse vil utvivlsomt komme til at danne skole for freratidige tvister om økonomiske zoner. For Danmark kan krybende jurisdictioiti^ betydning, hvis der etableres sædvane for transit passage i stræderne, utilstrækkelig tilstedeværelse i det omstridte område syd for Bomholm, begrænsninger i krigsskibes sejlads i andre landes eksklusive økonomiske zoner eller ligefrem etablering af Østersøen som »Mare Clausum«, altså et havområde med begrænsninger på skibe fra ikke- Østersø-lande.
 
Hvis ikke danske rettigheder skal mistes, må nationen være i stand til at overvåge pg om nødvendigt anvende magt for at stoppe uønsket fremmed aktivitet eller sikre danske aktiviteter. Krybende jurisdiction, manglen på overordnet international myndighed til kontrol af konventioner og aftaler, samt forholdet, at kun den berørte nation legitimt kan varetage og forsvare sine rettigheder, tvinger en nation til maritim suverænitetshævdelse i hele sit farvandsområde. For at bevare den politiske handlefrihed er det især i spændingsperioder særdeles vigtigt, at enhver suverænitetskrænkelse straks konstateres og imødegås. Krænkelser kan endog berøre danske interesser i videste forstand og foregå udenfor, hvad der normalt betragtes som dansk område. For at belyse havrettens indflydelse på dansk sikkerheds- og forsvarspolitik kan nævnes to eksempler. I både den gældende og den fremtidige havret6) findes en regel, der tillader midlertidig ophævelse af uskyldig passage i nærmere bestemte områder af en nations søterritorium. Denne midlertidige ophævelse kan først træde i kraft, når den er behørigt offentliggjort. Hvad behørigt offentliggjort betyder, er ikke fastlagt, ligesom der ikke findes sædvane herfor. Den midlertidige ophævelse skal desuden gennemføres uden formel og reel forskelsbehandling af fremmed skibe, hvilket også vil inkludere skibe fra NATO-lande. Det officielle danske synspunkt vedrørende minering i internationale stræder er, at gennemføre mineringen i en spændingsperiode, når der er tale om en åbenbar trussel mod dansk territorium eller danske styrker7). Dette synspunkt er kraftigt imødegået fra sovjetisk hold«8), der fastholder, at så længe, der ikke er krig, er enhver minering af internationale stræder lovstridigt. Da det sovjetiske synspunkt understøttes med en direkte henvisning til konventionsteksten9), kan danske politikere for at undgå en optrapning af en krise blive tvunget tü at udsætte en minering til sidste øjeblik, hvilket kan være sammenfaldende med eller efter et krigsudbrud. I så fald vil minering kun kunne gennemføres, hvis minelæggeme eskorteres (med fregatter og/eller korvetter).
 
Grundlaget for sikkerheds- og forsvarspolitikken
Inden en egentlig vurdering af de mest sandsynlige hændelsesforløb, bør enkelte faktorer af betydning for forsvarsplanlægningen fremføres. De sammenhænge, problemer og muligheder, som Dyvig-rapporten10) og Seidenfaden-udvalgets betænkning11) fremfører, skal ikke gentages. Bortset fra, at det sammenfattende kan konstateres, at Danmark befinder sig i en udsat strategisk situation12). I disse væsentlige dokumenter vurderes desværre næsten kun de syddanske rigsdele, idet forsvaret af Grønland og Færøerne henvises til vore NATO-partnere. Af hvem og hvordan de nationale opgaver i en spændings- eller krisesituation skal varetages vurderes næsten aldrig. Dette tiltrods for at Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg i 1986 påpegede, at de nordlige havområder har fået øget strategisk betydningi13). Endelig påpeger Dyvig-rapporten også, at Sovjetunionen har en meget stor del af sin samlede værftskapacitet placeret ved Østersøen og har en betydelig søværts trafik gennem de danske stræder af både civil og militær karakter. Der er ingen tvivl om, at den frie passage gennem stræderne spiller en stor rolle. Fra et militært synspunkt er de danske stræders betydning som gen- nemfartsveje ikke mindre i dag, end de var i 1914, og kontrol med dem og minering af dem kan igen som dengang hurtigt vise sig at blive et centralt problem14). At strædernes betydning næppe mindskes kan også ses af den fortsatte udvidelse af den sovjetiske handelsflåde, der i begyndelsen af 1988 rådede over 2029 skibe med tilsammen 15,86 mill. BRT eller 21,75 mill. tdw.15). Strædernes, eller det danske ø-riges, betydning skal ikke kun ses fra et sovjetisk eller dansk synspunkt, men også fra de øvrige nabolandes side. Den store betydning af dansk område for norsk, svensk, engelsk, og hollandsk forsvar burde være almindelig kendt. Men forbundsrepublikkens nødvendige behov for adgang til de danske fjorde og stræder er ofte overset. Det fremskudte forsvar i Vesteuropa vil kunne omsejles gennem Østersøen, hvis der ikke findes NATO-styrker til at hindre denne passage. Og den tyske flåde vil ikke være i stand til at udføre denne opgave uden at råde over det danske ø-rige som bagland16).
 
En anden forsvarspolitisk faktor er kulbrinteproduktionen i Nordsøen, der snart forventes at dække 70% af Danmarks behov. Desuden foregår en væsentlig del af landets varetransport med skib. Hvis forsvaret i krigstid skal sikre videreførelsen af produktion, handel og transport, skal de ca. 100 skibe, der daglig anløber danske havne beskyttes. De danske fregatter er lagt i mølpose, og i løbet af de sidste 10 år er antallet af tyske, hollandske og engelske eskorteskibe reduceret fra 102 til 8117). Selvom antallet af amerikanske eskorteskibe i samme tidsrum er øget fra 136 tü 183, kan der næppe forventes et større antal amerikanske skibe i vort område, idet den amerikanske strategi er blevet en global strategi, der skal forhindre, at en krig udkæmpes på Sovjets betingelser18). Desuden har den amerikanske flåde et øget behov for eskorteskibe til beskyttelse af nye hangarskibe og MPS (Maritime Prepositioning Ships). Hær- og flyforstærkninger er af væsentlig betydning for forsvaret af Danmark. Men for at forstærkningerne kan få optimal betydning, er det nødvendigt, at de når sikkert frem, og helst inden det meste af landet er løbet over ende. Forsvarskommandoen har påpeget, at holdetiden, der er en af forstærkningspolitikkens væsentligste forudsætninger, ér faldende, og skønnes nær den grænse, hvor rettidig modtagelse af forstærkningerne ikke med sikkerhed kan finde sted19). Dansk forsvar må derfor være i stand til at sinke en invasionsstyrke i Østersøen så længe, at forstærkningerne kan nå frem, og hærens mobiliseringsstyrke kan genindkaldes, trænes og forlægges til deres forsvarspositioner. Ved at mindske flåden opgives at forsvare forterrænet, og Warszawapagten vil fra begyndelsen af en krig have et ubestridt søherredømme i Østersøen og kan iværksætte enlandgang umiddelbart efter et krigsudbrud. Kystmissiler vil ikke kunne erstatte skibe, idet de ikke kun vil være oplagte mål for fly, men også for specialstyrker (SPETSNAZ). Hvis man desuden kræver, at forsvaret løser sine krigsmæssige opgaver på en sådan måde, at et organiseret og fungerende samfund bevares - d.v.s. ved at befolkningens liv og ejendom beskyttes, samt at produktion, handel og transport så vidt muligt videreføres - må det påpeges, at fremskudt forsvar skal anvendes, idet en kamp på havet vil give langt mindre skader pa samfundet, end hvis kampen føres på eget territorium.
 
Sandsynlige hændelsesforløb
Clemmesen tegnede i sine avisindlæg^ en skitse af det forsvar, som burde være konsekvensen af den aktuelle sikkerhedspolitiske situation, som oberstløtjtnanten opfattede den. Oberstløjtnanten skønner, at det må betragtes som usandsynligt, at nogen sovjetisk ledelse i de kommende år vil forsøge at ændre forholdene i Vesteuropa gennem krig, idet Sovjetunionen må koncentrere sig om at effektivisere samfundsøkonomien. At krigen i Europa heldigvis forekommer usandsynlig under de nuværende forhold kan vel accepteres af alle. Men da Gorbachev i sin første fem års plan (1986-90) ønskede 3,5% arHg vækst i den nationale indkomst (national indkomst blev tidligere brugt af Sovjetunionens økonomer i stedet for GNP), kan det næppe udledes heraf, at USSR er tvimget til at koncentrere sig om samfundsøkonomien, idet den nationale vækst i NMP (svarer til GNP minus ikke-profitskabende stats-tjenesteydelser) i de sidste fem år har været jævn og med en gennemsnitlig årlig vækst på 3,8 %20)
 
Uden at ville beskyldes for at lide af officerers normale langsigtede pessimisme vedrørende krig, må det påpeges, at Gorbachev ikke sidder alt for fast i sadlen i Kreml. Han kan få behov for at vise sin styrke, ligesom han kan blive erstattet af en anden leder, der måske er en større høg end Gorbachev. For ganske nylig har en amerikansk kommission udgivet en rapport: »Discriminate Deterrence« eller »Selektiv Afskrækkelse«. Kommissionen bestod bl.a. af Kissinger, Brzezinski og Iklé. Denne rapport mener, at de mest sandsynlige trusler ikke er et massivt konventionalt angreb ind i Centraleuropa eller et omfattende sovjetisk atomangreb, men mere begrænsede angreb, der kræver selektive militære reaktioner, og som indebærer »the risk that in those situations some allies might opt out«21). Selv mener Forsvarsministeriet, at det er usandsynligt, at der vil opstå krig mellem magtblokkene i Europa som følge af en overlagt beslutning om at gå til angreb for at vinde en sejr i Exiropa. Mere sandsynligt er det, at en krig opstår gennem en proces, hvor akutte modsætninger eskalerer i eller uden for Europa, og der med usikkerhed om modpartens reaktioner træffes beslutninger på et ufuldstændigt grundlag22). Men hvis faren for en konfrontation mellem supermagterne ved et større angreb ind i Vesteuropa må anses for meget stor, kan Sovjetunionen føle sig fristet til at opnå sine udenrigspolitiske mål over for Danmark med andre mål og midler, herunder politisk eller militær pression eller ligefrem et isoleret angreb på Danmark. Og da vi ikke har nogen fælles grænse med noget Warszawapagtland vil en fjende vær tvunget til at komme over havet samt gennem luften.
 
I en spændingsperiode kan politiske, målbevidste og situationstilpassede maritime demonstrationer og pressioner blive gennemført for at afprøve den politiske vilje og den militære kapacitet i Danmark. Sådanne operationer kan næsten gennemføres uden nogen risiko, idet de vil være mindre klart defineret end operationer mod landterritoriet, de vil være lettere at bortforklare og vil hurtigt kuime stoppes, hvis den danske reaktion er stærkere end forventet. Denne slags operationer kan bestå af overtrædelse af uskyldig passage, udstrækning af fremmed jurisdiktion til dansk omrade, chikane af skibsfart eller fiskeri, opbringelse af danske (eller EF) skibe eller fiskefartøjer, ødelæggelse af undersøiske kabler eller off-shore installationer, bevidste grundstødninger eller skjult minering. Hvis sådanne operationer ikke imødegås fra dansk side, kan de danne baggrund for særdeles vidtgående foranstaltninger til beskyttelse af den fremmede magts mere eller mindre legitime interesser, eller ligefrem danne baggrund for en ny sædvane-ret.
 
Regeringen og Folketingets vigtigste opgave i en krise må være at hindre, at krisen udvikler sig til en krig. En sådan eskalation kan skyldes usikkerhed om modpartens reaktioner, et ufuldstændigt beslutningsgrundlag samt utilstrækkelige »signalmidler«. I et sådant tilfælde vü fladen indtage en nøgleposition, idet fremskudte enheder, der kan holde søen i længere tid og vmder aUe vejrforhold, vil kunne skaffe vished om en modparts operationer og dermed give et langt bedre beslutningsgrundlag end periodiske radarbilleder fra fly. Og jo længere ud i Østesøen enhederne kan sejle, des tidligere varsel vil kunne gives, således at de danske beslutningstagere ikke vil være tvunget til at foretage panikbeslutninger i sidste øjeblik. De fremskudte enheder vil desuden være et kraftigt signal om den danske vurdering af situationen.
 
Usikkerheder og risici i forsvarsplanlægningen
Ingen vil formodentlig med nogen grad af sikkerhed kunne sige, hvilken trussel mod Danmark, der er den mest sandsynlige. Men netop, når der er usikkerhed om det mulige hændelsesforløb, kan det være særdeles risikabelt at fastlåse sig til et scenarium og acceptere de risici, som andre scenarier medfører.
 
For at illustrere dette opstilles tre forskellige forsvarsmodeller:
- Den første model kaldes mobiliseringsforsvaret, som er skitseret af OL M. H. Clemmesen. Der forventes halve til hele års varsel før et krigsudbrud, så forsvaret opretholder kun en uddannelsesstyrke, samt et begrænset afvisningsberedskab af skibe og fly. Hærens krigssstyrke er langt større end i dag, på bekostning af beredskab, flåden og flyvevåbnet.
- Den næste model er det nuværende forsvar.
- Den tredie model kaldes fremskudt forsvar, idet forsvaret koncentreres om fly- og flådestyrker og i mindre grad om hærstyrker.
 
Over for disse tre forsvarsmodeller stilles tre forskellige trusler:
- En krisesituation eller spændingsperiode med militær magtanvendelse eller trussel om magtanvendelse.
- Et isoleret angreb på Danmark eller dele af landet. Dette angreb kan pa grund af de trods alt begrænsede mål, og Warszawapagtens militære formåen gennemføres med relativ kort varsel.
- Et konventionelt angreb på Vesteuropa efter en periode med mindst 6-12 måneders stigende krigsrisiko før et krigsudbrud.
 
Det er ganske bevidst, at både forsvarsmodellerne og truslerne er løst formuleret, idet de kun skal bruges til illustration. Analysen kan foretages ved hjælp af operationsanalyse, hvor spilteori anvendes som beslutnings- modeller23). Selvfølgelig kan spilteori ikke sige, hvilken forsvarsmodel der bør vælges, kun kvantificere og formalisere valgmulighederne. Ved at kombinere de tre forsvarsmodeller med de tre trusler fås følgende matrix, der i en skala fra 0 til 1 udtrykker, hvor godt den pågældende forsvarsmodel kan klare truslen:
 
 
Fig. nr.l kan selvfølgelig diskuteres. Hvor »gode« er disse tal? Men da eksemplet kun er til illustration, håber jeg, at læseren kan acceptere tallene. Hvis det vides med sikkerhed, at dansk forsvar kun skal bruges ved en storkrig i Europa, hvor varslet er mindst et halvt år, er mobiliserings- forsvaret selvfølgeligt det bedste. Ved et isoleret angreb på Danmark eller en krisesituation (f.eks. på Færøerne) vil det fremskudte forsvar være bedst. Men da dér er usikkerhed om, hvilken trussel forsvaret vil stå over for, kan vi vægte de tre trusler med ens lige store sandsynligheder. Det forventede udbytte (eller effekten) af forsvaret vil da være som i fig. nr. 2:
 
 
Tilsyneladende er det uden betydning (med de valgte tal), hvilken forsvarsmodel, der vælges. Man kunne også vurdere, at storkrigen i Europa er mindre sandsynlig end spændingsperioden, der igen er mindre sandsynlig end det isolerede angreb på Danmark. Hvis truslen manifesterer sig, vurderes det som 10% sandsynligt, at det bliver en storkrig i Europa, 40% for en krise- eller spændingsperiode, og 50% sandsynlighed for et isoleret angreb mod Danmark eller dele heraf. De forskellige forsvarsmodellers effekt fremgår af fig. nr. 3:
 
 
Med de valgte sandsynligheder for truslen er det fremskudte forsvar det bedste. - Og selvfølgelig med andre sandsynligheder en af de andre forsvarsmodeller. Man kan spørge: Hvad er det værste, der kan ske, hvis der vælges en af de tre forsvarsmodeller (Wald kriteriet). Det garanterede udbytte fremgår af fig. nr. 4:
 
 
Efter dette kriterium er det nuværende forsvar det bedste. Mange andre operationsanalytiske modeller kan selvfølgelig også bruges, men her skal kun vises det såkaldte minimax-regret princip, hvor man finder den bedste løsning ved at vælge den løsning, der vil give anledning til, at man kommer til at fortryde mindst (Leonard Savage kriteriet). Ved at beregne for hver trussel, hvor meget man vil fortryde, hvis man havde forudset truslen, fremkommer fortrydelses-matrixen (Fig. nr. 5 og 6):
 
 
 
 
 
Som det forhåbentlig er fremgået af foranstående er det særdeles uoverlagt at opbygge et forsvar efter et hændelsesforløb (eller trussel), såfremt der ikke er sikkerhed for, at det netop er denne trussel, forsvaret skal møde. Hvis vi også accepterer forudsætningen, at der vil være en fortsat magtkamp mellem de to blokke, og at svagheder eller mangel på kapacitet hos en af parterne oftest vil blive udnyttet af modparten, syntes det særdeles risikabelt at satse alt på et bræt. Hvis der er tvivl om truslen, bør operationsanalyser og operationsanalytiske kriterier anvendes for at kvantificere og formalisere de valgmuligheder, der findes for det fremtidige forsvar.
 
Afslutning
Tidligere udstrakte nationernes interesse sig kun til få sømil fra land, men udviklingen i international havret har givet nationerne rettigheder og pligter langt uden for det kystnære område. International havret er desværre ito entydig og statisk, men ændres langsomt med krybende jurisdiction, så de fremtidige maritime opgaver er vanskelige at forudse, men de må formodes at blive støire end i dag. Ligesom de i dag er større end tidligere. De danske farvande, og især stræderne, har bevaret sin store militære betydning, både for øst og vest. Danmark befinder sig på en udsat strategisk position. De nordlige havområder omkring Grønland og Færøerne har endog fået øget strategisk betydning, og stiller stadig større krav til flåden. Den internationale udvikling, herunder det stigende ønske hos begge supermagter om at imdgå en direkte konfrontation med fare for nuklear eskalation, har medført, at Sovjetunionen kan føle sig fristet til at prøve at nå sine udenrigspolitiske mål over for Danmark ved hjælp af militær pression eller begrænset militær magtanvendelse. Usikkerheden om truslen gør det uansvarligt at fastlåse sig på et trusselsbillede og acceptere de risici, som andre trusler udgør. Forsvaret bør fortsat være fleksibelt sammensat, hvis man ikke ønsker at løbe nogen risiko med nationens fremtid.
 
 
Kilder
1. Weekendavisen, 5-11 feb 88, 12-18 feb 88 og 19-25 feb 88.
2. United Nations, The Law of the Sea, The United Nations Convention on the Law of the Sea New York 1983 (UNCLOS IH).
3. Barry Busan. A Sea of Troubles? Sources of Dispute in the New Ocean Regime. Adelphi Paper No. 143, p. 2. London 78.
4. FN’s 42. samling. Draft Law of the Sea. Report of the Secretary-General 21 oct 87. New York.
5. The Convention on the Territorial Sea and the Contiguous Zone (TER), The Convention on the High Seas, The Convention on Fishing and Conservation of the Living Resources of the High Seas, The Convention on the Continental Shelf.
6. TER Art. 16, para 3 og UNCLOS HI Art. 25, para 3.
7. UMN, Forudsætninger for dansk søminekrigsførelse. Tidsskrift for Søevæsen Maj 76, p, 201. Kbh.
8. KD M. Ovanesov og KK G. Helkov. Dansk tidsskrift provokatoriske rekommendationer. Morskoy Sbornik 4/77, p. 89-92. Moskva.
9. TER Art. 16, para 4.
10. UMN, Dyvig-rapporten, SNU 1985, Kbh.
11. Regeringsudvalget vedrørende Danmarks sikkerhedspolitik. Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik. Juli 1970 Kbh
12. Dyvig, p. 23.
13. SNU, Flådestrategier og nordisk sikkerhedspolitik, p. 275, 1986. Kbh.
14. Dyvig, p. 23.
15. Notits. Die Handelsflotte der Sovjetunion Wächst weiter. Marine Forum 1/2, 88, p. 42. Mittler, Bonn.
16. Pressesamtale med Flottilenadmiral, H. Schuur, COS CNBA, 25 Jahre NATO-Kommando COMNAVBALTAP in Karup/Dänemark. Marine-Rundschau 1987/2, p. 119.
17. International Institute of Strategie Studies (HSS), The Military Balance 1977-88. London.
18. Adm. James D. Watkins, USN, The Maritime Strategy, p. 17. Annapolis 86.
19. FKO, Forsvarets rolle, p. 8 og 16. Vedbæk 1987.
20. IISS, The Military Balance, 1984-88. London.
21. FMN, Resumé af den amerikanske kommissionsrapport »Discriminate Deterrence«, 18 feb 88, Kbh.
22. FMN, Dansk forsvar i udvikling, p. 11. Kbh. 87. “ -fl- Introduktion til operationsanalyse, p. 62 og Operations Committee U.S. Naval Academy, Naval Operations Annalysis, p.
23. Erik Johnsen m.fl- Introduktion til operationsanalyse, p. 62 og Operations Committee U.S. Naval Academy, Naval Operations Annalysis, p. 23 Maryland 68.
 
 
 
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:

 

Litteraturliste

Del: