Den militære magtbalance 1967-1968

På trods af de i det forløbne år forekommende internationale kriser må det atter i år ved årsskiftet konstateres, at den internationale situation er præget af stabilitet mellem de to store magtblokke. Den fortsatte - og i forløbne år intensiverede - krig i Vietnam har, sammen med navnlig Frankrigs holdning og indstillingen hos visse af de neutrale magter, herunder bl. a. Indien, bevirket, at en atomstopaftale endnu ikke har kunnet afsluttes. En sådan aftale betragtes i almindelighed som et første og afgørende skridt hen imod egentlig afspænding. Det er dog værd at konstatere, at de to supermagter, USA og Sovjet, i princippet er enige om rammen for en aftale, og at hverken Vietnam-krigen eller den pludselige tilspidsning i den internationale situation, som 6-dages krigen i juni mellem Israel og de arabiske naboer førte med sig, har kunnet ændre tilstanden af gensidig solidaritet mellem de to hovedmodstandere. Tværtimod må det vel konstateres, at netop Mellemøst-krisen tydeligt demonstrerede de to supermagters afgørende vilje og evne til at begrænse en konfliktsituation. Den årlige rapport*) om den militære magtbalance, som Instituttet for strategiske Studier i London i november udsendte for niende gang, illustrerer baggrunden for denne stabilitet i den internationale situation.

*) The Military Balance 1967-1968. The Institute for Strategie Studies, London, 54 sider, 10 sh.

Det fremgår af rapporten, at USA sammen med sine allierede stadig er den kommunistiske blok overlegen i militær styrke. Det fremgår endvidere tydeligt, at denne overlegenhed først og fremmest skyldes USAs strategiske styrke af atomvåben og frem føringsmidler for disse. I skemaet er angivet en sammenlignende oversigt over de to magtblokkes strategiske styrker i begyndelsen af 1968. Det fremgår af oversigten, at Sovjet i forløbne år har forøget sit forsvarsbudget med 7,2% i forhold til 1966. Udgifterne, der er på 14,5 mill. rubler (16 milliarder dollars) udgør 13,2 % af det samlede statsbudget, en forøgelse på 0,4’% i forhold til sidste år. Heri er imidlertid ikke inkluderet de enorme summer, der medgår til rum forskning, udvikling af avancerede våbensystemer og nucleare sprænghoveder. Disse udgifter anslås at beløbe sig til et tilsvarende beløb som det officielle forsvarsbudget.

Ifølge Newsweek, 20. november, vil forsvarsbudgettet for 1968 stige yderligere til ialt 18,5 milliarder dollars. De øgede midler synes først og fremmest anvendt på de strategiske styrker. Antallet af operationsklare interkontinentale ballistiske missiler (ICBM ) er forøget med 50% i forhold til 1966 og må i midten af 1968 påregnes at være oppe på 550. Samtidig hermed er gennemført udskiftning med nyere og hurtigere virkende systemer, anbragt i mere spredte og sikrede siloer. Hertil kommer, at Sovjet påstås at råde over raketter, der er i stand til at bringe en platform for afskydning af termonukleare våben i kredsløb om jorden. Et begrænset ballistisk missilforsvar (BMD) med anti-missil-missilet Galosh er deployeret om Moskva og et andet system med et avanceret jord-til-luft missilsystem er under installation langs det østlige Balticum i den såkaldte »Tallin-linie«. Dette system menes at være begyndelsen til et ABM-forsvar. Antallet af mellemdistanceraketter rettet mod mål i Vesteuropa og Japan synes derimod ikke øget, men anslås til at ligge mellem 700 og 750 med rækkevidde fra 1800 til 4000 km. For så vidt angår konventionelle hærstyrker er heller ikke sket nogen væsentlige ændringer. Det samlede antal divisioner opgives uændret til 140 med forskellige grader af beredskab. De 26 divisioner i Østeuropa (20 i Østtyskland, 2 i Polen og 4 i Ungarn) og 10 i Det fjerne Østen angives at være på det nærmeste på fuld styrke. De sovjettiske hærstyrker er udrustet og uddannet til såvel konventionel som nuklear og kemisk krigsførelse, og der finder en intensiv uddannelsesvirksomhed sted i alle de tre nævnte former for krigsførelse.

I de sovjettiske flådestyrker ligger vægten fortsat på ubådsvåbnet. Der er omkring 330 konventionelle og 50 atomdrevne ubåde. Antallet af sidstnævnte øges med mindst 5 om året. Af det samlede antal ubåde hører 70 til den baltiske flåde. I forbindelse med den skærpede situation i Mellem ­ østen er antallet af sovjettiske flådeenheder i Middelhavet øget med bl. a. fartøjer til landsætning af kampvogne. Rapporten slår fast, at Sovjet ikke råder over hangarskibe; amerikanske oplysninger (Newsweek, 6. november) tyder imidlertid på, at et hangarskib på 40.000 t, beregnet til at medføre helikoptere og m arineinfanteri, nu er under bygning i Odessa. Antallet af fly i de sovjettiske taktiske flystyrker anslås uændret til ca. 4000. Hovedparten udgøres af MIG-15, -17 og -19 samt IL-28. Herudover omfatter de det nye taktiske nærstøttefly Su-7, interceptor-jageren MIG21, et overlydsbombefly og et to-motoret rekognosceringsfly. Ved flyveparaden i juli 1967 i Moskva vistes adskillige nye typer, bl. a. et fly med indstillelige planer, svarende til det amerikanske F-111. Ingen af disse regnes dog endnu for at være operative.

I de øvrige Warschawapagt-landes militære styrker synes der ifølge rapporten ikke at være sket nævneværdige ændringer. Heroverfor har NATO-kommandoen i Europa en styrke på 56 divisioner, der ved mobilisering kan øges med endnu 30 divisioner. Antallet af taktiske atomvåben oplagret i Vest- og Sydeuropa udgør ca. 7000 og antallet af leveringsmidler (fly og missiler) ca. 2250. Disse våben er udelukkende under amerikansk kontrol. NATO-kommandoens samlede antal taktiske fly beløber sig til 4000. I fordelingen af styrkerne på de fire regionale kommandoer er der ikke sket væsentlige ændringer. Til den her nævnte styrke kommer så de franske 4 divisioner og ca. 400 taktiske fly, der er trukket tilbage fra det integrerede NATO-forsvar. Denne franske tilbagetrækning har medført en række ændringer i organisationen og flytninger, som nu er tilendebragt. De gennem adskillige år gennemførte undersøgelser vedrørende de øvrige medlemslandes medindflydelse på planlægningen af det vestlige (hovedsagelig amerikanske) strategiske atomvåbenpotentiel er endnu ikke bragt til afslutning. Efter forsvarsministermødet i december 1966 nedsattes to stående komiteer »Nuclear Defence Affairs Committee« (NDAC) med alle medlemslande undtagen Frankrig, Island og Luxemburg repræsenterede, og underordnet denne »Nuclear Planning Group« (NPG ) med syv medlemmer. Medens NDACs virksomhed i hovedsagen udgøres af forsvarsministrenes regelmæssige møder, tænkes NPG på ekspertbasis detailleret at skulle beskæftige sig med problemer som de strategiske atomslagstyrkers størrelse, taktiske atomvåben og kontakten mellem værtsnationer og USA i forbindelse med oplagring af atomvåben.

Ved gennemgangen af de enkelte landes bidrag træder som allerede nævnt USAs altdominerende rolle tydeligt frem. Det amerikanske forsvarsbudget for 1967-68 anslås til 73,1 milliarder dollars, hvoraf 22 milliarder direkte går til Vietnamkrigen. Blandt de øvrige alliancepartnere ligger England højest med 6,2 milliarder dollars, fulgt af Frankrig med godt 4,8 og Vesttyskland med godt 4,6 milliarder dollars. I modsætning til Sovjet er antallet af amerikanske ICBM ikke øget væsentligt, derimod sker der en kvalitetsmæssig forøgelse med hensyn til præcision og rækkevidde. Minuteman 2 missilet afløser gradvis Minuteman 1, fordelingen er i øjeblikket 250 og 750. En forbedret Minuteman. 3 er under udvikling. A f Titan 2 missilet er stadig 54 i tjeneste. Polaris ubådsstyrken er nu oppe på 41, hvoraf 25 til stadighed er deployerede i Atlanten og 7 i Stillehavet. 13 af bådene er udrustet med A 2 missilet, resten med A 3. Serieproduktion af Poseidon-missilet, der kan medføre tre gange så stor nyttelast som A 3, er nu sat i gang. Den strategiske bombekommando (SAC) råder over 620 fly, hvoraf 540 er af typen B-52. Den påregnes i løbet af 1969-71 at have det meget omtalte FB-111A fly med bevægelige planer i tjeneste. Som omtalt i tidsskriftets novembernummer har man nu besluttet at påbegynde produktionen af et ABM-system, baseret på NIKE-X . Systemet er dog i første omgang kun tænkt som et såkaldt tyndt system, primært rettet mod Kina.

I omtalen af Kina fastslår rapporten, at de væbnede styrker har tabt mere end de har vundet i forbindelse med de sidste to års indre stridigheder i Kina. De væbnede styrker behersker nu nøglestillingerne i landets politiske og økonomiske system, hvilket har medført betydelig øget militær indflydelse. Det har imidlertid ført til overanstrengelse af de rådige kræfter, til afbræk i uddannelse og dermed til svækkelse af kampeffektiviteten. Trods den politiske uro har atomvåbenprogrammet dog gjort stadige fremskridt, kulminerende med den første kinesiske brintbombeeksplosion den 17. juni 1967, mindre end 2 1/2 år efter den første atomeksplosion i Kina. Der regnes med, at Kina allerede råder over et mindre lager af atomvåben, og at man vil basere sig på raketter som frem føringsmiddel. Ifølge den hidtidige amerikanske forsvarsminister McNamara anses det dog for mindre sandsynligt, at et sådant system vil være udbygget før i begyndelsen af 1970’erne.

Rapporten indeholder en række oversigter over større atomvåbensystemer, sammenligning af de omtalte landes forsvarsudgifter og bruttonationalprodukt, og som noget nyt, en oversigt over militær aktivitet og større våbenleverancer i tidsrummet juni 66-juni 67. Denne oversigt behandler krigen i Vietnam , den arabisk-israelske krig samt borgerkrigene i Yemen og Nigeria. Det samlede indtryk af rapporten er, at rustningerne i verden viser en klar tendens til stigning, men at der - først og fremmest på grund af USA’s indsats - endnu ikke er sket nogen ændring i den hidtidige militære magtbalance, som siden de vestlige forsvarsalliancers oprettelse i 50erne har forhindret verdensomspændende konflikter.

K. V. Nielsen

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon den.militaere.magtbalance1968.pdf

Litteraturliste

Del: