Den militære magtbalance 1969-70

I det forløbne år har dønningerne efter de fem Warschawapagt-landes invasion i Czekoslovakiet i august 1968 fået tid til at lægge sig, og for- handlingsbestræbelserne med henblik på at søge veje og midler til begrænsning af det internationale rustningsniveau har igen kunnet fornyes. I årets sidste måneder skete en række begivenheder, som måske umiddelbart synes at kunne give grund til en optimistisk vurdering af forhandlingsmulighederne. De to supermagter mødtes i Helsingfors for at indlede drøftelser om begrænsning af det strategiske våbenkapløb. Præsident Nixon offentliggjorde en amerikansk beslutning om at afstå fra at føre bakterie-krig - umiddelbart før et tilsvarende sovjetisk forslag herom fremsattes i FN. Begge supermagter ratificerede ikke-spredningstraktaten af kernevåben. 
Den nytiltrådte Brandt-Scheel regering i Vesttyskland underskrev denne traktat i november, mens Forbundsparlamentet i Bonn endnu ikke har ratificeret den, hvilket næppe heller sker foreløbig. Endelig er også spørgsmålet om en europæisk sikker he dskonference blevet aktualiseret med den i juni afholdte kommunistiske verdenskonferences gentagelse af opfordringen til en sådans gennemførelse og med behandlingen af dette forslag på NATO’s ministerrådsmøde i Bruxelles i december.
Selv om der således mod det forløbne års slutning forekom bevægelse i de internationale afspændingsbestræbelser, er det næppe realistisk at vente sig snarlige resultater. Hertil er situationen alt for kompliceret, og de enkelte parters motiver og udgangspunkter for forhandling for u-afstemte. 
Når det imidlertid overhovedet har været muligt at tage de nævnte små skridt, skyldes det den eksisterende militære magtbalance, som netop i kraft af sin relative stabilitet har gjort det muligt at tilvejebringe et gunstigt forhandlingsklima, men samtidig også en voksende uro for at nye fremskridt på det våbenteknologiske område vil kunne forrykke denne balance.
Det fremgår af den oversigt1, Instituttet for strategiske Studier for elvte gang har udsendt over status for den militære magbalance i midten af 1969, at Sovjet i det forløbne år har indhentet USA’s forspring med hensyn til interkontinentale raketter. Begge lande råder nu over omkring 1050. Derimod ligger Sovjet stadig langt bagefter USA for så vidt angår ubåds-raketter, hvor antallet for begge lande har været konstant de sidste par år. Sovjets produktion af ubåds-raketter menes dog i stigen, idet Sovjet antages at kunne bygge fire atomubåde pr. år, beregnet til bestykning med 16 raketter af en type svarende til den amerikanske Polaris.
Den betydelige sovjetiske udvidelse af antallet af interkontinentale raketter (ICBM) må ses som et forsøg på at nå paritet med USA. At dette nu synes inden for rækkevidde kan være en af årsagerne til Sovjets villighed til nu at påbegynde samtaler om våbenbegrænsninger. Et andet forhold, som også spiller en væsentlig rolle i denne forbindelse, er begge supermagternes forsøg med MIRV-sprængladninger (Multiple mdividu- ally-targetable re-entry vehicle, dvs. sprængladninger, der spredes og derefter rammer hvert sit forud bestemte mål). 
Forsøg med sådanne våben har for USAs vedkommende været gennemført siden august 1968 og også Sovjet menes at råde over den teknologi, som er forudsætningen for anvendelse af disse våben. Det er muligheden for disse våbens indlemmelse i det strategiske våbenarsenal, der har skabt den tidligere nævnte uro for en forrykkelse af balancen. Antallet af raketter vil med de eksisterende sporingsmidler kunne fastslås med meget stor nøjagtighed, men antallet af hoveder pr. raket lader sig ikke afsløre. Bl. a. dette er baggrunden for den stærke diskussion i USA om betimeligheden af at ofre enorme summer på raketværn. 
For USAs strategiske styrkers vedkommende er en udskiftning af resterende Minuteman 1 med den kraftigere Minuteman 3 forudset. Sidstnævnte vil kunne udstyres med MIRV-sprænghoveder. Af 41 amerikanske Polaris ubåde, hvoraf 32 normalt er deploy er ede, påregnes 31 udstyret med Poseidon, der ligesom Minuteman 3 kan udstyres med MIRV-r aketter. De sidste 10 påregnes fortsat udstyret med Polaris A-3. 
Status for de strategiske styrker fremgår af skema 1, medens skema 2 viser udviklingen for de strategiske missilstyrker indenfor det sidste 10-år. Det vil af skema 1 fremgå, at der endnu er lang vej før Sovjet når på højde med vestmagterne med hensyn til flådestyrker, selv om der i de seneste år har kunnet spores en klar tendens hos Sovjet til at ændre flådens traditionelle, underordnede rolle til at blive et instrument for global støtte af Sovjets interesser.

Det sovjetiske forsvarsbudget viser en stigning fra 16.700 mill. rubler til 17,700 mill. rubler, eller 42,140 mill. dollars. Det amerikanske forsvarsbudget viser et svagt fald fra 79,576 mill. dollars i 1968 til 78,475 mill. dollars i 1969, heraf forudses 25-30 milliarder at gå til Vietnam-krigen. I procent af bruttonationalproduktet tegnede forsvarsbudgettet sig i begge lande i 1968 for godt 9. 

Til sammenligning kan anføres at England anvendte 5,3 % og Danmark 2,3 %, medens Norge og Sverige begge brugte 3,8 %. I lighed med sidste års rapport findes der også i år en oversigt over det konventionelle styrkeforhold i Europa, således som skema 3 viser.
Sammenlignes fordelingen af den Røde Hærs omkring 148 divisioner med sidste års opgivelser, kan det konstateres at yderligere seks disivioner er flyttet mod øst, således at der nu er 21 divisioner stationeret øst for Baikal-søen. Disse divisioner er taget fra det centrale og sydlige europæiske Rusland, hvorfra der også er flyttet yderligere en division til Polen (hvor der nu befinder sig tre) og fem til Czekoslovakiet. I Østtyskland og Ungarn befinder der sig stadig hhv. 20 og 4 divisioner. De 14 russiske panserdivisioner i Østeuropa er fordelt med 10 i Østtyskland, to i Ungarn og to i Polen. 
De ialt 32 russiske divisioner i Østeuropa kan forøges til 70 inden for en måned, forudsat mobilisering og bevægelse ikke forstyrres. I den taktiske uddannelse lægges fortsat stor vægt på offensiv optræden med store styrker over lange afstande og med stor fart. 
Netop betydningen af hurtig mobilisering og bevægelse understreges i rapportens opgørelse over styrkeforholdet mellem NATO og Warschawa-pagtens lande. Det hedder herom bl. a., at mobiliseringen af de første reserver og flytning af andre forstærkninger på begge sider ville ændre balancen væsentligt under en mobiliserings første faser, idet Warschawa-pagten ville have en større forstærkningskapacitet som følge af medlemslandenes geografiske stilling. 
Det vi i skema 3 bemærkes, at NATO i Europa råder over mindre end halvt så mange kampvogne som Warsehawa-pagten, NATOs kampvogne regnes dog som helhed mere moderne og bedre armerede. NATO har derimod en overlegenhed med hensyn til panserværnsvåben, idet NATO menes at råde over ca. 50 % flere end Warschawa-pagten. Med hensyn til lette bombere er det kvantitative forhold så udpræget i Warschawa-pagten s favør.
For opgørelsen af konventionelle styrker som helhed gælder, at med- regning af Frankrigs kapacitet vil ændre forholdet til fordel for NATO. Når Sovjet, der menes at have 3,3 mill. mand under våben, undtages, er det franske forsvar Europas største med 503.000 mand under våben. Herefter følger Vesttyskland med 465.000 mand, Italien med 420.000 mand og England med 405.000 mand under våben. USAs samlede styrke er på 3,45 mill. mand. 
Kinas militære potentiel ligger stadig primært i dets store mandskabs- reserve. Rapporten nævner, at ca. 150 mill. mand vil kunne indkaldes, men den kinesiske industri vil ikke kunne forsyne en styrke af denne størrelse selv med håndvåben, og den kinesiske folkehær tæller for alle tre tjenestegrene tilsammen næppe mere end 3 mill. mand. Set i relation til Kinas enorme udstrækning betyder dette i sig selv store tal dog kun forholdsvis svage styrker fordelt over territoriet med enkelte større koncentrationer i strategisk vigtige områder. 
Efter den russiske våbenhjælp har Den forenede arabiske Republiks væbnede styrker igen nået en betragtelig størrelse. Rapporten angiver således antallet af kampvogne til ca. 650 T-54/T-55, 150 T-34, 10 Mark 3 Centurion og 15 Sherman. Jordan opgives at råde over 160 M-47 og M-48 Patton, 160 Centurion og 9 Charioteer, medens Syrien angives at have 150 T-34 og 300 T-54155. Heroverfor råder Israel over 300 M-48 Patton, 400 Centurion, 200 Shermann og Super Sherman samt 120 T-54/55. 
Som tidligere indeholder rapporten udførlige oversigten over større atomvåbensystemer, sammenligninger mellem de enkelte landes forsvarsudgifter - det fremgår heraf, at Danmark i 1968 anvendte 60 dollars pr. indbygger til forsvarsformål, medens f. eks. Sverige anvendte 128 dollars (de tilsvarende tal for 1967 var hhv. 63 og 125). Næst efter USA, der anvendte 396, var Israel højest med 224 dolars pr. indbygger. Interessant er også en opgørelse over aftaler om våbenoverførsler fra et land til et andet.
Alt i alt giver rapporten - sammenlignet med sidste år - indtryk af en stabilitet i de internationale rustninger. For de interkontinentale reketters vedkommende er Sovjet nu nået på højde med USA, der dog stadig i kraft af ubådsbaserede raketsystemer og flådestyrker iøvrigt stadigt er verdens stærkeste militærmagt. Den militære magtbalance som hidtil har forhindret verdensomspændende konflikter, eksisterer således stadig. 
Den større paritet mellem supermagterne og uroen, for at teknologiske gennembrud vil kunne vælte den opnåede stabilitet, er udgangspunktet for de indledte forhandlinger om rustningsbegrænsninger. Disse forhandlinger vil blive langvarige og omfattende og selv mindre ændringer i den etablerede balance vil kunne retardere eller måske helt afbryde dem.
 
K. V. Nielsen.
 
NOTER:
1: The Military Balance 1969-1970. The Institute for Strategic Studies. London 1969, 63 sider, sh 10/
 
PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_99_aargang_jan.pdf

Litteraturliste

Del: