Da krigen kom tilbage - 100 dage foran Berlin 1945

Anmeldt af Niels Ulrik Bagge
Da krigen kom tilbage - 100 dage foran Berlin 1945, Ove C. Kronborg, Forlaget Als, 2015; 349 kr.

 


 

Titlen "Da krigen kom tilbage" hentyder til, at siden begyndelsen af 2. Verdenskrig i 1939 var krigen ført uden for Tysklands grænser. I 1. Verdenskrig havde Tyskland måtte kapitulere selv om krigen bortset fra nogle måneder ikke på noget tidspunkt var ført på tysk jord. I 2. Verdenskrig kom krigen i form af luftkrig fra 1943 til tysk jord, dog primært Berlin og det vestlige Tyskland, mens det østlige Tyskland var nærmest uberørt. Det ændrede sig i efteråret 1944, hvor de Allierede nærmede sig Rhinen og russerne gjorde indfald i Østpreussen.

I januar 1945 var situationen uændret, idet Tyskland stort set fortsat var under Hitlers kontrol. Hitler havde med offensiven i Ardennerne i december 1944 søgt at slå USA og Storbritannien ud af krigen, men det mislykkedes totalt. Mod øst stod russerne ved floden Wisla øst for Warszawa.

Den 12. januar begyndte den sovjetiske offensiv som på 3 uger førte russerne frem til Oder ca. 70 kilometer fra Berlin. Det lykkedes tyskerne at stabilisere situationen ved Oder, men russerne havde fået fodfæste på den vestlige side af Oder ved Küstrin. Begge parter styrkede deres positioner og den 15. april begyndte den endelige russiske offensiv mod Berlin med nogle meget blodige og voldsomme kampe. Berlin kapitulerede den 2. maj, men hovedparten af de tyske styrker, som bogen følger søgte syd om Berlin for at nå frem til Elben og dér kapitulere til amerikanerne.

Forfatteren følger i lighed med sin tidligere udgivelse "Et hjørne af en hærs sammenbrud" (anmeldt 15.12.14: http://krigsvidenskab.dk/et-hjoerne-af-en-haers-sammenbrud-den-tyske-551-grenaderdivisions-foedsel-kampe-og-undergang-i) en række enkelte soldater, hvoraf han har talt med nogle af dem. En del af de soldater, der kæmpede på tysk side i 1945 var fra årgang 1928, det vil sige 17 år og havde en meget begrænset uddannelse. De havde til gengæld været påvirket af nazistisk propaganda i 12 år og mange troede på systemet og Hitler. Ligeledes var der blandt alle soldater en stor angst for at overgive sig til russerne. Mange havde en klar fornemmelse af de forbrydelser, som tyskerne havde begået i Sovjetunionen.

For dem, der eksempelvis har læst Antony Beevor's bog om slaget om Berlin er der ikke meget nyt at hente. Bogen udmærker sig ved at give en række detaljerede skildringer fra øjenvidner med tilføjelser af diverse generalers erindringer. Derved får læseren et godt indtryk af den vildskab, som prægede kampene samt de fortvivlende forhold, som civilbefolkningen befandt sig i.

De russiske tab var voldsomme, men tyskerne kæmpede fra forsvarspositioner og dertil kom, at i krigens sidste år havde tyskerne udviklet rimeligt effektive mandbårne våben til kampvognsbekæmpelse, som kostede russerne dyrt, ikke mindst i selve Berlin.

For en læser i dag er det vanskeligt at fatte, at der i krigens sidste måned skulle dø op til 300.000 tyskere og russere i slaget om Berlin i en krig, der reelt for længst var afgjort.

Slaget om Berlin har en særlig fascination. I dag er det med atomvåben utænkeligt, at en verdensmagt går til grunde på den måde. Men i 1945 gik en af datidens supermagter til grunde i et orgie af vold, hvor ikke mindst tyskerne bidrog til volden ved ødelæggelser samt standretter og militærpoliti, der henrettede i hundredvis af soldater og civile på et tvivlsomt grundlag.

Bogen giver et godt grundlag for at forstå tidsånden i 1945. Den er forsynet med et fyldigt noteapparat, kilder samt indeks. Ligeledes er der tabel med sammenligning mellem SS grader og værnemagtsgrader. Skulle man få lyst til at besøge de beskrevne områder, så vil bogen være en god guide.

Alt i alt en meget interessant og detaljeret bog, som jeg vil give fem bånd.

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.