De psykisk afvigende og værnepligten

Dette referat af et foredrag, som overlæge, dr. med. Mogens Ellermann holdt ved det VIII Nordiske Militær-Jurist møde, har været aftrykt i »Militærlægen«. I betragtning af de mange afdelings- og underafdelingschefer, der i tidens løb har ærgret sig over at se deres soldater kasseret på grund af påståede psykiske skavanker, har vi fundet det af interesse for dette tidsskrifts læsere at vise, hvilke glædelige fremskridt, der er gjort på dette område.
 
Som indledning er det nødvendigt ganske kort at orientere om forholdene i Danmark, hvor man siden august 1956 har haft en centralklinik for militærpsykiatri på Københavns Militærhospital. Tidligere blev de psykisk afvigende værnepligtige hedømt dels ude i landet ved de militære afdelinger, af tilkaldte specialister, dels på Københavns Militærhospital, hvor medicinsk afdeling havde oprettet et psykiatrisk ambulatorium for indlagte og ambulante patienter. Selvom de vekslende psykiatere her, fortrinsvis reservelæger fra københavnske hospitaler, gjorde et stort og omhyggeligt arbejde, kunne det ikke undgås, at bedømmelserne blev ret inhomogene, både med hensyn til den diagnostiske nomenklatur, synet på tjenstdygtigheden og ikke mindst strafegnetheden.
 
Det må derfor betegnes som et stort fremskridt, at man, også p. gr. a. det voksende patientantal, tog konsekvensen heraf og oprettede en centralklinik, således som allerede foreslået i et responsum fra »Dansk psykiatrisk Selskab« i 1948. Klinikken har fra november 1960 haft til huse i en til formålet særligt ombygget pavillon med 39 sengepladser foruden en kontorfløj, der også er nyindrettet i halvdelen af en sygepavillon ved siden af. Det er ganske naturligt, at de praktiserende psykiatere ude i landet, p. gr. a. utilstrækkeligt kendskab til militære forhold, ikke har de nødvendige forudsætninger for bedømmelsen af de værnepligtiges tjenstdygtighed, ligesom de ikke alle har forståelsen af, at man ikke kan have soldater, der er strafuegnede i en armé. Når man dertil føjer, at grundlaget for disse undersøgelser ofte kun har bestået i een times samtale med patienten, uden indhentelse af oplysninger om hans tidligere liv andetsteds fra og uden intclligenstestning er det klart, at resultaterne ikke altid har kunnet blive så sikre, som ønskeligt.
 
Som et exempel kan nævnes en 19-årig værnepligtig i en provinsgarnison, som havde klaret sin tjeneste de første 7 indr., men reagerede voldsomt efter en dom på 10 dages arrest for at have sovet på vagt. Han hlev af en fejltagelse sendt til lokal specialist, og blev af denne hedømt som værende ret svært nervøst lidende samt tungt begavet og derfor tjenstuegnet. Patienten blev herefter fremstillet for en kassationsret, som afviste sagen og i stedet foranledigede indlæggelse på Københavns Milita;rliospital. Her viste det sig, at denne noget langsointreagcrende patient havde en fuldstændig normal intelligens ved samtlige anvendte prøver, ligesom man ved en lempelig bedømmelse fandt ham egnet til hjælpetjeneste. Der var således ikke nogetsomhclst grundlag for kassation. Dette hlev også bekræftet ved, at patienten klarede den resterende tjenestetid.
 
Desværre er intelligensbedømmelsen et forhold, som vi gang på gang ser forsyndelser imod i erklæringer. Udfra et klinisk skøn under en samtale mener man sig berettiget til udtalelse om det intelligcnsmæssige stade. Det er en kendsgerning, at mange af disse unge patienter, p. gr. a. langsom væremåde og mulig nervøsitet, virker tungere, end de i virkeligheden er. Af denne grund er en regelret gennemført intelligensundersøgelse altid påkrævet i dc tilfælde, hvor der hersker blot den mindste tvivl. Men hertil kommer, at for at kunne bedømme en sådan patients muligheder for at gøre tjeneste i en nærmere fremtid, kan man ikke nøjes med, hvad der kommer ud af en enkelt samtale. Man må skaffe sig oplysninger fra skoler, forældre, opdragelseshjem, børnehjem, cvt. arbejdsgivere samt den militære afdeling for at kunne stille en blot nogenlunde sikker prognose — hvad der ikke var sket i det foreliggende tilfælde.
 
At observation i en klinik yderligere vil øge sikkerheden er ligetil. I realiteten er det derfor, hvis man ønsker blot nogenlunde sikre bedømmelser af de værnepligtiges psykiske habitus, umuligt at foretage disse andre steder end på en centraliseret klinik, hvor indhentning af talrige nødvendige oplysninger ligger i en fast rutine. Hvad der kan komme ud af det, når usagkyndige bedømmer tjenstdygtighed og især strafegnethcd hos disse unge og derfor ofte labile patienter, nærmer sig en gang imellem det groteske. Således satte en 20-årig værnepligtig, der begik et såkaldt selvmordsforsøg i arresten efter 16 mdr.s tjeneste, nærmest en lavine i skred. 3— 4 mdr. forinden var han blevet noget nervøs p. gr. a. forskellige kærestesorger, idet han måtte opgive en forlovelse, da han skulle tvinges til at gifte sig med en pige, som han havde besvangret, men ikke havde tilstrækkelig interesse for. Selvmordsforsøget var det her i landet gængse: det meget lette, for ikke at sige mikroskopiske, rids i venstre håndled. Disse forsøg fører aldrig til virkelige blessurer, hvorfor jeg plejer at karakterisere dem som et symbol, der skal føre disse unge krigere fra Mars til Asklepios ægide. Som regel slipper de ud af arresten, i hvert fald nogle dage, da man her i landet lægger urimelig vægt på den slags demonstrationer, vel oftest p. gr. a. frygten for kritik og pressefelttog.
 
I dette tilfælde kom vanskelighederne ved, at patienten talte med en øjenlæge, der var specialist i neurologi. Han fastslog, at patienten ikke var strafskyldig (hvad så end dette måtte betyde) og heller ikke påvirkelig af straf. — Begrundelsen var, at patienten led af migræne. Fra sagkyndigt hold må man naturligvis betegne cn sådan argumentation som irrelevant.
 
Da patienten efter afsoningen henvendte sig til vedkommende læge, fik han attest for, at han var livsfarligt syg, og indtryk af, at han burde kasseres. Han blev indlagt på infirmeriet og cn lokal psykiater konkluderede i en erklæring, at hans nervøsitet skønnedes ikke at kunne bedres og tilrådede fuld kassation. Patienten blev herefter fremstillet for en kassationskommission. Her kom den sunde fornuft til orde, idet man fandt, at patienten, der stod for hjemsendelse, nok måtte kunne gennemføre de sidste dage, der ville gå med arrest og orlov! Man mente heller ikke, at den tilstand, han var i, var stationær. Ved den herpå følgende indlæggelse på Københavns militærhospital fandt man en patient, som virkede ganske naturlig på afdelingen i enhver henseende. Intelligenstest: normal begavelse.
 
Ved samtaler kunne han være lidt trykket, når man kom ind på hans problemer, hvad der ikke kan betegnes som påfaldende. Symptomer på migræne kunne ikke findes, hvorimod typisk nervøst betinget hovedpine. Efter dette resultat af observationen sendte man patienten tilbage med rekommendation af, at han afsonede de resterende 10 dage i civilarrest, hvor muligheden for demonstrationer var ringere. Dette skete uden mindste vanskelighed. At man fra vedkommende garnisons side påskønnedc, at sagen endte på denne måde, skal kun nævnes for fuldstændigliedens skyld. Efter disse eksempler, som let kan suppleres med talrige andre, tror jeg, at det er overflødigt at fortsatte argumentationen for, at den psykiatriske bedømmelse af de va^rncpligtigc, og herunder strafegnetliedcn, kun kan foretages på en satrlig specialiseret hospitalsafdeling. Herefter vil det være rimeligt at belyse klinikkens virksomhed med nogle tal. Antallet af behandlede patienter pr. år har ligget imellem 1100 og 1264, størsteparten indlagte. A f 813 værnepligtige fra 1957 materialet var halvdelen (400) udgået fra et byarbejdermilicu, J/> kom fra andet milieu end arbejderbefolkningens. Kun en ringe del havde nogen cxamen, således 125 mellemskole- eller præliminærcxamen og 25 studenterexamen. Hvad den sidste gruppe angår, må det fremhæves, at disse studenter alle havde et ringe examensresultat, ikke over g-j-, og dertil i psykisk henseende var afvigende enten ved psykopatiske egenskaber eller neurotisk præg foruden umodenhed. At det var gået dårligt med studierne, kan ikke forbavse.
 
Ser man på patienternes karakteregenskaber indenfor norinalområdet, er det klart, at de følsomme, de opfarende og de med hensyn til arbejde mest ustabile på forhånd vil have svært ved at klare militærtjenesten. Dette gælder også de nervøst reagerende og de umodne. Det er derfor naturligt, at særlig sensitive patienter fortrinsvis er udsat for at besvare militærtjenestens krav og stress med en nervøs lidelse, en neurose (nervøs hovedpine, hjertesymptomer eller mavcbcsværligheder).
 
Patienter fra store søskendeflokke (5 eller derover) var hyppigere repræsenterede i afdelingens materiale, end svarende til normalbefolkningen. Dette er forsåvidt en umiddelbar konsekvens af det fra alle lande kendte statistiske faktum, at minusvarianterne fortrinsvis findes i store søskendeflokke. A f det omtalte materiale på 813 patienter udgjorde de nervøse lidelser, neuroserne, den væsentligste del med 372, hvoraf mange med depressivt præg. Det er værd at notere, at de såkaldte hysterier og psykogene psykoser, d. v. s. tilfælde, som reagerer for exempel med svære lammelser, taleforstyrrelser eller omtågethed, kun danner en lille gruppe, her 21 patienter.
 
Tilstande, hvor den depressive affekt var enerådende (depressioner), fandtes i 137 tilfælde. I 124 tilfælde stillede man diagnosen: sjælelig afvigelse, psykopathi; og af disse patienter kom der procentuelt dobbelt så mange fra søværnet som fra hær og flyvevåben. Årsagen hertil er ikke vanskelig at forstå, forsåvidt som der i denne gruppe findes et meget stort antal ustabile unge mennesker, som er gået fra plads til plads og fra erhverv til erhverv, uden at kunne tilpasse sig. T il slut er de endt som matroser, da søfarten med sin stadige vekslen nu engang er den form for arbejde, som bedst passer til disse rastløse og ustabile karakterer. A f de 124 psykopater var således ikke mindre end 86 fortrinsvis karakteriserede ved deres instabilitet og holdningsløshed.
 
Det er let forståeligt, at unge mennesker, som skifter plads 20— 30 eller endnu flere gange før værnepligten, ikke er i stand til at klare denne. Mange hørte til den type, at en lille tilrettevisning var tilstrækkelig til at få dem til at forlade pladsen. Som een af dem forklarede, »jeg stillede bare skovlen«, hver gang der var noget, som ikke passede ham. Det var sket op imod et halvthundredc gange, før ban fik sin debut i militærtjenesten! Med hensyn til de andre grupper i materialet skal jeg lige omtale, at de intelligensdefekte dengang var repræsenteret med 126 sinker, en kategori som man kun ønsker at beholde i værnene under forbehold af stabil karakter. løvrigt skal man bemærke, at de forskellige tal ikke har været konstante gennem de senere år. En nærmere udredning heraf ligger imidlertid udenfor emnet.
 
Med hensyn til den retspsykiatriske virksomhed vil det være rimeligt at nævne et problem, som naturligvis ikke alene interesserer psykiaterne, men også alle andre læger: spørgsmålet am simulation og betimeligheden af straf herfor. I den anledning vil jeg gerne referere en sygehistorie, som såvel er instruktiv med hensyn til det store arbejde og de økonomiske omkostninger, der skal til for at afsløre de mere veltilrettelagte bedrageri- forsøg, som den måde en sådan sag, efter min mening, bør behandles på i juridisk henseende, for at dæmme op for det stigende antal af disse forseelser.
 
Det drejede sig om en 19-årig værnepligtig, nr. 4 af 5 søskende, søn af en murer. Hans moder og mormoder lider begge af epilepsi. En sådan oplysning har betydning ved bedømmelsen af de unges sygdomme, både hvad angår de nervøse lidelser og den rene simulation. Når de værnepligtige kender et sygdomsmønster fra deres nærmeste kreds, er det klart, at det fortrinsvis er dette, de vender sig imod, når situationen kræver en flugt ind i sygdommen på den ene eller anden måde. Når en ung mand i militærtjenesten bryder sammen p. gr. a. en ren nervøs hjertelidelse, er det let forståeligt, at det netop er dette organ, som angribes, når man bører, at lians fader i årevis har lidt af angina pectoris. (At der også findes arvelige sygdomsdispositioner er selvindlysende, men — som det vil vise sig — uden interesse for vore tilfælde).
 
Vor patient havde været 2 år i købmandslære, men blev afskediget p. gr. a. uærlighed. Derefter søgte ban ind som math i Søværnet, men blev sendt hjem p. gr. a. uegnethed efter 8 mdr.s tjeneste. Efter at have været lagerarbejder blev han indkaldt til en provinsgarnison. T il sessions- laggen erklærede patienten, at han havde lidt af epilepsi siden 12-års alderen, og han blev under indkaldelsen fritaget for praktisk tjeneste. Efter angivelig 3— 4 »krampeanfald« indlagt på 2 provinssygehuse. Da man ikke var i stand til at stille en sikker diagnose, blev han sluttelig indlagt på Københavns Militærhospitals psykiatriske klinik til bedømmelse. Patienten ankom med særdeles smukke og virkelighedstro anfalds- beskrivelser og forsynet med en beholdning tabletter af et kendt anti- epileptisk middel, som det senere viste sig, han havde taget hos sin moder.
 
Han oplyste, al tabletterne var ordineret af hans læge. Ved en forespørgsel viste det sig, at lægen aldrig havde ordineret disse og heller ikke behandlet ham for epilepsi, men derimod en enkelt gang for et maveonde. Da man fremskaffedc hans papirer fra før mathtjenesten og indkaldelsen til værnepligt, viste det sig, at patienten havde skrevet under på både at have og ikke have epilepsi (henholdsvis i det sidst- og førstnævnte). Patienten indrømmede svindelen blankt og uden nogen form for forlegenhed endsige anger, desværre en meget karakteristisk attitude ved disse afsløringer. Grunden er utvivlsomt, at foregivelse af sygdom ikke regnes for bedrageri blandt de værnepligtige, dels fordi sygdom i vort moderne samfund er en acceptabel undskyldning for alt, hvad man ikke ønsker at gøre, og dels fordi praxis med hensyn til straf ikke har været særlig konsekvent i de senere år. Lægerne har næppe bragt mange tilfælde frem til auditørafhøring.
 
Udgangen på denne sag, hvor patienten fremdeles tilstod uforbeholdent, var en dom på 40 dages vagtarrest -|- erstatningspligt på 719 kr. til de 2 sygehuse (ikke K.M.H.), foruden afhentningsomkostninger. I betragtning af det enorme arbejde, som patienten bebyrdede sygehusene med p. gr. a. de talrige undersøgelser, der er nødvendige, synes denne dom fra et lægeligt synspunkt ingenlunde for hård, snarere det modsatte.
 
Jeg kan ikke nægte mig også at demonstrere et andet og endnu mere graverende eksempel på den fantastiske frækhed, der lægges for dagen, når det gælder om at bruge sygdom eller afvigelser fra det normale til at opnå gevinst. Det drejede sig om en 21-årig værnepligtig, af profession automekaniker, som ønskede at fritages for sin værnepligt p. gr. a. homo- sexualitet. Hertil kræves i Danmark afhøring i udskrivningskredsen, af politiet og evt. for lukkede døre i en ret, hvorfor man midlertidigt hjem- sender patienten. I de helt sikre tilfælde har man i de sidste år kasseret sådanne patienter direkte fra K.M.H. psyk. afd. Grunden til denne omfattende procedure er, at der tidligere skete stort misbrug af adgangen til at blive kasseret ved påståelse af homosexualitet.
 
Denne patient var første gang i forsvaret som mathelev, men blev, efter 2 mdr.s forløb, indlagt til observation for homosexualitet. Såvel adfærdsmæssigt som med hensyn til den fremmødte partner og skriftligt vidnesbyrd fra de homofiles organisation fremgik det klart, at lians homosexualitet var udenfor al tvivl. På dette tidspunkt var man endnu ikke gået over til at kassere patienterne direkte fra hospitalet, hvorfor han blev midlertidigt hjemsendt. I 1958 henvendte han sig på afdelingen for at få attest for at være »omvendt«, idet han ønskede at gennemgå flyvemeka- nikeruddannelse. Da det var ganske øjensynligt, at patientens »beviser« var usandfærdige, nægtede man naturligvis at støtte sagen og meddelte dette til udskrivningskredsen. Hvordan det senere lien dog lykkedes ham at overbevise denne, er et mørkt kapitel. Efter 2 mdr.s tjeneste så man ham igen i 1959 på afdelingen efter et såkaldt »selvmordsforsøg« med tabletter af ukendt art. Forbruget i Danmark af medicinalvarer er oppe på sådanne højder, at tabletter for hovedpine og dårlig søvn findes i rigt mål i enhver husholdning. Han indrømmede blankt, at omvendelsen havde været svindel og var i besøgstiden omgivet af et hof af parfume- duftende venner. Herefter blev han hjemsendt for anden gang. Desværre blev der ikke anlagt nogen sag imod ham, men vi måtte nøjes med at tilkendegive, at dette ville ske, hvis man så ham oftere.
 
Bedre eksempel på mentaliteten i vore dage kan vist næppe gives — det skulle måske være det følgende. Her ønskede en 20-årig værnepligtig, efter at have været 14 dage i militærtjenesten, sig fritaget p. gr. a. homosexualitet. Han mødte med et mildest talt suspekt vidne, en tidligere mange gange straffet person, hvis hele status kontrasterede stærkt med det milieu, han selv udgik fra. Mistanken om patientens uhæderlighed blev herefter bekræftet, da man fra en af omegnskommunerne fik en sag frem fra det foregående år, hvori han havde været »vidne« for en kammerat, opfordret af dennes kæreste (ung pige). Herved skulle kammeraten qua homofil slippe for militærtjenesten. Politiet havde fundet dette lidt for ejendommeligt, og efter nogle afhøringer måtte han indrømme, at der intet reelt forelå og afgav til slut en erklæring om, at han ikke havde nogen form for homosexuelle tilbøjeligheder. Hvorfor sagen sluttede uden tiltale, ved jeg ikke.
 
Da der intet reelt forelå, blev patienten udskrevet fra hospitalet, men allerede et par dage efter indlagdes han igen med en af de obligate tablet- forgiftninger, hvor hovedsagen dog var udtalt simulation for at gennemtvinge sin vilje ad denne vej. Den følgende dag hlev han atter sendt ud til sin militære afdeling. (Patienten indrømmede iøvrigt senere blankt sine svindlerier overfor en læge i lejren.) Herefter hørte man intet mere til denne patient.
 
Fra den militære afdelings side havde man stillet sig på standpunktet: enten ud til almindelig tjeneste eller auditørsag. Det er måske et spørgsmål, om ikke det havde vau-et rigtigere, at sagen var blevet indledt i hvert tilfælde. I betragtning af den voldsomme despekt, der findes i dansk ungdom med hensyn til, hvad man kan tillade sig overfor myndigheder og læger, vil jeg mene, at også for den første sags vedkommende havde det været bedre, om løgnagtigheden ikke var gået upåtalt hen.
 
For at illustrere de førnævnte tabletselvmord skal jeg ganske kort referere et andet typisk tilfælde. Det drejer sig om en 19-årig værnepligtig, som har været arbejdsdreng i forskellige pladser og på ungdomshjem for tyverier. Iøvrigt noget nervøs og opfarende, dårligt begavet (let sinke). Efter 5 mdr.s militærtjeneste udeblev han efter en konfirmationsfest, og da han kom til kasernen, erklærede lian ikke at kunne tage tjeneste mere. Patienten blev overført til hjælpetjeneste, men havde åbenbart ventet at blive fuldt kasseret. Allerede udskrivningsdagen henvendte han sig på hospitalet og blev sendt tilbage, da der ingen ændring var i hans tilstand. Små tre uger senere havde man patienten igen en nat i hospitalets modtagelse, hvor han anstillede sig påvirket af sovemidler. Nærmere undersøgelser viste, at der ikke forelå nogen forgiftning. Var psykisk ganske naturlig i afdelingen trods hans angivelse om depression, der havde ført til den påståede tabletindtagelse. Ved den derfor foranstaltede auditørafhøring indrømmede han blankt bedrageriet. Man ønskede fra k linikkens side patienten straffet.
 
Det er klart, at når selv de dårligere begavede stædigt forsøger at opnå gevinst ved at gå sygdomsvejen, er man kommet så langt ud, at en kursændring må finde sted med hensyn til den måde, man behandler disse tilfælde rent strafmæssigt. For fremtiden bør strafforfølgelsen være reglen og ikke undtagelsen.
 
Såvidt den rene simulation. Et spørgsmål som måske kan være lidt vanskeligt, set fra et juridisk synspunkt — ilivcrtfald i en velfærdsstat — er bedømmelsen af de tilfælde, hvor en lille, ganske negliabel organisk kerne omgives af en yderst voldsom og typisk simulation.
 
Et uhyre oplagt tilfælde af denne art så vi fornylig hos en 21-årig værnepligtig, som engang havde været hjemsendt p. gr. a. voldsomme klager over en venstresidig knælidelse. Patienten havde i sandhed været uheldig, forsåvidt han som 10-årig, 16-17-årig og endelig i en alder af 20 år var kommet til skade med samme knæ, henholdsvis ved fald på en vogn, spark af en hest og et biluheld. Patienten havde dog kunnet klare sit arbejde som mekaniker og omrejsende salgsmand for landbrugsmaskiner. Han angav at have undgået de lidt vanskelige pligter ved at undskylde sig overfor sin mester med det dårlige knæ. Utvivlsomt var dette indledningen eller rettere inspirationen til, at han ville ud af militærtjenesten på den måde. Patienten havde iøvrigt ligget på 2 sygehuse, hvor man intet abnormt havde kunnet finde trods talrige undersøgelser. På K.M.H. lykkedes det først efter særlig manipulation at kunne påvise en ubetydelig forskel på dc to knæ, som dog ikke med sikkerhed kunne antages som abnorm. At røntgenbillederne var normale, forbavsede ingen, men at denne unge iøvrigt fuldstændig sunde og raske mand ikke havde det mindste ar efter sine blessurer, forekom noget mærkeligt. Patienten præsterede den sværeste gangforstyrrelse, jeg nogensinde har set. Så barok, at det auditorium af læger, jeg demonstrerede ham for, havde meget svært ved at bevare alvoren, så la-nge han var inde. Desværre var hans svindel ikke mere gennemtænkt, end han gik naturligt på terrænet, såsnart han mente sig ude at sygeplejerskers eller personales synsvidde. Selvom der måske kunne findes en lille organisk defekt, forekommer det urimeligt, hvis man ikke straffede denne patient for dette oplagte svindleri.
 
At en konsekvent strafforfølgning af simulation ville være af stor præventiv betydning, er der for mig ingen tvivl om. Bevidstheden om, at man ikke kan tillade sig alting, ville måske også befri lægerne for nogle af de patienttyper, som med sinåskavanker som basis, ustandselig gør sig ud- tilbens for at undgå militærtjenesten, og med nye undersøgelseskrav og stadige indlæggelser er både læger, hospitaler og myndigheder til stort besvær. At det i visse tilfælde af den art kan være vanskeligt at få et juridisk fodfæste, står mig ganske klart.
 
Et nærmest klassisk eksempel drejer sig om en 21-årig værnepligtig, hvis tidligere historie ikke gav os nogen grund til at formode alle de vanskeligheder, som han senere ville berede os. Patienten var nr. 3 af 3 søskende, søn af maltgører, udgået af skolens 8. klasse. Her betegnet som jævnt godt begavet, pæn interesse og flid. Stilfærdig, godmodig. Han er udlært maskinarbejder efter 4 års læretid og herefter kun een stilling som maskinarbejder, kort sagt: stabil, indtil ban skal påbegynde værnepligten. Gift med jævnaldrende, 2 børn. I 1958 forsøger patienten at blive mathelev, men bliver hjemsendt efter 11 dage p. gr. a. »dårlig mave og nervøsitet«, og hermed begynder den lange kæde af vanskeligheder.
 
Patienten indkaldes til session, men mødte ikke under påberåbelse af ørelidelse. Henvisning til ørespecialist, som i attest direkte til udskrivningskredsen erklærer »simulation af let tunghørhed«. Herefter søger patienten at holde myndighederne hen ved at ansøge om udsættelse eller ved at udeblive, angiveligt p. gr. a. sygdom. Ifølge lægeattester (og undersøgelse ambulant på hospital) lå der tydeligvis ingen realiteter bagved udover lidt obstipation.
 
Til slut taber man tålmodigheden og afhentede ham, da han ikke var mødt til en indkaldelse. Patienten overførtes direkte til K.M.H. psykiatrisk klinik, hvor han frejdigt erklærede, at ban ikke skulle være her, men blot kasseres. Ville forlade afdelingen. Da man nægtede ham dette, skiftede billedet. Han fandtes neglebidende, sygdomsfixeret og virkede i det hele upålidelig. Faldt til ro og blev overført til hjælpetjeneste. — Kom kort efter ind igen, men virkede overdrivende, spillende på sin ynkelighed og blev sendt ud efter få dages forløb. Herefter tager begivenhederne stadig mere og mere fart. Et forgiftningsforsøg med angiveligt 16 resteniltabletter bringer ham et par dage ind på afdelingen. En sen aften søger han indlæggelse p. gr. a. »smerter over det hele«, men bliver udskrevet efter et halvt døgns forløb. Herefter følger et ophold p. gr. a. såkaldt hukommelsestab, hvor han pludselig fandt sig hjemme i sine forældres hus. Patienten anstrengte sig — uden talent — for at se grædefærdig ud, beklagede sig, men havde betroet kammeraterne, at han kom igen, til han blev kasseret.
 
Efter at han hastigt var blevet udskrevet, blev hans næste initiativ at foregive et gasselvmord. Han arrangerede dette i sit hjem, efter først at have nydt sin natmad, og da moderen senere fandt ham, lugtede der svagt af gas — men hanerne var lukkede!
 
I slutningen af juli 1959 mødte han på hospitalets modtagelse efter tabletindtagelse og blev, da man kendte ham så godt, afvist og sendt tilbage til den militære afdeling. Herefter skele der intet, idet patienten nu var klar over, at der var ingen vej udenom. Han klarede tjenesten uden besvær, indtil han, i fornærmelse over ikke at have penge til julegaver og muligt inddragelse af en tilladelse, kom ind p. gr. a. en overdosis af sovetabletter. Blev efter 2 dages forløb udskrevet. Resten af tjenesten indtil hjemsendelsen den 31.-8. 1960 forløb fuldtud tilfredsstillende. Det skal tilføjes, at man i den militære afdeling var forbløffet over ændringen i hans tilstand, og ikke mindst at den vedvarede.
 
Når jeg har citeret denne sygehistorie så udførligt, er det, fordi den viser i livor høj grad det er den stædige vilje og ikke karakterafvigelse hos en normalthegavet, tidligere, både med hensyn til arbejde og i ægteskab, veltilpasset patient, som får ham til at blive ved med at spille på sygdom for at nå sin hensigt. Den belyser herved det centrale i problemet: at de værnepligtige ikke kan se noget uhæderligt i disse svindlerier, hvad der i øvrigt også gælder en stadig større del af civilbefolkningen i dag. Derfor er det nødvendigt, at der må ske en ændring i mentaliteten. Vi får desværre, til stadighed, alt for mange patienter, der frembyder et eller andet stadium af denne sygehistorie, men heldigvis har vi ikke set nogen, hvor viljen har været så ihærdig.
 
I mange tilfælde forsøger patienterne at intimidere lægerne til at udskyde tilbagesendelsen til den militære afdeling ved at appellere til deres ansvarsfølelse, og hvis dette ikke hjælper, fortsætter de pårørende. Mange føler sig åbenbart, ved et afslag, forpligtede til at foretage et af de fingerede selvmordsforsøg, man kunne næsten sige, at »sygdom« forpligter. Jeg husker en patient, der bogstavelig talt levede op til denne maxime. Ilan var indlagt for besvimelser, der viste sig at være forstilte. Da han derfor følte luften på afdelingen for ubehagelig og var pikeret ved udsigten til udskrivning, kom, for at citere sygejournalen, »endelig det længe ventede besvimelsesanfald«. Det var imidlertid et fejlgreb af ham at demonstrere det netop på en specialklinik.
 
Sværere forholder det sig med de sygdomme, som man ikke kan observere, eller hvor man ikke har noget objektivt at støtte sig til, således de talrige tilfælde af hovedpine. Her er et rigt felt for de værnepligtige at udfolde sig på, og det gøres også i stor stil. Hovedskader, som vi alle har haft i vor barndom, fra det obligate fald på skøjtebanen til faldet ined cyklen eller på glidebane, fremdrages og suppleres hyppigt, desværre med mere alvorlige fald fra scootere eller knallerter, for at danne en solid baggrund for en vedvarende hovedpine. Dertil kommer, at den moderne ungdom bar erstatningsinentalitcten fra velfærdsstaten i sig og derfor i stadig højere grad bemærker hovedskader.
 
Vi ser alle afskygninger fra reelle klager til mindre markante tilfælde, hvor den nervøse overbygning er den væsentlige, og udløsning af psykiske årsager det karakteristiske, til tilfælde der må betegnes som ren simulation. Set som et juridisk spørgsmål er jeg ganske klar over, det ligger meget vanskeligt, forsåvidt som man vil hævde, at det er umuligt at bevise, at patienten ingen smerter har, men kun foregiver dette. Rigtigt er dette imidlertid kun delvis, forsåvidt som man ved en omhyggelig observation bl. a. af, hvad patienten foretager sig, og på anden måde, således ved prøve med medicainenter, i nogle tilfælde kan få en til vished græn- sende sandsynlighed for, at der ikke foreligger noget reelt. I sådanne tilfælde burde strafforfølgelse finde sted. V i overflytter mange af denne patientgruppe til hjælpetjeneste, ikke så meget fordi vi altid føler os overbeviste om nødvendigheden heraf, men for at give en vis »benefit of the doubt«. Kassation bliver kun i de sjældne tilfælde udgangen på sagen, f. eks. hvor man bar direkte bevis på hjernebeskadigelse. De for os sikre simulatoriske tilfælde vil naturligvis ikke få nogen ændring i tjenesteforholdene.
 
En patient af denne art kom den følgende gang ind på klinikken p.gr.a. en forgiftning, angivelig med et brompræparat. Beviset for, at dette var ren simulation, var så evident, at vi kunne overgive sagen til auditøren. Både den kliniske observation og blodanalysen talte sit sikre sprog. Jeg har nu omtalt de problemer, der knytter sig til beviset med hensyn til forstillelse af sygdom, og de ønsker man fra lægelig side måtte have her i landet med hensyn til prævention. Herefter vil det være rimeligt at gå over til hovedspørgsmålet: de værnepligtige og strafegnetheden. Det skal lige indskydes, at man i Danmark, lige så vel som i andre lande, betragter det som en selvfølge, at man ikke kan have en soldat i forsvaret, som ikke kan straffes. Alternativet er, at lian er så syg i psykisk henseende, at ban må kasseres. Strafegnethedsspørgsmålet falder i 3 dele:
1) patientens sindstilstand i gerningsøjeblikket, 2) hvorvidt han er egnet til påvirkning gennem straf, 3) om han kan tåle afsoning.
 
Hvad det første punkt angår, er den hyppigst anvendte undskyldning hukommelsestabet. Når de værnepligtige har absenteret sig, »vågner« do pludselig op et eller andet sted, uden at vide hvordan de er kommet der. Som regel skulle de forlængst — timer eller oftest dage før — have mødt i den militære afdeling. Soldaterne regner imidlertid med, at de er straffri. De erindrer ikke, hvad de liar gjort, følgelig må de »have va^ret fra den«. Naturligvis ligger det ganske anderledes i virkeligheden. Jeg ser foreløbig bort fra de epileptiske tågetilstande med deres organiske præg og tænker kun på de rent psykisk betingede hukommelsestab. Selv hvor disse — som i ganske enkelte tilfælde — er ægte, må man erindre, at de hyppigt ikke omfatter hele perioden, og ydermere betyder en glemsel for handlingen ikke, at denne nødvendigvis er begået i en undtagelsestilstand.
 
Undskyldningen er så ofte benyttet af de værnepligtige, at man ser selv slet begavede benytte sig af den, som regel på en sådan måde at afsløringen er yderst simpel. Hos andre patienter kan det være vanskeligere at bevise dette opspind, men en omhyggelig gennemgang af alle omstændigheder plejer altid at give resultat. Patienterne er som regel ikke klare over, hvorledes det kliniske billede er i virkeligheden, lierunder ikke mindst opståelsesmåde og -motivering.
 
For lige at belyse et punkt, som er væsentligt ved disse hukommelsestab, når de er ægte, nemlig grundlaget i en psykisk konflikt, skal jeg ganske kort referere en del af en sygehistorie. En 19-årig tjener har ikke stået sin lære igennem på samme sted, som det senere viste sig p. gr. a. upålidelighed, småbedragericr. Han angiver et par hovedtraumer, dog uden senfølger af nogen art. For en ordens skyld skal bemærkes, at patienten ikke frembød noget tegn eller symptomer på epilepsi. Indlægges p. gr. a. absentation, livor han påstår hukommelsestab. løvrigt meddeler patienten, at han tidligere i 17-års alderen vil have lidt af hukommelsestab. Denne påstand frafalder han dog ganske senere. Hvad angår den nuværende absentation, anfører patienten, at han om aftenen på vejen til rutebilen, hvor han var i god tid, »blev væk« og først kom til sig selv den følgende aften. Ved en nærmere analyse var det ikke muligt at finde nogen egentlig motivering i form af forudgående konflikt, f. eks. med den forlovede, som han kom fra. Patienten bemærkede kun, at han ikke havde haft lyst til at skulle afsted.
 
Han havde angiveligt ikke været medtaget eller særlig sulten, da han omtrent et døgn efter vendte tilhave til »bevidstheden«. Patienten kunne, som sa'dvanlig i disse tilfælde, overhovedet intet huske fra perioden, og der kom ingen erindringer frem under opholdet. Kort sagt, vi kunne således ikke finde noget, som tydede på et reelt hukommelsestab. Også i betragtning af hans upålidelighed var der fra afdelingens side ingen, der tvivlede om svindelen. V i hørte iøvrigt intet om vanskeligheder senere i tjenesten. Spørgsmålet er her naturligvis især om, i hvilke tilfælde man kan anse svindelen for så bevist, at patienten kan straffes herfor.
 
Heldigvis er ikke alle patienter lige hårde benægtere, og vi har haft nogle få tilfælde, hvor vi jtå afdelingen direkte fik anordnet auditørafhøring med prompte tilståelse som følge. Sommetider kan sagen bedøm- inclsesmæssigt va're lettere, når man kan fastslå ved vidneafhøringer, at patienten var ganske normal i psykisk henseende ved absentationens begyndelse. Dette gælder en tidligere kriminel, upålidelig og noget primitiv værnepligtig, som blev indbragt en dag på hospitalet med en af de sædvanlige tabletforgiftninger, hvor der ingen fare, er tilstede for patientens liv. Patienten angav intet at kunne huske. Ved en nærmere udredning viste, det sig imidlertid, at han havde været til et større selskab den aften, han skulle møde ved flyvestationen i Københavns omegn. Han havde ikke været spirituspåvirket eller frembudt noget psykisk abnormt, hverken på det tidspunkt han skulle afsted eller senere skulle have givet møde (hvor absentationen begyndte), hvad han var vel vidende om. Hermed var sagens juridiske oplæg klart. Da patienten følte, at man ikke troede på hans »sygdom«, fremkom han med de obligate selvmordstrusler, hvis han skulle sendes tilbage. Vi har dog intet senere hørt til ham.
 
Såvidt alle de mange tilfælde, vi ser, hvor det såkaldte hukommelsestab kun er en ren og skær »dæksmand« for at forsøge at blive straffri for en absentation. Helt anderledes er billedet, når hukommelsestabet er del i en reel psykisk sindslidelse, en lågetilstand. Her kommer man oftest ud for nødvendigheden af at kassere patienten, ikke fordi han er straffri p. gr. a. sygdomstilfældet, men fordi patienter, som udvikler hysteriske sindslidelser, ikke er egnede til at være soldater. Som illustration hertil kan refereres historien om en 19-årig værnepligtig, søn af parcellist. Af karakter: tilbageholdende, lidt sky, isolerende, følsom, nervøs og insufficiensfølende. I skolen jævnt gode evner, arbejdede langsomt, havde derfor efterhånden besvær med at honorere skolens krav. Kom i la-re. kunne senere ikke klare seminariehøjskolen, hjalp herefter til i faderens bedrift. 1 17-års alderen skal han have haft et 12-timcrs hukommelsestab, livor han havde forladt købmandslæren og kørte rundt i Nordsjælland. Uden at komme nærmere ind herpå, er det af det foregående klart, at denne patient ikke har en altfor robust psykisk konstitution.
 
Patienten blev den 2.-5. 1961 indkaldt til en af Københavns omegnsgarnisoner og følte sig straks en del påvirket af tjenesten, hvad der især tydeligt kom frem i forældrenes oplysninger om hans besøg i hjemmet. Efter en lungebetændelse og sygeorlov påbegyndte han tjenesten igen. En måned senere blev han indlagt på Frederikssund sygehus efter at være styrtet om i en grøft på vejen, vistnok bevidstløs. På sygehuset: stærkt hukommelsessvækket, kunne ikke huske sit eget navn eller data. Klarede fuldstændig op i løbet af et par dage, men havde total glemsel for de foregående døgn. Forhistorien er, at patienten døgnet før denne indlæggelse havde haft en anstrengende øvelse med fysiske strabadser, som han åbenbart havde svært ved at honorere. Skulle om aftenen gøre sin udrustning i stand og husker herefter intet. Åbenbart er det p. gr. a. udmattelse, at han er segnet om på vejen til Frederikssund. Dette tilfælde behøver ingen nærmere kommentarer. På grund af den udtalte tågetilstand med glemsel var patienten naturligvis ikke strafegnet, og lidelsens sværhed medførte i sig selv kassation.
 
At en strafdiskulperende forbigående sindslidelse ikke medfører kassation hører til de allerstørste sjældenheder. Dette er forsåvidt også naturligt, da man ellers ikke ville kunne opretholde axiomet om, at enhver soldat skal være strafegnet. Den eneste undtagelse, vi har oplevet i kli- nikens historie, skal jeg ganske kort referere, forsåvidt som den illustrerer problemet udmærket. Det drejede sig om en 20-årig udlært bygningssnedker, som psykisk altid havde va-ret fuldstændig normal i enhver henseende, veltilpasset. Han blev indkaldt d. 4.-5. 1959 til en af Københavns omegnsgarnisoner og klarede sig udmærket. På grund af en halsbetændelse blev han behandlet med penicillin 14.-15. august og senere sendt på orlov. Efter genoptagelse af tjenesten klagede han over hovedpine og faldt hyppigt i søvn (fremhævet i de militære oplysninger). Angav senere selv, at han var træt, meget søvnig med uvirkclighedsfornemmelse, en kammerat havde karakteriseret ham som »mærkelig at tale med«. Den 24.-8. tog patienten en militær lastvogn på kasernen, påkørte på Strandvejen en privat personbil, men kørte videre til Hundested angiveligt for at komme med færgen til Grenå. På øjenvidner virkede han ved påkørslen påfaldende sløv og apatisk. Ved indkørslen på færgen gjorde patienten et fuldstændig forvirret indtryk på mandskabet, hvorfor man tilkaldte hjælp, og han sluttelig indlagdes på K.M.H. Ved indlæggelsen virkede han ejendommelig og fraværende, og i begyndelsen af opholdet var der perioder, hvor han var helt forvirret, tømte seng, ville afsted. Tilstanden var af en sådan karakter, at man straks på indlæggclsesdagen tænkte sig muligheden af en organisk hjernelidelse. Undersøgelse af øjenbaggrun- den viste lette tegn til forøget hjernetryk, som senere gik helt tilbage, og ved en undersøgelse af rygmarvsvæsken, i slutningen af opholdet, fandtes let abnormt fund.
 
Patienten kom sig fuldstændig og var efter rekreation i enhver henseende så kvik, at han kunne fortsætte tjenesten, idet man fandt det helt urimeligt at foretage kassation. Det må betragtes som sandsynligt, at denne unge mand, efter et infektiøst forstade med angina havde haft en let betændelse af hjerne- og hjernehinder. Utvivlsomt havde han været uklar under kørslen og kunne derfor fritages for straf. Så vidt nogle af de problemer viser in. t. li. tilstanden i gerningsøjeblikket.
 
Det næste er spørgsmålet, om patienten er egnet til påvirkning gennem straf. Jeg tænker herved på det problem, man ofte står overfor ved de svære psykopathier især af den holdningsløse, asociale og erotiske type. Her drejer det sig om patienter, ofte med tidligere kriminalitet, der gennem nogen tid har været en plage for den militære afdeling ved deres udtalte negativisme, underminering af disciplinen, absentationer og provokerende opførsel overfor befalingsmænd. Når de på grund af deres udtalte konstitutionelle karaktcrafvigclsc endelig kasseres, kommer man altid ud for spørgsmålet om påvirkeligheden gennem straf. Reelt må man vel i mange tilfælde stille sig noget tvivlende. Da det imidlertid ikke drejer sig om alvorligere forseelser, og man her i landet iøvrigt har den praksis at forsøge med enkelte straffe, før man går over til spørgsmålet om betimeligheden af særbehandling (psykopatforvaring eller -fængsel), har jeg hidindtil fundet det rigtigst at erklære disse patienter for straf- egnede. Heri ligger naturligvis også et hensyn til disciplinen i værnene, som ellers vil kunne undermineres, hvis alt får lov til at passere. Jeg skylder dog sandheden at sige, at enkelte militære afdelinger ikke ønsker at straffe, når patienten er blevet kasseret for psykisk afvigelse, idet Forsvarsministeriet tillader tiltalefrafald, når det kun drejer sig om rent militære forseelser.
 
At de lettere psykopathier sommetider klarer sig i miltært jenesten er en ting, som vi kender vel, men som til tider kan virke overraskende. Indenfor den egentlige krigspsykiatri foreligger der en række interessante afhandlinger netop om dette felt, som imidlertid er udenfor dagens emne. Med hensyn til de udtalte psykopathier, hvor der ofte er tale om arvelig belastning, gælder det for de holdningsløse, instabiles vedkommende, at de efter mulig småkriminalitet og institutionsanbringelse stadig skifter plads den ene gang efter den anden, sommetider 20— 50 gange. Det er som nævnt karakteristisk, at mange af disse ustabile unge ender i handelsmarinen. På skibene er de langt bedre i stand til at tilpasse sig det afvekslende liv end det mere ensartede arbejde til lands. Der bliver forholdsvis udskrevet et stort antal af disse patienter til Søværnet. Mange blev tidligere hjemsendt flere gange p. gr. a. straf. Nu bar man fra Søværnets side taget det udmærkede initiativ, at 2.— 3. gangs indkaldte straks bliver henvist til psyk.klinik, således at en række af disse karakterafvigende patienter hurtigt kan blive udskilt, fremfor fremdeles at være en stor belastning for den militære afdeling og dens bcfalingsmænd.
 
Et andet erhverv, de instabile ikke sjældent ender i, er vinduespudsning, eller som det i dag hedder: vinduespolering. Forklaringen er psykologisk den samme som for sømændene. Disse holdningsløse patienter kan kun finde sig til rette, når der stadig er afveksling, og de selv kan tilrettelægge arbejde og tempo, som de, vil. H idtil har vi på kliniken kun haft een patient fra denne profession, hvor vi ikke kunne stille diagnosen psykopathi. Foruden de holdningsløse ser vi naturligvis også andre psykopather, som er ganske uegnede til at kunne klare militærtjenesten. Jeg tænker her især på de liyperiritable, opfarende og explosivc typer, men problemerne bliver stort set de samme, som tidligere omtalt.
 
Eet spørgsmål vil De uden tvivl stille: »hvordan kan det vare, at en stor del af disse svært afvigende patienter først bliver standset i deres karriere af militærtjenesten og ikke allerede er kommet ind i udtalt kriminalitet?« Grunden hertil er efter min mening kun een: nemlig den nuværende højkonjunktur. Det har vist sig ved alle vore forespørgsler til arbejdsgiverne, at disse, ganske modsat tidligere, i høj grad har været nødsaget til at antage hjælp, som passede deres arbejde dårligt, drak, kom for sent eller gik før tiden, fremfor slet ingen assistance at have. Patienterne har således kunnet vandre fra plads til plads, hvor de i tidligere tider ville være blevet arbejdsløse og fristet til kriminalitet. 
 
Normalt skal vore soldater kunne afsone. En meget sjælden gang kan patientens øjeblikkelige sindstilstand betinge, at man udskyder afsoningen et stykke tid, højst et par måneder, men dette forhold er iøvrigt ikke nærmere omtale værd. Det er derimod de anstrengelser, som de værnepligtige udfolder for at afbryde afsoningen. Her er det igen forstillelse af sygdom, der benyttes. T il trods for at man i mange tilfælde skal bruge lup for at se de ridser, som de i såkaldt depression bibringer sig i venstre håndled, er det ligeså forbavsende at se den furore, som sligt vækker. At altfor mange bavner på psyk. klinik er desværre en kendsgerning, som det har været meget svært at dæmme op for. Alle er bange for at tage et ansvar, så længe en lille del af pressen kan tillade sig at fremstille begivenhederne uden småligt hensyn til de faktiske forhold. Det eneste middel man rent regulativmæssigt er i besiddelse af, er muligheden for at stille strafafsoningen i bero under hospitalsopholdet. — Også i civile arrester har man været tilbøjelig til at give efter for disse »sygdomstilfælde«. Jeg husker således en patient, som angiveligt klatrede op i cellen og slog hovedet, dog ikke værre end at han efter ankomsten til hospitalet straks kunne spille kort med medpatienterne. Denne episode var kun et led i en lang kæde af forsøg på at tvinge myndighederne hos en patient, som man ikke på nogen måde kunne karakterisere som psykisk syg eller dårligt begavet. Det væsentlige var en stædighed, som ellers ikke ses så meget nu til dags. Men at netop stædigheden m.h.t. sygdomsforstillelse er det bedste våben individet i vore dage har såvel overfor velfærdsstaten som militæret, er noget vi altfor ofte har måttet sande.
 
Der er et punkt, som jeg endnu ikke har omtalt, og som måske er et specielt dansk problem. Det er mange familiers kværulogiske indstilling til værnene, idet vi ikke forgæves i en årrække har haft en radikal presseagitation mod forsvaret. Man oplever, at mødrene — sjældent fædrene — hævder, at deres psykisk sunde sønner har depressioner, for at de kan slippe for at blive straffet for klare lovovertrædelser. Fornylig havde vi her i København en sådan sag, hvor en entreprenant og kværulerende moder desværre via ministeriet fik sin søn indlagt for såkaldt depression på KMH . Denne havde dog blandt andet ikke forhindret ham i at stjæle en jeep for at køre til en populær danserestaurant, hvor han forlystede sig. Han var iøvrigt ikendt nogen straf, men stod til mere. Patienten var normalt begavet, men noget primitiv og selvhævdende og frembød ingen som helst tegn til psykiatrisk lidelse. Det fører for vidt at referere alle sagens faser, men når jeg nævner, at man måtte hente assistance hos politiet p.gr.a. moderens adfærd overfor hospitalspersonalet, og at en afhentning fra hjemmet rent regiemæssigt hlev til et hråvallaslag med politiudrykning, har jeg omtalt et par enkelte af højdepunkterne. At man fra forsvarets og myndighedernes side kun har eet at gøre, nemlig at holde urokkeligt fast på den givne kurs, er selvsagt. Men man må endnu engang beklage den måde en del af pressen omtaler eller rettere oppuster den slags affærer på. Det ville være formålstjenligt, hvis der engang imellem hlev skredet mere direkte ind overfor ukorrekte referater, ikke mindst mod de pårørende, for så vidt forsvarets prestige herved ville øges hos den almindelige befolkning. 
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:
PDF icon 1963_del_2.pdf

Litteraturliste

Del: