Danmarks strategiske udfordringer i Østersøen - et sømilitært perspektiv.

Artiklen er skrevet med udgangspunkt i det indlæg, som forfatteren præsenterede på en åben høring om ubåde i Forsvarsudvalget den 20. september under samme overskrift.

Trussel versus risiko

Den 12. april 2016 blev den amerikanske destroyer USS Donald Cook overfløjet af et russisk kampfly af typen Sukhoi SU-24 i en afstand på ca. 10 meter. Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, hvordan en sådan manøvre utilsigtet kunne udvikle sig til en international krise mellem verdens to førende atommagter. Episoden, som er veldokumenteret i åbne kilder, er en god illustration af, at Rusland er i besiddelse af en betydelig militær risikovillighed. Det fremgår også af Forsvarets  efterretningstjenestes (FE) risikovurdering fra december 2016, der udtrykker det således:

Rusland vil i en krisesituation kunne gøre det vanskeligt for NATO at forstærke de baltiske lande. Det er dog usandsynligt, at Rusland vil foretage et direkte militært angreb på de tre baltiske lande, og Rusland vil ikke risikere en direkte konfrontation med NATO. På grund af Ruslands lukkede beslutningsprocesser og den russiske ledelses risikovillighed vil der imidlertid være usikkerhed om Ruslands handlinger og reaktioner i eskalerende kriser, også i Østersøregionen.1

Danmark og NATO står over for et Rusland, der hverken militært eller økonomisk tåler styrkemæssig sammenligning med den tidligere Warszawapagt under Den Kolde Krig, men som til gengæld er parat til at udnytte militære kapaciteter enten direkte eller indirekte til at sikre strategiske interesser og et Rusland, der har en klar politisk målsætning om at blive betragtet som en global stormagt med tilhørende globale interesser. Det har Rusland gjort dygtigt og militært meget eksplicit i Syrien-konflikten og det er også baggrunden for Ruslands handlemønster ved annekteringen af Krim i 2014 samt i resten af Ukraine, hvor sikkerhedssituationen stadig er spændt. Begge steder er nøglen til fred først og fremmest i hænderne på Rusland.

I forhold til Kongeriget Danmarks nærområder, nemlig Østersøen og Arktis, kan man genfinde denne klare interessebaserede russiske sikkerhedspolitik, selvom interesserne er meget forskellige i de to områder. I Baltikum er det vigtigt for Rusland, at Vesten/NATO og ikke mindst de tre baltiske lande bibringes opfattelsen af, at Rusland har evnen til at angribe de baltiske lande, samtidigt med at der opretholdes usikkerhed om, hvorvidt Rusland har viljen til at gøre det. FE’s risikovurdering udtrykker det således:

Rusland har gennemført en militær opbygning i det vestlige Rusland, men ikke nogen direkte styrkeopbygning langs grænsen til Estland og Letland. Her har Rusland én armé, der er beregnet til territorialt forsvar, men også luftbårne tropper i højt beredskab. Rusland har imidlertid kapaciteten til inden for én uge at kunne flytte styrker til grænseområderne til de baltiske lande og til her at kunne samle en styrke af landmilitære og luftbårne enheder, der isoleret set vil være de baltiske lande og de tilstedeværende NATO styrker markant overlegne.2

I Arktis derimod, har Rusland interesse i at skabe en stabilitet, der kan muliggøre kapitaliseringen af Ruslands naturressourcer i regionen. I dette område følger Rusland derfor de internationale regler og aftaler, som primært udgøres af FN´s Havretskonvention af 19823 og Ilulissat Deklarationen fra 20084. Den militære signalgivning Rusland udsender i Arktis har til formål at forsikre omverdenen om, at Rusland har til hensigt at forsvare retten til at regulere anvendelsen af søruten5 langs Ruslands arktiske kystlinje og til de naturressourcer, som findes på den russiske kontinentalsokkel. I et indenrigspolitisk perspektiv skal den forsikre en økonomisk presset russisk befolkning om, at Ruslands stærke arktiske identitet ligger i præsidentens kompetente og stærke hænder.

I et operativt perspektiv er det vigtigt at have blik for sammenhængen mellem Østersøen og hele den isfrie adgang til de russiske baseområder omkring Kola-halvøen. En troværdig konventionel afskrækkelse i Østersøen rettet mod Rusland må således også omfatte en plan for, hvad man vil gøre, hvis denne afskrækkelse af den ene eller den anden årsag svigter. En sådan plan må tillige indeholde svaret på, hvordan NATO vil blokere Ruslands muligheder for at forskyde sø- og luftstridskræfter via det såkaldte GIUK Gap6 i bestræbelserne på at forhindre den transatlantiske forstærkningsopbygning. Danmark vil i givet fald komme til at være opmarch- og baseområde for en del af denne forstærkning, hvilket er årsagen til, at den netop indgåede forsvarsaftale også pålægger Forsvaret at genopbygge evnen til at beskytte vital dansk infrastruktur.
 

Ny Kold Krig?                                                                                                  

Den stigende spænding i Østersøområdet som følge af Ukrainekrisen bliver ofte sat i tale som en tilbagevenden til Den Kolde Krig eller i bedste fald som en ”Ny Kold Krig”. Problemet med begge betegnelser er, at de meget let kommer til at fremkalde de forkerte billeder, og at de dermed også fører til de forkerte slutninger. Den nuværende situation kan således ikke umiddelbart sammenlignes med de operative udfordringer, man stod over for i koldkrigsperioden.

Helt overordnet var der dengang for NATO - og dermed også for Danmark - tale om en overordnet defensiv strategi, hvor Alliancen skulle forsvare eget territorium mod en fjendtlig invasion fra øst. For den danske flåde betød det, at hovedopgaven var at få lagt de planlagte anti-invasionsminer og de minefelter, der skulle sikre kontrol med de danske stræder. Når det var sket, var opgaven at forhindre fjenden i at uskadeliggøre minefelterne og at bekæmpe den opfølgende landgangsstyrke. Derfor bestod flåden af minelæggere og en række små og mellemstore svært bevæbnede kampenheder, som sammen skulle sørge for, at minelæggerne overlevede krigens første 24-48 timer, og de enheder, som måtte være tilbage herefter, skulle så decimere landgangsstyrken sammen med fly fra det danske flyvevåben og det tyske flådeflyvevåben. Hovedparten af disse operationer skulle gennemføres i vores egne farvande, og derfor var det vigtigt, at vores overfladeenheder kunne udnytte den danske farvandsgeografi som beskyttelse mod fjendtlige missiler7. For at få tilstrækkelig dybde i dette forsvar var den danske flåde også udrustet med ubåde, som ud over at indsamle efterretninger kunne nedkæmpe de fjendtlige landgangsskibe i den østlige del af Østersøen.

Ser man på de aktuelle operative udfordringer i regionen, tegner der sig et noget andet billede, hvilket sammensætningen og størrelsen af den russiske Østersøflåde også afspejler. Det skal indledningsvis understreges, at et blik på den aktuelle sammensætning og størrelse af den russiske Østersøflåde er et øjebliksbillede, der kan ændres i løbet af dage eller uger - en fleksibilitet vi det seneste års tid har set flere eksempler på. Senest da en atomundervandsbåd af TYPHOON-klassen forlagde fra Nordflåden ved Kola-halvøen til Østersøen, hvor den under stor pressebevågenhed sejlede gennem Storebælt for at deltage i en øvelse med kinesiske overfladeenheder. Det er imidlertid tydeligt, at den russiske Østersøflåde er den af de fire geografisk adskilte flåder, der er lavest prioriteret.

Efter en længere periode helt uden ubåde, hvor man måtte låne sig frem hos Nordflåden, blev Østersøflåden for ca. tre år siden tilført en begrænset ubådskapacitet i form af 1-2 ubåde af KILO-klassen. Det forventes dog, at der inden for en overskuelig årrække kan blive tilført yderligere ubådskapacitet af KILO-II Klassen, der kan udrustes med Kalibr-PL missiler. Kalibr missilsystemet har i sømålsversionen8 en rækkevidde på op til 600 km. Missilet findes også i en landmålsversion,9 hvor rækkevidden er ca. 2.000 km. Kalibr missilet kan altså ramme mål i størstedelen af Østersøen samt i Vest- og Nordeuropa. Missilet har flere gange været anvendt af den russiske flåde mod landmål i Syrien.

Antallet af større overfladeenheder i Østersøflåden er relativt begrænset,10 og de enheder, der befinder sig i området, er i slutningen af deres operative levetid. Der er dog tilgået to korvetter af BUYAN M-klassen, der hver er udrustet med otte lodrette siloer til det førnævnte Kalibr krydsermissil, hvilket har tilført Østersøflåden en væsentlig kapacitet, der på sigt kan suppleres af KILO II-klassen mulighed for at affyre samme missil fra neddykket tilstand.
 

Ruslands strategi i Østersøen

En række af de vurderinger, der er anført i den seneste risikovurdering fra FE, giver en relativ entydig indikation af, hvad den russiske strategi går ud på i Østersøen:

Gennem de seneste år har Rusland tilført flere langtrækkende luftforsvarsmissilsystemer til det vestlige militærdistrikt og til Kaliningrad-regionen. I sidste halvdel af 2016 modtog Østersøflåden også moderne og langtrækkende Bastion-kystforsvarsmissiler og nye missilkorvetter bevæbnede med langtrækkende Kalibr-missiler, der kan anvendes mod sø- og jordmål. Endelig forbereder Rusland at udstationere jord til jord-missiler af typen Iskander permanent i Kaliningrad-regionen.
Det er Ruslands hensigt med sin lokale landmilitære overlegenhed og sin A2/AD-kapacit11 at have mulighed for i en eskalerende krisesituation at kunne sætte de baltiske lande og NATO under et betydeligt militært og dermed også politisk pres, der har til formål at gøre det vanskeligt for NATO at opfylde alliancens kollektive forsvarsforpligtigelse.12

Rusland besidder altså evnen til landmilitært at true de tre baltiske lande direkte med en invasion, og opstillingen af langtrækkende land- og sømålsmissiler i bl.a. Kaliningrad-Oblast medfører, at Vestens muligheder for at genvinde tabt terræn i givet fald vil være forbundet med store operative udfordringer, herunder en markant lufttrussel. Det er i den forbindelse interessant, at dette russiske A2/AD scenarium ikke er afhængig af søstridskræfter, idet den betydelige missiltrussel først og fremmest udgøres af mobile landbaserede systemer. Det er formentlig også forklaringen på, at den russiske Østersøflåde er forholdsvis lavt prioriteret og årsagen til, at de få moderne enheder, der trods alt er i - eller forventes at blive tilført - denne del af den russiske flåde, har evnen til at komplementere A2/AD kapaciteten med langtrækkende krydsermissiler og ubådsbaserede torpedoer.
 

”Reverse Engineering”

Ruslands invasion af Ukraine og annekteringen af Krim har ikke uventet skabt stor bekymring i dele af NATO/Vesten – en bekymring som synes at være omvendt proportional med hovedstædernes afstand til Moskva. Flere lande omkring den østlige del af Østersøen har påbegyndt opbygningen af egentlige værnepligtsbaserede mobiliseringsforsvar, og i Sverige opfordrer man nu fra officielt hold befolkningen til at forsyne sig med en uges overlevelsesforråd i tilfælde af et angreb fra Rusland. Generelt har ændringen i den sikkerhedspolitiske situation medført stigende forsvarsbudgetter og konkret har det bl.a. medført øget NATO-tilstedeværelse i de baltiske lande og en justering af NATO kommandostruktur, så der igen kommer fokus på Alliancens transatlantiske forstærkningsdimension.

Også i Danmark har situationen affødt en forøgelse af forsvarsbudgettet, så der i løbet af den netop indgåede Forsvarsaftale for perioden 2018-2023 tilføres 12,8 mia. kr.13 Hovedkomponenterne for dette forlig er først og fremmest opbygningen af en deployerbar middeltung brigade, der med 180 dages varsel skal kunne indsættes selvstændigt i rammen af en NATO-operation i den østlige del af Østersøregionen. Endvidere er der afsat penge til signifikante opgraderinger af søværnets evne til luftforsvar og ubådsbekæmpelse samt på sigt en mulig strike-kapacitet. Samtidigt ændres forsvarets struktur, så evnen til operativ føring af militære styrker på dansk territorium genskabes. Selvom evnen til at bidrage til operationer uden for Alliancens territorium fastholdes, er det nye forlig et klart udtryk for, at Danmark ønsker at bidrage til NATO konventionelle afskrækkelse i Østersøregionen, og at vi er klar til at bidrage med en brigade, hvis afskrækkelsen svigter, og den territoriale integritet i Baltikum skal genetableres.

Og det er netop her, at forskellen mellem den Kolde Krig og den aktuelle situation for alvor bliver tydelig. Situationen i Østersøen overgår således til en offensiv i samme øjeblik, afskrækkelsen svigter som følge af, at den enten ikke opleves troværdig, eller fordi situationen ved et uheld kommer ud af kontrol. For Danmarks vedkommende betyder det, at hvor vi tidligere hørte til frontlinjestaterne, der skulle forstærkes er vi i dag blandt de nationer, som udgør forstærkningen. Og en væsentlig forudsætning for, at afskrækkelse opleves troværdig er netop, at den fremskudte NATO tilstedeværelse i de baltiske lande er hægtet op på en militær plan, der i givet fald kan mobilisere en forstærkning, der kan genetablere NATO´s territoriale integritet. Tilsvarende kan man også håbe på, at forvisningen om, at et angreb på et eller flere baltiske lande er et angreb på hele Alliancen inklusiv partnerlande, kan lægge en dæmper på den russiske risikovillighed og dermed reducere sandsynligheden for utilsigtet eskalation som følge af uheld. En dansk middeltung brigade skal med andre ord i fredstid bruges til at ”plukke” fra til internationale operationer og som bidrag til NATO ”snubletråd” Baltikum, hvorimod den i spændingsperioder og krig skal kunne indsættes i sin helhed som led i den NATO-operation, der skal generobre det tabte territorium.

For at kunne indsætte større landstyrker i en modoffensiv i NATO´s frontlinjestater i Baltikum er der imidlertid en række forudsætningsskabende operationer, der skal gennemføres først. Luftherredømme eller som minimum luftoverlegenhed er en forudsætning for, at der kan skabes den fornødne frihed til at operere med flådestyrker i farvandene omkring Danmark og i Østersøen. Det vil kræve, at NATO luftstridskræfter inklusive hangarskibsbaserede flystyrker fokuseres på denne opgave i de indledende faser af en sådan konflikt. Formålet vil være at neutralisere den russiske A2/AD kapacitet, konkret de faste og de mobile kommando- og kontrolfaciliteter samt de mobile langtrækkende krydsermissiler. En væsentlig opgave for den danske flåde i en sådan forudsætningsskabende fase vil være at bidrage til beskyttelsen af hangarskibsgrupper i Nordsøen, Skagerrak og Norskehavet. Det forudsætter naturligvis, at vores fregatter er udstyret med langtrækkende missiler til områdeluftforsvar.

Først i en efterfølgende fase vil man kunne begynde at skabe det søherredømme inde i Østersøen, som er nødvendigt for at kunne genforsyne operationer i Baltikum ad søvejen. Det vil formentlig være vanskeligt for russiske overfladeenheder at overleve i den forudgående luftkampagne, så NATO´s maritime kontrol i Østersøen vil først og fremmest være udfordret af evt. russiske ubåde. Så medmindre disse enheder er sat ud af spil, inden de er kommet til søs, så vil der være behov for en massiv anti-ubåds-kapacitet, indtil også denne trussel er neutraliseret. Endeligt kan det næppe udelukkes, at bestræbelserne på at holde NATO væk fra den østlige del af Østersøen også vil indebære brugen af miner, hvilket i givet fald vil kræve, at NATO også inddrager Alliancens minerydningskapacitet.

Den samlede udfordring set i en sømilitær optik minder med andre ord til forveksling om den udfordring Warszawapagten stod overfor under den Kolde Krig, og det er i dette perspektiv, man bør lave sin umiddelbare behovsopgørelse, når man forsøger at identificere, hvilke maritime kapaciteter, der giver bedst mening for Danmark og for NATO.
 

Kapacitetsbehov

Lægges ovenstående scenarium og de tilknyttede operative udfordringer ned over de klassiske sømilitære våbenarter kan man etablere et nogenlunde dækkende overblik over de kapacitetsmæssige behov. De tre klassiske sømilitære våbenarter, der dækker alle tre dimensioner er anti-overflade-krigsførelse (ASUW),14 anti-ubåds-krigsførelse (ASW)15 og anti-luft-krigsførelse (AAW).16 Hertil vil det i denne sammenhæng også være relevant at se på strike-kapacitet og ballistisk missil forsvar (BMD).17 Endelig vil det som tidligere nævnt være relevant at vurdere behovet for minerydningskapacitet.18

ASUW

Truslen fra overfladekampenheder er ikke den dominerende trussel, idet russiske krigsskibe vil være forholdsvis sårbare sammenlignet med de russiske mobile missilbatterier i land. De fleste af NATO's krigsskibe er udrustet med langtrækkende anti-skibs missiler, og for Danmarks vedkommende er de fem større kampenheder alle udrustet med Harpoon missiler med en rækkevidde på omkring 70 sømil, så det er heller ikke en kapacitet, vi står og mangler.

AAW

Truslen fra luften er derimod den mest dominerende, ikke mindst truslen fra langtrækkende krydsermissiler. Større kampenheder i NATO er udrustet med nærluftforsvar – typisk ud til 10 sømil19 og et hurtigtskydende artillerisystem.20 Dedikerede luftforsvarsenheder, som normalt vil indgå i sammensætningen af større flådestyrker, har desuden langtrækkende missiler til områdeluftforsvar ud til ca. 90 sømil. De tre danske fregatter er forberedt til områdeluftforsvar, idet de er udrustet med de nødvendige sensorer og det missilaffyringssystem21 der kan håndtere alle amerikanske luftforsvarsmissiltyper. I et scenarium, som beskrevet ovenfor, vil de danske fregatter ikke tilføre egentlig merværdi, medmindre de er udrustet med et langtrækkende luftforsvar, hvilket også er reflekteret i de materielmæssige prioriteringer i den nye forsvarsaftale. I det perspektiv giver det god mening, at fregatterne fremover skal styrke forsvarets opgaveløsning i den isfrie del af Arktis, da det bl.a. er der NATO hangarskibsgrupper kommer til at operere i tilfælde af konflikt i Baltikum. Det vil også være i dette område, at der i de kommende år kan forventes et øget behov for monitering af ind- og udpassage af russiske flådeenheder til og fra baseområdet ved Kola-halvøen.

Strike

Evnen til at ramme landmål med stor præcision over lange afstande er primært velegnet til at neutralisere vitale mål, herunder de kommando- og kontrolfaciliteter, der er knyttet til missilbatterier. Derfor giver det i forhold til kapacitetsbehov også mening at berøre strike-kapacitet, som en del af den luftkampagne, der skal bane vejen for de efterfølgende operationer. Det er samtidigt en kapacitet, som NATO ikke råder over blandt landene i Østersøregionen, og det er en kapacitet, der vil tilføre fregatterne strategisk værdi. Det amerikanske Tomahawk missil, der er det mest kendte af slagsen, har en rækkevidde på ca. 1000 sømil og findes kun i ét andet NATO-land, nemlig Storbritannien, der råder over dette missilsystem i nukleare ubåde. Herudover er man i Norge ved at udvikle et strike missil med en rækkevidde på ca. 340 sømil, som kan affyres fra skibe og fra de kommende F-35 Joint Strike Fighters. I det nye forlig anføres det vedrørende strike-kapacitet at: Behovet for at anskaffe længererækkende præcisionsmissiler undersøges gennem et indledende analysearbejde med henblik på vurdering af en eventuel efterfølgende anskaffelse på mellemlangt sigt (2023-2026).22

BMD

NATO har vedholdende tilkendegivet, at BMD ikke er vendt mod Rusland, men derimod mod missiltrusler fra ”utilregnelige regimer”. Dermed er det ikke en trussel, der retter sig specifikt mod situationen i Østersøregionen. Det danske tilsagn om at bidrage til NATO missilforsvar har imidlertid gjort så stort indtryk på Rusland, at den herboende russiske ambassadør23 fandt anledning til at udpege danske fregatter som mål for taktiske a-våben, hvis de blev udrustede med BMD kapacitet. I det netop indgåede forsvarsforlig tilkendegives det, at Danmark har til hensigt at fortsætte det analysearbejde, der skal føre til valg af en BMD løsning. Nordkoreas test af ballistiske missiler har mindet verden om, at selv fjerntliggende lande kan være en trussel mod både Europa og Nordamerika, og det vil være rimeligt at antage, at NATO-medlemmerne fortsat vil være under amerikansk pres for at bidrage til et ballistisk missilforsvar. Hvis det ender med en fregatbaseret løsning for Danmarks vedkommende, så vil disse skibe gå fra at være taktiske fregatter til at blive strategiske kapaciteter på samme måde, som skibe med strike-kapacitet er det. Også dette perspektiv understreger behovet for et effektivt langtrækkende luftforsvar på disse enheder.

ASW

Som tidligere nævnt vil det russiske A2/AD system også kunne suppleres af KILO II-klasse ubåde med evne til at bære Kalibr krydsermissiler, som kan affyres fra neddykket tilstand. Ubådene vil samtidigt være en trussel for overfladeenheder i mere traditionel forstand i både Østersøen og Nordatlanten, da de også er udrustet med torpedoer. Derfor er ASW kapacitet helt afgørende både på taktisk niveau som selvbeskyttelse af den enkelte overfladekampenhed og på operativt niveau f.s.v.a. NATO´s evne til at beskytte hangarskibe, troppetransportskibe, logistikskibe mv. Det forudsættes, at en moderne større kampenhed har denne evne til at bekæmpe ubåde. Det er årsagen til, at den nye forligsaftale også prioriterer anskaffelse af en helstøbt dansk ASW-kapacitet, der baseres på både søværnets overfladeenheder og på de nyindkøbte flådehelikoptere.

I perioden op til indgåelsen af det nye forsvarsforlig blev der fra flere sider foreslået, at Danmark burde genetablere ubådsvåbnet. Det underliggende rationale for dette ønske var først og fremmest en udbredt opfattelse af, at ubåde bedst bekæmpes med ubåde. Her er det imidlertid vigtigt at skelne mellem bekæmpelse af store nukleare strategiske ubåde ude på de åbne oceaner og den ubådsbekæmpelse, der knytter sig til mindre konventionelle kystubåde. De strategiske nukleare ubåde bekæmpes bedst med de såkaldte ”Hunter-Killer” ubåde, som er atomdrevne ubåde, der på mere åbent vand og på større vanddybder er specialiserede i at jage og bekæmpe store atombevæbnede ubåde. Det kan de, fordi de har evnen til at sprinte med høj hastighed, og fordi der på åbent hav er bedre muligheder for at udnytte passivt lytteudstyr over store afstande. Konventionelle kystubåde i Østersøen bekæmpes derimod bedst ved at kombinere brugen af overfladeenheder, helikoptere og anti-ubåds fly.24 Når konventionelle kystubåde ikke er optimale til at bekæmpe andre kystubåde i Østersøen, skyldes det flere forhold. For det første har de en relativ lav topfart i neddykket tilstand og det gør det vanskeligt for dem at jage andre ubåde. Faktisk er de i neddykket tilstand bedst beskyttede ved meget lav fart, fordi de der er mest støjsvage. For det andet er Østersøen et meget vanskeligt farvand at detektere ubåde i på grund af skiftende saltholdighed i vandsøjlen og en relativ stor baggrundsstøj. Så selv om en ubåd er neddykket og anvender sine passive hydrofoner, kan det være meget vanskeligt at detektere en anden neddykket ubåd, med mindre den omtrentlige position er kendt i forvejen. De særlige farvandskarakteristika og lydprofiler for Østersøen er også gældende for sensorer på overfladeenheder, helikoptere og fly, men disse platforme kan udnytte deres aktive sensorer og deres fartoverskud med langt mindre risiko. Når det er sagt, så er der ingen tvivl om, at adgangen til at træne antiubådskrigsførelse bliver både lettere og mere fleksibel, hvis man som nation selv råder over ubåde, og der er en række opgaver, der med fordel kan løses af ubåde, også i Østersøen. Under den kolde krig, hvor Danmark rådede over et i øvrigt meget velanskrevet ubådsvåben, blev de ofte brugt til efterretningsindhentning tæt på Warszawapagtens havne og kyster. Men deres primære rolle var at bekæmpe fjendtlige landgangsfartøjer og andre værdifulde overfladeenheder i tilfælde af krig, og lige netop den opgave synes ikke at være speciel relevant i det aktuelle potentielle baltiske konfliktscenarie. Dermed er det reelt kun det, man kunne kalde sekundære opgaver som træning og efterretningsindhentning, som i et nationalt dansk perspektiv skulle begrunde en investering på 6-8 mia. kr. Hertil kommer, at NATO allerede råder over en relativ stor kapacitet i området, idet alliance- eller partnerlande i regionen til sammen råder over 14 kystubåde. 

MCM

I forbindelse med udfasningen af de sidste enheder af Flyvefisken-klassen i 2010 blev der oprettet et containeriseret dronebaseret minerydningskoncept,25 som kan operere både fra land og fra skibe, og endvidere kan ombordtage de containerbaserede kommandomoduler. Danmark har således en meget fleksibel minerydningskapacitet, men er ikke længere i besiddelse af dedikerede minerydningsenheder. Det kan ikke afvises, at en A2/AD arkitektur som den russiske vil blive suppleret af brugen af søminer i bestræbelserne på at forhindre NATO manøvrefrihed i Østersøen. Det betyder i givet fald også, at NATO er nødsaget til at kunne indsætte minerydningskapacitet i Østersøregionen, som kan indsættes, når der er skabt luftoverlegenhed-/-herredømme. Allierede og partnerlande omkring Østersøen har til sammen omkring 40 dedikerede minerydningsfartøjer. Hertil kommer den minerydningskapacitet, der i øvrigt findes i NATO, herunder i de to stående MCM-styrker. Der er således ikke umiddelbart behov for et øget NATO-bidrag fra dansk side på MCM-området. Til gengæld vil der være behov for at MCM-operationer kan beskyttes af områdeluftforsvar, når de opererer i Østersøregionen.
 

Konklusion

I takt med at det nye forlig implementeres frem mod 2023, vil Danmark blive en vigtig bidragyder til NATO konventionelle afskrækkelse i Østersøregionen. Man kan altid diskutere, om investeringerne er store nok, men i mine øjne er der ingen tvivl om, at de kapaciteter, som prioriteres i forliget er meget relevante i forhold til den rolle og geografiske placering, Danmark har i det strategiske rum. Diskussionen for eller imod ubåde er både interessant og relevant, men det er vanskeligt at begrunde et evt. dansk behov med det trusselscenarium, som i øjeblikket udfolder sig i vores region, hvilket jeg også understregede i mit indlæg under den såkaldte ”Ubådshøring” i Forsvarsudvalget den 20. september 2017. Hvis man derimod begrunder det med en mulig fremtidig invasionstrussel mod Danmark på den lange sigt, kan det naturligvis ikke afvises, at et genetableret dansk ubådsvåben kan være relevant. Det er imidlertid en meget stor investering i forsikringen mod det uventede, som efter min mening risikerer at båndlægge ressourcer, som ellers kunne være brugt på kapaciteter, som der er større behov for her og nu – og kapaciteter, som også er relevante i andre konfliktscenarier fjernt fra vores nærområde. Hvis man vil gardere mod en evt. fremtidig invasionstrussel mod Danmark, så bør man i stedet sikre, at Danmark også i fremtiden kan lægge søminer, herunder fastholde den operative viden på området. Derfor er det også positivt, at det nye forlig adresserer netop dette forhold. Det vil sende et signal til omverdenen om, at vi relativt hurtigt kan opbygge evnen til at kontrollere gennemsejlingen af de danske internationale stræder, og til at minere vores invasionsegnede kyststrækninger.  Her og nu vil jeg dog mene, at en fremtidig investering i en fregatbaseret strikekapacitet i form af Tomahawk vil være langt mere relevant for Danmark, NATO og USA end ubåd nummer 15, 16 og 17 i Østersøen. 

Det Krigsvidenskabelige Selskab opfordrer alle til både spørgsmål, debat og kommentarer om emnet. 

NOTER:

1. Forsvarets Efterretningstjeneste, Efterretningsmæssig Risikovurdering 2017, tilgængelig fra: https://fe-ddis.dk/Produkter/Risikovurderinger/Pages/Efterretningsmaessigrisikovurdering2017.aspx p. 9.
2. Ibid, p. 18.
3. På engelsk,  United Nation Convention of the Law of the Sea 1982 (UNCLOS 82). FNs Generalforsamling, Convention on the Law of the Sea, 10 December 1982, tilgængelig fra:
http://www.refworld.org/docid/3dd8fd1b4.html
4. Ilulissat Deklarationen blev vedtaget i 2008 på dansk foranledning. Deklarationen er en politisk forpligtende men ikke juridisk bindende aftale om rammerne for samarbejde og fremtidig håndtering af interessekonflikter mellem de arktiske kyststater. Ilulissat Deklarationen, Arctic Ocean Conference, Ilulissat, Grønland, 27 – 29 maj 2008, tilgængelig fra: http://www.oceanlaw.org/downloads/arctic/Ilulissat_Declaration.pdf
5. Ruten kaldes Nordøst-Passagen og den går efter Ruslands opfattelse igennem russisk territorialfarvand.
6. Greenland, Iceland, United Kingdom Gap
7. ”Missillæ” opnås ved at lægge sig så tæt på kystlinjen, at missilets søgeradar ikke kan dikriminere skibets og kystens radarreflektion. 
8. SS-N-27/Sizzler.
9. SS-N-30/Sagaris.
10. To fregatter af NEUSTRASHIMYY-klassen, hvoraf én er operativ samt fire korvetter af STEREGUSHCIY-klassen.
11. Forkortelsen står for ”Anti Access/Area Denial” og er en moderne militær terminologi for en militær opstilling, der har til formål at holde en modtander ude fra et givet område.
12. Forsvarets Efterretningstjeneste, Efterretningsmæssig Risikovurdering 2017, tilgængelig fra: https://fe-ddis.dk/Produkter/Risikovurderinger/Pages/Efterretningsmaessigrisikovurdering2017.aspx p.18.
13. Aftale på forsvarsområdet 2018-2023 af 28. januar 2018, tilgængelig fra: http://www.fmn.dk/temaer/forsvarsforlig/Documents/Forsvarsforlig-2018-2023.pdf , p.3.
14. På engelsk ”Anti Surface Warfare” forkortet ASUW.
15. På engelsk ”Anti Submarine Warfare” forkortet ASW.
16. På engelsk ”Anti Air Warfare” forkortet AAW.
17. På engelsk: Balistic Missile Defence forkortet BMD.
18. På engelsk: Mine Counter Measures forkortet MCM.
19. På engelsk ”Point Defence”.
20. På engelsk "Cl
21. Systemet består af en såkaldt ”VL41 Launcher”, der er en lodret affyringsrampe.
22. Aftale på forsvarsområdet 2018-2023 af 28. januar 2018, tilgængelig fra http://www.fmn.dk/temaer/forsvarsforlig/Documents/Forsvarsforlig-2018-2023.pdf  p.5. 
23. Vanin, Mikhail, ”Danmark og missilforsvaret: Helliger målet midlet?”, Debatindlæg i Jyllands-Posten, 20. marts 2015, tilgængelig fra: https://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE7573006/Danmark-og-missilforsvaret-Helliger-m%C3%A5let-midlet/
24. De såkaldte ”Maritime Patrol Aircraft” forkortet MPA.
25. Konceptet hedder ”MCM Denmark”.

 

Litteraturliste

Kommentarer

Kære Kontreadmiral Nils Wang,

Jeg vil indledningsvist undskylde, at jeg ikke tidligere har henvendt mig. Jeg har simpelthen ikke haft tid til at læse din udmærkede artikel før nu. 

Min henvendelse skyldes at jeg gerne vil høre din mening og vurdering af en rapport udgivet af Globesec NATO Adaption Initiative med overskriften: Future War - NATO? - From Hybrid War to Hyber War via Cyber War. I din artikel kan jeg ikke få øje på en omtale eller bearbejdning af de alvorlige trusler of scenarier, der fremgår af rapporten. Forfatterene skriver foruden truslerne bl.a at Rusland allerede har udviklet og benytter dele af strategien - From hybrid War - to Hyper War -via Cyberwar.

Meget forsimplet beskriver det ene scenarie hvordan NATO taber en krig i 2025, der bl.a. indledes i Arktis, og et andet scenarie, hvor NATO vinder, fordi alliancen i tide formår at udvikle og benytte en strategi, der kan håndtere og bekæmpe Ruslands hybride krig inden et altødelæggende atomangreb.

Umiddelbart kunne det lyde som rent science fiction, men rapporten og scenarierne er skrevet af særdeles velrenommerede personligheder som General (Ret.d) John Allen, General (Ret.d) Phillip M. Breedlove, Professor Dr. Julian Lindley-French og Admiral (Ret.d) Georges Zambellas.

 

 

Del: