Danmarks sikkerhedspolitik 1970

Denne artikel er en forkortet og let omarbejdet udgave af udenrigsministerens foredrag i Det krigsvidenskabelige Selskab den 15. december 1969.

Selve afgrænsningen af begrebet sikkerhedspolitik f remby der som bekendt betydelige vanskeligheder. I et lands udenrigspolitik indgår sikkerhedspolitikken som et væsentligt element, ja, vel det væsentligste, idet sikkerhedspolitikken jo drejer sig om, hvorledes et land sikrer sin nationale eksistens. Jeg tænker ikke blot på risikoen for direkte militær aggression, men også på mulighederne for at modstå forsøg på politisk pression eller med andre ord på muligheden for at bevare den nationale handlefrihed.
I den senere tid har jeg netop haft lejlighed til at drøfte nogle af de sikkerhedspolitiske problemer, som er af betydning for Danmark. Jeg tænker på mine drøftelser med de sovjetiske ledere i Moskva i november 1969 samt på min deltagelse i NATO’s ministermøde i Bruxelles i december 1969.

Det er jo en kendt sag - det var det også for hr. Kosygin og hr. Gromyko - at Danmark og Sovjetunionen har forskellig sikkerhedspolitisk placering som en konsekvens af de bestående Øst-Vest-problemer. Under alle omstændigheder er det imidlertid en fundamental dansk interesse at have et godt forhold til Sovjetunionen. Det var derfor glædeligt at konstatere, at man under drøftelserne i Moskva fra sovjetisk side gang på gang understregede, at det dansk-sovjetiske forhold var godt, at forholdet mellem Danmark og Sovjetunionen i de senere år havde været præget af en positiv udvikling af samarbejdet på forskellige områder, at der ikke bestod bilaterale problemer mellem Danmark og Sovjetunionen, og at det, det drejede sig om, derfor udelukkende var, hvordan man skulle videreudvikle det eksisterende samarbejde. Under samtalerne fremkom ingen kritik af Danmarks medlemskab af NATO. Drøftelserne koncentrerede sig om forholdet mellem Øst og Vest og specielt om tanken om indkaldelse af en europæisk sikkerhedskonference. Det var tydeligt, at der fra sovjetisk side var interesse for indkaldelse af en sådan konference. Jeg udtalte i overensstemmelse med regeringserklæringen fra februar 1968, at vi fra dansk side var positivt indstillet over for en sikkerhedskonference under forudsætning af, at den både med hensyn til tidspunkt, deltagerkreds og emnekreds blev rigtigf forberedt og kunne give udsigt til resultater.

I Bruxelles, hvortil jeg afrejste 40 timer efter hjemkomsten fra Sovjetunionen, havde jeg lejlighed til at gøre NATO-landenes udenrigsministre bekendt med de sovjetiske synspunkter. Disse oplysninger blev noteret med interesse, idet hovedemnet for drøftelserne på NATO-ministerråds- mødet netop var afspændingspolitikkens videreførelse og specielt tanken om indkaldelse af en europæisk sikkerhedskonference. Denne tanke nævnes udtrykkeligt i den erklæring, som ledsagede ministermødets communique. Drøftelserne under ministerrådsmødet bekræftede indtrykket af, at der mellem de forskellige medlemslande gør sig nuancer gældende i bedømmelsen af konferencetanken. Men selve konferencetanken er nu principielt accepteret som et af de midler, der vil være egnet til at fremme afspænding og samarbejde i Europa.
Efter disse mere aktuelle bemærkninger vil jeg gerne sige lidt om de generelle nationale og internationale forudsætninger for Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik.

De nationale forudsætninger

Ethvert lands udenrigspolitik bestemmes selvsagt i første række af landets geografisk-strategiske beliggenhed, dets udenrigshandelsmønster samt dets historiske og kulturelle traditioner. For Danmarks vedkommende indebærer dette, at vi som et europæisk og vestligt land og som en del af Norden har en afgørende interesse i udviklingen i Europa og i et nært samarbejde med verdensdelens andre demokratiske lande, i første række de nordiske. Danmarks strategiske beliggenhed ved adgangsvejene til Østersøen betinger en særlig interesse i den europæiske sikkerhedspolitik. Danmarks mangel på råmaterialer og naturlige energikilder nødvendiggør omfattende økonomiske forbindelser med omverdenen, hvorved landet er under bestandig indflydelse af udviklingen i den internationale økonomi.

Disse forudsætninger kan karakteriseres som de givne udgangspunkter for vor stillingtagen til de skiftende udenrigspolitiske problemstillinger. Det er dog formentlig rigtigt samtidigt at henlede opmærksomheden på visse andre forhold, som vi selv øver større indflydelse på, og som i ikke mindre grad har betydning for vor effektive deltagelse i det internationale samarbejde.

Det første er, at det er ganske afgørende for dansk udenrigspolitiks muligheder, at omverdenen kan have tillid til, at vi selv forstår med nøgternhed at vurdere begrænsningen af det spillerum, der nu engang er os levnet. Danmark er et lille land, der ikke råder over væsentlige magtmidler - de være sig af økonomisk eller militær art - at sætte bag sine synspunkter. Vi må gøre os klart, at der er mange store problemer i den verden, der omgiver os, som vi naturligvis har og bør have vor mening om, men til hvis løsning vort bidrag kun kan være af beskedent omfang.

Det andet er, at det er en styrke for dansk udenrigspolitik, at den formes på baggrund af det aktiv, der ligger i en samfundsmæssig udvikling, som i henseende til balance og stabilitet i virkeligheden kun kan sammenlignes med et ganske ringe antal andre landes. Demokratiske retssynspunkter har gennemsyret alle grene af vort samfundsliv. Dette forhold influerer på vor udenrigspolitik og er af positiv betydning for det billede, som omverdenen har af Danmark.

Disse synspunkter kan illustreres med sagen om Grækenlands suspension fra Europarådet. Som bekendt skete der på ministermødet i Europarådet i december 1969 det, at Grækenland så at sige suspenderede sig selv. Jeg mener, at det var rigtigt, at de nordiske lande - sammen med Holland - indklagede det græske styre for Europarådets menneskerettighedskommissionen for krænkelse af demokratiske principper, for anvendelse af tortur, forfølgelse af pressen, for nægtelse af politisk frihed o.s.v. Disse tilstande er uforenelige med de ord, som findes i Europarådets statut.

Der var en særlig baggrund for aktionen mod Grækenland inden for Europarådets rammer - en baggrund, der ikke på samme måde findes i andre internationale organisationer. For det første har det altid været en klar forudsætning for Europarådets arbejde - og det fremgår af dets statut - at kun demokratiske lande kan blive medlemmer. Lande som Portugal (der som bekendt er med i både NATO og EFTA) og Spanien har aldrig været eller kunnet blive medlemmer af Europarådet. For det andet har man i Europarådet en menneskerettighedskonvention, og de nuværende tilstande i Grækenland er som sagt i flagrant strid med denne konventions forpligtende bestemmelser om grundlæggende menneskerettigheder. For det tredie har Europarådet et parlament i Strasbourg. Her står Grækenlands stole tomme, fordi man fra græsk side med et smil og et skuldertræk vil sige, at man desværre ikke har et parlament og derfor ikke ser sig i stand til at sende parlamentariske repræsentanter til Europaparlamentet. I den situation forstår man måske i et glimt, at det overvældende flertal af Europarådslandene måtte indtage det standpunkt, at Grækenland måtte suspenderes, indtil demokratiske tilstande var genindført.

Nogle siger, at det næste skridt må være, at nu må Grækenland også ud af NATO. Dette er efter min opfattelse helt urealistisk og forfejlet. Man kan ikke generelt anlægge de målestokke, vi anlagde i Grækenlands- sagen, når det drejer sig om handelsspørgsmål, diplomatisk forbindelse og medlemsskab af internationale organisationer - f. eks. FN og NATO. Inden for FN er vi fra dansk side altid gået ind for, at alle lande burde være med. Der er lande, som ikke er med, men som vi ønsker med, uanset at vi på ingen måde kan have nogen sympati for deres diktatoriske styreform. Det ville være ganske uholdbart, om Danmark generelt i internationale forhold skulle følge den tankegang, at man skal karakterisere landene og deres bonitet med den konsekvens, at hvis de ikke opnår en vis god karakter i den danske karakterbog, så kan vi hverken handle med dem eller have diplomatisk forbindelse med dem eller have forsvarssamarbejde med dem. Hvis vi kun skulle have udenrigspolitisk forbindelse med lande, hvor forholdene fuldt ud svarer til danske demokratiske idealer, ville vi blive temmelig isoleret.

Noget andet er, at det er klart, at det er en politisk svækkelse af NATO, at et diktatur har kunnet udvikle sig i Grækenland. Formålet med aktionen inden for Europarådet og med de udtalelser, jeg har fremsat i NATO’s ministerråd, har været at prøve at arbejde for en bedring af forholdene i Grækenland. Vi vil naturligvis fortsat være opmærksom på de påvirkningsmuligheder, der foreligger, også inden for rammerne af NATO-samarbejdet.

Sammenfattende vil jeg sige, at vi skal vurdere vort politiske spillerum med nøgtemhed, men også med tillid til, at vi kan udforme vor udenrigspolitik ud fra demokratiske retssynspunkter. Hvis vi formår at kombinere en idealistisk og en realistisk indstilling, er der mulighed for, at vor røst bliver hørt og opfattet i det internationale kor som en besindighedens og fornuftens stemme og som udtryk for liberalitet og frisind.
 

De internationale forudsætninger

Den vigtigste opgave for ethvert lands udenrigspolitik må være i videst muligt omfang at søge at betrygge landets fred, sikkerhed og uafhængighed under skiftende internationale vilkår. Intet lands udenrigspolitik foregår i et tomrum.
Udenrigspolitikken ville ikke have nogen genstand, såfremt den ikke skulle rette sig imod andre landes politiske indstillinger og ambitioner og søge at påvirke dem i en retning, der bedst muligt skaber forudsætninger for gennemførelsen af udenrigspolitikkens formål, i første række sikring af landets muligheder for fortsat at bestå som en selvstændig nation.
På det internationale plan må vi konstatere, al de afgørende våben er koncentreret hos de to supermagter - USA og Sovjetunionen - at Sovjetunionen er Europas dominerende militærmagt, og at de vesteuropæiske NATO-lande, herunder Danmark, er dækket af den amerikanske garanti, der er kernen i NATO. Det amerikanske engagement i Vesteuropas forsvar har nu i tyve år skabt grundlag for en militær balance, som mere end noget andet har bidraget til at sikre fred og stabilitet i vor del af verden.

På disse punkter er situationen i virkeligheden ikke undergået fundamentale ændringer siden den første efterkrigstid. Situationen er også fortsat den, at meget store militære styrker er koncentreret på begge sider af demarkationslinien ned gennem Centraleuropa. En anden kendsgerning, man må se i øjnene, er, at de grundlæggende politiske uoverensstemmelser, der ligger bag spændingen mellem Øst og Vest - ikke mindst når det drejer sig om spørgsmålet om Tysklands fremtidige status - ikke er løst. Det er på den anden side klart, at der er sket væsentlige ændringer i den internationale politik i tiden siden NATO’s oprettelse:

Som et resultat af afviklingen af kolonisystemet er der opstået mange nye stater, der ikke ønsker at engagere sig i Øst-Vest-konflikten. Spørgsmålet om et bedre liv for de to tredjedele af menneskeheden, der lever i fattigdom og elendighed, må stå meget højt på dagsordenen for 70’ernes internationale politik. Det bør være et fælles problem for de industrialiserede lande i Øst og Vest.
Den militærstrategiske baggrund for Øst-Vest-konf likten er ændret. I stedet for USA’s atommonopol er der opstået en balance mellem USA’s og Sovjetunionens strategiske atomstyrker. Dette er en del af baggrunden for de senere års udvikling i forholdet mellem USA og Sovjetunionen. Forholdet mellem supermagterne - der er af central betydning under en dansk sikkerhedspolitisk synsvinkel - præges fortsat af interessemodsætninger og konfliktmomenter, men også af en voksende erkendelse af visse elementer af fælles interesser. Det har bl. a. ført til aftaler med sigte på at bringe de farlige rustningskapløb under kontrol. Prøvestopaftalen fra 1963, rumaftalen fra 1967, ikke-spredningsaftalen fra 1968 - som i slutningen af 1969 blev ratificeret af USA og Sovjetunionen og undertegnet af Forbundsrepublikken Tyskland - det fælles amerikansk-sovj etiske forslag til en traktat om forbud mod anbringelse af masseødelæggelsesvåben på havbunden og senest og vigtigst de påbegyndte amerikansk-sovjetiske forhandlinger om begrænsning af de strategiske våben peger alle i retning af, at USA og Sovjetunionen har draget den politiske konklusion af den eksisterende militærtekniske situation: at de har en fælles interesse i at stabilisere det strategiske rustningsniveau.

Trods disse lyspunkter er det en kendsgerning, at den internationale situation fortsat rummer alvorlige usikkerhedsmomenter og farlige konfliktmuligheder.

Danmarks sikkerhedspolitiske problematik

Alt tyder i dag på, at NATO-alliancen vil fortsætte så langt frem, som vi i dag kan overskue forholdene. Under denne forudsætning vil en nordisk løsning på de sikkerhedspolitiske problemer ikke være nogen aktuel mulighed. Rent bortset fra Danmarks stilling viser den politiske debat i Norge klart, at Norge vil foretrække det atlantiske alternativ. For Danmark vil de sikkerhedspolitiske alternativer i denne situation i praksis indskrænke sig til fortsat NATO-medlemsskab eller en isoleret neutralitetspolitik, der i virkeligheden er uden mening. Dansk forsvar har nemlig kun mening som led i en større sammenhæng. Der er for mig under disse omstændigheder ingen tvivl om, at der i den nuværende internationale situation ikke findes noget acceptabelt sikkerhedspolitisk alternativ til fortsat dansk medlemsskab af NATO.

Jeg vil gerne pege på nogle forhold, der efter min opfattelse underbygger det synspunkt, at dette også er den bedste løsning af vort nationale sikkerhedsproblem:
NATO-alliancen har haft og har fortsat en stabiliserende virkning i forholdet mellem Øst og Vest. NATO’s formål er at hindre krig gennem det kollektive forsvars forebyggende virkning. Vort nationale sikkerhedsproblem er først og fremmest knyttet til alliancens krigsforebyggende virkning.
Faren for kriser og konflikter i Europa er nok blevet mindre, men ikke forsvundet. Ved vort medlemsskab af NATO har vi opnået den bedst mulige garanti for vor nationale sikkerhed. Dette er som tidligere nævnt af betydning ikke blot i tilfælde af direkte militær aggression, men også i tilfælde af forsøg på politisk pression. Faren består nemlig ikke blot i et eventuelt angreb på vort territorium, men også deri, at Danmark i en svag og forsvarsløs situation vil være prisgivet store naboers vilje. Et isoleret og ubeskyttet Danmark vil have mistet sin mulighed for at handle selvstændigt og frit, men vil være nødt til at bøje sig for diktat fra den ene eller anden stormagt. NATO-alliancen og Warszawapagten  er afgørende elementer i den eksisterende magtbalance. Disse alliancesystemers eksistens bidrager til at skabe en realistisk videreførelse af de internationale afspændingsbestræbelser.

Formålet med NATO har altid været mere end rent militært. Lige siden NATO blev oprettet, har alliancen stilet mod at skabe og opretholde en politisk og militær balance i Europa med det videre formål at skabe forudsætninger for på længere sig at nå frem til løsninger på de centrale politiske problemer, der ligger bag spændingen og den latente konfliktrisiko.
De internationale afspændingsmuligheder afhænger imidlertid ikke blot af NATO-landenes, men også af Sovjetunionens politik. Tidligere afspæn- dingsperioder er blevet afbrudt af den sovjetiske intervention i Ungarn i 1956 og den Berlin-krise, der sluttede i 1962. Senest har invasionen af Tjekkoslovakiet betydet et tilbageslag for afspændingspolitikken.
Det er også værd at gøre opmærksom på, at en forudsætning for afspændingsmulighederne er vestligt sammenhold. Alvorlige opløsningstendenser inden for den vestlige verden kan hos de sovjetiske ledere fremkalde forestillinger og forventninger om aktionsmuligheder i Vesteuropa, som ikke kan styrke den sovjetiske interesse i realistiske forhandlinger om afspænding og nedrustning.
I mit indlæg under NATO-ministermødet i Bruxelles i december udtalte jeg bl. a., at den forhandlingsproces, der skulle føre til en varig politisk ordning i Europa, ville blive lang og vanskelig. Fra dansk side forestillede vi os en kontinuerlig forhandlingsproces mellem Øst og Vest, der kunne bestå i bilaterale og multilaterale kontakter, og som måske kunne føre til en række konferencer om de europæiske problemer. Interessant er det måske i denne forbindelse at bemærke, at man nu oftere taler om en konference om europæisk sikkerhed og samarbejde.

Den europæiske politik

Hvis vi snævrer synsfeltet ind, må vi erkende, at Danmark i alle væsentlige henseender først og fremmest er et europæisk land.Vor geografiske placering, vor historie og kulturelle tradition binder os på afgørende måde til udviklingen i denne del af verden. Hertil kommer, at i alt ca. 3/4 af vor samlede handel med omverdenen foregår med medlemmerne af de to europæiske markedsgrupper EEC (Fællesmarkedet) og EFTA. Det må på denne baggrund være naturligt, at målet for Danmarks europæiske politik er det snævrest mulige politiske og økonomiske samarbejde mellem alle lande i Europa.

Under NORDEK-forhandlingeme har der hele tiden være fuld enighed om, at planerne om et nærmere nordisk økonomisk samarbejde ikke drejer sig om sikkerheds- og udenrigspolitik. På dette område er de nordiske landes situationer, interesser og politiske traditioner så forskellige, at man fra indledningen af drøftelserne har erkendt det umulige og uønskelige i at søge at nå frem til fælles løsninger.
Danmarks sikkerhedsproblem må fortsat anskues i et bredt vestligt, det vil sige europæisk og atlantisk perspektiv. Vesteuropas sikkerhed er under de herskende magtpolitiske vilkår uløseligt knyttet til det nordamerikanske kontinent. Derfor var det tilfredsstillende, at USA’s udenrigsminister Rogers på NATO-mødet i Bruxelles i december klart sagde, at USA ikke var på vej ind i en ny isolationisme, og at USA ikke ville opgive sine forpligtelser i NATO-alliancen.

Dette betyder ikke, at Europa ikke bør have sin egen identitet inden for NATO. Tværtimod er det min opfattelse, at Europas placering også på det politiske plan inden for den vestlige verden bør styrkes. En sådan styrkelse er en forudsætning for, at vi kan føre en mere jævnbyrdig dialog med USA, og for, at de vesteuropæiske lande med større tillid til at opnå konkrete resultater kan søge at yde selvstændige bidrag til en løsning af de problemer, som ligger til grund for den magtpolitiske opdeling af Europa.
Det er under denne samlede synsvinkel - ud fra en konkret vurdering af Danmarks muligheder for på lidt længere sigt at bidrage til en styrkelse af Europa og dermed til vor egen sikkerhed - at både de synspunkter, der fra dansk side er kommet til udtryk inden for NATO med hensyn til afspændingspolitikkens rolle, og bestræbelserne for en udbygning af det økonomiske samarbejde også mellem de nordiske lande må ses, idet jeg understreger, at vort endelige markedspolitiske mål jo er Europa, altså et bredt europæisk samarbejde. Afspændingspolitikken har til formål gennem en trinvis nedsættelse af den politiske spænding og udbygning af de politiske forbindelser i Europa at skabe forudsætninger for en tilbagevenden til normale politiske relationer mellem landene øst og vest for demarkationslinien i Europa. Den europæiske samlingspolitiks formål er at give de vesteuropæiske lande en rimelig grad af indflydelse på den konkrete udformning af afspændingspolitikkens indhold og forudsætningerne for på længere sigt selv at påtage sig ansvaret for den politiske udvikling i deres egen del af verden.

»Eppure si muove« (»og dog bevæger den sig«), sagde Galilei, dengang man havde pint ham til at afsværge Kopernikus’ lære om jordens bevægelse. Det samme kunne man i de sidste måneder af 1969 sige om situationen i Europa. Der er mange, der har villet afsværge den europæiske situations muligheder for at bevæge sig, men i de sidste måneder har de måttet sige: og dog bevæger den sig. Den 1. december 1969 mødtes stats- mændene fra fællesmarkedslandene i Haag, og da kom der skred i tingene både med hensyn til styrkelse indadtil og med hensyn til planerne om udvidelse. Et skred, som ingen ville have troet muligt for et år siden, men som nu er en kendsgerning. Jeg tror, der kan være en lang vej til nogen endelig afgørelse med hensyn til fællesmarkedets udvidelse, men det er klart for alle, at der er gjort en begyndelse, at Europa har bevæget sig.

To dage senere - den 3. december - mødtes NATO’s udenrigs- og forsvarsministre i Bruxelles. Og her var der også bevægelse i tingene. Her diskuterede man Øst og Vest, tosidige og flersidige kontakter imellem landene og muligheden og betingelser for en sikkerhedskonference. Og hvis man var med, kunne man ikke være i tvivl om, at tingene bevægede sig - ikke voldsomt, men umiskendeligt. For første gang accepterede man i et officielt NATO-dokument principielt sikkerhedskonferencetanken som et egnet middel til afspænding. Jeg ved godt, at der er lang vej frem, og vi har ikke glemt begivenhederne i Tjekkoslovakiet. Alligevel er der bevægelse i tingene, i fællesmarkedet, i NATO. Man kan også tænke på Vesttysklands nye signaler over for de østeuropæiske lande, over for Østtyskland, over for Sovjetunionen. Der er en udvikling i gang i de østeuropæiske lande. Der er en udvikling i gang i forholdet mellem Sovjetunionen og USA.
Jeg tror, at der er en sammenhæng mellem disse mange små bevægelser. Der er en fælles bestræbelse i retning af at mindske spændingen imellem landene. Både i Øst og i Vest kan man konstatere ønsker om at skabe bedre samarbejdsforhold i Europa.

 

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_99_aargang_feb.pdf

 

Litteraturliste

Del: