Den militære magtbalance 1983-84

Det forløbne år har i flere henseender været karakteriseret af en skærpelse af den internationale politiske situation. I Mellemøsten fortsætter den nu flere år gamle krig mellem Irak og Iran. I Afghanistan er situationen ikke væsentlig ændret. I Libanon synes situationen derimod efter en midlertidig forbedring nu igen at være inde i en kritisk fase. HeUer ikke i Mellemamerika bragte det forløbne år nogen afklaring eller neddæmpning af konfliktniveauet. Den amerikanske aktion på Grenada kan ses som et markant led i forsøget på at begrænse sovjetisk indflydelse i dette område af verden. Nedskydningen af det koreanske rutefly i september skærpede forholdet mellem USA og Sovjetunionen. Påbegyndelsen af deployeringen af INF-våbnene i Europa mod årets slutning betød en yderligere skærpelse og førte til sovjetisk udvandring fra våbenkontrolforhandlingeme om disse våben i Genéve. Den vedholdende diskussion om disse våben gennem hele året har ført til en markant holdningsændring i en række vesteuropæiske socialdemokratiske partier, som vil kunne vise sig afgørende for Den nordatlantiske Alliances fremtid. Efter en særdeles langvarig forhandlingsfase lykkedes det endelig i årets løb at få afsluttet opfølgningskonferencen om europæisk sikkerhed og samarbejde i Madrid og blive enige om en fortsættelse af forhandlingerne om tillidskabende foranstaltninger i Stockholm i januar 1984. På denne baggrund skal i det følgende den årlige styrkeoversigt*) fra Det Internationale Institut for Strategiske Studier (IISS) refereres og kommenteres.
 
Supermagterne
På baggrund af Reagan-administrationens beslutning om udbygning af forsvaret kan det virke overraskende, at antallet af amerikanske ICBM er det laveste siden 1966, nemlig 1045. Årsagen hertil er, at 7 Titan ICBM er udgået af tjeneste, og at opstilling af de planlagte 100 MX ICBM endnu ikke er påbegyndt. Prøveflyvninger med dette missil pågår, og det er besluttet, at de til sin tid skal placeres i hidtidige Minutemansiloer. Opstilling i det foreslåede system, hvorefter de kunne flyttes fra bunker til bunker, er således opgivet. Som delvis kompensation for reduktionen af ICBM er der nu sat 3 0/iio-klasse missil-ubåde i tjeneste, hvilket bringer antallet af Trident C-4 missiler op på 264. Kontrakt om udvikling af en ny generation, Trident II D-5, er netop afsluttet med henblik på deployering af dette missil fra 1989. Disse ændringer har medført en nedgang på 63 megaton (mt) for ICBM (ialt 2.145 sprænghoveder med 1734 mt) og en forøgelse på 38,4 megaton for SLBM (ialt 5.152 sprænghoveder med 468,8 mt).
 
Også de strategiske bombestyrker er under reduktion, foreløbig med 44 fly, hvilket bringer antallet af operative B-52 D ned på 31. Af de 151B-52 G har 61 en ikke-nuclear rolle, og der er én træningseskadrille. To eskadriller B-52 G er blevet udstyret med AGM-86 B ALBM (Air Launched Cruise Missile). Det langtrækkende rekognosceringsfly TR-1A, der nu er operativt, har i tilgift til strategisk rekognoscering nu også en taktisk rolle. Ombygningen af E-4A kommandoflyet til en E-4B version fortsætter og omfatter bl.a. forbedringer i luftegenskaber og sensorer. Nybygning af OMo-klasse missil-ubåde fortsætter, og der er planer om fremstilling af yderligere 100 B-1 B bombere, medens en ny flytype, den såkaldte »stealth«-bomber, udvikles. Også på det strategisk-defensive område fortsætter moderniseringen. Dette gælder såvel radardækningen af Stillehavsområdet, the Pacific Radar Barrier, og Polarområdet, the DEW-line, som det landbaserede »Electro-Optical Deep Space Surveillance System«. Forsøg med »Over- the-Horizon-Backscatter« systemer fortsætter som følge af vanskelighederne ved at udvikle tilfredsstillende systemer af denne type. For de sovjetiske strategiske styrkers vedkommende er der ikke sket større ændringer. SS-11 ICBM bliver fortsat erstattet af SS-19, men i langsomt tempo. Den fjerde modifikation af SS-18 synes påbegyndt, men detaljerede oplysninger herom er sparsomme. Der har været forlydende fremme om afprøvning af to nye sovjetiske ICBM. Den ene, variant af SS-17, PL-4, er rapporteret afprøvet i oktober 1982, og den anden, en modificeret, mobil SS-13, PL-5, blev prøveaffyret i december 1982 (PL står for forsøgsområdet Plesetsk, hvor missilerne blev observeret første gang).
 
Også for de missilbærende atom-ubåde (SSBN) er ændringerne få: Der er kommet yderligere en D-III SSBN til, medens 3 H-II er udfaset. Thyphon-Masse ubåden har gennemført prøveskydninger med SS-N-20 missilet, men det er endnu uklart, om dette missil er fuldt operativt. Yderligere en Thyphon-Masse ubåd menes klar til søprøver. Deployeringen af SS-20 IRBM er fortsat og omfatter nu omkring 360 launchers (ramper). Samtidig er sket en markant reduktion af SS-4, medens omkring 16 SS-5 fortsat menes i operativ tjeneste. Et nyt søbaseret cruise-missil, SS-NX-21, menes under udvikling.
 
De sovjetiske ændringer i missil-styrke kan sammenfattes således: Antallet af ICBM er uforandret 1398, men antallet af sprænghoveder er øget med 100 til 5654, hvilket også har øget deres sprængkraft med ialt 46 megaton til ialt 4.351,6 mt. Til søs har udfasning af yderligere SS-N-5 medført en reduktion på launchers til ialt 980. Erstatningen af SS-N-6 med SS-N-18 giver imidlertid en netto-forøgelse i sprænghoveder på 71 til 2688 og i megatonnage på 7 mt til ialt 760,8 mt. Disse tal omfatter ikke SS-N-20. SS-20 modemiseringsprogrammet reducerer antallet af launchers med 7 til 599, men øger antallet af sprænghoveder med 83 til 1329. Som følge af mindre sprængkraft i disse nye sprænghoveder reduceres imidlertid den samlede megatonnage for IRBM med 31,75 mt til ialt 401 mt. Sovjetunionens samlede missilstyrke er således 2977 missiler med 9661 sprænghoveder og en megatonnage på 5.512,4. Det må dog understreges, at talangivelserne på såvel sprænghoveder som megatonnage er usikre og hviler på et skøn over hvor mange missiler, der er modificeret. I denne forbindelse er det vigtigt at understrege, at SS-11 og SS-29 ICBM har en variabel rækkevidde, hvilket betyder, at de kan rettes mod mål i Europa. Der er ialt 880 af disse våben. Den sovjetiske strategiske bombestyrke er blevet reduceret med 90 af de ældre Tu-16 Badger G, hvoraf nogle muligvis er konverteret til andre opgaver. De er endnu ikke erstattet. Tilvæksten af Tu-22 M Backfire har kun været på 20 og den nye Blackjack k-homhev ev endnu ikke operativ. Et nyt cruise-missil med en rækkevidde på 3000 km, leveret fra Bear, Backfire, og den nye Blackjack A-bomber er rapporteret afprøvet. Også et jordbaseret cruise-missil, SSC-X-4, er blevet identificeret. Det menes monteret i en mobil-firling version, og det antages ligeledes at have en rækkevidde på 3000 km. I skema 1 er sammenfattet de i den seneste af IISS udgivne styrkeoversigt anførte oplysninger om atomleveringssystemer.
 
 
For så vidt angår de amerikanske konventionelle styrker fortsætter de af Reagan-administrationen iværksatte modemiseringsplaner. På det organisatoriske område er sket en væsentlig omstrukturering, idet der pr. 1. januar 1983 er etableret en central kommando (CENTCOM), der skal kontrollere alle amerikanske styrker i Sydvest-Asien og Det indiske Ocean. Den skal således slå bro mellem Stillehavsområdet og Europa. Kommandoen har overtaget ansvar og beføjelser efter den tidligere Rapid Deploy- ment Joint Task Force (RDJTF) og vil ved fuld mobilisering have o. 292.000 mand under kommando. Disse styrker er for de flestes vedkommende også forudset at skulle forstærke NATO på Centralfronten i Europa, men det er langt fra afklaret, hvorledes de heri indeholdte prioriteringsproblemer skal løses, og det er sandsynhgt, at denne dobbelte forpligtelse for anvendelse af amerikanske styrker vil kunne medføre øget amerikansk pres på de europæiske allierede om at påtage sig større forpligtelser på Centralfronten.
 
Den amerikanske hær fortsætter med at modemisere sine kampvogns- styrker ved udfasning af M-48 og modernisering af M-60 til A3 kampvogne, ligesom produktion af Abrams kampvognen fortsætter. Antallet er nu det dobbelte af 1982-niveauet. Også det nye infanterikampkøretøj Bradley MICV er i produktion. UH-1 helikopteren er under udfasning, og i stedet er den nye angrebshelikopter Aff-i under indfasning. Den amerikanske flåde har modtaget yderiigere 6 Los klasse atomdrevne angrebs-ubåde, medens en S/eaie-klasse ubåd er udfaset. Den første Ticonderoga-^asse missilkrydser er nu operativ med Harpoon- missiler og Standard/ASROC SAM/ASW. De ældre Sherman og Hull destroyere er nu udfaset og eskorteopgaven løses i stigende omfang med Pero'-klasse fregatter. Det ældre New Jersey slagskib er efter modernisering og udrustning med missiler igen i aktiv tjeneste. Også et andet af de ældre slagskibe, lowa, er under modernisering. Det amerikanske flj^evåben har introduceret F-15 som F-16 i dets taktiske Wings og i enheder af National Guard. Dette har haft til følge, at kampeffektiviteten i de amerikanske flystyrker såvel i Europa og Korea som i selve USA er øget betydeligt. Der er yderligere lagt vægt på en forøgelse af oplægningen af reservedele og supplerende udrustning overalt, hvor der er behov herfor.
 
Antallet af kvinder i det amerikanske forsvar har i de senere år yæret konstant stigende og er nu oppe på 9% af den samlede styrke. Den samme tendens kan konstateres også i andre vesthge lande. Den er ikke blot en følge af bestræbelserne i Vesten til ligestilling mellem kønnene. Den er også en konsekvens af den tydelige ændring i aldersfordelingen i de industriahserede lande (såvel i Vest som i Øst), en ændring, som vil gøre det stadigt vanskeligere at tilgodese behov for mandskab i de væbnede styrker ved udelukkende at anvende mænd. I nSS årlige styrkeoversigt er gennemført en sammenlignende analyse af befolkningsudviklingen i såvel NATO som WP-landene for resten af århundredet. 
 
De sammenfattende tendenser fremgår af følgende diagram, der baserer sig på UN Demographic Yearbook 1980 (NY, UN 1982):
 
 
I de sovjetiske konventionelle styrker synes der ligeledes at være foretaget organisatoriske ændringer. Oplysningerne herom er sparsomme, men indikerer, at styrkerne er organiseret i tre »Teatre«, det vestlige, sydlige og fjernøstlige med en central reserve omfattende militærdistrik- teme Moskva, Volga og Ural. Det vestlige teater er yderligere opdelt i »militære operationsteatre« (TVD), som kontrollerer kontinentale, oceaniske og interkontinentale specialstyrker. Det vestlige teater fortsætter med at være det stærkeste med den mest moderne udrustning, selv om også Fjernøsten og Kaukasus er blevet forstærket. Der synes også at være forekommet ændringer i doktriner, som har omfattet etablering af operative manøvregrupper i krigstid. Disse synes at bestå af afbalancerede mobile styrker, der påregner at skulle udnytte svagheder i NATO-forsvaret og hurtigst muligt trænge så dybt ind i NATO-området som muligt med henblik på at forstyrre og ødelægge kommunikationer og blokere indsættelse af reserver, og således tvinge NATO til at kæmpe under ugunstige betingelser. Det sovjetiske luftvåben er blevet omorganiseret og omfatter nu 20 regionale kommandoer og 5 flyarmeer. Tre af disse armeer har erstattet den tidligere »langtrækkende flystyrke« og varetager såvel strategiske som strategisk/taktiske roller. De nationale luftforsvarsenheder, Voyska- PVO, har overtaget en del af enhederne fra de tidligere front-flystyrker og af luftforsvaret fra det tidligere PVO-Strany og hærens luftforsvar. De 10 luftforsvarsdistrikter er reduceret til fem. Der synes derimod ikke at være sket større omorganiseringer i fredstids- militærdistrikteme, men Voyska-PVO og luftarmeeme koordineres nu af »Teater«-hovedkvarteret. I krigstid vil såvel fly og landstyrker som luftforsvar blive integreret på TVD niveau, hvilket skulle give en fleksibilitet og kontrol, som hidtil har været vanskelig at opnå. Der er næppe tvivl om, at disse forbedringer i kommando og kontrol vil øge de sovjetiske styrkers kampeffektivitet.
 
Inden for de sovjetiske hærstyrker er sket mindre organisatoriske ændringer. Kampvognsregimenteme har nu fået en artilleribataljon. T-80 kampvognen er rapporteret i tjeneste i Østeuropa. Artilleriregimenteme på Armé-niveau er blevet udstyret med 240 mm selvkørende morterer. Den trukne 122 mm HB/KN er i mange tilfælde erstattet med en amfibisk selvkørende model. Den nye 240 mm BM-27 raketkaster er nu operativ. Divisionens rekognosceringsbataljon er nu en stærk og helt mobil styrke med en deling middeltunge kampvogne og et mix af lette kampkøretøjer, for de flestes vedkommende udstyret med lette kanoner og panservæms- raketter. Det i forvejen udmærkede bromateriel i ingeniørenhedeme er ved at blive udskiftet med nyt og bedre materiel; hertil kommer nyt mine- lydningsmateriel. I det mindste i Østtyskland omfatter flystøtten en integreret helikopterbrigade i hver Armé med o. 400 helikoptere af hvilke o. halvdelen er Mi-24 Hind. Kampstøtte leveres endvidere af de ældre FROG, Scud og Scaleboard missiler, som er under udskiftning til SS-21, SS-23 og SS-22. Sidstnævnte har en rækkevidde på o. 950 km (samme som Pershing II), men dens sprænghoved på 500-KT er omtrent dobbelt så kraftigt som det amerikanske modstykkes. Der er ikke konstateret fremkomst af nye flyt3^er i operativ tjeneste, men en ny MIG-24 Fulcum og SU-17 Flanker forventes snart at dukke op. Nærstøtteflyet, SU-25 Frogfoot, er nu i produktion. 
 
Der er sket modernisering af det luftbårne kommandostationssystem og 11-76 Mainstay, som påregnes at skulle erstatte den nuværende Moss, er rapporteret i produktion. For den sovjetiske flådes vedkommende er der sket få ændringer i ubåds-flåden, medens moderniseringen af overflade-flåden fortsætter. Afprøvning af en O-klasse ubåd nr. 2 påregnes indledt i 1983. Der er tvivl om 9 Y-I klasse atomdrevne ubådes rolle efter at deres SLBM er trukket tilbage. En tredie carrier af Kiev-klassen, Novorossisk, er nu i tjeneste, og en fjerde, muligvis heneewnt Kharkov, påregnes klar i 1984. Den nyeste missil/antiubåds hydser, Krasina e]ier Black-Com 1 (dens NATO-beteg- nelse), er operativ medførende SA-N-6 SAM og muligvis SS-N-14 ASW- missiler. Yderligere en Sovremenny missil-destroyer er indfaset, ligesom amfibie- kapaciteten er forøget med endnu en Ivan Rogov-klasse og to Ropucka- klasse. Den sovjetiske flåde er således yderligere forstærket selv om det samlede antal er mindre end NATO-flådemes. IISS styrke-oversigt indeholder en detaljeret og sammenlignende analyse af de to pagters flåder, der er sammenfattet i flg. oversigt, idet udtrykket »forældet« er anvendt om skibe, der i 1983 var 20 eller flere år gamle.
 
 
For så vidt angår det sovjetiske forsvarsbudget, er mulighederne for at gennemskue det vanskelige. I lighed med sidste års styrkeopgørelse forsøger nSS Military Balance også i år at give en oversigt over dette problem ved at fremlægge en række forskellige analyser. Det fremgår heraf, at vurderingerne af den årlige vækstrate for perioden 1970-80 varierer fra -r 0,4% til 8,5%. Problemet er iøvrigt indgående behandlet eksempelvis i tidsskriftet fVobtems of Communism, March-April 1983, pp 85-93, samt i Adelphi Papers no. 186.
 
Den konventionelle styrkebalance
En vurdering af den konventionelle styrkebalance mellem NATO og Warszawapagten omfatter en sammenligning af deployerede styrker og mandskab såvel som materiel og forstærkningsmulighedeme samt overvejelser over kvalitative karakteristika og faktorer som geografiske fordele, militær teknologi, deployering, træning og logistisk støtte samt forskelligheder i doktriner. Alt sammen inden for rammerne af den strategiske nukleare balance, militære engagementer uden for pagtområdeme og begge parters flåders og langtrækkende flyvevåbens relative styrke. Visse elementer i sammenligningen varierer meget lidt over tid. I Warszawapagten er materiel og udrustning samt doktriner og procedurer i høj grad standardiserede, medens dette i mindre grad er tilfældet inden for NATO, selv om der er lagt store anstrengelser i forbedring af inter- operabilitet. Warszawapagtens fordele for så vidt angår logistik og geografien er åbenbare. En opgørelse må imidlertid tage sit udgangspunkt i en sammenligning af parternes relative numeriske styrke, hvilken i sig selv kan være vanskelig at gennemføre.
 
I det følgende skema 4 er sammenfattet en række af de væsentligste oplysninger, som indeholdes i dette års opgørelse fra IISS. For hærstyrkers vedkommende er angivet såvel de i fredstid til rådighed værende styrker som sådanne, der efter mobilisering må påregnes indsat i Europa. For flådestyrkers er medtaget sådanne, som må antages at operere i Atlanten, Den engelske Kanal, Nord- og Østersøen samt Middelhavet og Sortehavet. For flystyrkeme er for de amerikanske styrkers vedkommende alene medregnet sådanne, som er baseret i Europa, og således ikke mulige forstærkninger fra det kontinentale USA. I tallene for sovjetiske fly er medregnet de forstærkninger, som de vestlige militærdistrikter vil kunne stilles til rådighed i Europa. Sammenfattende konkluderer IISS om den konventionelle styrkebalance i Europa, at den over de sidste 20 år langsomt, men støt, har bevæget sig i østlig favør. Samtidig med denne tendens til numerisk fordel for Øst, har Vesten også gradvis mistet den teknologiske fordel, som hidtil har tilladt NATO at stole på, at kvalitet var en pålidelig erstatning for kvantitet. Man kan, siger IISS, ikke nødvendigvis konkludere, at NATO vil lide nederlag i en krig, heller ikke, at Warszawapagten kan se en sådan fordel, at den vil være tilstrækkelig til at risikere et angreb, men man må konkludere, at der er tilstrækkelig fare i tendensen til, at der er behov for foranstaltninger imod, at tendensen fortsætter. Den samlede styrkebalance giver ikke anledning til at anse militær aggression for en attraktiv udvej.
 
 
 
 
Afslutning
Det internationale Institut for Strategiske Studiers konklusion er ikkft væsentlig forskellig fra de senere års. Som indledningsvis anført er der imidlertid klare tegn på en skærpelse af den internationale politiske situation. I kølvandet af skærpelsen mellem Øst og Vest har vi i det forløbne år også været vidne til, at der er gået skår i det vesthge sammenhold. Skal man imidlertid bevare muligheden for fred og sikkerhed og de løfter, der bør være knyttet hertil, kan det - som Le Monde skrev den 3. november 1983 - ikke nytte at mindske bevæbningen. Men det er heller ikke nok at fortsætte med at overbyde hinanden. Der skal mere til. Tiden synes inde til at revurdere den vestlige alliances grundlæggende strategi, så den dels imødekommer et stadigt stærkere krav i den vestlige opinion om nedtrapning af alle parters nucleare våbenarsenaler, dels imødekommer et behov for at kunne forhandle herom ud fra en troværdig styrkeposition. 

 

 

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidskrift_113_aargang_jan.pdf

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.