Command and Control on the Western Front. The British Army’s Experience 1914-18

Anmeldt af Michael Clemmesen

Gary Sheffield og Dan Todman (red.): Command and Control on the Western Front. The British Army’s Experience 1914-18. Staplehurst, Kent: Spellmount, 2004. 223 sider, £21,25.

Foto: Barnesandnobles.com

En justering af billedet af det Britiske Ekspeditionskorps i Frankrig var allerede på vej i 1980erne, uden at det dog påvirkede Blackadder’s manuskriptforfattere. Nu drives revisionsarbejdet af en mindre sværm af talentfulde yngre militærhistorikere, der bl.a. har skrevet denne fremragende, lille bog.  Det er sjældent, at man præsenteres for en så gennemredigeret antologi. Læseren indføres systematisk i alle føringsniveauer fra ekspeditionsstyrkens (BEF’s) hovedkvarter til afdelingsniveauet i de to primære våbenarter, infanteriet og artilleriet.

Efter de to redaktørers rammeartikel indleder Niall Barr med at beskrive de problemer, som var resultatet af den uventede skifte fra mobil krigsførelse til stedbunden belejringskrig. Dvs. forløbet af krigens første halve år. Den relativt lille britiske regulære hær, der traditionelt har skullet løse fra omfattende til små og rutineprægede ’counter-insurgency’- og ’stabilitets’-opgaver i det vidtstrakte imperium, stod snart midt i en voldsom ekspansion til industrialiseret massekrig på kontinentet. I tiåret efter Boerkrigen var man begyndt at forberede muligheden, men dels delte man tidens professionelle tro på, at kamp ikke blev afgjort af materielle, men af moralske faktorer, dels havde det meget varierede traditionelle opgavesæt effektivt ’vaccineret’ den britiske hærledelse mod troen på det hensigtsmæssige i en formel doktrin.

Derefter følger en af bogens helt centrale artikler, hvor Dan Todman gennemgår udviklingen i organisation, procedurer og ledende personligheder i BEF’s hovedkvarter. Det voksede fra en størrelse der vel svarer til et moderne deployeret brigadehovedkvarter – man førte kun seks infanteridivisioner - til en størrelse og sammensætning, der afspejlede, at man førte, støttede og administrerede fem arméer. Todman argumenterer troværdigt for, at nogle af de problemer, der blev videreført i myten i karikeret form, skyldes, at stabscheferne i 1914 (Murray) og 1916-17 (Kiggell) var uegnede, bl.a. ved hverken at kunne supplere feltmarskal French’s svagheder Haig’s tilbagetrukne personlighed, eller effektivt lede staben og dynamisk inspirere samarbejdet med enhederne. Situationen var fundamentalt bedre i Robertson’s og Lawrence’s perioder som stabschefer i 1915 henholdsvis fra slutningen af 1917.

Gary Sheffield analyserer Hubert Gough’s virke. Gough var Haig’s yndling. Han var en af BEF’s mest centralistiske og aggressive arméchefer. Andy Simpson følger i den næste artikel udviklingen af armékorpsniveauet. John Lee dækker føringen på divisionsniveau med udgangspunktet i operationen ved Menin-vejen 20. september 1917. Samlet giver de tre artikler et godt billede af ikke alene troppeenhedsniveauerne, men også af hvorledes BEF systematisk og effektivt lærer af egne operationer. Dette er ikke mindst tilfældet i Plumer’s 2. Armé, hvor operationerne blev planlagt og forberedt med forbilledlig grundighed, med inddragelse af korps og division og med en høj grad decentraliseret taktisk myndighed i implementeringen, der i meget betydeligt udstrækning reducerde tab og øgede chancen for hurtig succes. I 1917 var den britiske hær blevet en specialiseret offensiv styrke, hvor de bedste troppeenheder var ved at implementere svaret på den nye tyske dybe forsvarsdoktrin, hvis succes byggede på hurtige modstød og -angreb.

Derefter følger Peter Simkins’ fremragende analyse af føring på brigadeniveauet, med specielt fokus på de sidste to år af krigen. Sammen med den efterfølgende artikel af Chris McCarthy om udviklingen af infanteribataljonen fra en næsten helt homogene skyttebataljon til en sværm af alsidigt bevæbnede infanteridelinger, der reelt forventedes at optræde, som tyskerne forventede af deres stormenheder, giver forfatterne et godt billede af, hvorledes rutineret talent skabte den hær, der kunne improvisere henholdende kamp i foråret 1918 og få måneder efter slå den tyske hær i dynamiske operationer under ’100-dages’ felttoget. Artiklerne beskriver, hvordan man gradvis løste det næsten uløselige problem med at kontrollere gennembrudsoperationer efter passage af udgangslinien uden anvendelse af VHF-radioer. Bogen slutter med en den svageste artikel, Sanders Marble’s beskrivelse af den organisatoriske ramme for Herbert Uniacke’s reformer af det britiske artilleri til at være verdens teknisk mest sofistikerede.    

Bogen er en lille perle. Den beskriver på troværdig måde, hvorledes den britiske hær på fire år udviklede sig fra en lille professionel styrke med et struktur, der afspejlede 19. århundrede militære tænkning, til i en massiv styrke, der blandt andet opretholdt den største, britiske, kontinentale felthær nogensinde. En felthær, der på enhver måde mere lignede de styrker, der vandt 2. Verdenskrig, end den hær, man startede med i 1914. Det eneste alvorlige problem, BEF fortsat havde, var uviljen mod at ’overbevise’ troppeførerne om det nødvendige i at udmønte erfaringer i en formel doktrin, som var vejledning for alle.

Der skulle en næsten samfundsødelæggende, national kraftanstrengelse til for at skabe, støtte og bemande det enorme, effektive britiske ekspeditionskorps på Vestfronten under 1. Verdenskrig. Byrden var så traumatisk og udmattende, at den også hurtigt førte til den reaktion, som bærer den fortsat dominerende myte om BEF som løver kommanderet af æsler.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_135.aargang_nr.3_2006.pdf

Del: