Dansk-franske militære relationer gennem 1000 år

Anmeldt af Rune Holmeå Iversen

"Dansk-franske militære relationer gennem 1000 år", Lars Bangert Struwe, Eric Lerdrup Bourgois, Søren Nørby, Syddansk Universitetsforlag, 2014, 299,- kr. på forlagets hjemmeside

 

Foto: Universitypress.dk

Kronologisk søger bogen at dække perioden fra antikken til i dag. Antologien er redigeret og skrevet af en række danske historikere og officerer, der i de respektive kapitler forsøger at give en beskrivelse af en periode, person eller emne, der på en eller anden måde militært involverer både Danmark og Frankrig. Det defineres dog ikke særligt præcist af redaktørerne hvad der skal forstås med ”militære relationer”, hvilket de individuelle kapitler i antologien også bærer præg af. Enhver mulig forbindelse imellem Danmark og Frankrig bliver således til en beskrivelsesværdig relation. Der bliver heller ikke redegjort for hvad ambitionsniveauet er for publikationen, hvilket gør det svært at vurdere hvilken målestok den skal bedømmes efter.

Der er ikke megen original analyse eller forskning i antologien, hvilket givetvis skyldes det valgte format med små kapitler på 14-19 sider. Størstedelen af bogen består således af materiale der allerede er publiceret i andre sammenhænge, enten som artikler, afhandlinger eller som en del af større opslagsværker. Tendensen her er derfor imod det beskrivende snarere end det analyserende.

Af de 13 bidrag forsøger det første på kun 17 sider at beskrive de dansk-franske relationer fra antikken til renæssancen. Et problem her er, at forfatteren sætter lighedstegn imellem den franske stat og Frankerriget. Sidstnævnte var et multietnisk og til dels multikulturelt  imperium, der opstod på resterne af den romerske provinsadministration i Gallien og som bestod i forskellige former indtil højmiddelalderen. Der var ikke nødvendigvis noget særligt ”fransk” over Frankerriget og en mere stringent skelnen imellem Frankrig og Frankerriget ville her have været ønskelig. Det ville på den anden side have betydet, at der ikke længere ville være tale om relationer gennem 1000 år.

Størstedelen af kapitlerne dækker de ca. 150 år indtil 1814, hvor kongeriget Danmarks stilling som en europæisk magtfaktor i mellemklassen gjorde det muligt at deltage i datidens stormagtsopgør. I denne sammenhæng var Frankrig i kraft af sin stilling som ubetinget europæisk stormagt både en potentiel modstander og allieret. Det er klart i denne periode at kontakterne og udvekslingen af militære erfaringer og personel imellem Danmark og Frankrig var størst og de syv kapitler der eksplicit dækker denne periode giver en god indføring i hvorledes det dansk-franske forhold udviklede sig i løbet af disse ca. 150 år, både på statsligt niveau og for enkeltpersoner, til lands og til vands.

De resterende kapitler dækker primært enkeltepisoder efter 1814, såsom den franske deltagelse i Genforeningen i 1920. Alternativt beskæftiger de sig med regiments eller ordenshistorie, der går tværs gennem de kronologiske skel. Det er dog lidt skuffende her at den seneste udvikling i de dansk-franske militære forhold i perioden efter Berlinmurens fald kun er beskrevet ganske kort og ufuldstændigt på trods af at der her var potentiale for at levere nyt.

Kvaliteten i de forskellige bidrag til antologien er svingende. De fleste af kapitlerne dækker enten kronologisk eller emnemæssigt over et så stort område, at det kun er muligt at give en beskrivelse af de historiske forløb. Nogle af kapitlerne er meget veldefinerede og klart kronologisk afgrænsede og det lykkes her at give en rimeligt udtømmende beskrivelse og analyse af det  behandlede emne. Et enkelt af bidragene er desværre så overfladisk og dårligt forsynet med fodnoter, at det er svært at se hvornår forfatteren citerer sine kilder og hvornår han fremsætter sine egne synspunkter. Et relateret problem er den overlapning der er imellem de emner, personer og hændelser, hvor flere af forfatterne reelt skriver om de samme ting på det samme grundlag. Bogens illustrationer er generelt velvalgte, men en pæn andel af de kort og billeder der er anvendt er desværre nedskaleret i en sådan grad, at de bliver umulige at læse.

Dette er synd, idet de fleste af bidragene til antologien generelt er velskrevne og forfattet i et klart og forståeligt sprog, der sobert beskriver deres valgte emne eller kronologiske område. Et grundigere redaktionsarbejde ville have sikret, at de forskellige bidrag fremtrådte mere kvalitetsmæssigt homogene og afgrænsede i forhold til hinanden, samt at billedsiden var i orden.

Antologien kan derfor primært anbefales til de folk der ønsker en introduktion til de dansk-franske militære relationer i perioden 1664-1814. For den overbevist frankofile vil antologien givetvis også kunne læses med stor fornøjelse.

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.