Den Røde Baron. 1. Kuglesprøjternes ballet

Forfattere: Pierre Veys og Carlos Puerta
Anmelder: Simon Papousek

Forlag: Cobolt
Diverse: 48 sider; Pris: 198,- kr.

 

Anmeldelse
Denne meget smukt udførte tegneserie handler om Manfred von Richthofen – Den Røde Baron – og hans vej fra militærakademiet i Berlin til sin rødmalet Fokker Dr. I.

Dette er første bind i trilogien (de to næste forventes udgivet i løbet af 2017) der tager sit udspring i Richthofens ungdom og frem til Første Verdenskrigs udbrud. Richthofen beskrives som en person med en sjette sans – eller en sans for fjendens næste træk. Altså en uundværlig egenskab som soldat i bestræbelserne på at overleve. Således kommer han behændigt igennem et slagsmål blandt drengene på gymnastikholdet, der kulminerer i, at Richthofen banker dem alle sammen. Rystet af oplevelsen og ikke mindst af sin synske evne for modstanderens næste skridt, opsøger han ballade i et af Berlins skumleste kvarterer. På provokerende vis skrider han igennem bydelen, og får det han beder om: Opmærksomhed fra en gruppe slagsbrødre. Ikke overraskende kaster de sig over Richthofen, der naturligvis tæver sine modstandere sønder og sammen.

Handlingen springer til Oostende i 1915, hvor Richthofen nu er i Forplejningskorpset og savner sin tid i Ulanregimentet. Forplejningskorpset er dog ikke for den unge mand, der får held til at blive optaget i flyverkorpset som observatør. Dette første bind afsluttes med en jagt mellem Richthofens rekognosceringsfly og et fransk ditto igennem en nordfransk by. Hvad der siden sker med Ricthofen og ikke mindst jagten, må læseren vente med at få opklaret når næste bind udgives.

Det er vanskeligt at give en rimelig anmeldelse af dette bind, idet den afsluttes så abrupt og læseren efterlades med en del spørgsmål. Dette skal dog ikke afholde mig fra disse betragtninger:

Først og fremmest er det en særdeles flot tegneserie. Med et nærmest fotografisk billedmateriale fortælles historien og giver et samtidsbillede af Berlin fra tiden op til Første Verdenskrig. Stilen er nærmest poetisk hvor billederne får lov at stå for sig selv uden mange talebobler og lignende tegneserie-kneb. Hvorvidt Richthofen havde disse overnaturlige evner som her beskrives skal være usagt i denne sammenhæng, og eksperten om Den Røde Baron må afgøre med sig selv hvorvidt det giver et sandfærdigt billede af legenden. Desuagtet er det en meget flot udgivelse som Cobolt her har lavet, og lover godt for deres kommende tegneserie inden for det samme emne.

Albummet er godt oversat af Ole Steen Hansen, der har et omfattende cv bag sig både som forfatter og som oversætter.

 

Del: