Debatindlæg - Mobiliseringshærens kvalitet - igen

Efterfølgende debatindlæg er forfattet af kaptajn J.M. Nielsen ved Jyske Trænregiment til tjeneste som operationsofficer ved stab/jyske division.
 
Indledning
Tak til major O.M. Hansen for reaktionen (Militært tidsskrift Nr.3/1993) på min artikel om mobiliseringshærens kvalitet (Militært tidsskrift Nr.7/1992). Jeg vil starte dette indlæg med en løftet pegefinger. I major Hansens indlæg fornemmer jeg et forsøg på at skabe sammenhæng mellem min artikels indhold og så det faktum, at jeg som officer i hæren til daglig gør tjeneste ved stab/jyske division. Dette må være en misforståelse. Styrken ved at vi har Militært tidsskrift er vel netop, at enhver officer o.a. i forsvaret kan bidrage med sine personlige synspunkter. Hvis det iøvrigt kan glæde/berolige majoren så kan jeg da fortælle, at mine ideer stammer tilbage fra min tid som førsteårskadet på Hærens Officersskole i 1982.
 
Major Hansen har i sin reaktion loyalt valgt at lægge vægt på de hovedproblemområder som jeg indledningsvis konkluderede. Jeg synes dog, at reaktionen i for høj grad koncentrer sig om fordelingen af uddannelsesansvaret. Denne fordeling er naturligvis et væsentligt punkt, men i den store sammenhæng kan den vel næppe overskygge en drøftelse af, hvilke krav hæren skal stille til personel af reserven eller hvorledes/om ansvaret for opstilling og indsættelse af krigsstyrken skal være delt mellem to kommandostrukturer. Ligeledes finder jeg, at major Hansen lægger for meget vægt på bevarelsen af status quo. Jeg er helt enig med majoren i at den struktur vi har idag har nogle fordele, men det bør ikke, hindrer os i at udtænke alternativer, hvor vi bruger det bedste af det gamle og det mest håbefulde af det nye. Måske burde jeg i min første artikel have lagt mere vægt på fordelene i det nuværende system, men min hensigt var netop at komme videre.
 
I det efterfølgende har jeg valgt at tage tråden op og jeg vil derfor kommenterer de enkelte afsnit i major Hansens indlæg. Vedrørende uddannelsesansvaret og den, af mig påpegede, manglende sammenhæng og fleksibilitet vil jeg inddrage de generelle synspunkter fra major Hansens konklusion omkring våbenarts- ekspertise. Jeg vil ikke beskæftige mig med særlige forhold vedrørende artilleriet.
 
Sammenhæng og fleksibilitet
Lad mig starte dette afsnit med at efterlyse en løsningsmulighed for fordelingen af uddannelsesansvaret, som vil være bredt anvendelig i hæren, idet målet er at vore troppeenheder m.v. skal kunne virke i krig. Major Hansen finder selv at den nuværende løsning ikke er tilfredsstillende. Når det er sagt, finder jeg det betænkeligt, at vi skal leve med et system, hvor kravet om sammenhæng ikke er udelukket og derfor er afhængig af et samarbejde. I en organisation af hærens størrelse er der givet plads til at sikre en sammenhæng.
 
Major Hansen mener ikke, at de operative myndigheder er i stand til at skabe den ønskede sammenhæng, idet de dels har en for høj udskiftningsfrekvens i deres stabe og dels ikke er i besiddelse af den nødvendige våbenartsekspertise. Jeg er enig i, at vi generelt, i hvert fald i felthæren, har en for høj udskiftningsfrekvens, men hvorfor dette skal tale afgørende imod et større uddannelsesansvar til de operative myndigheder forstår jeg ikke. Det kan højst blive en ulempe, som vi må forholde os til som en del af den samlede løsning.1 I samme forbindelse savner jeg en forklaring på, hvorfor de opstillende myndigheder er væsentligt bedre til at skabe sammenhæng over tidsperioder af års varighed? Er det alene fordi stabene ved disse myndigheder ikke har samme udskiftningsfrekvens som de operative myndigheder? Dette forekommer mig lidt uklart, da den, for nærværende, rådige erfaringsmasse vel først og fremmest findes blandt personellet i afdelingerne? De samme afdelinger som skal kæmpe i regi af de operative myndigheder. Hvis det, major Hansen mener er, at stabene ved de opstillende myndigheder har bedre muligheder for, at følge en mobiliseringsenhed efter den første samlede uddannelse og derved bedre kunne huske hvilke styrker og svagheder den enkelte enhed måtte have, ser jeg ikke dette som et principielt problem, men som et behov for, at vi generelt udvikler nogle værktøjer til at sikre en struktureret registrering og bearbejdning af informationer om en enhed, herunder ikke mindst en formaliseret fremgangsmåde for en personlig overdragelse af funktioner. Grundlaget har vi allerede i kraft af uddannelsesrapporter, mønstrings- rapporter, personelbedømmelser og funktionsbeskrivelser/fordeling af ansvarsområder m.v. Spørgsmålet er blot om vi bruger alle disse midler rigtigt? Dernæst våbenartsekspertisen. Major Hansen mener ikke, at stabene ved de operative myndigheder besidder den nødvendige våbenartsekspertise til at kunne varte et uddannelsesansvar indenfor funktionsfagene. Hertil har jeg tre bemærkninger.
 
For det første findes den reelle våbenartsekspertise først og fremmest på afdelingsniveau. Uanset hvilken myndighed, der har det samlede uddannelsesansvar, er det derfor nødvendigt at afdelingsniveauet konsulteres. Da de operative myndigheder samtidigt er inddraget i udviklingen af de taktiske doktriner, ser jeg kun fordele i at de operative myndigheder også får ansvaret for funktionsfagene.
 
For det andet er det vigtigt at holde fast i, at i den operative struktur mødes alle våbenarter i en troppeenhed. Et udvidet uddannelsesansvar vil derfor medføre, at den løbende dialog mellem våbenarterne vedrørende krav/behov, de indbyrdes skal opfylde for hinanden, kan konkretiseres med det samme og udmøntes i den daglige uddannelse.
 
For det tredie er det nok så væsentligt, at inddrage betydningen af hærens skoler i denne diskussion. På skolerne findes den sofistikerede våbenartsekspertise og også mulighederne for, at lægge tyngde i den teoretiske udvikling af hærens virke. Såfremt uddannelsesansvaret samles ved de operative myndigheder, hvor praktikken er i højsædet, vil man kunne optimere et på alle måder fornuftigt parløb mellem skolerne og de operative myndigheder.
 
Personel af liniens dobbeltfunktion
I min første artikel beskrev jeg konsekvensen af at liniepersonellet oftest har en dobbeltfunktion og et deraf følgende behov for at målrette reservepersonellets brug af rådighedsdage i fredstid. Vedrørende liniepersonellets dobbeltfunktion vælger major Hansen, at koge mit synspunkt ned til kun at omfatte liniepersonel ved de opstillende myndigheder og, som jeg opfatter det, reelt kun disses stabe. Til dette skal jeg kun bemærke, at ingen naturligvis betvivler at alt liniepersonel søger at varetage deres desig- neringsfunktion så godt som overhovedet muligt. Jeg betragter det blot som en kendsgerning, at hvis der skal prioriteres, vil dette oftest ske til fordel for fred- stidsfunktionen. Når vi så samtidigt har en mulighed for at skabe øgede ressourcer ved en struktureret brug af reservepersonellet, vil det være uklogt ikke at udnytte denne.
 
Anvendelsen af personel af reserven
På samme vis synes jeg, at major Hansen unødigt indsnævrer mine synspunkter om anvendelsen af personel af reserven til kun at omfatte et behov for også at tage hensyn til funktionsfagene. I en mobiliseringshær som vores er det vigtigt hele tiden at holde sig for øje, at uddannelsen i fredstid skal tilgodese både værnepligtsstyrken, den stående styrke og mønstrede enheder. Det er disse tre der tilsammen skaber krigsstyrken. Uddannelsen bør koordineres så meget som muligt til alles bedste. Heraf følger, at hæren under ingen omstændigheder kan undvære den ressource som ligger i gruppen af reservepersonel. Major Hansen påpeger selv, at personel af reserven som chefer og medlemmer af ordregrupper adskillige gange har gennemført mønstringer m.v. Det er netop ordene adskillige gange, der burde kunne ændres til ahid. Metoden er en kombination af formelle krav og positiv motivation.
 
Vedrørende mit ønske om tyngde i fører- og enhedsuddannelsen betyder dette ikke, at der ikke skal bruges tid på evnen til at gennemføre funktionsuddannelsen. Selvfølgelig skal der det. For mig er der blot ingen tvivl om, at rygraden i en mobiliseringshær er førernes evne til at motiverer deres undergivne og til at udnytte de rådige midler optimaU. Henset til, at såvel førerne som deres førings- værktøjer (læs: stabe m.v.) hele tiden har brug for, at holde deres færdigheder vedlige og at det tager tid at udvikle en fører, når han skal bevæge sig op igennem de forskellige niveauer, bør hovedparten af den rådige tid bruges til opfyldelse af disse mål.
 
Sluttelig vedrørende dette emne stiller jeg mig lidt uforstående overfor major Hansens påstand om, at personel af reserven kun ved regimentet kan lære at beherske funktionsuddannelsen? Alle officerer i hæren er i stand til at lære andre officerer hvorledes man uddanner soldater. Påstanden må derfor gå på det materielansvar, som et regiment har i rollen som opstillende myndighed.
 
Afslutning
I min indledning beklagede jeg mig over, at major Hansen brugte for megen energi på fordelingen af uddannelsesansvaret. Jeg kan ikke nægte at dette indlæg i omfang også er domineret af dette spørgsmål. Grunden hertil er, at jeg ikke i major Hansens artikel har fundet synspunkter vedrørende for eksempel, hvor store formelle krav vi kan stille til personel af reservens forbrug af tid på arbejdet med krigsstyrken? Ejheller tager majoren stilling til, hvorvidt det overhovedet er relevant at forestille sig, at de operative myndigheder, udover det samlede uddannelsesansvar, også overtager ansvaret for opstillingen af krigsstyrken? Sluttelig har jeg et par bemærkninger til majorens konklusion.
 
For det første er det ikke min hensigt at fremstille de operative- og de opstillende myndigheder som to modpoler. Med den opgavefordeling vi har valgt i hæren idag ville intet være mere forkert, idet begge myndighedstyper har deres eksistensberettigelse. Den frygt som majoren ligeledes udviser for, at de to myndigheder skal fremstå som værende på stadige erobringstogter er også ubegrundet. I bedste fald er det en undervurdering af vort officerskorps.
 
For det andet tvivler jeg ikke på at vi alle har det samme mål. Majoren vælger at anlægge en driftsorienteret betragtning og vil derfor gøre forsvaret så effektivt som muligt for de mindste omkostninger. Jeg vælger at formulere målet som værende en sikring af kvaliteten i mobiliseringshæren, idet krigsbrugbar- heden er afgørende. I virkeligheden er den bedst beskrivende formulering måske en kombination af disse to.
 
 
 
Noter
1Jeg havde iøvrigt hellere set, at major Hansen havde påpeget den høje udskiftningsfrekvens som et generelt problem for alle enheder uanset niveau. Jeg vil påstå, at der hvor en høj udskiftningsfrekvens har den største negative konsekvens er i vore værnepligtsenheder (i afdelingsstabe og blandt officerer og øvrige befalingsmænd i underafdelingerne).
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidskrift_122_aargang_nr.4.pdf

Litteraturliste

Del: