Den militære magtbalance 1976 - 77

Det forløbne år har skaffet klarhed over nogle af de problemer, som gjorde, at situationen ved sidste årsskifte kunne karakteriseres som »en pause mellem halvlegene i verdenspolitikken«.
I Kina er revolutionens store leder Mao Tse-Tung og hans tro hjælper Chou En-Lai begge borte og afløst af en ny magtelite, der hævder at føre Mao-linien videre, men som dog har indledt sit virke med et skarpt opgør med det såkaldte »Gang of Four«, der personificerede kulturrevolutionens ideer om den permanente revolution, og som efter pressemeddelelser at dømme overvejer en nyorientering af kinesisk udenrigspolitik - i det mindste er kinesisk-sovjetiske forhandlinger om grænsestridigheder genoptaget.
I USA er en ny Carter-administration ved at blive gjort klar til at overtage ledelsen af denne stadig verdens stærkeste magt. Efter de antydninger, der i skrivende stund er fremkommet, forekommer en egentlig ændring af USAs udenrigpolitiske holdning næppe sandsynlig. At dømme efter udtalelser under og umiddelbart efter valgkampen vil en accentuering af USAs styrke i forholdet til den anden supermagt og af allianceforholdet til Europa dog nok være et sandsynligt træk i den nye administrations udenrigspolitik. 
Den nye amerikanske præsident er blevet budt velkommen af Sovjetunionens ledelse med en forsikring om, at man ikke vil søge at fremkalde situationer, som tvinger ham til at overreagere. Tværtimod har man opfordret til snarlig genoptagelse af SALT-forhandlingerne, der omtrent gik i stå under den amerikanske præsident-valgkampagne. En gentagelse af Krushchevs følen Kennedy på tænderne synes der således ikke lagt op til. På den anden side har Sovjetunionen også gjort sin stilling og styrke som supermagt - med rådighed over et vældigt magtapparat - klar. Det er bl.a. sket med communiquet fra Warszawapagtens ministermøde i november, hvor styrkepositionen understreges med erklæringen om, at Warszawapagten vil afstå fra første-brug af atomvåben.
Det forløbne år har ikke bragt fremskridt imod en aftale om styrkereduktioner i Centraleuropa. Tværtimod synes der tegn på en yderligere styrkelse - først og fremmest af kvalitativ art - af de i Østeuropa baserede sovjetiske konventionelle styrker. Som følge af at det ikke er lykkedes at realisere de mål vedrørende begrænsning af de offensive strategiske styrker, som skitseredes på Vladivostok-mødet i november 1974, har de to supermagter på dette område fortsat moderniseringen og i visse tilfælde udvidelsen af deres offensive strategiske styrker.
Situationen, som den tegner sig for den militære magtbalance, er opgjort i den årlige rapport fra Det internationale Institut for strategiske Studier i London.*)

Supermagterne.
USA har i det forløbne år koncentreret sig om at gennemføre forbedringer for så vidt angår styring og beskyttelse samt foretaget ændringer i målvalg for de landbaserede ICBM, d.v.s. de 550 Minuteman 3, der hver er udstyret med 3 MIRV sprænghoveder, samt de 450 Minuteman 2 og 54 Titan 2, der hver kun medfører et sprænghoved.

Den amerikanske Kongres har godkendt planer for anskaffelse af yderligere 60 Minuteman 3. Forsøg med et nyt MIRV-sprænghoved, 370 kt, Mk 12 A, er fortsat, og man er begyndt udviklingen af komponenter til et nyt landbaseret ICBM med større nyttelast og et terminalstyret sprænghoved. Dette ICBM påregnes klar i løbet af 1980erne.
For så vidt angår de søbaserede strategiske våbensystemer er forsøgene med Trident 1 SLBM, der skal have en rækkevidde på 4600 miles, og den hertil hørende 24-rørs ubåd fortsat. De første af foreløbig 10 planlagte ubåde forventes indsat i operativ tjeneste i 1978. Trident 1 vil imidlertid også blive indstalleret i 10 tidligere Poseidon-ubåde i løbet af 1978. Når Trident 1, der har 8 MIRV-sprænghoveder, er helt indfaset i midten af 1980erne, vil USA råde over mere end 10.000 missil-sprænghoveder.
Udviklingen af Trident 2, der rækker 6000 miles og medfører 14 MIRV- sprænghoveder, samt af et styrbart sprænghoved, Mk 500 Evader, fortsætter. I det forløbne år har man yderligere afprøvet et cruise-missile, der kan affyres såvel fra overfladeskibe som fra ubåds-torpedorør. Dette missil forventes i løbet af 1980erne udviklet i en strategisk version med terminalstyring og en rækkevidde på o. 2000 miles.
USA afprøvede også i løbet af året tre prototyper af det supersoniske B 1 bombefly, ligesom midler til anskaffelse af de forudsete 241 stk. af denne flytype blev bevilget. Også et flyleveret cruise-missile - beregnet til B 52 - blev afprøvet i årets løb.
I 1975 indgik Safeguard ABM-systemet i Grand Forks, North Dakota, i operativ tjeneste, men i det forløbne år er det igen taget ud af tjeneste med undtagelse af visse af radarsystemerne. Nye radarsystemer, et avanceret luftbårent kommandosystem og et ubåds-kommunikationssystem, Seafarer, er fortsat under udvikling. Sovjetunionen fortsatte deployeringen af en ny generation ICBM med mindst 80 stk., og erstattede ældre ICBM med nye SLBM, således at det samlede antal ICBM i løbet af året faldt til 1527.
De nye ICBM omfatter SS-18, der findes i en version med 5-8 MIRV- sprænghoveder og to enkelt-sprænghoved versioner, SS-17 med 4 MIRV- og SS-19 med 6 MIRV-sprænghoveder. Såfremt Sovjetunionen deployerer nye ICBM op til det på Vladivostok-mødet aftalte antal på 1320 MIRV- missilier vil antallet af sprænghoveder udgøre over 7500 i begyndelsen af 1980erne.
Sovjetunionen har yderligere en mobil ICBM, SS-X-16, og en MIRV- udstyret IRBM, SS-X-20, under udvikling. Sovjetunionens antal af SLBM blev i årets løb forøget til 845 i 78 ubåde. 4 nye Delta-II ubåde indsattes i operativ tjeneste. De medfører hver 16 SS-N-8 missilier med en rækkevidde på 4800 miles. En erstatning for cruise- missiliet SS-N-3, der rækker 500 miles, SS-N X12, og et nyt SLBM, SS-N- X-13, med en rækkevidde på 600 miles menes under udvikling.
Deployeringen af det nye bombefly, Backfire B, fortsætter, og et nyt ASM, AS-6, beregnet til anvendelse i denne flytype er tilsyneladende afprøvet i årets løb. Det sovjetiske luftforsvar er blevet moderniseret ved anskaffelse af nye SAM og af interceptor jagerne Foxbat og Flagon E.
For så vidt angår de konventionelle styrker viser de for USAs vedkom- mede et fortsat fald, i løbet af året med o. 43.000 mand, medens de for Sovjetunionens vedkommende fortsat vokser, i det forløbne år med o. 75.000. Begge parter søger samtidig at forbedre deres konventionelle muligheder.
USA er nået op på de forudsete 16 divisioner og har overført to brigader til Europa, hvor der nu er fem amerikanske divisioner. USA har påbegyndt afprøvning af tre prototyper af nye kampvogne, ligesom udviklingen af et nyt infanterikampkøretøj og anskaffelse af panserværnsmissilier af typerne TOW og Dragon fortsætter. Nye forbedrede versioner af Pershing- og Lance- missilier er også under udvikling.
I Sovjetunionen er anskaffelsen af BMP-kampkøretøjer og T-62 kampvogne fortsat. Samtidig er en ny kampvogn, T-72, nye selvkørende kanoner og nye panservæmshelikoptere ved at tilgå de operative enheder. En del af denne tilførsel af nyt materiel til de sovjetiske styrker i Østtyskland synes at ske ved anvendelse af de i Østersøen baserede landgangsskibe.
I løbet af 1976 fik den amerikanske flåde tilført et nyt atomdrevet hangarskib, Nimitz. Samtidig blev dog to ældre hangarskibe udfaset, således at det samlede antal gik ned til 13. Med henblik på at stoppe nedgangen i den amerikanske flådes styrke er planlagt anskaffelse af 8 nye missilbevæbnede fregatter, ligesom studier er indledt med sigte på bygning af en ny type atomdrevet krydser, udstyret med Aegis-luftværnssystemet. Flåden fortsætter anskaffelsen af de to anti-skibs missilier Harpoon og Condor.
I Sovjetunionen fortsætter man bygning af hangarskibe, beregne til VTOL- fly, med et tredie skib af Å7ev-klassen. Også udrustning af såvel overfladeskibe som ubåde med moderne missilbevæbning fortsætter. USA har fortsat deployeringen af F-15 jagere til flyvevåbnet og F-14 jagere til flåden, ligesom anskaffelse af A-10 nær støtte jageren er påbegyndt. Den vægt man i Sovjetunionen lægger på nærstøtte-opgaver til overfladestyrker understreges af deployering af MiG-21, MiG-23 og SU-19.
Skema 1 sammenfatter de i den seneste af Instituttet for strategiske Studier udgivne styrkeoversigt anførte oplysninger om styrkeforholdet for så vidt angår rådige atomleveringssystemer.
 
 
Den konventionelle styrkebalance.
Skema 2 viser en oversigt over det konventionelle styrkeforhold i Europa. Dette afviger ikke væsentligt i forhold til sidste års opgørelse. Men over en længere periode kan konstateres en markant forskydning til Warzawapag- tens fordel. Det er imidlertid åbenbart, at balancen mellem NATO og War- zawapagten ikke udelukkende kan fastslås ved en numerisk sammenligning af mandskabsstyrker, enheder og materiel. Når det drejer sig om konventionelle styrker er der en række kvalitative faktorer, såsom træningstilstand, moral, ledelse, taktisk initiativ og geografisk placering, som ikke kan reduceres til talstørrelser, men som kan vise sig afgørende for udfaldet af kampen.
 
 
Det må dog kunne konstateres, at balancen, som den fremtræder i skema 2, er af en sådan karakter, at et angreb næppe er lønsomt. Forsvaret er af en sådan størrelse og kvalitet, at ethvert forsøg på at bryde det vil kræve overvældende angrebsstyrker. Konsekvenserne for angriberen vil derfor ikke være lette at overskue, og de vil indebære ricisi, som bl.a. vil omfatte nuklear eskalation. Dette i sig selv må gøre en angriber betænkelig.
Balancen i Europa kan imidlertid heller ikke anskues isoleret. Såvel den strategiske balance som flådestyrkerne - der er vanskelige at sammenligne på grund af deres store fleksibilitet - spiller også en væsentlig rolle.
NATO har gennem en årrække lagt vægt på kvalitet som kompensation for manglen på evne til kvantitativt at afbalancere Warzawapagten. Men selv om ny teknologi vil kunne styrke defensiven, må man gøre sig klart, at ny teknologi er kostbar, og at dette vil rejse problemer i en række europæiske NATO-lande som følge af generelle økonomiske vanskeligheder. Hertil kommer, at teknologi ikke vedvarende vil kunne kompensere for modpartens numeriske voksende overlegenhed. Endelig må det konstateres, at Warzawapagten synes ganske tilfreds med den eksisterende balance, og at det er NATO, der gennem balancerede styrkereduktioner søger at ændre den eksisterende balance. Forhandlingerne om disse reduktioner har nu stået på siden 30. oktober 1973, uden at man er nået meget videre end til de indledende drøftelser om afgrænsning af, hvilket geografisk område forhandlingerne skal dreje sig om, og fremlæggelse af foreløbige forslag. (Disse forslag er kort skitseret i artiklen om den militære magtbalance i tidsskriftets januamummer 1976).
De styrketal NATO nu lægger til grund for forhandlingerne angiver Instituttet for strategiske Studier som vist i skema 3.
 
 
I december 1975 tilbød NATO at trække 1000 taktiske atomvåben samt 54 fly med nuklear kapacitet, 36 Pershing-missilier og 29.000 mand tilbage fra det berørte område - d.v.s. Vesttyskland, Holland, Belgien og Luxembourg - mod at Sovjetunionen til gengæld fjernede 68.000 mand og 1700 kampvogne fra Polen, Tjekkoslovakiet og Østtyskland. NATO modificerede tillige sin holdning for så vidt angår flystyrker og tilbød at lade dem indgå under et fælles loft. Loftet skulle herefter være 900.000 mand for hær og flystyrker tilsammen med en nedre grænse på 700.000 mand foi hærstyrker. Loftet forudsattes at være kollektivt uden specificering af nationale begrænsninger.
Warzawapagtens holdning til dette forslag var, at der burde fastsættes nationale begrænsninger, ligesom pagten gentog sit tidligere fremsatte synspunkt om, at reduktionerne skulle være ligelige i antal og ikke asymmetriske.
I februar 1976 fremlagde Warzawapagten et nyt forslag, der indebar indledende nedskæringer for sovjetiske og amerikanske styrker. Samtidig krævedes det dog, at alle lande gensidigt skulle forpligte sig til nedskæringer i 1977-78, før man overhovedet iværksatte de foreslåede nedskæringer. Disse skulle ske ligeligt og procentvis med en øvre grænse for hver nation. Indtil da skulle styrketallene fastfryses. NATOs reaktion på dette forslag var fortsat at holde fast ved modstanden imod ligelig og procentvise nedskæringer, at presse på for at opnå en aftale om et fælles loft og igen at anmode Warzawapagten om at fremlægge styrketal for egne styrker. Dette førte til, at Warzawapagten i juni 1976 fremlagde visse opgørelser over egne hær- og flystyrker. Disse var imidlertid lavere end de i tabel 3 angivne, der som nævnt er et udtryk for NATOs opfattelse af styrkeforholdet. Som det vil være fremgået, er der endnu lang vej før en evt. reduktionsaftale er i sigte. 
 
K. V. Nielsen
 
*) The Military Balance 1976-1977. The International Institute for Strategic Studies. London 1976. 2 pund.

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.