Cui bono? Det strategiske rationale for et israelsk angreb på Iran, og dets konsekvenser

Konklusionen er et israelsk angreb og en efterfølgende konflikt mellem Israel og USA vs. Iran ikke vil gavne nogle af staterne. Helt specifikt vil Israel ikke kunne forvente et positivt udfald af et angreb på bare mellemlangt sigt, der vil resultere i større sikkerhed for landet. Dertil kommer at Israel, USA og Iran i en efterfølgende konflikt vil indgå i en ond cirkel, der har negative konsekvenser for dem alle, og i sidste ende ikke løser problemstillingen men blot forværrer den yderligere.

Martin Ammitsbøll Husted[1]

Usikkerheden om eksistensen af et iransk atomvåbenprogram skaber tiltagende spændinger mellem Israel, USA og Iran. Tel Aviv stiller sig mildt sagt tvivlende over for Teherans insisteren på atomprogrammets udelukkende fredelige hensigter. Israels ministerpræsident Benjamin Netanyahu er klar i sin udmelding, der varsler et forebyggende angreb: "Vi har ventet på, at diplomati skulle virke. Vi har ventet på, at sanktioner skulle virke. Nu kan ingen af os vente meget længere. Som Israels premierminister vil jeg aldrig lade Israel leve i skyggen af udslettelse"[2]. Den konfrontatoriske israelske linje har tvunget Præsident Obama til at understrege det amerikanske engagement, hvis Iran virkelig har en skjult a-våbens dagsorden: "I will not hesitate to use force when it's necessary to defend the United States and its interests"[3]. Iran betoner på sin side atomprogrammets fredelige hensigter men understreger samtidig sin vilje til at slå hårdt igen mod angreb: "We do not have nuclear weapons and we will not build them but in the face of aggression from the enemies, whether from America or the Zionist regime, to defend ourselves we will attack on the same level as the enemies attack us"[4], udtaler Ayatollah Ali Khamenei.

I lyset af den spændte storpolitiske situation diskuteres det strategiske rationale for et forebyggende israelsk luftangreb (Strategic Air Attack in Military Operations Other Than War (MOOTW)). Diskussionen retter sig ligeledes mod de mulige iranske militære modreaktioner som et angreb vil medføre, og hvilken rolle USA vil få i en konflikt[5]. Det må bedømmes som værende af interesse fra et militæranalytisk synspunkt at få en vurdering af dels det strategiske rationale for et angreb på Iran samt de konfliktscenarier, der kan opstå som følge af et sådan angreb. Derom handler det følgende.   

 

Artiklens argument og opbygning 

Artiklen undersøger grundlæggende spørgsmålet: Hvad er effekten af et forebyggende israelsk angreb på Irans atomprogram, og hvad er de forventelige militære eftervirkninger? Konklusionen er et israelsk angreb og en efterfølgende konflikt mellem Israel og USA vs. Iran ikke vil gavne nogle af staterne. Helt specifikt vil Israel ikke kunne forvente et positivt udfald af et angreb på bare mellemlangt sigt, der vil resultere i større sikkerhed for landet. Dertil kommer at Israel, USA og Iran i en efterfølgende konflikt vil indgå i en ond cirkel, der har negative konsekvenser for dem alle, og i sidste ende ikke løser problemstillingen men blot forværrer den yderligere.

 Artiklens argument udfoldes i følgende tre dele. For det første er det strategiske rationale for et israelsk angreb begrænset af landets faktiske luftmilitære kapabiliteter. Det betyder at effekten af et forebyggende angreb på Iran er relativ begrænset. Israel har i det sit mest massive angrebsscenarium kun kapabilitet til at angribe og effektivt ødelægge udvalgte flaskehalse i Irans atomprogram. Det vil afgjort betyde en forsinkelse af selve programmet og i dets potentielle evne til at udvikle a-våben. Det afgørende er dog, at et israelsk luftangreb - eller en serie af angreb - ikke i sig selv endegyldigt stopper Irans atomprogram. Den begrænsning er i sig selv en faktor for at undlade at angribe, og bør figurer i Tel Avivs bedømmelse af det strategiske rationale for et angreb.

Anden del i artiklens argument retter sig mod konsekvensen af et angreb. Her undersøges tre konfliktscenarier. Overordnet set har Iran dog en række militære muligheder. De omfatter alle angreb fra Iran mod israelske eller vestlige interesser herunder: 1) Direkte iranske gengældsangreb på Israel, 2) Lukning af det strategiske Hormuz-stræde, 3) Missilangreb på den saudiske olieindustri- og infrastruktur, 4) Aktivering af Hizbollah og Hamas i en stedfortræderkrig mod Israel. Irans militære modreaktion baserer sig således på en trussel om intensivering af og udvidelse af konflikten. Konfliktscenarierne indeholder en intensivering af konflikten og det bedømmes som et uoverskueligt element. Netop faren for intensivering bedømmes i artiklen som endnu en begrænsning af det strategiske rationale for et forebyggende luftangreb.

Tredje del af argumentationen retter sig mod USA's rolle i de efterfølgende konfliktscenarier. Det er klart, at USA på sin side pt. ikke ønsker israelsk enegang overfor Iran, da det sandsynligvis vil tvinge amerikanerne ud i en konfrontation med konventionelle iranske styrker. Det vil betyde endnu et amerikansk militært engagement i Mellemøsten. Et engagement, der må udføres primært med sø - og luftstyrker, og som vil få karakter af en glidebane, hvor amerikanerne vil blive stadigt mere inddraget militært. På den anden side har Iran også ringe interesse i en regulær militær konfrontation med supermagten USA. Det iranske militær vil sandsynligvis hurtigt blive sat 20-30 år tilbage, hvis konflikten udvikler sig til en egentlig konfrontation mellem massive amerikanske sø-luftstyrker og konventionelle iranske styrker.

Overordnet bedømmer artiklen derfor det strategiske rationale for et forebyggende angreb som begrænset. Spørgsmålet er simpelt: "Cui bono"; hvem gavner det? I sidste ende ingen. Hvis Israel angriber Iran, vil den positive effekt kun være kortsigtet for israelsk sikkerhed. Effekten overvejes dog af de militære modreaktioner og storpolitisk-diplomatiske eftervirkninger, der vil være uoverskuelige for Mellemøstens stabilitet som helhed.      

Artiklens analyse og argumentation baserer sig på åbne kilder. Det giver en begrænsning i og med at analysen ikke kan fastslå de egentlige politiske intentioner for et israelsk angreb eller en iransk modreaktion. Det kræver adgang til fortroligt materiale og en lukket politisk beslutningsproces i begge stater. Analysen kan derfor kun bedømme det overordnende strategiske rationale for et luftangreb og modreaktionerne herpå. Den bedømmelse baserer sig på en analyse af de faktiske militære kapabiliteter de implicerede stater råder over.

 

Målet? Det iranske atomprogram og luftforsvar         

Det iranske atomprogram er af industriel størrelse og fremstilles i Kort 1. Det er spredt ud i hele landet på flere faciliteter, der ofte er skjult eller nedgravet i beskyttende bunkere og beskyttet af luftværn. Flere af anlæggene har overlappende funktioner, hvilket vanskeliggør en seriøs forstyrrelse af atomprogrammets fremskridt[6].

Kort 1. Det iranske atomprogram.

Kilde: http://www.globalsecurity.org.

Atomprogrammets primære faciliteter er 1) Tungtvandsanlægget ved Arak, 2) Letvandsrektoren ved Bushehr, 3) Uranminerne ved Gachin, Yazd og Saghand, 4) Uran omdannelsesanlægget og forskningsanlægget ved Isfahan, 5) Uranberigelsesanlæg ved Qum og Natanz samt 6) Det militære forskningsanlæg ved Parchin. Det er klart, at programmets størrelse og geografiske udbredelse ikke er tilfældigt men i stedet netop designet til at minimere effekten af et luftangreb.

Et forebyggende israelsk angreb vil derfor ikke effektivt kunne nå alle mål i en angrebsbølge, men må koncentrere sig om visse flaskehalse. Det bedømmes som den eneste realistiske måde, hvorpå Israel kan forsinke atomprogrammet på via militære midler. Programmet har en række punkter, herunder særligt de faciliteter, der er direkte involveret i selve produktionen af atommaterialet, dvs. anlæggene ved hhv. Arak, Isfahan, Natanz og Qum er særlig interessante fra et israelsk synspunkt. En effektiv bombning af disse faciliteter vil være en seriøs forstyrrelse af atomprogrammets fremskridt pga. deres status som produktionsmæssige flaskehalse, hvis erstatning vil betyde nye massive og tidskrævende investeringer[7].

Iran har forsøgt at maksimer det militære forsvar af sine atomfaciliteter og anlæg - dog med begrænset succes. Det iranske luftforsvar er sammensat af tre lag: Luftstyrker, jord-luftmissiler (SAM) og luftværnartilleri (AAA). Den kvalitative status af det iranske luftvåben er overordnet ringe både i forhold til sine faktiske kapabiliteter og træningsniveau. Den effektive frontlinjestyrke består primært af forældede fly, ca. to dusin MIG-29, ca. 25 F-14 samt 24[8] F-7M[9]. Denne luftstyrke bør ikke være en seriøs forhindring for det topmoderne israelske luftvåben.  

De iranske jord-luftmissiler kapabiliteter præsenter et mere broget billede. På den ene side mangler styrken en forenet kommando og kontrolorganisation, og store dele af dens bevæbning baserer sig på I-HAWK (Improved Homing All the Way Killer) MIM-23B missilbatterier. Systemet er som sådan effektivt nok men forældet i mødet med en højteknologisk modstander som f.eks. det israelske luftvåben. På den anden side besidder Iran en række højteknologiske russiskproduceret jord-luftmissiler f.eks. SA-15 Gauntlet og det forlyder, at man forsøger at bevæbne sig med SA-6 systemet. Tilkomsten af SA-6 systemet vil være en effektiv forstærkning af luftforsvaret, men det betvivles om Iran har fået leveret missilerne fra Rusland[10]. Sidste lag i det iranske luftforsvar er et større assortiment af luftværnsartilleri, hvor den mest moderne våbenplatform er de ca. 100 ZSU-23-4 "Shilka" fra 1960erne. En mulig rolle for luftværnsartilleriet ligger i dets evne til at besværliggøre fjendtlig luftstyrkers angreb fra lav højde med oprettelsen af zoner af spærreild over visse kerneområder. Luftværnsartilleriet er dog en begrænset kapabilitet, der ikke nævneværdigt forøger Irans luftforsvar.     

Det iranske atomprograms bedste beskyttelse mod et forebyggende angreb er derfor dets industrielle størrelse, nedgravede faciliteter og geografiske udstrækning. Luftforsvarets evne til at danne en beskyttende paraply over atomprogrammets faciliteter er i bedste fald begrænset, særlig i mødet med en højteknologisk modstander. Hvis et israelsk angreb skal være succesfuldt må det rette sig mod ødelæggelsen af visse flaskehalse.                     

 

Svaghederne i det strategiske rationale for et israelsk angreb

Israels strategiske rationale for et forbyggende angreb på Iran afhænger ud fra en militær bedømmelse af, hvorvidt det er muligt at ødelægge tilstrækkelig dele af atomprogrammet. Som udgangspunkt for bedømmelsen kan israelerne medtage deres tidligere positive erfaringer: To gange har israelerne understreget, at de ikke vil tolerere udviklingen af a-våben i Mellemøsten. Første gang var den 7. juni 1981, hvor israelske jagerfly gennemførte et forebyggende angreb på Irak med Operation Opera: Angrebet mod Saddam Husseins atomreaktor ved Osirak, der destrueres[11]. Anden gang var den 7. september 2007 mod Syrien. Her udførte Israel Operation Orchard: Bombningen af en syrisk militærinstallation, der i efterfølgende undersøgelser udført af FNs Atomagentur viste tydelige tegn på at som være skjulested for en hemmeligholdt syrisk atomreaktor[12].

Begge angreb var indiskutabelt militære succeshistorier. Særlig interessant er 1981-operationen mod Osirak-reaktoren pga. angrebets størrelse og den operationelle udfordring i at nå uopdaget de ca. 1600 km frem til målet. Angrebet blev gennemført af en ”strike package” bestående af otte F-16 og otte F-15. De seksten jagerfly fulgte i lav højde en rute over det sydlige Jordan og dernæst det nordlige Saudi Arabien. Hverken det jordanske eller saudiske luftforsvar reagerede på den israelske krænkelse af deres luftrum. Ved målet gennemførte F-16 flyene selve angrebet imens F-15 flyene udførte ”combat air patrols”. Målet blev ramt af mindst otte Mk-84 2,000 Ib bomber, og blev totalt destrueret. Derefter fulgte de israelske fly samme rute tilbage, og landede i Israel uden tab[13].

Den historiske præcedens er dog vanskelig at overføre direkte på Irans atomprogram. For det første har iranerne tydeligvis lært af de irakiske og syriske fejltagelser, og har derfor udviklet et atomprogram af industriel størrelse og stor geografisk udstrækning. Det kræver et større antal fly. For det andet er operationens rækkevidde langt større end ved Osirak. De iranske mål ligger på en afstand af ca. 1500-1800 km fra nærmeste israelske base, hvilket kræver optakning i luften. For det tredje er flere af de iranske faciliteter nedgravet i beskyttende bunkers. Det kræver en specialiseret ammunition, der ikke var nødvendig ved Osirak. Alt andet lige står Israel således over for en langt større opgave, hvis et forebyggende angreb på Iran skal være effektivt.

Ud fra en bedømmelse af det israelske luftvåbens faktiske kapabiliteter kan det ikke udelukkes at Israel kan rette et storangreb mod udvalgte dele af Irans atomprogram. Israel har investeret massivt i sine luftmilitære kapabiliteter og har f.eks. indkøbt 125 stk. F-15I og F-16I[14]. Det øger markant slagkraften i den israelske luftstyrke. Det bedømmes som sandsynligt, at Israel gennem en maksimal anstrengelse af sin luftstyrkes kapabiliteter kan sammensætte en ”strike package” på samlet ca. 50 jagerfly, f.eks. 25 F-15I og 25 F16I. Denne styrke vil kunne støttes af Israels tankerflåde, der udgøres af typerne KC-707 og KC-130H[15], og herigennem få den ønskede operationelle rækkevidde. Dertil har man investeret i "bunker busters"; missiler som BLU-113 Super Penetrator med sprængkraft til at gennemtrænge ca. 6 meter forstærket beton[16]. En sådan styrke vil i eksperters bedømmelse kunne anrette seriøs skade på udvalgte dele af det iranske atomprogram[17]. Styrken vil kunne følge tre mulige ruter, der fremgår af kort 2.

Det problematiske for de israelske planlæggere er, at man med et angreb er nødsaget til at krænke enten tyrkisk, jordansk, irakisk eller saudisk luftrum. Reaktionerne fra de krænkede staters luftforsvar er alt andet lige uforudsigelige. Det øger stærkt usikkerheden for succesen af et angreb, hvis Israel ikke kan udelukke en aggressiv intervention fra eksempelvis det saudiske luftforsvar.

Usikkerheden om nabostaternes reaktion spiller en vis rolle i vurderingen af det strategiske rationale for et angreb. Dog er hovedproblemet, at selvom Israel ved en maksimal anstrengelse kan rette seriøs skade på det iranske atomprogram, vil et angreb ikke endegyldigt stoppe det. Israel må acceptere, at dets luftmilitære kapabiliteter kun er tilstrækkelige til at forsinke atomprogrammet.

Hertil kommer, at Israels mulighed for at rette gentagne serier af angreb mod Iran må bedømmes som minimal. Et storangreb bestående af ca. 50 fly og med krænkelse af flere nabostaters luftrum vil i sig selv være dybt destabiliserende for Mellemøsten. Flere angreb over eksempelvis en uge vil højst sandsynligt være ensbetydende med enten udbruddet af direkte krig eller i det mindste aggressive interventioner fra nabostater eksempelvis som følge af gentagne krænkelser af luftrum.

Ud fra en realistisk bedømmelse har Israel kun én chance for at rette et angreb mod Irans atomprogram, og israelernes luftmilitære kapabilitet er ikke tilstrækkelig til at gennemføre en operation, der stopper programmet. Den erkendelse er den egentlige svaghed i det strategiske rationale for et israelsk angreb.   

Kort 2. Mulige israelske angrebsruter. 

Kilde: http://www.globalsecurity.org.

 

Tre scenarier for Irans militær modreaktion  

Iran har gentagende gange truet med en militær modreaktion, hvis Israel udfører et forebyggende angreb. Det må bedømmes som et forsøg fra Teherans side på at afskrække israelernes angreb med en trussel rettet mod selve Israel, men også mod regionens og verdensøkonomiens stabilitet. Dog afhænger Irans evne til at opstille en militær modreaktion først og fremmest af landets faktiske militære kapabiliteter. For at få et overblik over disse kapabiliteter, og lave en vurdering af Irans muligheder opstiller analysen i det følgende tre forskellige, men stadig beslægtede hypotetiske konfliktscenarier. Alle tre scenerier antager, at Israel har angrebet Irans atomprogram, og har anrettet betydelig skade. Irans militære muligheder er nu:  

  

Scenarie 1: Den afdæmpede reaktion

Irans militære strategi er i den afdæmpede reaktion afmålt efter den politiske maksimering af rollen som offer og fremstillingen af Israels som Mellemøstens paria og tilsidesætter af international lov. Den iranske militære strategi vil her højst sandsynligt begrænse sig til asymmetrisk krigsførelse mod Israel. Pointen udfoldes af Mark Fitzpatrick fra International Institute for Strategic Studies, London, der anser det som sandsynligt, at Iran vil bruge den libanesiske milts Hizbollah som militær stedfortræder[18]. Hizbollah har siden sin konflikt med Israel i 2006 udbygget sit missilarsenal, og besidder nu ca. 30.000 missiler af alle typer[19]. Størstedelen af missilerne bedømmes som værende af typen Katyusha og udgør kun en seriøs trussel mod israelske civile i grænseområdet til Libanon. Rækkevidden fremgår af kort 3.

Kort 3. Rækkevidden af Hizbollahs missilarsenal.

Kilde: http://news.bbc.co.uk/2/hi/5242566.stm

Fitzpatrick understreger dog, at Hizbollah også råder over et vist antal langtrækkende missiler: "These are […] Fahr-3, Fajr-5, Zelzal-2 and potentially Fateh-110 plus about 10 Scud-D missiles that can pack a 750kg (1,653lb) payload and hit all of Israel."[20].

En konflikt mellem Hizbollah og Israel på baggrund af et israelsk angreb på Iran vil ligesom i 2006 trække israelske styrker ind i Libanon. Her vil Israel igen blive en del af den interne libanesiske magtkamp. Det vil være et dræn på israelsk militær, om end overkommelig. Den primære problemstilling for Israel i en stedfortræder med Hizbollah vil være at beskytte israelske civile, undgå et stort antal civile ofre i Libanon, og ikke blive trukket dybt ind i Libanon. Iran vil kunne fokusere på at forsyne Hizbollah, udstille Israel som paria og fremstille sig selv som regionens leder[21].       

En anden stedfortræder, der samtidig med et israelsk engagement i Libanon, ville kunne aktiveres af Teheran er Hamas i Gaza. En intensivering af Hamas terroristaktiviteter f.eks. massive misil - og morterangreb på Israel vil åbne en ny front, og måske inddrage israelske styrker i endnu en omgang af Gaza krigen fra 2008-2009. Til dobbeltpresset fra Hizbollah og Hamas kan Iran supplere med en række skjulte efterretningsoperationer rettet mod israelske mål og interesser på et globalt plan. Det er en mulighed, Daniel Byman, antiterror ekspert ved Brookings Institution, Washington bedømmer som sandsynlig, særlig i Mellemøsten, hvor Hizbollah har en række celler, der hurtigt kan aktiveres[22].

Irans militære muligheder i scenarie 1 betinges af de politiske overvejelser, der kun åbner for afdæmpede militære reaktioner. Disse må ikke udføres af konventionelle iranske styrker, men af allierede - helst ukonventionelle styrker. Hvis Iran i scenarie 1 overreagerer efter Israels angreb, så vil det true hele den regionale stabilitet, involvere USA og undergrave Irans rolle som offer over for verdenssamfundet og Mellemøsten. En sådan begyndende overreaktion undersøges i scenarie 2.  

 

 Scenarie 2: Den omfattende reaktion

Irans militære strategi er i den omfattende reaktion bestemt af beslutningen om at forsvare sig ved at angribe en grundpille i verdensøkonomien: Olien. Associated Press rapporterede i juni 2006 hvad den øverste iranske leder Ayatollah Ali Khamenei anså som en sandsynlig konsekvens af et luftangreb på Iran: "definitely the shipment of energy from this region will be seriously jeopardized"[23]. Det er særligt i Hormuz strædet, at Iran med få militære styrker og midler kan opnå en voldsom påvirkning af verdensøkonomien[24].

Iran kontrollerer den nordlige del af det strategiske Hormuz stræde, strædet er 180 km langt, og på sin snævreste del kun 45 km bredt. Det er vitterligt et af verdens strategiske flaskehalse. Dagligt sejler ca. 14. tankskibe ud af Golfen via strædet - det bedømmes i en rapport fra Center for Strategic and International Studies, 2007 at der hverdag passerer ca. 17. millioner tønder olie gennem strædet - det svarer if. rapporten med et groft skøn til ca. 40 pct. af den handlede olie i verden[25].  

Det iranske militære besidder en række kapabiliteter, der i perioder kan forstyrre skibstrafikken, og har også historiske erfaringer med operationer i Den Persiske Golf under Iran-Irak krigen 1980-1988, hvor iranske flådeenheder med en vis succes angreb tankskibe[26]. Irans kapabiliteter falder i tre kategorier. For det første har den iranske flåde opbygget en større styrke af lette og hurtige fartøjer, der er relativt primitivt bevæbnet raketstyr og automatvåben kan udføre angreb på skibstrafikken. Styrken vil allerede i timerne efter et israelsk luftangreb være i stand til at presse oliepriserne i vejret ved at rette primitive angreb mod olietankere i Den Persiske Golf og i Hormuz[27]. Det er en form for asymmetrisk krigsførelse til søs, hvor Iran vil bruge "hit-and-run" taktik mod tankskibe, og derigennem gøre oliemarkedet nervøse[28].

For det andet besidder flåden mere konventionelle enheder, hvis indsættelse vil gøre Den Persiske Golf til en regulær krigszone. Caitlin Talmadge fra Security StudiesMIT bedømmer, at en decideret lukning af Hormuz strædet vil være i centrum af en iransk flådestrategi med indsættelse af disse styrker. Udlægning af minefelter er en simpel løsning, der kan gennemføres med flådens overfladeenheder (tre fregatter og to korvetter) samt med Irans tre ubåde af Kilo-klassen. Talmadge bedømmer i 2008 ud fra åbne kilder, at Iran besidder ca. 2000 miner, hvoraf ca. halvdelen er moderne af typen MDM-6. De iranske Kilo-klasse ubåde er sig selv en trussel mod skibstrafikken, og deres indsættelse vil være en seriøs eskalering af konflikten[29].

Kort 4. Hormuz strædet.

 

Kilde: http://www.globalsecurity.org.

For det tredje vil Iran kunne supplerer sine minefelter og flådeenheder i Hormuz med opstillingen af antiskibsmissiler på sin side af strædet. Her råder Iran over flere hundrede missiler af varierende kvalitet: Fra mere moderne kinesisk produceret Raad, C-801 Sardine og C-802 Saccade til forældede modeller som CSS-N-2 Silkworm og CSS-N-3 Seesucker. Alle typerne kan dog anrette relativ voldsom skade på skibstrafikken, særlig dens frie bevægelighed[30]. Antiskibsmissiler vil etablere endnu et lag i lukningen af strædet. Dertil har det iranske luftvåben en vis luftstyrke med offensive kapabiliteter (f.eks. ca. 24 stk. MIG 29 og 25 F-14) til sin rådighed, der enten vil kunne rette direkte angreb mod skibe i området eller beskytte de iranske flådestyrker eller missilbatterier.

  Samtidig med et forsøg på at lukke Hormuz strædet vil Iran højst sandsynligt gøre sit for at optimerer beskyttelsen af sine militære kapabiliteter. Flåde- og luftbaser, minefelter og antiskibsmissilerne vil alle være beskyttet til en vis grad af luftværnskanoner - og missiler. Heraf besidder Iran en vis kapabilitet f.eks. de 150 batterier udrustet med I-HAWK missiler samt sit større assortiment af luftværn[31].     

Scenarie 2 indeholder med sin omfattende iranske reaktion på et israelsk angreb en stærk eskalation af konflikten. Konventionelle styrker er nu tydeligt indblandet, og Iran har taget verdensøkonomien som gidsel i sit forsvar af atomprogrammet. Det bedømmes, at det iranske militære har en vis mulighed for at lukke Hormuz strædet i perioder, og gøre på mellemlang sigt gøre sejlads i Den Persiske Golf yderst farlig.

 

Scenarie 3: Den totale reaktion[32]

Irans militære strategi og muligheder i den totale reaktion antager, at den politisk-militære elite i Teheran i timerne efter et israelsk angreb anser landet som truet på sin eksistens. Antagelsen beror for det første på, at eliten er overbevist om, at det israelske angreb er starten på proces, der resulterer i regimeskifte. For det andet antages det i eliten, at USA's intervention kun er et spørgsmål om tid, og at Irans militære kapabiliteter således kun vil være til rådighed i en begrænset tidsperiode før USA nedkæmper dem. Den totale reaktion er således designet til at gøre processen "regimeskift" så omkostningsfuld, at den stoppes. Det antages endvidere, at det iranske militær ligeledes gør brug af de i scenarie 1 og 2 beskrevne militære muligheder.

En første mulighed i den totale rektions forsøg på at opnå konfliktudvidelse er en iransk missiloffensiv mod Saudi Arabiens olieindustri og infrastruktur[33]. Det vil dels lægge et ekstra pres på oliepriserne, der supplerer operationen i Hormuz, og evt. inddrage saudiske styrker i en konflikt med iranske. Spørgsmålet er, om Irans mulighed for en missilkampagne mod saudiske oliemål er realistisk. Forskningen antyder, at Irans mulighed for effektivt at ramme specifikke mål i den saudiske oliesektor eksempelvis faciliteterne i Abqaiq, der stabilisere olien til eksport, er yderst begrænset[34]. Det bedømmes at iranske missilbatterier skal affyre ca. 1300 Shahab-1 missiler for at ødelægge 75 pct. af faciliteterne i Abqaiq[35]. Den faktiske beholdning af iranske Shahab-1 missiler bedømmes i 2011 konservativt som værende på mellem 100-400 stk.[36]. Konklusionen er derfor, at den iranske missilkapabilitet både er for lille, deres træfsikkerhed for usikker, og den saudiske olieindustri og infrastruktur er for stor.

  Dog er de sikkerhedspolitiske konsekvenser ved en iransk missiloffensiv mod Saudi Arabien uoverskuelige. Selvom Iran ikke effektivt kan lamme olieindustrien, vil en iransk missilkampagne mod Saudi Arabien fremprovokere en voldsom reaktion og true med konflikteskalation - det er netop målet for den iranske politisk-militære elite i Scenarium 3.  Her vil USA sandsynligvis blive inddraget i forsøget på at nedkæmpe Irans missilbatterier. Det kan kun forventes, at Saudi Arabien også vil angribe iranske mål som gengældelse, og risikoen for konflikteskalation er derfor endnu engang tydelig. 

En anden mulighed for konfliktudvidelse er et direkte iransk angreb på Israel gennem flystyrker og langtrækkende missiler[37]. Målet kunne være Tel Aviv eller andre storbyer, våbnene kunne være konventionelle eller endda kemiske eller bakteriologisk. Det er klart, at et konventionelt angreb vil blive besvaret af Israel, men med mindre styrke end et kemiske eller bakteriologisk angreb, hvis israelske besvarelse er uoverskuelige. Effekten af et konventionelt angreb vil være at vise omverdenen, hvordan Iran kan besvare Israels angreb. Teherans kalkulering for effekten af et sådan angreb vil bero på, at landets militære kapabiliteter vil være meget udsatte så snart USA vil engagerer sig fuldstændigt. Derfor er det bedre at bruge dem offensivt, end at vente på deres nedkæmpelse. Dog bedømmer Mark Fitzpatrick fra Institute for Strategic Studies, at Irans evne til at angribe selve Israel er relativt begrænset. Irans "antiquated air force is totally outclassed by the Israelis and it has only a limited number of ballistic missiles that could reach Israel."[38] Fitzpatrick anser et iransk angreb som udelukkende symbolsk, men stadigvæk med underliggende potentiale for konflikteskalation. Israel vil være ekstremt bekymret over iranske ballistiske missiler, og deres potentielle ukonventionelle sprænghoveder. Tel Aviv vil enten kræve en troværdig amerikansk intervention, der nedkæmper truslen eller selv forsøge at gøre det. En israelsk enegang vil dog blotlægge svagheden i Israels militære kapabilitet: Israel kan ikke opretholde en længerevarende luftkrig over Iran - det kan kun USA.   

 

USA's mulige rolle i konflikten

Det er ganske givet, at enten den omfattende eller totale iranske reaktion som beskrevet i scenarie 2 og 3 vil medføre intervention fra det amerikanske militær. USA anser lukningen af Hormuz strædet som en rød linje, der ikke uden indgreb fra supermagten overskrides. Direkte adspurgt om Irans evne til at lukke Hormuz i en periode anerkendte General Martin Dempsey, Chairman of the Joint Chiefs of Staff i januar 2012 at: “The simple answer is yes, they can block it,” Men Dempsey understregede videre at USA i den situation vil: “take action and reopen the strait”[39]. Dempseys udtalelse skal ses i lyset af den massive tilstedeværelse af den amerikanske flåde i Den Persiske Golf: The Fifth Fleet var pr. januar 2012 tilstede med to hangarskibsgrupper (USS Abraham Lincoln og USS Carl Vinson, begge af Nimitz klassen) samt i alt otte minestrygere i området[40].    

En konfrontation mellem Iran og USA i Den Persiske Golf som følge af et israelsk luftangreb vil ikke være usandsynlig. Spørgsmålet er dog i hvilken grad og intensitet konflikten vil udspille sig? Bedømmelsen er, at initiativet er på Irans side. Hvis iranerne holder sig til asymmetrisk krigsførelse til søs, og laver nålestiksoperationer på tankskibe mv., så bedømmes det af eksperter at USA vil udvise en vis tilbageholdenhed[41]. Men hvis Iran tydeligt indsætter konventionelle styrker, herunder brug af miner, ubåde eller antiskibsmissiler, vil konflikten uundværligt udvikle sig. USA vil være nødt til at rydde minerne i Hormuz strædet, og vil her indsætte flåde - og luftenheder til beskyttelse og nedkæmpelse af iranske beskyttelsesforanstaltninger, der truer minerydningen. Her er en tydelige fare for konflikteskalation. Hvis Iran vælger at beskytte sine minefelter, og eksempelvis beskyde amerikanske minestrygere med antiskibsmissiler, vil en amerikansk reaktion være at nedkæmpe disse missiler, deres målfindingsudstyr, og deres kommando og kontrolorganisation. Det vil sætte amerikanske luftstyrker op mod iranske antiluftværnskapabiliteter, der igen vil blive angrebet af US styrker[42].     

En konfrontation mellem USA's og Irans respektive militærmagt i området omkring Hormuz strædet er en ulige konkurrence på mellemlangt sigt. USA besidder sammenlignet med Iran en så hypermoderne militærmaskine, at iranerne kun kan forvente at lukke Hormuz fuldstændigt i en kort periode, og derefter kun sporadisk true skibstrafikken. Irans militær vil i en konfrontation med USA hurtig opleve en dramatisk nedgradering af sine kapabiliteter, idet amerikanerne højst sandsynligt vil udvide deres luftoperationer til at omfatte hele det iranske militær; særlig kommando og kontrol, luftstyrker, missilenheder og enheder fra Revolutions Garden. Det vil sætte iranske politikere over for et ubehageligt valg: Enten at nedtrappe konflikten, og redde landets militærmagt fra at blive sat 20-30 år tilbage. Eller eskaler konflikten til egentlig krig, som undersøgt i scenarie 3. Den sidste mulighed vil dog højst sandsynligt føre til samme resultat, om end bare mere massivt, da nabostaterne muligvis vil intervenere mod Iran.   

Men USA's forsikring om intervention, hvis Iran krydser bestemte røde linjer og eksempelvis forsøger at lukke Hormuz, er en usikker vej for Amerika. Den åbner for endnu konflikteskalation, og endnu større amerikansk engagement. Endnu et amerikansk engagement i Mellemøsten ønsker ingen i Washington. Det ved Washington, og det ved Teheran. Derfor vil Washington gå meget langt for at undgå israelsk enegang. Den egentlige effekt af et angreb på atomprogrammet er for lille, og de større militære konfliktscenarier er for uoverskuelige. Derfor bør Israel ikke angribe Iran. Problemet er, at Israel ikke har tiden eller tålmodigheden til at vente på sanktionernes effekt. Et atombevæbnet Iran er utænkeligt for Tel Aviv.     

 

Konklusion

Artiklen har på baggrund af åbne kilder undersøgt det strategiske rationale for et israelsk angreb på det iranske atomprogram, og tre hypotetiske konfliktscenarier for en iransk militær modreaktion. Analysen har først fokuseret på, om der grundlæggende kan identificeres et strategisk rationale for et israelsk angreb på Iran bedømt ud fra de militære kapabiliteter Israel råder over. Hertil er svaret nej. Israel kan kun forsinke atomprogrammet, og vil derfor ikke opnå varig sikkerhed ved gennemførelsen af et luftangreb. Analysen har dernæst inddraget Irans militær muligheder, hvis det angribes af Israel. På baggrund af analysens konklusioner er det klart, at Iran på kort sigt har en række muligheder, men at enhver konflikteskalation fra iransk side f.eks. minering af Hormuz uundværligt vil blive besvaret med overvældende amerikansk militærmagt. Den efterfølgende konfrontation vil højst sandsynligt ødelægge så store dele af det iranske militær at enhver gevinst for Teheran vil være minimal. Det bedømmes at USA's rolle er afventende og grundlæggende afvisende over for en militær løsning på problemet om Irans fortsatte atomprogram. USA ønsker ikke at blive engageret i en konflikt med Iran, men accepterer dog det faktum, at amerikanske styrker uundværligt vil spille en hovedrolle, hvis Israel angriber, og Iran slår igen ved at lukke Hormuz. Ingen af de implicerede stater kan forvente egentlige gevinster af en militær konfrontation. Derfor bør beslutningstagerne atter spørger sig selv: Quo bono?       

 

Litteraturliste

Debs & Monterio (2012) "The Flawed Logic of Striking Iran" Foreign Affairs. Tilgængelig på adressen: http://www.foreignaffairs.com/articles/137036/alexandre-debs-and-nuno-p-...

Claire, Rodger W. (2004) Raid on the Sun: Inside Israel´s Secret Campaign That Denied Saddam the Bomb. Broadway Books, New York.

Haghshenass, Fariborz (2008). "Iran's Asymmetric Naval Warfare". Policy Focus/Washington Institute for Near East Policy. Washington, D.C.

Kahl, Colin H (2012) "Not Time to Attack Iran" Foreign Affairs. Tilgængelig på adressen: http://www.foreignaffairs.com/articles/137031/colin-h-kahl/not-time-to-a...

Kroenig, Matthew Kroenig (2012) "Time to Attack Iran" Foreign Affairs Vol. 91, Nr. 1.

Lindsay, James M. & Takeyh, Ray (2010) "After Iran Gets the Bomb" Foreign Affairs Tilgængelig på adressen: http://www.foreignaffairs.com/articles/66032/james-m-lindsay-and-ray-tak...

Nakdimon, Shelomoh (1987) First Strike: The Exclusive Story of How Israel Foiled Iraq´s Attempt to Get the Bomb, Summit Books. New York.

Navias, Martin S & Hooton, E.R (1996) Tanker Wars: The Assault on Merchant Shipping during the Iran-Iraq Crisis, 1980-1988. I.B Tauris, New York.  

O’Neil, William D & Talmadge, Caitlin (2009) "Correspondence: Costs and Difficulties of Blocking the Strait of Hormuz" International Security, Vol. 33, No. 3, p. 190–198

Raas, Whitney & Long, Austin (2007), "Osirak Redux? Assessing Israeli Capabilities to Destroy Iranian Nuclear Facilities" International Security, Vol. 31, No. 4. p. 7-33.

Shifrinson, Joshua, R. Itzkowitz & Priebe, Miranda (2011) "A Crude Threat: The Limits of an Iranian Missile Campaign against Saudi Arabian Oil" International Security, Vol. 36, No 1. p. 167-201

Talmagde, Caitlin (2008) "Closing Time: Assessing the Iranian Threat to the Strait of Hormuz " International Security, Vol. 33, No. 1. p. 82-117.

 

[1] Martin Ammitsbøll Husted er cand. mag i Filosofi, Historie og Samfundsfag, adjunkt ved Århus Akademi. Har tidligere publiceret i Politica, marts 2011, Militært Tidsskrift, oktober 2011, Ræson 1/2012.    

[2] "Netanyahu truer Iran med krig" Politiken 6.4.2012. Tilgængelig på: http://politi­ken.dk/ud­land/ECE­156­1003­/­ne­tanyahu-truer-iran...

[3] "Obama says U.S. will use force vs. Iran if needed", CBC News 4.3.2012. Tilgængelig på: http://www.cbc.ca­/news­/world/sto­ry/2012/03/04/obama-american-israe...

[4] "Iran will attack to defend itself: Khamenei", Reuters 20.3.2012. Tilgængelig på: http://www.reuters.com/ar­ticle/2012/03/20/us-iran-nuclear-khamenei-idU...

[5] For debatten for et forebyggende angreb på Iran se f.eks. Raas & Long 2007, Debs & Monterio 2012, Kahl 2012, Kroenig 2012. For Irans reaktioner se Talmagde 2008, Shifrinson & Priebe 2011. For USA's rolle se f.eks. Lindsay & Takeyh 2010  

[6] Raas & Long 2007 p. 11

[7] Ibid p. 11-15.

[8] Talmagde 2008 p. 111

[9] En kinesisk opgradering af den russiske MIG-21. 

[10] Talmagde 2008 p. 113

[11] For detaljer om Operation Opera se: Claire 2004, Nakdimon 1987

[12] For detajler om Operation Orchard se: "Israel admits air strike on Syria", 10.02 2007 BBC. Tilgængelig på: http://news.bbc.co.uk/2/hi/midd­le_east/7024287.stm , "IAEA suspects Syrian nuclear activity at bombed site". 18.02. 2010 Reuters. Tilgængelig på http://www.reu­ters.com/ar­ticle/2010/02/18/us-nuclear-syria-iaea-idUS...

[13] Claire 2004

[14] "Analysis: How Israel might strike at Iran" BBC, 27.2.2012. Tilgængelig på: http://www.bbc­.co.uk/news/world-mid­dle-east-17115643

[15] Raas & Long 2007 p. 24 samt The Institute for National Security Studies", entry "Israel", 2012. Tilgængelig på http://www.flightglobal.com/airspace/media/reports_pdf/world-air-forces-...

[16] Raas & Long 2007 p. 28

[17] Se Ibid for en diskussion af det israelske angrebs muligheder.

[18] "Analysis: How Israel might strike at Iran" BBC, 27.2.2012. Tilgængelig på: http://www.bbc.co.uk/news/world-middle-east-17115643

[19] "Haaretz WikiLeaks exclusive: 'Hezbollah expected to launch 100 missiles a day at Tel Aviv" Haaretz 8.4.2011. Tilgængelig på 'http://www.haaretz.com/news/haaretz-wikileaks-exclusive/haaretz-wikileak...

[20] "Analysis: How would Iran respond to an Israeli attack?" BBC, 7.3.2012. Tilgængelig på: http://www.bbc.co.uk­/news/world-middle-east-17261265

[21] Ibid

[22] Ibid

[23] “Ayatollah Warns West against Action,” Associated Press, 5.6. 2006.

[24] Se specielt Talmagde 2008 samt O’Neil & Talmadge 2009

[25] Anthony H. Cordesman. "Iran, Oil, and the Strait of Hormuz". 26.5.2007 Center for Strategic and International Studies. Se ligeledes "Strait of Hormuz". World Oil Transit Chokepoints. U.S. Energy Information Administration. 30.12. 2011. Tilgængelig på: http://www.eia.gov/countries/regions-topics.cfm?fips=WOTC#hormuz

[26] For mere om de såkaldte "Tanker Wars" se f.eks. Navias & Hooton 1996

[27] Haghshenass 2008

[28] "Analysis: How would Iran respond to an Israeli attack?" BBC, 7.3.2012. Tilgængelig på: http://www.bbc.co.uk­/news/world-middle-east-17261265

[29] Talmagde 2008 p. 89-93

[30] Ibid p. 99-102

[31] Ibid p. 113.

[32] Scenarie 3 må anses som højst usandsynligt, men medtages, idet det indeholder interessante indsigter i Irans militære muligheder

[33] Shifrinson & Priebe 2011

[34] Ibid p. 174

[35] Ibid p. 184-187

[36] Ibid p. 181

[37] "Analysis: How would Iran respond to an Israeli attack?" BBC, 7.3.2012. Tilgængelig på: http://www.bbc.co.uk/news/world-middle-east-17261265

[38] "Analysis: How would Iran respond to an Israeli attack?" BBC, 7.3.2012. Tilgængelig på: http://www.bbc.co.uk/news/world-middle-east-17261265

[39] "U.S. Sends Top Iranian Leader a Warning on Strait Threat" New York Times, 12.1.2012.

[41] Se f.eks. Talmagde 2008

[42] Ibid p. 115-117

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_141.aargang_nr.2_2012.pdf

Litteraturliste

Del: