Danmark i krig: Den danske befolknings støtte til indsatserne i Irak og Afghanistan

Abstract1 
Krige er uundgåeligt forbundet med risikoen for tab. Dette antages ofte at have en såkaldt  'body bag effect', en 'ligposeeffekt'. Det vil sige, at en befolknings støtte til en krig daler som  følge af de tab, nationen lider på slagmarken. Efter at danske tropper i en årrække har været  aktive i Afghanistan og Irak kan denne sammenhæng studeres nærmere for den danske  befolknings vedkommende. Har den danske offentlighed reageret på de militære tab, og  hvilke forhold har ellers påvirket opbakningen til indsatserne i Afghanistan og Irak?   Danskernes støtte til Afghanistankrigen lå på et nogenlunde konstant og relativt højt  niveau fra indsættelsen i Helmand frem til udgangen af 2009, på trods af at tropperne i denne  periode jævnligt led tab. Derefter skete der et markant fald i krigstøtten. Under Irakkrigen  led de danske styrker en række tab i perioden fra midten af 2005 til tilbagetrækningen.  Støtten til krigen faldt også betragteligt, men steg igen betragteligt i løbet af 2007, selvom  de danske tropper fortsat led tab. 

Overordnet set er de danske indsatser i Afghanistan og Irak således ikke kendetegnet  ved  en  gradvis  erodering  af  krigsstøtten.  Selvom  trenden  er  nedadgående,  harmonerer  udviklingen ikke med tabstallene, ligesom der også i perioder er sket væsentlige stigninger i  krigsstøtten.  Snarere  end  en  tydelig  ’ligposeeffekt’  synes  udviklingen  i  den  danske  befolknings støtte til krigen at være drevet af andre begivenheder. Den amerikanske ’Surge’,  som var en stor succes i Irak, påvirkede efter alt at dømme danskernes holdning til krigen  positivt. Ligeledes lader den danske krigsstøtte til at være blevet påvirket negativt af blandt  andet det på mange måder fejlslagne afghanske præsidentvalg og diskussionen af, at det  ville være nødvendigt at forhandle med Taliban.   Krigene  i  Irak  og  Afghanistan  giver  således  indtryk  af  en  dansk  befolkning,  der  er  overraskende villig til at acceptere militære tab, så længe man har indtryk af at udviklingen  går den rigtige vej. Derfor er udviklingen i krigsstøtten i højere grad udtryk for befolkningens  samlede vurdering af krigen, end en simpel reaktion på antallet af tab.   

Indledning
De danske militære engagementer i Afghanistan og Irak har dannet ramme om de længste  og blodigste krigshandlinger, den danske hær har oplevet siden Tyskerkrigene. I modsætning  til  de  missioner,  som  blev  gennemført  igennem  halvfemserne  navnlig  i  det  tidligere  Jugoslavien, var der tale om egentlig krigsførelse der har medført mange danske tab. I  Afghanistan er Danmark målt ud fra indbyggertal det land, som har mistet flest soldater. 

I andre NATO‐lande har den folkelige modstand mod krigsdeltagelsen længe været et  vigtigt politisk emne, og en belastning for den siddende regering. I Danmark har dette ikke  stort set ikke været tilfældet. Modstanden mod krigene i Irak og Afghanistan har ikke på  noget  tidspunkt  været  et  af  de  væsentligste  politiske  emner,  eller  blevet  en  alvorlig  belastning for den siddende regering. Hvorfor adskiller Danmark sig i denne henseende fra så  mange af de andre NATO‐lande? 

Den folkelige opinion er en afgørende faktor for ethvert militært engagement. Dette  gælder  for  så  vidt  ikke  kun  demokratier.  Krigsmodstanden  og  forarmelsen  som  krigen  forårsagede under Første Verdenskrig væbnede revolutioner i både kejsertyskland og zarRusland. Nødvendigheden af at sikre et mindstemål af støtte i befolkningen til en given  krigsindsats indebærer begrænsning på mulighederne for at føre krig (Aldrich et al 2006), på  linje  med  militære,  økonomiske  og  tekniske  begrænsninger.  For  eksempel  må  NATOs  beslutning om at satse på massive luftbombardementer uden indsættelse af landstyrker  under bombekampagnen mod Jugoslavien i 1999 i høj grad ses som udtryk for, at man  frygtede befolkningens reaktion på eventuelle militære tab. Derfor må den hjemlige arena  betragtes som et tyngdepunkt i Clausewitzsk forstand. En fjendes modstand kan overvindes,  hvis befolkningens støtte til krigen falder under et kritisk niveau.   

Dette tyngdepunkt er af afgørende betydning i de såkaldte counterinsurgency missioner.  En fjende som Taliban, der umuligt kan vinde en afgørende sejr militært, må i stedet rette sit  fokus mod fjendens civilbefolkning. Hvis krigstrætheden vokser i fjendens befolkning, kan  det af politiske årsager nødvendiggøre en tilbagetrækning. Det betyder mindre, at de lider  langt større tab end deres militært overlegne fjende, hvis deres operationer og evne til at  holde  ud  langsomt  underminerer  støtten  til  krigsdeltagelsen.  Det  er  på  mange  måder  vigtigere for Taliban, hvad resultatet af hver ny befolkningsundersøgelse i et ISAF‐land om  opbakningen  til  engagementet  viser,  end  resultatet  af  militære  træfninger  med  NATOstyrker. På sin vis er målet for oprørere ikke at udmatte fjendens hær, men at udmatte  fjendens befolkning indtil det fører til en opgivelse af krigsindsatsen. Derfor er en forståelse  af, hvilke faktorer og forhold der påvirker den hjemlige folkelige opinion, af direkte vigtighed  for militære og politiske beslutningstagere.     

Litteraturgennemgang
Det er en ofte bemærket regularitet, at tab i krig fører til en stigende folkelig modstand mod  en  krig.  I  sit  indflydelsesrige  studie  War,  Presidents  and  Public  Opinion  undersøgte  den  amerikanske  statskundskabsprofessor  John  Mueller  (1973)  denne  sammenhæng  med  statistisk materiale fra Koreakrigen og Vietnamkrigen. Ved at sammenholde data for antallet  af døde soldater med opinionsmålinger af krigsstøtten kom Mueller frem til, at der er et  bestemt  forhold  mellem  tabstal  og  krigsstøtten.  Efterhånden  som  tabstallene  stiger,  eroderer  krigsstøtten.  Denne  udvikling  så  Mueller  både  under  Koreakrigen  og  Vietnamkrigen, ligesom han senere har argumenteret for at det samme har været tilfældet  under Irakkrigen (Mueller 2005).   

Ifølge Mueller gennemgår disse krige et karakteristisk forløb. I begyndelsen er der en stor  folkelig opbakning til krigsindsatsen. Dette oplever Mueller som en ”rally around the flag”  effekt  (Verba  et  al.  1967,  Russett  1990),  hvor  folk  lader  sig  rive  med  og  reagerer  på  opfattelsen af en trussel mod landet. Dette er for manges vedkommende en følelsesmæssig  og kortvarig reaktion. Krigsstøtten falder derfor betragteligt når denne umiddelbare reaktion  fortager sig. Herefter fortsætter krigsstøtten med at falde, efterhånden som landets styrker lider stadigt flere tab. Efterhånden er det kun dem, der virkelig er overbeviste om at krigen er  vigtig, som fortsat bakker op om indsatsen. Ifølge Mueller falder krigsstøtten med andre ord  gradvist som følge af de militære tab, men således at effekten af militære tab på krigsstøtten  er stærkest i begyndelsen, hvor 'rally around the flag' effekten fortager sig, og svagest til  sidst, da der skal mere til at overbevise de mest overbeviste om, at krigen bør opgives.   

Dette mønster er ifølge Mueller (2005) næppe noget beslutningstagerne kan gøre noget  ved eller ændre på. Som han fremhæver i sin analyse af Irakkrigen i en artikel fra 2005 i  tidsskriftet  Foreign  Affairs:  ”Det  mest  slående  ved  sammenligningen  mellem  de  tre  krige  (Koreakrigen, Vietnamkrigen og den Anden Golfkrig) er hvor meget hurtigere den offentlige  støtte er eroderet i forhold til Irak. I det tidlige 2005, da tabstallet var omkring 1500, var  procentdelen af respondenter der mente Irakkrigen var en fejl – over halvdelen – omkring den  samme procentandel, som havde opfattet Vietnamkrigen som en fejltagelse på det tidspunkt  under  Tet  offensiven  i  1968,  hvor  næsten  20.000  soldater  var  døde”  (Mueller  2005,  egen  oversættelse)  Mens Mueller fastholder, at befolkningens syn på en krig dybest set er givet ved hvor  mange tab nationen lider, har andre forskere forsøgt at finde andre sammenhænge.   

En indvending mod Muellers tilgang er blevet præsenteret af statskundskabsprofessoren  Bruce Jentleson (1992, Jentleson og Britton 1996). Hovedargumentet i Jentlesons arbejder  er, at befolkningens krigsstøtte hænger nøje sammen med, hvilken type krig der er tale om.  Jentleson  skelner  mellem  'Foreign  policy  constraint',  'Internal  political  change'  og  'Humanitarian intervention', altså omtrent en begrænsende udenrigspolitik, intern politisk  forandring og humanitær intervention. Han kommer frem til, at amerikanerne generelt i  langt højere grad støtter begrænsende militære operationer, som har til formål at stoppe  andre lands aggression og angreb, som eksempelvis under den Første Golfkrig hvor Husseins  invasion af Kuwait blev slået tilbage. Amerikanerne er langt mindre villige til at støtte krige,  som har til formål at gennemføre en intern politisk forandring i et andet land, såsom en  regimeændring.  Støtten  til  humanitære  interventioner  er  ligeledes  typisk  lav  i  den  amerikanske befolkning. Eksempelvis blev det amerikanske indgreb i Somalia opgivet efter  en træfning, som kostede 18 amerikanske soldater livet. I den type krige, der opfattes som  vigtigst i befolkningen, kan man formode at krigsstøtten vil reagere mindre på militære tab  end i andre typer krige, der betragtes som mindre vigtige. Dette kan også forklare den  forskel Mueller hæfter sig ved, nemlig at amerikanerne opfattede Vietnamkrigen som meget  vigtigere end Irakkrigen, og der derfor skulle langt flere tab til, før det gav sig udtryk i samme  fald i krigsstøtten. 

Mange nyere studier går helt eksplicit ud fra en sådan cost‐benefit analytisk tilgang  (Larson 1996, 2000, Gelpi og Feaver 2005/2006). Det vil sige at landets eller borgernes  omkostninger, primært i form af militære tab, vejes op imod krigens vigtighed. Når militære  tab fører til et fald i krigsstøtten, kan det således ses som udtryk for at nogle individer  oplever, at omkostningerne ved krigen overstiger den forventede nytte ved en sejr. For  eksempel så den amerikanske befolkning gerne Saddam Hussein væltet og et demokratisk  styre indsat i Baghdad, men der er grænser for, hvor mange amerikanske liv man mener det  er værd at ofre for at nå det mål.   

Udfaldet er en krig er altid usikkert. I den forstand er det ikke givet, at den gevinst en  militær sejr vil indebære bliver realiseret. Dette taler for, at befolkningen i deres cost‐benefit  analyse også medtænker sandsynligheden for, at en krig vil blive vundet. Ifølge Larson (1996)  vil befolkningens støtte til en krig alt andet lige være højere, jo vigtigere den opfattes, jo klarere målene er definerede, og jo større sandsynligheden er for at nationen vil gå sejrrigt ud  af krigen. I forlængelse af disse overvejelser argumenterer flere (Kull og Ramsay 2001, Gelpi  og Feaver 2004, 2005, 2006, Gelpi og Reifler 2008, Gelpi, Feaver og Reifler 2009) for, at  krigsstøtten påvirkes af befolkningens syn på, hvor sandsynligt det er at krigen vil blive  vundet. Et eksempel på dette er den nordvietnamesiske Tet‐offensiv, som medførte et brat  fald i krigsstøtten i USA (Gelpi 2006). Offensiven var på mange måder var et taktisk nederlag  for Vietcong og ikke kostede så mange amerikanske tropper livet, som man ellers kunne  formode ud fra den massive nedgang i krigsstøtten. I stedet blev krigsstøtten efter alt at  dømme påvirket ved, at Vietcong demonstrerede sin evne til at gennemføre storstilede  offensiver endda helt ind i Sydvietnams hovedstad. Dette tydede på, at Vietcong var en langt  stærkere modstander, end den amerikanske nyhedsdækning hidtil havde givet indtryk af, og  det syntes mindre sandsynligt at USA ville gå sejrrigt ud af krigen i Vietnam (Gelpi 2006).  Denne teori har Gelpi, Feaver og Reifler (2005‐6) opsummeret med frasen 'success matters',  det vil sige at det har betydning for krigsstøtten, hvorvidt en nation oplever succes eller  fiaskoer i løbet af krigen. 

Dermed  er  krigsstøtte  efter  denne  opfattelse  i  høj  grad  påvirkelig  af  væsentlige  begivenheder, blandt andet på slagmarken. Krigsstøtten handler langtfra kun om, hvor store  omkostninger i form af militære tab et krigsførende land har lidt, som Mueller mener. I nogle  tilfælde er de to forklaringer endda modsatrettede. Det er ofte i perioder med flest tab,  hvilket ifølge Mueller vil føre til et fald i krigsstøtten, at de afgørende sejre bliver vundet,  hvilket Gelpi og Feaver forventer vil føre til højere støtte i befolkningen.   

I  en  debat  med  Gelpi  i  Foreign  Affairs  (2006)  argumenterer  Mueller  for,  at  de  sammenhænge denne identificerer typisk er midlertidige, mens det samlede billede er at  krigsstøtten, med mindre midlertidige udsving, er givet ved antallet af tab. Han hæfter sig  ved, at støtten til Irak i det lange løb har udvist den forventede nedadgående tendens. Det er  muligt at folk på kort sigt bliver påvirket af væsentlige gode eller dårlige nyheder fra fronten,  men i sidste ende er det ikke en varig eller betydningsfuld forklaring. Hvis dette er rigtigt må  man skelne mellem den overordnede tendens i støtten til en krig, og midlertidige tilfældige  udsving, som de aktuelle begivenheder påvirker.   

Teorierne  om  at  krigsstøtten  afhænger  af,  hvordan  krigen  går,  forudsætter  at  befolkningen har mulighed for at vurdere krigens gang. Det må siges at være et temmelig  abstrakt regnestykke, hvor mange soldaters liv for eksempel befrielsen af Irak ville være  værd. Ligeledes kan det være vanskeligt for den almindelige amerikaner at vide, hvordan  krigen går og hvordan mulighederne for at vinde sejr er. Al information tilgår vælgerne via  medierne, og debatteres løbende af forskellige meningsdannere eller fremstilles ud fra en  bestemt vinkling i mediedækningen. Derfor kan man ikke forvente en umiddelbar og direkte  sammenhæng  imellem  en  befolknings  støtte  til  en  krig,  og  hverken  tabstallene  eller  succesmulighederne.   

I  et  studie  finder  Jentleson  og  Britton  (1996)  for  eksempel,  at  der  er  en  klar  sammenhæng  mellem  hvor  stor  en  andel  af  den  amerikanske  befolkning  der  støtter  et  militært engagement, og holdningen hos præsident og kongres. Hvis præsidenten offentligt  har støttet en bestemt militær magtanvendelse er støtten til et sådant engagement højere,  og hvis Kongressen er delt på spørgsmålet er støtten alt andet lige lavere. Dette afspejler et  mere  generelt  synspunkt  i  studiet  af  den  offentlige  opinion,  at  meningsdannerne  er  afgørende for dannelsen af den offentlige opinion. Politiske emner ligger ofte langt fra folks  almindelige hverdag og normale bekymringer, så de må i et vist omfang forlade sig på meningsdannerne.   

Dette sker i praksis typisk via politisk ideologi og partitilhørsforhold (Zaller and Feldman  1992, Berinsky 2007). Flere undersøgelser har vist, at selv vælgere der ikke ved ret meget om  et emne er i stand til at stemme som om de gjorde, alene ved at hvilke holdninger eliter og  meningsdannere har, og derefter se hvilken side de er på (Lupia 1994, Lupia og McCubbins  1998). Hvis for eksempel en demokratisk kernevælger ved, at de ledende demokrater han  eller hun plejer at være enig i er imod Irakkrigen, mens de republikanere han eller hun plejer  at være uenig i støtter krigen, så er det en meget væsentlig information i forhold til selv at  tage  stilling  til  Irakkrigen. Modstanden mod  krigen må  derfor forventes at afspejle  den  meningsdannende elites holdninger. Hvis der er udbredt enighed om at støtte krigen blandt  de ledende politiske eliter og mediepersonligheder må der derfor også forventes en høj grad  af støtte i befolkningen (Larson 1996, 1997). 

Meget tyder derfor på, at befolkningens støtte til en krig påvirkes af, hvordan forskellige  meningsdannere,  herunder  navnlig  politikerne,  forholder  sig  til  krigen.  Denne  tilgang  understøttes  af  flere  studier,  som  viser  at  befolkningen  har  begrænset  kendskab  til  de  faktuelle forhold i forbindelse med militære operationer. For eksempel fandt Gelpi og Reifler  (2008, 2009), at en tredjedel af amerikanerne stadig troede at Irak havde stået bag 11.  september, og Berinsky (2007) at en stor del af befolkningen reelt ikke anede, hvor mange  militære  tab  USA  havde  lidt  i  Irak.  Dette  har  ført  til  en  væsentlig  opmærksomhed  på  individniveau af, hvilke forhold der påvirker en bestemt vælgers syn på krigen. I en række  eksperimentielle studier finder Berinsky (2007) eksempelvis, at befolkningens støtte til krige  påvirkes  af,  informationer  man  indledningsvist  præsenterer  dem  for.  Gelpi  (2010)  har  ligeledes gennemført en række survey‐eksperimenter, idet billedet her dog er en væsentligt  mere stabil offentlig opinion uanset hvilke oplysninger som præsenteres.   

Hvis  befolkningens  holdninger  fortrinsvist  er  udtryk  for  deres  reaktion  på  meningsdannernes og medierne synspunkter, så er Gelpi og Feavers syn på befolkningens  evne til at vurdere krige ud fra succesmulighederne givetvis overdrevent positivt (Berinsky  2007; Berinsky and Druckman 2007). Effekten af succes eller manglen på samme sker i så fald  indirekte, ved at meningsdannere følger med i udviklingen, som de fortolker og sætter ind i  den bredere ramme der gør det muligt for befolkningen at forholde sig til det.   

Det kan dog rimeligvis indvendes, at befolkningen godt kan have en rimelig, konsistent  og  rationel  holdning  til  krigen,  uden  at  de  på  et  givent  tidspunkt  kan  huske  hvilke  informationer der har fået dem til at indtage denne holdning. Sagt på en anden måde,  selvom en vælger kan have glemt hvor mange soldater der er døde i en krig, kan vælgeren  sagtens tænkes at huske hvilket overordnet indtryk mediedækningen af krigen den seneste  tid har efterladt. Det kan også indvendes, at selvom vælgerne påvirkes af meningsdannere  og medier, er det ikke sikkert at denne påvirkning er varig.   

Litteraturen om krigstræthed og tabstal er hovedsageligt en amerikansk litteratur. Det  skyldes formentligt ikke mindst, at USA har oplevet langt flere krige, og problemstillingen  derfor har langt større relevans i en amerikansk kontekst.   Det er imidlertid plausibelt, at der er væsentlige forskelle mellem, hvor villige forskellige  landes befolkninger er til at acceptere tab i krig. Mueller (2004, 2005) har argumentet for, at  der er opstået en stigende aversion mod tab. Han finder som nævnt, at den amerikanske  offentlighed  reagerede  meget  stærkere  på  tab  under  den  Anden  Golfkrig,  end  under  Koreakrigen  og  Irakkrigen.  Dermed  er  krigsstøtten  fortsat  givet  ved  tabstallene,  men  befolkningens vilje til at acceptere militære tab har ændret sig over tid. Mueller mener, at Vietnamkrigen medførte et 'Vietnam‐syndrom', hvor den amerikanske befolkning i lang tid  fremover var langt mindre villig til at acceptere militære tab. På samme måde forventer  Mueller (2005) et nyt 'Irak‐syndrom', hvor den amerikanske befolkning vil være imod nye  krige  fremover.  Dermed  må  befolkningens  støtte  til  en  krig  ifølge  Mueller  anskues  i  et  længere historisk perspektiv, hvor befolkningens holdning er påvirket af oplevelserne under  forrige krige.   Dermed kan landes militære historier påvirker deres villighed til at lide tab i krig. Lande  som  har  ført  mange  krige  kan  tænkes  at  være  mere  villige  til  at  acceptere  tab,  fordi  befolkningerne har vænnet sig til at det er en del af udenrigspolitikken. Omvendt kan det  også  have  den  modsatte  effekt,  afhængig  af  hvorvidt  landet  er  vant  til  sejre,  eller  til  langstrakte, nedslidende krige som Vietnamkrigen. Ud fra dette rationale kunne man forud  for  Irak  og  Afghanistankrigene  eksempelvis  forvente  større  opbakning  til  militære  operationer i Storbritannien, der vandt en stor sejr i sin sidst førte krig, Falklandskrigen, end i  Frankrig, der oplevede nederlag i Algeriet og Vietnam. 

En anden landebestemt forskel kan være befolkningers selvopfattelse. Eksempelvis har  professor  i  statskundskab  ved  Københavns  Universitet  Mikkel  Vedby  Rasmussen  argumenteret  for,  at  den  danske  støtte  til  vores  krige  er  udtryk  for  en  særegen  dansk  indstilling (Kristeligt Dagblad 2009). Vi kan alligevel ikke gøre nogen substantiel militær  forskel, så militæret kan ikke på samme måde som i USA's tilfælde anvendes som instrument  til at opnå udenrigspolitiske mål som sådan. I stedet er selve det at anvende militæret ifølge  Rasmussen målet i sig selv.   

Det er blevet en del af værdikampen; et mål for, hvor gode verdensborgere vi er. De aktive  soldater betyder noget for den danske identitet, og på sin egen barske måde bekræfter de  forholdsvis mange døde soldater blot dybden af vores engagement. Vi er stolte over at have  soldater i rigtig kamp, siger Mikkel Vedby Rasmussen.” (Kristeligt Dagblad 2009) 

Opsummerende  er  der  således  en  række  forhold,  der  kan  forklare  udviklingen  i  krigsstøtten.  Med  indsættelserne  i  Irak  og  Afghanistan  kom  danske  styrker  ud  for  de  hårdeste og mest langstrakte kamphandlinger siden Tyskerkrigene. Disse missioner giver  derved et godt udgangspunkt for at studere, hvordan den danske befolknings krigstøtte har  udviklet sig over tid.     

Data
Danskernes holdning til krigene i Irak og Afghanistan er blevet undersøgt med en række  meningsmålinger i de senere år. Der er stillet spørgsmål til en lang række forskellige emner,  og der er udvalgt et spørgsmål til hver krig ud fra hensynet til at få en tidsserie med samme  spørgsmål  stillet  så  mange  gange  som  muligt,  samt  nødvendigheden  af  at  udvælge  spørgsmål der reelt måler støtten til krigen.   

For at få en sammenhængende tidsserie belyses støtten til Irakkrigen ud fra Gallups  spørgsmål ”Mener du, at det var en rigtig beslutning, at Danmark deltog aktivt med soldater  og materiel i krigen i Irak”. Det giver syv målinger i perioden februar 2004 til juli 2007. I  formuleringen spørges også direkte til, at Danmark deltog aktivt i krigen i Irak. Dette er dog  ikke ideelt. Nogle respondenter kan tænkes at mene, at det egentligt var rimeligt at invadere  Irak, men at man må erkende at forsøget var slået fejl og en tilbagetrækning var nødvendig.  Andre vil givetvis mene, at det var en fejl at invadere, men at man burde blive for at undgå et  totalt sammenbrud i landet. Alt i alt er dette formodentligt en mindre, men ikke ubetydeligt  fejlkilde.  

Afghanistankrigen belyses ud fra seks Gallup‐målinger gennemført i perioden april 2008  til juli 2010. Der er stillet spørgsmålet ”Mener du det er en rigtig beslutning at danske tropper  er aktive i Afghanistan?”. Dette spørgsmål er mere hensigtsmæssigt i forhold til at afdække  den egentlige krigsstøtte end spørgsmålet omkring Irakkrigen.     

Den danske opbakning til krigene i Irak og Afghanistan
Først ved indsættelsen af kamptropper i Helmand i 2007 led Danmark de første tab ved  kamphandlinger  i  Afghanistan.  Fra  2007  til  2010  mistede  39  danske  soldater  livet  i  Afghanistan. Dermed er Danmark i dag det koalitionsland, som har lidt de sværeste tab målt  i forhold til indbyggertal.  I begyndelsen af indsatsen i Irak oplevede de danske tropper ikke hårde kamphandlinger,  men gradvist begyndte situationen at blive skærpet, og igennem 2005 begyndte de danske  tropper at lide flere tab. Ved afslutningen af det danske engagement havde 8 soldater mistet  livet, og heraf langt de fleste i perioden fra 3. kvartal af 2005 til midten af 2007.   Det har således været kendetegnende for både indsatsen i Irak og Afghanistan, at man i  begyndelsen af krigene ikke oplevede mange tab, men at situationen er eskaleret med støt  stigende tabstal til følge, i Irak på grund af det tiltagende oprør og i Afghanistan efter  indsættelsen af kamptropper i den urolige Helmand‐provins.

 

Figur 1. De danske tabstal i Afghanistan 
 

 

Figur 2. De danske tabstal i Irak 

 

Da Gallup i februar 2004 spurgte til danskernes holdning til indsatsen i Irak, mente 52  pct., at det var den rigtige beslutning at Danmark deltog med soldater og materiel. I juli 2007  var det 39 pct., som havde denne opfattelse. 
 
Figur 3. Danskernes syn på Irakkrigen: ”Mener du, det var en rigtig beslutning, at Danmark  deltog aktivt med soldater og materiel i krigen i Irak?”  

 
Den overordnede trend i danskernes støtte til Irakkrigen har været nedadgående fra  2004 til 2007 med et samlet fald på 14 procentpoint. Krigsstøtten faldt fra 52 pct. i februar  2004 til 39 pct. i juni 2007.   
 
Figur 4. Danskernes syn på Irakkrigen. Nettotal

 
 
Krigsstøtten steg imidlertid fra bundniveauet på 36 pct. i oktober 2006 til 43 pct. i februar  2007, og lå med 39 pct. fortsat højere i juni 2007, end da bundniveauet blev nået. Udviklingen  er  langtfra  så  jævn  som  man  kunne  formode,  hvis  antallet  af  tab  alene  influerede  krigsstøtten.  Desuden  har  udviklingen  ikke  i  alle  periode  været  negativ,  så  det  er  ikke  uundgåeligt, at krigsstøtten gradvist falder og kun bevæger sig i negativ retning.   
 
Den  overordnede  tendens  passer  med  teorien  om  at  krigsstøtten  handler  om  tabstallene. På den anden side nåede støtten sit lavpunkt i oktober 2006, hvorefter den steg  mod slutningen af engagementet. Stigningen på 7 procentpoint fra oktober 2006 til februar  2007 er markant, og strider imod en overordnet udvikling, der er drevet af tabstallene. En  forklaring på dette kan være, at efter lang tids eskalation og voldsom sekterisk vold, gav den  amerikanske 'Surge' der blev annonceret af præsident Bush i januar 2007, forhåbninger om at  den negative udvikling kunne vendes. Det taler for, at danskerne reagerede på de positive  nyheder om, at der endnu var håb om at vende krigens gang, og inden da havde reageret  negativt ikke udelukkende på de danske tab, men også på at udsigterne til succes i Irak blev  mindre, i takt med at oprøret tog til i styrke. 
 
Danskernes  støtte  til  krigen  i  Afghanistan  er  ligeledes  faldet  siden  engagementet  i  Helmand tog sin begyndelse. En Gallup‐måling fra april 2008 viste, at 53 pct. af danskerne  støttede indsatsen. I august 2010 var støtten nede på 32 pct.   
 
Figur 5. Danskernes syn på krigen i Afghanistan. ”Mener du at det er en rigtig beslutning, at  danske tropper er aktive i Afghanistan?” 


 

 
Der er imidlertid ikke sket et tilsvarende gradvist fald i krigsstøtten. Selvom de danske  styrker i hele perioden har lidt jævnlige tab, skete der ikke væsentlige udsving i krigsstøtten,  som i juli 2000 kun lå 3 procentpoint lavere end i april 2008. Dette dækker dog over en  markant nedgang på 10 procentpoint fra juni 2008 til oktober 2008, og en efterfølgende  stigning  på  6  procentpoint.  Ligeledes  skete  der  et  markant  fald  i  krigsstøtten  på  6  procentpoint fra juli 2009 til juli 2010.   
 
Dermed  er  der  ikke  en  klar  og  tydelig  sammenhæng  mellem  støtten  til  Afghanistankrigen og de danske tab, som voksede støt i hele perioden. I juli 2009 var støtten  kun lidt under niveauet for april 2008, og de to store dyk i oktober 2008 og juli 2010 falder  ikke  sammen  med  usædvanligt  mange  militære  tab.  Selvom  det  kan  hævdes  at  den  overordnede  trend  er  nedadgående,  er  udviklingen  så  ujævn,  at  det  ikke  forekommer  plausibelt at den kun eller fortrinsvist skulle være drevet af tabstallet.   
 
Figur 6. Danskernes syn på krigen i Afghanistan. Nettotal 


 

 
Det første dyk i krigsstøtten i oktober 2008 efterfulgt af en væsentlig stigning falder  sammen med, at 2008 på mange måder ikke et godt år for koalitionsstyrkerne. Taliban vant  frem,  tabstallene  på  de  allieres  side  var  høje,  og  der  var  ikke  umiddelbart  udsigt  til  at  udviklingen  ville  blive  vendt.  Derimod  bør  2009  på  flere  vellykkede  offensiver  og  indsættelsen af Barack Obama som ny præsident i USA. Obama lovede under sin valgkamp  og efter at være blevet taget i ed som ny præsident en ny troppeopbygning i Afghanistan ud  fra Surge‐modellen, der var blevet anvendt i Irak. Det kan have givet anledning til samme  optimisme blandt danskerne, som lod til at være tilfældet i Irak under Surge‐troppeopbygningen.   
 
Gallups befolkningsundersøgelse fra juli 2010 viste, at danskernes støtte til krigen var  dykket til 3 procentpoint netto (dvs. at der kun var tre procentpoint flere som støttede  krigen, end der var modstandere af krigen). Dette skete på trods af, at den amerikanske  troppeopbygning i Afghanistan var blevet færdiggjort i løbet af året, og flere offensiver mod  Taliban gennemført. Faldet i krigsstøtte hænger formentlig sammen med en række forhold,  der alligevel gav indtryk af en negativ udvikling i Afghanistan. Man debatterede i stigende  grad, hvorvidt NATO skulle indlede forhandlinger med Taliban. Det blev stadigt tydeligere, at  Taliban ikke kunne besejres uden også at håndtere problemet med de stammeområder i  Pakistan, de kontrollerede. Fjenden havde stor succes med at angribe NATO‐styrkernes  forsyningslinjer igennem Pakistan, præsident Karzai var blevet anklaget for valgsvindel i  forbindelse med sit genvalg i en valghandling, der generelt syntes kaotisk og nedslående, og  man talte stadigt oftere om en exit‐dato for Afghanistankrigen. Mulighederne for at gøre  Afghanistan til en stabil og demokratisk stat fortonede sig.   
 
Disse  forhold  blev  flittigt  kommenteret  af  analytikere,  eksperter  og  andre  meningsdannere. Fra at være en krig som alle, over hele det politiske spektrum såvel som de  fleste analytikere og andre meningsdannere, var enige om da felttoget blev indledt i 2001,  blev Afghanistankrigen desuden mere omdiskuteret. Målsætningen med krigen blev i løbet  af 2009 nedtonet, både af den amerikanske præsident Obama og herhjemme, således at bestræbelserne på at skabe et velfungerende liberalt demokrati blev skrinlagte, idet fokus i  stedet blev lagt på at undgå, at landet igen bliver en terrorrede for al Qaeda og ligesindede.   
 
Den danske offentlige opinion lader til at have reageret på disse nye og nedslående  meldinger og den voksende uenighed blandt ledende meningsdannere, snarere end på de  voksende tabstal. Dermed lader den danske støtte til de militære engagementer i Irak og  Afghanistan ikke til i så høj grad at være blevet påvirket af antallet af militære tab. I stedet  giver de gennemførte meningsmålinger et billede af, at danskernes holdning i højere grad  påvirkes af hvordan krigene går, og hvordan udsigterne er til sejr. Den danske befolkning  udviser samlet set og under de rette betingelser en høj grad af villighed til at acceptere tab af  danske soldaters liv.     
 
Konklusion
Den  danske  befolknings  støtte  til  krigene  i  Irak  og  Afghanistan følger  ikke  udviklingen  tabstallene. Der er ikke sket den gradvise erosion af krigsstøtten, som den konventionelle  visdom  om  en  ’ligposeeffekt’  tilsiger.  Irakkrigen  demonstrerede,  at  en  nedadgående  udvikling  i  krigsstøtten  kan  reverseres  hvis  tingene  begynder  at  gå  bedre,  og  Afghanistankrigen  viste  at  krigsstøtten  kan  forblive  høj  trods  jævnlige  tab.  Afghanistankrigen  demonstrerede  også,  at  krigsstøtten  kan  reagere  markant  på  nye  forlydender og informationer om, hvordan krigen går og hvordan udsigterne til sejr ser ud.   
 
Snarere end en umiddelbar og stærk følelsesmæssig reaktion på antallet af døde, er  krigsstøtten efter alt at dømme udtryk for samme overvejelser om forventede gevinster og  omkostninger som andre politikområder. Den politiske lære af Irak‐ og Afghanistankrigene  er derfor, at Danmark godt kan fungere som en krigsførende nation over en længere periode  og trods mange tab, så længe befolkningen finder krigen tilstrækkelig vigtig og tror på, at  den kan vindes.   
 
 
Litteratur
Aldrich, JH., Gelpi, CF., Feaver, PD., Reifler, J. og Sharp, KT. (2006) Foreign Policy and the  Electoral Connection. Annual Review of Political Science 9:477‐502   
 
Almond, G. (1950) The American People and Foreign Policy. New York: Praeger 
 
Belknap, G., Campbell, A. (1951) Political Party Identification and Attitudes toward Foreign  Policy. The Public Opinion Quarterly 15 (4): 601–23 
 
Berinsky, A. (2007). Assuming the Costs of War: Events, Elites, and American Public  Support for Military Conflict. Journal of Politics 4:975‐997 
 
Berinsky A., Druckman J. (2007). “The Polls – Review. Public Opinion Research and  Support for the Iraq War. Public Opinion Quarterly. Vol. 71 no. 1 
 
Converse, Philip E. 1964. The Nature of Belief Systems in the Mass Publics. I Ideology and  Discontent, Apter, D. (red.) New York: Free Press, 206–61 
 
Feaver, PD., Gelpi, CF. (2004). Choosing Your Battles: American Civil‐Military Relations and the  Use of Force. Princeton: Princeton University Press 
 
Gelpi CF., Feaver PC., Reifler J. 2008. Paying the Human Costs of War. Princeton: Princeton  Univ. Press 
 
Gelpi, CF., Reifler J. (2006). Casualties, Polls and the Iraq War. International Security 31,  2:186‐198 
 
Gelpi. CF. (2010). Performing on a Cue? The Formation of Public Opinion Towards War.  Journal of Conflict Resolution vol. 54 no. I, 88‐116  
 
Gelpi CF., Reifler J. (2008). A Reply to Berinsky and Druckman: Success Still Matters. Public  Opinion Quarterly.  72 (1): 125‐133 
 
Gelpi CF., Reifler J., Feaver PD. (2007). Iraq the Vote: Retrospective and Prospective Foreign  Policy Judgments on Candidate Choice. Political Behavior 2:151‐174 
 
Gelpi, GF., Mueller, D.  (2005/2006) The Cost of War. Foreign Affairs, januar/februar 2006 
 
Gelpi, CF., Feaver, PD. og Reifler, J. (2005–6). Success Matters: Casualty Sensitivity and the  War in Iraq. International Security 30 (3): 7–46 
 
Jentleson, BW (1992). The Pretty Prudent Public: Post Post‐ Vietnam American Opinion on  the Use of Military Force. International Studies Quarterly 36 (1): 49–73 
 
Jentleson, BW., Britton, RL. (1998). Still Pretty Prudent: Post‐Cold War American Public  Opinion on the Use of Military Force. Journal of Conflict Resolution 42 (4): 395– 417 
 
Kristeligt  Dagblad.  Danskerne  accepterer  krigens  ofre  i  Afghanistan.  24.  august  2009.  http://www.kristeligt‐dagblad.dk/artikel/335666:Udland‐‐Danskerne‐accepterer‐krigensofre‐i‐Afghanistan?article_page=3 
 
Kull, S., Ramsay, C. (2001). The Myth of the Reactive Public: American Public Attitudes on  Military Fatalities in the Post‐Cold War Period. I Public Opinion and the International Use of  Force, Everts, P., Isneria, P. (red.) London: Routledge, 205–28 
 
Larson, EV. (1996) Casualties and Consensus: The Historical Role of Casualties in Domestic  Support  for  US  Wars  and  Military  Operations.  Santa  Monica,  Californien:  The  RAND  Corporation 
 
Larson, EV. (1997) Casualties and Consensus. Public Opinion Quarterly. Vol. 61, no. 4 
 
Larson EV. 2000. Putting theory to work: diagnosing public opinion on the U.S. intervention  in Bosnia. I Being Useful: Policy Relevance and International Relations Theory, Nincic, M, 
 
Leipgold, J (2000): 174–233. Ann Arbor: University of Michigan Press 
 
Lupia,  A.  (1994).  Shortcuts  versus  Encyclopedias:  Information  and  Voting  Behavior  in  California Insurance Reform Elections. American Political Science Review 88 (1): 63–76 
 
Lupia AM., McCubbins MD. (1998). The Democratic Dilemma: Can Citizens Learn What They  Need to Know? Cambridge, Storbritannien: Cambridge University Press 
 
Mueller, JE. (2004) The Remnants of War. New York: Cornell University Press   
 
Mueller JE. (2005). The Iraq Syndrome. Foreign Affairs. 84, 6 
 
Mueller JE. (1971) Trends in popular support for the wars in Korea and Vietnam. American  Political Science Review :358–75 
 
Mueller, JE. (1973) War, Presidents, and Public Opinion. New York: Wiley 
 
Reiter, D, Stam, AC. (2002). Democracies at War. Princeton: Princeton University Press 
 
Russett, B. (1990) Controlling the Sword: The Democratic Governance of National Security.  Cambridge, Mass.: Harvard University Press   
 
Verba, S, Brody RA, Parker EB, Nie NH, og Polsby NW. (1967) Public Opinion and the War in  Vietnam. American Political Sciemce Review :317– 33 
 
Zaller,  John  R.  (1992).  The  Nature  and  Origins  of  Mass  Opinion.  New  York:  Cambridge  University Press 
 
Zaller, J., Feldman, S. (1992) A Simple Theory of the Survey Response. American Journal of  Political Science 36 (3): 579–616 
 
Zaller, JR. (1994) Elite Leadership of Mass Opinion: New Evidence from the Gulf War. I Taken  by Storm, Bennett, L., Paletz, D. (red.). Chicago: University of Chicago Press, 186– 209
 
 

Noter
Malthe Munkøe (f. 1984) er cand.scient.pol og har en mastergrad i international politik i  diplomati fra Europakollegiet. Han arbejder til dagligt som analysekonsulent i Dansk Erhverv  (alt  er  dog  udtryk  for  forfatterens  egne  holdninger  og  arbejder).  Han  har  tidligere  fået  udgivet artikler i tidsskriftet Politik, Semikolon og IP Monopolet.

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF icon militaert_tidsskrift_139.aargang_nr.4_2011_1.pdf

Litteraturliste

Del: