Den indbyrdes undervisning

Et militært undervisningssystem i den danske folkeskole 

I 1969 udgav Hærkommandoen den omfattende håndbog »Ledelse og uddannelse«, der indledningsvis bygger på de ældre lærebøger og forskrifter, der har været udarbejdet for eleverne på Infanteriets Befalingsmandsskole og Artilleriets Befalingsmandsskoler, og som igen i sin inderste struktur er produktet af århundreders militære undervisningstekniks udvikling. Dertil kommer resultaterne af et langvarigt samarbejde mellem Skolekommandoens stab, suppleret med repræsentanter for Militærpsykologisk Tjeneste, Infanteriets Befalingsmandsskole og Artilleriets Befalingsmandsskoler samt en observatør fra Hærinspektoratet. 
Det er næppe skudt over målet, når det her postuleres, at den glimrende bog har været en betydningsfuld landvinding i den militære undervisning i en tid, hvor det i stigende grad gælder om at indpasse et tidssvarende forsvar til det åbne, demokratiske samfund, vi lever i, og hvor en række gamle, hævdvundne adfærdsmønstre, normer og dogmer i hvert fald for en lang årrække frem i tiden må anses for at være skrinlagte.
Hvad der derimod næsten er mere grund til at bemærke, er, at bogen også blev godt modtaget i en lang række civile kredse, herunder på en del højere læreanstalter og seminarier, hvor man - uden måske ligefrem at sympatisere med det system og de synspunkter, bogen står som eksponent for - har ydet dens faglige indhold al mulig honnør. 
Knapt så vellykket var forsvarets forsøg på 150 år tidligere at indoktrinere et bestemt undervisningssystem i den danske folkeskole.

Det fandt sted i 1819, da kong Frederik VI - efter indstilling fra en af Generaladjudantstabens officerer - med et magtbud beordrede en ny undervisningsform, der i bund og grund var militært præget - indført i den danske folkeskole trods rasende protester fra lærere og præster landet over. 
Undervisningsformen var den såkaldte »indbyrdes undervisning«, og næppe noget andet system har i den grad været udsat for så stormfuld debat som dette. 
Systemet, der i høj grad må siges at være en del af den militære undervisnings historie, er ikke tidligere blevet gjort til genstand for behandling i den militære litteratur. Et af de eneste indlæg af betydning om militær undervisning er afdøde hærarkivar, kaptajn K. C. Rockstrohs fremstilling »Om Garnisonsskoler (c: Militære børneskoler) ved den danske Hær«, bragt i tidsskriftet »Vor Ungdom«, årg. 1927. 
Undervisningssystemet byggede på det princip, som i øvrigt har været kendt verden over fra en række ældre kulturer: At lade børn undervise hinanden under overopsyn af en voksen, uddannet lærer. 
En franskmand, Frangois Peyrard de Laval, der som krigsfange måtte tilbringe flere år på de maldiviske øer, skrev i sin bog »Voyage aux Indes - Orientales«, Paris 1601, at han i omegnen af Goa ved indgangen til et tempel havde set systemet praktiseret. En større dreng arbejdede som hjælpelærer med sin klasse (trop). Han dikterede tekster til børnene, der skrev efter hans diktat, medens han selv arbejdede på sin tavle for at dygtiggøre sig. 
Ca. halvandet hundrede år senere beskrev en rejsende, abbed de La- porte, i bogen: »Le voyageur frangois, ou connaissance de l’ancien et du nouveau monde mis au jour«, Paris 1769, hvorledes han på Malabarkysten fandt undervisning ved skrivning i sand, børnene inddelt i klasser under én lærer, hver klasse med sin hjælpelærer, denne dikterende de andre, medens han selv arbejdede med.
Den vej, ad hvilken »den indbyrdes undervisning« nåede til Danmark, er bemærkelsesværdig og ganske snurrig.
Flere gange havde man i slutningen af det 18. århundrede i England gjort det almægtige engelsk-ostindiske kompagni opmærksom på de i åndelig henseende totalt svigtede børn, som de hvervede, europæiske tropper i kompagniets tjeneste havde med indfødte kvinder. 
Som oftest blev disse ubehagelige, men uundgåelige frugter af den hvide mands trang til omgang med det andet køn overladt til mødrene, der på grund af landets traditionelle overbefolkning og grænseløse fattigdom sædvanligvis solgte dem til de indiske fyrster, hos hvem de enten opdroges til tjeneste i hærene eller haremet. 
I det første tilfælde blev det ikke sjældent deres lod at blive Englands fjender i de talløse kolonikrige, og i det sidste var de tabt for menneskeheden, begge dele uacceptable løsninger, da de dog var børn af hvide, kristne tjenere af det britiske imperium, om end det var foragtede, lang- tidshvervede soldater. 
En af guvernementspræsteme i Madras, dr. A. Bell, ansattes derfor som leder af en skole for sådanne børn, hvor undervisningssystemet, tvunget af mangel på kvalificerede lærere og økonomiske midler, blev indbyrdes undervisning. Uafhængig af dr. Bell begyndte J. Lancaster 1798 i London en skole for børn af fattigfolk, og for at gøre dens drift billigere, lod han de mere fremmelige børn undervise de øvrige. Hans virksomhed fandt understøttelse, selv hos kongehuset. Børnene i skolen deltes i en række troppe, der skiftevis undervistes af andre børn. Undervisningsstoffet fik en ganske bestemt form og var på »tabeller« (c: Plancher) inddelt i nøje afgrænsede lektioner. Skolen holdtes i gang ved hjælp af tegn og korte befalinger, der evt. udstedte ved signalfløjter, og der vågedes strengt over orden, lydighed og tavshed. 

I løbet af få år udbredtes dette undervisningssystem til Frankrig, Sydeuropa og de britiske kolonier, kort sagt overalt, hvor masser af fattige børn gik omkring uden at modtage nogen form for skolelærdom, og hvor man håbede ad denne vej på kort tid at få etableret et skolevæsen. Tyskland forblev temmelig upåvirket af systemet. I Frankrig var den katolske gejstlighel ikke gunstigt stemt mod denne lægmandsskole, men regeringen begunstigede den, og ministre og pairer indmeldte sig i stort tal i det i 1815 stiftede »Société pour Familioration de l’ensignment elémentaire«, der oprettede skoler efter den nye metode, og tillige fik den indført i de franske militærskoler.
Frankrig var som bekendt på dette tidspunkt besat af de allieredes hære - herunder og$å et dansk korps - under hertugen af Wellingtons overkommando. Herved fik okkupationshærene kendskab til det nye undervisningssystem og bragte efterretninger om det til de respektive hjem- lande. Allerede i 1816 havde den danske gesandt i Paris sendt den danske regering nogle af nævnte franske selskabs brochurer og publikationer, og Frederik V I, der personligt interesserede sig meget for skolevæsen og folkeoplysning, var blevet vakt for metoden. En yderligere årsag hertil må utvivlsomt anses landets herskende skoleordning for de almindelige skoler, der hvilede på skoleloven af 1814, efter hvilken Danmark som bekendt var det første land i verden, der indførte pligtig undervisning for alle børn uanset befolkningsgruppe.
Den nye skoleordning, der naturligt havde sat behovet for lærerkræfter kendeligt op, måtte i de første år efter lavens vedtagelse nødvendigvis virke med det lærermateriale, der var til rådighed udover de seminarie-uddannede, en reminiscens fra 16-1700-tallet. 
Det drejede sig om højst forskelligartede kategorier, ofte af særdeles tvivlsom bonitet. Der var studenter, hjælpeseminarister og lærere, der ikke havde nogen pædagogisk uddannelse overhovedet, f.eks. en skøn blanding af mislykkede håndværkere, fallerede forretningsfolk, husmænd, domestikker og afskedigede officerer og underofficerer. 

Ved juletid 1816 pålagde kongen Danske Kancelli (c: Nærmest en kombination af indenrigs- og justitsministerium) at lade systemet afprøve i nogle af hovedstadens skoler. Ordren gik videre til Københavns skoledirektion, men da denne ikke yndede metoden, syltede den koldblodigt sagen, så forsøget først fandt sted i sommeren 1819 med en lærer F. Suell fra Malmo, der havde lært indbyrdes undervisning i Paris. 
Til sidst tabte kongen tålmodigheden og mente, at forsøget saboteredes af direktionens gejstlige medlemmer, stiftprovst H. G. Clausen og provst K. F. C. Gutfeld, hvilket bidrog til, at man i denne sag gik uden om de egentlige skoleautoriteter. 
Da kancelliet af kongen blev kraftigt opfordret til at udtale sig om en engelsk piece om sagen, fremkaldte dette en udtalelse af biskop Fr. Mynter af 23. november 1818. Han fandt, at metoden kun egnede sig for skoler med mange børn og få lærerkræfter og blot i øvelsesfagene, »... og selv her indser jeg ikke, hvorlunde Børn aleene ved den kunde vejledes til at læse med Eftertanke, til at skriive ortografisk rigtigt og til at regne med Overlæg. Allermindst vil det være muligt at anvende denne Metode paa egentlige Forstandsøvelser og paa Underviisning i Religion samt paa de Begreber af Geografi og Historie, som ogsaa Almuen skulde have, saa- frem disse skulde være mere end blot hukommelsesværk«. 
Denne højst reserverede koldsindighed overfor et system, HAN havde vist interesse, huede ikke kongen, men han fik bistand fra en af sine betroede mænd blandt »de røde fjer«, Generaladjudantstabens medlemmer, der som bekendt under krigen 1807-14 sammen med kongen havde ført et regulært kabinetsstyre. Denne mand var kaptajn, divisionsadjudant J. N. B. Abrahamsson, en af de dygtigste og mest markante skikkelser i Frederik V I’s hær. Foruden Abrahamsson viste en række højere, indflydelsesrige officerer stor interesse for systemet, der efter deres mening kunne bidrage væsentligt til en øget højnelse af folkedisciplinen. 
Abrahamsson havde startet sin løbebane i hæren 1801 som kadet ved artilleriet, stykjunker 1802 og sekondløjtnant I 1807. Samme år blev han adjungeret lærer ved Artillerikadetinstituttet og 1808 adjoint (c: Nærmest hjælpeadjudant) ved Generalkvartermesterstaben. 1809 udnævntes han til premierløjtnant og afgik samtidig fra sin lærerpost ved akademiet, idet han forsattes til Generaladjudantstaben under generalmajor F. C. Biilow samt til tjeneste ved kongens geheime korrespondance, »Den hemmelige Protokol« i »Den højstkommanderendes Arkiv«. 1812 blev han kaptajn og divisionsadjudant og rykkede som souschef ved staben ud med det auxiliærkorps, der under ryttergeneral A. N. C. Kardorff (1756-1820) sendtes mod Napoleon. Korpset nåede kun til Rhinen, da freden sluttedes efter slaget ved Waterloo. Året efter udkommanderedes han med det korps, der 1816-18 under prins Frederik af Hessen udgjorde en del af den allierede okkupationsarmé og kantonnerede i Nordfrankrig omkring byerne Lewarde og Bouchain. 
Hans dygtighed henledte liurtigt opmærksomheden på ham, og under opholdet her blev Abrahamsson, der var specielt anbefalet Frederik af Hessen af kongen, benyttet ved flere lejligheder, der krævede særlig takt og diplomatisk snilde, egenskaber, der i øvrigt år senere, da han var kommet til tops, ikke kom til at kendetegne Abrahamsson. Det var således ham, der forhandlede med den hollandske regering om korpsets gennemmarch, ligesom der hyppigt lagdes beslag på ham ved ordningen af korpsets forskellige affærer med lokale autoriteter. 
Da ethvert af de allierede troppekorps ifølge sagens natur måtte være repræsenteret ved hovedkvarteret for overg eneralen, hertugen af Wellington, »jernhertugen«, der i øvrigt fornærmede Frederik VI dødeligt ved sit afslag på at modtage Elefantordenen med den motivering, at han ikke modtog dekorationer af 3. rangs magter, blev Abrahamsson Danmarks repræsentant. Skønt han ikke havde samme høje grad som de øvrige repræsentanter, forstod han dog fuldt ud at gøre sig gældende i kredsen. Da Wellington før okkupationens ophør i eftersommeren 1818 foretog en sidste inspektionsrejse, var Abrahamsson hans ledsager på ruten.


 
Ligesom sin fader W. H. F. Abrahamsson (1744-1812), der som officer og skribent samt mangeårig lærer på Landkadetakademiet havde ydet en betydningsfuld indsats i undervisning og medvirken til en øget indførelse af dansk i hæren, følte han sig draget af en dyb interesse for undervis- ningsvæsenet, og under opholdet i Nordfrankrig fik han rig lejlighed til på nært hold at se indbyrdes undervisning praktiseret, og han blev begejstret for systemet og fik efter hjemkomsten kongen vakt for det, om end de civile autoriteter ikke yndede det. 
Abrahamsson kom som militærperson og en af kongens yndlinge imidlertid til at stå forholdsvis stærkt, idet det lykkedes ham at vinde den karakterstærke amtsprovst over Sorø amt P. H. Mønster for systemet, og de to i fællig blev i de kommende år Frederik V I’s forlængede arm overfor skoleautoriteterne ved tvangsindførelsen af den indbyrdes undervisning. 

Mønster var på sit felt lige så farverig og markant en person som Abrahamsson på sit. 
Efter studentereksamen 1790 valgte han det teologiske studium, og i 1795 tog han attestats. Som før sin eksamen måtte han også efter denne slide hårdt for brødet som informator og manuduktør. Med sin levende pædagogiske indfølingsevne og interesse følte han sig lidet tilfredsstillet ved tidens overfladiske undervisningsmetoder, og kun som lærer ved Efterslægtsselskabets moderne skole kunne han føle glæde ved sin gerning. Desuden fortsatte han med stor iver og en omfattende arbejdsevne sine studier af både teologi og humaniora. 
Han optrådte som medarbejder ved M. C. Bruuns »Tria juncta in uno« [1797] med angreb på biskop Balle og professor F. L. Bang, ligesom han i en afhandling »Sammenligning mellem Grækernes og vores nuværende Opdragelses- og Underviisnings Væsen« [1797] vendte sig skarpt mod den overleverede religionsundervisning i tilknytning til Luthers, Pontoppidans og Balles katekismer med deres »augustinsk-dogmatiske Sprog« og forældede moral. I 1800 fulgte han som  huslærer den senere generalkrigskommissær C. Ewald til Cette i Sydfrankrig, hvor denne var blevet konsul. 
1801 kom han tilbage og ansattes fra 1803 som inspektør ved Efterslægtens skole. Han fandt her en passende virkeplads for sine moderne pædagogiske ideer, og hans frugtbare indsats blev stærkt påskønnet af skolens bestyrelse. Allerede 1805 blev han dog kaldet til sognepræst til Gyrstinge og Flinterup. 1807 blev han amtsprovst over Sorø amt, og 1813 forflyttedes han til Ringsted og Benløse. 
Ikke mindst som landsbypræst optrådte han med stor myndighed, nærmest som en art sognepave, der ikke udelukkende stolede på sin åndelige overlegenhed, som en god kommandersergent i lige grad frygtet og elsket af sine bønder. I sin egenskab af amtsprovst virkede han i forening med amtmanden, den fra krigen på Sjælland 1807 så kendte og senere kancellipræsident for Danske Kancelli P. C. Stemann. 
Navnlig havde skolevæsen, undervisningsprincipper og folkeoplysning hans store interesse, og det blev af stor betydning, at han snart viste sig som en erklæret tilhænger af den indbyrdes undervisning.
1819 dannede efter kongens resolution Mønster med Abrahamsson, etatsråd C. L. Lassen fra Danske Kancelli, biskop F. Munter af Sjælland og biskop P. O. Boisen af Lolland-Falster en kommission, der skulle undersøge mulighederne for en hurtig indførelse af indbyrdes undervisning i den danske folkeskole. 
I januar samme år blev kaserneskolen i Sølvgades kaserne unddraget den københavnske skoledirektions tilsyn og stillet direkte under Abrahamsson som en forsøgsskole (»Normalskole«) for det nye system, og Abrahamsson pålagdes den 1. i hver måned at indgive rapport direkte til kongen om forsøgets forløb. 
Kongen stillede personligt de største forventninger til systemet, hvis iøjnefaldende militære tilsnit behagede ham i høj grad, ligesom systemet var relativt billigt i lærerkræfter og undervisningsmidler, en omstændighed, der kun seks år efter statsbankerotten nok kunne virke som en positiv igangsætter hos en enevældig monark, i hvis land den langvarige landbrugskrise, der var indledt i 1818 på grund af det store verdenspris- faid på korn, virkede som en yderligere økonomisk stramning. 

Forsøget startede i februar, og kongen kunne ikke vente længere end til den 9. marts med personligt at inspicere skolen i Sølvgade. De resultater, der var nået, var åbenbart imponerende, henset til det korte tidsrum, og skolen »havde den Lykke at vinde Hans Majestæts allerhøjeste Bifald«. Foruden kongen og kommissionen overværede alle kancelliets medlemmer efter ordre undervisningen, og hvad enten det nu var følgen af dette skolebesøg og/eller erkendelsen af, at det formentlig var forgæves at modsætte sig kongens ønske, så blev kancelliet tilsyneladende på kort tid omvendt til at tro på metodens bæredygtighed og indkom til kongen med en forestilling »overbeviist om denne Læremetodes Fortrinlighed i den elementære Underviisning«, hvorfor den »fortjener uden Tvivl den særdeles Opmærksomhed, man i saa mange oplyste Lande har værdiget den ved den Munterhed, det Liv, den Virksomhed og Orden, den udbreder blandt de lærende Børn, hvilket igen har til Følge, at de mekaniske Færdigheder: At læse, regne og skriive kunde læres i langt kortere Tiid end efter den gamle Underviisningsmaade, og at Skoletiiden betydeligen maatte kunde forkortes, hvilket især med Hensyn til den lavere Almues Børn er en Genstand af yderste Vigtighed«. 

Trods sin store interesse havde kongen åbenbart alligevel svært ved at bestemme sig, og først den 21. august 1822 forelå hans endelige approbation. Den indbyrdes undervisning tillodes i købstads- og landsbyskolernes underste klasse, når pågældende skolekommission ønskede det, skoledirektionen havde afgivet sin betænkning til gunst herfor, og kancelliet accepterede, at de nødvendige forberedelser - bl.a. fornøden instruktion af landets lærere på skolen i Sølvgade - var gjorte. Det tillodes, at børn, der havde de befalede kundskaber, kunne udskrives af skolen, før de var fyldt 14 år, og det betød øget arbejdskraft i statshusholdningen. Det fast- sloges utvetydigt, at Abrahamssons bestemmelser - eller rettere reglement - for undervisningen, som gav anvisning i metodens anvendelse til den mindste detalje, skulle følges nøjagtigt, ligesom Abrahamssons og Mønsters forslag til diverse tabeller til ophængning på væggene approberedes. Hvert pastorat i landet skulle for egen regning anskaffe bestemmelserne og et sæt tabeller. Disse sidste udførtes for skrivetabellernes vedkommende stukne i kobber af P. Sonne, hvorimod regne- og geografi-tabellerne udførtes i Det kgl. Stentrykkeri ved officerer, der dengang fik en grundig uddannelse i tegning og kalligrafering.
Abrahamsson, der nu fik frie tøjler, blev i enhver henseende den ledende og optrådte efterhånden med en sådan nedladende selvfølelse, at Sjællands biskop J. P. Mynster fandt sig foranlediget til at klage over hans upassende skrivemåde. 
Året efter indførtes systemet tillige i søetatens skoler, der også und- droges den københavnske skoledirektions tilsyn samt i hærens underofficersskoler. Her anvendte man den simple fremgangsmåde at tilkommandere en underofficer fra hver afdeling til skolen i Sølvgade, hvor han fik et kursus, der ofte kun varede få timer. Med stolthed fremhævede Abrahamsson, at en kommandersergent W ille havde lært metoden på seks timer, hvad der nok ikke er så mærkeligt, når man betænker mandens indgående kendskab til rekrutundervisning i troppe, W ille honoreredes for sin nidkærhed med en post som lærer ved kaserneskolerne 1820 og førstelærer ved forsøgsskolen 1823. Man udvidede senere kredsen af de fag, i hvilke metoden anvendtes, til kvindeligt håndarbejde, gymnastik og svømning, senere igen også til tegning og sang. Ved de døvstummes undervisning anvendte professor P. A. Castberg metoden, hvorfor Abrahamsson tillige blev medlem af Døvstummeinstituttets direktion, hvad der øgede hans indflydelse i civile kredse, men næppe gjorde ham mere populær.

 

Den indbyrdes undervisnings form i Danmark.
Lad det være sagt straks, at det system, som landets skoleautoriteter nu fik trukket ned over hovedet af kongen, hans generalstabsofficer og dennes teologiske sekundant, var i bund og grund militært. Det var et stykke af eksercerpladsen, der nu flyttedes ind i landets skolestuer, og vi genkender i systemets opbygning tydeligt et kompagnis opdeling i troppe under en instruktør med tropslærere, omskiftning med og mod uret på fløjtesignal, udrustningen lagt på jorden, samlet aftræden o.s.v., ganske som det benyttes og har været benyttet i århundreder på alverdens eksercerpladser ved indlæring af de mest grundlæggende former for rekrutlærdom, f.eks. »at efterse, lade og aflade gevær«, »hilsen med og uden hue«, »at præsentere gevær« o.s.v. 
Formen blev meget stram, og skolehistorikeren L. Koch har benævnt den »et snøreliv, hvori hverken læreren eller børnene kunne bevæge sig frit«. Der anvendtes i systemet indledningsvis fire »skoler« (troppe),

a) læseskolen
b) skriveskolen
c) regneskolen og
d) geografiskolen,

der i øvrigt - hvis pladsen tillod det, kunne afvikles samtidig i samme lokale.
Disse skoler vekslede efter en bestemt timeplan formiddag og eftermiddag. Uanset fag var systemet bygget ens op, dog med skyldig hensyntagen til det pågældende fags struktur og indhold. Som eksempel på systemets opbygning og gennemførelse skal her i store træk følges »læseskolen«. 
Faglæreren udtog indledningsvis et af de ældste børn til »hjælper« (hjælpelærer). Barnet beholdt denne post i højst 14 dage, hvorefter det afløstes. De øvrige børn inddeltes i »bihjælpere« (tropslærere) og almindelige »lærlinge«. Intet barn måtte bestride tjenesten som bihjælper i samme skole længere end to dage efter hinanden. 
Ethvert barn modtog et løbenummer, hvorved det altid benævnedes. Børnene trådte an efter nummer om morgenen, om sommeren og når vind og vejr tillod det, i skolegården, om vinteren i klassen. Var rummet lille, trådtes an på to geledder, rangeret efter nummer. Hjælperen råbte børnene op efter nummer, og hvert barn svarede, når dets nummer nævnedes: »Her!« Hjælperen, der var udrustet med tavle og griffel, optegnede numrene på de manglende. 
Han efterså derefter, om børnene var renvaskede. Var et barn ikke tilstrækkelig soigneret, kommanderedes det ud til vandposten for at bringe sagen i orden, hvorefter det påny fremstillede sig for hjælperen, godkendtes og beordredes på plads i troppen. 
Børnenes hatte, huer, madkurve m.v. placeredes på ét bestemt sted, hvorefter man atter trådte an, medens hjælperen meldte af til læreren og opgav, hvem der manglede.
Ovennævnte program afvikledes, når det drejede sig om dagens første time. Var det en almindelig time senere på dagen, trådte børnene i de forskellige skoler an med bihjælperne på højre fløj, hver af disse udrustet med et blikskilt som tegn på deres værdighed og pegepind. Udgangsstilling: Rørstilling med hænderne på ryggen og i halvcirkel om de ophængte tabeller og med front mod disse. 
Læreren skuede nu ud over troppene, og når der var ro, startede undervisningen samtidig på et fløjtesignal fra ham. Af fælles bestemmelser under undervisningen gjaldt som ufravigelig regel, at der skulle tales så lidt som muligt. Alle nødvendige befalinger blev givet ved et ord og et fløjtesignal. Til det første brugtes ordet: »Ret!«, til det sidste et enkelt stød i fløjten. Læreren bestræbte sig på under hele undervisningen at give hver enkelt ordre ved tegn eller ved at tale sagte.
Bihjælperne eller - i vor terminologi - tropslærerne, der altså virkede som rene maskinmæssige indterpere, måtte overfor børnene kun bruge ordrerne: »Se på tabellen!«, »Om igen!«, »Fejl!«, »Godt!« og lignende korte kommentarer, ligesom børnene ikke måtte vende sig om eller tale med sidemanden, medens undervisningen varede. 
Al kommunikation mellem lærer og troppe skete via fløjtesignal. Børnene fik ved starten ingen instruktion i metoden og tegnenes og signalernes betydning. De nye elever - der var indskrivning hele året - skulle selv finde ud af det.

Når f.eks. læseskolen startede, skete det på to signaler. Første signal betød: »Træd an ved tabellerne!« Andet betød den ældgamle militære kommando: »Med øvelse ... begynd!« 
Såfremt læreren under øvelserne fløjtede 3. gang, betød dette: »Giv ... agt!« Alle stivnede øjeblikkelig, og læreren benyttede den opståede ro til at give nogle korte ordrer, rette uorden i en trop el. lign. Stødtes der igen i fløjten, betød det: »Fortsæt!«, og arbejdet genoptoges. 
I instruktionen for læreren står morsomt nok at læse, at disse signaler ideligt bør benyttes i undervisningen, da de »bidrage meget til at vænne Børnene til Orden og Lydighed, der i Underviisningen og Opdragelsen ere saa vigtige«.
Når timen/lektionen var til ende, stødte læreren igen i fløjten, hvilket betød »Giv agt!«, hvorpå han kommanderede: »Ret!«. Hver trop trådte nu an på ét geled med ryggen mod læreren og front mod tabellerne, bihjælperne med ryggen mod disse og front mod læreren. Signalet gentoges, hvorpå bihjælperne aflagde deres blikskilte, lagde undervisningsmidlerne, pegepind, kridt etc. og trådte tilbage på deres plads. Døren åbnedes af hjælperen, signalet gentoges 3. gang, hvilket betød: »Aftrådt!«, og børnene marcherede ud til en form for frikvarter/aftrædning på naturens vegne. 
Al leg, medens børnene var ude i det fri, var forbudt, og bihjælperne holdt øje med deres troppes medlemmer. Så snart et barn havde besøgt retiraden, skulle det gå ind igen. De børn, der ikke havde behov for at træde af, måtte gerne blive i skolestuen i umiddelbar nærhed af deres tabel. Så snart alle var inde, trådtes an efter nummer, og man var nu klar til omskiftning til en ny form for skole med nye tabeller.
Var lektionen ikke af en hel times varighed, kunne der foretages omskiftning midt i timen, således at en trop var en skole for sig selv. D.v.s., at man på lærerens signal skiftede om »med« og »mod uret«, som de lokale forhold nu betingede. Ved skriveskolen måtte børnene nødvendigvis anbringes på en bænk med bord, tavler og grifler. 
Når skoletiden var til ende, opløstes klassen på to signaler. Det første betød, at børnene skulle fatte huer, hatte, madkurve etc. Det andet betød: »Aftrådt!«, hvorpå børnene marcherede ud, og idet de passerede læreren, »hilse de ham paa anstændig Maade«. 
Efter børnenes udmarch, bragte hjælperen lokalet tilbage i sin oprindelige stand, lagde undervisningsmidlerne på plads, rullede tabellerne sammen, aftørrede borde, tavler m.v. og meldte: »Klar!« til læreren, hvorpå han kunne gå hjem.

Læseskolen rådede over 80 tabeller. Når de var gennemgået, kunne læreren selv vælge to læsebøger. Det eneste krav var, at den første skulle have store typer (versaler), den anden normale. Læseskolen begyndte med hele alfabetet, derefter korte meningsløse stavelser, ba, be, bi, bu o.s.v. Man gik videre til korte ord, men børnene måtte her dog også døje med ordmæssige mastodonter som »Generalkvartermesterstab«, »Borger- officersuniform«, »Consumptionsforvalter« o. lign. idéforladte sammenstillinger, der skulle læses, inden man begyndte at forbinde flere ord.
Derpå kom nyttige og moralske sentenser og endelig kristendommens hovedtræk og de vigtigste begivenheder i Jesu liv, fortalte i et alt andet end naturligt sprog. Skriveskolens tabeller var ikke meget heldigere. Først de små bogstaver i alfabetisk orden (på gotisk, vel at mærke), derpå meningsløse forbindelser af en medlyd og en selvlyd fra ma, me, mi til za, zi, zo. Så hængte man to eller flere medlyd til en selvlyd og nåede derved i 77de tabel til lange trestavelsesord med små bogstaver. Derefter fulgte de store bogstaver i en lignende orden. Efter nogle forfærdelig lange ord kom fra tabel 93 sætninger, der i samme skruede sprog som bibelhistorien gav et udtog af Danmarks historie fra O din til Frederik V I, hvis regeringshandlinger pristes i høje toner. »End lever Bondens Ven og Landets trofaste Fader, vor Frederik. Gud signe hans Dage!« o.s.fr.
Karakteristisk for systemet var det under indlæringen og overhøringerne forbudt at anvende korporlig straf, og det oven i købet i en tid, hvor børn, tyende, bønder, ja, selv bønderkoner, der var udkommanderet som klappere ved store jagter, kunne risikere at blive tugtede. Den eneste form for straf, der var tilladt, var, at det pågældende barn i overværelse af de øvrige skulle gå frem på gulvet og knæle, hvorpå det fik en tilrettevisning af læreren. Denne form for korrektion fremkaldte harmdirrende protester fra præster, der fandt, at det for »bly Smaapiger« var en langt mere nedværdigende straf end regulære prygl, som børn fik overalt i samfundet og indenfor alle stænder. Desuden var det at knæle »Andagtens højeste Bud«, hvorfor det jo nærmest var blasfemi at anvende knæfaldet i denne underlødige forbindelse.
Hvorledes børnene har reageret på den indbyrdes undervisning, ved man desværre ikke noget om. Så vidt det er »Institut for historie og samfundskundskab« på Danmarks Lærerhøjskole bekendt, eksisterer der ingen skriftlige vidnesbyrd herom.
Det må vel antages, at børnene i starten har moret sig over disse løjer, men i længden har formen, der ikke tillod læreren - eller eleverne - noget personligt spillerum endsige initiativ, utvivlsomt virket dræbende kedsommelig, ligesom den jo er plat imod et voksende barns naturlige handlingsmønster. Mønsters tabeller var sterile og uinspirerende, og de ekser- cermæssige indlæringsformer har næppe kunnet fængsle ret længe. Der ligger naturligvis en overordentlig smuk tanke i at lade de dygtige børn hjælpe de svagere, hvilket måske tillige kunne bringe børnene til at tænke socialt. (Vi så til en vis grad metodens tanke praktiseret i »personelerstat- ningssystemet« i hæren i 1950’eme). Desværre har formen dog snarere fremmet sleskeri og alles krig mod alle, og hvad der forekommer endnu mere uheldigt, var, at hjemmene i høj grad var afskåret fra at støtte børnene i skolearbejdet. Samarbejdet mellem hjem og skole var særligt vigtigt i en tid, hvor det ofte var svært at få almuen til at indse nytten af folkeoplysning. 
Nogen trøst kan man finde i, at metoden kun var tilladt i underste klasse, og børnene blev jo senere undervist af læreren. Det betød dog kun lidt i hin tid, da mange børn dengang forsømte meget i øverste klasse på grund af erhvervsarbejde. Alligevel kan man næppe sige, at metoden virker helt gold og negativ. Børnene blev holdt i ånde hele tiden, og skoletiden udnyttedes fuldt ud uden nogen form for spildtid. Mange børn, der ellers ikke kunne komme i skole på grund af de særdeles dårlige økonomiske tilstande i 1820’erne, fik ved hjælp af den indbyrdes undervisning alligevel deres chance. 
Desværre byggede undervisningsformen på relativt store lokaler, hvor flere troppe kunne arbejde samtidigt, men at få denne forudsætning opfyldt, var på det nærmeste en fiktion. Kun få af landets købstadsskoler kunne stille med lokaler af den størrelsesorden, der var påkrævet, og hvorledes metoden blev gennemført i landets mange ydmyge, lerklinede og lavloftede skolestuer på nogle få kvadratmeters areal og ofte med en uhyre kakkelovn og en spyttebakke i det ene hjørne, tør man ikke forestille sig. Tiden var jo ikke gunstig for økonomiske midler til noget avanceret skolepaladsbyggeri. 
Abrahamsson og Mønster med tilhængere har utvivlsomt i systemet set et middel til at effektivisere det danske skolevæsen. Man satsede samtidig på, at nogle af børnene kunne udskrives tidligere af skolen. Endelig glædede de mange officerer og underofficerer, der befandt sig blandt tilhængerne, sig over, at landets børn - især drengene - fik en militærpræget opdragelse, hvilket formentlig ville give feedback, når drengene senere skulle indkaldes til aftjening af værnepligten, som var forbeholdt landboungdommen. 

Abrahamsson og Mønster skrev i fællesskab et omfattende 3-binds værk, »Om den indbyrdes Underviisnings Væsen og Værd«, København 1822-28, der, mere detaljeret end Skydeskolen for Haandvåben i sine velmagtsdage formåede at udarbejde en forskrift for adskillelse og samling af et bundstykke, minutiøst beskrev systemets fortræffelige opbyggen og udførelse. Det er et overmåde grundigt, men tungt værk at arbejde sig igennem, og man finder gentagne gange, at det givet er bygget op over samtidens militære reglementers udformning, pletvis på en måde, så det danske sprog vånder sig under forfatternes ubønhørlige penne.
For Mønsters vedkommende har det givet spillet en rolle, at han absolut ikke havde tillid til almueskolens lærere. »Læreren er en Stymper«, læser man ofte i rapporterne over visitatserne. Skolelærere, der regnede sig selv for noget, kunne han simpelthen ikke fordrage. Især var han ude efter seminaristerne fra Vesterborg seminarium med deres »skrydende og af- fecterte Facon«. Hans ideal var - ligesom Abrahamssons syn på underofficerer efter Frederik den Stores sentens: »Der Mensch fångt am Lieutenant an!« - den beskedne almueskolelærer, der i et og alt kunne sit kram og kendte sin plads. At en landsbyskolelærer skulle drømme om eller overhovedet være i stand til at meddele en mere personlighedspræget og åndsudviklende undervisning, har han ikke drømt om. Han følte sig sikkert tryg ved, at lærerne skulle undervise efter et nøje fastlagt program eller - om man vil - reglement. 
Imidlertid begyndte Abrahamsson, der i 1829 var blevet udnævnt til oberstløjtnant, at vakle i sin stilling under kongens skærmende hånd. Hadet mod ham var stærkt blandt landets lærer- og præstestand, og han fik hurtigt på grund af Generalstabens uniform øgenavnet »den røde bisp«, ligesom han udøvede sit overordnede hverv med suveræn foragt for andres meninger. Det har heller ikke skabt ro om systemet, at det snart blev tydeligt, at præster og skolefolk, der med applaus gik ind for systemet, i højere grad end andre blev dekorerede af kongen.
Abrahamssons faglige dygtighed var uomtvistet og hans interesse for sagen indiskutabel, men hans menneskelige kvalifikationer og især chefs- egenskaber har næppe holdt de mål, man med rette kunne forvente af en officer med hans omgangskreds, uddannelse og indsigt. Hans arrogante, hovmestererende adfærd mod anderledes tænkende lod ham altid være omgivet med en nimbus af despekt, og det gjorde naturligvis ikke sagen bedre, at man kendte hans direkte reference til den enevældige, militær- glade monark og deraf følgende ukrænkelighed.

Kancelliet modarbejdede indædt i det skjulte hans forslag og virksomhed, og endelig rettede professor H. N. Clausen i 1831 i »Maanedsskrift for Literatur« et voldsomt angreb på Abrahamssons personlige rapporter til kongen og på hele hans nedladende og hoffærdige optræden i forbindelse med den indbyrdes undervisning. 
Selv for en Frederik V I, der normalt stod med begge ben på jorden, kunne Abrahamsson blive for besværligt et bekendtskab overfor befolkningen, og da »Den kongelige militære Højskole« (c: Hærens Officersskole) var blevet oprettet 1830 som afløsning for »Landkadetakademiet«, var der et passende tidspunkt for et vagtskifte, uden at nogen tabte ansigt, og Abrahamsson afg ik som leder af den indbyrdes undervisning og udnævntes til højskolens første undervisningsdirektør. Frederik VI glemte som bekendt aldrig sine trofaste mænd, og at han indirekte har måttet vrage en mand fra »den røde etat« på foranledning af en civil professor, har givet været en bitter pille at sluge.

Den indbyrdes undervisnings uddøen.
Almindeligvis regner man med, at indbyrdes undervisning er et afsluttet stykke skolehistorie med Frederik V I’s død 1839. Indtrykket bekræftes, når man læser en artikel af deputeret i Danske Kancelli, generalpro- kurør A. S. Ørsted i »Ny Collegial-Tidende« for 1846, hvor han skriver, at der på nuværende tidspunkt ikke kan være nogle skadelige virkninger tilbage af den indbyrdes undervisning, unægtelig en hvas kritik af den hedengangne konge. Det er derfor med en vis overraskelse, man i biskop J. P. Mynsters visitatsbøger læser, at den indbyrdes undervisning i mange almueskoler spillede en betydelig rolle gennem hele hans bispeperiode. Afviklingen begyndte i realiteten først, da professor J. N. Madvig som kultusminister i 1849 anbefalede Børresens ABC i étedet for Willes tabeller. Selv i Mynsters seneste optegnelser (fra 1853) kørte mange skoler stadig med indbyrdes undervisning.
Mange skolefolk skrev i 1830’eme mod metoden foruden H. N. Clausen. Senere blev systemet hængt ud af Meir A. Goldschmidt i vittighedsbladet »Corsaren« og hudflettedes af F. Paludan-Muller i hans store digtning »Adam Homo« fra 1840’erne. Alligevel vedblev systemet at have tilhængere. Skolen i Sølvgades kaserne, hvor mange af landets lærere havde modtaget et lynkursus, nedlagdes først 1865, og Willes tabeller udkom i nye oplag helt op i 1890erne. Så sent som i 1950 skrev Johs. C. Jensen i sin skolehistorie for Præstø amt, at flere gamle mennesker endnu mindedes, at landsbyskolelæreren, når han havde særligt travlt, fandt de gamle tabeller frem og lod børnene praktisere den indbyrdes undervisning i det små.

Vi, der lever i en militær verden, hvor det århundredgamle, entydige og indiskutable ord »mandstugten« er blevet afløst af den mere behagelige vending »den militærpæ dagog iske målsætning«, og hvor man fuldt ud bekender sig til den tese, at dér, hvor reglementet hører op, begynder officeren, kan nok afslappet se tilbage på et militært undervisningssystem, vi i dag næppe kan sympatisere med og da slet ikke, når elevmaterialet var børn. Mere humane, gensidigt kommunikerende undervisningsformer, der medinddrager hensynet til såvel lærernes som især elevernes trivsel under indlæringen, har holdt deres indtog, forhåbentlig for at blive. 
Vi ser moderne, sobre, civile og militære skolefolk arbejde seriøst med det formål stadig at udfinde nye og hensigtsmæssige undervisningsprincipper, kraftigt akkompagneret af frigjorte, visionært indstillede pædagoger og psykologer, af hvilke flere ligger under for tidens sandkasseprægede, personlighedsopløsende og tilsyneladende marxistisk indoktrinerede rullekravementalitet. 
Disse mennesker sætter - som Abrahamsson og Mønster med deres system - sandelig ikke deres feltlygte under et regnslag og gør utvivlsomt regning på at blive betragtet alvorligt. Det bliver interessant at konstatere, hvad der ad åre bliver produktet af disse forskellige strømningers arbejde, og hvorledes det kommer til at virke på den generations børn og unge, der nødvendigvis skal lægge ryg eller hoved til. 

E.O.A. Hedegaard

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_103_aargang_maj.pdf

Utrykte kilder: 
»Beretning betræffende de Forslag, der i den store Infantericaseme er skete ifølge Hans Majestæt Kongens allerhøjeste Befaling med en Skoles Indretning efter den indbyrdes Underviisning«, håndskr. protokol, under »Gamisonsskoler i Kbh., Varia«, Hærens Arkiv. »
J. B. N. von Abrahamssons privatarkiv«, Rigsarkivet.
 
Trykte kilder:
Bricka: »Dansk biografisk Haandlexikon«, I og XVI, 1900 ff,
Danmarks Adels Aarbog, XXXVI, Kbh. 1919,
Davidsen, I.: »Fra det gamle Kongens Kjøbenhavn«, I—II, Kbh. 1880-81,
Friis, N.: »Prins Frederik af Hessen«, udg. af Slesvigske Fodregiments Parolefond, Haderslev 1966,
Grue-Sørensen, K.: »Opdragelsens Historie«, Kbh. 1960,
Hansen, J. A.: »Politiske Skildringer«, I, Kbh. 1854,
Høffding, H.: »Jean Jacques Rousseau og Hans Filosofi«, Kbh. 1896,
Høybye-Nielsen, E.: »Den indbyrdes undervisning i den sjællandske almueskole«, tr. i Årbog for dansk skolehistorie, udg. af Selskabet for dansk Skolehistorie, Kbh. 1969,
Jensen, Hans: »De danske Stænderforsamlingers Historie 1830-1848«, I—II, Kbh. 1931-34.,
Jensen, Johs. C.: »Præstø amts skolehistorie indtil 1830«, Kbh. 1950,
Johansen, J.: »Frederik VI’s Hær«, udg. af Generalstaben, Kbh. 1948,
Koch, L.: »Den danske Landsbys koles Historie til 1848«, Kbh. 1882,
Krøier, J. og J. Hinge: »Den danske Underofficer«, Kbh. 1916,
Larsen, J.: »Bidrag til den danske Folkeskoles Historie 1818-1898«, Kbh. 1899,
Mønster, P. H. og J. Abrahamsson: »Om den indbyrdes Underviisnings Væsen og Værd«, I-III, Kbh. 1822-28,
Nørregård, Georg: »Efterkrigsår i dansk Udenrigspolitik«, Kbh. 1960,
»Plan til Den Kongelige militaire Høiskole 1830«, u. red. af generalmajor F. C. Bülow, Kbh. 1830,
Rigsarkivet: »Oversigt over private personarkiver i Rigsarkivet«, Kbh. 1972,
Sørensen, C. Th. m. fl.: »Meddelelser fra Krigsarkiveme«, udg. af Generalstaben, VIII-IX, Kbh. 1900-02,
»Vor Ungdom«, Kbh. 1927,
Werlauff, E. C.: »Af min Ungdoms Tid«, v. Hans Degen, Kbh. 1954.
 
 

 

 

 

Litteraturliste

Del: