Den militære magtbalance 1968-1969

Det forløbne år markerede en pause i de internationale afspændingsbestræbelser. Med udsigten til at få forhandlinger i gang om afslutning af Vietnamkonflikten kunne man have ventet, at den fastlåsning af situationen, denne konflikt havde ført til, var ved at være afsluttet. Faktisk ventede man da også, at den amerikanske præsident var parat til at give meddelelse om et møde med de sovjettiske ledere, da situationen brat ændredes med de 5 Warschawapagt-landes invasion af Czekoslovakiet den 20.-21. august.

Begivenhederne i Czekoslovakiet har imidlertid ikke kunnet rokke ved den gensidige solidaritet, der som følge af den militære magtbalance består mellem de to supermagter USA og Sovjet. Fra begge sider synes man interesseret i at få genoprettet kontakterne for om muligt at søge udveje for en begrænsning af rustningerne, der igen i 1968 har vist en stigende tendens.

Hvad krisen omkring Czekoslovakiet har betydet for internationale kontakter vil i den kommende tid nok først og fremmest kunne spores i den kanalisering af kontakterne gennem de to supermagter, som disse vil insistere på. Den frihed, som de mellemstore og mindre magter har haft til at søge kontakt tværs over den tidligere Kold-krigsfront, vil formentlig blive begrænset. Den franske præsident, de Gaulle, udtrykte det kort efter indmarchen ved at sige, at vejen til Østeuropa i den kommende tid går over Moskva.

Grundlaget for denne situation er, som allerede nævnt, den militære magtbalance. For tiende gang har Instituttet for strategiske Studier i London offentliggjort sin årlige staus for denne. Det er den hidtil mest omfattende rapport, instituttet har udsendt i sin nu ti-årige beståen. Den omfatter flere lande end nogen sinde, og de statistiske opgørelser er de hidtil fyldigste. Instituttet peger på den usikkerhed, der nødvendigvis må være i statistiske oplysninger af denne art. Der er imidlertid næppe tvivl om, at der bortset fra i de pågældende landes hemmeligt stemplede dokumenter ikke v il kunne findes mere relevante oplysninger. Denne årlige rapport vinder da også mere og mere udbredelse som en grundlæggende international statistik.

De i rapporten offentliggjorte oplysninger gælder, med mindre andet ikke udtrykkeligt er anført, ikke udover 1968. Indsamlingen afsluttes i juli og medtager således kun de ændringer for resten af året, som på dette tidspunkt har kunnet forudses. Rapporten suppleres af en anden årlig publikation, Strategic Survey, der indeholder kommentarer til og vurderinger af udviklingen. Denne udsendes hvert forår. I sin tale til den polske partikongres i november udtalte den sovjettiske partisekretær Leonid Brezjnev, at Sovjet nu havde ændret magtbalancen. Dette er, som det vil ses af skema 1, rigtigt for så vidt, som der er sket en forøgelse af Sovjets strategiske styrker. En sammenligning viser dog stadig en betydelig overvægt i USA’s favør.

Den sovjettiske forøgelse falder især på interkontinentale raketter, der viser omtrent en fordobling i forhold til året før. Det anføres i rapporten, at der er tale om nye systemer anbragt i spredte og sikrede siloer. Der er tegn på, at missiler, som anvender fast brændstof, snart vil være operative, hvilket vil nedsætte reaktionstiden. Forsvaret baseres fortsat primært på spredning og sikring af siloerne. Omkring Moskva findes et begrænset ballistisk missilforvar (BMD), og i Tallin-linien langs det østlige Balticum er installeret et avanceret jord-til-luft missilsystem. Det menes dog nu, at denne linie ikke indeholder noget ABM-system, men at dets radarsystem muligvis giver fjernvarsling for det om Moskva etablerede system.

Det sovejttiske forsvarsbudget opgives for 1968 til 16.700 mili. rubler, hvilket er en stigning i forhold til 1967 på 2.200 mili. Udgiften er beregnet til 9,6 % af bruttonationalproduktet (BNP). Heri er imidlertid ikke medregnet udgifter til rum forskning, udvikling af nye våbensystemer og nucleare sprænghoveder. Som allerede nævnt er rapportens oplysninger indsamlet inden udgangen af juli, altså før besættelsen af Czekloslovakiet. Selv om denne begivenhed næppe i væsentlig grad har ændret på det numeriske styrkeforhold, så er der sket en betydelig omplacering af de i Østeuropa stående sovjettiske styrker.

Som noget nyt indeholder rapporten en opstilling over det konventionelle styrkeforhold i Europa, således som skema 2 viser. Rapporten indeholder tillige en oversigt, der angiver den tilnærmelsesvise størrelse af forskellige militære enheder, jfr. skema 3. I omtalen af de amerikanske strategiske styrker bemærkes, at den udskiftning af Minuteman 1-raketter med Minuteman 2, som var omtalt i sidste års rapport, er fortsat, og at forholdet mellem de to nu er 650 til 350. Der er stadig 54 Titan 2 missiler i aktiv tjeneste. En ny Minuteman er under udvikling og påregnes udstyret med MIRV (Multiple individually-targeted re-entry vehicle). For det strategiske raketforsvars vedkommende er der sket en yderligere udbygning og en række air-defence radarstationer på såvel øst- som vestkysten af Amerika er nu udstyret til sporing af missiler affyret fra ubåde. I deployeringen af atom-ubåde med missiler er der ikke sket ændringer. Af de ialt 41 er 25 til stadighed deployeret i Atlanten og 7 i Stillehavet. Der er endnu ikke sket ændringer i bevæbningen, 13 ubåde er udstyret med A 2 missilet, resten med A 3.

Også det amerikanske forsvarsbudget viser en stigning, for 1968 påregnes det at blive 79,5 milliarder dollars mod 73 det foregående år, dette svarer til en stigning fra 9,2 % til 9,8 % af BNP, altså tilnærmelsesvis som for Sovjet. I Europa tegner Portugal sig med 6,7 % af bruttonationalproduktet for de højeste forsvarsudgifter, herefter følger England med 5,7 %, lavest inden for NATO ligger Luxembourg med 1,2 c/c, herefter kommer Danmark med 2,8 %. Norge anvender 3,7 % og Sverige 3,9 %. Om Kina hedder det i rapporten, at de væbnede styrker er forblevet loyale overfor Mao Tse Tung til trods for den dybe splittelse, der er sket i det kinesiske kommunistparti. Det er vanskeligt at bedømme udviklingen i det kommunistiske missilprogram, men det menes, at Kina indenfor kort tid vil have sine første kort- og mellemdistance raketter klar. Samtidig foregår der udvikling af et interkontinentalt raketprogram. Efter at Israels arabiske naboer har modtaget betydelig våbenhjælp, synes styrkeforholdet såvel i kampvogne som fly igen at være lige. Rapporten anfører dog tvivl om, hvorvidt de ægyptiske formationer, der er blevet genopbygget, endnu har nået et acceptabelt uddannelsesstade.

Rapporten indeholder bl.a. en udførlig oversigt over større aftaler om våben-overførsler fra et land til et andet, oversigter over større atomvåbensystemer og sammenligning af de enkelte landes forsvarsudgifter - det fremgår heraf, at Danmark anvender 63 dollars pr. indbygger til forsvarsformål, medens eksempelvis Sverige anvender 125, Israel 124, Sovjet 147 og USA 368 dollars. Alt i alt giver rapporten indtryk af en stigning i forsvarsudgifterne, stærkest i Mellemøsten. Den giver tillige et klart indtryk af, at selv om Sovjet er rykket ind på USA, så er sidstnævnte stadig verdens stærkeste militærmagt, og at der således ikke er sket nogen ændring i den hidtidige militære magtbalance, som hidtil har forhindret verdensomspændende konflikter. 

K. V. Nielsen

PDF med original udgave af Militært Tidsskrift,  hvor denne artikel er fra: PDF icon 1969-pages-11-16.pdf

Litteraturliste

Del: