Den sorte kokarde. Et studie i hærens uniformshistorie

Sort er hos de fleste kulturer en dødens og sorgens farve. Denne triste, men undervisse former også elegante farve (generalstabsgallaen/selskabs- uniformen), står for nat, skræk, ulykker, tilintetgørelse og død samt brutalitet og ufølsomhed. Guderne i den klassiske mytologi, som var knyttet til dødsriget, var alle kendetegnet ved sort: Hekate, Ceres og Pluto på sin ibenholtstrone. Også det kristne helvede og dets chef afbildedes sorte. I kirkekunsten er der eksempler på, at Judas Iskariot er fremstillet med sort glorie. Sort som sorgens farve er under alle omstændi^eder dokumenteret tilbage til Alexander den Stores død 323 f. Kr.1)
Vi ser det udmøntet ved talrige forhold i dagligdagen både før og nu. Enker og andre efterladte klæder sig i sort, sørgepapiret og sørgefrimærker har sort rand. Anarkisternes faner er sorte, fordi anarkismen ønsker alle regeringers og autoriteters ligbegængelse. Sort blev fremfor alt kirkens farve, den protestantiske ikke mindre end den katolske. Sørgeflor til såvel hatte, armbind som faner var og er sort o.s.v. Også i sprogbruget spiller farven ind: Det ser sort ud, sort uheld, sort humor, sort samvittighed, sort liste m.m. Denne farve har engang spillet en rolle i vor hærs uniformering i form af en »sort kokarde« for menige til bæring i huen som straf og for, at enhver kunne se, at den pågældende soldat havde forbrudt sig og temporært var mindreværdig. Den danske rød-hvide nationalkokarde, som man desværre kortsynet og uden sans for traditionspleje har afskaffet ved indførelsen af baretten i 1959, har en lang og broget historie bag sig i hæren og dog ikke så lang, som man måske kunne tænke sig. Som en nødvendig indføring i emnet, der ikke tidligere er behandlet i vor militærhistorie, skal i store træk nationalkokardens historie i hæren her ridses op2). Ensartet uniformering er som bekendt noget, der først indførtes i slutningen af 1600-tallet, bortset fra fyrstelige drabantkorps, Et svagt forsøg på at indføre et fælles kendetegn ses dog allerede 1563, hvor Frederik II (1559-88) beordrer, at »enhver skal have aftegn på hans hat, klæder eller over hans harnisk i et rødt og gult bånd«. Rødt og gult - eller rød og guld - var (og er) kongehusets farver3)

For officerernes vedkommende blev det til, at man først bar et bredt skærf over den ene skulder i disse farver, kaldet »felttegnet«. Senere blev det til et skærf om livet med to store kvaster over livremmen med gehæng4). Farverne er som bekendt stadig bevaret i bl.a. porte-épée’en til sablen og civiletaternes kårde. For underofficerer og menige bestod felttegnet i nogle korte bånd, påsyet enten hat eller klæder5). Ordet »kokarde« er af fransk oprindelse og betyder nærmest »en lille ting til at pynte sig med«. Omkring 1750 bestemtes det, at den danske konges soldater skulle bære en lille sort båndsløjfe på deres opkrammede sorte, trekantede filthat6). Foreteelsen er i denne senrokokoens periode af international art. Vi ser sådanne sløjfer, også i sort, hos andre nationer og har muligvis hængt sammen med den civile mode, hvor også trekantet hat med forskellige sløjfe- eller rosetkompositioner anvendtes7). Aldrig er kostumekunsten nået højere end i denne periode, hvor mænd skabte encyclopædier, kvinder holdt salon, og Rosseau fremsatte sin teori om at vende tilbage til naturen. Dragten skabte menneskene om til raffinerede kunstværker, så helt i overensstemmelse med en tid, der rejste sine mindesmærker i udsøgt porcelæn og malede sine yndefulde portrætter i pastelteknikens farvede støv. Denne sløjfeudsmykning eller »partitegn« benævntes »cocarde«. Hvorfor sløjferne netop skulle være i denne dystre farve, har det - såfremt blot modebetonede forhold har spillet ind - ikke været muligt at klarlægge. Endelig i 1780 får vi reglementarisk fast grund under fødderne. Det bestemtes ved en kgl. resolution af 3. maj 1780, at landetaten herefter - til forskel fra andre »stænder« - skulle aflægge den sorte og i stedet føre røde og gule kokarder på hattene8).

Folkeviddét i København var straks rede til at forklare denne kongelige viljesakt, som var udstedt fra Generalitets- og Commissariats-CoUegiet (en blanding af nuværende forsvarsministerium og forsvarskommando). Man mente ondskabsfuldt, at rødt og gult var farverne på de strømpebånd, som en yngre skuespillerinde jfr. Møller, der var 1. deputeret i Gene- ralitets- og Commissariats-Collegiet, general i kavalleriet og kommandør for Den kongelige Livgarde til Hest, H.H.von Eichstedts (1715-1801) elskerinde, bar. E ichstedt var leder af hofrevolutionen 1772 og huskes mest som den, der indførte dansk som kommandosprog i hæren9). Man mente spidst, at det jo lå lige for, at generalen fik ideen til disse farver - der meget praktisk samtidig var kongehusets - fra de strømpebånd, han fra tid til anden havde lejlighed til at betragte og lade sig inspirere af! Det være sig nu, som det vil. Under alle omstændigheder fik de rød/gule sløjfekokarder en kort levetid i armeen.

I forbindelse med regeringsforandringen 178 hvor den unge kronprins Frederik, senere Frederik VI, ved sit ublodige kup overtog regeringen efter Ove Høegh-Guldberg (1731-1801), fastsatte en kgl. resolution, at »de ved Armeen i Aaret 1780 anordnede røde og gule Cocarder, formedelst deres Kostbarheds og Men Varigheds Skyld, igjen skulde være afskaffede, og i deres Sted de forhen brugte sorte Cocarder igjen indføres10).

Samtidig bestemtes, at det i juli 1780 nedlagte forbud for andre end militære mod at bære røde og gule kokarder atter blev ophævet11). Den franske revolution 1789 blev kokardens store befordrer Europa over. Med en eksplosionsagtig hast, der kunne minde om cowboy-buksemes udbredelse i Vesteuropa i 1960’eme, var den omspændende krigs- og revolutionsperiode årsag til, at brug af kokarden i nationale farver og nogenlunde i den skikkelse, den kendes i dag (dog mest i riflet form som i det danske søværns matroshue), bredte sig over det meste af Europa12). Besynderligt nok fik den danske hær først omkring 1830 en egentlig nationalkokarde.

1830 er året for julirevolutionen i Paris. Begejstret sang man landene over Delvignes »La Parisienne«, frihedssangen, som Frederik VI hadede mere end Marseillaisen. Revolutionens dønninger om frihed og medbestemmelse gik som en steppebrand over Europa og nåede også det danske officerskorps, især de moderne og liberalt indstillede kadetter på Den kgl. Militaire Høiskole13). 

Samme år udkom holsteneren Uwe Jens Lomsens (1793-1838) opsigtsvækkende brochure »Über das Verfasssungswerk in Schleswig-Holstein«, der - alt i alt - blev begyndelsen til det slesvig-holstenske røre14). Tilsvarende kraftige dansk-nationale rørelser gik gennem Danmark i begyndelsen af 1830’eme, hvor også stænderforsamlingerne, den første spire til Grundloven af 1849, indførtes15).

I 1833 indleverede tøjhusforvalter H. L. Cullau i Rendsborg fæstning et forslag til kongen om, at man indfører Dannebrog som national enhedsfane i hæren16). Det var nok etforslag, dervar lige lovlig avanceretfor Frederik VI, trods hans indiskutable danskhed, og forslaget blev først gennemført i forbindelse med hærordningen af 184217). I 1833 blev de kraftige tilløb til privat flagning med Dannebrog, som 1801 og 1807 havde givet stødet til, kvalt, idet en kgl. resolution forbød danske undersåtter at lade flag vaje fra deres huse. Det var et forbud, der først hævedes i 185318). Først fra dette år har det været danskerne tilladt frit at lade deres nations flag vaje, selv om forbudet i de senere år, især efter Treårskrigen, hvorunder man flagede på livet løs, var fuldstændig gennemhullet. Omkring 1830 fik hæren dog en begyndelse til den senere rød/hvide nationalkokarde. Den bestod i en rød, rund plade, hvorpå der var et hvidt kors med svagt udadbuede arme, ligesom i ridderkorset, et såkaldt Mantova- kors19). Korset findes stadig i hærens faner og i det nationalitetsskjold, der ved FN-tjeneste anbringes øverst på den ene arm. Samme kokarde sidder stadig i studenterhuen. Denne kokarde ændredes i forbindelse med hærordningen af 1842 til en ny model, rød og hvid, men af rynket silkestof af nogenlunde samme udformning som den i flyvevåbnets skråhue i forbindelse med den gyldne vinge20). Denne kokarde blev sammen med korskokarden brugt under Treårskrigen 1848-50 i chakot’er og felthuer. Vi når så frem til den sorte kokarde.

Før 1844 havde det i den militære straffelovgivning været tilladt at anvende legemlige straffe over for de indkaldte, som alle tilhørte »den upriviligerede del af landbostanden«21). Disse straffe bestod af brændemærkning, kagstrygning eller slag af stok eller det flade af en sabelklinge [»fugtel«] på ryggen22). Hertil skal bemærkes, at underofficerer, som var benådet med æressabel, æresepaulet eller ærestegn for lang og tro tjeneste, ikke måtte anses med legemsstraffe, hvorimod øvrige underofficerer kunne idømmes fugtel og mandskabet stokkeprygl og spidsrod23). Hertil kom krumslutning i jem. Det skal yderhgere bemærkes, at brændemærkning vist nok aldrig er anvendt i Frederik VI’s regeringsperiode tilligemed de gamle lemlæstende straffe afhugning af hånd eller fingre og afskæring af ører og altid - når de endelig idømtes - af kongen blev forvandlet til andre straffe24). Ved en parolbefaling af 18. november 1844 indskrænkedes denne anvendelse betydeligt, og ved en følgende parolbefaling af 3. august 1846 indførtes den bestemmelse, at menigt personel og spillemænd kunne »nedsættes i 2. klasse«. Det var et led i en ny tids mere humane straffelovgivning, og som brød med de barske bestemmelser, som - i hvert fald på overfladen - havde hersket under »Landsfaderen«s tunge militærregime. Alle menige og spillemænd henregnedes efter den nye parolbefaling til »de Meniges 1ste Classe, saalænge de ikke ved Krigsretsdom ere nedsatte i 2den Classe «25).

I de meniges 2. klasse nedsattes menige og spillemænd tilligemed »alle til Armeen hørende Personer, som kunne degraderes til Menige, naar de for Forbrydelser begaaede i Tjenestetiden dømmes, overensstemmende med aller- høieste Parolbefaling af 17de October 1876, til Straf af strengt Fængsel paa Vand og Brød i Forbindelse med Rottingslag«26). Det er i derme forbindelse bemærkelsesværdigt, at en officer altså også kunne degraderes og nedsættes i de meniges 2. klasse, hvad der senere skal anføres et slående eksempel på. Man nedsattes normalt i 2. klasse, når man havde gjort sig skyldig i tyveri, hæleri eller andre i den offentlige mening vanærende forbrydelser, samt når man flere gange var blevet belagt med mindre straffe, der »havde vist sig frugtesløse«. Altså, alt i alt straffe, der ikke gjorde den pågældende ringere som soldat, men som menneske. Til gengæld for afskaffelsen af legemsstraffen rotting i forbindelse med vand og brød samt den barbariske spidsrodsstraf, som også bortfaldt (officielt i 1836), blev det ved nedsættelsen i de meniges 2. klasse forbudt disse at bære nationalkokarden. § 4 i parolbefalingen af 1846 siger herom:

»Menige af 2den Classe maae ikke under deres Tjeneste bære noget Ordens- eller andet Hæderstegn, som derfor i denne Tid fratages dem, medens de staae i denne Classe, om end de ikke ganske forbryde samme, hvilket afgjøres efter de ældre Regler. De aflægge den for Armeen reglementerede Cocarde. De kunne ikke være Gefreidere eller Medlemmer af nogen Krigsret«27).
 
§ 5 udtrykte, at den, der yar nedsat i de meniges 2. klasse, kunne af regiments- eller bataljonschefen igen fortsættes tü 1. klasse, når han efter nedsættelsen »i det mindste i et halvt Aar af sin Tjenestetid har ført et dadelfrit Levned«28). Der var dog måde med militæretatens humanitet også i Christian VTH’s alt i alt oplyste regeringsperiode. For over for omverdenen at tilkendegive, at den pågældende soldat midlertidigt måtte anses som mindreværdig, bestemte et cirkulære af 10. oktober 1846 flg.:
 
»Ifølge allerhøiste Parolhefaling af 3die August dA. § 4 skulde de Menige og Spillemænd, som nedsættes i 2den Classe, aflægge den for Armeen reglementerede Cocarde. Da det vil være fornødent, at det Sted paa Chakoten for disse Individer, hvor Cocarden ellers sidder, udfyldes, har Collegiet bestemt, at paa dette Sted skal anbringes et Stykke Filt med et Stykke Snor af samme Slags, som findes ovenom Pullen paa Chakoten. Ved herom at underrette (XXX) for Sammes Vedkommende, meddeles tillige, at et saadant Stykke Filt med Snor vil fra det mUitaire Varedepot blive (XXX) tilsendt, og kan, naar flere deraf maatte behøves, saadanne erholdes udleverede eller tilsendte fra bemeldte Depot paa nærmere Forestilling derom til Collegiet
Det Kongelige General-Commissariats-Collegium, den 10de October 1846.
Carl Römer, C. F. Hansen, Torp,  L.Keyper«29).
 
Det siges ikke konkret, at der er tale om en sort filtkokarde, men det må være en sådan, hvilket også Tøjhusmuseet og Forsvarets Arkiver er enig med nærv. forfatter om30). Snoren, som fandtes ovenom pullen på chakoten, var ogsa sort. Endelig har vi nogle udtalelser om, at denne forsmædelighedskokarde var sort, bl.a. én, som er central for denne fremstilling. Det er ellers ikke meget, der er bevaret om denne kokarde, som - sagt med et mere tidssvarende udtryk - nærmest var at opfatte som en veritabel jødestjeme. Hvor meget, den er blevet brugt, vides ikke og vil formodentlig være omsonst at efterforske. I en national tid, hvor det var forbudt menige og yngre underofficerer at bære civil påklædning uden for tjenesten, har den givet været yderst ubehagelig at bære blandt civilbefolkningen på værtshuse, markeder, danseboder m.v. Her fik høj og lav bogstaveligt talt mejslet ind i hovedet, at man stod over for en soldat, som havde forbrudt sig alvorligt. Den fandt dog vej til den historiske litteratur og til oven i købet at blive omtalt i Folketinget! Under og efter krigen 1864 blev der i hæren aldrig dømt og henrettet nogen for fejhed eller faneflugt, og dog var man i et enkelt tilfælde så tæt herpå, som det kunne lade sig gøre, oven i købet med en officer. Natten mellem 10. og 11. marts 1864 havde kaptajn Rudolph Bjerregaard med 7. kompagni af 11. Infanteriregiment og hørende under generalmajor C. D. Hegermann-Lindencrones 4. Division efter ordre besat en terrænlinie syd for Skanderborg omkring Horsensvejen og skulle holde den natten over.
 
Bjerregaard, der havde udmærket sig i Treårskrigen og for fremragende forhold var blevet dekoreret med ridderkorset, var nu en ældre mand, der tilsyneladende var syg og overanstrengt af mangel på søvn. En række forkerte opfattelser af en meldt fjendtlig fremrykning foran hans kompagni, modstridende ordrer og meldinger fik ham til om natten at trække kompagniet tilbage, hvorved han i nogle timer skabte et ubevogtet hul i divisionens front, inden det blev observeret af divisionen31). Efter tilbagegangen over Limfjorden til Mors nedsattes et stabskrigs- forhør i regimentschefens kvarter for at pådømme kaptajn Bjerregaards forhold og »Malconduite«. Retten bestod af seks klasser, hver med to officerer af samme grad. Den triste sags undersøgelser og vidneudsagn endte med, at flg. dom blev afsagt med et knebent flertal og tilsyneladende efter et vist pres fra auditøren:
 
»Thi kjendes for Ret. Tiltalte Kaptajn A. R. Bjerregaard, Ridder af Dannebrog, hør straffes paa Livet og bør Straffen eksekveres ved Arkebusering [skydning]. At efterkomme efter Loven. Saaledes dømt i en edsvoren Stabskrigsret ved det Ilte Infanteriregiment den 19. Maj 1864«32).
 
Omend en sådan ret næppe - set fra et militært/nationalt synspunkt og midt under en krig - kunne nå til noget andet resultat, blev dommen naturligvis aldrig eksekveret. Så snart den - som livsstraf - var blevet forelagt Christian K til stadfæstelse, benådede kongen straks kaptajnen.
 
Straffen ændredes til afsked i unåde uden pension, fortabelse af ridderkorset og nedsættelse i de meniges 2. klasse33). Medfødt dansk humanitet fik dog kræfter til at gå ind for, at en mand, der i sin ungdom havde udmærket sig i Treårskrigen, og som kongen havde hædret, ikke skulle efterlades fuldstændig subsistensløs. Der blev i Folketinget indgivet lovforslag om, at han bevarede en minimal understøttelse på 196 rbd. og 70 sk.34). Omend der i tinget var enighed om, at kaptajn Bjerregaard ikke skulle have været henrettet, så medførte dette i og for sig ligegyldige og uvæsentlige forslag - helt i pagt med vor nations kristne kulturunderlag og Skaberens højeste bud om forsoning - mærkværdigvis en så hed polemik, at det trodser enhver beskrivelse. Det er både glædelig og sørgelig læsning at studere udtalelserne for og imod. Alle menneskets gode og dårlige sider kommer frem i fuldt dagslys, og man fristes til efter læsningen at konkludere, at selv om man er politiker, valgt af andre mennesker, behøver man ikke af den grund også at være gentleman!
 
I et af de mere forsonlige indlæg hed det bl.a.: »... Jeg ved det ikke, men jeg kan ikke nægte, at jeg har en følelse af, at det måske snarere er det, at det ærede medlem vil give sin harme luft, der bevirker, at han kommer til at fare så strengt frem mod vedkommende mand. Der er sagt ved 1. behandling af det ærede medlem, at det ville være uforsvarligt her at belønne en mand, som efter krigsretsdom var hjemfalden til en hård straf; han kalder det en belønning (Qvistgaard: Ja); men jeg siger: Gud fri både det ærede medlem og mig fra en belønning af den slags, selv om vi skulle komme til at forse os i vor borgerlige stilling på en lignende måde som denne mand. Må man ikke kalde den medfart, han har lidt, en straf, og må man ikke kalde det en krænkelse i højeste grad for en mand at stige ned fra kaptajn til at være menig, at miste sit ridderkors og sin pension? Jeg ved ikke, om det ærede medlem (Qvistgaard), der afbrød mig, har et rigtigt begreb om militær disciplin og militære strafferegler; jeg vil gerne gøre ham opmærksom på, hvilken krænkelse det er for en menig mand at miste sin kokarde og få den sorte kokarde i stedet. Tror det ærede medlem ikke, at dette er en krænkelse, så tager han fejl. Det er en krænkelse for en menig mand, at en sådan dom overgår ham, og når det er tilfældet, er så ikke den krigsretsdom, her er tale om, en overordentlig stor krænkelse ... ?«35) Enden på sagen blev, at Bjerregaard fik sin understøttelse. Dybt vanæret og knust af sagen forlod han sin hustru og sine gamle forældre og udvandrede til USA, hvor han i slutningen af 1880’eme døde i yderste fattigdom og nød på et New York’sk »Sundholm«36).
 
Hvomår den sorte kokarde afskaffedes, har det ikke endegyldigt været muligt at udrede. Under alle omstændigheder blev nedsættelse i de meniges 2. klasse afskaffet med straffelov for krigsmagten af 7. maj 1881, og de soldater, der på dette tidspunkt var nedsat i 2. klasse, blev pr. 1. juli forsat til 1. klasse37). Om kokarden var i brug lige til denne dato, er uklart. Nærv. forfatter hælder til den anskuelse, at- den ikke er brugt efter hærordningen af 1867, hvor krigen og krigens ånd dog var kommet noget på afstand. En sort kokarde som noget sørgeligt og nedværdigende, men også brutalt og ufølsomt, kendes også fra andre lande, bl.a. Tyskland. Her har den sorte farve altid haft en imderlig, levende grokraft. Den tyske ridderordens ordenskors var sort, dens dragt sort og hvid, og dynastiet Hohenzollems våbenskjold var sort og hvidt. Dermed blev Preussens farver sort og hvidt, i hundredvis af offentlige og private våbner blev sorte og hvide, kokarder, grænsepæle, ordensbånd, uniformer var sorte og hvide, al officiel udsmykning var sort og hvid, Jemkorset var sort, og sort (som ellers er meget sjælden som flagfarve) indgik i begge de tyske trikolore-flag, både Bismarck- tidens og Weimarrepublikkens38).
 
Nationalsocialismens farve var i de første år brun, men efter magtovertagelsen 1933 og den stigende brutalisering af regimet op mod krigsudbruddet blev sort efterhånden den foretrukne farve. SS var sort, Hitlerjugend ligeledes og flere andre organisationer også. Man mener, dette skyldes en sælsom historisk tysk tilbøjelighed. Det er påvist, at i middelalderens heraldik var den sorte farve to å tre gange så hyppig i Tyskland som i andre lande, hvad ingen historiker eller psykolog har kunnet give svar på39). Har den sorte farves udbredthed og officielle status, især i Preussen, bidraget til en påvirkning af tyskernes mentalitet og nationalkarakter med skæbnesvangre resultater for riget? Kriemhild og Siegfried, Brünhild og Hagen - det er de ældgamle helte og heltinder, med hvem så mange moderne tyskere yndede at identificere sig. Med dem og de barbariske hedenske nibelungers voldsomme verden - en irrationel, heroisk, mystisk verden, fuld af sort forræderi, overvældet af vold, druknet i blod og kuhninerende i »Götterdämmerung«, Ragnarok, når Valhal, der er stukket i brand af Wotan, går op i flammer i et orgie af selwillet, nærmest selvdestruktiv tilintetgørelse, som altid har fascineret det tyske sind og svaret til en frygtelig længsel i den tyske sjæl, og som gav Det tredie Rige så meget af det primitive germanske »mythos«. Det kom bl.a. til orde i de sorte horders sang fra 30’eme »... Heute gehört uns Deutschland, morgen die ganze Welt
 
Som ældre officer kan man spørge sig selv, om en sort kokarde som et militært tegn på mindreværd kunne indføres i vore dage, hvor ungdommen har en ret så voldspræget holdning til unifolmsetik og til, hvorledes en smart uniform skal se ud? I dag, hvor forsvaret har vænnet den danske befolkning totalt af med at se en dansk soldateruniform i gadebilledet (med hvad det kan indebære på lang sigt!), ville en sådan bestemmelse virke tåbelig og formentlig medføre, at kammeraterne til en sådan vanæret soldat alle næste dag stillede med en sort kokarde, hvorved dens betydning ville være totalt latterliggjort. Med de underlige forvridninger af normer og livskvalitet, der i flere henseender har holdt sit indtog i store dele af ungdommen i den sidste halve generation, ville det sikkert være en hårdere straf og en større psykisk belastning at inddrage en soldats transistorradio i tre uger! Vi ved ikke, hvordan de sorte kokarder så ud. Der er desværre ikke bevaret sorte kokarder i danske museer eller samlinger. Det er vel forståeligt. Det var næppe en uniformsgenstand, nogen brød sig om at gemme på!
 
 
 
Noter
1. Sven Tito Achen: »Symboler omkring os«, 44 ff (1985).
2. Vedr. dansk uniformshistorie, se den selek. uniformsbibl. iP. Kannik: Alverdens uniformer«, 12 ff (1967) samt Hans Chr. Wolter: »Den danske hærsuniformering«, udg. af Det kgl. Gamisonsbibl. (1985). Dertil kommer talløse pkt. i bestemmelser og regi. gennem godt 200 år.
3. Kannik, 7 ff - Wolter, 9 ff - Carl Alexander von Volborth: »Alverdens heraldik i farver«, 211 ff (1972).
4. Skærf for off. afskaffedes i forb. med hærordn. af 1867.
5. Det er tænkeligt, at de senere drenge- og pigespejderkorps’ »gallasløjfer« i rød/hvide bånd, som anbragtes på skulderen ved parader, i virkeligheden er en fortsættelse af det gamle militære »felttegn«.
6. »Felttegn og Kokarde«, kortfattet, populær fremstilling, udarbejdet af OL Schrøder, tr. »Chakoten«, Dansk militærhistorisk Selskab, nr. 1/1972.
7. Et slående udenlandsk eksempel er musketererne i det franske regiment »Royal-Comtois« fra 1740. Jf. Kannik, fig. 67.
8. Kgl. res. 3/5 1780, ^rsvarets Arkiver.
9. Dansk bio. Lex, I, 423 - Thomas Overskou: »Den danske Skueplads« (1854-64), III. Se også Historisk Tidsskrift, 3. rk., V 269 ff (1866-67).
10. Kgl. res. 18/6 1784, Forsvarets Arkiver.
11. Plakat 19/7 1784, Forsvarets Arkiver
12. Kannik, div. plancher.
13. N. P. Jensen: »Oberst Frederik Læssøe«, 12 ff (1912).
14. Pol. Danmarkshistorie, bd. 11, 127 ff (1964).
15. Smsts., 136 ff.
16. Tøjhusmuseets bog om Treårskrigen 1848-50, bd. I, 360 f.
17. Hærord. 1842 er udførligt behandlet af MJ Gordon Norrie i Militært tidsskrift, årgang 1942, 263 ff og 356 ff.
18. Helge Bruhn: »Dannebrog og danske Faner gennem Tiderne«, 203 ff (1949).
19. »Alverdens heraldik i farver«, 25.
20. Flyvevåbnets uniformsbestemmelser, 628-1, SEP 1972.
21. Rudi Thomsen: »Den almindelige Værnepligts Gennembrud i Danmark«, 3. kap., 46 ff.
22. Ræder, 442 ff. Samtlige straffe opdeltes før hærordningen 1842 i: Dødsstraffe, legemlige straffe, frihedsstraffe, æresstraffe, formuestraffe og blandede straffe. Jf. § 4, 451 ff.
23. KgLres. 9/10 1788-frdn. 27/4 1792, kap. 1, § 19-kgl. res. 9/7 1806-parolbef. 23/8 1803, 23/5 1805, 20/8 1827 og 14/1 1828, Forsvarets Arkiver.
24. Ræder, § 6, 452 f.
25. Parolbef. 3/8 1846, § 3-5, Forsvarets Arkiver.
26. Smsts.
27. Smsts.
28. Smsts.
29. Cirk. 10/10 1846, Forsvarets Arkiver.
30. Drøftelser med Tøjhusmuseet og Forsvarets Arkiver.
31. Bodenhoff, 13 ff.
32. Smsts., 82
33. Smsts.
34. Smsts., 86 ff.
35. Smsts., 125.
36. Smsts., 133 ff.
37. Venligst medd. af Tøjhusmuseet.
38. »Symboler omkring os«, 46 f.
39. Smsts.
 
 
Bibliografi
Achen, Sven Tito: »Symboler omkring os« (1985).
 
Bodenhoff, É.: »Dømt til Døden. En Tragedie fra 1864« (1917) (fork.: Bodenhoff).
 
Bruhn, Helge: »Dannebrog og danske Faner gennem Tiderne« (1949).
 
»Bataillons- og Compagnitjenesten ved den danske Arme. En Samling af gældende bestemmelser« v. Major C. F. Schønning (1866).
 
Dahlby, Frithiof: »Symboler og tegn i den kristne kunst« (1965).
 
Grandjean, P. B.: »Dansk Heraldik« (1919).
 
Hansen, Henny Harald: »Klædedragtens Kavalkade« (1954).
 
Hedegaard, E. O. A.:»Landsknægtene i det 16. århundrede. En kulturhistorisk studie« (1965).
 
Hedegaard, E. O. A.: »Frederik den Sjette og De røde Fjer. Studier i Danmarks militære og politiske historie under Napoleonskrigene«, I-II (1975).
 
Hedegaard, E. O. A: »En Dronning og Hendes Regiment. En historisk studie over Peder Als’ maleri af Hds. Majestæt Dronning Caroline Mathilde, iført Dronningens Livregiments uniform« (1978).
 
Jensen, N. P.: »Oberst Frederik Læssøe« (1912).
 
Historisk Tidsskrift, 3. rk., V (1866-67).
 
Kannik, P.: »Alverdens uniformer«, Pol. forlag (1967) (fork.: Kannik).
 
Krøiér, J. og J. Hinge: »Den danske Underofficer. Et Bidrag til Hærens Historie« (1916).
 
Overskou, Thomas: »Den danske Skueplads«, El (1854-64).
 
Politikens Danmarkshistorie, bd. 11 (1964).
 
Reverdil, S. F.: »Struensee og det danske Hof 1760-1772« (1916).
 
Rist, P. Fr.: »Fra Støvlet-Tiden« (1884).
 
Ræder, J. von: »Den danske Armees Organisation og Sammes Vedkommende« (1837) (fork.: Ræder).
 
Thomsen, Rudi: »Den almindelige Værnepligts Gennembrud i Danmark« (1949).
 
Tøjhusmuseets Bog om Treaarskrigen 1848-50, bd. I (1948).
 
Volborth, Garl Alexander von: »Alverdens heraldik i farver« (1972).
 
Wolter, Hans Chr.: »Den danske hærs uniformering«, udg. af Det kgl. Garnisonsbibliotek (1985) (fork.: Wolter).
 
 
 
Desuden utrykt materiale div. res., reskr., frdn., plakater, skr., aktstykkesamlinger m.v. fra Forsvarets Arkiver og Tøjhusmuseet, hvilke institutioner jeg takker for bistand under mine forskninger. 
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Litteraturliste

Del: