Den militære magtbalance 1966-67

Den af den militære magtbalance skabte stabilitet i Europa og i forholdet mellem de to blokke, Øst og Vest, som bar karakteriseret international politik siden begyndelsen af 60’erne, blev også kendemærket for det nu forløbne år. Verdens spændings- og urocentre findes nu uden for Europa. Konflikten i Vietnam er yderligere intensiveret. USA havde ved årets slutning indsat omkring 400.000 mand i kamphandlingerne her. Her til kommer omkring 30.000 mand fra Sydkorea, Australien, New Zealand og Filippinerne foruden Sydvietnams egne 650.000 mand. Overfor denne styrke har Vietcong og Nordvietnam omkring 250.000 mand i Sydvietnam. I det mellemste Østen udløste spændingen sig i november i de voldsomste grænseepisoder mellem Israel og Jordan, siden FNs fredsbevarende styrke blev indsat for 10 år siden.

I Sydafrika er Rhodesia-konflikten nu nået så vidt, at England har måttet anmode FN om iværksættelse af sanktioner. Også konflikten mellem Sovjet og Kina er taget til i styrke i det forløbne år, selv om den endnu ikke bar bevæget sig ud over det verbale felt. Selv om spændingscentrene nu så åbenbart er at finde uden for Europa, så er dog her stadig væsentlige uløste problemer. Tysklands problemet og spørgsmålet om kontrollen med atomvåben står stadig hindrende i vejen for en endelig løsning af de europæiske sikkerhedsproblemer. Det er som hidtil den herskende magtbalance, der er fundamentet for den eksisterende stabilitet. For ottende år i træk har Instituttet for strategiske Studier i London udsendt sin oversigt over den militære magtbalance*), således som den tegnede sig i august 1966. Af oversigten fremgår det, at NATO-landenes militære styrke er den kommunistiske bloks overlegen. Denne overlegenhed skyldes først og fremmest USAs strategiske styrke af atomvåben og fremføringsmidler hertil.

*) The Military Balance 1966-1967. The Institute for Strategic Studies, London, 1966. 50 sider, sh. 7/6.

Ovenstående skema giver en sammenlignende oversigt over de to magtblokkes strategiske styrker i begyndelsen af 1967. Som det vil fremgå af skemaet viser styrkeforholdet for så vidt angår de interkontinentale våben en stor vestlig overlegenhed. Derimod er Sovjet betydelig overlegen med hensyn til mellemdistance-våben, som kan nå Europa, det mellem Østen og fjerne Østen. Hovedparten af de 750 mellemdistanceraketter, som Sovjet råder over, er placeret i det vestlige Rusland. Tilsvarende er Sovjets overlegenhed med hensyn til mellemdistance-bombefly ganske betydelig. Ser man nærmere på de enkelte bidrag til kemevåbenbalancen træder USAs overvældende styrke klart frem. Den udgøres i øjeblikket af 800 Minuteman I og 50 Minuteman II. Denne raket vil efterhånden helt afløse Minuteman I. Den samlede styrke af Minuteman påregnes at nå op på 1054 i midten af 1967. Her tilkommer, at 54 Titan 2, der har en længere rækkevidde end Minuteman, stadig er i tjeneste. Der findes endvidere 37 atom-uhåde, hver med 16 Polaris-raketter, og styrken påregnes forøget med yderligere 4. Den strategiske bombestyrke på omkring 680 bombere omfatter bl. a. omkring 600 B-52 bombere udstyret med Hound Dog missilet, der har en rækkevidde på op til 700 miles. De resterende 80 strategiske bombere udgøres af B-58. Udviklingen af Poseidon-raketten, der påregnes at skulle afløse Polaris, er endnu ikke tilendebragt.

USAs flåde er verdens stærkeste, men Sovjet ligger meget tæt på. De to landes flåder er imidlertid så væsensforskelligt opbygget, at en direkte sammenligning næppe er mulig. USAs flåde er meget differentieret opbygget med henblik på de forskelligartede opgaver, den påregnes at skulle løse i Atlanterhavet og Stillehavet. Dens centrale element er hangarskibsstyrken, der omfatter 16 såkaldte attackcarriers med godt 1000 fly og 9 anti-ubåds carriers, hver med 35 fly og helikoptere. Foruden Polaris-ubådene har USA over 105 ubåde i tjeneste, hvoraf 24 er atomdrevne. 265 fartøjer af forskellige typer er beregnet til anti-ubådskrigsførelse. Her til kommer Marinekorpset, der tæller godt 260.000 mand, formeret i 4 divisioner med sit eget flyvevåben på ialt 1200 fly. Den sovjettiske flåde er af mere konvention elopbygning. Der findes ingen hangarskibe og intet marinekorps. Det væsentligste element er 400 ubåde, hvoraf 50 er atomdrevne. De er fordelt med 75 i Østersøen, 175 i de arktiske farvande, 45 i Sortehavet og omkring 100 i det fjerne Østen. Hertil kommer de øvrige NATO-landes og de østeuropæiske landes flåder, hvoraf særlig den britiske og den franske flåde er af betydning. I den britiske flåde mærker man sig særlig, at 4 hangarskibe endnu er i tjeneste, og at der blandt de 35 ubåde findes 2 atomdrevne. Hertil kommer de fire Polaris-ubåde, som er under bygning. The Royal Marines tæller omkring 8000 mand opdelt i 5 Commandos, hvoraf 2 normalt er stationeret udenfor Storbritannien. Den franske flåde råder over 2 hangarskibe og 21 ubåde, hvoraf dog ingen endnu er atomdrevne.

Med hensyn til landstyrker er der en klar og meget stor østlig overlegenhed. Sovjet råder over ialt 140 divisioner, hvoraf omtrent halvdelen er på fuld styrke. Af de resterende vil omkring 35 kræve betydelige forstærkninger, før de kan indsættes, medens resten vil kunne være kampklare med kort varsel. De 26 divisioner, der står i Østeuropa, og 12 af de ialt 17 divisioner i det fjerne Østen er på fuld styrke. De 75 divisioner i det europæiske Rusland er af varierende styrke, men der må regnes med, at 70 divisioner vil kunne indsættes i Østeuropa indenfor en måned efter mobiliseringen. De øvrige Warschawa-pagt-lande råder over ialt 63 divisioner, som i stadig stigende grad udstyres med moderne våben og materiel. Sovjet råder endvidere over 7 luftbårne divisioner, hvoraf 2 vil kunne transporteres samtidig. Heroverfor råder NATO over ca. 26 divisioner, (de to franske medregnet) i Vesttyskland, ca. 2 1/2 i Slesvig-Holsten og Danmark og Norge, 9 i Italien og ca. 30 i Tyrkiet og Grækenland. Det må imidlertid i denne forbindelse også understreges, at NATO-forsvaret i Europa nu råder over 7000 taktisk atomvåben, hvilket er mere end en fordobling siden 1961. Det samlede antal taktiske fly, der kan støtte NATOs hærstyrker andrager ca. 5500. I omtalen af Kina fastslår rapporten, at Folkets Befrielses Armé spiller en afgørende rolle for opretholdelsen af den indre sikkerhed i en periode, hvor indre uro er tydelig. Visse tegn tyder på, at Hæren ikke er enig i støtten til partiets politik. Generalstabschefen er således blevet udskiftet tre gange siden 1958. Kina synes at rette større opmærksomhed mod grænserne til Sovjet og Mongoliet, end det tidligere har været tilfældet. I Tibet opretholdes en styrke på 125 000-140 000 mand og langs grænserne til Indien, Nepal, Sikkim og Butan er mindst 6 divisioner stationeret. Den tredie kinesiske atomprøvesprængning i maj 1966 var af brintbombetypen og havde en styrke på i det mindste 200 kilo tons. Alt tyder på, at der sættes ind på at udvikle et ballistisk missilsystem. Produktionen af uran må nu være så tilstrækkelig, at en mindre beholdning af atomvåben kan være opbygget. De vanskeligheder, som den kinesiske våbenindustri kom udfor i begyndelsen af 60’erne ved bortfaldet af den sovjettiske hjælp, synes nu at være overvundet. Der er dog stadig store mangler for så vidt angår tungt materiel og køretøjer. 

K. V. Nielsen

PDF med originaludgaven hvor denne artikel er fra: PDF icon den.militaere.magtbalance.1966.1967.pdf

Litteraturliste

Del: