Danske udsendte

Under vores tre dage lange ophold havde vi besøgt de danske lejre i den sydlige del af landet. Jeg havde igen ved selvsyn konstateret, at danske soldater yder en topprofessionel indsats i vores internationale missioner under meget strabadserende vilkår.

Foto: Forsvaret.dk

Dagen efter vores hjemkomst blev overkonstabel Dan Gyde og konstabel Jacob Grønnegaard Gade dræbt. Det er lige smerteligt hver gang, danske soldater betaler den højeste pris. Det er helt og aldeles meningsløst, når mennesker mister livet i en uegennyttig kamp for en bedre verden. Vi skylder dem den største respekt. Det er netop, når vi får den sørgelige besked om tab af menneskeliv, at vi skal være stærke.

Vi må minde hinanden om, at det nytter, at danske soldater er indsat i Afghanistan, Irak, Kosovo, Afrika og andre af klodens brændpunkter. De er med til at skabe en mere sikker verden og gøre uret til ret. Det er danske soldater i internationale missioner, der er forsvarets eksistensberettigelse. Det er vores udsendte, der ultimativt løser de opgaver, som er formuleret i Lov om Forsvarets formål; at bidrage til at fremme fred og sikkerhed.

En øget offentlig bevidsthed om indsatsen vil være ønskelig. Det handler i billedlig forstand om at give vores soldater fortrinsret i køen og vise, at vi påskønner deres indsats. Jeg mener, at vi skal iværksætte tiltag, der giver mulighed for, at det danske samfund i højere grad viser, at vi anerkender den indsats soldaterne har gjort for Danmark og verden. De nuværende og tidligere udsendte soldater og deres pårørende fortjener respekt, opbakning og støtte – opgaven er ikke kun forsvarets ansvar.

Til tider er der i medierne en tilbøjelighed til, næsten pr. automatik, at sygeliggøre vores tidligere udsendte soldater. Det finder jeg er misvisende. For nylig har Forsvarsakademiet i en større undersøgelse afdækket, at hjemvendte soldater overordnet har oplevet deres udsendelse som mere berigende end belastende. På det personlige plan er det udsagn som: ”Jeg har lært en masse om mig selv og mine medmennesker” eller ”Jeg har lært at værdsætte andre små ting i hverdagen – en kulturel og personlig udvikling”, der dominerer. Det mest fremtrædende er, at vores udsendte soldater udtrykker, at de gør en forskel – at det giver mening.

Det er lykkeligvis sådan, at de gode oplevelser – for langt de fleste – opvejer de dårlige oplevelser. Det er trods alt et mindretal, der har større psykiske efterreaktioner efter voldsomme hændelser. Vores opgave som samfund er at favne dem alle. 

Forud for en udsendelse i en mission arbejder vi på at forberede soldaterne og deres pårørende på det forestående. Der gøres en stor og vigtig indsats for at støtte soldater og pårørende under og efter udsendelsen. Jeg vil gerne understrege, at tiltagene har til formål at udsende kompetente soldater og hjemtage kompetente mennesker, der så smidigt som muligt skal vende tilbage til hverdagen og det danske samfund efter deres udsendelse.

Inden udsendelse får soldaterne en grundig orientering om de udfordringer og problemer, som uvante situationer naturligt medfører. Foruden en ganske anden hverdag med meget lidt privatliv, andet klima, kultur og sprog kan farer, trusler og oplevelser af nød være situationer, som den enkelte skal forholde sig meget håndgribeligt til. Det er væsentligt, at den enkelte soldat kender og forstår de fysiske og psykiske reaktioner, som de fleste vil opleve. Uro og rastløshed – skyldfølelse eller vrede – er blot nogle få af de meget individuelle følger. I disse situationer er det vigtigt, at den enkelte er opmærksom på, at det med stor sikkerhed ikke er deres personlighed, der er under forandring, men at det er et forbipasserende fænomen afledt af de udefrakommende påvirkninger. Der har nok tidligere været en tendens til, at det ikke var velset at erkende, at man havde brug for hjælp på grund af psykiske belastninger. Det er heldigvis ændret, og der er nu en god forståelse af, at kammerathjælp og omsorg for hinanden er en del af opgaven. Det er også baggrunden for, at chefer og førere under missionsforberedelsen modtager uddannelse i at erkende og håndtere belastende hændelser.

Det er samtidigt vigtigt at inddrage de pårørende. Formålet er blandt andet at imødekomme soldaternes egne bekymringer om, hvordan de pårørende skal klare sig alene under udsendelsen. Det er endvidere helt væsentligt, at de pårørende får planlagt den forestående periode og får informationer om de helt basale emner, der trænger sig på. For eksempel hvornår man kan komme i kontakt med sin bror/søn/ægtefælle, hvilke støttemuligheder og netværk er etableret mv.

Et af de seneste tiltag er ”pårørendetelefonen”, der allerede benyttes flittigt. Ved telefonen sidder socialrådgivere klar til at hjælpe, og selvom det ikke nødvendigvis er en socialrådgiver der er behov for, så kan de pårørende få hjælp til at komme det rigtige sted hen. Behovene kan være forskellige. Det kan være en far, der ønsker at informere sin søn om kritisk sygdom i familien, eller som en socialrådgiver for nylig oplevede, en hustru, der ønskede at tale om en diffus angst for, at hendes mand var kommet til skade, men at hun endnu ikke har fået besked. Pårørendetelefonen kan imødekomme meget varierede behov fra det helt konkrete til det, at et andet menneske med kendskab til forholdene lægger øre til.

Endelig er det vigtigt, at også de pårørende orienteres grundigt om de reaktioner, der kan være helt typiske for hjemvendte soldater. Det kan for eksempel være svært for pårørende at forholde sig til egne høje forventninger om den forestående og længe savnede genforening, mens den hjemvendte soldat på den anden side ikke ønsker større sammenkomster, men mere har behov for tid til at lande igen. Livgarden forsøger, at holde holdet samlet i op til tre måneder efter udsendelsen. Det giver mulighed for at tale med kammerater om det oplevede - at komme ned i tempo sammen med sine kollegaer.  

Sker der alvorlige hændelser i missionsområdet, sender forsvaret sine krisepsykologer til området for at være behjælpelige ved bearbejdelsen af det oplevede. Som noget relativt nyt gennemfører Forsvarsakademiet ”battlemind debriefinger” og forsøg med ”leavesamtaler” for de kampsoldater, der traditionelt har været udsat for et højt stressniveau. Baggrunden for disse tiltag er erkendelsen af nogle helt ændrede fysiologiske reaktioner, som kroppen gennemgår ved længere perioder med højt beredskab. Der kan registreres en anden blodgennemstrømning i hjernen, ligesom adrenalinproduktionen er øget. Det er helt naturlige reaktioner, som tillader kroppen at reagere hurtigt og benytte overindlærte færdigheder. Det er samtidig reaktioner, der kan medføre en mere aggressiv væremåde i visse situationer. Det er vigtigt, at disse reaktioner afkodes, og at den enkelte soldat bliver bevidst om mønstrene. Et eksempel kunne være én af de første gange en soldat tilbage i den danske trafik, pr. refleks, søger midten af vejen for at undgå imaginære vejsidebomber og i den forbindelse oplever andre trafikanter som aggressive.

Soldater, der har været udsendt i hårde missioner såsom Afghanistan, skal efter udsendelse deltage i en kort samtale med en psykolog for at afklare, om der umiddelbart er behov for støtte. Tre måneder efter hjemsendelsen samles soldaterne til socialt samvær, information og opfølgning i enheden. Seks måneder efter hjemkomsten får alle de hjemsendte fra holdet endvidere et spørgeskema vedrørende deres oplevelser og reaktioner. Forsvarets psykologer tager kontakt til de soldater, der på baggrund af svarene i spørgeskemaet viser indikationer på at have behov for støtte. Tilbuddet om psykologbistand til alle ansatte, som i tjenesten har været udsat for traumatiserende hændelser, eller som oplever problemer med at tilpasse sig hverdagen efter en udsendelse, er tidsubegrænset og gælder også de pårørende.

Hvis en ansat er så uheldig at få fysiske eller psykiske skader og rammes af nedsat arbejdsevne, så gør forsvaret også på dette område en stor indsats. Forsvaret tilstræber at placere den enkelte i en relevant stilling, som den ansatte er i stand til at varetage. Forsvaret tilbyder både omskoling og efteruddannelse, så medarbejderen gives mulighed for at få en god og meningsfuld tilværelse i forsvaret.

Forsvaret yder altså allerede en stor indsats over for de udsendte og deres pårørende. Men vi skal selvfølgelig hele tiden prøve at blive bedre, og vi skal bruge den viden, vi får fra vores tidligere udsendte, til at optimere vores indsats.

Jeg får næsten dagligt ideer og tilskyndelser fra soldater, pårørende og helt almindelige borgere, som ønsker en større offentlig anerkendelse af de udsendte soldaters indsats – jeg er helt enig. De udsendte danske soldater fortjener at blive hyldet og mindet af hele Danmark for deres fremragende indsats i internationale operationer – før, under og efter udsendelsen.

Vi er i Forsvarsministeriet netop i færd med at nedsætte en gruppe, benævnt ”veterangruppen”, der skal sørge for at støtten til nuværende og tidligere udsendte soldater og deres pårørende koordineres bedst muligt.  

Der er en bred politisk vilje til at øge fokus på nuværende og tidligere udsendte soldater. Som det måske er læserne bekendt har regeringen nedsat en komité, der skal sætte rammerne for et monument, hvor deltagere i internationale missioner kan blive mindet og hædret. Komitéen har general og tidligere forsvarschef Jesper Helsø som formand. Samtidig arbejdes der på at indføre en officiel flagdag for soldater, som deltager eller har deltaget i Danmarks internationale indsats. Jeg tror og håber, at Danmark kan flage første gang for vores udsendte soldater i 2009. Vi har endvidere taget initiativ til en årlig gudstjeneste i Holmens kirke, hvor pårørende, kammerater og kolleger til omkomne danske soldater får mulighed for at samles og mindes.

Det nationale monument, flagdagen og gudstjenesten i Holmens Kirke er en god begyndelse på en større anerkendelse af danske soldaters indsats i internationale operationer. Kommunikation er vigtigt, herunder at der orienteres bredt i samfundet om baggrunden for og formålet med Danmarks deltagelse i aktuelle internationale operationer. Det skal ikke være op til den enkelte udsendte eller de pårørende at forklare sig eller stå til ansvar over for dansk deltagelse i internationale operationer.

Det skal sikres, at voksne, der som led i deres professionelle virke har kontakt til børn, bliver opmærksomme på de vanskeligheder og reaktionsmønstre, som børn af udsendte forældre kan få. Forsvaret gør allerede en stor indsats på dette område, ikke mindst ved de nye pjecer fra forsvarets psykologer. Igen et område, hvor vi med god kommunikation kan øge bevidstheden og dermed støtten til nuværende og tidligere udsendte soldater og deres pårørende.

Tidligere og nuværende udsendte soldater samt de pårørende skal alle kunne mærke, at deltagelsen i en international operation har løst en nødvendig og meningsfuld opgave for Danmark. Personlige omkostninger, traumatiske oplevelser, afsavn, tilskadekomst og tab af danske udsendte må ikke have været forgæves.

Vi skal fortsat arbejde på at skabe rammer, der bidrager til, at de ansatte og deres pårørende er bedst muligt rustet til udsendelse, at der altid er hjælp og støtte til håndtering af fysiske skader, psykiske og sociale belastninger som følge af udsendelsen og ikke mindst, at den udsendtes indsats bliver værdsat i det offentlige rum. Det er min forventning, at veterangruppen, vil afdække nye muligheder for at støtte soldater og pårørende. Det er samtidig min forventning, at indsatsen i internationale missioner vil blive værdsat, at menneskerne bag indsatsen bliver passende anerkendt - også uden for forsvaret.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_138.aargang_nr.1_2009.pdf

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.