Den højere militære uddannelse i Sverige

En anmeldelse

I sommeren 1968 fejrede man i Sverige 150-året for oprettelsen af den første militære højskole, Hogre Artillerilaroverket å Marieberg. I anledning af jubilæet har Militarlitteraturforeningen udgivet et nydeligt og særdeles læseværdigt festskrift*) under redaktion af det svenske artilleris inspektør, oberst Walter Lundqvist og med bidrag af såvel civile som militære forfattere.

*) Walter Lundqvist (red): Forsvarets Hogskolor 1818-1968. Militarhistoriska Forlaget, Kristianstad 1968. 256 sider, ill.

I et indledende kapitel gennemgår professor Wilhelm Sjostrand ældre tiders officersuddannelse. I Sverige som overalt i Europa var man i 1600- tallet stærkt optaget af at forbedre officerernes uddannelse. Det var først og fremmest de tekniske våben, artilleriet og ingeniørvåbnet, som der her var tale om.

Spørgsmålet om afvejning af teoretiske studier og praktisk tilegnelse var også fremme på den berømte krigerkonge Gustav II Adolfs tid. Kongen anfører, at de kvalifikationer, der fordres, kan opnås på to måder, nemlig »genomflitigt studerande eller långsam forfarenhet«, men »studerande ar den tryggaste vågen til vetenskapen.« (s. 15).

Et afgørende skridt fremad i forbedring af officersuddannelsen tog man med oprettelsen af kadetskoler i 1700-tallet. I 1792 grundlagdes det kongelige krigsakademi på Karlberg med henblik på uddannelse af officerer såvel til hæren som til flåden.

Udover grundlæggende uddannelse gennemførtes militærteoretisk uddannelse dels ved ridderakademier rundt om i Europa i 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet, dels ved privatundervisning og ved universiteter. Om denne højskoleuddannelse før 1818 skriver major Ulf Mossén. Da man i begyndelsen af 1800-tallet begyndte at føle et behov for en endnu mere kvalificeret højere uddannelse, fremkom tanken om oprettelsen af en egentlig militær højskole. Netop omkring århundredskiftet var sådanne skoler begyndt at dukke op. I 1795 oprettedes École Polytechnique i Paris, i 1802 grundlagdes den første artilleri- og ingeniørhøjskole i Europa med hjemsted i Metz og i 1816 oprettedes en tilsvarende i Berlin. Det var artillerigeneralen, friherre Carl von Cardell, som selv havde gennemgået krigshøjskolen i Berlin, der var initiativtageren til Hogre Artillerilaroverkets oprettelse i 1818. Ved denne højskole udvikledes ikke alene den højere militære uddannelse, men også den første civilingeniøruddannelse i Sverige fandt sted her. Major Jonas Hedberg har i sit kapitel om tiden på Marieberg mange interessante detaljer om uddannelsen, og dr. Brita Linde supplerer dette afsnit med en kulturhistorisk redegørelse for Marienberg-området. Det var som navnet angiver først og fremmest en skole for artilleriofficerer, men allerede fra begyndelsen kunne også ingeniørofficerer indtræde på kurserne.

Fra 1832 blev højskolen en fælles militær højskole, hvor officerer også fra andre af hærens våbenarter samt fra flåden kunne indtræde. Samtidigt opdeltes undervisningen i et et-årigt almindeligt kursus og et efter de enkelte uddannelsesretninger afpasset to-årigt højere teknisk kursus, i hvilke også indgik undervisning i taktik og strategi. Dette fællesskab skulle dog ikke komme til at vare længe. Allerede i 1878 udskiltes generalstabsuddannelsen med oprettelsen af Kungliga Krigshogskolan, og i 1898 oprettedes Kungliga Sjokrigsliogskolan, medens den oprindelige højskole fortsatte som Artilleri- och Ingenjorhogskolan. Denne udvikling skyldtes først og fremmest general Hugo Raab, der i begyndelsen af 1870-erne blev generalstabschef. Raab var præget af udviklingen andre steder i Europa, ikke mindst Preussen, hvor den ældre Moltke i 1857 var blevet chef for generalstaben og havde fornyet dens uddannelse. Han var ikke tilfreds med den uddannelse, generalstabsofficerer kunne få på Marieberg.

I et memorandum skriver han således: »Krigsliogskolan var ursprungligen ett for artilleri- (och fortifikations-) officerare allena avsett låroverk - och det år dårfor generalstabslinjen måste taga den undervisning for god, vilken visser ligen år det for artilleri- och ingenjorlinjen, men ingalunda for henne sjålv« (s. 139). Der er en vis ironi i, at da Krigsliogskolan og Artilleri- och Ingenjorhogskolan i 1951 af organisationsmæssige grunde igen blev samlet under samme tag, skete der en nedsættelse af niveauet af undervisningen i taktik på de tekniske kurser. Kurserne på Krigshogskolan var i hele den periode, den eksisterede, frivillige . Et to-årigt stabskursus og fra 1951 tillige våbenteknisk- og ingeniørteknisk kursus.

På Sjokrigshogskolan gennemførtes både et obligatorisk kursus for søofficerer og fra 1902 et obligatorisk kystartilleriofficerskursus. Disse almindelige kurser gav adgang til videre uddannelse på højere stabs- eller tekniske kurser. Kursuslængden varierede, men var for de almene normalt et år og for de højere kurser et til to år. Fra flyvevåbnets udskillelse som selvstændig forsvarsgren i 1925 og frem til 1939 fik flyverofficerer deres højere uddannelse ved Krigshogskolan eller Sjokrigshogskolan. Dette år oprettedes im idlertid en selvstændig Kungliga Flygkrigshogskolan, der gennemførte dels et et-årigt alment kursus, dels et-årige højere stabs- og tekniske kurser. Efter et omfattende kommissionsarbejde, som indledtes i efteråret 1957, skete der i Sverige i 1961 en fuldstændig integrering af den højere militære uddannelse med oprettelsen af Kungliga Militærhogskolan. Dens opgave er fastsat i Kungl. Maj:ts instruktion for skolen, hvor det i § 1 hedder:

Militårhogskolan har till uppgift att meddela officerare på aktiv stat dels vid obligatoriska kurser de vidgade kunskaper om krigsmakten, sarskilt den egna forsvarsgrenen, och de Skade insikter i ieke militåraåmnen, som fordras for tjånstgoring i kaptenshefattning; dels vid hogre kurser de vidgade kunskaper om krigsmakten och det ovriga totalforsvaret samt de okade insikter om samhallslivet i ovrigt, som fordras for tjånstgoring i kvalificerade befattningar vid liogre staber och forvaltningar, i kvalificerade lårarbefattningar eller som chefer for hogre forband. Utbildningen vid de hogre kurserna syftar till fråmst fråmja utvecklingen av de grundlåggande egenskaper, som i krig fordras hos hogre chefer och t ill att ge officerarna en enhetlig grundsyn på forsvarsproblemen«, (s. 191)

Til skolen hører også en miliærhistorisk afdeling, som leder den militærhistoriske forskning inden for forsvaret. Personellet ved denne afdeling, der omfatter en forskningschef og to militærhistorikere samt et antal officerer, deltager aktivt i højskolens undervisning. En stor del af forskningsvirksomheden gennemføres i samarbejde med universiteternes historiske institutioner.

Højskolen er direkte underlagt Overbefälhavaren, men forsvarsgrenscheferne har ret til at give retningslinier for uddannelsen på pågældende forsvarsgrens linie samt pligt til at inspicere denne virksomhed.

Højskolens organisation samt de forskellige kurser og deres varighed fremgår af ovenstående oversigt. Højskolens fast ansatte personel beløber sig til 100, hvoraf 59 er lærere, hertil kommer omkring 75 deltidslærere, hvoraf størsteparten er civile. De almene kurser udgør den højeste obligatoriske uddannelse og sigter mod at uddanne til tjenstgøring i kaptajnsgrad, samtidig danner disse kurser basis for den videregående uddannelse. Målsætningen for denne er i højeste grad rettet mod totalforsvarsaspekter og samfundsproblemer som helhed. Strategi, taktik, stabstjeneste, tekniske grundvidenskaber og militærteknik udgør hovedemnerne. For at skabe plads til de tekniske grundvidenskaber er antallet af timer til strategi, taktik og stabstjeneste på de højere tekniske kurser nedsat med omkring halvdelen i forhold til stabskurserne. Modsvarende er undervisningen i tekniske emner begrænset på disse.

Undervisningen i de forskellige linie r på de forskellige kurser koordineres i størst m ulig udstrækning. Man sigter hermed mod at give kursisterne den bedst mulige basis for at kunne virke i forsvarets forskellige stabe, samtidig med at man opnår den bedst mulige udnyttelse af højskolens lærerkræfter. Hver deltager på et højere kursus udarbejder et specialstudie om et udvalgt emne, der herefter forelægges såvel m undtligt som skriftligt. Med omtalen af militær højskolen, der i international henseende er enestående ved sin fuld t gennemførte integration af uddannelsen, er gennemgangen af den højere svenske militære uddannelse imidlertid ikke tilendebragt.

I 1951 etableredes det første »kurs for högre forsvarsstudier«. Dette blev grundlaget for Forsvarshogskolan, som siden har gennemført kurser med henblik på højere uddannelse for såvel militært som civilt personel i ledende stillinger inden for totalforsvaret. Denne skoles virksomhed samt officerskorpsets rekruttering og forhold til samfundet i hele perioden 1818-1968 behandles i bogens to afsluttende kapitler. 

K. V. Nielsen

PDF med original udgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon den_hoejere_militaere_uddannelse_i_sverige1969.pdf

 

Del: