Den britiske forbindelse - og en vurdering af, om korpsniveauet er den rette ambition i NATO’s styrkestruktur

Billede: ARRC felthovedkvarter, UK

 

Af oberst Jakob Henius, assisterende stabschef ved Headquarters Allied Rapid Reaction Corps, desuden Ældste Danske Officer i Storbritannien.

 

I disse Brexit-tider kunne jeg måske have valgt titlen ”Den engelske patient” som overskrift for artiklen. Men jeg synes trods alt, at situationen er noget mere opløftende, fordi det samarbejde, jeg beskriver, finder sted i rammen af NATO og ikke EU. Og der er til alt held ingen tegn på, at Storbritannien også vil melde sig ud af den nordatlantiske alliance.

Formålet med artiklen er dels kortfattet at belyse det danske militære engagement i Storbritannien, dels at argumentere for, at NATO’s landmilitære ambitioner – som de bl.a. kommer til udtryk i Allied Rapid Reaction Corps’ rolle i den nye Long Term Commitment Plan – kan vise sig meget udfordrende at indfri.

 

Danmark i ARRC – og i Storbritannien

Jeg har valgt Headquarters Allied Reaction Corps (HQ ARRC) som udgangspunkt for artiklen af flere årsager. Dels giver den danske tilstedeværelse en privilegeret indsigt i korpsets virke, dels er ARRC ”state of the art” inden for NATO’s styrkestruktur. Endelig giver korpsets forestående rolle, som det første udpegede beredskabshovedkvarter i den traditionelle korpsrolle i NATO siden den (første) Kolde Krig, en meget relevant anledning til at belyse, hvordan dette beredskab kan udmøntes i praksis.

HQ ARRC er et af NATO’s ni High Readiness Force-Land (HRF-L) hovedkvarterer. Hovedkvarteret har hjemme i Innsworth nær Gloucester i The Midlands, ca. 2 timer vest for London. Det består til daglig – i det såkaldte Peace Establishment - af ca. 450 medarbejdere fra 23 nationer, mens det i Crisis Establishment kan udvides til omkring 800. Med andre ord er der tale om et stort multinationalt hovedkvarter.

HQ ARRC’s historie går ca. 200 år tilbage, nemlig til det som senere blev til Første Britiske Korps, og som i skiftende udgaver indgik i den britiske hær frem til 1992. Her blev det – på grund af nedlæggelsen af den britiske Rhin-hær efter ophøret af den (første) Kolde Krig – transformeret til ARRC. Hovedkvarteret forblev i Tyskland frem til 2010, hvor det flyttede til den nuværende lokalitet i Storbritannien.

Selv om HQ ARRC er multinationalt, har det kun én såkaldt framework nation, nemlig Storbritannien, som bestrider ca. 2/3 af stillingerne. HQ ARRC er derfor ikke kun til rådighed for NATO (SACEUR), men er samtidig underlagt den britiske hær (Chief General Staff). Chefen for ARRC – altid en britisk generalløjtnant – har derfor to hatte. Det præger naturligvis både opgaverne og arbejdsprocedurerne i HQ ARRC, men ikke på en måde som behøver at gøre nogen skizofren. Hvad angår direktiverne fra den britiske hær er sagen klar: Man ønsker, at ARRC lægger størst mulig tyngde i at genskabe evnen til at føre landkrig på korpsniveau.

Uden overhovedet at underkende kvaliteterne af de øvrige otte HRF-L hovedkvarterer i NATO’s styrkestruktur bør der ikke herske tvivl om, at HQ ARRC er det mest erfarne, indsatsparate, deployerbare og mobile af dem. Det skyldes for det første korpsets operative erfaringer fra flere skarpe indsættelser inden for de seneste 25 år – heraf flere gange ”first in” – i IFOR (Bosnien), KFOR (Kosovo) og to gange i ISAF (Afghanistan). For det andet skyldes det den både intellektuelle og materielle tyngde, som briterne og de 22 andre deltagende nationer lægger på den daglige drift og udvikling af hovedkvarteret, og som i høj grad gør det skarpt og innovativt. For det tredje skyldes det den uforklarlige britiske tilgang til militære opgaver; man har ofte indtryk af, at briternes motto er ”planning early means planning twice”, og at tingene ”roder sig på plads”. Men med de britiske officerers og soldaters vilje, loyalitet og hårdhed lykkes tingene som regel alligevel, og resultaterne – det være sig under øvelser eller skarpe indsættelser – er stort set altid effektive. Storbritannien har ikke for vane at tabe sine krige.

Det er derfor på mange måder en særdeles interessant og udviklende opgave, man som dansker står over for, hvis man skal gøre tjeneste i Storbritannien generelt og ved HQ ARRC specifikt. Danmark har ca. 25 stabsofficerer samt et Nationalt Støtteelement (NSE) i Storbritannien. Næsten halvdelen er ved HQ ARRC, mens de øvrige fordeler sig ved Royal Navy’s maritime træningscenter (FOST) i Plymouth (3 mand), NATO’s Maritime Command i Northwood (3 mand) og resten som enkeltpersoner ved bl.a. British Army Headquarters, NATO Intelligence Fusion Centre, det britiske Land Intelligence Fusion Center, det britiske Permanent Joint Headquarters og det britisk ledede Joint Expeditionary Force´s (JEF) hovedkvarter.

På baggrund af denne indledende beskrivelse af Danmark i Storbritannien – og i ARRC – vil jeg nu dykke ned i ARRC’s rolle som eksponent for NATO’s landmilitære ambitioner for styrkestrukturen. Min hensigt er at udlede, hvilke udfordringer der forestår, og hvordan de evt. kan håndteres. Kernen er: Mens hovedet så at sige er på plads, har vi så også muskler og ben til at flytte kroppen?

 

Corps Recalibration – og perspektiverne for korpsniveauet i NATO

I lighed med de fleste øvrige HRF-L hovedkvarterer har ARRC flere formelle roller. Som led i NATO’s Long Term Commitment Plan (LTCP) kan korpset stå til rådighed som Joint Task Force hovedkvarter (JTF HQ), som Land Component Command i rammen af NATO Response Force eller som ”armé”-hovedkvarter med ansvar for at føre flere korps. Den fjerde rolle er at være traditionelt korpshovedkvarter med evne til at føre et antal divisioner, korpstropper samt koordinere indsættelsen af støttende komponenter fra andre værn, herunder også specialoperationsstyrker. I øjeblikket forbereder ARRC sig på at være i beredskab for NATO som korpshovedkvarter, forventeligt for perioden 2020-21 (begge år incl.).

”Korpset er den største formation, som gennemfører den taktiske kamp”, sagde generalløjtnant Brian Horrocks (bl.a. chef for XXX britisk korps under 2. Verdenskrig). Om dette stadig kan siges at være sandt, vil jeg komme ind på, men rollen som korpshovedkvarter er i hvert fald en disciplin, som skal genlæres, og som ARRC træner i de perioder, hvor man ikke er indsat eller skal forberede sig på en af de andre roller. Genlæringen kaldes i ARRC ”corps recalibration” og er en nødvendig proces, fordi evnen til at føre landkrig i det fulde spektrum på korpsniveau stort set ikke har været dyrket i NATO – måske med undtagelse af USA og Tyrkiet - siden afslutningen af den (første) Kolde Krig.

Mens ARRC’s hovedkvarter uden tvivl kommer til at besidde evnen til at planlægge og føre kamp på korpsniveau, hvilket blev bekræftet allerede på øvelse ARRCADE FUSION i november 2017, forholder det sig anderledes m.h.t. de styrker, man som korps skal have til rådighed. Som det gælder de fleste andre HRF-L korps i NATO, har ARRC via såkaldte technical arrangements en række divisionshovedkvarterer og enkelte korpstropper uddannelsesmæssigt tilknyttet (såkaldt training affiliation). Derimod har man næsten ingen enheder under kommando eller operativ kontrol i fredstid. De skal først tilknyttes, hvis ARRC indsættes.

Et vigtigt spørgsmål er derfor: Findes de divisioner og korpstropper, som ARRC – eller andre HRF-L’s for den sags skyld – skal bruge for at kunne føre kamp på dette niveau? Uden at gå i for mange klassificerede detaljer må svaret i bedste fald svæve i det uvisse. Hvis man medregner de amerikanske landstyrker, er der næppe tvivl om, at der på det europæiske kontinent ville kunne opstilles et eller evt. flere krigsstærke korps med både manøvreformationer og korpstropper. Men dels vil det tage lang tid at få overført styrkerne, dels må man - ikke mindst under den nuværende amerikanske administration - tage for givet, at USA vil insistere på selv at føre større amerikanske bidrag frem for at underlægge dem et multinationalt korps, selv hvis det er britisk ledet. De styrker, som ARRC i et givet scenario vil skulle føre i rollen som korps, skal derfor i hovedsagen tilføres fra andre allierede end USA. Der findes da også både divisioner og korpstropper uden for USA, men der er en række væsentlige forbehold, som jeg her vil komme ind på.

For det første skal man forudsætte, at NATO-medlemmerne under en given krise i rammen af Artikel 5 vil frigive nationale styrker for at deltage i befrielsen af geografisk begrænsede områder, primært i alliancens periferi. Det strategiske scenario vi kendte under den (første) Kolde Krig, hvor hele NATO’s territorium kunne være truet i tilfælde af en konflikt, og hvorved alle medlemmer ville have en direkte interesse i at bidrage fysisk til håndhævelsen NATO’s musketer-ed, er ikke scenariet i dag. For at give et lidt karikeret - og selvfølgelig helt teoretisk - eksempel: Hvor mange døde portugisiske soldater vil den portugisiske vælgerbefolkning tolerere, hvis NATO skulle befri Narva?

For det andet er korpstropper som f.eks. opklarings- og efterretningsenheder (ISR), artillerienheder, ingeniørkapaciteter (herunder ikke mindst feltbroer) og logistik meget sparsomme ressourcer i alliancen. Mange af dem blev opløst efter den (første) Kolde Krig, og de er dyre at genopstille – for slet ikke at tale om at rekruttere og fastholde bemandingen til dem. Det er imidlertid kapaciteter, som vil være afgørende for, at korpset kan løse sin opgave, fordi korpsrollen først og fremmest består i at koordinere, prioritere og lægge tyngde - især i dybdekampen - med et tidsmæssigt perspektiv på adskillige dage og evt. uger. Korpstropper er derfor det fysiske middel, som korpset skal have til rådighed for at kunne påvirke kampen på sit niveau.

For det tredje skal styrkerne i et korps – typisk over 100.000 mand med enorme mængder materiel og køretøjer – deployeres over store afstande til indsættelsesområdet. Og det skal ske tilstrækkeligt hurtigt til, at NATO ikke mister troværdighed over for sine modstandere - for slet ikke at tale om alliancens troværdighed over for sine egne befolkninger. Evnen til at foretage større deployeringer inden for NATO er imidlertid begrænset. Der opstilles snart et nyt logistisk NATO-hovedkvarter i Tyskland, som bl.a. skal kunne styre strategiske og operative deployeringer, men selve kapaciteten til at udføre transporterne ad landevej, jernbane, luft eller sø – og den hermed forbundne infrastruktur - skal nødvendigvis også udvikles, dvs. enten anskaffes eller på anden måde sikres kontraktligt. Det bliver dyrt og formentlig også komplekst. Medlemslandene har på de seneste ministermøder i Alliancen tilkendegivet, at de vil prioritere denne indsats, så nu får vi se, om denne udtrykte vilje også overlever mødet med de hjemlige vælgerbefolkninger.

For det fjerde skal der sikres den fornødne evne til at opretholde kampen (sustainment). Det vil bl.a. sige, at der skal rådes over relevante reserver af personel, materiel, køretøjer, reservedele og forsyninger til at opfylde behovene under en kampagne, som kan vise sig at vare i længere tid og medføre både tab og nedslidning. Også det vil kræve investeringer.

For det femte vil et korpshovedkvarter på op mod 800 stabsofficerer have en enorm både fysisk og elektronisk signatur i det område, hvor det placeres. Et korpshovedkvarter vil derfor være meget sårbart, og de bagerste dele af det vil så vidt muligt skulle placeres i områder, som ligger inden for paraplyen af et opstillet missilforsvar. Det vil uden tvivl være nødvendigt at splitte hovedkvarteret i mindre elementer (såkaldt dispersed eller distributed command) med henblik på at reducere sårbarheden over for fjendtlige missilangreb. Det betyder også, at korpshovedkvarteret – eller i hvert fald dele af det – skal kunne flyttes hyppigt, hvilket rejser betydelige krav om kapaciteter til kommunikation og mobilitet, hvoraf dele skal være beskyttet. Disse kapaciteter findes i et vist omfang i Storbritannien – dog ikke øremærket udelukkende til ARRC. De findes mig bekendt ikke ved ret mange andre af NATO’s HRFL’s.

Der er som nævnt 9 HRF-L hovedkvarterer i NATO’s styrkestruktur, så de udfordringer, jeg opridser ovenfor, kan multipliceres. NATO er dygtig og forholdsvis rettidig m.h.t at tilpasse sin kommandostruktur, men det er min påstand, at styrkestrukturen – eller rettere kapaciteterne i styrkestrukturen - halter væsentligt bagefter. Uanset hvor meget corps recalibration samtlige disse hovedkvarterer måtte bedrive, vil det stadig kun være hjernegymnastik, så længe der ikke sættes fysiske kapaciteter i form af rådige enheder bag.

I det omfang nationerne fastholdes i målet om at arbejde i retning af 2% af BNP i forsvarsudgifter, må man håbe, at de vil og kan prioritere de kapaciteter, som alliancen mangler. I den sammenhæng skal man huske, at en række vestlige samfund allerede nu har en stor mangel på arbejdskraft; derfor vil det kunne vise sig vanskeligt at rekruttere og fastholde personel til forøgede militære strukturer, i hvert fald hvis de er nævneværdigt mandskabskrævende. Helt eller delvist automatiserede, højteknologiske og mandskabsfattige kapaciteter samt infrastruktur vil alt andet lige være lettere at opstille i den vestlige verden - ud fra et rent bemandingsmæssigt perspektiv.

 

Hvis ikke korps-niveauet, hvad så?

Hvis det skulle lykkes NATO at opstille og træne det nødvendige antal divisioner og korpstropper samt den tilhørende logistiske kapacitet og infrastruktur til at kunne kæmpe i korpsramme, er det selvfølgelig godt.  Disse kapaciteter er i hvert fald en ubetinget forudsætning, hvis det fortsat skal give mening for NATO at fokusere på at genskabe evnen til at føre landkrig på korpsniveau, for slet ikke at tale om at samordne kampen mellem flere korps (armé-niveauet - selv om NATO har fravalgt denne betegnelse). Men hvad gør NATO, hvis det ikke lykkes? Hvad hvis nationerne ikke har viljen til at betale for – eller evnen til at bemande – formationer af denne størrelsesorden?

Hvis korps-niveauet viser sig at være for stor en mundfuld for de ikke-amerikanske alliancemedlemmer, er det er min vurdering, at det fortsat bør være muligt at gennemføre større og komplekse landoperationer med effekt, i rammen af Artikel 5. Det vil blot skulle ske med mindre, mere mobile og selvstændige formationer. I så fald må divisionsniveauet umiddelbart antages at blive det højeste taktiske niveau til lands. Det er herunder interessant, at flere multinationale hovedkvarterer på divisionsniveau er skudt op de senere år, senest den danskledede Multinational Division North i Baltikum. Det er min vurdering, at disse nye divisionshovedkvarterer kan vise sig mere relevante end de ni HRF-L, og at de med tiden må kunne overtage deres rolle helt eller delvist. Flere af dem er ovenikøbet geografisk placeret i de regioner af NATO, hvor man forestiller sig, at en potentiel Artikel 5 baseret konflikt vil skulle udkæmpes. Det bør således være relativt hurtigt og ukompliceret for disse multinationale divisionshovedkvarterer i en given krise at tage kommandoen over de landstyrker, som NATO’s (primært østeuropæiske) allierede allerede har i området.

Allerede da jeg gik på Operations- og Føringsuddannelsen (OFU) i 1996 var det almindeligt anerkendt, at i konventionel landkrig kunne en brigade anno 1996 beherske et rum af samme størrelse som en division kunne beherske i 2. Verdenskrig, og som et korps kunne i 1. Med den teknologiske udvikling, som siden har fundet sted, er det måske endda ikke urealistisk at hævde, at en forstærket bataljon (en battle group) i dag vil kunne beherske et rum som det, brigaden kunne beherske for 20-25 år siden. I alle tilfælde bør vi være mentalt rede til at drage konsekvenserne af de udfordringer jeg har skitseret, og af den teknologiske udviklings muligheder.

At forestille sig selvstændige divisioner og brigader, som opererer direkte underlagt en Land Component, bør ikke være en umulighed. Og det kan i alle tilfælde vise sig at blive en nødvendighed. Det vil stille krav til formationernes (divisioner og evt. brigader) evne til at koordinere indsættelsen (modtagelsen) af støtte fra andre værn, ikke mindst luftstøtte; en evne som i dag primært ligger ved korpsniveauet. Og det vil stille krav til Land Component’s evne til at udvide sit ledelsesspænd (span of control), hvad der med den fortsatte udvikling af kommunikations- og informationsmidlerne heller ikke bør være umuligt. Det vil formentlig også stille krav om, at Land Component, i forbindelse med behov for tyngdeskift, har en fast bemyndigelse til at omfordele visse ressourcer mellem formationerne – og på tværs af nationale kontingenter - inden for operationsområdet (hvad der omtrent vil svare til kommandoforholdet Operational Command).

Udvalgte dele af det stabspersonel, som i dag arbejder ved de mange HRF-L hovedkvarterer, vil skulle forstærke de lavere niveauer. Man vil til gengæld spare de betydelige ressourcer, som er bundet i bestræbelsen på at opbygge meget store, komplekse – og ekstremt sårbare – deployerbare korpshovedkvarterer. Man vil ligeledes kunne undgå at skulle opstille bekostelige korpstropper, i hvert fald ud over de kapaciteter der skal til for at ruste divisioner og brigader til at kunne kæmpe mere selvstændigt. Logistisk må det også vurderes at være mindre tungt og mindre komplekst med en mere decentral – men i udgangspunktet stadig national – understøttelse af mere selvstændige og lette enheder.

En amputation af korpsniveauet vil naturligvis medføre yderligere en række foranstaltninger, herunder flytning af koordinationsansvar nedad, som vil kræve en dybdegående analyse. Men vi gør klogt i at forholde os til muligheden, fordi korps-ambitionen simpelthen kan vise sig umulig at indfri - ikke i teorien, men i praksis.

 

Konklusion – sikring af fremtidig NATO-afskrækkelse mod øst

NATO’s appetit på de stabiliserings- og antioprørsoperationer, som alliancen har forestået de sidste ca. 20 år, er for tiden vigende. Om det er derfor, appetitten på traditionel landkrig er genopstået efter mere end 25 års fravær, eller om denne appetit alene skyldes Ruslands optræden over for Ukraine, er en særskilt diskussion. 

Jeg har i denne artikel forsøgt at skitsere de udfordringer, som er forbundet med ambitionen om at kunne gennemføre konventionel landkrig på korpsniveau og højere. Udfordringerne er i teorien ikke uoverkommelige, men det vil koste meget store anstrengelser og virkelig mange penge, hvis målet skal nås. Viser det sig ikke muligt at få nationerne til at foretage de nødvendige investeringer, og/eller kan de ikke rekruttere og fastholde det personel, ambitionerne kræver, bør der til gengæld være mulighed for at lade divisionsniveauet blive det højeste taktiske niveau i NATO’s (evt. minus USA) landstyrker.

Selvom korpsniveauet skulle glide ud, vil NATO fortsat have behov for hovedkvarterer i rollerne som Land Component Command i NRF regi hhv. i mindre og land-dominerede JTF operationer. Men dels bør et styrket divisionsniveau kunne løse visse af disse opgaver, dels vil det næppe kræve ni HRF-L hovedkvarterer på korpsstørrelse at udfylde NATO’s Long Term Commitment Plan.

Afslutningsvis må vi ikke glemme, at det, der først og fremmest har sikret NATO’s ukrænkelighed over for symmetriske ”near-peer” modstandere de sidste 70 år, har været den nukleare afskrækkelse, alliancens generelle teknologiske overlegenhed samt dens (hidtidige) politiske sammenhængskraft. Det er gode påmindelser at have for øje, når vi i disse år har bevæget os ud i noget, der kunne ligne den Anden Kolde Krig. Lad os derfor håbe, at NATO ikke går efter at dyste på kvantitet og stivnede koncepter over for sine potentielle modstandere. Lad os i stedet dyste på kvalitet og dynamik.

 

Litteraturliste

Del: