Danmarks sikkerhedspolitiske muligheder

Nedenstående studie er - med enkelte ændringer — oberstløjtnant E. Bassings besvarelse af den af Det krigsvidenskabelige Selskab i 1966/67 udsatte prisopgave: En vurdering af Danmarks sikkerhedspolitiske muligheder efter 1969, såfremt medlemsskabet i NATO skulle være bragt til ophør, og landet således står uden de med medlemsskabet i alliancen forbundne fordele. Oberstløjtnanten modtog, som meddelt i tidsskriftets juni-nummer Selskabets medalje i bronze for besvarelsen.

For at kunne gennemføre en undersøgelse af Danmarks sikkerhedspolitiske muligheder under bestemte forudsætninger er det nødvendigt at definere, hvad man vil forstå ved begrebet »sikkerhedspolitik«. At lade dette begreb være identisk med ordet »forsvarspolitik« vil næppe være rigtigt, men på den anden side er det ganske klart, at det forsvarspolitiske element ifølge sagens natur kun kan forekomme som et integrerende led i sikkerhedspolitikken. Et lands eller en alliances militære styrke har in d til denne dag været at betragte som udenrigspolitikkens magtmiddel, der i spændingssituationer kunne give rygstød og dermed spillerum for politiske forhandlinger og derved skabe mulighed for selv at vælge sin stillingtagen. Førte spændingen til væbnet konflikt, var den militære styrke selvsagt ultima ratio. Uanset ændringer i den internationale politiks virkemidler og målsætning, uanset forandringer i verdensbilledet og selv med FN’s fortsatte udvikling in mente vil dette forhold i overskuelig frem tid næppe ændres i princippet. Det må dog erindres, at den militære styrke kun er en af totalforsvarets fire komponenter: Den militære styrke, civilforsvaret, det økonomiske forsvar og det psykologiske forsvar. Af disse fire komponenter vil de to (evt. de tre) sidste i alle tilfælde indgå i sikkerhedspolitikkens virkemidler, medens den første, den militære styrke, dens sammensætning og opgave eller overhovedet dens eksistens afhænger af den udenrigspolitiske målsætning. Til gengæld må denne - med den militære styrke engang fikseret — i givet fald rette sin målsætning efter de muligheder, den militære styrke giver. I det følgende vil jeg gå ud fra følgende definition: Begrebet sikkerhedspolitik er den udenrigspolitiske virksomhed, som - med eller uden militære magtmidler - har som målsætning at bevare landets statsretslige, politiske, ideologiske og kulturelle frihed. At der heri også indgår indenrigspolitiske problemer er en selvfølge. I det mindste to af de foran nævnte komponenter i totalforsvaret er af indenrigspolitisk art. Således defineret kan sikkerhedspolitikken opdeles i to klart adskilte dele: En udadvendt del, hvormed menes en udenrigspolitisk virksomhed gående ud på i mellem folkelige forhold at støtte alle fredsbevarende kræfter i verdensbilledet som helhed, alt efter de begrænsede muligheder, der foreligger for et lille land. At politisk virke i og gennem FN her indtager en fremtrædende plads er en selvfølge. En snævrere national del, der går ud på under alle forhold, hvor verdenssituationen som helhed er mindre stabil, at holde landet selv, dets nationale, politiske, økonomiske og kulturelle liv fri for fremmed indblanding. Det må være naturligt, at det udelukkende - eller så godt som - er den sidste del, der vil blive gjort til genstand for undersøgelse i nærværende afhandling.

NATO

Sådan som opgaven er stillet, nemlig som en vurdering af Danmarks sikkerhedspolitiske muligheder efter 1969, såfremt medlemsskabet af NATO bringes til ophør, indebærer den i sig selv intet krav om vurdering af de fordele, der er forbundet med dette medlemsskab, men det synes dog påkrævet korteligt at opridse disse som grundlag for den videre udredning. Korteligt, fordi de forudsættes velkendte. Forudsætningen må endvidere være den, at Danmark alene eller sammen med enkelte andre nationer er udtrådt af NATO , medens alliancen som sådan stadig består. Skulle det modsatte være tilfældet, at NATO var opløst, ville perspektiverne være anderledes, hvorimod visse strukturændringer i forbundet ikke ville ændre billedet.

Ved sin indtræden i NATO 1949 brød Danmark afgørende med et århundredes neutralitetspolitik og gik ind for at søge sin sikkerhed i den fredsbevarende militæralliance, som NATO var og er. Man har ofte defineret NATO’s primære opgave på den måde, at alliancen ved sin blotte tilstedeværelse, ved sit militære beredskab og ved sit totalpotentiel skal virke præventivt og forebygge en storkrig. Dette er rigtigt, og med NATO stadig som en realitet vil denne opgave være løst med eller uden Danmarks medvirken, og landet vil kunne lukrere deraf uden egne anstrengelser eller ofre. Det var imidlertid ikke udelukkende på grund af alliancens præventive virkning, at Danmark i 1949 valgte at bryde så afgørende med sin neutralitetspolitik og i stedet søgte sin sikkerhed i alliancepolitikken. Når Vestens frie lande søgte sammen i et kollektivt sikkerhedssystem, var det, som bekendt, et modtræk mod den af Sovjetunionen ledede kommunistiske ekspansion i Europa, en ekspansion, der kulminerede og — så vidt ses netop takket være NATO — endte med Czekoslovakiets indlem ­melse i den kommunistiske blok, og når Danmark indtrådte i dette kollektive sikkerhedssystem, var det i klar erkendelse af to ting. For det første, at det ikke ville være muligt for en enkeltstat med svage magtmidler og ringe totalpotentiel at bolde sig uden for en europæisk storkrig.

For det andet, at en sådan enkeltstat, der ikke var baseret på det rygstød og den sikkerhed, som alliancen bød på, var stedt i fare for at miste sin selvstændighed og sin mulighed for at leve sit eget liv efter den frie Verdens ideologi. En udtræden af NATO måtte da formodes at være begrundet på en væsentlig anderledes vurdering af den internationale politiske og militære situation. De fordele, som dansk sikkerhedspolitik ved en udtræden af NATO måtte give afkald på - og som man altså enten skønnede ikke mere påkrævet, eller som man på anden måde måtte søge kompensation for - må da udgøre et naturligt element i hele undersøgelsen. Som allerede berørt vil NATO’s præventive virkning være den samme, hvad enten Danmark er medlem eller ej, forsåvidt angår en storkonflikt mellem to ideologier eller magtgrupper. Dette er derimod ikke tilfældet, når talen er om isoleret aggression mod landet selv. Som medlem af NATO vil et angreb på dansk territorium være at betragte som et angreb på alle medlemsstater - jfr. pagtens § 5 - og vil automatisk medføre effektiv hjælp.

Det må i denne forbindelse være underordnet, om NATO’s strategiske planer i det pågældende øjeblik omfatter en øjeblikkelig masseindsats af kernevåben, om planerne indebærer indgreb fra alle medlemmer indledningsvis med konventionelle våben, eller om planlægningen går ud på i et sådant tilfælde at søge konflikten begrænset med det mål for øje at skabe et forhandlingsinterval og at »bæve atomtærsklen«. Det afgørende er, at landet vil få øjeblikkelig og effektiv hjælp. Et forhold til NATO alliancefrit Danmark har selvsagt ikke denne fordel. Naturligvis er der en teoretisk mulighed for, at NATO - i egen sikkerheds interesse - ville gribe ind, men en sådan teoretisk mulighed ville udelukkende afhænge, dels af den internationale spænding eller afspænding, dels af alliancens øjeblikkelige interesse i dansk område. Det må anses for ret udelukket, at NATO ville styrte sig selv og verden ud i en storkrig med alt, hvad deraf kunne følge, for at redde et uden for alliancen stående land, medmindre der på det pågældende tidspunkt eksisterede en spænding mellem Øst og Vest af en sådan art, at man alligevel anså krigen for uundgåelig.

Medens Danmarks geografiske placering er således, at bælterne altid vil have strategisk betydning for en østersømagt, i det behandlede tilfælde Sovjetrusland, er det ikke givet, at de v il have det for NATO. De danske farvandes betydning i europæisk militærpolitik i det hele har skiftet gang på gang, alt efter andre faktorers indbyrdes stilling, og det ville være yderst letsindigt og uden grundlag i realiteterne at forudsætte, at NATO’s strategiske planer — der selvsagt måtte revideres ved et eller flere medlemmers udtræden - i alle tilfælde ville inkludere forsvar af dansk område og farvand. Skulle dette imidlertid være tilfældet og planerne stadig omfatte forsvar af dansk område eller farvand, måtte man se i øjnene, at et i forhold til NATO alliancefrit Danmark ville være helt uden indflydelse på, hvornår, hvordan og i hvilket omfang en m ulig militær aktion fra NATO’s side ville sætte ind. Ingen af disse faktorer ville være afstemt efter danske ønsker og interesser, tværtimod måtte man forudse, at de i adskillige tilfælde ville være i direkte modstrid dermed. Hvis dansk område og farvand indgik i NATO’s - ændrede - planer som et betydningsfuldt led, og den supponerede aggression mod landet indebar en fare for verdensfreden, ville det være naturligt og sandsynligt, at NATO i egen interesse måtte besætte dansk område før en mulig fjendtlig aktion. I denne forbindelse genkalder man sig, at det stadig har været dansk standpunkt ikke at lade fremmede tropper stationere på dansk område i fredstid. Hvis dansk område og farvand ikke mere indgik i NATO’s strategiske planlægning, måtte man, som foran sagt, påregne, at kun en ganske særlig situation ville medføre umiddelbar hjælp.

Formålet

Formålet med en udtræden af NATO måtte være en fuldstændig omlægning af dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det måtte indebære ønsket om under en eller anden form at vende tilbage til den tidligere neutralitetspolitik, ønsket om i givet fald at holde landet uden for en væbnet konflikt mellem de to magtgrupper.

Baggrunden måtte være den, at man

- bedømmer den internationale situation og dermed mulighederne for en fremtidig krig væsentlig anderledes end i 1949, eller

- at man vurderer chancerne for at holde landet uden for en evt. storkrig betydelig bedre end i 1949, samt i begge tilfælde

- at faren for aggression mod landet selv ikke mere eksisterer og med rimelig sandsynlighed heller ikke vil kunne komme til at foreligge i overskuelig fremtid.

På basis af dette må en vurdering, som i opgaven ønsket, af sikkerhedspolitikkens muligheder efter en evt. udtræden af NATO indeholde:

- et overblik over og en vurdering af den internationale situation, forsåvidt angår de ovenfor angivne spørgsmål,

- en undersøgelse af, hvilke former for neutralitetspolitik Danmark teoretisk kan vælge, og

- en undersøgelse af de reelle muligheder for hver af de teoretiske løsninger.

Den internationale situation

I »Danmarks sikkerhedspolitik i 60’erne« siger Niels Haagerup bl. a.: »Det er umuligt at finde frem til en absolut objektiv vurdering af den internationale situation og dens udvikling. Var det fuldkomment objektivt muligt, var enhver diskussion overflødig. Man kan fremsætte de vildeste hypoteser om følgerne af et bestemt udenrigspolitisk skridt og altid tilføje: Det tror nu jeg - eller: Man kan aldrig vide.«

Dette er rigtigt, og dermed vil også skarpe postulater, ikke mindst i en afhandling som nærværende, være udelukket. Det må være målet at komme så nær til den logiske konklusion som muligt, og i det foreliggende stadig huske på, at hvor der er tvivl, må sikkerhedspolitikken tage højde for denne tvivl. Hvis den ikke gør det, vil den mere eller mindre være baseret på ønsketænkning. Det turde være uimodsigeligt, at den internationale situation er ændret væsentligt siden 1949. Ordet afspænding præger næsten dagligt avisernes ledere, og for den europæiske del af verden er det ikke uberettiget. Det er imidlertid vigtigt at gøre sig klart, dels om denne afspænding er reel eller kun tilsyneladende, dels om årsagerne dertil gør forhåbninger om, at afspændingen er permanent, berettigede. Tonen mellem Øst og Vest er, som man ved, mere urban, end den har været før, handelssamkvem over jerntæppet øges, der skimtes tendens til liberalisering i visse Østlande, altsammen glædelige tegn. Der er direkte fjernskriverforbindelse mellem Kreml og Det hvide Hus, der er aftaler om indskrænkning af kernevåbenudbygningen, såsom satelliter i rummet med kernevåben, og sidst, men ikke mindst erindrer man, at Johnson og Kosygin mødtes i juni 1967 i venskabelig atmosfære. Af væsentlig betydning for bedømmelsen af verdenssituationen er, at der både fra USA og fra Sovjetruslands side er en udtalt modvilje mod at lade en storkrig komme til udbrud. Man kan med rimelig sikkerhed sige, at denne modvilje er ærligt ment, og det giver i sig selv en vis betryggelse, men langt fra sikkerhed.

Årsagen til enigheden på dette ene punkt, så vidt gørligt at undgå en storkrig, kan direkte afledes af, eller er i alt fald i meget høj grad påvirket af kernevåbnenes udvikling. Disse våben er udviklet i en sådan grad og findes hos begge parter i sådant tal, at hvis de anvendtes i den yderste konsekvens, ville de være absolut ødelægsende både for angriber og forsvarer, idet den første ikke ville have mulighed for at sætte forsvareren ud af spillet, før modaktionen satte ind. Ved vurdering af internationale forhold kan man sikkert gå ud fra, at såvel USA som Sovjetunionen vil strække sig endog meget vidt for at undgå en total storkrig med alt, hvad dette ville medføre. Samme indstilling synes ikke at findes i Kina , hvor Mao kynisk har beregnet, hvor mange millioner der måtte påregnes at gå til i en total atomkrig, og er kommet til det resultat, at der vil være tilstrækkeligt tilbage til at føre nationen og kommunismen videre, og hvor Chou-En-Lai i en tale i Peking, oktober 1966, i en omtale af USA og Vietnam kategorisk udtalte:

»Krigen (mellem Kina og USA) kommer. Vi ved blot ikke hvornår.« Vel er der nu (aug. 1967) uro i Kina, en uro, der betænkelig nærmer sig borgerkrig, og teoretisk vil disse forhold kunne få indflydelse på Kinas almindelige holdning. Da striden imidlertid tilsyneladende slår mellem tilhængere af Mao contra Chou-En-Lai, synes kun almindelig udmattelse at kunne skabe væsentlig ændring udadtil. Når det drejer sig om verdensbilledet i sin helhed, kan det kinesiske spørgsmål ikke undgå i nogen grad at svække den betryggelse, man ellers kunne finde i USA og Sovjetunionens holdning. Desuden er det et faktum, at den reservation, der gør sig gældende mod en storkrig, ikke er slet så udtalt, når talen er om krige af begrænset omfang. Sagt på en anden måde: Selv om en storkrig er undgået, er der ikke dermed skabt fred i verden. Siden afslutningen af Verdenskrig II har bogstaveligt til stadighed været mindst én krig løbende. Koreakrigen, den indonesiske krig, krigen mellem Indien og Pakistan, Kinas erobring af Tibet, de israelsk-arabiske krige 1956 og 1967 og den stadig standende krig i Vietnam er nogle eksempler. Hertil kommer et stort antal revolutioner og borgerkrige, der ved mere eller mindre udtalt indgreb udefra, hvad enten de er som direkte militær hjælp eller ved »frivillige«, kommer til at indtage en jævnbyrdig plads i de lokalbetonede kriges rækker. Afspændingen mellem den kommunistiske og den frie verden er en realitet, forsåvidt som angår Warzawapagten contra NATO. Spørgsmålet er, om denne afspænding er varig eller er et - tilsigtet - mellemspil. I »Hjemmeværnet« nr. 1/66 bar Frode Jacobsen udtalt:

»Der eksisterer ingen verdenskommunisme i dag. Den er faldet fra hinanden, smuldret, der er kommunistiske partier, der er kommunistiske regeringer, men de udgør ingen verdenskommunisme med et mål og en plan — et uhyre, som nogle naive mennesker endnu fabler om.« Er dette rigtigt? Når nogen beskylder andre for at være naive, fordi de bar modsat mening, er der jo trods alt altid to muligheder. Det er rigtigt, at der er forskellig opfattelse inden for den kommunistiske verden. Det er rigtigt, at lande fra Østblokken er gået deres egne veje, senest Rumænien, og det er ligeledes rigtigt, at Sovjetunionen ikke har grebet ind derimod. Spørgsmålet er så, om det er af svaghed, eller af en - temmelig ny - forståelse af enkeltstaters rettigheder. Kina og Sovjetunionen har vidt forskellig opfattelse af kommunismens ideer, så forskellig, at der kan blive tale om et brud af største rækkevidde. Men er det kommunismens ide om verdensherredømmet, der adskiller de to store kommunistiske magter? Nej, det er en strid om, hvem der skal være den ledende magt inden for den kommunistiske verden, og det er en strid om, hvilken taktik, kommunismen skal vælge. Til hvad? Til at gennemføre verdensrevolutionen. Det er, som en forfatter har udtrykt det i MT, den interkommunistiske arvefølgekrig om Stalins enevoldstrone. Ligger der noget i dette, der giver grund til at tro, at verdenskommunismen er ophørt at eksistere eller dens målsætning er ændret? Næppe. At Sovjetunionen i dag ønsker afspænding i forholdet til NATO og specielt til USA, og at det gennemfører sin politik derefter, kan næppe overraske med forholdet til Kina in mente. Ind til dato er der ikke, hverken i tale eller skrift fra ledende kommunistisk side, fremkommet noget om, at verdenskommunismens målsætning er ændret, og så længe dette ikke er sket, synes det påkrævet at være yderst forsigtig i vurderingen af tingenes tilstand. Den amerikanske ambassadør, Averill Harriman, udtalte den 18. august 1965 efter samtaler i Moskva (citat fra general Kraghs: Baggrunden for Danmarks sikkerheds- og forsvarspolitik 1965): »Sovjetlederne er stadig overbeviste om, at kommunismen er fremtiden, er historiens uundgåelige gang. Status quo er for dem en verden i revolution.«

Ville man hertil sige, at Amerikanerne er alt for megen part i sagen til, at en sådan udtalelse kan tages som objektiv, kan man se, hvad kommunisterne selv siger. Den sovjettiske hovedledelses tidsskrift Kommunist har udtrykt sig således: »Den fredelige sameksistens bidrager ikke alene til verdensrevolutionens fremskyndelse, men den giver også mulighed for med held at bekæmpe kontrarevolutionens eksport.« Det sidste forstås i sovjettisk terminologi således: Enhver form for vestlig hjælp til et land, som er truet af et kommunistisk kup eller hærges af kommunistiske partisaner, desuden alle tilløb til at tale de af kommunismen underkuede befolkningers sag eller forsøg på at komme i kontakt med dem, f. eks. gennem æteren. I denne forbindelse er det måske på sin plads at erindre om, at det er en kendt frase, at havde man læst Hitlers »Mein Kampf« ordentligt i tide, ville man derigennem have kunnet se samme mands og hans partis hensigter. Det samme kan man med rette sige om Lenin og andre store kommunistiske teoretikeres skrifter, omend Lenins skrifter udgør en så stor samling, at de kan afskrække mange. Det er nemlig ikke historie, det er en kendsgerning, at kommunismen in d til dato ikke har foretaget noget taktisk skridt, der ikke var i overensstemmelse med Lenins læresætninger.

I relation til det ovenfor citerede kan det nævnes, at en af disse læresætninger går ud på, at hvis der stødes på modstand, der ikke kan brydes uden at risikere det, Lenin frygtede mest, ikke en krig, men en krig, der er tvivlsom, da skal kommunismen søge afspænding. Netop, AFSPÆN­DING. De kapitalistiske magter skal gøres trygge. Herunder skal der in filtreres i politiske og kulturelle institutioner, så modstandsvilje og -kraft undergraves, ind til det belejlige øjeblik er inde. Intet peger på, at verdenskommunismen er afgået ved døden, eller at dens målsætning er ændret. Man kan håbe på, at verdenskommunismen som magtfaktor er på retur, og at udviklingen, ikke mindst den økonomiske, i de kommunistiske lande vil medføre ændring i målsætning og midler. Man kan specielt håbe på, at det tidspunkt, da uden- og indenrigspolitiske problemer naturnødvendigt må drive Rusland over i den europæiske lejr er nær, men ind til der er ført afgørende bevis for, at noget af dette er sket, har man lov til at håbe på, at det vil blive således, og man må efter bedste evne medvirke til, at den øjeblikkelige afspænding kan blive permanent, men man kan ikke drive sikkerhedspolitik derpå. Tværtimod vil en fast sikkerhedspolitik fra Den frie Verdens side, og fra de landes side, som kulturelt og ideologisk hører dertil, være det bedste middel henimod at gøre afspændingen reel og permanent.

Ved undersøgelse af de foreliggende problemer må man også tage i betragtning, at en forsvarlig sikkerhedspolitik ikke blot må tage hensyn til den øjeblikkelige situation, men vurdere forholdene på langt sigt. Dette gælder ikke mindst, hvis man vælger en sikkerhedspolitik, der i større eller mindre grad er understøttet af militære magtmidler. Sådanne kan nemlig ikke ændres i opadgående retning på kort tid. Medens det er muligt at reducere de militære magtmidler næsten fra dag til anden såvel i kvalitet som i kvantitet, kan en forbedring eller en forøgelse kun ske over et åremål. Man må da til spørgsmålet om den øjeblikkelige afspænding eller ikke afspænding tilføje spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt for en ændring af situationen i ugunstig retning inden for en overskuelig tid. Dette spørgsmål refererer ikke blot til det allerede berørte, men også til muligheden for andre konstellationer. Det er en kendsgerning, at der i vor tid er en tilbøjelighed til at betragte de forhåndenværende forhold som noget permanent. Man erindrer, at grundlaget for oprettelsen af FN og dens statutter i ikke ringe grad var, at man betragtede det som en selvfølge, at der kun var én fjende at bekæmpe, Nazismen, og at sejrherrerne fra krigen i enighed ville stå sammen mod denne fredens eneste fjende. På samme måde i dag. I vide kredse vil man vægre sig ved at tro, at den øjeblikkelige politiske opdeling kan ændres, især at en international magtgruppering kan forekomme på anden vis end på grundlag af opdelingen i Den kommunistiske og Den frie Verden. Det er ikke desto mindre en kendsgerning, at der rundt i verden findes uløste spørgsmål, der kun periferisk eller slet ikke berører den ideologiske magtkamp.

Vietnam-krigen har sin rod i den ideologiske magtfordeling, men den divergerende opfattelse af problemet, der gør sig gældende i mange kredse og i mange lande, viser, at der let kan opstå situationer i periferien af den nuværende situation, som kan medføre andre konstellationer. Berlin-spørgsmålet, der med kort varsel kan gøres brændende, hvis det måtte passe i Østblokkens planer, er ret snævert knyttet til den nuværende opdeling, hvilket imidlertid ikke behøver at være tilfældet med et andet problem, som man oftest går let hen over, men som til sin tid må komme til at foreligge, nemlig spørgsmålet om Tysklands enhed. At dette spørgsmål skal løses ad fredelig vej, turde alle være enige om i princippet, men man kommer ikke uden om, at der i selve problemet ligger umådelige mængder af sprængstof, og at der i dette spørgsmål meget vel kunne involveres nationale problemer af en sådan art, at de - alt under hensyn til den ideologiske magtkamps forhold på dette tidspunkt - kunne medføre ændring i magtfordelingen. At der findes sprængstof i en hel del uafgjorte spørgsmål, vil naturligvis ikke umiddelbart have til følge, at der, når de omhandlede spørgsmål senere skal afgøres, vil udløses en storkrig. Man må håbe, at den tilbageholdenhed, der ofte er omtalt, fra stormagternes side mod at lade en krise få udløsning i væbnet konflikt, vil være stærk nok til at bære også over de kriser, der givet må komme, når alle uafgjorte spørgsmål tages op til revision.

Det er heller ikke umiddelbart sikkert, at magtfordelingen og sammenslutningen vil blive ændret, men når mulighederne er til stede, er det ting, der bør tages med i betragtningerne, når sikkerhedspolitikken vurderes på længere sigt. Det er en kendsgerning, at der kan indtræffe uventede begivenheder, der kan forstærke en i forvejen eksisterende spænding i en sådan grad, at et brud kan indtræffe, at begivenhederne tager magten fra de ledende politikere, og endelig må man ikke glemme, at en menneskelig fejlvurdering i en krisesituation kan medføre en ukontrollabel situation. Uanset afspændingen og den frygt, som alle nærer for en storkrig, taget i betragtning, er der ingen absolut sikkerhed, og sikkerhedspolitikken må ikke være baseret på håb eller ønsketænkning.

Er mulighederne for at holde Danmark uden for en eventuel storkrig bedre i dag end i 1949?

En del enkeltheder denne sag vedrørende vil blive omtalt senere, men principielt kan man vel forudskikke den bemærkning, at hvad der var svært i 1949, synes uendelig meget sværere i dag. Verdensbilledet er år for år blevet mere en helhed. Det enkelte land bliver stadig mere afhængig af helheden, og hver enkelt stat og nation bliver for hvert år mere at betragte som et led i helheden, et led der altid vil påvirkes af mekanismens øvrige dele. Det er teoretisk - og sandsynligvis også reelt - muligt at tænke sig et beskedent land i en afsides krog af verden, d. v. s. afsides i forhold til de øjeblikkelige begivenheder, der kunne føre en tornerosetilværelse, selv om verden stod i flammer rundt om, nota bene hvis dette land var således beliggende, at ingen af de stridende parter havde interesse i at få gennemmarch- eller gennemsejlingsrettigheder, ikke var interesseret i baser på det omhandlede territorium, samt at der ikke i landet fandtes attraktioner som uran, olie eller lignende. Derimod synes det vanskeligt at forestille sig en stat beliggende, hvor de stridende magters interesser mødes, ladt urørt af begivenhederne, og det synes logisk, at faren for en sådan stat for at blive revet med af verdensdramaets malstrøm står i omvendt forhold til landets geografiske udstrækning. Kommer dertil særlige attraktioner i landet, vokser faren yderligere. Danmark har som bekendt hverken olie eller uran, men vi har vor geografiske beliggenhed. Intet kan ændre, at landet behersker indsejlingen til Østersøen, og indsejlingen til Østersøen vil altid være af interesse for den ene part, om ikke for begge. Det kan være livsvigtigt for Vestmagterne at beherske indsejlingen til Østersøen, og er det det, vil det, som før nævnt, indgå i NATO’s planer, men det er ikke givet. Derimod er det aldeles uomtvisteligt, at det er livsvigtigt for Sovjetunionen enten at kunne spærre adgangen til Østersøen eller at have fri adgang til Nordsøen. Dette kan kun opnås ved at beherske dansk område, og dermed synes mulighederne for at holde landet uden for en krig, hvori Sovjetunionen er deltager, indskrænket til et minimum. Med den geografiske placering, Danmark har, synes faren for at blive indblandet i en mulig international storkonflikt så øjnefaldende, at man ikke kan undgå at se den. Om man ved særlige foranstaltninger, såsom væbnet neutralitet m. m., kan reducere denne fare, vil senere blive undersøgt, men det synes en utopisk tanke, at mulighederne umiddelbart skulle være bedre end i 1949, da Danmark valgte at slutte sig til Den frie Verdens alliance.

Faren for aggression mod landet selv

Uanset at faren for en storkrig for øjeblikket må betragtes som reduceret, men ikke elimineret, står tilbage at undersøge det forhold, der er afhængigt af det foregående, nemlig om der stadig, som i 1949, består en fare for aggression mod landet selv. Der er, alt humanistisk arbejde tiltrods, næppe noget, der tyder på, at menneskeheden som helhed er blevet mindre krigerisk end før. At det er god ønsketænkning at sige, at der aldrig mere vil blive krig, har intet med realiteterne at gøre. Sådan har man sagt de sidste 100 år, det sagde man før første verdenskrig, man sagde det før den anden, og nogle siger det stadigt. Ikke desto mindre er det, som foran nævnt, en kendsgerning, at der siden 1945 til stadighed har været krig et eller andet sted. Af de krigeriske begivenheder er adskillige aggressioner mod små magter, man kan blot nævne Kinas erobring af Tibet. Men vil faren være til stede også for vort land? I »Verdens gang« (Hv. 1/66) udtrykker Frode Jacobsen frygten for noget sådant med følgende ord: »Faren er, at den forestilling kan opstå noget steds — og det hvad enten forestillingen er rigtig eller forkert - at der er dele af verden, man kunne sætte sig i besiddelse af i forholdsvis stilhed - uden verdenskrig ...«

Dette synspunkt hænger naturligvis i nogen grad sammen med, i hvor høj grad man stadig må regne med en verdenskommunisme med samme målsætning, og som det foran er sagt, ville det være letsindigt at regne med det modsatte, før beviser foreligger. Forudsætter man, at verdenskommunismen stadig er levende og med samme mål, turde det være givet, at faren for militær aggression stadig er til stede, ikke blot mod Danmark, men mod et hvilket som helst land, som den kommunistiske blok kunne sætte sig i besiddelse af uden at risikere en storkrig. Sagt med andre ord: Man må påregne, at det spil, der endte med Czekoslovakiets erobring, den stykkevise indlemmelse af europæiske lande i den kommunistiske verden, kan begynde igen, hvis forholdene gør det muligt. Disse forhold indtræffer, når en eller flere nationer forlader NATO, for slet ikke at tale om, hvad der kan ske, hvis forbundet opløses. Medens atomvåbnets eksistens er medvirkende til at skabe frygt for en storkrig og derfor medvirkende til verdensfreden som helhed, er forholdet det stik modsatte, når talen er om aggression mod et land, der står uden for alliancer, in casu NATO , og som derfor ikke har krav om øjeblikkelig hjælp.

Netop fordi angriberen ved, at også Vestens frie nationer med næsten alle midler vil søge at undgå en storkrig med alt, hvad dette kan indebære, v il han måske i givet fald handle langt dristigere, end han ville vove, hvis atomtruslen ikke eksisterede. Netop fordi han ville vide, at der skulle ganske overordentlig stærk provokation og livsvigtige interesser til, for at Vesten, NATO , ville komme et alliancefrit land til hjælp og derved risikere storkrigen, kunne han skønne, at han kunne nå sit mål uden større risiko. Hertil kommer så, at i denne forbindelse er verdenskommunismen ikke den eneste afgørende faktor. Det er i mange kredse en udbredt misforståelse, at national tankegang og nationale problemer ikke mere spiller nogen rolle. Det er rigtigt, at de ideologiske modsætninger i dag samler den største interesse, men mellem disse og ofte på tværs af disse ser man daglig de nationale interesser dukke op. Krigen mellem de arabiske stater og Israel er - forsåvidt angår de direkte implicerede parter - udelukkende en national krig. Frankrigs - ofte kaldet De Gaulles - forhold inden for og mod NATO, specielt mod USA, er klart affødt af nationale interesser. Sådanne finder man også i Tito’s og Rumæniens afstandstagen fra Sovjet, i Kinas optræden i Asien, og selv om Sovjets interesser oftest pakkes pænt ind i ideologisk papir, er de til stede og har deres store betydning. Her kommer man atter tilbage til Danmarks geografiske placering. Den har sin betydning i spørgsmålet om, at Danmark kan holdes uden for en evt. storkrig, men selv uden en sådan er det et kardinalpunkt. Danmark er en østersøstat, Danmark ligger ved indsejlingen til Østersøen. Intet postulat, ingen politiske finesser kan ændre dette faktum. Det er historisk og logisk bevist, at Danmark ved sin beliggenhed er inden for den stærkeste østersømagts interessesfære, sådan har det altid været, og det kan ikke ændres.

I dag er NATO den stærkeste østersømagt, men hvis en evt. dansk udtræden af alliancen medfører, at adgangen til Østersøen ikke mere udgør en livsvigtig del af alliancens strategiske planer, ændres forholdet derhen, at rollen overtages af Sovjetrusland. Så bliver det afgørende, hvordan det forholder sig med de russiske nationale interesser for Østersøen og indsejlingen dertil. Her er man i den heldige stilling at kunne trække en klar historisk lin ie frem til denne dag, en linie, der intet sted er brudt eller bøjet, og den baserer sig på de uforanderlige geografiske forhold. Rusland, dette »ufatteligt store land«, har i Europa kun direkte adgang til havet ved Hvidehavet, hvor havnene en stor del af året er tilfrosne. Isfri havne fører ud til enten Sortehavet eller Østersøen med adgang henholdsvis gennem Dardanellerstrædet og Øresund og Bælterne. Helt fra Peter den Stores tid har dette stået Rusland klart, og russisk politik har stadig været rettet mod at skaffe adgang til det åbne hav og kontrol med denne adgang. En episode fra tiden forud for den russisk-japanske krig belyser forholdet. England var på dette tidspunkt, omend med visse reservationer, allieret med Japan, og i Danmark syslede man med tanken om at erklære landet permanent neutralt. 7. november 1903 mødtes zar Nikolaj og kejser Wilhelm i Wolfgarten, og de underhandlinger, der foregik, gik kort ud på, at Rusland og Tyskland skulle garantere dansk neutralitet for at have en undskyldning for at besætte landet — med den motivering, at vi ikke selv kunne opretholde denne neutralitet. Lad det være sagt, at idéen var zarens. (Troels Fink: Fem foredrag om dansk udenrigspolitik efter 1864, Århus 1958).

Skulle man nu få den tanke, at dette standpunkt var et særkende for det reaktionære zardømme, så erindrer man blot, at ved Molotows besøg hos von Ribbentrop, den 12. og 13. november 1940, krævede Molotow baser ved Dardanellerne samt fri gennemsejlingsret og russisk deltagelse i kontrol med de danske stræder. At forhandlingerne ikke førte til noget, ændrer ikke det principielle. Hvad der taler sit tydelige sprog er ikke blot, at Rusland ved fastlæggelse af besættelseszonernes grænser insisterede på, at Femern skulle indlemmes i den russiske zone, så der var skabt en fremskudt base ved Østersøens udløb, men først og fremmest at Ruslands repræsentant i FN folkeretskommission 1947 krævede fuld kontrol med de stræder, der fører ind til et indhav, fra staters side, der grænser op til indhavet. Ordet »indhav« bruges gang på gang fra russisk side om Østersøen og Sortehavet, og kommentarerne viser, at der ikke blot er tale om en geografisk terminologi, men om en terminologi, der peger mod statsretslige krav.

Kravet om, at adgangen til Østersøen, altså Sundet og Bælterne, skulle stå under fuld kontrol af de respektive østersømagter, et krav, der jævnligt gentages bl. a. under henvisning til neutralitetspagter af 1780 og 1800, vil teoretisk sige, at Sundet og Bælterne skulle kontrolleres af Sovjetrusland, Finland, Polen, Østtyskland, Sverrig og Danmark. Vesttyskland, der har ansigtet mod Nordsøen, tæller vel kun delvis med her. En effektiv kontrol - fuld kontrol - måtte medføre, om ikke permanente baser på kysterne, så i alt fald mulighed for og ret til at oprette sådanne i spændingssituationer. Af de nævnte Østersølande er Finland, Polen og Østtyskland i et sådant afhængighedsforhold til Sovjetrusland, at enhver vil kunne se, at begrebet »Den stærkeste Østersømagt« i så tilfælde ville blive helt dominerende over dansk farvand og område. Man går næppe for vidt ved at sige, at sådanne forhold ganske simpelt ville betyde, at Danmark (og til en vis grad Sverrig) automatisk ville være indlemmet i den østlige (kommunistiske) blok. Så må man kombinere det national-geografiske med det ideologiske. Er der nogen grund til at tvivle på, at en sådan indflydelse, som Rusland officielt har udtrykt krav om at øve, ville blive fulgt op af et ideologisk og kulturelt tryk, som det ville være vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at modstå, støttet som det ville være af »Den stærkeste Østersømagt «s bajonetter.

Når man fra russisk side har anvendt udtrykket »Et fredens Hav« som idealstillingcn for Østersøen, kan man ikke helt frigøre sig for en parallellisering med begrebet »Romersk fred«, en fred, der er baseret på besættelsesmagtens militæ re styrke. Man kan sige, at dette er at male Fanden på væggen, at russisk interesse i dansk farvand og område ikke automatisk betyder russisk aggression ved først givne lejlighed, men det, det drejer sig om i dette afsnit, er at bedømme, hvorvidt der er rim elig mulighed for aggression mod et isoleret Danmark. Enten man vil anse muligheden for stor eller lille, må man erkende, at den er der, og de ovenfor omtalte offentligt fremsatte krav må vække eftertanke. At muligheden forstærkes i højeste grad og vokser til en fare, hvis verdenskommunismen stadig, trods al ønsketænkning, er virksom, turde være en selvfølge.

Neutralitet

Ønsket om at udtræde af NATO måtte, som foran berørt, være begrundet med ønsket om at vende tilbage til Danmarks traditionelle neutralitet. Man må i denne forbindelse gøre sig klart, at ordet »neutralitet« i folkeretten ikke er identisk med begrebet »ikke-krigsførende«. I sin yderste konsekvens inkluderer det en absolut upartisk holdning overfor stridende magter eller magtgrupper. At indtage en absolut upartisk holdning overfor to stridende magtgrupper har ingensinde været let, og der er intet, der tyder på, at det skulle være lettere under en mulig fremtidig krig, der, i alt fald tildels og officielt, ville have sin rod i ideologiske modsætninger. Det gælder selvsagt ikke mindst, hvis den neutrale magt ifølge sin kultur og indstilling er absolut placeret i den ene magtgruppe. Som bekendt udformedes Haagerkonventionen af 1907 regler for de neutrale landes rettigheder og pligter, idet det var indlysende, at også pligter måtte tilfalde neutrale stater. Det blev således fastslået, at den neutrale stat ikke blot er forpligtet til at undlade visse handlinger, men også at hindre andre fra de stridende parters side, herunder først og fremmest at hindre, at den ene krigsførende magt udnytter den neutrale stats område eller farvand mod den anden. Man kan sige - og har sagt - at dels er Haagerkonventionen ofte overtrådt og kan derfor ikke være absolut bindende, dels at situationen siden 1907 er undergået væsentlige ændringer, ikke mindst ved oprettelsen af FN med de deraf følgende internationale overenskomster, således at aftalerne af 1907 tildels er forældede. Ved en realistisk bedømmelse må det afgørende imidlertid være, at en overtrædelse af Haagerkonventioncns definition på neutralitet fra en ikkekrigsførende magts side til fordel for den ene krigsførende part af den anden part kan og sandsynligvis vil blive udnyttet som påskud til at udbrede krigshandlingerne til den neutrale stats område - sådan som der er adskillige eksempler på. Et navnlig tidligere værdsat begreb er permanent neutralitet - neutralisering - der indebærer en international overenskomst med og om en stat, der forpligter sig til i intet tilfælde at deltage i en krig eller selv begynde en sådan, hvorimod så andre stater forpligter sig til at respektere denne neutralitet.

Teoretisk synes denne status ideel, men historien viser, at det her, som i andre tilfælde, udelukkende afhænger af de krigsførende parters interesser, om neutraliteten bliver respekteret, ganske som tilfældet har været med ikke-angrebspagter. Det hele får iøvrigt et mere eller mindre teoretisk præg, da De forenede Nationers statutter jo udtrykkeligt indeholder forpligtelse til ikke at anvende væbnet magt og til at bilægge mellemværender med fredelige midler, hvorved alle andre aftaler synes overflødige - vel at mærke hvis man kan påregne disse for FN medlemsstater grundlæggende forpligtelse overholdt.

En absolut upartisk holdning overfor to magter eller magtgrupper i væbnet konflikter, som nævnt, vanskelig at praktisere, og tilsyneladende er det også yderst sjældent forsøgt. Stillingen som »neutral« har som oftest været kendetegnet af politisk afpasning efter situationen, til enhver lejlighed afstemte brud på neutraliteten, alt for at balancere på den ikke-krigsførendes slappe line. Ser man specielt på vor egen såkaldte neutralitetspolitik, må det erkendes, at den yderst sjælden, om overhovedet nogensinde, har været neutral i folkeretslig betydning. I årene 1906-07 førtes en del uofficielle forhandlinger med Tyskland — Lütken-aftalerne - hvis hovedlinie var, at Danmark i intet tilfælde ville slutte sig til Tysklands modstandere. Skønt situationen i 1914 var helt anderledes - også indrepolitisk - var den på tysk krav foretagne udlægning af miner i bælterne i god overensstemmelse hermed og et afgjort brud på den teoretisk-absolutte neutralitet.

Dansk forsvarsnihilisme i trediverne, der resulterede i Staunings nytårstale 1940, hvori han erklærede, at Danmark ikke så sig i stand til at opfylde sine forpligtelser som neutral stat (udtrykt med andre ord, men sammenholdt med Haagerkonventionens bestemmelser det samme) var et brud på den absolutte neutralitet. Sverrigs holdning under verdenskrig II, i særdeleshed med henblik på tyske transporter i plomberede vogne gennem svensk territorium, var muligvis klog, men neutral var den ikke. Det samme gælder med modsat fortegn om uddannelsen af Den danske Brigade i Sverrig. Altmarkaffæren og den britiske udlægning af miner i norske farvande 1940 uden norsk indgreb betegner ligeledes en afvigelse fra den absolutte neutralitet.

Disse linier for at slå fast, at en absolut neutralitet i folkeretslig betydning næppe er mulig, og det er måske også et spørgsmål, om der fra de kredse, der taler for dansk tilbagevenden til neutralitetspolitikken, er noget ønske om dette. Det, man vil, og det, man ønsker - og det der måtte være baggrunden for en udtræden af NATO - må være en status som ikkekrigsførende. Af hensyn til almindelig brugt terminologi vil dog også i det følgende ordet neutralitet blive anvendt som nom de guerre for ikke-krigsførende stilling. For fuldstændighedens skyld bør tilføjes, at begrebet neutralitet ifølge FN statutter bliver kompromitteret derved, at medlemsstaterne er forpligtet til »efter bedste evne at opfylde deres pligter i henhold til pagten* og kan blive opfordret til - og altså i alt fald moralsk være forpligtet til - at foretage militære foranstaltninger mod en stat, der er dømt som angriber. At den styrke, Danmark har stillet til FN rådighed, kun er tænkt som polititropper, ændrer ikke det principielle. Tænker man sig - rent teoretisk, andet kan det næppe blive - en væbnet konflikt mellem to magter, hvoraf den ene af FN betegnes som angriber, kan et neutralt Danmark blive opfordret til at stille væbnede styrker til rådighed mod angriberen. Dette betyder, at en permanent neutralitet á priori - i alt fald teoretisk - er kompromitteret. Som det senere vil blive berørt, er dette dog kun en ren teoretisk mulighed, men det synes ønskeligt at gøre forholdet klart ved en vurdering af nærværende art. Endelig bør, når emnet neutralitet behandles, omtales et forhold, man sædvanligvis plejer at gå uden om. Det er forholdet til Grønland.

Grønland er ikke mere en koloni, der kan afskrives efter behag. Grønland er et dansk amt, en del a f dansk rigsområde, der må indgå i betragtningerne over neutralitetens muligheder. Ved en m ulig væbnet kon likt mellem Vest og Øst kan det med rimelig sikkerhed forventes, at den magt, der ligger nærmest, d. v. s. USA, uden tøven og i egen interesse vil besætte dette land og hindre, at modparten udnytter det. At dette vil ske med eller uden dansk samtykke kan næppe betvivles, med mindre Danmark selv havde opstillet et effektivt forsvar på Grønland. At det sidste, Grønlands udstrækning taget i betragtning, sammenholdt med afstanden til det øvrige Danmark ligger uden for landets evner, kan næppe benægtes. Dermed ville den neutrale holdning være opgivet, idet landet ikke havde hindret den ene part i at udnytte dansk område mod den anden. Naturligvis ville det ikke dermed være absolut givet, at landet ville blive inddraget i krigeriske begivenheder, hvis ikke andre forhold allerede havde medvirket dertil, men det er en kendsgerning, at der allerede i dette forhold findes gode muligheder for den ene part i en storkonflikt til at påstå, at Danmark ikke overholder sine forpligtelser - og at handle derefter.

Teoretiske muligheder for dansk sikkerhedspolitik efter en evt. udtræden af NATO

Når det fastholdes, at formålet med en udtræden af NATO måtte være ønsket om tilbagevenden til den traditionelle neutralitetspolitik under en eller anden form, synes der at være tre teoretiske muligheder:

1) En isoleret, uforsvaret neutralitet baseret på FN.

2) En isoleret, forsvaret neutralitet baseret på FN.

3) At søge tilslutning til en neutralitetsalliance, der ifølge sagens natur måtte være forsvaret.

De Forenede Nationer

Da Danmarks udenrigspolitik, herunder sikkerhedspolitik, i alle tilfælde tilrettelægges inden for FN rammer, og da enhver form for dansk neutralitetspolitik måtte være med skyldigt hensyn til FN, må man - før der gås ind på de enkelte teoretiske muligheder for dansk neutralitet — undersøge, hvilken sikkerhed De forenede Nationer i hvert enkelt tilfælde kan byde, og af hvad art den hjælp er, man kan vente derfra. For at gøre det, er det nødvendigt, og egentlig også tilstrækkeligt, at genkalde sig reglerne for FN indgriben i konfliktsituationer. Det er sikkerhedsrådet, der har tillagt hovedansvaret for opretholdelse af mellemfolkelig fred og sikkerhed. Vel har generalforsamlingen en subsidiær myndighed i fredsspørgsmål, men den kan ikke behandle sager, som samtidig er til behandling i sikkerhedsrådet, ligesom det er dette sidste, der alene har myndighed til at iværksætte og handle. Om sikkerhedsrådets arbejde hedder det i FN pagten bl. a.: Det er sikkerhedsrådets opgave

- at afgøre, om der foreligger trussel mod freden eller en angrebshandling samt at foreslå, hvilke foranstaltninger der skal træffes derimod,

- at opfordre medlemmerne til at anvende økonomiske sanktioner eller andre ikke-militære foranstaltninger for at standse angreb,

- at foretage militære foranstaltninger overfor en angrebsstat.

Der står endvidere i pagten, at alle medlemmerne har forpligtet sig til at udføre sikkerhedsrådets beslutninger og stille væbnede styrker til dets rådighed. Det lyder ikke ilde, men ved en nøgtern bedømmelse må man også tage rådets arbejdsgang i betragtning. Sikkerhedsrådet består, som man vil vide, af fem permanente medlemmer og ti ikke permanente, der vælges ved almindelig stemmeflerhed. De fem permanente medlemmer er stormagterne Frankrig, Kina, Sovjetunionen, Storbritannien og USA. Nu findes i pagtens § 27 en artikel, som siger, at sikkerhedsrådets beslutninger i alle sager, der ikke vedrører forretningsordenen, skal vedtages med et flertal, der indeholder alle permanente medlemmers ja-stemmer. Med andre ord, intet forslag om indgreb i konflikter - herunder naturligvis særlig væbnet indgreb - kan vedtages og iværksættes, hvis ikke alle stormagter er enige. Ganske vist blev FN indgreb i Korea iværksat uden Sovjetunionens stemme, men hermed har det sin særlige forklaring. Sovjet gav nemlig ikke møde i sikkerhedsrådet, fordi det troede at kunne sabotere rådets beslutninger ved ikke at møde, hvilket altså mislykkedes. Det er klart, at man derfor ikke kan vente denne taktik anvendt i fremtiden. Det mest afgørende i denne forbindelse er, at ifølge FN, nærmere betegnet sikkerhedsrådets, forretningsgang og beføjelser er det ikke muligt at iværksætte sanktioner mod en stormagt, der optræder som angriber. Det har derfor liden betydning, at den villighed, hvormed medlemsstaterne har stillet tropper til rådighed for polititjeneste, nok vil være betydeligt reduceret, hvis talen var om magtanvendelse mod en stormagt som angriber. FN muligheder eller mangel på sådanne er i virkeligheden ganske træffende udtrykt i den klassiske FN-vittighed: Hvis to små lande er i konflikt, forsvinder konflikten; er et stort og et lille land i konflikt, forsvinder det lille land; men er to store lande i konflikt, forsvinder sikkerhedsrådet.

Uden disse bestemmelser var FN aldrig blevet til virkelighed. Stormagterne havde under det forberedende arbejde klart tilkendegivet, at de forlangte garantier for, at de ikke kunne blive tvunget ind i noget, der strider mod deres nationale interesser. Groft udtrykt kan man sige, at man med kras realisme valgte at få en organisation, der kunne varetage en hel del humanistiske opgaver, danne forhandlings- og forligsinstitution, kunne holde styr på småmagter og hindre i sig selv ubetydelige konflikter, men som var ganske uden muligheder overfor stormagterne - fremfor slet ingen organisation at få. Således som situationen er, og som den må forudsættes at være i overskuelig frem tid, vil det være utænkeligt, at et isoleret, neutralt Danmark, det være sig forsvaret eller uforsvaret, kan vente militær støtte fra FN, hvis det blev angrebet af en stormagt. Skulle hjælpen komme, da måtte den komme fra andre stormagter og da på grund af disses egne interesser og ikke efter henstilling fra FN. Et talende eksempel på FN begrænsning, for ikke at sige magtesløshed, er krigen mellem Israel og De arabiske Stater i juni 1967. Arabisk-ægyptisk opmarch langs Israels grænser, lukning af Tirannastrædet og Ægyptens krav om øjeblikkelig fjernelse af tropper fra GAZA-området - et krav, der omgående blev opfyldt — udløste ikke FN-reaktion af betydning.

Den 5. juni om morgenen gik israelske tropper til angreb på alle fronter, og det ægyptiske luftvåben blev nedkæmpet. Først den 6. juni lykkedes det sikkerhedsrådet at blive enigt om en resolution, der opfordrede de stridende parter til at indstille kampene. Ingen drømte om at rette sig derefter. Den 7. juni om eftermiddagen vedtog sikkerhedsrådet imidlertid en resolution af et helt andet indhold. Det hed bl. a. h e ri: »Sikkerhedsrådet kræver, at de indblandede regeringer som det første skridt indstiller kampene og enhver form for militær handling den 7. juni kl. 20 GMT (kl. 21 dansk tid) og opfordrer generalsekretæren til at holde rådet underrettet om situationen.« Man kunne fristes til at sige, at sikkerhedsrådet her satte sin prestige på spil. Der var tale om en ordre, ikke en henstilling, oven i købet en tidsbestemt ordre - og ordren blev ikke efterkommet. Vel svarede både Israel og Jordan - efterhånden - at de var rede til at indstille kampene, men de gjorde det bare ikke. Israelske tropper fortsatte fremrykningen, ind til Suezkanalen var nået og den ægyptiske hær totalt slået, og på den syriske front standsede kampene først den 10., da Israel havde erobret de områder, det ønskede at besidde til næste fase: Forhandlingsfasen. Efter resolutionen af 7. juni foreslog det kanadiske medlem en resolution, der gik ud på, at sikkerhedsrådet sammen med generalsekretæren skulle tage alle forholdsregler til gennemførelse af fuldstændig og effektiv iagttagelse af sikkerhedsrådets resolutioner. Forslaget blev fornuftigvis aldrig behandlet, fordi der, som en dansk kommentator så rigtigt sagde, ikke var en jordisk chance for at få det vedtaget, da det krævede magtanvendelse.

Trods en klar ordre om at standse kampene — en ordre det varede to dage at få vedtaget, alt medens der kæmpedes livligt - vedblev aktionerne, ind til våbnene havde talt, d.v.s. in d til Ægypten og de arabiske stater måtte erkende sig slået, og til Israel havde opnået de militære resultater, det ønskede at basere sine fredsforhandlinger på. Tydeligere eksempel på FN magtesløshed kan man næppe få, især når man tager i betragtning, at det kun drejede sig om en strid mellem små og middelstore magter. Når man anvender ovenstående som et eksempel og sammenholder det med de klare, entydige ord i FN pagt og med sikkerhedsrådets forretningsorden, synes det fuldkommen klart, at Danmark ikke ville kunne håbe på militær hjælp fra FN i tilfælde af angreb fra en stormagt eller fra en magt, der støttes af en sådan. Som en naturlig følge heraf kan landets sikkerhedspolitik ikke baseres på FN og støtte derfra, men det forhindrer naturligvis ikke, at der tages hensyn til andre muligheder gennem FN ved planlægning af sikkerhedspolitikken. Det ville være forkert at sige, at når Danmark ikke kan vente militær hjælp fra FN og altså ikke under nogen omstændigheder blive beskyttet af denne institution, så har FN ingen betydning for landet i en krisesituation. FN betydning vil ligge i, at den danner en forligsinstitution, at den giver mulighed for forhandlinger og diplomatisk virksomhed. Det vil igen sige, at FN betydning i givet fald ville ligge i to faser: Forud for fredsbrud, når der konstateres en trussel mod freden, som det udtrykkes i pagten, og efter at våbnene har talt. Om de diplomatiske forhandlinger i første tilfælde, forud for et fredsbrud, vil formå at afværge katastrofen, vil næppe afhænge af FN selv, men af den internationale konstellation i det pågældende øjeblik, stormagternes interesser, frygt for hinanden, frygt for prestigetab m. v. Der kan meget vel tænkes en situation, hvor det er den potentielle aggressor magtpåliggende at undgå et brud med andre stormagter eller at bevare et godt forhold til FN, d.v.s. verdensopinionen, så krisen af den grund kan afværges, men det kan lige så vel tænkes, at forholdet er modsat, således at de stormagter, der ellers ville være interesseret i at støtte landet, er i en sådan situation, at de ikke vil eller kan udsætte sig for et brud ved at tage klar stilling, og i så tilfælde er det ikke sandsynligt, at katastrofen vil blive afværget.

FN’s rolle i dette spil er at danne en forligsinstitution, hvor parter og mæglere kan mødes. Samme rolle kan FN komme til at spille også efter, at en væbnet aktion er udløst, i forhandlingsfasen når våbnene har talt. Det indebærer, at for at et isoleret Danmark i denne fase skulle kunne drage nytte af FN som forligsinstitution, måtte man have kunnet bevare landet eller størstedelen deraf intakt, ind til der kunne tilvejebringes en pause i kamphandlingerne, hvilket kun kan tænkes derved, at man har kunnet bringe FJ første angreb til standsning, i alt fald midlertidig hindre yderligere landsætning og således rystet hans balance. Det ville sikkert være for naivt at tro, at der ville kunne ydes virksom støtte gennem FN, selv af diplomatisk art, hvis der forelå et fait accompli, d.v.s. hvis landet var erobret ved et kup eller ved en lynoperation. Under forudsætning af at det, der foran er sagt, er rigtigt, nemlig at det er farligt at betragte verdenskommunismen som afdød, så længe bevis ikke foreligger, at aggression mod et isoleret Danmark selv uden verdenskommunismen på ingen måde er udelukket, og at hele verdensbilledet frembyder mange muligheder for konfliktstof, må man komme til den erkendelse, at aspekterne for et neutralt Danmark — forsvaret eller ej — ikke ændres væsentligt, hvadenten FN er med i billedet eller ej, idet det dog må fremhæves, at medens et uforsvaret, neutralt Danmark ved besættelse næppe kan vente anden støtte end virkningsløse protestnoter, vil et forsvaret, neutralt Danmark kunne påregne en vis diplomatisk støtte, der kan være af betydning, vel at mærke, hvis landet har været i stand til at opstille et forsvar, der kan skaffe den fornødne tid. Tidsfaktoren vil spille overordentlig stor rolle. Det turde være mange ord at spilde på et relativt beskedent emne, som kunne uddebatteres med få sætninger, men det synes nødvendigt at behandle dette afsnit ret indgående, da der - naturligvis med fuld ret - i alle diskussioner sikkerhedspolitik vedrørende henvises til FN, og ikke mindst da det er uomtvisteligt, at pluraliteten af Danmarks befolkning tillægger denne institution langt større magt, end de faktiske forhold berettiger.

En isoleret, uforsvaret neutralitet

Som det allerede er antydet, må det anses for udelukket, at et isoleret land med Danmarks beliggenhed kan holdes uden for en storkonflikt. Enten vil landet å priori være inddraget i konflikten, fordi det indgår i NATO (nye) strategiske planer, eller det vil være det, fordi landets geografiske placering gør det livsvigtigt for modparten. Man må i alle tilfælde se i øjnene, at en isoleret, uforsvaret neutralitetspolitik i vort tilfælde uundgåeligt må medføre en besættelse af den ene eller den anden af de stridende parter og dermed en inddragelse i begivenhederne. Et militært tomrum i begivenhedernes geografiske brændpunkt kan ikke tolereres. Det er simpelthen loven om forbundne kar. Det må fremhæves, at der ved begrebet »uforsvaret neutralitet« ikke blot forstås en neutralitet baseret på total afrustning, men i lige så høj grad en neutralitet, der er støttet af et såkaldt forsvar af så beskedent omfang, at det i givet fald kun kan prajstere en demonstrationskamp, med andre ord den politik, der førte op til 9. april 1940 og den følgende besættelse. Tanken om en sådan politik har også i dag tilhængere, og det er ikke uforståeligt, thi de kan jo med nogen ret pege på gode resultater. Det er et faktum, at Danmark led relativt lid t under krigen, og nu så længe efter kan man vel også tillade sig at erkende, at det tryk, besættelsesmagten udøvede, var til at udholde. Stillet overfor disse fakta må vurderingen af Danmarks sikkerhedspolitiske muligheder ikke lade sig nøje med at konstatere, at således var det. Dels må man undersøge grunden til, at det netop var således, og dernæst må man vurdere, om der er rimelig sandsynlighed for, at samme faktorer vil spille ind i mulige fremtidige forhold af samme art.

Det kan næppe bestrides, at når stillingen som »fredsbesat land« blev så tålelig, som tilfældet var, så var der dertil to årsager: For det første ønskede Hitler, at Danmark skulle være et »mønsterprotektorat«, og ban lod det behandle i overensstemmelse hermed. For det andet medførte hændelsesforløbet, at der ikke fandt krigerske begivenheder sted på dansk jord, og befrielsen fandt sted uden kampe inden for landets grænser. Det må betegnes som intet mindre end et mirakel, at kamphandlingerne standsede bogstaveligt ved den danske rigsgrænse, og det er et mirakel, man ikke kan vente gentaget, end mindre drive sikkerhedspolitik på. Tænker man sig den uforsvaredc neutralitet gennemført i en m ulig fremtidig storkrig med den uundgåelige følge, at Danmark bliver besat af den af parterne, der kommer først, vil man have følgende perspektiver:

 
a) Hvis landets territorium indgår i NATO's strategiske planer, og NATO's tropper før eller ved fredsbrud besætter landet, vil det have alle de ulemper, der følger med at være krigsdeltager, idet det vil blive betragtet som allieret med NATO, men uden at have nogen af de med medlemsskab forbundne fordele i retning af medbestemmelsesret. Sagt med andre ord, dele af landet v il blive besat, forsvaret eller opgivet ganske uden hensyn til danske interesser og kun under hensyn til den øjeblikkelige, militære situation.
 
b) Indebærer NATO's strategiske planer ikke forsvar af dansk område, vil Ruslands interesse alligevel kræve, at det besætter landet. Der synes i så fald ikke at være store muligheder for at blive betragtet som »mønsterprotektorat«. Man kan med nogenlunde sikkerhed forudsætte, at besættelsesmagten vil styre landet - eller lade det styre - efter sin egen ideologi og i størst mulig udstrækning gennemføre denne i alle forhold. Man vil under disse omstændigheder ikke kunne påregne et modsætningsforhold som det, der vitterligt i mange retninger var til stede mellem værnemagten og GESTAPO , et modsætningsforhold der i mange tilfælde kom modstandsbevægelsen til gode. I denne forbindelse må det siges, at den tanke, der vist er ret almindelig, at en genoptagelse af modstandsbevægelsen er mulig, synes at savne ethvert grundlag i realiteterne. Dansk område giver ikke baggrund for partisankampe, og overfor en gennemført tvangsforflytning - evt. af alt mandskøn - vil en optræden som i 1940-45 være uigennemførlig.  Det ville næppe være behagelige forhold, og det er et spørgsmål, om folket ville kunne gennemleve en periode af denne art, hvor man må vente  ethvert psykologisk middel taget i brug for at »omskole«, uden at det mister evnen til bagefter at genoptage sin egen levevis, ideologi og tro.
 
c) Ligegyldig hvilken part, der besætter landet, vil det ikke blive forskånet for krigshandlinger. Modparten vil i begge tilfælde betragte landet som »fjendtligt« og handle derefter. Skulle man ønske et historisk eksempel på denne påstand, kan man fra sidste verdenskrig erindre, at den franske regering kapitulerede 21. juni 1940. Allerede 3. juli blev den franske flåde i Oran angrebet og ødelagt af britiske krigsskibe. Den, der overgiver sig eller stiller sit territorium til rådighed for fjenden, er fjende.
 
Skulle det under b nævnte tilfælde indtræffe, at landet blev besat af sovjetrussiske eller andre østbloktropper, ville spørgsmålet om en fremtidig befrielse ligge for. At en sådan skulle kunne foregå uden kamphandlinger endnu en gang kan ikke påregnes, og en befrielse under kamp ville blive noget af en alvorlig prøvelse. Det ville have været alvorligt i 1945, men man tager næppe fejl, når man skønner, at det ville blive mangefold værre i en mulig fremtidig krig. Der skal ikke på dette sted gås nærmere ind på begrebet kernevåben og deres sandsynlige eller ikke sandsynlige anvendelse, men man gør klogest i under de her behandlede forhold i det mindste at regne med tilstedeværelsen af taktiske atomvåben. Ville man imod dette fremhæve, at samme ulemper var forbundet med den situation, hvor Danmark selv med allieret hjælp optog kampen, da er det næppe relevant. I en krig, hvori Danmark selv var deltager som medbestemmende partner, ville bestræbelserne gå ud på at hindre fjenden i at få fodfæste på dansk jord, og kamphandlingerne ville blive reguleret under hensyn til dette og i henhold til landets egne interesser. Ved en befrielse ville disse interesser ikke tælle med. Naturligvis måtte man også, i det tilfælde hvor Danmark selv var krigsdeltager, regne med mulighed for kampe inde i landet, f. eks. mod luftlandsat fjende, men den store, vidtrækkende og afgørende forskel er i alle forhold, at i en krig, hvor Danmark selv er deltager, reguleres kamphandlingerne efter danske interesser, ved befrielse af et »fredsbesat« Danmark vil landet være at betragte som fjendtligt land, og i alle tilfælde vil folk og regering være ganske uden indflydelse på kampens planlægning og forløb. En befrielse under disse forhold må forekomme meget lidt tillokkende, men det er nødvendigt at tage konsekvensen deraf med i betragtningerne, når man vil bedømme muligheden for en tilbagevenden til den uforsvarede neutralitet. Ses der bort fra en storkrig, er det spørgsmål, der trænger sig på ved bedømmelsen af den uforsvarede neutralitet, om der overhovedet er mulighed for aggression mod dansk område eller selvstændighed, dette være sig som militær operation eller som politisk afpresning. Dette spørgsmål er behandlet foran, og det turde være uimodsigeligt, at mulighederne overfor et uforsvaret, isoleret, neutralt Danmark er større end i noget andet tilfælde. Et fra bestemt politisk hold frem ført synspunkt, at Danmark ved en isoleret, uforsvaret neutralitet ville give verden et så godt eksempel, at andre snarest ville følge efter, synes næppe omtale værd. Det ville kræve en langt mere fredelig indstilling rundt om i verden, og det kan næppe forenes med begrebet sikkerhedspolitik. Alt i alt må det erkendes, at et alliancefrit Danmark, der ville føre en isoleret, uforsvaret neutralitetspolitik, kun har FN at basere sin sikkerhed på, at dette er, som foran nævnt, en ønskedrøm uden forbindelse med virkeligheden.
 
Isoleret, forsvaret neutralitet
 
I Niels Haagerups: »Danmarks sikkerhedspolitik i 60-erne« er dette spørgsmål bl. a. omtalt med følgende bemærkning: »Det er utænkeligt, at Danmark alene og uden støtte udefra skulle kunne oprette og anvende et virkeligt eksistensforsvar overfor en angribende stormagt«. Det er interessant at se, at det bogstaveligt er de samme ord, som Hørup i sin tid anvendte i sin »læresætning«, der er blevet så groft forvansket i pacifistisk propaganda. Hørup sagde nemlig: »Hvad kan det nytte — når vi ikke har alliancer.« Med et let tryk på eftersætningen er det, Hørup sagde, jo det stik modsatte af det, hans efterkommere benytter hvad-kan-det-nytte-slogan’et til, og det samme som Haagerup siger: Støtte udefra er nødvendig. Man kan roligt tilføje, at nævnte konklusion har fået en endnu solidere baggrund siden Hørups tid, takket være mekanisering, industrialisering og - naturligvis - kernevåbnene, hvorved kravet ikke blot til den rådige styrke, men også til økonomi og totalpotentiel i det hele får afgørende betydning.
 
Man kan umiddelbart slå fast, at hvis man ved et eksistensforsvar mener, at Danmark alene uden hjælp udefra skulle gennemføre en krig med en stormagt med et godt resultat, da ville det være utænkeligt, at landet skulle evne dette. Dermed kan man imidlertid ikke, hvis der skal være tale om en objektiv bedømmelse, sige, at emnet er uddebatteret. Der kan i visse tilfælde også tilgå et isoleret - d.v.s. alliance frit - land hjælp udefra, og når talen er om sikkerhedspolitikkens muligheder, må også en del mellem tilfælde, f. eks. politisk afpresning, tages med i bedømmelserne. De forhold, sikkerhedspolitikken målte tage højde for, og efter hvilke et militært forsvar måtte afstemmes, når talen er om en isoleret, forsvaret neutralitet, kan groft opstilles således:
 
a) Afpresningsforsøg. Politisk tryk med mere eller mindre tydeligt formuleret trussel om væbnet magtanvendelse, herunder i groveste tilfælde trussel om atom-terrorangreb,
 
b) Faren for indblanding i europæisk storkrig,
 
c) Faren for væbnet angreb på landet selv uden at en storkrig er i gang eller måske sandsynlig - måske i fortsættelse af a.
 
ad a. Et afpresningsforsøg kan tænkes, hvadenten det er i forbindelse med europæisk storkrig eller ikke. Der kan være tale om et afpresningsforsøg, der vil blive fulgt af væbnet aktion, hvis det mislykkes, men der kan også tænkes det tilfælde, hvor afpresningsforsøget netop kun er et forsøg, at den potentielle aggressor er interesseret i enten at skaffe sig selv fordele, f. eks. baser på dansk område, eller at stille Danmark i et modsætningsforhold til andre magter, men hvor han i øvrigt af hensyn til internationale komplikationer på dette tidspunkt ikke vil risikere væbnet konflikt. Det sidstnævnte tilfælde synes det eneste, hvor et i andre tilfælde utilstrækkeligt militært forsvar ville kunne hindre, at afpresningen lykkes, vel at mærke, hvis regeringen turde tage ansvaret for en afvisning og om fornødent ville sætte dette utilstrækkelige forsvar ind, fuldt ud. Det ville nok være et tungt ansvar at tage, da den potentielle modstander jo ikke i forvejen ville bekendtgøre, at han ikke ville løbe linen ud. Det synes at nærme sig hasardspil. Ansvaret for et nej til et ultimatum støttet på trussel om kernevåbensangreb synes umiddelbart endnu større. Her kan man dog skønne, at der ville være væsentlig bedre betingelser for at kunne vurdere sandsynligheden for, om en sådan trussel ville blive virkeliggjort.
 
Bortset fra det tilfælde, hvor en europæisk storkrig allerede var i gang, og hvor strategiske kernevåben havde været anvendt i fuldt omfang, må det nok, under hensyn til den allerede omtalte almindelige frygt for total atomkrig, være højst usandsynligt, at nogen part ville udsætte sig for de følger, der kunne flyde af at anvende terrorangreb på et sekundært foretagende. Ikke blot ville den få verdensopinionen imod sig, men selv i bedste fald ville der blive skabt en frygt, som nødvendigvis måtte skærpe modsætninger og forholdsregler. ad b. Når dette spørgsmål vurderes, må man gøre sig klart, at det desværre ikke er således, at de stridende parter i alle tilfælde vil være interesserede i at opretholde neutrale områder, selv om disse opfylder deres internationale forpligtelser som neutrale. Der er tværtimod historiske eksempler nok på, at neutrale lande provokeres eller direkte tvinges ind i en standende krig på den ene parts side. Man kan således erindre, at da Danmark og Norge blev besat i 1940, var det på ingen vis i de allieredes interesse at opretholde disse landes neutralitet. Havde det været det, var der næppe forekommet kritisk mineudlægning i norske farvande. I »Derfor gik det sådan 9. april« har Bjørn Svensson udtrykt det således: »Vestmagterne nåede efterhånden til den opfattelse, at når kampen mod den krigsgale Hitler og hans herrefolk var til fordel for alle demokratiske lande, måtte disse være forpligtet til solidarisk medvirken, om de så skulle betale med krigsskueplads, krigsdeltagelse og besættelse. De allierede kunne ikke mere respektere retten til neutralitet«. Dette er ikke en autoritativ allieret udtalelse, men forfatteren har med sine ord givet et særligt klart billede af de virkelige forhold. Tænker man sig ovenstående fremsat i to versioner efter en supponeret fremtidig krig, har man Danmarks stilling i en mulig storkonflikt mellem Vest og Øst: 1) »Da kampen mod verdenskommunismen var til fordel for alle demokratiske lande, måtte disse være forpligtet til solidarisk medvirken, om de så skulle betale med krigsskueplads, krigsdeltagelse og besættelse. Den frie Verdens nationer kunne ikke mere respektere retten til neutralitet«, og 2) »Da kampen mod de kapitalistiske im perialister var til fordel for alle landes arbejdende folk, måtte disse være forpligtet til solidarisk medvirken, om de så skulle betale med krigsskueplads, krigsdeltagelse og besættelse. De socialistiske lande kunne ikke mere respektere retten til neutralitet«. Det kan næppe fremstilles klarere, det er vilkårene, og dertil må hensynet tages.
 
I den situation, hvor et alliancefrit Danmark blev angrebet af den ene krigsførende part under en europæisk storkrig, kan der næppe være tvivl om den andens vilje til at komme til hjælp, men det ville kun ske, når og hvis det kunne gøres uden at kompromittere egne strategiske planer. Man genkalder sig situationen i Norge 1940. Der kom hjælp, men utilstrækkelig og improviseret, dels fordi der ikke var tilstrækkelige styrker disponible, dels fordi de planlagte operationer givetvis måtte have prioritet. Skulle sikkerhedspolitikken i en sådan situation kunne basere sig i rimelig grad på et dansk forsvar, måtte betingelsen være, at dette var så stærkt, at det i begrænset tid kunne holde ud overfor den potentielle modstander. Tidsfaktoren ville få overordentlig stor betydning. Her må man også tilføje, at såfremt den potentielle modstander måtte skønne, at han ikke hurtigt nok ville kunne nå sit mål, ville der være en chance for, at han helt ville opgive sit forehavende. Den præventive virkning ville direkte afhænge af værdien og varigheden af den modstand, den potentielle angriber måtte vente at møde.
 
ad. c. Heller ikke i det her omhandlede tilfælde er hjælp udefra ganske udelukket, men den vil være mere tvivlsom, og tidsfaktoren endnu mere usikker. Som det foran er antydet, kan en FN-aktion ikke påregnes. Skulle der komme hjælp, måtte den komme fra andre stormagter, hvis egne interesser gjorde indgreb nødvendig. Forestiller man sig den situation, at verdenskommunismen ledet af Sovjet igen ville begynde det i 1949 afbrudte spil og søge stykkevis at sætte sig i besiddelse af isolerede enklaver i Europa, må det anses for yderst tvivlsomt, om NATO ville begynde en storkrig for at redde et alliancefrit Danmark. Til gengæld kunne det skønnes at være en fare for verdensfreden, hvis en sådan aktion kunne gennemføres, uden at den frie Verden reagerede. Den hjælp, landet i så tilfælde kunne få, kunne enten være i form af et diplomatisk tryk, m uligt en trussel om væbnet indgreb, det kunne være en hjælp gennem »frivillige« eller ved direkte lokal, militær aktion på dansk område i håb om at kunne begrænse krigen på basis af atomtruslen. I begge de sidstnævnte tilfælde ville tidsfaktoren indtage en fremtrædende plads, og det kan med rimelig sikkerhed slås fast, at overfor et fait accompli ville der ikke være mulighed for hjælp udefra. Såfremt de foran nævnte forhold skulle tilgodeses, måtte sikkerhedspolitikken baseres på et militært forsvar, der repræsenterede en sådan modstand, at de stridende parter i en storkonflikt havde direkte interesse i ikke at krænke landets neutralitet, og - som ved et stormagtsangreb på landet, hvadenten dette måtte være i tilslutning til en standende storkrig eller isoleret, kunne fyre kampen med et heldigt resultat inden for et begrænset tidsrum. Den nøjagtige størrelse og kvalitet af et sådant militært forsvar ville naturligvis afhænge af den øjeblikkelige magtbalance i Europa og af de internationale konstellationer overhovedet, men det er nærliggende forsøgsvis at drage sammenligning med den løsning, andre stater i lignende position har valgt. Af disse stater er Sverige det mest nærliggende eksempel, omend de forhold, der gør sig gældende for dette land, i visse henseender afviger fra danske, bl. a. derved, at Sverige ikke i samme grad som Danmark er nøglen til Østersøen og måske derfor ikke i samme grad truet i første fase af en krise. Foruden Sverige vil i det følgende Israel blive inddraget i sammenligningen, ikke mindst fordi dette land to gange - senest i juni 1967 - har bevist dets militære forsvars værdi, og fordi det geografisk i lighed med Danmark har en meget beskeden udstrækning. På kortskitsen side 379 er de tre lande afbildet i samme størrelsesforhold, og sammenholdt med skema 1 fremtræder de geografiske ejendommeligheder klart.
 
 
 
For Israel gælder, at det, foruden sin ringe udstrækning, der gør landet uhyre sårbart overfor indledende luftangreb, og som ikke tillader operationer inden for landegrænsen, lider af den skavank, at den midterste del udgøre en tange, der på sine steder kun er 15 km bred. Det vil sige, at Israel altid står i fare for ved et energisk angreb fra modparten at blive skåret midt over. Det ringe rum medfører, at enhver tanke om udvigende kamp, selv i kortere tid, må opgives, og et stationært forsvar langs en linie er, som man ved, ganske umuligt. Med andre ord, Israel kan kun forsvares ved angreb og angreb ud over landegrænsen. Det kræver maksimal kraft fra begyndelsen. For Danmarks vedkommende gælder, at når vesttysk område ikke måtte krænkes, kan det kun angribes fra sø og luft. Det kan være en fordel, men den ringe sejl- og flyvedistance fra nærmeste sovjetkontrollerede havne reducerer fordelen. Danmark har to vanskeligheder: Det mangler som Israel udstrækning, og forskydning af tropper fra den ene del af landet til den anden er vanskelig. Selv om man gennemførte fuld »amfibiemobilitet« i dansk forsvar, d.v.s. at man ved indsættelse af landgangsfartøjer og helikoptere i stort tal gjorde væsentlige dele af forsvaret egnet til indsættelse overalt i landet, ville sådanne operationer være uhyre sårbare, når man ikke havde absolut herredømme på sø og i luft.
 
Som Israel kan Danmark kun forsvares ved angreb, i dette tilfælde angreb mod fjendens transporter og angreb mod hans landsætninger. En henholdende kamp i større skala ville, selv om der havde været plads, kun give fjenden lejlighed til landsætning af overvældende reserver. At holde ud vil betyde at likvidere de første fjendtlige brohoveder og at gentage dette, ind til en pause kan indtræde. En kamp af denne art kræver maksimal styrke på stedet — d.v.s. i landsdelen, og der vil aldrig kunne blive tale om det, der fra forskellig side næsten er gjort til et slagord: En lille, veludrustet elitehær. Selv den bedst udrustede og mest effektive styrke kan kun være et sted ad gangen. Det må her tilføjes, at når der foran er nævnt, at henholdende kamp i større skala ikke kan komme på tale, så må det være helt klart, at der netop menes i større skala. Der sigtes selvsagt ikke til de lokalbetonede mellemspil, der forekommer i enhver operation. I modsætning til Danmark og Israel har Sverige, hvad de andre mangler, det har rum. Landets udstrækning og naturlige forsvarsmuligheder tillader det, i modsætning til Danmark og Israel, at føre, hvad man kunne kalde et mere alsidigt forsvar med udvigen, forsvar og angreb efter omstændighederne. På skema 2 er frem stillet de respektive landes nuværende styrker jævnført med indbyggertallet. Det ses heraf, at såvel Israel som Sverige opstiller en felthær, der svarer til omkring 10% af befolkningen, medens Danmark - idet tallene fra The Military Balance godtages - kun stiller 1%. Skulle styrken forøges til en størrelsesorden svarende til de to andre landes, nemlig 10% af indbyggertallet, måtte mobiliseringsstyrken bringes op på 480.000 md (hvorfra dog kan gå et hjemmeværn på ca. 70.000), og henset til landets geografiske forhold og forsvarsmæssige vanskeligheder i kvalitet og uddannelse mere lig Israels end Sveriges.
 
 
At udgifterne til et sådant værn ville blive ulige større, er en given ting, men ser man på skema 3, synes det dog ikke umiddelbart givet, at de ville blive 10 gange større. Vel må man ved vurderingen af tallene på dette skema erindre, at mange forskellige forhold spiller ind, men de giver dog et fingerpeg om forholdene. Således kan det muligvis mane til eftertanke, når man lægger mærke til, at medens Sverige og Israel får en feltsoldat for 1141, henholdsvis 1626 dollars pr. år, så betaler Danmark nær op mod 6.000 dollars for det samme. Opstilling af et militært forsvar af den skitserede størrelsesorden og kvalitet ville selvsagt ikke give sikkerhedspolitikken garanti for en heldig gennemførelse af målsætningen, men det ville give en rimelig basis. Det har imidlertid kun akademisk interesse, hvis der ikke er politisk baggrund for en sådan løsning, og udsigterne dertil synes mikroskopiske. Som situationen er i verden, og som den må formodes at blive i overskuelig frem tid, synes den isolerede neutralitetspolitik uden støtte i en ganske respektabel militær styrke at være ønsketænkning. En isoleret, omend forsvaret, neutralitetspolitik vil for Danmarks vedkommende altid være chancespil, men uden den fornødne militære styrke vil der næppe engang være chance.
 
En skandinavisk neutralitetsalliance
 
Det er en kendt sag, at der i den danske befolkning findes mange, der med sympati ser på tanken om en skandinavisk neutralitetsalliance. Det er ikke uforståeligt, snarere højst naturligt. Tanken om en nordisk enhed, eller i alt fald om enig optræden i internationale spørgsmål og situationer, er gang på gang fremsat, men desværre med relativt ringe resultat. Teoretisk kunne der tænkes tre former for en skandinavisk alliance, men også kun teoretisk. Den tanke, der ved flere lejligheder er fremsat, at man kunne oprette en uforsvaret nordisk neutralitetsalliance, behøver næppe mange kommentarer. Hvad der foran er sagt om uforsvaret neutralitet for Danmarks vedkommende, gælder selvsagt også, selv om der skulle foreligge en aftale om en uforsvaret »alliance«. Et tomrum bliver ifølge loven om forbundne kar ikke mindre tiltrækkende for indstrømmende fremmedelementer, fordi man gør det større. Hvordan skulle en sådan uforsvaret alliance virke. Ved at de to lande nedlagde en formel protest, hvis det tredie blev angrebet? Det er ikke sandsynligt, at det ville gøre større indtryk på aggressor - undtagen muligvis rent humoristisk. Ved at erklære i fællesskab, at ingen af dem ville blande sig i stormagternes stridigheder? Det ville ikke ændre stormagternes interesser i de pågældende områder det mindste eller ændre en tøddel i deres planer og operationer.
 
Skal et neutralitetsforbund have eksistensberettigelse, må det fornuftigvis være forsvaret. Den anden teoretiske form er en forsvaret alliance, der udelukkende tager sigte på at bolde de tre lande uden for stormagtskonflikter, men som ikke er forpligtende overfor en isoleret aggression mod et af medlemmerne. Udfra det, der foran er sagt, må det hævdes, at en sådan form ikke kan godtages som forsvarlig basis for landets sikkerhedspolitik - selv om det måske var lettest at skabe politisk mulighed for denne løsning. Skal en skandinavisk neutralitetsalliance kunne danne basis for en forsvarlig sikkerhedspolitik, må den være forsvaret og forpligtende i alle tilfælde ud fra princippet: En for alle og alle for en. Man kan møde den indvending mod en skandinavisk alliance som alternativ til NATO , at en sådan aldrig vil kunne mønstre tilnærmelsesvis det totalpotentiel, som NATO kan, og at den derfor ikke vil byde sine medlemmer nær så stor sikkerhed i tilfælde af en eksistenskamp. Dette er tydeligvis rigtigt, men af mindre betydning i den foreliggende undersøgelse. Dels drejer det sig jo ikke om at vurdere, om det kan betale sig at forlade NATO , men om at vurdere mulighederne, hvis dette er sket, dels må bedømmelsen af nytten af og mulighederne for en neutralitetsalliance være forskellig fra den, der anlægges overfor en sikkerheds- og forsvarsalliance som NATO.
 
Betingelsen for, om det er forsvarligt for Danmark - og Sverige-Norge - at basere sin sikkerhedspolitik på en skandinavisk neutralitetsalliance, må i hovedtrækkene være den samme, som foran er angivet for landet selv, hvis det ville føre en isoleret, forsvaret neutralitetspolitik, og spørgsmålet bliver da igen: Er det m uligt for en skandinavisk alliance bestående af Danmark, Norge og Sverige at mønstre et sådant totalpotentiel og at opstille en sådan militær styrke, at denne for det første kan virke præventiv, at den kan tillade en aktiv neutralitetspolitik, at een i tilfælde af storkrig repræsenterer en sådan magtfaktor, at de stridende parter er interesserede i at opretholde neutraliteten, og at den i tilfælde af aggression mod alliancen selv eller mod et af dens medlemmer kan føre en isoleret kamp med heldigt resultat inden for et begrænset tidsrum, d.v.s. in d til hjælp udefra kan indtræffe, det være sig som væbnet støtte eller mægling? Sammenligner man med, hvad der foran er sagt, må man rent umiddelbart straks kunne sige, at eftersom betingelserne er de samme, og eftersom alliancen naturligvis ville råde over større krigspotentiel - og totalpotentiel i det hele taget - end hver enkelt af medlemsstaterne isoleret, må betingelserne også være ulige bedre. Man må naturligvis tage i betragtning, at det område, der i givet fald skulle forsvares, vokser uforholdsmæssigt sammenlignet med befolkningstilvæksten. Norges store landområde og ringe indbyggertal kunne rent umiddelbart synes en belastning, men det behøver ikke at være således. Helt bortset fra landets geografiske ejendommeligheder med i mange tilfælde gode forsvarsmuligheder er en faktor den afgørende: En skandinavisk forsvarsalliance ville i uheldigste fald, d.v.s. hvis en krig ikke lod sig forebygge, have den fordel, som et isoleret Danmark mangler, nemlig rum. Det ville betyde, at alliancen som helhed ville være langt mindre sårbar overfor indledende luftangreb, kup og lynaktioner. Hvis medlemmerne af en sådan alliance blev angrebet, ville det store rum i forbindelse med det større krigspotentiel give langt større muligheder for med et heldigt resultat at kunne føre en tidsbegrænset kamp. Alliancens større styrke må ikke mindst være et aktiv, fordi det hæver den præventive virkning, hvilket selvsagt må være af største betydning. Overfor et afpresningsforsøg selv under anvendelse af tydeligt udtalte trusler ville alliancen i kraft af den modstand, den i givet fald kunne yde, stå betydelig stærkere end hvert enkelt medlem isoleret. I en intereuropæisk storkonflikt ville Øresund og Bælterne selvsagt have samme betydning, hvadenten alliancen eksisterede eller ikke, men m uligheden for ved en lynaktion at sætte alliancen som helhed ud af spillet — d.v.s. før modparten kom til hjælp - ville være væsentligt reduceret, hvilket igen ville gøre muligheden for, at den potentielle fjende opgav sit forehavende, mere sandsynlig.
 
Skulle det tilfælde indtræffe, at en krig trods alt ikke lod sig forehygge, ville en skandinavisk alliance vel ikke kunne påregne at kunne gennemføre en eksistenskamp mod en stormagt, men den ofte nævnte tidsfaktor ville betyde, at mulighederne for hjælp udefra ville være betydelige, hvadenten hjælpen ville komme som mægling, diplomatisk tryk eller som direkte militær hjælp. En undersøgelse af, hvorledes en mulig skandinavisk neutralitetsalliances militære forsvar burde være, synes ikke opportunt i enkeltheder, men sammenligner man de økonomiske ofre, Danmark for sin part måtte yde til forsvaret henholdsvis som medlem af 
NATO, som medlem af en skandinavisk alliance og som isoleret neutral, kan man i almindelighed sige, at  jo større alliance man er medlem af, og jo større totalpotentiel alliancen råder over, jo lavere kan den lavest forsvarlige grænse sættes. Selv om det i sig selv ikke giver en klar frem stilling af forholdene, er det ikke uden interesse at se, at de respektive lande afser følgende procenter af bruttonationproduktet til forsvaret, Danmark 2,6, Norge 3,6 og Sverige 4,7 (det sidste tal fra 1963). At Sverige ville kræve, at Danmark og Norge forbedrede deres forsvar til relativt på højde med Sveriges eget som betingelse for at gå med til en skandinavisk neutralitetsalliance, synes naturligt.
 
For at en skandinavisk alliances militære styrke kunne udnyttes rationelt, måtte forsvaret planlægges og koordineres in d til de mindste enkeltheder, og skulle en sådan koordinering være fuldt rationel, kan den næppe tænkes uden en enhedskommando. Under hensyn til, at to af de hypotetiske medlemsstater i forvejen er medlemmer af NATO med deraf følgende enhedskommando, skulle dette spørgsmål dog næppe frembyde uoverstigelige hindringer. Derimod vil der nok i andre henseender være krav om ændring af indstilling, som kan volde vanskeligheder. Det er således logisk og naturligt, at den evt. alliances styrker måtte kunne sættes ind der, hvor det i helhedens interesse var vigtigst, men det er sikkert et synspunkt, som mange, der ellers er tilhængere af tanken om skandinavisk neutralitetsforbund, ikke umiddelbart ville være indforståede med.
 
Alt er imidlertid kun teori, såfremt der ikke i alle tre lande kan skaffes politisk baggrund for en sådan alliance. Det vil erindres, at Danmark i 1949 først tilsluttede sig NATO, efter at forhandlingerne om en skandinavisk alliance var brudt sammen. Der var på det tidspunkt så forskellig indstilling til problemerne, at det ikke var m uligt at finde sammen. Er det lettere i dag? Ifølge sin geografiske placering er Danmark snævrere knyttet til kontinentet end de to andre lande, og adskillige af Danmarks problemer er udpræget kontinentalt prægede. Norge har i sin indstilling været udpræget »vestlig« indstillet, og det afgørende brud i 1949 kom netop deraf, at Norge i alle tilfælde ville søge sin sikkerhed i vest, i NATO , og krævede en evt. skandinavisk alliance tilsluttet dertil, hvilket Sverige for sin part ikke kunne gå med til. Er standpunkterne anderledes i dag — eller rettere v il de være det i 1969? Vil Norge have ændret sin principielle indstilling om tilslutning til NATO? Vil Danmark gå ind for en meget væsentlig forøgelse af sit forsvar,  og først og sidst: Kan der i de tre lande skabes et flertal for tanken om skandinavisk fællesoptræden i sikkerhedspolitikken efter mottoet: En for alle og alle for en? Der synes at være yderst ringe muligheder derfor, men hvis det ikke er tilfældet, da udgør tanken om en skandinavisk neutralitetsalliance ikke et alternativ til NATO, men er kun en tåget ønskedrøm.
 
Atomvåbnet
 
En særlig omtale af kernevåbnene synes ikke påkrævet, da der i det foregående overalt er regnet med det faktum, at kernevåben eksisterer og vil vedblive at eksistere, og den indvirkning, dette faktum måtte få på dansk sikkerhedspolitik, er omtalt i de respektive afsnit. Kun to specielle forhold skal gøres til genstand for omtale. For det første må nævnes de planer, der har været fremsat om atom fri zoner, og i hvilke også Skandinavien skulle indgå. Det må i denne forbindelse fremhæves, at i realiteten findes en sådan atom fri zone, da såvel Danmark som de øvrige nordiske lande ikke besidder og ejheller tillader oplægning af kernevåben inden for deres grænser. Derimod turde det være en selvfølge, at Danmark ikke kunne gå med til en traktat, der medførte, at landet - og de øvrige skandinaviske lande - fraskrev sig ret til for al frem tid at modtage kernevåben - atomladninger - uanset hvordan situationen iøvrigt ville blive. En sådan traktat ville kun hinde landene uden at medføre nogen sikkerhed, da den jo ville gøre de skandinaviske lande helt afhængig af en potentiel aggressors respekt for indgåede aftaler, en respekt, som historien in d til videre skylder bevis for eksisterer. I forbindelse med dette står det andet forhold, der skal nævnes. En mulig skandinavisk neutralitetsalliance ville naturligvis ikke ønske at blive atommagt, og de bestræbelser, der gøres for at hindre spredning af atomvåben, må anses for at være helt i en sådan alliances interesser. Det er derimod ikke helt utænkeligt, at hvis forholdene ændres radikalt i denne retning, kan det tilfælde indtræffe, at en evt. skandinavisk neutralitetsalliance måtte overveje muligheden for og betimeligheden af at udruste sig med kernevåben. Det er et forhold, der ikke ligger for, men hvis mulighed det er nødvendigt at se i øjnene, og som ganske givet ikke vil gøre det lettere at skabe bred tilslutning til en sådan alliance.
 
Konklusion
 
Under hensyn til det foran frem førte vedrørende den internationale situation, Danmarks stilling og de muligheder, der er knyttede hertil, må konklusionen af en undersøgelse vedrørende sikkerhedspolitikkens m uligheder under de givne forudsætninger blive følgende: En isoleret, uforsvaret neutralitet fra dansk side må anses for at ligge uden for det forsvarliges rammer. En sikkerhedspolitik, der ikke var baseret på militære magtmidler, ville være henvist til udelukkende at leve på håbet om, at verdenssituationen ikke ville medføre krigeriske begivenheder i Europa, og at ingen ville øve selv det svageste tryk på landet selv. At basere sig udelukkende på FN ville være at leve på en illusion. En isoleret, forsvaret neutralitet er en mulighed under visse omstændigheder, men en mulighed, der må anses for lidet tilfredsstillende, da man under alle omstændigheder måtte forudse, at selv om sikkerhedspolitikken under disse forudsætninger i en del situationer ville se sine anstrengelser kronet med held, må det også stå klart, at i mange andre kunne begivenhederne tage magten fra politikken. Betingelsen for overhovedet at forsøge en sådan form for sikkerhedspolitik må være, at man vil og kan opstille de militære magtmidler, der er nødvendige for at skabe mulighed for selv at vælge sin stillingtagen, og samtidig en fast holdning fra regeringens side, der kun kan baseres på en enig folkevilje.
 
At psykologisk forsvar i en sådan stilling ville få største betydning er en selvfølge, da infiltration i og ideologisk undergraven af kulturelle og administrative institutioner mere end i noget andet tilfælde ville være ødelæggende. Her tænkes ikke mindst på camoufleret, ensidig propaganda i radio, fjernsyn og presse. Den mest ønskelige løsning, en løsning, der må anses for rimelig forsvarlig, er en skandinavisk forsvars- og neutralitetsalliance, men betingelsen for oprettelse af en sådan og for løsningens forsvarlighed hænger sammen med de enkelte medlemsstaters vilje til at opstille det forsvar, der er nødvendigt, ligesom hele løsningen kun er mulig, hvis det imod den øjeblikkelige sandsynlighed ville være muligt at skabe politisk baggrund derfor i alle tre lande. Da det ud fra det foregående må fremgå, at hvilken løsning man end ville vælge, måtte denne være understøttet af et militært forsvar, er det ikke upåkrævet at knytte et par bemærkninger hertil. Det ideelle vil givetvis altid være, at mål og midler er nøje afstemt efter  hinanden. Det er imidlertid en kendsgerning, at ikke mindst, når der er tale om forhold, der vedrører forsvaret, vil politiske og økonomiske hensyn ofte give afvigelser fra det ideelle. Med reference til det foregående vil det sikkert være rigtigt at sige, at den farligste form for sikkerhedspolitik er halve løsninger, idet sådanne indebærer samme risiko, som der i alle tilfælde vil være forbundet med den fuldendte løsning, men uden at give den dermed forbundne sikkerhed. I samme grad, som man går på akkord i forholdet mellem den valgte løsnings mål og midler, i samme grad må man forvente, at det i alle tilfælde mest ønskede, nemlig en præventiv virkning, væsentligt reduceres, faremomentet forøges, og muligheden for succes i en krisesituation nedsættes progressivt.
 
Epilog
 
De foregående undersøgelser er som nævnt baseret på den forudsætning, at Danmark alene eller sammen med enkelte andre nationer har forladt NATO , medens denne alliance iøvrigt består. Skønt det i dag må anses for usandsynligt, er en splittelse af NATO jo ikke helt uden for mulighedernes grænse, og dette ville forrykke magtbalancen væsentligt.  At noget sådant ville indvirke på Danmarks stilling og sikkerhedspolitik er uomtvisteligt. Tænker man sig således muligheden af en spaltning af NATO i en kontinental-europæisk og en anglo-amerikansk del, kan der næppe være tvivl om, at hvis Danmarks sikkerhedspolitik skal have bund i realiteterne, må Danmark høre til den kontinentale del og ved en fuldstændig udtræden af NATO basere sig på en form for tilknytning dertil. Tilslutning til fællesmarkedet kan give problemer også vedrørende sikkerhedspolitikken. Det må anses for selvfølgeligt, at tilslutning til fællesmarkedet vil gøre danske interesser og forhold endnu mere kontinentalt prægede, og sikkerhedspolitikken og den del af udenrigspolitikken, som den repræsenterer, kan givetvis ikke skilles fra landets øvrige livsvigtige interesser. Såfremt det, der ligger bag rom-traktaten, ønske om en europæisk union, skulle blive til virkelighed, turde Danmarks sikkerhedspolitik dermed være lagt i faste rammer, men dette ligger endnu et godt stykke ude i fremtiden. Ved en eventuel fuldstændig opløsning af NATO ville en tosidet dansk vesttysk alliance være en mulighed som et indledende skridt hen mod en kontinental-europæisk fællesløsning, men det ville næppe være m uligt at skabe forudsætninger derfor, med mindre situationen var ændret så radikalt, som det ikke på nærværende tidspunkt kan overses.
 
E. Bassing
 
 
PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon danmarks.sikkerhedspolitiske.muligheder.pdf

p.p1 {margin: 0.0px 0.0px 0.0px 0.0px; font: 12.0px Verdana; min-height: 15.0px}
p.p2 {margin: 0.0px 0.0px 0.0px 0.0px; font: 8.5px Verdana}

Litteraturliste

Del: