Debat om forsvaret

Majorerne P. K. Borrits og H. H. Jørgensen, Hærstaben, fremsætter betragtninger over dagens debat om dansk forsvar og finder, at den måde, tingene udvikles på, savner »metode«.
Til belysning af de fremsatte synspunkter redegøres for, hvorledes man er gået frem i Frankrig ved reorganiseringen af det franske forsvar.
Forfatterne udtrykker håbet om, at den systematik, der har været lagt for dagen i Frankrig, også må finde vej ind i den hjemlige debat om forsvaret.

Vi er kommet ind i en periode, hvor dansk forsvarspolitik er under debat i en grad, som vi ikke har oplevet i mange år, og vi gennemlever en tid, hvor der i forsvaret sker så store og pludselige ændringer, at vi skal et stykke vej tilbage for at finde fortilfælde.
Åben debat om en ting og ændringer af det bestående er en naturlig proces i ethvert demokratisk samfund, der ikke vil stagnere. At deri en debat vil være en vis portion usaglighed, og at ændringer, der foretages, ofte vil være kompromisser mellem mange forskellige synspunkter og hensyn, må selvsagt accepteres. Sådan er vilkårene, og dem behøver vi ikke at være utilfredse med.
I debatten om forsvaret er der - bortset fra visse yderliggående synspunkter — enighed om, at vores sikkerhedspolitik skal bygge på medlemskab af NATO, og at vi har brug for et forsvar. Denne del af debatten er ikke dominerende. Det er spørgsmål som forsvarets struktur og ledelse, dets styrker og disses uddannelse, der er de centrale spørgsmål i dagens politiske debat om forsvaret.

Der tales om enhedsledelse og fællesledelse, der tales om hvervet hær og væmepligtshær, om mobiliseringsstyrker og stående styrker. Der er et udbud af synspunkter om styrkernes størrelse og om tjenestetidens varighed. Ord som rationalisering og effektivisering er i hyppig brug, og bag disse ord anes en stærk følelse af ansvar for, at hver investeret krone giver det størst mulige udbytte.
De stedfindende ændringer inden for forsvaret er næsten alle sat i gang med det erklærede formål at skabe større effekt eller mere rationel drift. Bedre motiver kan man ikke ønske sig.
Alligevel sidder man tilbage med en fornemmelse af, at der mangler noget. At der er noget galt både i præmisser, konklusioner og konsekvenser, tilmed noget meget væsentligt.
Kan man overhovedet gå ind i en drøftelse af forsvarets struktur og ledelse, dets styrker og uddannelse, uden at man baserer disse drøftelser på en klar formulering af formål med og opgaver for et dansk forsvar? Hvad er det, vi vil med et sådant instrument? Er der en klar opfattelse af, hvad de er for situationer, der gør rådighed over militære styrker påkrævet? Er vore politikere fortrolige med tanken om at bruge disse styrker?

Disse og lignende spørgsmål er ikke fremtrædende i debatten. Stærkest kommer de naturligvis til udtryk fra de kredse, der mener, at det slet ikke har noget formål at have et forsvar.
Er det nu et udtryk for professionel perfektionisme, når spørgsmålet om en klar formulering af formål med og opgaver for et dansk forsvar søges draget ind i debatten? Vi har dog i mange år klaret os uden en formulering af disse ting. I hvert fald uden en formulering, der kunne bruges til noget, når forsvarets størrelse, udrustning og uddannelse skulle besluttes. Hvorfor skal der formuleres et formål med dansk forsvar, og hvorfor skal der, stemmende overens med hovedlinierne i dette formål, præciseres opgaver for forsvaret? Ligger det ikke i sagens natur, at forsvaret skal forsvare landet? Den opgave er da tydelig nok?
Hertil må svaret være nej. Et nej, der er motiveret med, at det at forsvare landet ikke er noget absolut, noget der kun kan gøres på én måde. Hvad skal vi kunne forsvare? Hvad skal vi kunne forsvare os imod, og hvor længe skal vi kunne forsvare os? Man kan tilføje spørgsmålene, hvordan skal vi kunne forsvare os, og på hvilke områder og tidspunkter kommer NATOs bistand ind i billedet?

Vi kommer ikke uden om en stillingtagen til disse spørgsmål, hvis der skal være mening med hvert år at bruge betragtelige beløb til forsvaret. Og lad os slå fast med det samme, at det ikke er eksperten, officeren, der skal give svarene. Han skal som borger være med til at svare, men det påhviler ikke ham alene at motivere sin egen eksistens. Ansvaret herfor påhviler enhver borger og hermed den af ham valgte repræsentant, politikeren.
Vi må bort fra den tankegang, at officererne bare vil have så meget som muligt, og at det er politikernes fornemste opgave at bremse det umættelige militær i dets krav. Denne tankegang er ikke rigtig. Den udvikling, der finder sted i samfundet i retning af kritisk indstilling til alt, hvad der hidtil har været god latin, og til de dispositioner, der fra øvrighedens side træffes med henblik på fremtiden, er ikke standset foran skildvagteme eller hegnene omkring de militære tjenestesteder. Også blandt forsvarets personel, såvel det værnepligtige som det faste personel, er der en voksende kritisk indstilling til disse ting.

Det må ligge enhver borger i samfundet på sinde, at alle politiske beslutninger, der træffes, er målrettede, og at de penge, der gives ud, og de andre afsavn, der kræves til gennemførelse af disse beslutninger, har et erklæret formål. Det må også gælde for de beslutninger, der træffes for forsvaret. Som arbejdere på den militære arbejdsplads må forsvarets personel - som alle andre - have krav på at kunne se en mening med det arbejde, der skal ydes. Her behøver vi næppe at skelne mellem forsvarets forskellige personelkategorier. Ovenpå dette kommer yderligere, at også forsvarets personel i stigende grad føler, at det har krav på at kunne arbejde under ordnede forhold. Dette sidste har ikke noget at gøre med de særlige vilkår, som den militære uddannelse og tjeneste i øvrigt kræver, men sigter imod de eksisterende vilkår for arbejde og fritid på vore kaserner og skoler og imod den arbejdsbyrde, der lægges på den enkeltes skuldre, bare for at tingene skal kunne løbe rundt.
Jo, der er gode grunde til at stoppe op, og i stedet for at diskutere styrkemål på 10.000 mand, på mindst eller ca. 13.000 mand, tjenestetid på 14, 8 eller 12 måneder, at finde ud af, hvad vi vil og kan med et militært forsvar. Selvfølgelig skal forsvaret - som alle andre institutioner - afpasses efter de til enhver tid givne forhold og vilkår. Forsvaret er ikke en stat i staten - ikke noget, der kan eksistere ved siden af det øvrige samfund. Der gælder for forsvaret som for alle institutioner og virksomheder, at der er en sammenhæng i tingene, at der er en ubrydelig forbindelse imellem mål og midler. Når denne sammenhæng ikke respekteres, eller når formålet med det hele ikke er klart, og man derfor ubesværet kan jonglere med midlerne, skabes der let tvivl hos udenforstående, om der er nogen alvor bag, og måske hertil modløshed hos det personel - værnepligtige som faste - der har deres gerning i forsvaret.

Sammenhæng mellem formål og midler kræver samspil mellem politikere og eksperter, og denne sammenhæng opnår man, for forsvarets vedkommende kun, hvis man vil følge processen, fastsættelse af formål, opgavestilling og fastlæggelse af struktur og styrkemål, alt afpasset det økonomiske mulige.
Som et eksempel på, at processen kan følges, skal kort beskrives, hvorledes man er gået til værket i Frankrig.
Det franske forsvar begyndte sin reorganisering i 1958/59 og har nu i en godt ti-års periode gennem stadige justeringer netop fulgt processen - formålsgivning, opgavestilling og fastlæggelse af struktur og styrkemål, alt afpasset det økonomisk mulige.
Hvad Frankrig har fastlagt, skal ikke diskuteres, heri kan man være uenig eller enig, men man kan vanskeligt undgå at indrømme, at den fulgte »metode« skaber en sammenhæng, som er yderst værdifuld for såvel den bestemmende politiker som den udøvende ekspert.
Det er et grundlæggende udgangspunkt i den franske tankegang, at den kamp, et forsvar skal kunne præstere, blot udgør en del af andre politiske virkemidler, at denne kamp ingenlunde må ses som et uafhængigt fænomen, men at den kun - på en anden måde end gennem skrift og tale - udtrykker en politisk tanke og vilje. Det instrument, som skal udkæmpe den eventuelle kamp, er altså et politisk instrument, der må afstemmes således, at der ikke opstår uoverensstemmelse mellem instrumentets muligheder og en i en given situation ført politik.

Det er derfor klart, at det er et politisk ansvar at fastlægge formålet med et forsvar, hvilket da også er sket i en enkelt, men også omfattende målsætning således:

Fransk forsvar har til formål til enhver tid under alle forhold og mod alle aggressionsformer at sikre territoriets integritet og befolkningens eksistens.

Denne grundlæggende hensigt er dernæst viderebearbejdet af regeringen til en forsvarspolitisk hovedlinie, hvis sigte er at fastholde freden uden hermed at give indrømmelser, der kan kompromittere landets uafhængighed, sikkerhed og integritet. Den organisation og de midler, som skal underbygge denne linie, må derfor først og fremmest afskrække en potentiel modstander fra en aggression.
Den afskrækkende forsvarsevne kan opnås enten i et snævert samarbejde i en alliance, hvis alliancen råder over en nuklear kapacitet og et politisk integreret apparat, der vil kunne anvende den, eller i et løsere allieret fællesskab, i hvilket de enkelte medlemslande søger at forskaffe sig egne nukleare midler. Frankrig valgte den sidstnævnte mulighed af grunde, som ikke nøjere skal belyses i denne forbindelse, og regeringen har i konsekvens heraf dernæst formuleret den grundlæggende opgave for det franske forsvar - og her er tale om både de civile og militære komponenter heri - således:

Det franske forsvar skal samtidigt være i stand til 

  • at kunne ripostere med de stærkest mulige nukleare våben i tilfælde af en fjendtlig aggression
  • at kunne imødegå forsøg på en fjendtlig invasion
  • at kunne befæste nationens sammenhold og fastholde dens vilje til forsvar.

Med en således politisk krævet kunnen og en intern politisk evne og udtrykt vilje til om fornødent at spille herpå skal forsvaret opnå en forebyggende virkning.
Ud fra denne relativt grove formålssætning og opgavestilling har den franske premierminister som øverste ansvarlig for forsvarets direktion meddelt visse principper for en strukturering af dette forsvar.
For det første er fremhævet, at forsvarsproblematikken er permanent og total. Permanent, fordi de internationale relationer og de mange forskellige aggressionsformer kræver et permanent beredskab. Total, fordi et for- svarsapparat først opnår et troværdigt beredskab, når alle grene i samfundet har erkendt sit beredskabsansvar og ikke tror at kunne forlade sig alene på den militære komponent. Disse to principper har bl. a. medført, at samtlige ministre er pålagt ansvar for at forberede og kunne gennemføre forsvarsmæssige foranstaltninger, der måtte vedrøre den enkeltes arbejdsområde. Fire ministre har i den forbindelse fået pålagt særlige ansvar, nemlig udenrigsministeren, forsvarsministeren, indenrigsministeren og finans- og økonomiministeren.
For det andet må der stilles krav om enhed i »konception« og »direktion«. Dette krav må især ses som en konsekvens af princippet om totalitet, der netop nødvendiggør stram koordination. Koncept-ansvaret påhviler således Præsidenten i egenskab af formand for et Forsvarsråd. Direktions- ansvaret er Premierministerens, både når det drejer sig om militær- og generel direktion.

Endelig er formuleret princippet om dekoncentration i udførelse, hvilket bl. a. har medført en ændret territorial inddeling med sammenfaldende grænser på forskellige niveauer og en opgavekoordination mellem de lokale civile og militære ledere.
På denne baggrund er den militære forsvarskomponent besluttet struktureret i tre styrkesystemer, der udgør et sammenhængende og afbalanceret hele. De tre systemer er benævnt:

  • De strategiske atomare styrker (Les Forces Nucléaires Stratégiques)
  • Manøvrestyrkerne (Les Forces de Manoeuvre)
  • Det lokale forsvar (La Defence Operationelle du Territoire)

Hvert system har sin specielle opgave. De strategiske styrker skal med kort varsel kunne gennemføre et nukleart angreb mod væsentlige mål i en aggressors hjemland.
Manøvrestyrkerne skal gennem egne aktioner kunne modvirke en fjendtlig offensiv således, at fjenden - om han vælger at forfølge sine mål - er tvunget til at overskride den tærskel i midler, der retfærdiggør egen udløsning af en intensiv nuklear konflikt. Dele af manøvrestyrken skal endvidere kunne modsætte sig trusler, der måtte blive rettet mod franske interesseområder uden for Europa eller mod stater, med hvilke Frankrig har indgået aftale om særlig støtte (visse afrikanske stater).

Det lokale forsvar skal bl. a. i forbindelse med Manøvrestyrkernes operationer kunne imødegå fjendtlige indtrængninger overalt i territoriet, hvadenten det drejer sig om forlods indplantede styrker, luft- eller sølandsatte styrker eller landværts infiltrerede styrker. Det skal herunder især sikre de strategiske styrkers baser m. v.
Det lokale forsvar skal endvidere være i stand til at fortsætte kampen mod en invaderende fjende og herunder i samarbejdet med lokale civile myndigheder hævde den nationale suverænitet i visse favorable terrænafsnit.
Hermed er tegnet det politiske grundlag, hvorpå eksperterne - under hensyn til forskellige trusselhypoteser - har vurderet behovet for styrker i de tre systemer. Disse behov er dernæst omkostningsvurderet og sammenholdt med den givne økonomiske planlægningsramme. Derigennem er opstået styrkeplaner for de tre systemer, og materielanskaffelsesplaner er opstillet i overensstemmelse hermed.
Nu må man ikke tro, at den franske politikers og den franske militære eksperts arbejde er foregået i tidsmæssig følge, vel adskilt og opdelt. Det er ikke tilfældet, tværtimod. Gennem stadig meningsudveksling mellem civil og militær er der sket justeringer i opgavegrundlag og styrkevurdering, først og fremmest bestemt af den økonomiske situation.
Det er herunder erkendt, at det er en forudsætning for en frugtbar vekselvirkning, at politiker og ekspert forstår hinandens sprog, og at de ikke mistænker hinanden for at ville udnytte den frie dialog til uønskeligt at »fange hinanden«, før man reelt er klar til en beslutning.

Selvfølgelig er der en række markante forskelligheder imellem forholdene i Frankrig og forholdene herhjemme. Nødvendigheden af, at et forsvar opbygges på en nøgtern vurdering af, hvad man vil med forsvaret inden for de grænser, som økonomien sætter, og nødvendigheden af at respektere sammenhængen mellem mål og midler - eller for den sags skyld mellem midler og mål - er imidlertid lige tungtvejende i Danmark og Frankrig.
Andetsteds i dette nummer af tidsskriftet er optaget en artikel om Socialdemokratiets syn på forsvaret - en artikel, der baserer sig på et foredrag holdt i Det krigsvidenskabelige Selskab. Det er ikke tanken her at kommentere dette foredrag. Socialdemokratiet er - oplyste foredragsholderen - ikke færdig med udformningen af partiets forsvarspolitiske program. Kun skal konstateres, at på nuværende tidspunkt virker mellemregningerne fra de sikkerhedspolitiske og strategiske betragtninger til det principielle sigte imod en beredskabsstyrke af hæren på 10.000 mand ikke overbevisende. Der er nemlig ingen mellemregninger. Vi kan håbe, at de kommer, og med dem de nødvendige justeringer af de fremsatte synspunkter. Dette håb tager ikke alene sigte på Socialdemokratiets forsvarspolitik, men sigter også til andre politiske partier. En opfyldelse af dette håb vil give et udgangspunkt for en debat - et udgangspunkt, som vi mangler i dag - og muliggøre, at der skabes en linie i dansk forsvarspolitik. Kun med et sådant grundlag vil vi komme til at betale for det, som vi har en vilje til at anvende og dermed et behov for at erhverve, og kun herved vil dansk forsvar få den indre styrke, som er en forudsætning for, at det - set udefra - virker troværdigt, og dermed, at det kan bidrage til at forebygge en krig.

P. K. Borrits & H. H. Jørgensen

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_99_aargang_maj.pdf
 

 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.