Den spidse endes etik: rejsebreve fra Irak og Afghanistan

Af Anna Christina Riisager, stud.scient.pol. ved Københavns Universitet

 

Når der stilles kontradiktoriske krav til soldaten, tvinges han personligt til at tage stilling til, hvad der er rigtigt og forkert.  Jeg har sat to soldater stævne netop for at få et personligt og konkret billede af, hvori det etiske består, når man er i krig. At være i krig kan udsætte soldaterrollen for et pres, hvor det individuelle etiske kommer til syne.1 Hvilke etiske hverdags dilemmaer, om nogen, har de to danske soldater oplevet i Irak og Afghanistan? Hvilken referencerammer henholder soldaten i praksis sin beslutning til, og kan man påstå, at soldaten behøver at balancere mellem en hierarkisk og en personlig begrundelse for sin handling? 

Den aktivistiske sikkerhedspolitik  Der er bred enighed om, at den militære sikkerhedsdiskurs har undergået en forandring fra traditionelt at være knyttet til nationalstaten til nu at være et mere abstrakt værdiorienteret sikkerhedsbegreb, der har sat folkeretten og den traditionelt ukrænkelige suverænitet under pres. Man kan sige, at der har været en ’humanitær drejning’ i sikkerhedspolitikken, som derfor ikke i samme grad som tidligere forbindes med forsvar af nationale territoriale grænser, men i højere grad handler om at beskytte værdier som demokrati, udvikling og retten til at leve et liv uden frygt.2 Danmarks aktivistiske sikkerhedspolitik begrundes ikke i egeninteresse men i, at vi skal garantere universelle værdier. Det betyder konkret i Irak og Afghanistan, at udvikling og sikkerhed sammenkobles, og at genopbygning derved bliver en central del af koalitionsstyrkernes arbejde. I den praksis kobles den humanitære norm, og herved morale sig til den militære opgaveløsning i feltet.  For soldaten betyder det, at han skal beherske mange roller og løse mange forskelligartet opgaver. Han skal i forsvaret af abstrakte værdier patruljere, forhandle med lokale ledere, slå ihjel, undervise civile afghanere og irakeren, alt sammen i en kultur og religion, der er anderledes end den hjemvante.  Det bevirker, at den udsendtes arbejde er blevet mindre forudsigeligt. Soldaten står ofte i risikable nye situationer, hvor marginer for det personlige skøn er blevet bredere og derved supplerer og i nogle tilfælde erstatter den politiske og militære styring.  
 
Dilemmaet og det personlige skøn
Begge respondenter tøver, når der spørges direkte til personlige konkrete dilemmaer.  I begyndelsen af interviewet fortæller L: ”Helt objektivt, så føler jeg ikke, jeg har været i noget nævneværdigt dilemma. Altså det gælder jo om at handle og få tingene gjort. Jeg er meget følsom og meget intuitiv, og samtidig evner jeg også at ’slå stiften fra’ og få tingene gjort. Og det er en fordel for de folk, jeg arbejder sammen med. Jeg tager en beslutning og handler.”
 
A: ”Så fortæl mig, hvad du forholder dig til, når du træffer en beslutning, der angår noget uforudsigeligt.” L: ”Altså der er en situation, hvor der er uenighed om, hvad man skal gøre. Om vi skulle køre ud i et farligt no-go område og løse en opgave, eller om vi skulle lade være. Der er nogen, der ikke vil med, fordi de var blevet meget bevidste om, at deres liv stod på spil, og så besluttede jeg at sende dem ud alligevel efter mental bearbejdning. Der var ingen, der mistede livet på ordren. Men vi var tæt på rigtig mange gange, men der var en eller anden, der holdt hånden over os.” 
 
A: ” Kom du på noget tidspunkt i tvivl eller blev usikker på din beslutning?”
 
L: ”Det er sjældent, at jeg tvivler. Spørgsmål som ’hvad nu hvis’ er en af de psykiske formuleringer, som slider folk ned. Og som presser folk unødigt. Altså går det galt, så går det galt. Jeg er ikke en dilemmaers mand. Jeg tvivler aldrig. Men hvis du har angsten, så skal du have poker fjæs. Du må gerne vise, at du er menneske, men du må ikke vise, at du er usikker. For så mangler de folk, som er usikre et fast holdepunkt. Du er den faste klippe, som har overskud til at gøre det rigtige.”
 
Den anden soldat - Q - bryder sig heller ikke om at kalde sine handlingsalternativer for et dilemma, men henviser til hans træning og erfaring som soldat som sin referenceramme. Alligevel giver han et eksempel på en situation, hvor han skulle træffe en beslutning, som i sit udgangspunkt følger den militære logik.
 
Q: ”På et tidspunkt, da vi er i Bagdad, kører vi i to pansrede biler. Jeg har kommandoen i den forreste bil. Og der er det ligesom mig, der lægger stilen for, om vi kører aggressivt3 eller hvad vi gør. Der blev lagt en rimelig aggressiv kørestil, også fordi det er en af mine første ture, så jeg har ikke lyst til at tage nogle chancer, så på et tidspunkt, der kommer vi ud, og over i modsatte vejbane, fordi der er kø, og vi vil ikke stå stille på grund af de her vejsidebomber og sådan nogle ting. Og der bliver vi lukket inde, fordi der er meget trafik. De kan godt flytte sig i bilerne. På et tidspunkt er der en bil, der stopper oppe foran, og jeg kan se, at han godt kan manøvrere, men han flytter sig ikke så … Tingene går meget langsomt. Man føler sig truet, så der var det at give besked om, at så var det fremad, og så kører vi jo ind i ham. Vi kører jo ind i en hel masse folk og så noget, fordi vi jo vil ikke stå stille. Jeg tror faktisk, at jeg gerne vil være anonym alligevel, fordi der er mange folk indblandet i det.”
 
A: ”Når man træffer sådan en beslutning, hvad tænker man så?”
 
Q: ”Du har ligesom lagt stilen. Du vil gerne fremad. Du er allerede i et ’mind-set’, der siger, at der er ikke noget, der skal stoppe dig. Det ligger på rygraden, man det er jo også, fordi man har så meget træning og erfaring og sådan nogle ting.”
 
A: ”Men det havde du vel ikke i begyndelsen?”
 
Q: ”Nej, men man har meget træning, før man bliver udsendt. Jeg føler ikke, at folk skal prakke mig etik og morale på. Det der med at sætte scenarier op. Det er så langhåret, som det overhovedet kan blive, fordi du kan aldrig nogensinde sætte en standard for noget som helst, fordi det er så situationsbestemt. Der er så mange faktorer, der spiller ind. Når jeg underviser folk, så siger jeg til dem, at de får nogle ingredienser, og så når de kommer ud, så kan de bage kagen, som de har lyst, at den skal smage. Fordi du kan ikke sige sådan her, skal du gøre hver gang, fordi så bliver det sådan noget firkantet noget, som aldrig bliver godt.” 
 
A: ”Vi har snakket om, at de situationer, soldaten kastes ud i dag, aldrig ligner hinanden ,og det derfor kan være smart at have et moralsk kodeks, som kan guide en, er … (respondenter afbryder)”
 
Q: ”Ja, det er rigtigt. Men det er sund fornuft, det er ikke noget, man kan lære på en skole. Vi, fører og uddanner, kan godt se, om folk de er fornuftsmæssigt afsporet, altså når vi er sammen med dem til hverdag, så kan man se, om de har en fornuft, eller om de ikke har det.”
 
A: ”Betyder det noget for den måde, man rekrutterer soldater på i dag?”
 
Q: ”Altså jo, det gør det jo, alt har jo ændret sig, det er jo også nogle andre mennesker, der er i samfundet.” 
 
A: ”Nu har vi snakket om en slags dilemma altså det med civilbefolkningens sikkerhed dvs. dig og dine soldaterkammeraters sikkerhed. Kunne man forstille sig et andet slags dilemma, hvor man skal samarbejde med lokale irakere eller afghanere, som måske har et helt andet værdisæt, end man selv har. Jeg tænker, at hvis man er sendt ned for også at fremme tolerancen for andre værdier, hvis man skal forsvare noget, som er markant anderledes, eller man ligefrem synes er forkert?”
 
Q: ”Ja altså det forholder jeg mig ikke til. Hvad han laver i sit privatliv, er hans sag. Vi uddanner dem jo ikke i ikke at tæske deres koner, vi uddanner dem jo i at samle et våben, så de kan jo stadig godt være gode politifolk. Altså nogle gange kan man godt føle, at man løber panden mod en mur, fordi de godt kan virke sådan lidt fattesvage, men det er jo fordi, vi kommer til dem med en forkert indstilling, fordi vi har jo et skolegrundlag, der er helt anderledes. Man går ud fra herhjemme, at man taler med en, der har 9. klasse som et minimum. Når vi to snakker sammen, så går jeg ud fra, at du har gået i skole, og at du kan snakke ordentlig. Og det ligger jo i en, at man går ud fra, at når man snakker med andre, og det kan man jo nogen gange godt glemme, at de ikke har det grundlag og så føle, at de faktisk er dumme, og det er de jo ikke.”
 
A: ”Hvad gør man, hvis man føler, der er en, der truer ens sikkerhed, og man ikke ved, hvad de vil?”
 
Q: ”Det lyder måske lidt barsk, men som udgangspunkt så stoler man ikke på de lokale. Altså den der mistro, om du tror, han er en god fyr eller en dårlig fyr, det bliver igen noget lidt irrelevant, for det bliver jo noget personligt. I udgangspunktet har vi lige lidt tillid til dem alle sammen. Den konkrete situation som alle danske soldater, der har været udsendt, de udsættes for, det er fattige børn, der står og beder om vand, og vi har vores biler fyldt med vand. Jeg kan huske første gang, der tænkte jeg ikke over det, og jeg skulle lige til at give ham vandflasken, og da fik jeg af vide over radioen ’nej’, næsten lige som jeg stod der, og skulle til at kaste. Man kunne lige se håbet i øjnene på ham, og så bliver skuffelsen endnu større ikke? Men efterhånden bliver det en standard at sige nej.” 
 
Den militære norm
A: ”Hvad betyder professionalisme for dig?”
 
L: ”Professionalisme er, at man løser en opgave sikkert og effektivt i forhold til den opgave, man har fået i forhold til de mål, man har sat sig med de ressourcer man har.”
 
Q: ”Der er tænkt over nogle ting, som bare er smartere, og det er standard. Det nytter ikke at skulle opfinde den dybe tallerken, hver gang, vi skal ud og køre en patrulje. En standard er f.eks., at hvis du har et check-point, hvor du er ved at tjekke nogle køretøjer for våben, så har du nogle poster længere ude, som stopper nogle andre køretøjer, så du kan arbejde i fred og ro.  Bilbomber de er jo en trussel nogen steder, så biler der kommer i høj fart mod de check-points, det er jo en trussel. Det første man gør for at få ham til at stoppe, selvfølgelig, afhængig af hvilke signalmidler man har, er, at man resolut går ud på vejen og gør sådan her ( Q rækker hånden frem i et i et ’stop’ tegn) samtidig med at man resolut siger ’stop’.
 
Hvis han ikke stopper, så kan du pege på ham med sådan en laser, sådan en rød plet, som han får i panden eller på brystet, og så tror de ’ok nu er døden nær’, og så stopper de som regel. Den er rigtig god. Hvis det heller ikke virker, så skyder vi op i luften. Hvis det heller ikke virker, så skyder vi ned i jorden, og så begynder man jo faktisk bare at skyde opad, indtil at man mener, at nu er han så tæt på, at man mener, at nu bliver man nødt til at skyde ham. Så han får rigtig mange chancer for at fatte, at det er nu, han skal stoppe.”
 
A: ”Så standarden forhindrer situationen i at blive et dilemma?”
 
Q: ”Ja, vi vil det bedste, vi vil sgu ikke bare slå dem i ihjel. Og så skal det jo også siges, at vi jo er i et krigsområde, og jeg tror ikke, at det er nogen hemmelighed for de lokale. Jeg tror, de har fanget det. De ved jo godt, hvem vi er, og hvad der sker, hvis de ikke flytter sig, og samtidig får de alle de her chancer for at stoppe, inden vi skyder efter personer.. . Så når det endelig kommer til stykket, så har man bare gjort, hvad man kunne. Det er jo militær træning det her, men det er jo samtidig fornuftigt.” 
 
A: ”Så det, du synes er fair, stemmer oftest overens med den militære kodeks?”
 
Q: ”Ja oftest, men om jeg så er blevet hjernevasket, eller om det måske faktisk er rigtigt nok, det er jo så spørgsmålet?  Det tror jeg nu nok, det er. Det virker logisk. Jeg kan faktisk referere til, at der var engang en (bilist, der skal stoppe ved et check-point), der ikke forstod det. Vi fulgte trinene, og det endte faktisk med, at vi ramte passageren før, at han forstod, at han skulle stoppe! Og han ville sgu ikke noget ondt. Han var bare for dum! Han kiggede ikke frem for sig. Han kom i en kø, og det gad han ikke vente på, og så drejede han ud, og han blev ved med at køre frem, og han får alle de her signaler, indtil at hans passager bliver ramt, og så bliver han dybt forskrækket, man kan se det på ham. Jeg ved ikke, om han taler i mobiltelefon, eller hvad fanden han laver, og passageren har jo heller ikke set det.
 
Så der tænker man bare ’hold kæft en idiot’! Der blev jeg sur på ham. Hvorfor skal I køre rundt her i Bagdad? Altså fordi på en eller andet måde så har man jo gjort sit arbejde. Ikke at det var mig som skød, men ham der gjorde det, hans røv er ren at trutte i, men man bliver da sur over, at man er tvunget til at skyde ham, fordi han ikke lægger mærke til, at der bliver skudt på hans bil!”
 
Selvom den soldat, der skyder passageren, følger den militære procedure, som ud over at fungerer som ”den bedste praksis” også bidrager til, at forenkle situationen og bevirker, at soldaten handler efter reglementet og derfor ikke skal tage personlig stilling til handling i den pågældende situation, så har Q alligevel rationeret over normen og bliver personligt berørt af episoden. Det etiske i krig begynder, der hvor soldaten personligt skal gøre rede for, hvilken norm han handler efter, også selvom soldaten handlede korrekt efter den militære norm. Det leder videre til spørgsmålet, om man, som udsendt skal kunne stå inde for en krig for at følge de militære normer? 
 
Krigen og Jobbet
A: ”Netop fordi man ikke bare er soldat i dag i den forstand, at man bare adlyder ordrer, og det hele er blevet mere situationsbestemt, er det så lettere hvis ens personlige overbevisning er, at man bakker op om krigen?” Her har de to respondenter forskellige opfattelser. L støtter operationen i Irak. Q gør ikke. L: ”Det er klart en fordel. I og med man er soldat, så har man accepteret, at man er det ultimative værktøj for politikerne. Min opfattelse er, at langt de fleste udsendte er enige i, hvad politikerne har besluttet.
 
Grundlæggende er man soldat og skal løse en opgave, som er defineret af politikerne. Samtidig så har man også en ansvarsfølelse, som individ, som medlem af forsvaret, som dansker. Så jeg føler et ansvar over for verdenssamfundet. Altså man kan ikke bare lade stå til. Det kan godt være, at det lige umiddelbart ikke er i vores baghave, og så alligevel så slår globaliserings effekten for vildt igennem jo.”
 
L skelner ikke mellem hans militære og hans personlige identitet (”Lige ind til jeg dør, vil jeg være officer dybt i min sjæl”). Han føler et større ansvar og ser en sammenhæng mellem krigen i Irak og sikkerhedssituationen i Danmark, som bevirker, at der ligger en naturlighed i, at han bakker op om krigen. Det er også derfor, at L ikke følger en ordret, hvis han regner den overordnede som utilregnelig og i stedet handler i overensstemmelse, både med forsvaret som helhed, og hvad han personligt finder bedst, ”som individ, som dansker og som medlem af forsvaret.”  Q har det lige omvendt. Han mener, at de soldater, der tror, at de ”skal ned og kæmpe for værdier” bliver skuffede, og det er dem, der har det sværest, når de kommer hjem fra kamp: Q: ”... men jeg kan slet ikke gennemskue, hvorfor de er gået ind i Irak-krigen?  Det begriber jeg ikke med min fulde fem, eller jo men jeg begriber ikke, hvorfor det ikke er blevet gjort med et fornuftig … at de ikke ligesom har ... denne her genopbygningsfase, jeg forstår ikke, hvorfor det er kommet som en overraskelse. Når man bomber et land, så trænger det også til nogle nye huse, veje og måske et sikkerhedsnet. Og så tænker man ’hvad fanden ligger der i det her, hvorfor er vi i krig?’. Og det kan man ikke gennemskue. Hvis man er ved sin fulde fem, så går man da ikke ud og risikerer livet for en eller anden sag, som man ikke kan gennemskue. Så derfor går man ikke med i den patrulje, fordi man støtter en større sag men på grund af kammeratskabet, ikke fordi Anders Fogh har sagt det. Der er jo heller ingen, der har så meget tillid til et statsoverhoved. Heldigvis!”
 
Det lader til, at der opstår en værdirelativisme for Q, men kun i den forstand, at han ikke mener, han behøver at bakke op omkring krigen personligt, så længe han bakker op omkring fællesskabet. Det bliver en personlig overvejelse af, hvor meget man vægter individet i forhold til fællesskabet. 
 
Pligten til fællesskab
Øjvind Larsen har i bogen ”Forvaltning, etik og demokrati” analyseret det krydspres, som en embedsmand og derved en soldat kan være udsat for. Han identificerer fire instanser, som stiller krav til soldatens rolle, som vel og mærke kan være i uoverensstemmelse med hinanden. På den måde kan soldaten komme i dilemma, hvor den udsendte må tage personlig stilling til, hvordan han vil handle, denne normative vurdering medfører en løbede stadfæstelse af det etiske i missionsområderne. 
 
Spændingsforholdet består for det første af, at soldaten skal overholde loven, for det andet af, at han skal overholde lydighedspligten til sin overordnede, for det tredje af, at han skal overholde de faglige referencer, som han socialiseres ind i under uddannelse og træning, og som i praksis betyder standardiserede procedurer for handling, som kan afskære soldaten for en personlig refleksion ved at hænge ansvaret på en knagerække, der hedder, at ”handling er noget, som skal ligge på rygraden”. Altså en handling hvor rummet til tvivl afskæres, og reaktionstiden optimeres. Det fjerde krav rejses af forholdet til civilsamfundet, og det er især her, at soldatens splittelse kan træde frem.4 Problemet med soldaterrolle er, at den kun kan opretholdes intakt, så længe der stilles kongeniale krav til den. Lige så snart der er kontradiktoriske krav, så sprænges rollen. Fordi når det sker, opstå det etiske for det bliver herved personen, som bærer soldater rollen, som må tage stilling til, hvordan der bør handles. Der kan opstå to former for konflikter. Den mellem to instanser eller den mellem en instans og det etiske.  Begge de interviewede fortæller, at de har været i et dilemma, hvor de skulle træffe et valg mellem enten at følge lydighedspligten eller at handle som de selv fandt bedst.
 
Begge har fulgt ordrer, de mener, var forkerte, og begge har nægtet at følge ordrer, der stred mod deres overbevisning. I begge tilfælde har ordren været i overensstemmelse med loven, så konflikten har stået mellem lydighedspligten som instans og at gøre det, som man selv finder rigtigst.  Både L og Q ønsker ikke at konkretisere dilemmaet, men fortæller om problematikken på denne måde: L: ”Det (lydighedspligten) er en dynamisk størrelse, alle ved jo godt, at man skal gøre, hvad chefen siger, samtidig er man også personligt ansvarlige over for sine folk. Man kan ikke dele det op i et militært ansvar og et personligt ansvar. Det er dig i personen i situationen, der gør en forskel. Hvis man synes, det er forkert, ja så må man gøre opmærksom på, at det er uhensigtsmæssigt. Altså enten har jeg udført ordren lidt modificeret, eller også har jeg gjort noget helt andet. Det kan man jo godt gøre. Så ved du, at når du har løst opgaven, så skal du efterfølgende være villig til at stå til ansvar for dine gerninger. Nu har tilfældet været, at de få situationer, hvor jeg har gjort andet, end det chefen har befalet, der er det gået godt, så der har ikke været noget at komme efter, men grundlæggende set så skal man selvfølgelig efterkomme en ordre.”
 
A: ”Men bryder du ikke din overordnedes tillid, hvis du gør det på den her måde?” L: ”Men det kommer jo an på, hvilket forhold man har til sin overordnede, og hvilken profil man ellers har. Man kan tillade sig ret meget, hvis man generelt er god til at gøre sit arbejde. Så kan man godt tillade sig at handle anderledes en gang i mellem.” Q fortæller også om det personlige ansvar, men beskriver det mere som en fornuftsbaseret logik, som er naturlig:
 
A: ”Når du er udsendt, og der så er nogle andre, der siger, hvad du skal gøre, føler du så et personligt ansvar over for din handling, også selvom den udføres på en ordre?”
 
Q: ”Ikke andet end at jeg har det sådan, at når jeg står over for nogle mennesker, så opfører jeg mig ordentligt, ligegyldigt om det er en eller anden fattig iraker, eller om det er Oberst Diller Daller. Jeg føler ikke noget andet personligt ansvar, andet end at jeg skal gøre mit job ordentligt, og jeg skal ikke skyde til højre og til venstre, men kun på dem der skyder på mig. Så nej, på den måde føler jeg ikke noget personligt ansvar, men altså du kan ikke bare skrue hovedet af og så bare opføre dig som du vil. Det kan du ikke, men det er igen, det der fornuft. I militæret lærer man faglig viden om, hvordan man skal forholde sig til forskellige situationer, men det er den enkeltes fornuft, det bunder i til sidst. Altså jeg tænker inden i mit eget hovedet ’er det nu rigtigt, det han står og siger deroppe?’”
 
L og Q er enige om, at når alt kommer til alt, så er det det personlige ansvar, der er det afgørende for, hvordan soldaten handler. L mener ikke, at man kan skelne mellem det militære og det personlige ansvar. Det etiske træder frem, når soldaten som her reflekterer over en normfastsættelse og derefter træffer et valg. Endnu en problematik, der lægger sig op af dette, er, at en rolle ikke kan være ansvarlig, og at det derfor bliver personen bag soldaterrollen, der kan drages til ansvar for sine handlinger. Soldaten er altså ansvarlig for at følge lydighedspligten og derved ansvarlig for at udføre en andens vilje. Samtidig er han personlig ansvarlig for konsekvenserne. Specielt i krig kan denne komplicerede etiske problemstilling opstå.
 
Det interessante er, at referencerammen for beslutninger i kritiske situationer, ikke så meget er et spørgsmål om formelle og hierarkiske kommandostrukturer og autoritet, men mere om det personlige bånd, der opstår de udsendte imellem, og som går på tværs af organisationen. Det handler ikke om at indordne sig under de militære standarder, men om menneskelige relationer soldaterne imellem. Derfor bliver det meget vigtigt om ”ord og handling stemmer overens”. A: ”Hvad er det, der får dig til at træffe beslutningen og får dig til at gennemføre?” Q: ”Det er mig som person. Jeg er meget handlingsorienteret. Soldaterkammeraters tillid, det betyder rigtig meget for mig. Det er en af grundene til, at man er soldat, tror jeg. Det er kammeratskabet og tilliden. 
 
At man løfter i samlet flok og går i samme retning. Det er jo den der flokdyrs mentalitet, det er jo sådan lidt… men det kan vi godt lide.” A: ”Hvad betyder loyalitet?” Q: ”Det er lidt lige som med tillid. Loyalitet har jeg mest over for mine soldaterkammerater og mine underordnede. Det opstår af at opleve sammen. At man kan se, at ord og handlinger på personen de stemmer overens, så kommer der loyalitet og tillid.”
 
Der er en dobbelthed i det ovenstående. På den ene side er tilliden og loyaliteten noget, som er med til at forme den personlige ansvarsfølelse. Q udfører en handling, fordi kammeratskabet har tillid til, at han handler. At handle ligger også i lydighedspligten og i forsvarets mekanisme, og alligevel er der plads til at afvige fra en befaling. Katrine Nørgaard mener, at loyalitet og tillid er en form for ’teknologi’, som forsvaret kan benytte til kontrol: ”Kontrollen har skiftet karakter fra en centraliseret og bureaukratisk kontrol til en individualiseret og personlig selvkontrol, som muliggør en langt mere effektiv og situationsbestemt risikohåndtering. For lige som korpsånd, så drejer loyaliteten sig i sidste ende om at reducere risici”.5 Nørgaard mener, at den øgede kompleksitet i udsendelsesområderne nødvendiggør en forudsigelse af den enkelt soldats handling, og derfor underbygges den militære magtstruktur af ”loyalitet” og ”tillid”. Soldaten skal altså forvalte sig selv, så hans handlinger stemmer overens med de forventninger, der ligger til ham i den militære konstruerede struktur. Dette ses også, når L bemærker, at han udfører ”mental bearbejdning”. Han mener, at det er førerens opgave at sørge for, at tankesættet i hans gruppe er konstrueret, så det stemmer overens med de forventninger, som forsvaret har til en soldat.   
 
Formidling: Kortene tæt inde på kroppen
Under interviewet med begge soldater forsøger jeg at få dem til at fortælle om vanskelige valg og den tvivl, som opstår i konkrete dilemmaer i krig. L er i det hele taget ikke meget for at tale om tvivl, og vil helst referere til dilemmaer som handling, og ingen af dem er interesseret i at beskrive konkrete dilemmaer. L vil kun tale i generelle termer, og Q fortæller mig direkte, at der er situationer, han ikke vil fortælle mig om. L fortæller mig, at der er nogle af oplevelserne, han deler med sin tætteste familie, men at der er et militær kodeks, der gør, at nogle ting ikke diskuteres.
 
L: ”Der er ting, der ikke kommer familien ved. De ting jeg har behov for at tale om, det gør jeg. Og jeg har grædt, for man skal have høvlet damp ud af kedlen. Men nogle ting skal man ikke sige. Altså det er en kodeks. Det er en indforstået aftale om, at der er nogle ting, der er så heftige, at det taler man ikke om med andre, end dem man har delt oplevelsen med.” L fortæller, at han ikke tror, der er nogen oplevelser, der ikke kan formidles, men gennem hele interviewet vil han ikke komme med konkrete oplevelser eller situationer. Han har en forståelse af, at der er nogle ting, som ikke skal formidles. Jeg spurgte mere ind til, hvad han mente med militære kodeks, og han fortæller, at det er noget usagt, som findes soldaterne imellem. En fælles uformel aftale om, at ”noget vil være upassende” at sige. Q fortæller ikke om et sådan kodeks, men giver alligevel udtryk for, at han følger et sådan i praksis:
 
A: ”Er det svært at formidle sådan noget med dilemmaer i forhold til civile?”
 
Q: ”Når man har et problem med sådanne nogen oplevelser, så bruger du dine soldaterkammerater rigtig meget, fordi de har oplevet det samme og de følelser, dem kan du ikke vække i andre mennesker, med mindre de har oplevet det selv. Det kan man ikke formidle, og det er ikke noget at gøre med, at jeg er dårlig til at formidle, men det tror jeg simpelthen ikke på, at man kan. Men jeg kan godt sidde og lukke en masse lort ud til en person om, hvordan jeg synes, det var, men jeg vil også gerne have noget tilbage igen, en forståelse, og man kan ikke få en forståelse tilbage igen, som er… altså du forstår godt, hvad jeg siger, men hvis jeg fortalte dig en historie, så ville du ikke have de samme følelser. Altså lugte, lyde, sanser, er noget, som man bare ikke kan beskrive igen.”
 
A: ”Er det derfor, du gerne vil være anonym?”
 
Q: ”Lige præcis. Og så føler jeg også, at man tit bliver misforstået, og det irriterer mig, og det er derfor, at jeg ikke gider. Og jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der bliver irriteret over det, og jeg gider slet ikke blande nogle navne ind eller konkrete situationer, der kan genkendes, der er lige før, jeg synes, det er for meget med den bil der, fordi man blive misforstået som soldat, og det er jo fordi, du kan ikke sætte dig ind i det, med mindre at du har været der. Jeg ved godt, at det er noget lort at høre på, for det kan du jo ikke forholde dig til. Det er svært, når man kommer hjem til sine pårørende at skulle sige: ’hvorfor skal jeg snakke med dig, du kan jo ikke forholde dig til det alligevel’. Det er det samme med medierne. Pressen er et godt eksempel på, at man bliver misforstået, fordi herhjemme, der skal ikke så mange ting til før, at folk de synes, at ting de er helt vilde.  Altså så er man jo fuldstændig langt ude, så de sælger rigtig godt sådan nogle soldaterhistorier herhjemme.”
 
A: ”Tror du man kan gøre noget for at få en større forståelse?”
 
Q: ”Jeg ved sgu ikke, hvordan man skal få banket det ind i hovederne på folk, men først og fremmest så ville en reel mediedækning hjælpe, men det er jo total urealistisk, det er lige som at sige; ’jeg vil aldrig slå nogen ihjel, og jeg tror ikke på våben. Man kan ikke løse nogle konflikter med våben og så noget’, det er jo dybt urealistisk. Danskerne de tror, at soldaterne de er nogle psykopater. Også når de ser de der nye Afghanistan videoer6, der er blevet lagt ud. Altså det er ikke… Du kan ikke forholde dig til det. Jeg kan godt forstå, hvorfor det ser sådan meget dyrisk og drabeligt og alt mulig ud, men du kan ikke… sådan er det sgu ikke. Hvis han skyder på dig, så skyder du igen jo. Nu er vi inde på det der, det er fandens svært at forklare. Vi ser det jo som et stykke arbejde, vi ser det jo ikke som en nedslagtning af et folkefærd. Men det kan folk slet ikke forholde sig til, for der er jo menneskeliv på spil. Ja, men det er jo vores arbejde. Det er jo ikke fordi, jeg har lyst til at slå folk ihjel!” Q berører ikke, hvad det er for mekanismer, der får soldaten til at lægge disse filmklip ud på nettet og derved ud til offentligheden. Men han forklarer, at folk ikke kan forstå de handlinger, der opstår i de risikofyldte situationer, de er sendt ud i. Måske kan Youtube være en måde at forsøge at dele sin fortælling med en offentlighed. Eller måske kan det ses som et tegn på, at soldaten har behov for en større forståelse og indsigt fra befolkningen. Måske endda en accept eller en kritik? Videoerne rystede dele af den danske befolkning, måske fordi klippene tvang danskerne til at se krigens ubehageligheder. ”Fredsskabende” er pludselig ikke et abstrakt begreb, som handler om Vestlige goder som ”demokrati” og ”menneskerettigheder”, og videoerne tvinger os til at forholde os til indsatsen i Afghanistan. Videoerne tyder i hvert tilfælde på, at soldaten har behov for at kommunikere sin krigsfortælling til offentligheden. 
 
Afslutning
Et konkret skridt på vejen til at afhjælpe danske soldater i deres svære valg, mener generalmajor og forhenværende chef for Forsvarsakademiet Karsten J. Møller, kan være at uddanne soldater til at vælge mellem godt og ondt. Han mener, de skal trænes i at tænke og handle etisk ved at ”… konstruere cases med indbyggede dilemmaer som en løbende del af uddannelsen til reaktionsstyrkerne og som del af uddannelsen inden udsendelse til mission.”7  Men i kaotiske omstændigheder hvor der er liv på spil, vil der altid træffes beslutninger, som ikke er ideelle. Q mener ikke, at opstillede scenarier kan fange den kompleksitet, der mødes i missionsområderne. Han tror på, at man kan afhjælpe soldatens håndtering af dilemmaer, ved at rekruttere soldater, der besidder en ”fornuft”. I stedet for at opsætte ”langhårede scenarier” så skal soldaten hellere udstyres med ”ingredienser, så han selv kan bage kagen som den skal smage”. Soldaten skal altså have militære normer og procedurer, med sig i sin træning, som vil danne grundlag for handlingen, men ikke lulles ind i et handlingsmønster, som vil gøre ham ”ufleksibel”. Soldaten skal derfor være ansvarlig og handlingssikker i sine valg og den usikkerhedsreduktion består i at skabe et fællesskab, hvor man skaber forventninger til soldaten om tillid, loyalitet og professionalisme. Det bliver styringsredskaber, som er anderledes end den form for hierarkisk kontrol, der ellers findes i den militære organisationsform. 
 
Øjvind Larsen giver et mere sociologisk forslag. Han mener, at den etiske problemstilling kan lettes ved, at soldatens ytringsfrihed bliver reel8, hvilket vil bevirke, at der skabes en kultur for at det offentlige rum, som værende mere forstående og rummelig. At vi får en offentlighed eller mange differentierede og konkurrerende offentligheder, som er afbalanceret i den forstand, at de på den ene side forstår naturen i krigens dilemmaer, og på den anden side også kan være en kritisk opponent. Man kan forestille sig, at fejlmarginen skal udvides, så offentligheden har forståelse for de svære valg, som træffes i krig, og som borger og vælger føler et medansvar også for at skulle forholde sig kritisk herfor. Dette berører Vibeke Schou Tjalve, når hun i dette nummer af Militært Tidsskrift.  behandler spørgsmålet om, hvorvidt man overhovedet kan formidle krigens etiske dilemmaer?
 
Paradoksalt er soldatens reelle ytringsfrihed manglende og nærmest fraværende i forsvarets hierarkiske kommandostruktur. Begge respondenter giver udtryk for ikke at kunne formidle de handlinger og dilemmaer til civilbefolkningen, som opstår i krig. Der synes at være en militær kodeks, en intern afklaring af, at nogle ting er så ”heftige”, at de end ikke formidles til den nære familie. Demokratiet vil som helhed have nytte af, at soldaten ytrer sig om de etiske dilemmaer, der er i krig, da de har en viden, som er vigtig i den offentlige diskussion og bevidstlighedsgørelsen i samfundet. Måske er Afghanistan videoerne et forsøg på at vise krigens virkelige ansigt til en befolkning, som ikke har eller kan forestille sig krigens ubekvemmeligheder. 
 
 
 
Noter
1 Den problemstilling berøres af orlogspræsten Thomas Reinholdt Rasmussen i dette nummer af militært tidsskrift.
2 Katrine Nørgaard, Tillidens teknologi. Den militære ethos og viljen til dannelse. København: Institut for Antropologi, Samfundsvidenskabelige Fakultet, 2004 p. 199-203. 
3 ”At køre aggressivt” betyder if. Q: ”at den der har den største bil bestemmer, og det skal man prøve at få formidlet i sin kørsel. Man signalerer med blink, skydevåben og skilte, der siger: ’hold jer væk inden for 100 meter ellers så skyder vi’ på arabisk og engelsk.
4 Øjvind Larsen, Forvaltning, etik og demokrati. København: Hans Reitzels Forlag, 1996, p.72-78.
5 Katrine Nørgaard, Tillidens teknologi. Den militære ethos og viljen til dannelse. København: Institut for Antropologi, Samfundsvidenskabelige Fakultet, 2004 p. 148
6 Q henviser til, at pressen offentliggjorde nogle danske soldaters filmoptagelser fra Afghanistans Helmand-provins, som var lagt på nettet via Youtube. Filmklippene viste blandt andet danske soldater, som skyder mod fjenden. Og er filmene klippet, så at man samtidig med at man høre rockmusik ser bombefly og helikoptere i aktion. 
7 Karsten J. Møller, citeret af Christian Brøndum, ”Generalmajor. Sæt soldater i moralsk træning”. Berlingske Tidende 05.05.2007 1. sektion, side 9, (indland) 
8 Øjvind Larsen, Forvaltning, etik og demokrati. København: Hans Reitzels Forlag, 1996, p.110-113
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidsskrift_136.aargang_nr.3_2007.pdf

Litteraturliste

Del: