Den polske partisan

 

Warszawa efter Anden Verdenskrig, hvor 80-90 procent af den gamle var hovedstad ødelagt.

Indledning
I januar 2015 – mens en vinterstorm ruskede uden for – mødtes en stor gruppe mennesker på den polske ambassade i Hellerup. Centrum for festen var den 87-årige dansk-polske nyborgenser Edmund Antkowiak, som skulle hyldes for sin indsats under Anden Verdenskrig. Fra 1943 til 1945 kæmpede han som partisan i Fuseliere-regimentets 1. bataljon i det sydlige Polen og i Slovakiet. Ambassadør Rafal Wiesniewski forestod ceremonien, hvor venner, bekendte og officerer fra flere NATO-lande deltog.

Der er gået over syv årtier siden Edmund Antkowiak kæmpede i det besatte Polen, men begivenhederne fra dengang former stadig vores forståelse i dag. Der er også begivenheder eller retorik fra dengang, som fortsat skaber efterdønninger i dag.  Den russiske annektering af Krim i 2014, krigen i det østlige Ukraine og den russiske præsident Vladimir Putins forsvar af den såkaldte Molotov-Ribbentrop pagt (som førte til Polens deling i september 1939) er eksempler på det.[1] Terrororganisationen Islamisk Stat og de øvrige kæmpende fraktioner i Irak og Syrien betjener sig af vold på en måde, der var gængs i Europa under og efter Anden Verdenskrig. Men der er også betydelige forskelle, og som altid skal historien fortolkes med varsomhed.

Denne artikel fortæller tre historier. For det første giver den et indblik i, hvad der motiverede et menneske til de valg han traf i denne skæbnesvangre periode. Edmund Antkowiak traf hans valg, betalte prisen for dem, men bliver også nu – med 70 års forsinkelse – med rette hyldet, herunder også af den nu frie polske stat, der udnævnte ham til sekondløjtnant i 2014. For det andet er artiklen tænkt som et forsøg på at øge kendskabet til og give overblik over især Polens skæbne under og efter Anden Verdenskrig i lyset af de seneste årtiers historieforståelse. Og for det tredje er der en almendannende militær og videnskabelig hensigt: Indsigt i fortiden giver næppe hverken forudsigelsesevner eller fremragende ideer til at kæmpe nutidens kampe, men kan tjene til at give indsigt i de sammenhænge der var og som – muligvis – igen kan forekomme.

En historisk tilgang
Artiklen bygger på et interview med Edmund Antkowiak i 2015. Det er bestemt ikke uproblematisk at interviewe en person efter så lang tid. Det var svært for ham at huske detaljer såsom personer, tidspunkter og steder. Edmund Antkowiak prøvede desuden bevidst efter 1945 at fortrænge alt om den tid. Først efter ægtefællens død begyndte han at tænke tilbage. På samme tid var der kræfter i Polen, som søgte efter de sidste overlevende fra partisankrigen. Edmund Antkowiak var en af de dem, som blev opdaget og hædret.

Denne artikel ønsker samtidig – som omtalt – at sætte hans historie i en større ramme. Det sker ikke mindst fordi mange af de forhold, som han beskriver, ellers kan være svære at forstå for danskere. Anden Verdenskrig blev i høj grad udkæmpet på Østfronten, hvor de største slag fandt sted. Alene slaget om Moskva fra september 1941 til april 1942 omfattede et areal på størrelse med Frankrig og kostede Sovjetunionen mindst 926.000 faldne.[2] Krigen i Østeuropa var frem for alt et sammenstød mellem to totalitære regimer – det kommunistiske og det nazistiske – som optrådte med ekstrem brutalitet. Det nazistiske folkemord på jøderne er veldokumenteret. Mindre kendt er det, at den sovjetiske og den tyske besættelse af Estland, Letland og Litauen førte til, at en fjerdedel af deres befolkninger enten blev dræbt, flygtede eller blev deporteret.[3] Sovjetunionen var med til at vinde krigen og kunne i over 40 år skrive historiebøgerne eller påvirke dem. Først i 1989 faldt Jerntæppet, hvilket skabte adgang til nye kilder og nye muligheder for at fortolke fortiden. Processen er stadig i gang og denne artikel vil gerne yde et bidrag hertil. 

Hitlers drøm om et imperium
Længe før Anden Verdenskrig fantaserede tyske politikere om et imperium i Øst. Rødderne til denne ide kan findes i den tyske geograf Friedrich Ratzels synspunkt i sidste halvdel af 1800-tallet om, at en nation kun kan udvikle sig succesfuldt, hvis den hele tiden søger ny territorial ekspansion og fortrænger andre folkeslag. I sidste halvdel af 1800-tallet blev Afrika og Asien koloniseret af bl.a. Frankrig og Storbritannien. Tyske nationalister rettede i stedet deres opmærksomhed mod Østeuropa. En tysk general, Friedrich von Bernhardi, argumenterede i en bog fra 1912 for en kolonisering af Østeuropa efter en sejrrig tysk krig.[4]Krigen kom to år senere i form af Første Verdenskrig og i marts 1918 tvang tyskerne Rusland til fred. Freden betød, at Rusland måtte afstå store landområder. For en stund havde Tyskland et imperium, som omfattede de tre baltiske lande, Hviderusland og dele af Ukraine. Tysklands nederlag i Første Verdenskrig i november samme år fratog tyskerne alle disse gevinster, men det betød ikke, at de blev glemt.[5]

Specielt det nazistiske parti under ledelse af Adolf Hitler drømte om, at vinde ”Lebensraum” (livsrum) i Østeuropa. Allerede før nazisterne fik magten i Tyskland i 1933 skrev Hitler i sin selvbiografiske bog ”Mein Kampf”, at Tyskland skulle søge territorial ekspansion i Øst.[6] Tyskland havde under Første Verdenskrig lidt under den britiske flådeblokade, som førte til sult og varemangel i de tyske byer. Ukraine var kendt for at have god landbrugsjord, og et imperium i Østeuropa kunne sikre den tyske fødevareforsyning i en ny krig. Men Hitlers mål gik meget længere end bare fødevareforsyninger. I sommeren 1941 – da den tyske hær gennemførte et overraskelsesangreb mod Sovjetunionen – fantaserede Hitler højlydt om at kolonisere hele området fra det gamle Polen og til Uralbjergene. En hær af tyske soldater-bønder skulle bevogte grænsen mod Øst. Ukraine og området omkring Volga-floden skulle forsyne Tyskland med korn. Krim-halvøen skulle blive en tysk Riviera og blive forbundet med resten af det tyske rige med motorveje. Hitler var imponeret over, at briterne kunne styre 400 mio. mennesker i den britiske koloni Indien med en lille gruppe embedsmænd, politifolk og soldater. Det samme måtte være muligt i Østeuropa, hvor 250.000 tyskere burde være nok til at styre de indfødte. Fattige bønder og arbejdere skulle flyttes fra Tyskland og tildeles enorme landområder i Øst. Denne kolonisering ville gøre Tyskland til en supermagt, og sikre fremtiden flere hundrede år frem. Processen ville samtidig transformere tyskerne og gøre dem til et herrefolk, hvor den laveste tyske staldknægt ville være overlegen i forhold til den højeste ukrainer, russer eller polak. Klasseskel og andre indre modsætninger ville på den måde forsvinde. Hitler forstod, at denne proces ikke ville ske uden modstand. Han kalkulerede endda med det. Hvis Tyskland med et par års mellemrum mistede 200.000 mennesker i en krig ville han bare sørge for, at befolkningen ville vokse med 2-3 mio. så snart krigen var slut.[7]

Sådan et program forudsatte et folkemord. Jøderne – som fra et nazistisk perspektiv var et ”mindreværdigt” folk – skulle forsvinde. Men deres skæbne ville bare være starten. I en plan fra maj 1941 kalkulerede nazisterne med, at cirka 30 mio. mennesker i Østeuropa skulle bringes til at dø af sult i 1941-1942. Al industri ville blive fjernet, byerne ville blive tømt for mennesker og skovene ville få lov til at overtage det meste.[8] Den eneste civilisation, som skulle være tilbage i Øst, ville være den tyske. 

Stalins drøm om et imperium
Kommunisterne havde vundet den formelle magt i Rusland gennem et kup, som i historieskrivningen blev til ”Oktoberrevolutionen” i 1917. Den nye russiske leder Vladimir Lenin overtog et ødelagt land, og han valgte at indgå en hård fredsaftale med Tyskland for at komme ud af Første Verdenskrig og få hænderne frie til at konsolidere sin magt. Kommunisterne blev mødt med stor intern modstand. Selvom store dele af det tabte russiske imperium efterfølgende blev generobret og samlet under navnet Sovjetunionen[9], var det svagt land. Landet blev styret ud fra en utopisk kommunistisk ideologi, som bl.a. dikterede, at revolutionen skulle ”eksporteres” til andre lande. Et forsøg på at invadere Polen og sprede kommunismen derfra til Tyskland var endt i et stort militært nederlag ved Warszawa i august 1920. Drømmen om en kommunistisk march mod Vesten forsvandt aldrig, men Sovjetunionen var ikke stærk nok til at gennemføre den.[10]

Den nye sovjetiske leder Josef Stalin, som overtog magten efter Lenins død i 1924, havde en radikal løsning på dilemmaet: I 1928 annoncerede Stalin en ny politik, som betød, at landbruget i Sovjetunionen skulle kollektiviseres. Stalins plan gik ud på, at bønderne skulle tvinges til at arbejde i store centraliserede landbrug, som i teorien ville producere mere effektivt. Den forøgede landbrugsproduktion ville give penge til investeringer i industrien. Med disse investeringer kunne Sovjetunionen blive industrialiseret.[11] Gennem industrialisering kunne Sovjetunionen opruste. Stalins politik lykkedes, og Sovjetunionen fik i de følgende år opbygget en betydelig sværindustri, som gjorde det muligt at skabe et moderne militær. Prisen var en humanitær katastrofe.

Kommunisterne havde fra begyndelsen styret Sovjetunionen som en besættelsesmagt i et fjendtligt land og knust al modstand med stor brutalitet, herunder gennem brug af giftgas mod oprørske russiske bønder i 1921.[12] Med kollektiviseringen nåede undertrykkelsen et foreløbigt højdepunkt. Bønder fik frataget deres korn og blev derpå deporteret, henrettet eller tvunget ind i kollektive landbrug. I 1932 stod det klart, at befolkningen i specielt Ukraine var ramt af hungersnød som følge af denne politik. En ukrainsk partifunktionær skrev direkte til Stalin: ”Hvordan kan vi skabe en socialistisk økonomi, hvis vi alle er dømt til at dø af sult?”[13] Stalin ignorerede protesterne og gav i stedet de ukrainske kommunister skylden for ulykkerne. Ifølge Stalin sultede bønderne sig selv for at sabotere den sovjetiske stat og de ukrainske kommunister tillod dette. Bag det hele, mente han, stod polske agenter.[14] Stalins svar var at intensivere undertrykkelsen. Al mad blev per lov til statsejendom, der blev bygget vagttårne rundt om markerne og kommunistiske aktivister blev sendt ud for at plyndre. De mandlige bønder blev ofte torteret eller ydmyget og kvinderne i vidt omfang voldtaget.[15]  

Hvor mange døde? En folketælling fra 1937 afslørede et uforklaret minus i befolkningen på otte mio. mennesker. Stalin forbød undersøgelsen og fik demograferne henrettet.  Ukraine foretog en undersøgelse efter landets selvstændighed i 1991, som anslog, at knap 4 mio. ukrainere døde af sult. Den amerikanske historiker Timothy Snyder anslår, at mindst 3.3 mio. ukrainere døde af sult og sygdom i starten af 1930’erne.[16] Det var før Anden Verdenskrig, men det indgår i forhistorien og kan også forklare en del af den brutalisering som prægede krigen.

Hitlers alliance med Stalin
Sovjetunionen og det nazistiske Tyskland var i 1930’erne dødsfjender. I den nazistiske optik var Sovjetunionen en højborg for jøderne, som med kommunismen prøvede at underlægge sig hele verden.[17] I den sovjetiske optik var nazismen et produkt af en kapitalistisk og imperialistisk verdensorden, som levede af at udnytte arbejderne og fremprovokere krige.  Men i august 1939 stod Hitler og Stalin i den paradoksale situation, at de havde brug for hinanden. Nazi-Tyskland havde i 1938 annekteret Østrig og efterfølgende opslugt store dele af Tjekkoslovakiet. De sidste rester af Tjekkiet blev annekteret i 1939 og Slovakiet blev til en vasalstat under Tyskland. I foråret 1939 blev tonen skærpet i forhold til Polen. Den polske stat var blevet oprettet efter Første Verdenskrig til dels på bekostning af gammel tysk territorium. Østpreussen blev således til en tysk eksklave pga. den såkaldte polske korridor, som gav Polen adgang til havet. Den tyske by Danzig (i dag Gdańsk) blev til en fristad under Folkeforbundets kontrol og polsk beskyttelse. I efteråret 1938 og foråret 1939 forlangte Hitler store territoriale indrømmelser fra polsk side, herunder en overdragelse af Danzig, for at bevare freden. Polen sagde nej. Det passede Hitler fint. Den 23. maj 1939 udtalte han, at striden med Polen slet ikke handlede om Danzig, men om at ekspandere Tysklands grænser, skabe ”Lebensraum” og få løst de tyske problemer med fødevaresikkerhed.[18] Selvom Hitler ønskede krig med Polen indså han, at det også kunne føre til en krig med Frankrig og Storbritannien, hvor Sovjetunionen måske også ville gribe ind. For at forhindre det sendte han i august 1939 sin udenrigsminister Joachim von Ribbentrop til Moskva, officielt for at indgå en ikke-angrebspagt med Sovjetunionen, uofficielt for at lave en alliance med Sovjetunionen (den føromtalte Molotov-Ribbentrop pagt). Polen skulle deles mellem de to lande, og store dele af Østeuropa ville komme under sovjetisk kontrol. Tyskland ville desuden eksportere teknologi til Sovjetunionen og få naturressourcer til gengæld.[19]

Den 22. september blev der afholdt en fælles tysk-sovjetisk sejrsparade i Brest-Litovsk. På fotoet fra paraden kan ses den tyske generalløjtnant Mauritz von Wiktorin (venstre), den tyske general Heinz Guderian (midten) og den sovjetiske general Kombrig Semjon Krivoshein (til højre). (Foto: Narodowe Archiwum Cyfrowe).

Fra fred til krig
Den 1. september 1939 blev Polen invaderet af den tyske hær. Anden Verdenskrig i Europa var dermed begyndt. Edmund Antkowiak var 12 år gammel og husker tydeligt invasionen. Edmund Antkowiaks fader var ansat som funktionær i de polske statsbaner, og blev sammen med sin stab evakueret fra Poznań i det vestlige Polen. Sønnen kom med, mens hans moder og søster blev tilbage. Under rejsen blev deres tog angrebet af tyske bombefly, som kastede bomber og dræbte en kvinde.[20] Den tyske overlegenhed i luften var instrumentel for den hurtige tyske sejr over det polske militær. Tyskerne brugte også denne overlegenhed til at terrorbombe polske byer og angribe civile på flugt. De tyske luftangreb og bombardementer af Warszawa kostede cirka 40.000 civile livet.[21] Den 17. september 1939 nåede toget den polske by Kowel i den østlige del af landet. Det skete samtidig med den sovjetiske invasion af den østlige del af Polen. Den polske hær var allerede hårdt presset af den tyske invasion og ydede kun sporadisk modstand mod de sovjetiske tropper. Toget sluttede dets rejse i Brest-Litovsk (i dag Brest i Hviderusland), hvor Edmund Antkowiaks fader måtte overveje, hvad de nu skulle gøre. En mulighed var, at flygte til Rumænien. Herfra ville det være muligt at flygte til enten Frankrig eller Storbritannien. En anden mulighed var at flygte via Litauen til Sverige. Faderen valgte at blive i Polen – måske fordi han ikke ønskede at efterlade konen og datteren til en uvis skæbne, måske fordi han mente at sønnen var for ung til en så lang og farefuld rejse. Der var også en anden grund til, at faderen ikke ønskede at forlade Polen. Han havde under Første Verdenskrig været soldat i den tyske flåde og aftjent samlet otte år i det tyske militær, selvom hans nationalitet var polsk. Han mente derfor, at han kendte tyskerne og at det hele nok skulle gå.[22]

Terror i øst, terror i vest
Faderens positive opfattelse af tyskerne skulle hurtigt vise sig at være forfejlet. Polen ophørte med at eksistere i oktober 1939, hvor den østlige del af landet tilfaldt Sovjetunionen og den vestlige del af landet gik til Tyskland. De dele af den vestlige del af Polen, hvor der boede store tyske mindretal, blev annekteret af Tyskland som hhv. Reichsgau Danzig-Vestpreussen og Reichsgau Warthegau. Resten (dvs. hvor der primært boede polakker) blev omdannet til det såkaldte Generalgouvernement, som var en slags tysk koloni. Set fra et nazistisk perspektiv var Polen befolket af ”Untermenschen” (undermennesker), som kun fortjente at eksistere som slaver for den tyske befolkning. Den nazistiske leder i Generalgouvernementet, Hans Frank, pralede med, at hvis han på papir skulle annoncere hver gang han havde beordret en håndfuld polakker skudt ville landet hurtigt løbe tør for skove.[23] I maj 1940 erklærede den tyske SS-leder Heinrich Himmler, at det burde være nok for polakker at lære at tælle til 500 og vide, at det var en guddommelig lov til at adlyde tyskerne. At polakker kunne læse var ifølge Himmler overflødigt.[24]

De polske jøder var fra begyndelsen genstand for en speciel ondsindet tysk behandling og 7.000 polske jøder blev henrettet i 1939.[25] Der var endnu ikke tale om folkemord, men skriften på væggen var der. I 1939 indledte nazisterne desuden en operation mod folk med forskellige handicap, der ligesom jøderne blev anset for ”undermennesker”. I den lille fæstning Fort VII uden for Poznań gennemførte en kemiker tilknyttet SS, Dr. August Becker, fra oktober til december 1939 eksperimenter, hvor han med giftgas myrdede patienter fra psykiatriske institutioner.[26] I januar 1940 lavede en SS-officer, Herbert Lange, en enhed, som med en ombygget varevogn kørte ud til psykiatriske institutioner, plejehjem, børnehjem og lignende steder for at hente personer skønnet at være racemæssigt ”mindreværdige”.[27] De blev derpå gasset i varevognen med kulilte fra motoren. På den måde blev cirka 5.700 likvideret i Warthegau og yderligere 1.800 i Østpreussen frem til sommeren 1941.[28] Dermed skabte nazisterne også ekspertise til brug for endnu større massemord.

Foto 3: Fort VII i Poznań, april 2015. Fortet blev bygget i 1800-tallet som led i bestræbelserne på at befæste byen (som dengang hed Posen) og sikre preussisk kontrol over området. Under Anden Verdenskrig fik fæstningen en ny rolle som "Konzentrationslager Posen". Mellem 4.500 og 20.000 mennesker blev dræbt i fortet fra 1939 til 1944. Stedet er endvidere berygtet, fordi de første forsøg med giftgas til henrettelser af psykisk syge og handicappede blev gennemført i fortet i perioden oktober-december 1939.

 

Forholdene var ikke bedre i den østlige del af Polen, som var under sovjetisk kontrol. I oktober 1939 stemte vælgerne i den sovjetiske besættelseszone ved et pseudo-valg og valgte parlamenter, hvis eneste opgave var at bede om indlemmelse i Sovjetunionen. Bag denne Potemkinkulisse voksede undertrykkelsen. Det hemmelige sovjetiske politi NKVD deporterede i februar 1940 de første polakker, som blev anset for at være en trussel mod det nye styre. Det var typisk officerer, krigsveteraner, skovfogeder, embedsmænd, politifolk og deres respektive familier. Alene i den første transport blev 139.794 mennesker på en gang fragtet til hhv. Sibirien og Kasakhstan.[29] Det er uklart, hvor mange der blev deporteret frem til juni 1941, men tallet kan være så højt som en million mennesker. Op til en tredjedel omkom under transporten østpå.[30] I april 1940 gennemførte NKVD desuden en hemmelig aktion, hvor cirka 22.000 fanger – hovedparten polske officerer – blev samlet og henrettet i bl.a. Katyn i Hviderusland.[31]

Næppe overraskende ønskede folk at komme væk fra alt dette. Polakker prøvede derfor at flygte fra den vestlige del af Polen (under tysk kontrol) til den østlige del i håb om at finde bedre forhold. Mange flygtede også den modsatte vej. Forbløffende nok mente mange jøder i den østlige del af Polen, at de ville få det bedre hvis de levede under tysk herredømme. Den senere sovjetiske statsleder Nikita Khrustjov skriver i sine erindringer om sin overraskelse ved at se lange rækker af polske jøder, som stod i kø for at ansøge om at få udrejsetilladelse til de tysk-besatte områder. En tysk officer så det samme og udbrød: ”Jøder, hvor skal I dog hen? Ved I ikke, at vi kommer til at slå jer alle ihjel?”[32]

Germanisering
Edmund Antkowiaks familie boede i Poznań i Warthegau, som blev styret af den nazistiske gauleiter Arthur Greiser. Takket være Greisers tætte samarbejde med SS-lederen Heinrich Himmler fik han de nødvendige ressourcer og beføjelser til at indlede en germanisering af provinsen. Der boede kun 325.000 etniske tyskere (6,6 procent af befolkningen) i Poznań, som nu blev omdøbt til Posen.[33] Med en radikal demografisk politik skulle denne situation ændres, og Warthegau skulle med Himmlers ord blive til en ”blond provins”.[34] Frem til marts 1941 blev cirka 273.000 polakker deporteret fra Warthegau til Generalgouvernement.[35] Som erstatning ankom cirka 537.000 etniske tyskere til Warthegau, hvoraf hovedparten – efter aftale med Stalin – kom fra områder under sovjetisk kontrol såsom de baltiske lande eller Bessarabien.[36]

Edmund Antkowiaks familie var blevet samlet igen i Poznań, men blev deporteret den 4. december 1939. Tyskerne hentede familien midt om natten og gav dem kun 10 minutter til at pakke. De følgende tre dage sad Edmund Antkowiaks familie i en kreaturvogn før de ankom til den centrale del af Generalgouvernement. Takket være assistance fra den katolske organisation Caritas kunne de klare sig. Edmund Antkowiaks fader var desuden heldig, fordi han både kunne tale tysk og havde erfaring som jernbanefunktionær. Faderen fik derfor hurtigt arbejde i det tyske statslige jernbaneselskab Reichsbahn. De tyske myndigheder tilbød endda flere gange, at han i kraft af sin lange tjeneste i det tyske militær og fremragende tysk kunne blive tysker, men han takkede hver gang nej. I stedet prøvede familien at komme tilbage til Poznań for at få den lejlighed tilbage, som nazisterne havde frarøvet dem.[37] Det kom næsten til at koste hans moder livet, men oplevelsen skulle også vise, at ikke alle tyskere var fanatiske nazister:  

Vi rejste – med min moder og min søster – til Poznań og i al uvidenhed begyndte min moder at gå til myndighederne for at få lejligheden tilbage. Det var en farlig spøg. Efter hun havde været hos nogle myndigheder fik de tilkaldt politiet og sagt, at hun skulle føres væk. Hun skulle dræbes, når hun var så fræk. Men takket være det gode tyske sprog, som min moder og min fader har snakket, så har den tyske politimand, som skulle føre hende fra det ene sted til det andet, på et eller andet tidspunkt sagt til hende: ”nu går jeg lidt hurtigere, du går lidt langsommere, og ved første kryds drejer du til højre og forsvinder”. Det gjorde hun og så har vi forstået, at vi ikke længere kunne være i Poznań og så rejste vi tilbage til Generalgouvernementet.[38]

Familien opgav at komme tilbage, og slog sig i stedet ned i Kraków i Generalgouvernement. Her fortsatte Edmund Antkowiak med sin skolegang indtil 1943. På grund af de nazistiske regler kunne han ikke fortsætte med sin skolegang, og i stedet var det meningen, at han skulle begynde at arbejde i Reichsbahn sammen med sin fader. Men det skulle gå meget anderledes.

Raceideologisk tilintetgørelseskrig
Den tysk-sovjetisk alliance fra august 1939 tjente begge parter godt. Nazi-Tyskland kunne med den i baghånden koncentrere sig om at producere krigsmateriel og invadere det meste af Europa. Kun Storbritannien fortsatte med at kæmpe efter juni 1940. Mens Nazi-Tyskland fik leverancer af sovjetisk korn og olie kunne Sovjetunionen – ud over det østlige Polen – også annektere Estland, Letland, Litauen, Bessarabien og det nordlige Bukovina samt tvinge Finland (efter den såkaldte Vinterkrig 1939-1940) til store territoriale indrømmelser. Samtidig fik den sovjetiske våbenindustri et løft af tysk teknologi.[39]

Men alliancen var også fyldt med indre spændinger. Stalin mente, at Hitler kunne presses til stadig flere indrømmelser så længe Tyskland førte krig mod Storbritannien. Hitler var for sit vedkommende bekymret over Stalins ekspansionstrang i det sydlige Europa. Den sovjetiske interesse i Bessarabien blev allerede omtalt i den oprindelige hemmelige aftale i august 1939, men besættelsen af det nordlige Bukovina i juni 1940 var ikke en del af aftalen. Den sovjetiske interesse i dette område var foruroligende, fordi en stor del af den tyske olie kom fra oliefelter i Rumænien, som lå i samme område.[40] Stalin udviste også en bekymrende interesse for områder, som allerede var under tysk besættelse. Under et møde i Berlin i november 1940 talte den sovjetiske udenrigsminister Vjatjeslav Molotov længe om Sovjetunionens interesser så langt væk som til Skagerrak og Kattegat.[41]

Der var også en anden grund til, at Hitler var klar til at forkaste alliancen med Stalin. Hitlers drøm om ”Lebensraum” i Østeuropa kunne ikke realiseres, så længe Tyskland samarbejdede med Sovjetunionen. Set fra Hitlers perspektiv ville et angreb på Sovjetunionen fjerne en voksende trussel bag hans ryg, knuse den forhadte jødisk-kommunistiske fjende og skabe grundlaget for tysk kolonisering i Øst med fri adgang til strategiske råvarer og slavearbejdere. Et vellykket felttog mod Øst ville, ifølge Hitler, også få briterne til at søge fred. 

På den baggrund invaderede den tyske hær med ”Operation Barbarossa” den 22. juni 1941 Sovjetunionen hen over en 1.300 kilometer lang front fra Østersøen og til Sortehavet. Over 3 mio. soldater deltog i invasionen.[42] Krigen mod Sovjetunionen var fra begyndelsen udformet som en raceideologisk tilintetgørelseskrig. I hælene på den tyske hær fulgte de såkaldte SS-Einsatzgruppen, som bag fronten myrdede kommunister og jøder. Snart blev hovedparten af deres anstrengelser rettet mod jøderne. Sammen med tyske politienheder og lokale militser indledte SS-Einsatzgruppen i august 1941 systematiske massenedskydninger af jøder. Inden årets udgang var en million jøder blevet skudt.[43] Det var i længden ikke effektivt nok. Allerede samme år byggede nazisterne derfor udryddelseslejre i det tidligere Polen, hvor jøder blev myrdet med gas og efterfølgende brændt i krematorier. I efteråret 1941 skete der også en vigtig ændring i den tyske jødepolitik. Målet var ikke længere kun at udrydde jøderne i Sovjetunionen, men alle Europas jøder. Det var den ”endelige løsning” på det tyske ”jødeproblem”.

Set fra et rationelt perspektiv gav folkemordet ingen mening. Tværtimod drænede den Tyskland for kostbare ressourcer på et vanskeligt tidspunkt. I december 1941 var det tyske forsøg på at knuse Sovjetunionen kørt fast foran Moskva og den sovjetiske hær gik til modangreb. Samme måned erklærede Tyskland krig mod USA. I marts 1942 undersøgte den tyske generalstabschef Franz Halder de tyske tabstal og kunne konstatere, at en tredjedel af den oprindelige tyske styrke til ”Operation Barbarossa” var gået tabt eller måtte trækkes tilbage. Ud af 3.500 ødelagte kampvogne var kun 873 blevet erstattet. 97 procent af Sovjetunionens areal var stadig ubesat, og bag fronten sendte 1.500 våbenfabrikker en strøm af våben ud til den sovjetiske hær.[44] Set fra Hitlers perspektiv gav folkemordet derimod meget god mening. Den 12. december 1941 holdt Hitler et lukket møde med cirka 50 topnazister. Under mødet mindede Hitler om en trussel han var kommet med i januar 1939 om at udrydde jøderne, hvis de – takket være deres globale indflydelse – blev skyld i en ny verdenskrig. Nu var verdenskrigen i fuld gang og jødernes undergang måtte derfor være konsekvensen.[45]

Hvis det stod til Hitler, skulle Holocaust som nævnt blot være begyndelsen.  Så sent som fra november 1942 til foråret 1943 tømte SS-soldater cirka 300 polske landsbyer i Zamość provinsen nær Lublin og deporterede 120.000 polakker for at gøre plads til tyskere. En del af polakkerne blev sendt til udryddelseslejrene Auschwitz og Majdanek.[46] Det centrale ved aktionen i Zamość er, at området forinden på tilsvarende vis var blevet tømt for jøder. Tanken var nærliggende, at efter udryddelsen af jøderne ville turen komme til andre ”mindreværdige” folkeslag.  I marts 1944 sendte Arthur Greiser et telegram til Hitler, hvor han stolt meddelte, at takket være en systematisk germanisering var antallet af tyskere i Warthegau vokset til 1 mio. mennesker.[47] Jøderne var næsten helt væk og antallet af polakker var blevet reduceret fra 4.2 mio. mennesker til 3.5 mio. mennesker. En rørt Hitler takkede Greiser for disse gode nyheder.[48]Germaniseringen kunne også antage mere latterlige former, og Greiser lagde en stor ære i at navngive selv faldefærdige polske landsbyer med pompøse tyske navne såsom ”Wehrburg” eller ”Adlerhorst”. Det skabte forvirring i det tyske militær, som pludselig stod med ubrugelige landkort. Først i november 1944 tillod Greiser, at alle steder i Warthegau skulle forsynes med både polske og tyske stednavne af hensyn til det tyske militær. På det tidspunkt havde den militære situation ændret sig dramatisk og den sovjetiske hær stod parat til at indtage provinsen som led i fremrykningen ind i selve Tyskland.[49]

Opstanden i Warszawas ghetto
I april 1943 hørte den da 16-årige Edmund Antkowiak rygter om, at der foregik noget dramatisk i den jødiske ghetto i Warszawa. Takket være sin faders arbejde kunne han lejlighedsvis rejse til Warszawa, hvor han overværede, hvordan de få tilbageværende jødiske indbyggere rejste sig til opstand mod den tyske overmagt. Ghettoen var blevet oprettet i 1940 sammen med tilsvarende ghettoer i bl.a. Łódź for at samle jøderne et sted. Hvis en jøde prøvede at forlade ghettoen, ville vedkommende blive henrettet. Levevilkårene i ghettoen i Warszawa var forfærdelige og muligvis døde op til 60.000 jøder af sult og sygdom i 1940-1941.[50] I juli 1942 begyndte SS at tømme ghettoen for at sende indbyggerne til gaskamre i Treblinka. Efter to måneder var 265.000 blevet deporteret til udryddelse og yderligere cirka 10.000 var blevet dræbt i selve ghettoen.[51] I april 1943 rejste de tilbageværende jøder sig til opstand mod tyskerne. Opstanden varede i en måned før den blev knust i intensive kampe, og den tyske SS-general Jürgen Stroop kunne symbolsk sprænge den gamle jødiske synagoge i Warszawa i luften den 15. maj 1943.[52] For Edmund Antkowiak var det den endelige bekræftelse på hans formodning om, at jøderne var ved at blive udslettet:  

Tyskerne betragtede os som undermennesker. Ikke så slemt som de havde betragtet jøderne, men det var fjendtligt og det kunne ikke være anderledes. Det var fjendtligt, fjendtligt og fjendtligt. Fjendtligheden har vokset efterhånden som man kunne så, hvad de har lavet mod den del af befolkningen, som var af jødisk afstamning. (…) Vi kunne se, hvad der skete med jøderne. I Kraków og andre byer, hvor de har boet, har man lavet ghettoer omringet af militær og politi, så de ikke kunne komme ud. De skulle bære et bind på armen med Davidsstjerne.[53]

Polakkernes forhold til landets jøder har været genstand for en ophedet debat siden 1945. I landsbyen Jedwabne i den østlige del af Polen blev et sted mellem 300 og 1.000 jøder dræbt af deres polske naboer i juli 1941 – sandsynligvis som hævn for den rolle en del polske jøder havde spillet i den sovjetiske besættelse i området.[54] Yad Vashem-museet i Israel ærer på den anden side mindet om 5.000 polakker, som hjalp jøderne under krigen. Tallet er givetvis større, for der var dødsstraf for polakker, som hjalp jøder. Maxiliam Kolbe Fonden i Polen har identificeret 2.300 polakker, som blev henrettet af tyskerne for at hjælpe jøder. Nogle historikere mener, at det reelle tal kan være 50.000.[55] Men det er samtidig en kendsgerning, at jøder på flugt i Polen hele tiden levede med frygten for at blive angivet af deres polske medborgere. En SS-soldat skulle engang have sagt: ”I polakker er mærkelige mennesker. Intet land i verden har så mange helte og så mange stikkere.” [56] Edmund Antkowiak var af den opfattelse, at de polske jøder var polakker og skulle beskyttes. Deres skæbne blev en vigtig motivation for ham til at gå til modstand:

De jøder, som har levet i Polen, der var mange som overhovedet ikke kunne snakke polsk. De har levet deres eget liv. Jøder, som var forfulgt i Frankrig, Spanien og andre steder, kunne komme her og leve frit. Fordi der har levet så mange jøder, har der naturligvis være konflikter mellem polakker og jøder.  Det er derfor jøderne har haft på fornemmelsen, at polakkerne har hadet jøderne. Det passer ikke på mig. Jeg synes, at jøderne var en del af den polske befolkning og lige så gode som mig.[57]

Edmund Antkowiaks familie i Kraków boede lige ved siden af butik, hvor der blev samlet gamle aviser og lignende. Han vidste, at det var et dække for den polske modstandsbevægelse. Efter hans oplevelser i Warszawa tog han kontakt med naboerne og de valgte – efter en grundig undersøgelse – at acceptere ham som medlem i den polske undergrund. Han svor en ed, fik papirer i en anden persons navn og løj sig i den forbindelse to år ældre. Efter eget ønske fik han lov til at tilslutte sig de polske partisaner.[58]

Partisankrig
Den vigtigste polske modstandsbevægelse under krigen var den polske ”hjemmehær” AK (Armia Krajowa), som var underlagt den polske eksilregering i London. Polen var et oplagt sted for ramme tyskerne med sabotage idet 85 procent af de tyske forsyninger og tropper til Østfronten passerede gennem polsk territorium. I 1943 kunne briterne konstatere, at AK havde afsporet 20 tog, ødelagt 180 lokomotiver og dræbt over 1.000 tyskere.[59] Polen var derudover et vigtigt sted til at indsamle efterretninger. 48 procent af de britiske efterretninger fra det tysk-besatte Europa kom fra polske kilder og den polske efterretningstjeneste havde ifølge historikeren Halik Kochanski et omfattende netværk bestående af i alt 1.666 agenter. Det var på den måde muligt at forsyne briterne med et nøjagtigt billede af eksempelvis de tyske forberedelser til invasionen af Sovjetunionen i juni 1941 og forsøget på at erobre oliefelterne i Kaukasus i sommeren 1942. AK opsnappede endvidere 3-3.500 breve fra tyske soldater, hvilket gav et indblik i den tyske moral.[60] AK fik også indhentet vigtige efterretninger om det hemmelige tyske raketprogram ved Peenemünde. I maj 1944 landede en tysk V2-raket uden at eksplodere i en sump nær floden Bug. AK fandt raketten, gemte den og indsamlede kritiske efterretninger om den. Dele af raketten blev senere fløjet til Storbritannien.[61]

En vigtig del af modstandskampen var partisaner, som primært kæmpede i bjerge, sumpe og tætte skove. I det sydlige Europa og i store dele af Østeuropa blev de efterhånden til en voksende trussel mod det tyske militær. En stor del af disse partisaner adlød ordrer fra Moskva, men mange andre var samlet i rent nationale modstandsgrupper og en del partisaner var undslupne jøder. Flere år efter krigen fantaserede en ledende tysk general om, hvad han kunne have udrettet, hvis han kunne have brugt atomvåben mod sumpene i Hviderusland, som var fyldt med sovjetiske, jødiske eller polske partisaner.[62] Der var også en direkte forbindelse mellem Holocaust og partisanbekæmpelsen. Et tysk motto lød: ”Hvor der er partisaner er der jøder, hvor der er jøder er der partisaner.”[63] Hitler selv gav i december 1941 ordre til Himmler om, at jøderne skulle skydes under påskud af at være partisaner.[64]

Edmund Antkowiak blev i slutningen af 1943 en del af en partisanenhed på omkring 50 mand, som opererede i bjergene i Słopnicach lige syd for Kraków. Partisankrig kræver små, mobile enheder, som hele tiden holder sig i bevægelse. Det var normalt, at Edmund Antkowiaks enhed dagligt vandrede 20-30 kilometer. Terrænet – med høje bjerge og tætte skove – tilgodeså partisanerne, som kunne angribe tyske tropper i baghold og derpå trække sig tilbage. I den første tid havde partisanerne en fast base, hvor de holdt til mellem angrebene på tyskerne. Der var gode forsyninger med mad og mulighed for overnatning. Denne base blev opgivet i juni 1944 efter et voldsomt tysk angreb:

Partisanerne har den fordel i forhold til andre, at det er dem som bestemmer, hvornår man slår til.  Det vil sige, det er os, som angreb tyskerne. Når der kom nogen lastbiler, så har man beskudt dem og slået tyskerne ihjel (…) På et tidspunkt var vi nok blevet for meget for tyskerne, så de har samlet mange tropper – man mente det var omkring 10.000 tyskere – for simpelthen at udrydde os. Det var en kamp for livet. Ligegyldig hvor vi gik hen, så var der tyske soldater, så vi måtte trække os ud. Til venstre, til højre, til vest og til slut mente man faktisk, at nu dør vi. Vi ville ikke gå i fangenskab, vi ville kæmpe til vi dør. Men det viste sig faktisk, at vores officer efter de mange timer og de mange forsøg kom til en fordybning i skoven, som gik meget langt og den var ikke besat af tyskere. Så efter otte timers kamp og forsøg på at flygte – vi vidste, at vi ikke kunne gøre andet end at flygte – så kom vi gennem den tyske omringning og forsvandt.[65]

Edmund Antkowiak var bevæbnet med et britisk PIAT (Projector, Infantry, Anti Tank) panserværnsvåben. Han kunne ikke bruge den i den tætte skov, men han måtte for enhver pris heller ikke miste den:

Jeg har fået en PIAT – et håndholdt våben til at skyde på kampvogne. Den var tung. Jeg havde også min rygsæk, og på et eller andet tidspunkt så var mine kræfter færdige. Så jeg havde et valg: Skal jeg smide min rygsæk eller skal jeg smide mit våben? Naturligvis smider jeg min rygsæk og ikke mit våben. Jeg havde i min rygsæk alle mine ægte papirer, som tyskerne ikke måtte få fat i. Så jeg fandt et vandløb og fandt et sted i vandløbet, hvor jeg kunne gemme min rygsæk. Efter to dage skulle tyskerne lave noget andet, så forsvandt de lige så hurtigt som de kom. Jeg fik lov til at gå i skoven for at hente den og tænk, at jeg i den uoverskuelige skov kunne jeg huske det vandløb og det sted, hvor jeg havde gemt den. Jeg fandt den og tyskerne fandt den aldrig. Det var en fantastisk god oplevelse. Det kunne have kostet mine forældre og min søster i Kraków livet, hvis rygsækken var blevet fundet af tyskerne. De ville være blevet arresteret. [66]

Gråzoner
Krigen i Øst var præget af grusomheder. Det var også en krig, hvor det somme tider kunne være svært at skelne mellem ”de gode” og ”de onde”. To eksempler kan illustrere, hvad der kan kaldes ”krigens gråzone”: Efter det katastrofale tyske nederlag ved Stalingrad i 1943 deserterede 12.000 hviderussiske militssoldater og politifolk fra tysk tjeneste og gik over til de sovjetiske partisaner. En del af dem havde hjulpet tyskerne med at massakrere jøder. Disse desertører blev somme tider rekrutteret af jøder, som havde undsluppet tysk forfølgelse og som nu kæmpede som sovjetiske partisaner. Med andre ord kom tidligere bødler til at kæmpe sammen med deres tidligere ofre.[67] I alt 1.6 mio. mennesker blev dræbt i Hviderusland fra 1941-1944 som følge af den tyske besættelse. I takt med at den sovjetiske hær generobrede Hviderusland fulgte en ny bølge af terror fra Stalins side. Hundredtusinder af civile blev sendt i de berygtede GULAG-lejre for at have ”forrådt” Sovjetunionen under den tyske besættelse. Andre blev fordrevet til Polen for at skabe et område etnisk fri for polakker. Halvdelen af den hviderussiske befolkning på 9 mio. mennesker blev under krigen enten dræbt, deporteret eller tvunget på flugt. Intet land i Europa – heller ikke Polen – blev så hårdt ramt.[68]

Det andet eksempel vedrører Ukraine. I 1943 blev der skabt en ukrainsk partisanhær ved navn UPA (Ukrayins’ka Povstans’ka Armiya), som havde som mål skabe et selvstændigt og etnisk rent Ukraine i kølvandet på et forventet tysk nederlag. I april 1943 begyndte UPA at angribe polske landsbyer i det, som i dag er den vestlige del af Ukraine. Simple metoder såsom de fagter hvormed man gjorde korsets tegn blev brugt for at skelne mellem polakker (som er katolikker) og ukrainere (som er ortodokse kristne). UPA’s massakrer på etniske polakker var ikke en del af den tyske besættelsespolitik i området. I begyndelsen lod tyskerne derfor UPA gøre hvad de ville, men efterhånden kom tingene så meget ud af kontrol, at tyske tropper greb ind. Polske og sovjetiske partisaner gik også til modangreb på UPA. 50-80.000 polakker menes at være blevet dræbt i dette folkemord og yderligere 10.000 ukrainere døde i gengældelsesaktioner.[69]Edmund Antkowiak kunne også på forskellige måder opleve ”krigens gråzone”. Efter en vellykket aktion mod tyske tropper oplevede han, hvordan tyskerne gennemførte deres repressalier mod civile i området:

Den dag i dag har jeg en oplevelse, som jeg har set efter vi har lavet nogle vellykkede kampe mod dem og slået nogle af dem ihjel. Tyskerne har omringet en landsby med store styrker. Vi så tyskerne tæt på smide kvinder og børn inde i huse og brændt dem. Hele landsbyen blev brændt. For at gengælde at vi har dræbt 5-10 tyskere har de dræbt 500 i en landsby. Vi har sagt til officerer, at vi vil ikke være med til en sådan kamp. Så hellere lade de 5, 10, 15 tyskere leve og ikke være medansvarlig for, at en landsby… Sådan en landsby er omringet. Alle mennesker bliver samlet i kirken og forskellige steder og så brændt.[70]

Løsningen på dette dilemma blev, at fremtidige angreb ramte tyske tropper på vej til og fra fronten. Tyske tropper udstationerede i landsbyer i området blev til gengæld skånet:

Min fornemmelse var, at man havde stiltiende accepteret hinanden – vi havde accepteret, at tyskerne var i landsbyen og vi angreb dem ikke for at undgå, at landsbyen bliver brændt. Tyskerne i landsbyen var lykkelige, fordi vi ikke angreb dem. Ethvert menneske er sig selv nærmest. Vi kunne skyde dem, men det ville betyde, at det ville gå som den anden landsby. Så vi angreb ikke lokale tyskere.  Vi angreb i stedet dem, som var i bevægelse fra Tyskland til fronten. De var i bevægelse og ikke knyttet til nogen bestemt landsby. [71]

Krigens gråzone kunne også mærkes i forhold til udryddelseslejren Auschwitz. Edmund Antkowiaks partisanenhed opererede også i nærheden af Auschwitz, som i sommeren 1944 var centrum for Holocaust. 20.000 jøder blev dagligt gasset og brændt i Auschwitz i den periode.[72] I 1944 blev den allierede luftkrig mod Tyskland intensiveret og amerikanske bombefly fra bl.a. US 15th Air Force i Italien bombede tyske mål i Centraleuropa. Tyske industrianlæg til produktion af syntetisk olie var blandt de vigtigste mål, og flere anlæg lå i nærheden af Auschwitz. Fabrikker i selve Auschwitz-komplekset blev gentagne gange bombet fra august til december 1944, men krematorierne, gaskamrene og jernbanelinjen til dem blev ikke ramt. En enkelt vildfaren bombe ramte dog i september 1944 jernbanelinjen til gaskamrene.[73] Om det siger Edmund Antkowiak: 

Auschwitz, som lå cirka 100 kilometer fra os, var omringet af store kemiske fabrikker. Jeg har selv oplevet, at amerikanske bombefly i massevis – når du har kigget på himlen, så var den helt sort – har bombet disse fabrikker. Hvorfor har de ikke bombet selve Auschwitz? De behøvede ikke at bombe barakkerne. De kunne have bombet krematorierne. (…) De kunne have reddet hundredvis af jøder. Hvad var det som skete?[74]

Sandheden om Auschwitz var kendt i USA og Storbritannien i 1944. Der blev udøvet pres fra jødiske interesseorganisationer for at gøre noget ved situationen. Det jødiske pres stødte dog på modstand blandt embedsmænd i Washington, som havde fastlagt en politik om, at militære ressourcer ikke skulle ”spildes” på at hjælpe civile i nød. Krigsindsatsen skulle i stedet koncentreres om at vinde krigen snarest muligt.[75] Den britisk regering i London afviste ligeledes at gøre noget med henvisning til tekniske vanskeligheder og fordi deportationerne desuden var stoppet. Det sidste var forkert, men det gjorde ingen forskel.[76]

Sovjetisk sejr og forræderi
I juni 1941 havde Nazi-Tyskland angrebet Sovjetunionen over en bred front, men var blevet standset foran Moskva. Et år senere samlede Hitler styrker nok til at angribe i den sydlige del af Sovjetunionen for at indtage de sovjetiske oliefelter i Kaukasus. Det endte med tabet af en hel tysk arme i Stalingrad. I juli-august 1943 forsøgte den tyske hær at nedkæmpe store sovjetiske troppekoncentrationer i det fremskudte frontafsnit ved Kursk, men led i stedet endnu et blodigt nederlag. I juni 1944 havde Tyskland ikke kræfter til nye offensiver i Øst. I stedet indledte den sovjetiske hær en offensiv, ”Operation Bagration”, som knuste ”Heeresgruppe Mitte” og bragte den sovjetiske hær helt frem til Warszawa. Denne offensiv kostede den tyske hær omkring 300.000 faldne, 250.000 sårede og 120.000 tilfangetagne.[77]

Tragedien ved de tyske nederlag var, at de blot indvarslede et nyt diktatur.  Hvor de sovjetiske tropper rykkede frem fulgte NKVD efter, og medmindre man tilhørte de Moskva-tro modstandsgrupper blev modstandsfolk arresteret og i mange tilfælde henrettet. I oktober 1944 var 21.000 polske modstandsfolk blevet arresteret, og mange andre var på flugt. I takt med, at den sovjetiske hær rykkede frem blev omfanget af Holocaust også afsløret. Det lykkedes eksempelvis sovjetiske soldater at befri udryddelseslejren Majdanek intakt. Sovjetunionen gjorde hvad det kunne for at gøre verden opmærksom på, hvad der var sket her. Hvad de sovjetiske ledere ikke fortalte var, at Majdanek og andre nazistiske lejre snart blev ”genbrugt” som fangelejre for de mennesker, som den sovjetiske stat mente var fjendtligsindede.[78]

I august 1944 – på et tidspunkt, hvor Tyskland vaklede under det ene hammerslag efter det næste – rejste AK sig til opstand mod tyskerne i Warszawa. Hitler gav ordre til at jævne den polske hovedstad med jorden, og hans styrker gjorde hvad de kunne for at udføre ordren. Hvis opstanden skulle lykkes måtte den have hjælp udefra, men hjælpen fra de sovjetiske tropper uden for byen udeblev, formentlig som konsekvens af Stalins bevidste valg. Kun efter pres fra Storbritannien og USA blev der efter flere ugers tøven kastet en del sovjetiske forsyninger ned, men det var ikke nok. Opstanden i Warszawa sluttede i oktober 1944 efter 150.000-200.000 mennesker var blevet dræbt. Warszawa blev bogstavelig talt jævnet med jorden.[79]

Edmund Antkowiaks partisanenhed oplevede i sommeren 1944 store forandringer. Unge mænd strømmede til for at blive partisaner, og de blev nu opstillet i regulære militære formationer. Edmund Antkowiak fik en lynuddannelse som befalingsmand på en skole drevet af officerer sendt fra Storbritannien. Her lærte han bl.a. nærkampsteknik. Da opstanden i Warszawa brød løs fik hans regiment ordre om, at komme AK i hovedstaden til undsætning. Men regimentet var 400 kilometer fra den polske hovedstad, og indsatsen blev ikke til noget.

Warszawa efter Anden Verdenskrig. Allerede før Anden Verdenskrigs udbrud havde nazisterne med den såkaldte Pabst-plan planlagt at destruere den polske hovedstad og erstatte den med en tysk provinsby som led i deres kolonisering i Øst. Warszawa-opstanden i 1944 gav nazisterne en sidste chance for at realisere deres planer og selv efter opstanden blev bygninger sprængt eller brændt ned. Værdifulde kulturgenstande blev plyndret og ført til Tyskland. Da krigen sluttede var 80-90 procent af den gamle hovedstad ødelagt.

I stedet fortsatte de partisankrigen i den sydlige del af Polen. Flere polske byer blev befriet af de polske partisaner, men så snart regulære tyske tropper gik til modangreb måtte partisanerne trække sig tilbage. Kampene var desperate og blodige. Partisanerne havde ikke mulighed for at tage krigsfanger, som i stedet blev skudt på stedet. Sidst i 1944 kom det til en opstand i Slovakiet og Edmund Antkowiaks enhed vandrede over bjergene for at kæmpe sammen med slovakiske partisaner mod tyskerne. I januar 1945 indledte den sovjetiske hær en ny offensiv, som skulle føre de sovjetiske tropper helt frem til floden Oder i nærheden af Berlin. Det område, hvor Edmund Antkowiak og hans enhed kæmpede, blev også ”befriet”. Det fik officererne til at opløse regimentet:

Vores officerer besluttede, at vi skulle gå fra hinanden og forsvinde hjem hvor vi kom fra uden at fortælle, at vi har været partisaner. Det var det mest tragiske. Det, at vi havde kæmpet mod tyskerne, har russerne betragtet som et forræderi mod dem. Det var fordi man absolut ville gøre Polen til et kommunistisk land. Koste hvad det vil. Jeg havde en psykisk meget svær tid. Jeg vidste godt, at uden russerne ville Tyskland ikke blive slået. Det var russerne, som afgjorde krigen. Vi har kæmpet for det samme mål. Det viste sig så, at vi ikke ville blive betragtet som venner, men som fjender.[80]

Efterspillet
Berlin blev stormet af den sovjetiske hær i april 1945 og Hitler begik selvmord. Drømmen om et tysk imperium i Øst var endt i en katastrofe for det tyske folk og millioner af tyskere måtte enten flygte eller blev fordrevet fra Østeuropa som hævn. De fik aldrig lov til at komme tilbage. I maj 1945 sluttede krigen officielt i Europa, men det var flere steder så som så med freden. En del polske partisaner fortsatte med at kæmpe mod de nye magthavere og de sidste antikommunistiske partisaner blev først nedkæmpet i Polen i 1947 i en operation, som kostede 1.486 partisaner livet. De Moskva-loyale polske sikkerhedsstyrker mistede 136 soldater.[81] Billedet var det samme flere andre steder i Østeuropa, hvor nationale modstandsgrupper helt frem til midten af 1950’erne kæmpede en stadig mere udsigtsløs kamp mod kommunisterne.[82] I de baltiske lande fandt de sidste kamphandlinger mellem baltiske modstandsgrupper og sovjetiske sikkerhedsstyrker sted så sent som i 1960’erne. Edmund Antkowiak gik også til modstand, men denne gang uden våben:

Jeg fik til opgave at etablere en flugtrute fra Polen til Vesttyskland besat af amerikanerne. Det lykkedes mig at lave en rute fra det vestlige Polen via Tjekkoslovakiet i et bjergområde.  Jeg har fundet en rute, hvor man kunne komme over grænsen og komme i det område, som hed Sudetenland. Det var det område, hvor man har smidt alle tyskerne væk, så der var mange tomme huse. Den vej kom jeg til Prag og det lykkedes mig at organisere et netværk med tjekkiske mennesker, som samarbejdede med os. Der var rapporter og mennesker der blev ført over først den polske grænse og så over den tjekkiske side til det område, som var besat af amerikanerne. Jeg har på den måde været to gange i Prag. Det var min indsats for at kæmpe mod russerne.[83]

Edmund Antkowiak håbede, at freden kun var midlertidig. Han håbede, at der snart ville starte en ny verdenskrig mellem Vest og Øst. Men efterhånden indså han, at Polen var dømt til at blive kommunistisk:

Men efterhånden som tiden gik, kunne vi se, at vi var blevet forrådt – ikke bare af englænderne, men også af amerikanerne, som har sagt ja til Stalin at Polen kunne være under russisk dominans. Man ville ikke starte en krig mere og det kan man også godt forstå. Den enorme indsats russerne har gjort mod tyskerne – ingen anden nation har gjort noget tilsvarende (…) Min opfattelse var, at vi skulle være evig taknemmelig for, at russerne ofrede så mange kræfter og har knust tyskerne og samtidig hade dem for, hvad de har gjort efter krigen.[84]

Edmund Antkowiak gik tilbage til det civile liv i Polen. Han fik først en gymnasieuddannelse, så en lang videregående uddannelse som økonom, jurist og sociolog. I 1957 kom han til Danmark på et studieophold og det var her, at han mødte Eva, som var dansker og født i København. De blev forelsket i hinanden, blev gift på rådhuset i Odense den 27. december 1958 og flyttede efterfølgende til Warszawa. De blev hurtigt enige om, at Polen under sovjetisk dominans og kommunistisk styre ikke var noget for dem, og i maj 1958 vendte de tilbage til Danmark.  Edmund Antkowiak søgte om og blev dansk statsborger, men havde fortsat ikke noget ønske om at huske, hvad der var sket under og efter krigen:

Grunden til, at det hele kommer så sent var, at dengang jeg blev gift med Eva mente vi, at vi skulle holde helt stille. Efter Polen i 1989 blev et frit land kom det hele frem, men jeg levede på det tidspunkt i Danmark og jeg aftalte med min kone, at det var i fortiden. Det skal vi bare glemme. Vi skulle ikke leve i minder. Men da hun døde i december 2013 opstod der en vis tomhed. Jeg havde pludselig mere tid end jeg kunne tåle og så kom jeg tilbage til de her minder fra krigen. Det var derfor de kom så sent. Lige efter krigen var sluttet, så fik vi besked fra vores AK officerer, at vi skulle glemme alt – glemme navne, glemme steder. Hvis vi blev fanget af det kommunistiske politi skulle vi ved at glemme ikke kunne fortælle noget. Så jeg har brugt min hjerne til, at vi skulle af med alt, som vi vidste. Men nogle ting, som man har fysisk oplevet, det husker man alligevel. Navne og personer er blevet udvisket. Det var også en frygtelig situation. Hvorfor skulle man gøre det?[85]

Konklusion
Edmund Antkowiaks beretning giver et lille, men sigende indblik i det titaniske sammenstød, som fandt sted i Østeuropa fra 1939 til 1945. Sammenstødet kom ikke ud af det blå, men blev næret og drevet frem af to totalitære ideologier, som havde hver deres vision for et Utopia. Hitler og nazisterne fantaserede om at omdanne Østeuropa til kernen i et nyt, racerent imperium. Stalin og de sovjetiske kommunister håbede, at kunne bruge Østeuropa som springbræt for at dominere Europa og sprede kommunismen ud til resten af verden. Begge drømme endte i fiasko. Den nazistiske drøm druknede i blod og ild i 1945. Den sovjetiske drøm om at bruge Østeuropa som springbræt led en mere stille død. USA og senere NATO blokerede efter 1945 for videre sovjetisk fremstød mod Vest, og det kommunistiske system blev i stedet spist op indefra af sin egen ineffektivitet, korruption og menneskefjendskhed. Det sovjetiske imperium brød sammen i Østeuropa i 1989-1991 – ikke med et brag, men med et klynk.

Som nævnt i indledningen skal historien bruges med varsomhed. På den anden side rummer denne artikel også aspekter, som har et universelt og tidsløst perspektiv. Der vil formodentlig altid være mennesker, som vil efterstræbe utopiske mål og som ikke vil tøve med at bruge de mest brutale metoder for at rense verden. Der vil samtidig også være folk, som i en sådan situation vil følge deres samvittighed og gå til modstand mod tyranniet.  Krigen i Øst fra 1939 til 1945 rummer kun få helte, mange forbrydere og et utal af ofre. Krigen i Øst viser også, at virkeligheden sjældent er sort-hvid, men kan være kompleks og domineret af det som her kaldes ”krigens gråzone”.  Men ”krigens gråzone” fjerner ikke behovet for at lytte til ens samvittighed i en grundlæggende inhuman virkelighed, men understreger den i stedet. Det er synspunktet i denne artikel, at Edmund Antkowiak var en sådan person, der fulgte sin samvittighed og som også betalte en høj pris for at gøre det. Vi kan i dag glæde os over, at han langt om længe bliver hyldet for sin indsats frem for at blive glemt.

Kildehenvisninger

Bøger og artikler:

 

  1. Rodric Braithwaite: "Moscow 1941: A City and Its People at War". Profile Bokks (2007).
  2. Norman Davies: "Europa i krig 1939-1945. Ingen simpel sejr". Gads Forlag (2009).
  1. Catherine Epstein: "Model Nazi: Arthur Greiser and the Occupation of Western Poland". Oxford University Press (2012).
  2. Ian Kershaw: “Hitler 1936-1945: Nemesis”. Penguin Books (2001).
  3. Halik Kochanski: "The Eagle Unbowed. Poland and the Poles in the Second World War". Penguin Books/Allen Lane (2012).
  4. Roger Moorhouse: "The Devils' Alliance: Hitler's Pact with Stalin, 1939-1941". The Bodley Head, London (2014).

      7.   Jeremy Noakes: "Hitler and 'Lebensraum' in the East". BBC (30. marts 2011). www.bbc.co.uk. Tilgået 4. august 2015.

  1. Bogdan Musial: "Kampfplatz Deutschland: Stalins Kriegspläne gegen den Westen". Propyläen Verlag (2010).
  2. Tom Parfitt: "Vladimir Putin says there was nothing wrong with Soviet Union's pact with Adolf Hitler's Nazi Germany". The Telegraph (6. november 2014).
  3. Franciszek Piper: "Gas Chambers and Crematoria". Kapitel i Yisrael Gutman & Michael Berenbaum: "Anatomy of the Auschwitz Death Camp". Indiana University Press (1994).
  4. Timothy Snyder: ”Bloodlands. Europe Between Hitler and Stalin”. The Bodley Head, London (2010).
  5. David S. Wyman: "Why Auschwitz wasn't bombed." Kapitel i Yisrael Gutman & Michael Berenbaum: "Anatomy of the Auschwitz Death Camp". Indiana University Press (1994).

 

Interview:

Edmund Antkowiak. Nyborg den 28. Marts 2015.




[1] Parfitt (6. november 2014).

[2] Braithwaite 2007 side 7. Omfanget af de sovjetiske tab er omdiskuteret. Det samlede antal mistede soldater angives officielt til omkring 7 mio., men kan være markant højere. I alt mistede Sovjetunionen formodentlig 27 mio. mennesker i Anden Verdenskrig.

[3] Davies 2009 side 97.

[4] Noakes (30. marts 2011).

[5] Snyder 2010 side 15.

[6] Noakes BBC (30. marts 2011).

[7] Kershaw 2001 side 400-404.

[8] Snyder 2010 side 162-163.

[9] Sovjetunionen eller Unionen af socialistiske sovjetrepublikker (USSR eller SSSR) blev oprettet i 1922.

[10] Musial 2010 side 50-61.

[11] Snyder 2010 side 13-14.

[12] Musial 2010 side 80.

[13] Ibid side 34. Oversat fra tysk til dansk.

[14] Ibid side 37.

[15] Ibid side 38-40. 

[16] Ibid side 53.

[17] En del jøder følte sig draget til kommunismen i mellemkrigstiden. Nok ikke mindst fordi kommunismen lovede at skabe et nyt globalt fællesskab uden undertrykkelse og vilkårlig vold mod f.eks. jøder. Ifølge Timothy Snyder var 40 procent af NKVD’s vigtigste officerer og halvdelen af NKVD-generalerne jøder i 1936. Ironisk nok var Stalin en antisemit, og i 1939 fjernede han den jødiske udenrigsminister Maxim Litvinov og beordrede ministeriet renset for alle jøder. Det var ment som en forsonlig gestus til Hitler. 

[18] Kochanski 2012 side 47.

[19] Moorhouse 2014 side 34-41.

[20] Interview Edmund Antkowiak.

[21] Kochanski 2012 side 82.

[22] Interview Edmund Antkowiak.

[23] Kochanski 2012 side 98.

[24] Kochanski 2012 side 99.

[25] Snyder 2010 side 123.

[26] Epstein 2012 side 181.

[27] Disse mord var en del af en særlig operation med kodeordet ”T4”. Operationen blev midlertidigt stoppet i 1941 efter protester fra den katolske kirke. Den britiske historiker Ian Kershaw anslår, at operationen kostede cirka 100.000 livet indtil 1941, men myrderierne fortsatte frem til krigens afslutning. 

[28] Epstein 2012 side 181.

[29] Snyder 2010 side 128-129.

[30] Moorhouse 2014 side 63.

[31] Snyder 2010 side 135-138.

[32] Moorhouse 2014 side 65. Oversat fra engelsk til dansk.

[33] Epstein 2012 side 160.

[34] Ibid side 161

[35] Ibid side 166.

[36] Ibid side 174

[37] Interview med Edmund Antkowiak.

[38] Ibid.

[39] Tyskland solgte eksempelvis i 1940 en ikke-færdiggjort svær krydser ved navn ”Lützow” til Sovjetunionen i 1940. Året efter blev krydseren, som stadig ikke var bygget færdig, under navnet ”Petropavlovsk” brugt som et flydende batteri til at beskyde fremrykkende tyske tropper ved Leningrad (i dag Skt. Petersborg). Krydseren affyrede 700 tysk-lavede granater før tysk artilleri fik ødelagt skibet.

[40] Moorhouse 2014 side 106-107.

[41] Ibid side 218.

[42] Ibid side 260.

[43] Snyder 2010 side 188-189.

[44] Davies 2009 side 111.

[45] Snyder 2010 side 214.

[46] Kochanski 2012 side 269 & Snyder 2010 side 294.

[47] Hvad Greiser ikke fortalte Hitler var, at Warthegau takket være hans germanisering var blevet omdannet til et etnisk kludetæppe. Mange af de etniske tyskere østfra vidste ikke meget om tysk sprog og kultur. En joke fra Warthegau lød på, at ”balttyskerne taler kun russisk, de polsk-tyske taler kun polsk, polakkerne er til gengæld gode til tysk og rigstyskerne er bare målløse.”

[48] Epstein 2012 side 191-192.

[49] Ibid side 260-262.

[50] Snyder 2010 side 144-146.

[51] Ibid side 263-265.

[52] Ibid side 292.

[53] Interview med Edmund Antkowiak.

[54] Kochanski 2012 side 292.

[55] Ibid side 318.

[56] Ibid side 317. Oversat fra engelsk til dansk.

[57] Interview med Edmund Antkowiak.

[58] Ibid.

[59] Kochanski 2012 side 280-281.

[60] Ibid side 234-236.

[61] Ibid side 495-497.

[62] Et eksempel på tysk partisanbekæmpelse var ”Operation Cottbus”, hvor tyske tropper i maj 1943 ryddede et område 140 km nord for Minsk i Hviderusland. Landsby efter landsby blev udslettet af de tyske tropper. Husdyr blev senere set spise ligene. Det officielle dødstal var lidt over 6.000 mennesker, deraf hovedparten kvinder og børn. Uofficielt dræbte den berygtede SS-straffeenhed ”Dirlewanger” yderligere 1.400. De overlevende mænd blev deporteret til Tyskland som slavearbejdere.

[63] Snyder 2010 side 234.

[64] Ibid side 216.

[65] Interview med Edmund Antkowiak.

[66] Ibid.

[67] Snyder 2010 side 243.

[68] Ibid side 250-251.

[69] Kochanski 2012 side 360-363.

[70] Interview med Edmund Antkowiak.

[71] Ibid.

[72] Piper 1994 side 174. 

[73] Wyman 1994 side 578.

[74] Interview med Edmund Antkowiak.

[75] Wyman 1994 side 570-571.

[76] Ibid side 574-575.

[77] Kochanski 2012 side 392.

[78] Ibid side 396-397.

[79] Ibid side 424.

[80] Interview med Edmund Antkowiak.

[81] Kochanski 2012 side 572.

[82] Danmark spillede en lille rolle i den såkaldte ”Operation Jungle”, hvor britiske eller amerikanske agenter blev sejlet fra Bornholm for at tilslutte sig baltiske modstandsgrupper. Målet var at indsamle efterretninger og lave sabotage. En del af disse agenter blev forrådt, fanget og derpå henrettet.  Operationen sluttede i 1955 og anses som en fiasko.

[83] Interview med Edmund Antkowiak.

[84] Ibid.

[85] Ibid.

 

 

Litteraturliste

Del: