For Danmarks ære

Anmeldt af Poul Grooss

”For Danmarks ære” af Jakob Sørensen. Udgivet den 4. maj 2011 på Informations Forlag. 333 sider illustreret. Pris kr. 299.

Saxo.com

Bogen har undertitlen ”Danskere i allieret krigstjeneste 1939 – 1945”, og den er en bearbejdning af forfatterens ph. d.-afhandling, som han forsvarede på Københavns Universitet i februar 2009. Den handler om de ca. 1.000 danske statsborgere, som i løbet af krigen meldte sig til krigstjeneste ved de allierede styrker. Den store gruppe af danskere, som var udvandret til eksempelvis USA, Australien eller Canada, og som havde fået nyt statsborgerskab, er altså ikke med i bogen. Alene i USA's væbnede styrker var der skønsmæssigt 5.000 – 10.000 mand, som kunne betegnes som dansk-amerikanere. Tager man tillige folk af dansk afstamning med, og det er jo en gruppe, som er svær at afgrænse, ville man komme op på omkring 30.000 mand. Ingen af disse er gjort til genstand for omtale i bogen.

Hovedparten af ansøgerne er af årsager, som er forklaret i bogen, rekrutteret til britisk krigstjeneste. Den største rekruttering foregik via et særligt kontor i London, som udelukkende tog sig af danskere, men man kunne også ”joine” ved at søge direkte ind i for eksempel RAF eller Royal Navy. Bogen handler ikke om danske søfolk i allieret tjeneste på handelsflådens skibe, men en del af personellet bevæger sig fra det ene miljø til det andet – og undertiden også retur.

London havde en rimelig stor koloni af bosiddende danskere efter den 9. april 1940, og forfatterens karakteristik af dem er ret overraskende. Gruppen af danskere i London var nøjagtig lige så lunkne, som den øvrige del af befolkningen. De var ikke grænseløst begejstrede for den britiske sag og gik meget stille med dørene. Mange af dem var velhavende og i ledende stillinger.

Årsagerne var, ifølge forfatteren,

·         at de måske ikke kunne overskue krigens konsekvenser,

·         at de var bange for tyskernes repressalier mod familien i Danmark,

·         at de ikke vidste, om tyskerne ville vinde krigen,

·         at man ikke ville bringe den lovligt valgte regering i Danmark i problemer og ikke mindst

·         at deres virksomheder og investeringer måske var i fare.

Det britiske udenrigsministerium (Foreign Office) inddelte danskerne i London i to kategorier: ”Østers” og ”progressive”. Den første kategori klappede i netop på grund af frygten for, at dansk aktivisme i London ville skabe grobund for repressalier mod familien og udsætte værdier og ejendom for konfiskation af tyskerne. De progressive gik åbent ind for de britiske opfattelser og havde vel – for de fleste vedkommende - næppe ejendom og værdier på spil.

Efter den 9. april 1940 var det ikke så nemt at være dansker i Storbritannien, men forfatteren nævner, at man kunne spore en vis forståelse for Danmarks særlige situation, som Churchill havde gjort opmærksom på som reaktion på Staunings såkaldte ”lænkehund-tale” i Lund i 1937, hvor Churchill nævnte, at ”Danmark ikke som de andre nordiske lande havde en grav at fodre tigeren over”.

Det danske hvervningskontor blev ikke nogen ubetinget succes, og hvad værre var, briterne anede ikke, hvad de skulle stille op med de frivillige danskere. Der var ikke nok frivillige til at oprette en særlig enhed, så man gjorde det, at man sendte dem alle til regimentet ”the Buffs” i Dover/Canterbury-området. Her blev de uddannet, men herefter blev de ikke anvendt. Briterne ville ikke anvende dem i kampopgaver, men man kunne godt søge fra the Buffs og videre til Commando-træning. De almindelige soldater ville gerne ud at kæmpe. Det var derfor de havde meldt sig. Først i 1944 blev de sat ind i kampene i Italien. En række personer havde meldt sig til tjeneste uden om det danske hvervningskontor, og de gled blot ind på pladser som enhver anden og deltog i kampe i Fjernøsten, Afrika og Europa. En væsentlig del af bogen omhandler alle problemerne omkring hvervningskontoret.

Nogle ville gerne være jagerpiloter. Det var svært at blive optaget, og for nogle få lykkedes det at komme ind via den norske flyveskole i ”Little Norway” i Canada. Nordmændene havde deres egne enheder i RAF, og de samlede tab var 335 mand, heraf fem danskere.

Kvinderne måtte ikke deltage i kamphandlinger, så de indgik på forskellig vis i en lang række støttefunktioner, men to af dem indgik faktisk i besætninger på landbaserede antiluftskytskanoner. Kvinderne måtte dog ikke affyre kanonerne! Enkelte blev piloter, som fløj maskiner fra fabrikken til flyvestationer eller fløj dem til værksteder.

Der var danske og britiske planer om at bemande nogle krigsskibe med danske besætninger, men det kneb med bemandingen. I stedet for at få en korvet under dansk flag, startede man med to mindre minestrygere, og siden med yderligere to. De sejlede under såvel Dannebrog som ”the White Ensign” (Royal Navy’s flag). Da krigen begyndte at gå bedre, fik de danske handelsskibe den 25. december 1943 lov til at sejle under Dannebrog, men briterne præciserede, at det ikke indebar, at de ikke længere var under britisk kommando.

Bogens titel ”For Danmarks ære” er meget betegnende, for de enkelte krigsdeltagere anførte ofte netop Danmarks ære som årsag til, at de havde meldt sig. Den britiske udenrigsminister Anthony Eden opsummerede Danmarks indsats ved en sammenkomst den 12. januar 1944 i Det danske Råds lokaler. Han udtalte, ”at den britiske regering aldrig havde tvivlet på danskernes fulde støtte til den allierede sag, og at danskerne i Storbritannien havde ydet en glimrende og loyal indsats i alle dele af krigsførelsen. Når krigen var slut, ville Danmark også helt sikkert bidrage til at genopbygge et plaget Europa”. I sin tale kom han både ind på modstandsbevægelsen, handelsflåden, de danske krigsdeltagere og de særlige indsamlinger til jagerfly, hvoraf danskerne i Storbritannien betalte for en del med indsamlede midler.

Da krigen sluttede, blev det fra dansk side besluttet at hædre de danskere, som var gået i allieret tjeneste. 905 personer modtog ”Kong Christian den Tiendes Erindringsmedaille for Deltagelse i Krigen 1940 – 45”, heraf 81 postumt. Man kunne kun få den, hvis man var ”uberygtet”, og det hed endvidere, at ”udsendte Befalingsmænd eller andet fast Personel af dansk Hær eller Søværn – der må betragtes som Danske i dansk Tjeneste, uanset at de midlertidig har faaet tildelt fremmed Grad m. v. – ikke bør komme i Betragtning.” Som forfatteren skriver: Medaljen var med andre ord specifikt en anerkendelse af den indsats, som blev ydet af de danskere, der på egen hånd havde meldt sig til allieret tjeneste.

Endelig omtaler bogen fænomenet ”mindekultur”, veteranforeningerne og deres blade, monumenter for de faldne etc. Bogen er forsynet med ikke mindre end 621 noter, bilag A – J om, hvor de frivillige befandt sig den 9. april 1940, hvor mange der faldt og under hvilke omstændigheder, hvervested, kvindernes tjenestefordeling, tjenesteland og Det danske Råds organisation. Der er desuden en kildefortegnelse, en litteraturliste og et register.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_140.aargang_nr.2_2011.pdf

Del:

Emneord



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.