Den franske nationalstat: en urolig magt

Denne artikel er skrevet af lektor, cand.mag Ulla Holm, der er forsker ved Center for Freds- og Konfliktsforskning under Københavns Universitet.

 

Siden 1989 har Frankrig været en nationalstat i vildrede med sig selv, fordi landet blev en delvis taber efter Murens fald. Før 1989 havde Frankrig politisk lukreret på bipolariteten og det delte Tyskland. Det havde kunnet postulere, at det som stor europæisk uafhængig magt kunne tilvejebringe en ny europæisk sikkerhedspolitisk orden. Kun Frankrig kunne overskride Jaltasystemet, var meldingen fra de Gaulle og de senere præsidenter. Men så skete der det, at Tyskland blev genforenet uden fransk mellemkomst. Frankrig blev derfor taber, fordi Jaltasystemet brød sammen, uden at Frankrig havde haft indflydelse på, hvordan det skulle bryde sammen. Dermed blev Frankrig placeret i en proces, hvor et helt Tyskland lå som en potentiel stor fløjmagt for et østligt rum, hvor Sovjet/Rusland, Frankrigs traditionelle alliancepartner mod Tyskland, balancerede på randen af et sammenbrud.

Sovjet er skrumpet ind til Rusland, og den franske politiske særstatus over for Tyskland har genforeningen udvisket. Den franske ambition om at være murbrækker mellem Øst og Vest er en saga blot, efter at østtyskerne selv brød Muren ned. Frankrig har mistet næsten alle politiske særstatuskort. Frankrig sidder ikke mere inde med en kvart nøgle til Berlin. Hertil kommer, at Frankrig måske en dag enten får Tyskland som medspiller i FN's Sikkerhedsråd, eller det mister sin plads til fordel for en EU-repræsentant. Hvad er der så tilbage af den tidligere særstatus? Atomvåbnene er der. Der er blot den hage ved dem, at der ikke er specielt mange europæere, som ønsker dem. Hverken i europæiseret eller fransk national udgave. Frankrig er derfor fra midten af januar 1996 begyndt at tale om muligheden for fælles atomare doktriner og strategier i NATO-regi.

Selv om Frankrig er blevet "banaliseret", er blevet politisk mindre, efter at Tyskland er blevet delvist politisk voksen, så betyder det ikke, at Frankrig opgiver sin vision om sig selv som en stor nationalstat, der besidder politisk vilje par excellence og et budskab om frihed, lighed og broderskab, som Europa og resten af verden bør nyde godt af. En stat, som har været vant til at se sig selv som politisk første violinspiller på det europæiske politiske landkort pakker ikke blot sammen og bliver en stat med et lavt sikkerheds-og udenrigspolitisk ambitionsniveau; men problemet er, at Frankrig ikke mere ved, hvad det er for et Europa, det vil have.

Efter Murens fald speedede Mitterrand europaintegrationen op. Kun ved at binde Tyskland tættere ind i en vesteuropæisk konstruktion, kunne det undgås, at Tyskland gik enegang mod Øst. Men indbinding og dermed øget integration betyder på sin side, at Frankrig også selv indbindes. Frankrig fik, hvad det bad om under Maastricht-forhandlingerne: datoer for etablering af ØMU'en og styrket udenrigs-og sikkerhedspolitik. Siden folkeafstemningen om Maastricht-traktaten i september 1992, hvor næsten 50% sagde nej til Mitterrands integrationsprojekt, har Frankrig ikke vidst, hvilket Europa det ville.

Den statslige krise
Siden J. Chirac blev præsident i maj 1995, har Europa med undren set på den franske indenrigs - og udenrigspolitiske udvikling. Udadtil så det ud til, at Frankrig ville gå enegang ud i Europa med sin beslutning om genoptagelse af atomsprængningerne, sin udsættelse af implementeringen af Schengen-aftalen og sin manglende entusiasme for ØMU'en. Indenrigspolitisk lovede Chirac forbedring af levevilkårene for de lavtlønnede og de udstødte. I realiteten fortsatte han den stramme finanspolitik. Desuden forsøgte regeringen at reducere det voldsomme statsunderskud. Denne politik forårsagede generel social og økonomisk uro, som kulminerede i de store strejker inden for den offentlige sektor i november-december 1995. Social nød, ghettooprør, frygt for immigrationsbølge fra Algeriet, høj arbejdsløshed (12%) og landmænd, der raser mod EU's landbrugspolitik, sætter staten i alarmtilstand.
 
Frygten for udvikling af en svag nationalstat, der ikke kan spille en stor europæisk rolle pga. manglende intern sammenhængskraft er tilstede hos hele den politiske elite. Nationalstaten har siden 1789 gennemlevet psykodramaer pga. revolutioner, store økonomiske tilpasninger og den traumatiske afkolonisering af Algeriet i 1950-60erne. Hver gang nationen har stået over for store politiske og sociale ændringer, har den politiske elite tegnet situationen i dystre farver. Ordet 'déclin' (nedgang) er tonet frem på de politiske nethinder. Det skete så sent som i december 1995, hvor statsminister A. Juppé advarede herimod og manede til republikansk socialt sammenhold. Hvis ikke det skete, ville Frankrig ikke mere kunne spille en rolle i Europa og verden. (Le Monde 5. december). Franske forskere har ikke tøvet med at sammenligne den sociale uro i efteråret 1995 med 1968, sågar med 1789. Et socialt og politisk oprør mod 'l'Ancien Régime', i dette tilfælde mod 5. Republikkens institutioner, mod dens definition af forholdet mellem stat og borger.
 
Der har været tvetydige signaler fra den strejkende befolkning. Nogle steder har det lydt: Vi ønsker mere stat. Vi vil ikke, at staten forsvinder fra det franske territorium. Vi vil ikke, at staten hæves op på Bruxelles-niveau. Vi vil, at en grænse er en grænse. Det skal den vedblive med at være. Fra andre sider har det lydt: Vi vil mere indflydelse på statens politik. Vi vil have kontrol med den udøvende magt og dermed mere borgerindflydelse. Vi vil, at der udvikles flere politiske mekanismer under staten. Oprøret er således både udtryk for uro over for den republikanske statslige transformationsproces, der har været igang siden EF-pakkens dereguleringskrav, og en konsekvens af 1980ernes debat om forholdet mellem den udøvende/lovgivende magt og borgerne.
 
Republikken er ikke bare navnet på en politisk institution. Den er også instrumentet for moralsk og socialt fremskridt. Den er et permanent middel til reduktion af ulighed og styrkelse af solidaritet mellem borgerne (Hazaree- singh, 1994:89). Republikanismens kodeord er lighed, frihed og broderskab. Men hvor de konservative republikanere indtil 1945 lagde vægten på frihed, og dermed på ejendomsretten og det gode liv, som noget der ikke vedrører staten, så har de radikale republikanere understreget nødvendigheden af statens intervention på det sociale område for at sikre det gode liv for alle borgere. Der er således indbygget en spænding mellem 1789-revolutionens løfte om social retfærdighed og bevarelse af en hierarkiseret social orden. Den republikanske stat som social regulator, som garant for en vis fordeling af sociale og økonomiske goder har siden 1945 fået tilslutning fra hele det politiske spektrum. Stort set alle har været enige om, at staten har pligt til at beskytte og styrke borgernes økonomiske og sociale liv.
 
Den republikanske stat skal garantere lighed, solidaritet og enhed. Kun den kan korrigere for uretfærdig social ulighed. Selv efter at gaullisterne blev ivrige fortalere for markedets deregulering fra midten af 1980erne har de ikke for alvor sat spørgsmålstegn ved nødvendigheden af statens sociale intervention. Der er kun en minoritet i den franske politiske elite, der er tilhænger af en 'Thatcher minimalstat'. Men ligesom i de andre europæiske lande sættes der nu kraftigt spørgsmålstegn ved den hidtidige statslige forsørgerrolle pga. det enorme statsunderskud, som vanskeliggør opfyldelsen af ØMU-konvergenskra- vene. P. Séguin, formand for Nationalforsamlingen, socialt bevidst gaullist og Maastricht modstander anbefalede under præsidentvalgkampagnen J. Chirac at sætte 'en republikansk pagt' i centrum for politikken. Formålet med en sådan skulle være at svejse nationen sammen om et stort projekt, der skulle forhindre, at den sociale ulighed uddybedes pga. de åbne grænser. Ordet pagt tilkendegiver, at der eksisterer et direkte bånd mellem regering og folket, som vil det samme i republikkens navn. Samtidig signaleres det, at selve republikken er i fare, hvis ikke en sådan pagt etableres. Nationen vil blive fragmenteret. Særinteresser vil blive dominerende. Dermed vil det være slut med den stærke nation.
 
Den republikanske pagt kræver en almægtig stat og statslig voluntarisme; men hvordan kan det forliges med decentralisering, privatisering og deregulering? Det er et problem, som alle de europæiske stater står foran. Men for den franske nationalstat er denne konflikt hårdere end i f.eks. Tyskland og Danmark, fordi Frankrig er et land, der har været præget af århundreders statsinterventionisme. Derfor er der voldsom spænding mellem ideen om staten som garant for den nationale kohesion og udadrettet handling og nødvendigheden af økonomisk tilpasning til det europæiske deregulerede marked.
 
Den stærke udøvende magt, som de Gaulle opbyggede for at forhindre, at nationen gik i opløsning pga. krigen i Algeriet, udsættes nu for stærk kritik. En stor del af befolkningen vil ikke mere 'et republikansk monarki', hvor præsidenten og den udøvende magt regerer i et lukket rum. Det vil ikke en ophøjet monark, som betragter udenrigs-og forsvarspolitik som sit 'domaine réservé' (område, der er forbeholdt præsidenten), således som det er defineret i 5. Republikkens forfatning. Det var tydeligt, da 49% sagde nej til Mitterrands Maastricht-projekt. Det var tydeligt, da et flertal var imod prøvesprængningerne. Den nuværende regering forsøger at løse den institutionelle krise ved dels at udvide mulighederne for folkeafstemninger til at omfatte det sociale og økonomiske område dels ved at give nationalforsamlingen mere magt. 5. Republikkens statslige krise er en krise om forholdet mellem indenrigs-og udenrigspolitik, om forholdet mellem stat og borger og sidst, men ikke mindst, om forholdet mellem staten og definitionen af nation.
 
Den nationale identitetskrise
Det, der har gjort franskmænd stolte over at være franskmænd er, at de lever i en nation, der er defineret politisk, hvorimod f.eks. både den tyske og den danske nation er etnisk defineret. De franske revolutionære "opfandt" den politiske nation. Folket huggede hovedet af kongen i 1793 og indsatte i stedet nationen som øverste suveræne politiske instans. Politisk i den forstand, at den individuelle franskmand vælger at tilslutte sig "projekt Frankrig" på basis af en frivilligt indgået kontrakt med staten, som til gengæld garanterer, at alle er lige og frie (J.- J.Rousseau: Samfundspagten) Nationen er åben for alle dem, som ønsker at tilslutte sig dette kontraktprincip. Man fødes ikke franskmand. Man bliver det, hvis man selv ønsker det. Franskmanden bliver national borger i staten. Kun den kan garantere, at den nationale kontrakt får liv. Dermed bliver nationen til stat. Nationen bliver politisk i staten. Der er total sammensmeltning af stat og nation. Der kan derfor ikke tales om den ene uden, at der tales om den anden. Sammensmeltningen giver staten total legitimitet. Staten bliver dermed en mægtig magtcontainer, som strukturerer bevidstheden, kulturen, økonomien og udenrigspolitikken. Alt i den store nátions navn, i almenvellets navn, som udtrykker hele nationens interesse. Den store nation kan kun forblive stor, hvis alle borgere er enige om, at de aktivt vil tilslutte sig et stort projekt, som forhindrer dem i at forfalde til dagligdags problemer, til særinteresser. Hvis særinteresser får overtaget, eller hvis forskellighedernes Frankrig (de regionale forskelle) stikker hovedet frem, vil Frankrig miste sin politiske sammensvejsende kraft og dermed også sin mulighed for at føre storpolitik udadtil.
 
Det republikanske budskab til verden er, at hele menneskeheden bør tilslutte sig det politiske nationsbudskab, fordi det hverken er bundet til et territorium, til en historisk tid, eller til en social kategori. Den franske politiske nation er "stor", fordi det er en universel model for andre nationalstater. Den er dermed større end sit territorium. Nationen er stolt af, at den på grundlag af sin samfundskontrakt kan skabe borgere ud af en hvilken som helst fremmed etnisk gruppe i modsætning til etniske nationer, der definerer sig på grundlag af sprog, kultur og historiske rødder. Til dette politiske nationsbegreb er der knyttet et fædrelandsbegreb (patrie), som er forskelligt fra det politiske nationsbegreb, fordi det er følelsesmæssigt relateret til fortiden, den kollektive erindring og kulturelle rødder. Fædrelandsbegrebet er forankret til en territorial, historisk og sproglig kerne.
 
Det politiske nationsbegreb og det kulturelle fædrelandsbegreb er knyttet sammen, således at både det politiske og det kulturelle er gensidigt konstituerende. Hvis fædrelandsbegrebet river sig løs fra nationsbegrebet, dukker der en etnisk defineret kulturnation frem ( Holm: 1993). Det er lige præcist det, der er sket i le Pens definition af den franske nation. Den nationale fronts (Le Pens parti) franske patriot bliver ham/hende, der bevarer sig 'ren' inden for nationalstatens grænse. Dermed forvandles den revolutionære universelle nations historie til en biologiens universalitet. Blodets og kulturens egenart erstatter det subjektive kontraktforhold mellem nation og borger. Den nationale fronts budskab er således, at en galler er en galler, er en galler. Den logiske konsekvens heraf bliver, at en maghrebiner er en maghrebiner. Som sådan kan han/hun aldrig assimileres, fordi der ikke er gallisk blod i årene. Den nationale fronts mål bliver derfor at rense nationen for fremmede elementer og for moralsk dekadence, som de fremmede er årsag til. Denne omdefinering af nationen blev under præsidentvalget i 1995 støttet af ca. 15 %. Derfor spørger forhenværende statsminister E. Balladur:" Hvad er det for en nation, franskmændene ønsker? Hvordan skal den nationale identitet defineres? (Le Monde, 17.1.1996).
 
Nationen ved ikke mere, hvem den er. Og den ser slet ikke præsidenten som inkarnationen af nationen i dens dybde, som den gaullistiske arv ellers tilsiger. Den nuværende præsident er ikke en karismatisk person, der kan svejse nationen sammen om et fælles stort projekt, der kan give Frankrig den gule førertrøje i europakon- struktionen. De Gaulles projekt var at genopbygge en stærk nationalstat. Kun en sådan kunne handle udadtil. En stærk yder-og inderside var alfa og omega i hans politiske handlen. Nu er der en gaullist ved magten. Ligesom de Gaulle står han ved begyndelsen af sin præsidentperiode med en svag nation og stat. Men til forskel fra de Gaulle har han ikke nogen ide om, hvordan han kan hele nationen. Republikanerne spørger sig selv, om den franske nation er ved at udvikle sig til et amerikansk samfund, hvor 'little Chinatown' ligger ved siden af 'little Italy' uden fælles kulturelle og politiske bånd. Le Pens nationale front understreger derimod den iboende kulturelle forskellighed, som de transformerer til et eksklusionsprincip.
 
I juni 1995 vandt den nationale front ved kommunevalget tre borgmesterposter i Sydfrankrig, som har mange indvandrere fra Maghreb-landene. Fronten fik stor opbakning, fordi dens hovedtema under valgkampen var løftet om indførelse af 'la préférence nationale' (national favorisering), som betyder, at illegale indvandrere ikke vil få ret til bolig, samt at legale indvandrere vil få frataget deres sociale ydelser, til trods for at forfatningen forbyder forskelsbehandling. Det politiske signal er således: rens byerne for urent blod. Mange gaullister er tiltrukket af le Pens budskab, fordi de er bekymrede for, om den 'store' nations kulturelle og politiske særpræg kan overleve i et Europa med åbne grænser. De står derfor i det dilemma, at de på den ene side går ind for den frie bevægelighed, men på den anden side vil de lukke den franske grænse pga. angst for kulturelt identitetstab. Den gaullistiske regerings svar på frygten for identitetstab har været at udskyde implementeringen af Schengen-aftalen på ubestemt tid.
 
Chirac har sammen med Kohl i et fælles brev d. 6. 12. 1995, som udstikker de områder, de to ledere ønsker skal behandles på EU-regeringskonferencen, skrevet, at der bør være fælles holdning til asyl-og immigrationspolitikken. Det er Frankrig nødt til at udtale for at få en 'handel' igennem, som går ud på, at Østudvidelsen ikke må ske på bekostning af inddragelse af Nordafrika i EU-politikken. Men Frankrig er ikke specielt interesseret i at hjælpe tyskerne med deres immigrationsproblemer, fordi store dele af den franske befolkning føler sig truet i deres nationale identitet af risikoen for øget immigration fra Nordafrika. De føler sig truet af islamiserede ghettoer i storbyerne. De føler sig truet af et Europa, hvor der er fri bevægelighed. De beder derfor om mere sikkerhedsstat for at beskytte identiteten (Buzan et al.:1996). Den forrige og nuværende regerings svar på disse trusselopfattelser har været og er stadig at befæste Frankrig1, at lukke landets egne grænser maksimalt2 samt sætte en grænse internt i Frankrig over for især maghrebinerne. I slutningen af december 1995 blev der således vedtaget en anti-terrorlov, som etablerer en tydelig kobling mellem terrorisme og illegal indvandring. En person, som hjælper en illegal indvandrer, der viser sig at have forbindelse til terrorisme, til at komme ind i landet, kan nu få fængselsstraf.
 
Der advares mod, at der i de store byer kan opstå guerillaagtige tilstande, hvor ghettoernes unge indvandrere gør oprør. Forsvarsministeriet planlægger derfor, at dele af infanteriet skal oplæres i "kontrol med de urbaniserede zoner" (Le Monde, 2.11.1995). Militæret er i januar 1996 begyndt at kontrollere de offentlige transportmidler i Strasbourg. Den officielle begrundelse er, at kontrollen er et led i "Vigipirate” aktionen mod algerisk terrorisme. Men den militære patruljering er blevet indsat efter, at der har været adskillige optøjer i ghettoforstæderne. Der bliver således sat lighedstegn mellem terrorisme, social nød og immigranter. Resultatet af 'tout-sécuritaire - (total sikkerhed) politikken kan blive øget kulturel islamisering af det maghrebinske samfund i protest mod republikkens identitetssikkerhedspolitik.
 
Den nordafrikanske trussel
De Gaulle kom til magten i 1958 for at redde Frankrig ud af det algeriske kolonimorads. Til den ende fik han gennemført den konstitutionsændring, som han allerede i 1946 havde ønsket sig for Frankrig. Stærk eksekutivmagt skulle sikre, at præsidenten kunne håndtere krigen i Algeriet. Siden 1992 har Frankrig igen stået med et Algeriet-problem. Men denne gang er der ingen karismatisk person til at udstikke en politik over for Algeriet. Institutionerne er ej heller, hvad de har været. De økonomiske, sociale og politiske problemer er enorme i Nordafrika. Demografien eksploderer, i 1990 beregnede EU-kommissionen, at de 245 mio. indbyggere i landene syd og øst for Middelhavet vil være vokset til 305 mio. i år 2000.1 år 2025 forventer Kommissionen, at tallet vil være 400 mio. til trods for, at fødselshyppigheden siden slutningen af 1980erne har været stærkt dalende især i Nordafrika.
 
I Algeriet brød der store optøjer ud i 1988. Den algeriske regerings svar på det sociale og politiske oprør var i 1989 at indføre politisk pluralisme for første gang i Algeriets historie. Året efter fik FIS (Den Islamiske Frelsefront) flertal ved kommunevalget. I 1991 stod Frelsefronten til at vinde parlamentsvalget. Derfor suspenderede den militært styrede regering anden runde af valget og indførte undtagelsestilstand. Da gik det op for de europæiske lande, at der var et eller andet råddent i Algeriet; men de europæiske politiske ledere valgte mere eller mindre helhjertet at støtte den siddende regering, fordi de foretrak en udemokratisk regering frem for en islamisk præget regering. De europæiske politikere håbede, at den algeriske stat og hær kunne opretholde status quo, så Europa ikke behøvede at bekymre sig om sydflanken (Holm: 1995).
 
Siden 1994 er især den franske regering dog blevet stadig mere bekymret over den eskalerende vold i Algeriet. Radikale islamisters kapring af et Air France-fly i december 1994 bragte volden ind på fransk jord. I juli 1995 blev en moderat imam dræbt i en moske i Paris. Bomber eksploderede i Paris, som har den Væbnede Islamiske Gruppe, GIA's varemærke. Den radikale islamiske grupper har sat sig for at advare den franske regering dels mod at støtte den algeriske regering dels mod at fremme en politisk dialog mellem regering og opposition.
 
Den franske regering er i politisk vildrede. Den er blevet klar over, at volden ikke bare er udtryk for økonomisk nød, men også er et generelt opgør mod den korrupte algeriske stat; men fortidens kolonialisme betyder, at Frankrig skal gå på listesko over for Algeriet. Den daværende indenrigsminister C. Pasqua styrkede 'tout sécuritaire' politikken internt i Frankrig i jagten på reelle og formodede islamiske terrorister. Denne politik er som før nævnt blevet videreført under den nuværende indenrigsminister J.-L. Debré. Daværende udenrigsminister, A. Juppé og Mitterrand derimod manede til demokratisering af det politiske liv samt til uddybning af den dialog, som Frelsefronten fra slutningen af 1994 havde påbegyndt med flere andre partier, som var modstandere af den algeriske regerings kompromisløse holdning over for islamisterne. Chirac har fortsat denne linie. Han har således udtalt, at Frankrig må overveje, om fremtidig økonomisk hjælp til Algeriet skal betinges af overholdelse af demokratiske rettigheder.
 
Den nye præsident Zeroual, som i november 1995 blev valgt ved det første frie præsidentvalg i Algeriets historie, skal nu bevise, at han ønsker at samarbejde med islamisterne. Foreløbigt har han givet ministerposter til et moderat islamisk parti, som fik 25% ved valget. Men den statslige terror fortsætter mod GIA, og GIA er kompromisløs over for regimet. Spørgsmålet bliver om det lykkes at inddæmme terroren til 'kun' at være en form for IRA-ETA terror. Det kan lade sig gøre, hvis regeringen stopper den vilkårlige vold mod civilbefolkningen samt indgår i forhandlinger med islamisterne om reel politisk pluralisme. Hele Europa åndede lettet op over den store opbakning til Zeroual. Man håber nu, at terroren kan neddrosles. Derfor er formanden for Nationalforsamlingen, P. Séguin i januar 1996 taget til Algeriet for at drøfte forholdet mellem Europa/Frankrig og Algeriet.
 
Frankrig har et "speciel relationship" til Nordafrika på grund af den koloniale fortid. Men det ønsker ikke, at det alene skal tage sig af det nordafrikanske problem. Derfor har Frankrig sammen med Spanien og Italien siden Murens fald ønsket europæisering af det nordafrikanske problem. Især Frankrig er interesseret i, at politikken over for Maghreb føres op på europæisk niveau. Årsagerne er som ovenfor nævnt, at landet har ondt i sin identitet samt, at der er en talstærk muslimsk befolkningsgruppe (ca. 4 mio.), som frygtes at være modtagelig for politisk islamisering. En yderligere destabilisering af de nordafrikanske lande vil rimeligis føre til flygtningestrømme, som vil styrke den franske nationale identitetsusikkerhed. Det gør en stor forskel, om Nordafrika kommer ind i Europa som et sydeuropæisk problem eller som et EU problem. Hvis det første bliver tilfældet, vil de sydeuropæiske lande føle sig endnu mere truet i deres økonomiske og politiske identitet. Konsekvensen heraf vil være, at Sydeuropa vil føre inddæmningspolitik over for Nordafrika, som kan medføre kulturel konfrontationskurs mellem Sydeuropa og Nordafrika.
 
Under det franske EU-formandskab i foråret 1995 var Middelhavspolitikken topprioritet. Den fik støtte af Tyskland, som gentagne gange forsikrede, at Middelhavsområdet er af lige så stor sikkerhedspolitisk betydning som Østeuropa. De sydeuropæiske lande frygter, at det sydlige Middelhav 'glemmes' af EU pga. dets prioiritering af Øst-Centraleuropaudvidelsen. Frankrig vil derfor, at der skal være prioriteringsligevægt mellem Syd og Øst. Det bliver der ikke, fordi Østeuropa har fået lovning på medlemskab af EU, hvad Nordafrika ikke har. Nordafrika kan få penge og på længere sigt en frihandelszone. Men pengene er ikke adgangsbillet til politisk medlemskab af EU, fordi Nordafrika ikke betragtes som europæisk. Der er således indbygget en balancens ubalance mellem udvidelsen mod Øst og tilnærmelsen af Nordafrika til Europa. Hvis ikke den fransk/tysk motor fungerer i den videre europakonstruktion vil det være ubalancen, der får overvægten med renationalisering og bilateralisering som resultat. Hvis EU bliver stadig mindre handlekraftigt, vil Middelhavet blive et udelukkende sydeuropæisk problem. Det vil formindske det franske incitament til at føre østpolitik med Tyskland. Dermed vil Øst og Syd falde til hver sin side. De to store europæiske magter vil med mistro se på opkomsten af to distinkte indflydelsessfærer. Frankrig vil beskylde Tyskland for at drive mod Øst, og Tyskland vil beskylde Frankrig for ikke at ville tage tysk immigrationsproblemer alvorligt. Det er ikke dette scenarie, der har overtaget; men den franske bekymring for, at Middelhavet glemmes til fordel for Østeuropa er konstant tilstede, derfor understregede J. Chirac også i et interview i Time (december,4,1995), at en af hans præsidentperiodes topprioriteter vil være styrkelse af solidariteten mellem Europa og Middelhavet/Afrika. Det var derfor heller ikke tilfældigt, at Chiracs første udenlandsrejse gik til Rabat, hvor han i august 1995 foreslog, at der skulle etableres en 'Middelhavssikkerhedspagt' mellem EU og Middelhavet. Den skal være en sydlig pendant til Balladurs sikkerhedspagt for Øst- Centraleuropa/Baltikum. Dette forslag blev positivt modtaget af deltagerne på Middelhavskonferencen i Barcelona d. 27.- 28. 11. 1995.3
 
Hvilket fransk Europa?
Nogle tyskere kommentatorer kalder Frankrig for den syge mand med slet skjult henvisning til det ottomaniske riges forfald (Le Monde 10.11.1995). Amerikanske kommentatorer noterer sig, at den franske gæld er på størrelse med Ukraines (Time: 1995). Indirekte bliver der spurgt, om en svag stat overhovedet kan føre en konstruktiv europapolitik, om det kan være en stor civiliserende magt. De alarmerende sammenligninger skyldes, at det ser ud som om den gaullistiske regering og Chirac er på en europæiske slingrekurs, som tilsyneladende står i skarp kontrast til Mitterrands europaprojekt.
 
Fra 1983 til 1992 var hele den politiske elite med undtagelse af le Pen og kommunisterne enige om, at Europa skulle have så mange statskvaliteter som muligt for at kunne handle på den europæiske scene og internationalt. Alt det, Frankrig ikke længere kunne selv, skulle Bruxelles nu gøre. Så længe Mitterrands europaprojekt var et genrejsningsprojekt for Frankrig, en stor plan, som i realiteten skulle kunne det samme som den franske stat, var der stor opbakning. Projekt 'jo mere Europa, desto mere Frankrig' tilfredstillede den politiske elites syn på Frankrig som den største statsperle af alle statsperler. Statsperlen blev endnu større, når den blev overført til Bruxelles. Solkongen herskede nu fra et sted, hvor der var kontrol over de fransk/vesteuropæiske anliggender, hvorfra forsvarsidentitet, økonomisk mobilisering over for Japan og USA, civilisationsværdier samt statusanerkendelse i verden strømmede ud. For den franske politiske elite er der ikke nogen logisk modsigelse i denne måde at tænke europakonstruktion på: Alene Frankrig af alle europæiske stater besidder den politiske vilje takket være sin politiske nationskon- trakat og civilisationsværdier. Hvis denne vilje overføres til EF/EU, får Fællesskabet et fransk politisk hjerte, der pulserer ud over hele Europa. Europa som en ægte politisk konstruktion vil medføre overensstemmelse mellem Paris og 'Bruxelles'. Frankrig giver med andre ord sine værdier til de andre medlemslande og sikrer dermed, at Europa er værd at leve for. Europa bliver en franskfarvet civilisationspol, som andre kan se hen til, fordi den repræsenterer oplysningstidens og revolutionens almengyldige værdier.
 
Denne forestilling indebærer også klare kriterier for det 'franske' Europa. Det består af et center, der - for at kunne fastholde sin rolle som storpolitisk aktør - er klart afgrænset over for andre lande. Det er ikke et udflydende Europa med svage grænser, med usikkerhed om, hvor magten ligger. Kun Vesteuropa kan få den stats- agtige kvalitet, som er nødvendig for at handle. Andre lande kan ikke bare snige sig ind ad bagdøren i økonomisk og politisk henseende. Adgang til klubben gives kun, hvis centrets magt ikke udviskes. Magt og handling er derfor alfa og omega. Den franske nationalstatslige selvforståelse bygger som ovenfor nævnt på, at den politiske nation er en synlig nation af aktive borgere. Det er derfor utænkeligt, at den franske nationalstat ligger stille bag 'byporten'. Det er derfor fuldkommen logisk, at Europa som et fordoblet Frankrig skal kunne handle. Det skal være diplomatisk synligt. Det skal være magt bag de diplomatiske ord. Derfor skal Europa udstyres med forsvarsidentitet (Holm: 1993).
 
Det stærke centraliserede magtcenter sender sin magt ud til periferien. Den stråler ud i koncentriske cirkler, hvor magten langsomt fader ud (Wæver: 1996). Fra den hårde fransk-tyske kerne, som er ankeret i det stærke politiske center, til de andre EU-lande. Næste cirkel består af Øst-og Centraleuropa. I den yderste cirkel ligger SNG-landene og Rusland. Øst-og Centraleuropa kan kun komme ind i EU, hvis centrets magt ikke udviskes. Centeret skal være det handlende subjekt over for de andre cirkler. Derfor kan udvidelse ikke komme før uddybning. Den opfattelse deles af den nuværende regering og af Chirac (Sæter: 1995). Politisk tilnærmelse før fuld økonomisk integration er alfa og omega for hele den franske politiske elite, fordi den omvendte rækkefølge ville betyde tysk øget indflydelse i Øst, hvorimod den franske rækkefølge betyder politisk kontrol med Øst og politisk magt i centeret.
 
Da politik i Frankrig handler om statspolitik, om magtfulde statsaktører, er et engelskpræget frihandelseuropa et ganske utænkeligt europabegreb for den franske politiske elite. Alle er enige herom. Også den nuværende regering. Mange kommentatorer har efter 1992 udtalt, at nu var Paris/Bonn aksen blevet erstattet af en Paris/London akse. Men den kan ikke erstattes af nogle som helst andre akser, hvad Paris/Bonn udspillet til regeringskonferencen (6.12.1995) også klart demonstrerer. Frankrig kan tale med London om udarbejdelse af fælles doktriner for afskrækkelse, om 'out-of area' aktioner, fordi de begge er tunge militærmagter, som har kolonifortid til fælles. De to lande kan komplementere og supplere Paris/Bonn aksen. Men de kan ikke sammen udforme det politiske 'design' for Europa. Det kan Frankrig og Tyskland.
 
Mitterrands europabegreb havde kronede dage sålænge, der ikke blev talt om, i hvilke institutioner alle de stærke politikker skulle udføres. I realiteten var det 'mitterrandske' europabegreb et centralistisk føderalismebegreb, da alle politikker skal stråle ud fra ét center. Da Mitterrand så speedede europaintegrationen op efter Murens fald, slog hans stats-agtige europabegreb tilbage som en boomerang på den interne politiske scene, og halvdelen af befolkningen sagde nej til det ved folkeafstemningen i 1992. Den ville ikke sammensmeltningen af Europa og Frankrig. Den ville have staten tilbage til det franske territorium. Den ville have det gamle gaullistiske europabegreb på banen igen. I denne konstruktion handler Frankrig ud i Europa. Det optræder på den europæiske scene. Der er således ikke sammenfald mellem Frankrig og Europa. En grænse er en grænse. Og det skal den vedblive med at være undtagen i økonomisk henseende. I dette europabegreb optræder Frankrig på den europæiske scene i tæt samarbejde med Tyskland og i skiftende alliancepolitikker med andre lande. Det er dette begreb, Chirac hentyder til, når han taler om, at han vil et stærkt Frankrig i Europa.
 
Gaullistpartiet har permanent været fortaler for et stærkt økonomisk Europa; men partiet har siden 1989, hvor Mitterrand satte fart i europaintegrationen, været dybt splittet på spørgsmålet, om Europa skulle have så mange stats-kvaliteter som muligt, eller om Europa skulle bygges op på grundlag af nationalstatens handlen ud i Europa. De to europabegreber, som eksisterer internt i gaullistpartiet, RPR, konfronteres af et trejde som støttes af dele af UDF, en paraplyorganisation af centrum-højrepartier. Dette begreb opererer med et helt andet Frankrig i et helt andet Europa. Et decentraliseret Frankrig i et decentraliseret Europa, hvor centret ikke længere er en centraliseret nationalstat med sæde i Paris, ej heller en fordobling af Paris i Bruxelles. Det er et begreb, der har vanskelighed ved at give mening på den franske politiske scene, da det vil betyde opbrud med 200 års politisk kultur. Men det kan langsomt vinde indpas pga. pres fra de franske regioner og fra Tyskland.
 
Det er det mitterrandske og det gaullistiske europabegreb, der har konkurreret siden folkeafstemningen i 1992. Men ligegyldigt om forholdet mellem Frankrig og Europa tænkes forskelligt i de to begreber, så er hele den politiske elite enig om, at Frankrig har noget 'ekstra', som de andre europæiske lande ikke har: Frankrig er ikke noget gennemsnitsland, fordi landet har en humanistisk og universalistisk tradition, der er stærkt bundet til menneskerettigheder, demokrati, tolerance, retfærdighed, frihed, lighed og broderskab ( Chirac i Time op.cit., samt hans nytårstale. Le Monde, 2.1.1996). Det er disse værdier, der skal overføres til Europa, fordi de vil garantere, at Frankrig/Europa kan spille en stor international rolle som fredsskaber/bevarer, det være sig eksempelvis i Eks-jugoslavien eller over for Rusland. Men hvor Mitterrand insisterede på den franske kulturelle stråleglans (rayonnement) og fransk storhed (grandeur), der skulle transmitteres til Europa, er disse ord næsten forsvundet fra det franske gaullistiske vokabularium. (Kolbom og Stark: 1995). Ordene er forsvundet, fordi den franske nationalstat er gerådet i føromtalte sociale og identitetsmæssige krise, som gør det svært at tale om speciel fransk storhed. I stedet tales der om "nytten af Europakonstruktionen" og om "det fornuftige i at fortsætte Europakonstruktionen". (Chirac. Le Monde, 17.1.1996).
 
Denne tale om Europa adskiller sig ikke fra Mitterrands og socialistpartiets tale om EF i 1983, hvor vendingen mod Europa blev trumfet igennem. Også dengang skulle Bruxelles frelse Frankrig fra at sakke bagud i moderniseringstoget. Frankrigs mål dengang og nu var og er at bruge Europa til at løse nationale økonomiske og sociale problemer. Vendingen mod Europa i 1983 blev et spørgsmål om overlevelse. Det bliver det også nu, hvor den statslige og nationale krise truer Mitterrands statsagtige europaprojekt, som størsteparten af regeringen er tilhænger af, netop fordi det skal garantere mod fransk 'nedgang'.
 
Chirac/gaullisterne lever et farligt liv, fordi regeringen er spændt ud mellem Mitterrands europabegreb og det gamle gaullistiske, nationalistiske europabegreb. Chirac forsøger at sælge Mitterrands stats-agtige europabegreb ved at understrege Europas mulighed for at løse arbejdsløshedsproblemet. Chirac forsøger at vende den skeptiske befolkning mod Europa ved at love, at han og Kohl kan sætte gang i den økonomiske og sociale motor på Europaplan. Derfor har han konstant siden sin store tale til nationen d. 26.10. 1995 plæderet for, at den fransk/tyske motor skal sætte farten op. Men der er kommet meget lidt konkret ud af disse udsagn. Der stod således ikke noget om arbejdsløshed i Kohls og Chiracs fællesbrev af 6.12.1995.
 
P. Séguin, som er den republikanske pagts fortaler, udtrykte derfor i en tale d. 26.1.1996, at det er nødvendigt at prioritere kampen mod arbejdsløsheden fremfor de stramme konvergenskriterierne. Talen kan læses dels som udtryk for, at Frankrig vil sætte en monetær grænse til resten af Europa, dels at det franske arbejdsløshedsproblem kun kan løses på europaniveau. Dvs. at den republikanske pagt skal føres op på europæisk niveau. Kun hvis det sker, kan europaprojektet blive et sandt politisk projekt, som franskmændene kan tilslutte sig. Maastricht-modstanderen Séguin er derfor i realiteten tæt på Mitterrands stats-agtige europabegreb men på betingelse af, at konvergenskriterierne gøres mere smidige. Fremtidens interne kamp i Frankrig vil derfor dreje sig om, hvorvidt der skal være mere stat på territoriet for at beskytte nationens velfærd eller, om den franske republikanske statsmodel kan eller skal flyttes op på europaniveau og derfra beskytte borgerne.
 
Europa i flere hastigheder
I UDF's og RPR's fælles valgprogram til parlamentsvalget i 1993 blev der talt om nødvendigheden af at udvikle nye originale samarbejdsformer, især inden for økonomisk-monetær-og sikkerhedspolitik. En sådan formulering kan betyde bilateralt eller multilateralt samarabejde. Hovedbudskabet var, at det fransk-tyske samarbejde stadigvæk var kernen i Europaprojektet; men til denne kerne kunne der føjes forskellige samarbejdspartnere på forskellige områder. Et EU i flere hastigheder ville måske blive nødvendigt for, at den inderste franske-tyske kerne kunne gå videre uden hindringer fra de andre lande.
 
Dette program var et kompromis mellem modstandere og tilhængere af Maastricht. Det er denne balancering mellem bi-trilateralisme, der bygger på nationalstatens handlen ud i Europa og EU-som integreret aktor, som statsagtigt center, der forårsager slingren i fransk europapolitik. Men til trods herfor tænkes hele den europæiske arkitektur i koncentriske cirkler ligesom under Mitterrand. Der er dog én forskel. Den inderste cirkel tænkes polycentrisk. I Mitterrands statsagtige Europabegreb havde alle EU-medlemmerne et fælles politisk og økonomisk fodslag. Nu opereres der med et flerhastighedseuropa, dels pga. af konfurrencen mellem de to europabegreber, dels fordi Europa de facto eksisterer i flere hastigheder.
 
Forhenværende statsminister E. Balladur og den nuværende statsminister A. Juppé har lanceret begrebet "styrkede solidaritetscirkler" som udtryk for dette poly- centriske Europa.(Balladur, Le Monde, d. 7.12.1994, Juppé: 1995) Disse er åbne og fleksible. Man kan tilslutte sig dem og gå ud, når man ikke mere kan levere den vare, som cirklen skal producere. Fælles for alle cirklerne er dog, at Frankrig og Tyskland skal være i dem alle for at forhindre, at der opstår magtbalancerivaliteter mellem de to. Dvs. at de to skal udgøre kernen af kernen. Omkring denne kerne kan de andre lande tilknytte sig alt efter sagsforholdene. Frankrig taler således med England om nukleart samarbejde, om 'out-of area' operationer, og om definition af subsidiaritetsprincippet. Med Italien og Spanien samarbejdes der om Middelhavet og om interventionsstyrker i Nordafrika. Med Tyskland tales der om hele det europæiske design.
 
Formålet med disse konkrete samarbejspolitikker er ikke at opløse integrationen. Tværtimod. Når EU ikke kan blive enig om at handle, så overtager cirklerne arbejdet for at forhindre, at europæiseringen går i stå. Sålænge det tematiserede samarbejde med Frankrig/Tyskland som motor tænkes ind i en EU-struktur udvikler disse samarbejder sig ikke til omskiftelige alliancestrukturer. Men det er en arkitektur, der er på kanten af ubalance. Forskellige relationer på basis af bi-og trilateralisme, koblet til et svagt center, kan medføre intens konkurrence mellem de store europæiske stater. Siden højreregeringens magtovertagelse i 1993, og især siden Chirac blev præsident, har regeringen ført en pragmatisk EU-politik (Moi'si:1995. Kolbom:op.- cit.), som 'fra neden' opbygger EU for at tage højde for Maastricht-modstanderne. Det er en skridt for skridt politik, som kan miste pejlingspunkt, hvis de bilaterale samarbejder tager overhånd. Kohl og Chirac er derfor enige om, at der skal sættes gang i den tysk/franske motor, for at de bilaterale politikker ikke tager overhånd. Optrævling af centeret kan kun undgåes, hvis kernen driver flerhastighedseuropaet fremad. Derfor foreslog de to i deres fælles brev fra december, at der i Maastricht-traktaten skal indskrives en klausul, der tillader, at de lande, der ønsker at gå videre i integrationen, skal have lov dertil.
 
Et stærkt Europa med svage institutioner
Det lyder fra alle sider at det politiske spektrum, at Europa skal have en stærk forsvarsidentitet. Det skal kunne handle. Det skal være synligt. Det skal have et ansigt, som Chirac siger. (AFP-telegram, 17.8.1995). Ligegyldigt om man er gaullist eller socialist, så er det et 'must'. Det er utænkeligt, at Frankrig vil slå af på denne fordring under regeringskonferencen. EU er garanten for bevarelse af fred, som Chirac sagde i sin nytårstale. Barbariet på Europas grænser kan ikke tolereres. Derfor må EU effektivisere sine institutioner og kunne sætte magt bag diplomati.
 
Frankrig har med stormskridt tilnærmet sig NATO under Chirac. (Tilnærmelsen startede under Golfkrigen). Men det betyder ikke, at Frankrig opgiver etablering af en europæisk forsvarsidentitet. Tilnærmelse til NATO er kun meningsfyldt, hvis der knyttes en forsvarsmæssig identitet til et statsagtigt Europa. Det betyder ikke et supranationalt forsvar. Det betyder, at Europa skal have forsvarskapacitet til at handle, og at Frankrig/Europa har 'noget', som gør Europa til en stor magt. I modsætning til under de Gaulle er der nu ikke et modsætningsforhold mellem opbygning af en europæisk forsvarsidentitet og NATO. Frankrig vil, at tilnærmelse til NATO og forsøg på at europæisere NATO følges op med krav om udbygning af WEU. NATO skal europæiseres og WEU skal 'NATO-fikseres', som der står i Hvidbogen om forsvaret fra 1994. Det understregede udenrigsminister H. de Charette i december 1995. Men i modsætning til Tyskland, som er for en fusion af EU og WEU, taler Frankrig kun om styrkelse af WEU. Frankrig er først og fremmest interesseret i pragmatisk 'fra neden' at udbygge WEU’s operationelle kapacitet.
 
Føderal kompetance inden for udenrigs-og sikkerhedspolitikken (FUSP) ligger fjernt fra fransk politisk tankegang. Effektivisering af institutionerne betyder derfor en mellemstatslig tilgang, hvor FUSP skal styrkes ved udnævnelse af en generalsekretær. Dermed tilgodeses kravet om synlighed, uden at der røres ved spørgsmålet om flertalsafstemninger inden for FUSP.
 
Den franske institutionelle tilgang til de europæiske institutioners udvikling er en kalkering over 5, republikkens institutioner. Stærk eksekutiv magt frem for parlamentarisk magt. Beslutningsdygtighed frem for debat. Hertil kommer, at Frankrig på grund af sin centraliserede statsmodel ikke er tilhænger af et decentralt føderalt tysk europabegreb. Ikke mere magt til Europaparlamentet, lyder det fra Frankrig. Hvis det ikke kan undgåes, skal de nationale parlamenter styrkes over for EU-parlamentet. Måske skal der oprettes et andet kammer, der kan styrke den nationale repræsentation i EU.
 
Færre kommissærer, dobbelt stemmevægt i Ministerrådet. Indskrænkelse af Kommissionens magt. Forslag om at det Europæisk Råd, som betragtes som det politiske europæiske organ par excellence, får en præsident for 3 år. Det er alt sammen forslag, som styrker den mellemstatslige dimension af det europæiske samarbejde og de store magters rolle. Det er hverken et tyskfarvet føderalt Europabegreb eller et engelsk frihandelsbegreb. Det er et europæisk magtbegreb, der vipper mellem uddbybning af institutionerne og nationalstatens mulighed for at sætte en institutionel og politisk grænse til andre nationalstater.
 
Konklusion
Det er ikke til at vide, om Frankrig bliver en endnu mere urolig nationalstat. Hvis det bliver det, vil Europa få i en urolig magt i sin midte, der vil bedrive magtbalancepolitikker. Frankrig er sammen med Rusland blevet taberen efter Murens fald. Det store europæiske spørgsmål bliver derfor, hvordan/om Rusland kan holdes inde i Europa samt hvor langt, det skal være inde, og hvordan/om Frankrig kan blive et politisk subjekt i den fremtidige europæiske arkitektur. Frankrig har været vant til at være den magt, som havde en vision for Europa. Det være sig et al-europa, som under de Gaulle eller et stærkt Vesteuropa som under Mitterrand. Nu ved det ikke længere, hvordan forholdet mellem stat, nation og Europa skal tænkes. Det betyder usikker europapolitik. Det medfører på sin side, at Frankrig er usikker, hvordan forholdet mellem EU og ’det nære og fjerne udland' skal struktureres. Men én ting er sikker: Chirac vil ikke opgive at spille en rolle på den storpolitiske scene. Han vil forsøge at spille sammen med Rusland for at få de to fløjmagtstabere ind på den storpolitiske bane igen. Han har således udtalt, at det er nødvendigt at etablere et priviligeret partnerskab med Rusland.(le Monde 9.9.1995) Om det bliver et styrket OSCE, et europæisk sikkerhedsråd eller en koncertmodel à la kontaktgruppen er ikke til at vide. Der vil desuden rimeligvis komme forslag om styrkelse af FN's operationelle kapacitet, fordi Frankrig i FN stadig besidder særstatus. Frankrig vil givetvis også forsøge at sælge sit politiske nationsbegreb i løsningen af etniske konflikter på grænserne til Europa.Frankrig behøver Europa for at kunne spille en storpolitisk rolle; men problemet er, at det ikke klart ved, hvad det er for et Europa, det vil have.
 

Noter

1) På et møde d. 8.7.1995 mellem den franske og spanske indenrigsminister blev det bestemt, at grænsekontrollen mellem de to lande skulle skærpes pga. ETA- terrorisme og illegale flygtninge.
2) Siden 1989 er antallet af dem, der har fået asyl, faldet fra 60000 til 27000 i 1993. Udstedelsen af visa til algeriere er faldet fra 800000 i 1989 til 100000 i 1994. ( Chenal:1995)

3) Barcelonakonferencens deltagere omfattede EU-landene, samt 12 deltagere fra Middelhavsområdet - Marokko, Algeriet, Tunesien, Egypten, Israel, Jordan, Libanon, Syrien, Det palæstinensiske selvstyre på Gaza og Vestbreden, Tyrkiet, Malta og Cypern.

 

Bibliografi
Buzan, B., Wæver, O., Wilde de J. (1996) The New Security Studies. Lynne Rienner, Boulder, Colorado.

Chenal, A. (1995) La France rattrapée par le drame algérien, i Politique étrangère, 2. IFRI. Paris.

Chirac, J.(1995) Pragmatism and Power, i Time, december 4.

Hazareesingh, S. (1994) Political Traditions in Modern France. Oxford University Press.

Holm, U. (1993) Det franske Europa. Århus Universitetsforlag.

Holm, U. (1995) Kaosmagten Algeriet. Europabevægelsen. København.

Juppé, A. (1995) Quel horizon pour la politique étrangère de la France? i Politique étrangère, 1. IFRI. Paris.

Moisi, D. (1995) Chirac of France, i Foreign Affairs. Nov./dec. vol.74, no.6.

Rousseau, J.-J. (1889) Samfundspagten. Dansk Folkebibliotek. København.

Sæter, M. (1995) Hvilket Europa? traktatkonferansen i EU og de store lands interesser, i Internasjonal Politikk 53(4). Oslo.

Wæver, O. (1996) After neo-medievalism: Imperial Metaphors for European post- wall Security, i Fawn, Larkins og Newman (eds) International Society after the Cold War. Macmillan. London.
 

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_125_aargang_mar.pdf

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.