Dansk militærhistorisk forskning siden 1920 - en oversigt

Under det XIX. nordiske historikermøde i Odense 6.-8. august 1984 holdt overarkivar Hans Chr. Bjerg, chef for Rigsarkivets 3. afdeling (Hærens Arkiv) et foredrag, der gengives efter manuskriptet i den følgende artikel.

I 1920 havde den danske militærhistoriker, generalløjtnant A. P. Tuxen (1853-1929) på et nordisk historikermøde i Oslo lejlighed til at gøre status over »Dansk Krigshistorieskrivning i de sidste hundrede Aar«1). Tuxen giver her en oversigt over de vigtigste værker og tendenser inden for den militærhistoriske litteratur i Danmark 1800-1920. Det er tanken her på tilsvarende måde at fortsætte Tuxens oversigt frem til i dag.
I sin oversigt taler Tuxen både om »krigshistorie« og »militærhistorie« og skelner ikke skarpt imellem de to begreber. Generelt betragtet omfatter militærhistorie sædvanligvis studiet af det militære væsen, dets indre struktur, organisation, traditioner og tekniske forudsætninger, samt dettes forhold til det omgivende samfund og dets politiske udnyttelse. Krigshistorie er en del af militærhistorien, men kan også ses brugt som synonym for Krigslære.
Tuxen refererer en dansk faghistoriker for at have udtalt, at »den danske hær kan ikke rose sig af at have haft mange historieskrivere«, men konstaterer også, at Danmark besidder »en meget omfangsrig krigshistorisk litteratur«. Et tilsyneladende paradoks.
Tuxen var opmærksom på, at der netop i denne sammenhæng var et problem, uden.at han dog forsøger nærmere at analysere dette. Paradokset ligger i, at militær- og krigshistorien indtil Tuxens status, men også efter og frem til de senere år, næsten udelukkende har været dyrket af officerer og ikke af faghistorikere. På Tuxens tid havde næsten ingen faghistorikere gjort militær- eller krigshistoriska emner til genstand for videnskabelig forskning i lighed med andre historiske emner. Tuxen citerer da også samme faghistoriker for at have skrevet, at »nogen metodisk skolet historiker af fag har den danske krigshistorie hidtil ikke knyttet til sig«. Hertil bemærker Tuxen: »Ja, det er sandt nok! men det er d’Hrr. faghistorikeres egen skyld; i vore nabolande tæller krigshistorien fremragende civile dyrkere, men de har også sat sig ind i strategi, taktik og de øvrige militære fag i det omfang, der behøves for at »forstå et søkort«. Dette er ganske tilstrækkeligt; man kan være en udmærket krigshistoriker uden at kunne organisere, administrere eller føre tropper, ligesom man kan være en fortræffelig kunsthistoriker uden at kunne male eller modellere. Jeg skal ikke nægte, at vi danske krigshistorikere i nutid og fortid er og har været autodidakter, men det er aldeles ikke det samme som dilettanter. Vil man ikke anerkende os som akademisk uddannede arkitekter, så skal man indrømme, at vi har slæbt meget brugtbart materiale sammen til den historiske videnskabs tempel, ja endog på egen hånd opført en og anden større eller mindre bygning, som slet ikke er helt så dårligt endda«2).
Denne udtalelse af Tuxen er overordentlig central til forståelse af den militærhistoriske forsknings problemer generelt og måske især i Danmark. Tuxen anerkender altså, at der eksisterer ikke kun en gradsforskel, men også en væsensforskel mellem krigshistorikeme, til hvilke han henfører sig selv, og faghistorikeme. Samtidig - og det er det virkeligt interessante - lægger han klart op til et samarbejde mellem de to kategorier. Han imdsiger ikke faghistorikeme, men gør nærmest reverens over for dem. Gennem sin anerkendelse af deres berettigelse til at beskæftige sig med militærhistorie indbyder han faktisk faghistorikeme til at give sig i kast med militær-og krigshistoriske emner.
Desværre må det konstateres, at ingen faghistorikere fulgte Tuxens opfordring. Ingen faghistorikere kastede sig i Danmark over militær- historiske emner. Først efter 2. verdenskrig kom der hul på dette problem. Årsagen til, at Tuxen råbte forgæves til faghistorikeme, skyldes sikkert, at de toneangivende danske faghistorikere ikke var særligt interesseret i militærhistorie, ja faktisk repræsenterede en anti-militarisk, kulturradikal opfattelse.

Kun en historiker som Knud Fabricius (1875-1967) var tilsyneladende interesseret i i almindelige historiske sammenhænge at inddrage militære aspekter eller kilder, men han gjorde ikke militærhistoriske emner til genstand for selvstændig forskning. De historiestuderende ved Københavns Universitet, der frem til 1945 i deres studietid skrev specialer vedrørende militærhistoriske emner, tilhørte så vidt det vides udelukkende Knud Fabricius’ skole.
Tuxen havde i forbindelse med sine historiske studier tilegnet sig den historiske metode og kildekritik, og var da også anerkendt i faghistoriker- kredse, selvom det nok er karakteristisk, at den æresdoktorgrad, som han fik tildelt, stammede fra et svensk og ikke dansk universitet3). Den linie, som Tuxen repræsenterede, blev ikke fortsat inden for danske krigs- historikere. De søgte ikke forbindelse med faghistorikere, og i nogle tilfælde vel ligefrem nærede aversion mod disse, og påberåbte sig, at det krævede særlige forudsætninger at beskæftige sig med militærhistorie, noget civile faghistorikere sjældent var i besiddelse af4). Opfattelsen skyldes utvivlsomt, at man ikke normalt gør sig klart den forskel, der eksisterer mellem det, der kan betegnes som beskrivende militærhistorie og anvendt militærhistorie5). Det førstnævnte er det, der er faghistorikerens disciplin; det andet har nok traditionelt navn af en historisk disciplin, men er i virkeligheden historiske eksempler inden for faget »krigslære« eller »krigskunst«, som det også ses benævnt. Inden for officerskredse er krigshistorie blevet opfattet synonymt med krigskimst, en disciplin, som man ikke mente civile faghistorikere havde forudsætninger for. Det kan man så have forskellige meninger om, Tuxen havde f eks. sin. Det er nok muligt, men opfattelsen - eller måske misforståelsen - var årsagen til, at det ikke lykkedes Tuxen at råbe såvel officererne som faghistorikeme op. Skal man tolke Tuxens udtalelser, giver disse udtryk for, at han opfordrede faghistorikeme og historisk interesserede officerer til at mødes i et samarbejde på faghistorikemes mark. Han har næppe forestillet sig, at faghistorikeme skulle blande sig i krigslæren.
Ser man på den foreliggende militær- og krigshistoriske litteratur siden 1920 og sammenholder den med de ovenfor nævnte generelle tendenser, forekommer det naturligt at inddele en beskrivelse af den militærhistoriske forskning i Danmark 1920-84 i følgende tre perioder:

I. 1920-45; Officererne dominerer
II. 1945-70: Faghistorikerne overtager
III. 1970-84: Begyndende gensidig forståelse mellem officerer og faghistorikere.

Det skal naturligs imderstreges, at der er tale om en periodisering i grove træk, hvor afgrænsningerne selvfølgelig kan diskuteres efter forskellige kriterier.
Det skal samtidig understreges, at en egentlig bibliografisk oversigt eller gennemgang vil der ikke her blive tale om, bl.a. fordi der allerede foreligger gode bibliografiske oversigter for den, der søger litteratur inden for hovedområderne af dansk militærhistorie6).
Endvidere skal der gøres opmærksom på, at der foreligger to oversigter, der udover at opsummere Tuxens status fra 1920, også behandler perioden efter, og som derudover giver en oversigt over de organer, der inden for forsvaret har stået for den institutionaliserede militærhistoriske forskning7).

I. 1920-45

I 1920 var Tuxen midt i arbejdet med kæmpeværket »Bidrag til Den store nordiske Krigs Historie«, som han havde overtaget udgivelsen af fra dets 2. bd., der udkom i 1902. Han nåede at udsende 8. bd. inden han døde. 9. bd., der forelå i manuskript ved hans død, udkom i 1932. Udover disse arbejder skal nævnes her Tuxens meget væsentlige bog om Poul Vendelbo Løwehøm fra 1924, samt en artikel i henholdsvis festskriftet til Kristian Erslev8) og i Historisk Tidsskrift9). Tuxens arbejder var grebet an fra en faghistorisk synsvinkel og kunne ligeså godt have været skrevet af en uddannet faghistoriker.
Fra 1895 udfoldede officeren K. C. Rockstroh (1860-1924) et omfattende militærhistorisk forfatterskab. Han blev i 1915 leder af Krigsministeriets arkiv, der 1921 omdannedes til Hærens Arkiv. Netop dette arkiv blev i den her omhandlede periode centrum for den militærhistoriske forskning, der udførtes af officererne inden for Hæren. Rockstrohs videnskabelige hovedværk er »Udviklingen af den nationale Hær i Danmark i det 17. og 18. Aarhundrede« I-III (1919-26). Rockstroh blev Tuxens efterfølger som den mest fremstående danske militærhistoriker. Han udarbejdede således det manglende 10. bd. i »Bidrag til Den store nordiske Krigs Historie«, der udkom i 1934, men ikke levede op til de forventninger, der var knyttet til afslutningen af dette store værk. Bd. 10 er afgjort dette værks svageste bind. Rockstroh blev angrebet, af andre militærhistorikere, således bl.a. den norske Olav Bergersen. Ingen faghistoriker blandede sig i denne polemik10). Fremhæves skal dog Rockstrohs udgivelse af General de Mezas krigsdagbøger fra årene 1849-51, der udkom 1928.
Rockstrohs efterfølger som hærarkivar og chef for Generalstabens krigs- historiske arbejder blev Jens Johansen (1873-1950), der først udarbejdede en komprimeret udgave af »Bidrag til Den store nordiske Krigs Historie«11), og demæst på grundlag af selvstændige kilder gik i gang med at udarbejde en redegørelse for krigen 1864. Resultatet blev et tre-binds værk, der udkom 1936-4212). Værket lider dog under ikke at have videnskabeligt noteapparat, en ting, der ville have været utænkelig i publikationer fra Tuxens og Rockstrohs hånd. 11948 forelå fra Jens Johansens hånd bogen »Frederik VIs Hær 1784-1814«, der er en god oversigt, men ikke nydan- nende rent forskningsmæssigt.
Jens Johansen fik Johan Nordentoft som efterfølger. Han havde 1944 udgivet »General Hans Christoph Hedemann 1848«, og var iøvrigt en flittig skribent til Militært tidsskrift, hvis redaktør han var gennem en årrække, men derudover resulterede hans virke ikke i større fremstillinger. Med Johan Nordentoft (1891-1958) ebbede de krigshistoriske arbejder, som Generalstaben havde initieret, i første omgang ud. De er ikke siden blevet genoptaget.
Det er karakteristisk, at det væsentligt var krigsperioder, enkelte episoder under krigene eller fremtrædende officerer, som havde gjort sig gældende under krigene, der havde militærhistorikernes interesse i den her nævnte periode 1920-45.
Allerede Tuxen efterlyste i den nævnte status fra 1920 en »almindelig dansk krigshistorie, der kunne afløse O. Vaupels værk »Den danske Hærs Historie til Nutiden og den norske Hærs til 1814«, der blev udsendt 1872-76. Den havde gjort vældig gavn, men ansås allerede af Tuxen for at være forældet, bl.a. med baggrund dels i hans egen forskning dels i Rockstrohs.
Karakteristisk for den mihtærhistoriske forsknings svage position og den manglende forbindelse til faghistorikeme udsendtes i 1934-35 tobinds værket »Danmarks Hær«, redigeret af officeren H. Boeck. Bøgerne var dels en præsentation af den danske hær på udgivelsestidspunktet dels et opkog af tidligere trykt materiale vedrørende de historiske afsnit. Det var næppe en sådan bog, Tuxen havde ventet på. På samme linie lå det værk, der 1942-43 udsendtes af Arne Stevns med titlen »Vor Hær i Krig og Fred« I-II. Ame Stevns var officer og journalist, pg bogen var stærkt præget dels af striden om forsvaret i dansk indenrigspolitik i 1930erne dels af udgivelsestidspunktet - under den tyske besættelse. Dette var heller ikke bogen, som Tuxen ventede på. Det kan allerede nu siges, at vi venter stadig på denne bog, den almindelige danske militær- og krigshistorie, der skrevet af faghistorikere og officerer bygger på den nyeste forskning.

Inden for den sømilitære forskning var forholdene stort set de samme som inden for den landmilitære forskning. Det hørte til undtagelserne, at faghistorikere beskæftigede sig med marine- og søkrigshistorie.
Inden for Søværnet havde man ikke som inden for Hæren et særligt organ, der skulle forske i og dyrke militærhistorie. Den sømilitære forskning eller historieskrivning, for at være mere præcis, var helt overladt til det private initiativ. Nævnes skal i denne forbindelse søofficeren J. H. Schultz (1861-1934), der i 1932 udsendte to-binds værket »Den danske Marine 1814-48«. Det byggede ganske vist på originale kildestudier, men var nærmest kompilatorisk og gjorde ikke forsøg på sammenfatninger eller at søge ud over facts, der vedrørte konkrete tiltag inden for Søværnet i den nævnte periode. løvrigt indeholdt den næsten ligeså meget stof vedrørende andre perioder end 1814-48, som om denne periode. Nævnes skal også søofficeren P. Holck (1888-1966), der allerede pensioneredes fra linien i 1928 og derefter kastede sig over omfattende historiske studier. Han udsendte ganske vist kun én monografi, »Cort Adeler«, i 1934, tU gengæld resulterede hans forskning i adskillige artikler i Tidsskrift for Søvæsen, der sammen med Militært tidsskrift var de få tidsskrifter, hvor man i denne periode kan finde militærhistoriske artikler. Hoicks foretrukne emner var afgrænsede søkrigsbegivenheder og ældre sejlkrigsskibsbygning. Han arbejdede helt på faghistorikemes felt. De emner, som Holck tog op, var helt jomfruelige, og hans resultater kom derfor til at præge den marine- historiske opfattelse. I dag må vi konstatere, at hans manglende videnskabelige skoling har gjort, at forskningeme ikke i alle tilfælde har blivende værdi. En polemik i 1935 omkring Slaget i Køge Bugt 1710 havde f.eks. ingen deltagelse fra faghistorisk side. I denne forbindelse skal også nævnes den meget historisk interesserede søofficer Halfdan B. Barfod (1880-1947), der skrev »Sømagt og dens Indflydelse paa Danmarks Historie« i 1936 og i 1941-42 udsendte to-bindsværket »Vor Flaade i Fortid og Nutid«, der så at sige er den sømilitære pendant til Ame Stevns samtidige bog om hæren. Biarfods bog bygger ikke som sådan på arbejde med de originale kilder, men giver iøvrigt en god oversigt over flådens historie og en række af de problemer, der er forbunden hermed. Bogen er ligesom Arne Stevns’ stærkt præget af 1930ernes forsvarsdebat og udgivelsestidspunktet.

Samtidig med den tidligere nævnte bog, »Danmarks Hær« fra 1934-35, udkom en tilsvarende i 1934 om »Danmarks Flaade« redigeret af søofficeren Kai Dahl.
I denne periode hørte det til undtagelserne, at faghistorikere behandlede enmer, der vedrørte søkrigshistorie. F.eks. kan nævnes, at der i anledning af Orlogsværftets 250-årige eksistens i 1942 udsendtes en bog om dets historie. Mari kunne nok formode, at dette værfts historie ville indeholde så mange interessante aspekter set ud fra almindelige historiske synsvinkler, at det havde været naturligt at inddrage faghistorikere i arbejdet med denne jubilæumsbog. Forfatterne var imidlertid udelukkende teknikere fra værftet og søofficerer.
Frem til 1945 anvendtes til undervisning i faget søkrigshistorie på Søofficersskolen den af søofficeren Cai Schaffalitzky de Muckadell i 1911 udgivne »Nordens Søkrigshistorie«, der er et klart eksempel på anvendt militærhistorie. Bogen koncentrerer sig om at gennemgå de forskellige søslag og søkrige med henblik på strategiske og taktiske belæringer. En ændret udgave af denne bog tryktes 1945 ved søofficeren Kay Jimgersen og blev derefter anvendt til op i 1960erne.
Gør man situationen op for dansk militærhistorisk forskning i tiden umiddelbart før 1945, må man mistrøstigt konstatere, at kilderne til Hærens og Søværnets historie i Rigsarkivet stort set henlå uopdyrket. At der ingen faghistorikere var, der interesserede sig for militærhistorie. At de krigshistoriske studier under Generalstaben var gået i stå, og at Hærens Arkiv sporadisk blev benyttet i forbindelse med enkeltstående regimentshistorier o. lign., der normalt ikke var udtryk for egentlig forskningsarbejde. Den egentlige anvendte militærhistoriske virksomhed udmøntedes i forelæsninger og kompendier på officersskolerne, hvor man i høj grad byggede på udenlandsk materiale. Ekstern gav det sig næppe synlige beviser.

II. 1945-70

Efter 2. verdenskrigs ophør skete der en ændring i de ovenfor beskrevne forhold, som gjorde sig gældende i perioden 1920-45. Det, der først og fremmest skete, var faghistorikemes indtræden på scenen. Hvad årsagen hertil er, kan ikke præcis siges, men sandsynligvis spiller besættelsestiden ind. I store dele af den danske befolkning bevirkede den tyske besættelse, at man ændrede holdning til forsvaret som sådan. Dette har måske smittet af på faghistorikerne.
I Krigsministeriet besluttede man som led i genppbygningen af forsvaret at genskabe traditionsplejen, som i løbet af 1930eme bg i forbindelse med den tyske besættelse var sygnet hen. Der blev nedsat en redaktions- kommission med Jens Johansen som formand og med bl.a. historieprofessoren K. Fabricius og litteratur-professoren F. J. Billeskov-Jansen som medlemmer. Denne kommission bestilte hos en lang række unge faghistorikere regimentshistorier baseret på originale kildestudier, men i en let tilgængelig form. Kommissionen indsamlede 1946-48 på denne måde et meget stort materiale. Initiativet var bemærkelsesværdigt, fordi man nu officielt fra militært hold inviterede faghistorikere til at dyrke militærhistorie. Et lignende initiativ taget i 1930-erne havde uden tvivl medført henvendelser til yngre officerer om lignende regimentshistorie.
Desværre kom der ikke rigtigt noget ud af Jens Johansen-kommissionens arbejde. Manuskripterne indkom, men interessen for at gennemføre projektet svækkedes højere oppe i systemet, da man efter indtræden i NATO stod over for nye og store organisatoriske opgaver. Kun få af de således udarbejdede manuskripter har set dagens lys og henligger stadig i Forsvarets Arkiver i Rigsarkivet. Initiativet fik dog betydning på længere sigt alligevel, idet flere historikere, der måske på grund af de generelt vanskelige arbejdsvilkår af trang havde påtaget sig at skrive et af regimenternes historie, faktisk gik hen og blev interesseret i militærhistorie og fik øjnene op for, hvilket vældigt kildemateriale, der her lå og ventede på faghistorikernes udnyttelse.
Et eksempel herpå er f.eks. den senere historie-professor Rudi Thomsen (f. 1918), der 1946-48 havde været knyttet til det ovennævnte arbejde, og som følge heraf beskæftigede sig med militærhistorisk beslægtede emner. I 1949 udsendte han derefter »Den almindelige Værnepligts Gennembrud i Danmark«. To andre eksempler fra samme tidspunkt på faghistorikeres begyndende interesse for militærhistoriske emner er John Danstrups »Kampen om den danske Hær 1740-66« i Historisk Tidsskrift13) og Tøjhusmuseets bog om Treårskrigen 1848-50, der udkom i 1948. Ligesom der også kan ses en militærhistorisk interesse bag Jørgen Hæstrups arbejde med besættelsestidens historie, der begyndte i slutningen af 1940eme, og som i første omgang resulterede i disputatsen »Kontakt med England« i 1952. Yderligere kan nævnes Arne Hoffs disputats »Ældre dansk Bøssemageri« fra 1951, og Ada Bruhn Hoffmeyers »Middelalderens tveæggede Sværd« fra 1954. Der var her tale om emner, som må betragtes som henhørende under militærhistorien. Nævnes skal i denne forbindelse den løbende forskning, der i og omkring Tøjhusmuseet havde været udført inden for våbenhistorie og som især ses udmøntet i Våbenhistoriske Årbøger.
Inden for den sømilitære historieforskning trådte faghistorikere ligeledes frem efter 1945. Således ansatte Marineministeriet 1947-54 faghistorikeren Jørgen H. P. Barfod (f. 1918) som marinehistoriker. Jørgen Barfod fik i 1951 sammen med bl.a. de historiske interesserede søofficerer F. H. Kjølsen (f. 1893) og R. Steen Steensen (1898-1976) startet Marinehistorisk Selskab. Dette selskab var tænkt som et forum, hvor faghistorikere og søofficerer kunne mødes og dyrke marine- og søkrigshistorie. Fra starten har dette selskab udgivet en skriftserie, der har været med til at stimulere den faghistoriske interesse, selv om det må konstateres, at denne ikke var overvældende stor i det her behandlede tidsrum. Fra denne periode kan nævnes J. Barfods »Orlogsflåden på Niels Juels Tid 1648-99«, 1963.
Inden for den sømilitære historieskrivning blev der for såvidt reageret mod den begyndende faghistoriske interesse, der jo var noget nyt i forhold til tidligere. Den tidligere nævnte P. Holck, som tilhørte den skole af officerer, der ud fra en pragmatisk, anvendt militærhistorieopfattelse mente, at faghistorikere kunne beskæftige sig med militærhistorie, gik ind i en polemik mod faghistorikeren Jørgen Barfod 1953-54.
Barfod udgav i 1952 en lille bog om Slaget ved Køge Bugt 1. juli 1677. I Tidsskrift for Søvæsen blev denne fremstilling angrebet af Holck, og der udviklede sig en polemik 1953-54. Denne polemik kan betragtes som symptomatisk for den ændring, der var ved at ske inden for den marinehistoriske forskning. De to i polemikken deltagende marinehistorikere, der havde vidt forskellige udannelser og udgangspunkter, frakendte nærmest hinanden retten til at beskæftige sig med marinehistorie.
Polemikken forsinkede vel nok det samarbejde mellem faghistorikere og søofficerer, der bl.a. gennem Marinehistorisk Selskab var lagt op til. I 1961 udsendtes oversigtsværket »Flåden gennem 450 år«. Det lå på linie med tidligere udsendte oversigtsværker, f.eks. den her tidligere nævnte fra 1934. Det nye var imidlertid, at der til behandling af et par afsnit var inddraget to faghistorikere, ellers var det søofficerer, der var forfattere til de forskellige afsnit. løvrigt var der tale om en helt traditionel fremstilling.
Inden for den marinehistoriske forskning i denne periode skal nævnes søofficeren E. Briand de Crévecoeur (1882-1968), der i 1944 udgav en bog om Olfert Fischer (1747-1829), chefen for en dansk flåde imder Slaget på Reden 2. april 1801. Bogen bygger på indgående kildestudier i det originale materiale, og tilhører som sådan den faghistoriske arbejdsmark. I sit anlæg Ugger Briand de Crévecoeur tæt op ad Tuxen. I 1947 fulgte af den samme en biografi over Iver Hvitfeldt (1665-1710), i 1950 en om Peder Skram (1503-81) samt i 1959 en om Herluf Trolle (1516-65). Alle disse biografier repræsenterer en solid forskningsmæsig indsats og har blivende værdi14).
Inden for det landmilitære område udsendte Th. Thaulow oversigts- fremstillingen »Den danske soldat gennem Tiderne«, der udkom 1946. Den var i høj grad præget af påvirkninger fra besættelsestidens vakte nationalfølelse. Et fremskridt repræsenterede derimod A. Hoff og A. N. Hvidts i 1955 udgivne »Kongens tro Regimenter«. Arne Hoff, der i 1951 var blevet dr. phil. og senere blev direktør for Tøjhusmuseet, var såvel faghistoriker som officersuddannet. Hoff og Hvidt er også forfattere til »Den danske Reserveofficer 1842-1967« fra 1967. Til samme kategori hører den af M. Rosenløv redigerede »Uddannelsen af Hærens Linieofficerer 1713-1963« udsendt 1963. Søofficersuddannelsen skildredes af R. Steen Steensen i »Søofficersskolen gennem 250 Aar«, 1951.

Efter 1945 var Generalstabens krigshistoriske arbejder gået i stå, og efter Johan Nordentofts død i 1958 blev der ikke umiddelbart ansat en ny leder af disse, men man lod Gordon Norrie vikariere i stillingen. 1960-63 var oberst S. Bjørke derefter chef for de krigshistoriske arbejder, hvorefter oberstløjtnant Helge Klint overtog posten frem tü begyndelsen af 1970erne.
Omkring hundredåret for krigen i 1864 manifesterede de to grupper sig. Tøjhusmuseet udgav en bog om krigen, der var skrevet af faghistorikere, mens Norrie, F. H. Kjølsen og C. F. Hagen, alle officerer, beskrev krigen i et tillægshefte til Militært tidsskrift, ligeledes i 1964. Samtidigt arbejdede S. Bjørke og G. Norrie sammen med søofficeren H. F. Kiær på en større bog om krigen 1864. Den skulle vistnok været kommet i 1964, men kom først i 1968 under titlen »Krigen 1864. Den anden slesvigske krig i politisk og krigshistorisk belysning«. I sit anlæg tilhørte den klart perioden før 1945. Ingen faghistorikere var involveret i udarbejdelsen af denne bog.
I 1959 udnævntes søofficeren H. F. Kiær til en nyoprettet stilling som leder af Søværnsstabens historiske arbejder. Stillingen havde han frem til 1965, da den blev overtaget af Erik Borg, der derefter besad den frem til 1973. Ud over et par artikler og et par bidrag til større bøger kom der ikke som sådan gang i den marinehistoriske forskning. Større arbejder blev der ikke fra denne institution igangsat. E. Borgs bog vedrørende »Den danske marines uniformer gennem tre århundreder« kom først i 1974, efter at han var gået fra den her nævnte stilling.

III. 1970-84

I slutningen af 1960eme begyndte interessen for militærhistorie dels at ændre sig dels at accelerere. De nye tendenser blev markeret gennem indlæg, som faghistorikeren Knud J. V. Jespersen bragte i Historisk Tidsskrift i 1977, hvori han stillede spørgsmålet: En militærhistorisk renaissance? Jespersen opsummerede heri de nye tendenser, som havde kunnet spores fra slutningen af 1960erne, og som her kort skal omtales.
1 1965 havde en kreds af officerer, samlet i det såkaldte Militære læseselskab Rendsborg, begyndt at udgive »Krigshistorisk Tidsskrift«, som i begyndelsen havde militære personer som forfattere, men som efterhånden også fik bidrag fra faghistorikere. Næsten på samme tid begyndte lederen af Generalstabens nu Hærstabens historiske arbejder, Helge Klint, at undervise som undervisningsassistent på Københavns Universitet. I sig selv var dette en bemærkelsesværdig ting, den forudgående periode taget i betragtning. Flere faghistorikere fik vist nok her den første interesse for militærhistoriske emner, der jo nu tilsyneladende var lyst i kuld og køn på Universitetet. Fra 1967 begyndte Marinehistorisk Selskab at udsende Marinehistorisk Tidsskrift med faghistorikeren Hans Chr. Bjerg som redaktør.
Det blev fra starten domineret af faghistorikere. Helge Klint fik sammen med lederen af Marinens Bibliotek, søofficeren Jørgen Teisen, taget initiativet til etableringen af Dansk Militærhistorisk Kommission i 1968. Kommissionen måtte til enhver tid maximalt have 25 medlemmer og anerkendtes som den danske afdeling af Commission Internationale d’Histoire Militaire. I starten var der kun få faghistorikere optaget, men dette forhold ændrede sig efterhånden, således at repræsentationen af officerer og faghistorikere er nogenlunde ligelig.
Officeren E. O. A. Hedegaard udgav i 1968 monografien »Generalstabens Guidekorps. Et bidrag tü Generalstabens og Underofficers- korpsets historie«. Siden har Hedegaard været en særdeles flittig militærhistoriker, der har publiceret adskillige monografier og artikler om militærhistoriske emner. Han fører den tidligere officersopfattelse videre og står for en forskningslinie, der må betragtes som selvstændig i forhold til den øvrige udvikling efter slutningen af 1960erne. Senest er dette kommet til udtryk i hans bog om A. P. Tuxen fra 1982, hvori han søger at holde afstand mellem militærhistorie og faghistorikere. I sit emnevalg og approach er han imidlertid meget tæt på faghistorikeren.
På grundlag af det kompendium, som Helge Kliflt havde benyttet ved imdervisningen på Københavns Universitet, udsendte han den lille vejledning »Militærhistorie« i serien af Dansk Historisk Fællesforenings håndbøger 1970. Vejledningen var utvivlsomt med til at introducere disciplinen militærhistorie for faghistorikere, der ikke hidtil havde haft det med inde i interessesfæren. Afsnittet om sømilitærhistorien var skrevet af Jørgen Teisen.
Et eksempel på en faghistorisk interesse for militærhistoriske emner var Aage Trommers disputats vedrørende »Jembanesabotagen i Danmark«. Afhandlingen havde som undertitel »en krigshistorisk undersøgelse«. Et andet eksempel i denne forbindelse er Hans Chr. Bjerg: »Danmarks Strategiproblem .1872-76« i »Historie« (1972). Endnu et eksempel er Just Rahbek: »Dansk Militærpolitik fra Tronskiftet i 1839 til Krigens udbrud i 1848«, der udkom i 1973, og blev forsvaret for den filosofiske doktorgrad. 11974 udsendte faghistorikeren Finn Askgaard bogen »Kampen om Østersøen 1654-60«, der klart demonstrerer de store muligheder, som ligger i faghistorikerens interesse for militærhistorie.
Omkring 1974 ophørte såvel Hærstabens som Søvæmsstabens historiske arbejder med at eksistere som formelle organer inden for de respektive værn. De to lederstillinger nedlagdes, og arbejdet med at føre arbejdet inden for Hæren videre blev blot i forbindelse med havende tjeneste lagt hos kommandanten i Kastellet. Inden for Søværnet blev faghistorikeren Hans Chr. Bjérg i 1974 Marinestabens historiske konsulent uden noget formelt apparat omkring sig.
Det blev ikke Dansk Militærhistorisk Kommission, der yderligere hjalp de nye tendenser frem, selv om man måske kunne have forventet dette. Den 3. april 1974 blev der på Københavns Universitet på initiativ af »Foreningen de Historiestuderende« afholdt et diskussionsmøde, hvor de historiestuderende, bl.a. repræsenteret af Claus V. Barnekow, Kaare E. Janson og Ole L. Frantzen, stillede spørgsmålet: Hvor blev militær- historien af? I et udsendt oplæg hed det: »I efterhånden mange år - for ikke at sige altid - har militærhistorie ført en yderst tilbagetrukket tilværelse blandt det store flertal af danske faghistorikere. Dette må egentlig siges at være besynderligt, når man tænker på det militære samfunds omfang og historiske betydning«. Mødet, hvortil man som paneldeltagere havde indkaldt såvel officerer og faghistorikere, blev for så vidt en katalysator for den igangværende udvikling. Mødet resulterede i første omgang i nedsættelsen af Militærhistorisk Kontaktudvalg, der ville dels søge at indkredse den eksisterende militærhistoriske interesse i landet dels søge at stimulere denne. Dette initiativ gled sammen med et andet initiativ, som den historiestuderende Poul T. Cohrt var igang med for at få indkaldt til en militærhistorisk konference,

Den 1. danske militærhistoriske konference blev en realitet i foråret 1975. Den resulterede dels i nedsættelsen af Militærhistorisk Komité dels i videreførelsen af Militærhistorisk Kontaktudvalg, der skulle føre den konstaterede interesse videre frem.
Det var på baggrund af diskussionen den 3. april 1974 og med udgangspunkt i konferencen i 1975, at Knud J. V. Jespersen stillede spørgsmålet, om der var tale om en militærhistorisk renæssance. Nu indebærer begrebet renæssance vel en genoptagelse af noget tidligere, men man kan nok sætte spørgsmålstegn ved om den opfattelse af militærhistorien, der er igang med at udvikle sig i Danmark, tidligere har været til stede. Der er måske snarere tale om en militærhistorisk vækkelse eller om, at »militærhistorien bliver en historisk videnskabelig disciplin«! Jespersen udtaler, at initiativerne for ham blev en skuffelse, idet han havde forventet en lidt større forståelse mellem officerer og faghistorikere, men initiativerne skal nok ses som indledningen til en langvarig proces, der vü sætte den beskrivende og den anvendte militærhistorie ind i deres rette sammenhæng og samtidig gøre militær- og krigshistorie til velkendte og anerkendte discipliner inden for det faghistoriske område.
Siden 1975 har der hvert andet år været afholdt Militærhistorisk Konference af Militærhistorisk Komité, der nu bag sig har den såkaldte Militærhistoriske Interessekreds, d.v.s. interesserede,der får indkaldelse til de militærhistoriske konferencer. På di&se konferencer er der nu opstået et forum, hvor officerer, faghistorikere, ahnindeligt interesserede og amatørhistorikere mødes for at drøfte militærhistoriske emner. Konferencerne har ikke medført en bølge af ny militærhistorisk litteratur, men det må konstateres, at de militærhistoriske »nedslag« falder tættere end før, og at flere faghistorikere end tidligere arbejder med militærhistoriske emner.
Siden 1975 har adskillige militærhistoriske afhandlinger set dagens lys, men de er generelt udarbejdet i perioden efter slutningen af 1960eme, og frem til 1975, enkelte endog før, men alle er de et udtryk for den stigende interesse for faghistorisk at arbejde med militær-og krigshistorie.
Nævnes kan således E. 0. A. Hedegaard: »Frederik den Sjette og De røde Fjer. Studier i Danmarks militære og politiske historie under Napoleonskrigene« I-II, der udkom 1975. Faghistorikeren Knud J. V. Jespersen blev 1977 dr. phil. på afhandlingen »Rostjenestetaksation og adelsgods. Studier i den adelige rostjeneste og adelens godsfordeling 1540-1650«. Jespersen havde allerede i 1975-76, som tidligere nævnt, søgt at vurdere de nye tendenser, og åbnede derved samtidig en debat om afgrænsningen af militærhistorie som begreb. Denne debat, som vel ikke kan siges at være afsluttet, vil utvivlsomt senere vise sig at få betydning for den faghistoriske interesse for militær- og krigshistorie.
Jørgen H. Barfod udgav i 1977 en monografi over Niels Juel og hans virke i Søetaten. Samme år udgav Søelieutenant-Selskabet en bog om Slaget i Køge Bugt 1. juli 1677, og derudaf udviklede der sig en polemik i Tidsskrift for Søvæsen i 1978 mellem Jørgen H. Barfod og Hans Cbr. Bjerg. Det er karakteristisk, at de begge er marinehistorikere og faghistorikere. I denne polemik blandede ingen officerer sig, hvad der måske kan ses som et tegn på, at faghistorikeme klart dominerer den marine- historiske forskning på nuværende tidspunkt. I årene 1965-78 udsendte oberstløjtnant Helge Klint en række kompendier, der dækkede »Den danske Hær 1750-1962« bd. I-VII. Der var her tale om en komprimeret oversigt.

Et eksempel på et nyere arbejde, hvor forfatterne henholdsvis er officer og faghistoriker er Hans Garde og Hans Chr. Bjerg: »Torpedobåde gennem 100 år«, der udkom 1979. Fra denne periode skal endvidere nævnes amatørhistorikeren Poul Ib Liebe, der har skrevet en lang række krigshistoriske artikler, samtidigt med, at han sammen med E . Borgstrøm står for den omfattende bibliografering af dansk militærhistorisk litteratur, som netop i 1970eme er publiceret, og som vil blive en af trædestenene for den militærhistoriske interesse videre frem.
På linie med den senere faghistoriske tendens ligger Palle Roslyng- Jensens disputats fra 1980 »Værnenes politik - politikernes værn«, der behandler de militære væm i Danmark 1940-45 og deres stilling mellem politikerne og modstandsbevægelsen. Endvidere skal i samme forbindelse nævnes Frede P. Jensens disputats fra 1982 om Danmarks konflikt med Sverige 1563-70. Ole Feldbæk, professor i historie ved Københavns Universitet, har ligeledes i de senere år taget militærhistoriske emner op, f.eks. omkring Slaget på Reden 2. april 1801 og dets forudsætninger. M. H. Clemmesen er både uddannet som officer og faghistoriker. Han arbejder dog primært ud fra en faghistorisk synsvinkel, hvilket fremgår af bogen »Jyllands Forsvar 1901-40«, Kbh. 1983.
En af de få repræsentanter for den anvendte militærhistorie, der har gjort sig gældende i denne periode, er officeren K. V. Nielsen. Han har gennem mange år undervist på Hærens Officersskole og senere på Forsvarsakademiet. Endvidere har han i en årrække været redaktør af Militært tidsskrift, hvor han har vist stor imødekommenhed over for de nye militærhistoriske tendenser, som her er søgt beskrevet. K. V. Nielsen har i høj grad stimuleret disse tendenser. I sine egne artikler bygger han på fag- historikemes materiale, men anvender en pragmatisk holdning over for stoffet med henblik på det belærende og analyserende set ud fra en fagmilitær synsvinkel. I en polemik med Knud J. V. Jespersen i Historie, Jyske Samlinger, XIH 1979, pp. 71-78 med udgangspunkt bl.a. i dennes artikel »Krigshistoriens lære og Krigens historikere« (Historie XII 1977 pp. 27-46) har K. V. Nielsen nærmere redegjort for sit synspunkt.
Uden for den specielle faghistoriske og fagmilitære kreds står historielæreren Johs. Nielsen, der ud fra et faghistorisk udgangspunkt har beskrevet dansk forsvarspolitik mellem 1864-1870 og folkestyrets første forsvarsordning i bogen »Genrejsningshåb og Undergangsangst«, Odense 1979.

Afslutning

Jeg har i det ovenstående søgt at vise, at A. P. Tuxen i sin status over den militærhistoriske forskning i Danmark skelnede mellem den forskning, der inden for dette emne blev udført henholdsvis af officerer og faghistorikere, at der indtil dette tidspunkt faktisk ingen faghistorikeré havde været, der dyrkede militær- og krigshistorie, og at han forgæves søgte at råbe faghistorikeme op. Tværtimod blev han i perioden frem til 1945 fulgt af officerer, der ikke dyrkede militærhistorisk forskning inden for fag- historikernes arbejdsområde og metode, men havde den anvendte militærhistorie som udgangspunkt.
Efter 1945 trådte faghistorikeren ind i den militærhistoriske forskning, som han en overgang fik lov helt at dominere bl.a. p.g.a. en klar svækkelse af den militærhistoriske interesse blandt militære. I slutningen af 1960eme begyndte dette billede at ændre sig. Dels trådte officerer atter frem, dels intensiveredes den faghistoriske interesse. Rigtig fart tog denne udvikling efter 1970, og det er karakteristisk, at det nu hører tü undtagelserne, at militærhistoriske arbejder ikke sker på et faghistorisk grundlag. Linien er nu blevet klarere mellem den anvendte og den beskrivende militærhistorieforskning. Situationen må opfattes på den måde, at står på tærsklen til, at militær- og krigshistorie vil blive betragtet som en almindelig historisk disciplin inden for fagvidenskaben. Man må formode, at denne udvikling efterhånden vil få en afsmittende effekt for en parallel stigning i interessen for anvendt militærhistorie. Generelt savner vi en nyere samlet fremstilling af den danske krigs- og militærhistorie udarbejdet ud fra et faghistorisk udgangspunkt af såvel officerer som faghistorikere. Endvidere må det ønskes, at en del af det, der fremover vil blive publiceret inden for dansk militær- og krigshistorie, tillige vil blive søgt publiceret på et af hovedsprogene. Vi har en historisk udvikling i den henseende, som vi ikke behøver at skamme os over.

Hans Chr. Bjerg Overarkivar

NOTER
1. Gengivet i »Det krigsvidenskabelige Selskab - 1871-1921«, København 1921, pp. 49-66.

2. Ibid. p. 65 f.

3. Vedrørende A. P. Tuxens virksomhed og vurdering af denne se Ole A. Hedegaard: A. P. Tuxen. Militærhistoriker og æresdoktor, København 1982.

4. Eksempler på denne opfattelse er f.eks. at finde i Carl V. Kohls bog: Hærens Arkiv, København 1946. Se også Hedegaard op.cit.

5. Et synspunkt, som forfatteren tidligere har fremført i »Hvor blev militærhistorien af? En diskussion om militærhistorisk forskning«. Udg. ved C. C. von Barnekow, Ole L. Frantzen og Kaare E. Janson, København 1975, p. 6.

6. Fra 1973 er udsendt af Poul Ib Liebe og E. Borgstrøm og udgivet af Det kgl. Garnisons- bibliotek, en lang række af bibliografier over den danske militær- og krigshistorie, omfattende krigshistorien fra 1500 og til dette århundrede. Regimenternes historie, hjælpekorpsenes historie, traditioner, garnisoner o. lign. Den sømilitære historie er bibliograferet i Hans Chr. Bjerg: Dansk Marinehistorisk litteratur 1500-1975, København 1975.

7. Gordon Norrie i Historisk Tidsskrift 11. rk. bd. 6,1966 under titlen »Hærstabens historiske Arbejder«. H. Klint: Militærhistorie, 1970, samt redegørelsen i E. 0. A. Hedegaards bog om Tuxen op.cit.

8. A. P. Tuxen: Kong Frederik IVs personlige indsats som krigsherre i den store nordiske krig. Festskrift til Kr. Erslev 1927 pp. 393-408.

9. A. P. Tuxen: Tscherning, Hedemann, Læssøe marts-juli 1848, Historisk Tidsskrift 9.rk. bd. IV p. 1-52. ,

10. Olav Bergersen: Tordenskiold og Danskerne, Oslo 1932.

11. Jens Johansen: Danmark-Norges Deltagelse i Den store nordiske Krig. Sønderjyllands Befrielse, København 1935.

12. Bl.a. »4. Division i Nørrejylland 1864«, København 1936.

13. John Danstrup: Kampen om den danske hær 1740-66, i Historisk Tidsskrift 11. rk. bd. II 1947 pp. 1-60.

14. E. Briand de Crévecoeur: - Olfert Fischer. Københavns modige forsvarer, København 1944.
- Ivar Huitfeldt. Hans Liv og Daad, København 1947.
- Peder Skram. Danmarks Vovehals, København 1950.
- Herluf Trolle. Kongens Admiral og Herlufsholm Skoles stifter. Tønder 1959.

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_114_aargang_jul-aug-sep.pdf

 

Litteraturliste

Del: