Den tredie flanke

Med udgangspunkt i en gennemgang af den militære trussel mod dansk område diskuterer major K. E. Larsen, Artilleriskolens skoleafdeling L, forsvarets våbensammensætning og organisation og fremhæver i sin konklusion luftforsvarets afgørende betydning.
 

Efteråret 1969 nedsatte regeringen som bekendt en kommission, hvis opgave det er at analysere forsvarets våbensammensætning i relation til de formodede opgaver.
Disse opgaver kan formentlig kort sammenfattes til, at forsvaret alene ved sin tilstedeværelse og effektivitet sammen med allieredes forsvar skal bidrage til at forhindre en væbnet konflikt, at det, hvis denne troværdighed skulle svigte, skal kunne forhindre en fjendtlig besættelse af dansk område eller i det mindste sinke en angriber mest muligt, indtil allieret hjælp når frem.
Er forsvaret i dag i stand til at leve op til denne formulering af opgaven? I princippet er det danske forsvar opbygget efter de retningslinier, der blev fastlagt omkring vor indtræden i NATO. Der er selvfølgelig i den forløbne tid sket udviklinger og foretaget ændringer, men værnenes opgaver, deres relative vægtning og deres interne struktur er stort set uændrede. Nu er der jo - hvad alle ved - kun meget få områder, hvor udviklingen går hurtigere end indenfor den militære våbenudviklingssektor, men heldigvis har intet eller i hvert fald kun meget få lande kapacitet til at følge med i dette rustningskapløb.
For Danmark og for de fleste andre lande gælder, at forsvaret har pligt til, indenfor de givne politiske og økonomiske rammer, at stile mod den størst mulige effektivitet. Det må derfor være relevant at spørge, om truslen mod Danmark og herigennem forsvarets opgave stadig er den samme som for ca. tyve år siden.
 

Truslen

Selv uden at gøre brug af klassificeret materiale står det formentlig klart for de fleste, at lufttruslen er øget enormt.
En meget voldsom udvikling har i de senere år fundet sted indenfor aeroteknikken både i vest og øst, og dette gælder såvel indenfor raketteknikken som på de bemandede luftfartøjers område.
Ved forhandlinger, bl. a. i Helsinki, har supermagterne forsøgt at dæmme op for den gensidige rakettrussel. Denne trussel må også vi lære at leve under, idet den dog for vort område baserer sig på mellem- og kort- distanceraketter. Man kan forestille sig, at sådanne raketter allerede i dag er opstillede og rettede mod vitale civile og militære objekter. Om hvorledes truslen om udløsning af sådanne våben i givet fald vil blive modtaget, kan der kun gisnes, men at den vil medføre en stor moralsk belastning såvel på regeringsplan som i befolkningen er givet.

Modstanderens ressourcer indenfor bemandede luftfartøjer er øget væsentligt. Dette kommer bl. a. til udtryk gennem de civilt anvendte luft- fartøjstypers udvikling. Her skal især peges på udviklingen indenfor helikopternes område, idet man erindrer sig denne luftfartøjstypes meget alsidige anvendelse under kampene i Sydøstasien og samtidig, at det meste af Danmark ligger indenfor den sandsynlige modstanders helikopteraktionsradius.

Alt i alt har denne udvikling medført, hvad også de seneste tyve års væbnede konflikter har vist, at truslen fra luften, herredømmet i luftrummet og troppeflytninger ad luftvejen må tillægges den allerstørste betydning.
I tidsskriftet Wehrkunde nr. 10/1969 formulerer oberstløjtnant Hans Blothner det således :

»Det er farligt at undervurdere fjenden i luften og at overvurdere ens eget forsvar.«

Videre hedder det:

»I dag afgøres hærens kampe på forhånd af luftstridskræfterne. Operationsfrihed på jorden er ikke tænkelig uden operationsfrihed i luften. Det er næsten ikke til at forstå, at erfaringerne fra den 2. verdenskrig ikke var nok, og at man behøvede luftværnsresultateme fra Vietkong og de nordvietnamesiske styrker samt erfaringerne fra de israelske felttog, for at få hæren til at lytte.«

Ovennævnte trussel er generel for hele landet. I det følgende skal især behandles sjællandske forhold. Det er formentlig ingen hemmelighed, at denne øgruppes forsvar - organiseret lig det jyske - er opbygget med henblik på at kunne modsætte sig en materielmæssig tung landgang fra søsiden. Dersom denne trussel er relevant er det rigtigt, at forsvarsstyrkeme må råde over samme tunge materiel som angriberen, og dette gælder såvel hvad angår pansring som ildstøtte.
En sådan fjendtlig landgangsoperation - en diminutiv udgave af de allieredes invasion i Normandiet i juni 1944 - må indledes med landsætning af personel og materiel over stranden og senere, når egnede havneanlæg er erobrede, følges op med fortsatte landsætninger af tungere materiel og forsyninger over disse havnes kajanlæg.

Medmindre aggressoren også anvender luftlandsætninger i andre områder, vil han være tvunget til at kæmpe sig vej tværs over øen for at sætte sig i besiddelse af denne. Anvender han derimod luftlandsætninger med det formål at erobre nøglepunkter eller -områder, vil han kunne reducere massiviteten af den søværts operation.
Denne fremgangsmåde vil derudover være en fordel derved, at forberedelserne til en maritim operation vil være særdeles vanskelige at hemmeligholde. Dette gælder såvel under fredsforhold som efter, at en væbnet konflikt er indledt. Forberedelser til en landsætning fra søen vil altså give modstanderen lejlighed til at foretage den mobilisering, der er næsten afgørende nødvendig, for at forsvarsplanerne kan bringes til udførelse.

Foretages landsætningen først efter, at kamphandlinger er indledt på andre afsnit, må det betragtes som givet, at mobilisering vil være afsluttet, hvilket igen stiller krav om større tyngde ved landsætningsenhederne.
Fjenden kommer altså ikke uden om at måtte foretage samtidige landsætninger ad luftvejen. I jo højere grad dette kan ske, jo mere bibeholder han sine overraskelsesmuligheder, og jo mere nedsætter han sine tab ved den meget sårbare søtransport.
Det skal kun lige nævnes, at en sådan fartøjskoncentration i søen og troppe- og materielkoncentration i landsætningsområdet vil være meget sårbare overfor anvendelsen af atomare våben.

Hvilke andre muligheder har fjenden? En besættelse af Jylland udført gennem angreb via Slesvig-Holsten vil medføre, at de danske øer - herunder Sjælland - i løbet af forholdsvis kort tid også vil falde i fjendens hånd. Intervallet mellem erobringen af Jylland og overgivelsen af øerne vil kunne gøres kortere ved luftangreb og ved anvendelsen af luftbårne operationer mod øerne.
Da fjenden under alle omstændigheder skal kæmpe for en besættelse af Jylland, kan han altså spare indsættelsen af store styrker for at erobre Sjælland.
Det er formentlig urealistisk at forestille sig, at fjenden vil kunne anvende samme taktik (landgang) ved besættelse af Jylland, som man forestiller sig for Sjællands vedkommende. Kampe i Jylland vil dog selvfølgelig blive støttet af flystyrker både med luftangreb og med isolerede luftlandsætninger, alt for at nedsætte modstanden under hans fremtrængen sydfra over land.

Opgaven

Denne må principielt være uændret, men opgavens løsning og navnlig midlerne dertil kan og bør tages op til en kritisk revision. En vurdering af den her stipulerede trussel kan lede tanken hen på, om det er hensigtsmæssigt med samme organisation og våbensammensætning i de to landsdele.
Hvor truslen mod Jylland udfra disse betragtninger primært er angreb sydfra over land, støttet af flyangreb og mindre luftlandsætninger, kan truslen mod Sjælland beskrives som omfattende luftangreb og luftlandsætninger med formål at erobre øen før, samtidig med eller efter et angreb mod Jylland.
Forsvaret af Jylland må derfor bygges op udfra de hidtidige retningslinier, idet samarbejdet med og støtten til vor sydlige nabo må indgå i planlægningen.

På Sjælland vil der derimod næppe være behov for pansertunge brigader organiserede efter samme skema som i Jylland. Derimod vil der være behov for en afbalancering af enhederne udfra den her givne trussel, og dette vil medføre, at der vil kunne overføres tungere materiel omfattende kampvogne, Honest John-artilleri, selvkørende artilleri, bæltedrevne mandskabsvogne, tungt bromateriel m. v. til Jylland med mulighed for en heraf følgende hurtigere konvertering af jyske brigader til panserbrigader. Til gengæld skulle de sjællandske enheder uddannes som og udrustes til en slags kommandoenheder, d.v.s. lette, ildkraftige, mobile infanterienheder med en dertil tilpasset kampstøttetjeneste.
Idet truslen var skitseret primært som en lufttrussel, må forsvaret basere sig på luftforsvar og indsættelse mod luftlandsatte styrker.

Fjenden i luften

Mod denne må flyvevåbnet, som tilfældet også er i dag, på forskellige områder yde det væsentligste bidrag. Således er kontrol- og varslingstjenesten det element, hvorpå hele luftforsvaret hviler, nemlig det element, der skal give luftforsvarsstyrkeme og i nogen grad også felthæren det fornødne grundlag for rettidigt at kunne træde i funktion.
De flyvende enheders opgave er at afvise, at intercepte og at bekæmpe fjendtlige luftfartøjer samt at yde støtte til kampen på jorden. Udførelsen af sidstnævnte opgave er af uvurderlig betydning for forvarerne på jorden, men andre opgaver kan betyde, at muligheden for denne støtte bliver ringe.
Tilkæmper fjenden sig luftherredømmet over Sjælland, vil han fuldstændig være i besiddelse af initiativet. Til gengæld vil det land- (og skibs-) baserede luftforsvars identifikationsproblemer samtidig blive forenklede.
Raketluftforsvaret er ifølge dets geografiske placering et meget vigtigt led i luftforsvaret af de østlige landsdele, men dets force ligger dog i dets muligheder for at dæmme op for fjendens uhindrede bevægelser i de mellemste og større højder.

Næste led i luftforsvarssystemet er hærens luftværnsafdelinger. Det må her straks siges, at den vægt, der i dag er lagt på denne våbenart, er katastrofal beskeden.

Tidligere citerede forfatter siger generelt:

»Omfanget, bevæbningen og placeringen af hærens luftvæmsartilleri dikteres af størrelsen og arten af den forventelige lufttrussel. Regnefejl i disse forhold kan dårligt afbødes, fordi de allerede viser sig i de første timer og dage af en krig.«

Med hensyn til anvendelsen af de materieltyper, der rådes over i dag, bør L/70-systemet (-batterier) primært indsættes til luftsikring af vigtige, stationære objekter af betydning for øens forsvar. Sådanne objekter kan være flyvestationer, forsyningshavne og -områder, men også andre objekter af forsvarspotentiel betydning kan komme på tale.
Da sådanne objekter, deres formål og betydning alligevel er kendte af fjenden, kan L/70-systemets ydeevne udnyttes fuldtud gennem en opstilling, der primært er valgt udfra skydetekniske krav og ikke som under anvendelse ved felthæren, hvor dets skydetekniske formåen er meget stærkt indskrænket på grund af efterretningsmæssige (sløringstekniske) årsager.
IV60-enhedeme må betegnes som mindre anvendelige i objektluftsik- ringsøjemed og mod hurtige kampfly. Derimod må disse enheder stadig betragtes som brugbare mod helikoptere og transportfly, altså i områdeluftsikringsopgaver, hvor de samtidig ved deres tilstedeværelse er medvirkende til at tvinge fjendens kampfly op i større højder.

Med hensyn til opstillingen og bemandingen af hærens luftvæmsenheder gør sig det samme forhold gældende som for flyvevåbnet: Varslet bliver meget kort. Dette indicerer, at luftvæmsenheder i langt højere grad end andre enheder må være stående enheder.
Dette forhold er ikke påagtet i dag, men kravet er uomgængeligt, dersom overraskelsesangreb skal kunne imødegås. At kunne mobilisere en luftværnsenhed på 24 timer betyder, at den kommer 23 timer for sent i funktion.
I den udstrækning, det rådige materiel (L/60-materiel) ikke kan være bemandet i fredstid, bør det fordeles til hjemmeværnsenheder i område- luftsikringsopgaver til indsættelse efter en i fredstid udarbejdet plan.

Til indsættelse i luftrummets nedre lag og primært i selvforsvarsopgaver må alle enheder forsynes med et hertil egnet våben. Dette er i dag 12,7 mm maskingevær, men ønsket om et våben med større kaliber er her udtalt, idet erfaringen viser, at mange fly returnerer til basen uden at være generet af træfning med småkalibrede våben.
Indførelsen af et større våben - 20-25 mm - vil dog betyde, at den skydetekniske baggrund for skytter ved sådanne våben må forbedres væsentligt, dersom et sådant våbens effektivitet skal udnyttes.

Det må dog endnu engang gøres klart, at antallet af luftværnsenheder bør forøges. Hvilket system, der skal vælges, kan ikke siges, men udover de systemer, der i dag er på markedet, og hvor »L/70-systemet« med 35 mm kanoner stadig er et af de bedste, er flere systemer under udvikling, de fleste baserede på styrede raketter.

Oberstløjtnant Blöthner:

»Bestræbelserne henimod perfekte våbensystemer må ikke medføre, at tropperne formenes brugbare våben. Hvad englænderen Dr. Watson-Watt sagde under 2. verdenskrig har stadig gyldighed: »Giv dem det trediebedste! Det bedste bliver aldrig færdigt, og det næstbedste kommer for sent«.«

Et veludbygget og altid beredt luftforsvarssystem, dækkende alle flyvehøjder og geografisk fordelt, vil reducere mulighederne for og farerne ved fjendtlige kupoverfald. Det vil være medvirkende til at tynde ud blandt fjendtlige maskiner, og det vil være medvirkende til at nedsætte fjendens luftvirksomhed mod Jylland og fjemereliggende mål, idet det lukker gabet mellem Femern og Kullen.

Fjenden på jorden

Idet en 100 % afvisning af fjendtlige luftoperationer aldrig vil være mulig, skal felthærens og hærhj emme værnets opgave være at nedkæmpe luftlandsatte - og evt. mindre, søværts landsatte - fjendtlige enheder.
Luftlandsatte styrker er meget sårbare i operationens indledende faser. Dette gælder i særlig grad for faldskærmsenheder på grund af den uundgåelige spredning under landsætningen. Udenlandske kilder oplyser dog, at en bataljon kan landsættes indenfor et areal på 1100 X 500 m, og at den vil kunne virke som en samlet enhed efter ca. 45 minutters forløb.

Modstanderen råder imidlertid også over transportfly, der laster over 100 fuldtudrustede soldater, og som er i stand til at lande og starte på græsmarker af nogle få hundrede meters længde eller på lige vejstrækninger af tilsvarende længde, blot der ikke er hindringer langs vejsiden. Helikoptere med meget nær samme lasteevne kan lande næsten overalt.
For forsvareren gælder, at en øjeblikkelig indsættelse mod sådanne styrker gør nedkæmpelsen mange gange lettere. Dette også forårsaget af, at tungere materiel normalt først vil blive fremført i senere vendinger.
Den store søværts landsætning vil næppe forekomme mere på grund af sårbarheden. Derimod må mindre operationer stadig anses for sandsynlige. Formålet kan være kupagtige overfald på og besættelse af havne og større broer i forsyningsmæssige øjemed og navnlig efter, at luftlandsatte styrker har konsolideret sig.

Mod denne trussel er det klart, at forsvarsstyrkeme skal være smidigt organiserede og meget mobile.
Pansrede brigader vil formentlig være for tunge, usmidige og langsomme, idet indsættelse skal kunne ske mod geografisk adskilte landsætninger og i løbet af ganske kort tid mod en fjende, der har sin styrke i veluddannede kommandotropper.
Det kunne her tænkes, at forsvaret baserede sig på et antal bataljons- kampgrupper, hvis underenheder var således organiserede og udrustede, at de om nødvendigt kunne indsættes selvstændigt.
Tilstrækkelig mobilitet kan opnås ved anvendelse af almindelige last- motorvogne. Der bør dog ikke gives afkald på pansrede køretøjer som panservogne og pansrede mandskabsvogne, men hjuldrevne typer vil formentlig være tilstrækkelige og måske bedre egnede end bæltedrevne i det sjællandske terræn.

Bevæbningen skal primært være lette automatvåben. Tungere ildstøtte haves i form af let transportable morterer og dysekanoner. Artilleristøtten må også være hurtig og smidig. Behov for tungt, langtrækkende artilleri er næppe til stede. En let, mobil pjece med en rækkevidde på ca. 10 km vil være velegnet.
Måske vil nogle af de mange nye erfaringer vedrørende anvendelsen af helikoptere kunne drages til nytte her.
Et antal helikoptere i denne organisation vil gøre kampførelsen endnu mere fleksibel. De vil kunne anvendes i rekognosceringsøjemed, ved hurtige troppeforskydninger og sidst, men ikke mindst, som kamphelikoptere.
Udstyrede med maskinkanoner eller med raketkastere vil de i nogen grad kunne udgøre ildstøttelementet. At de også vil være uundværlige i forbindelses« og forsyningstjenesten, ikke blot indenfor, men også mellem landsdelene skal blot nævnes.

De øvrige kampstøtteenheders organisation og placering i det samlede billede må nødvendigvis også tilpasses denne taktik. Eksempelvis vil behovet for det sværeste feltbromateriel næppe længere være til stede. Ingeniørenhedernes organisation bør derimod tage forøget hensyn til arbejder indenfor vejretablerings- og hindrelinietjenesten.
I den udstrækning, kommunikationstjenesten ikke kan decentraliseres, må telegraftroppemes opgave være at etablere forbindelserne imellem de selvstændigt indsatte enheder og disses kommandoorganer samt mellem landsdelene indbyrdes. Idet antallet af selvstændigt indsatte enheder kan blive større, ligesom afstandene imellem dem vil blive øgede, vil der blive stillet større krav til telegraftroppeme og deres materiel.
Om ovennævnte organisation vil kunne indbygges under brigade- eller divisionssignaturen afhænger af antallet af opstillede enheder m. v., men på grund af, at forsvaret af den sjællandske øgruppe vil være stærkt integreret, omfattende såvel enheder af hæren, enheder af søværnet (forter og skibe) som enheder af flyvevåbnet (K/V-tjenesten, raketluftforsvar, flyvestationer), bør en fællesværnskommando under COMB ALTAP have den planlæggende og udøvende myndighed.

Ovenstående tanker, der helt bryder med den traditionelle ligestilling mellem Jylland og Sjælland i opstillingsmæssig henseende, medfører som tidligere nævnt de fordele, at det jyske område hurtigere kan gives den planlagte tyngde med hensyn til kampvogne og tungt ildstøttemateriel. Til det sjællandske forsvar kræves til gengæld andre - men billigere — materielanskaffelser, eksempelvis omfattende hjulbåme panservogne og pansrede mandskabsvogne. Hertil kommer anskaffelse af et antal helikoptere og sidst, men ikke mindst, en forøgelse af luftværnsmateriellet.
I personel-(uddannelses-)mæssig henseende indebærer forslaget den ulempe, at organisationen ikke er ensartet i de to landsdele, hvilket vil give sig udtryk gennem en forskelligartet udførelse af føringsvirksomheden.
Argumentation mod de her fremførte ideer vil sikkert have let spil, og der kan givetvis fremlægges langt bedre forslag. Men selv om den hidtidige organisation helt eller delvis bevares, vil det under alle omstændigheder være nødvendigt at udbygge vort luftforsvarsmæssige beredskab. Et skridt er gjort gennem købet af to nye eskadriller til flyvevåbnet; spørgsmålet er, om de indenfor NATO-taktikken får lov til at løse nogen af de opgaver, som hæren har behov for bliver løst. Det giver falsk tryghed at råde over stærke, pansrede kampenheder, dersom disse kan sættes ud af spillet i kampens første faser, eller dersom de kan forhindres i at bevæge sig i dagslys.

To kendsgerninger - en nutidig og en historisk - må afspejle sig i dansk forsvarsplanlægning:

  • truslen mod Danmark bliver mere og mere præget af den potentielle fjendes raket-, fly- og helikopterstyrker og
  • den interesse for »the baltic approaches«, der igennem århundreder fra stormagternes side har øvet indflydelse på vor historie er lige usvækket.
     

K. E. Larsen

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_99_aargang_apr.pdf
 

Litteraturliste

Del: