COBRA II. The Inside Story of the Invasion and Occupation of Iraq

Michael R. Gordon og Bernard E. Trainor: COBRA II. The Inside Story of the Invasion and Occupation of Iraq. New York: Pantheon Books, 604 sider; 15£.

Foto: wikipedia.org

 

Bogen har udgangspunkt i nøgledokumenter, men beskrivelsen og analysen af forløbet bygger først og fremmest på samtaler med et meget stort antal nøgledeltagere og vidner, fordelt på alle niveauer. Det har derigennem både været muligt for forfatterne at rekonstruere invasionsforberedelserne i Washington og i de militære hovedkvarterer samt tegne et troværdigt billede af kampene, der fik en fundamentalt anden karakter, end man havde planlagt og krigsspillet.

Bogen dækker perioden frem til og med sommeren 2003, men både forfatternes og læserens viden om, hvad der derefter fulgte, målretter analysen. Forfatterne stræber bevidst mod at bevare den professionelle journalists og den professionelle militære analytikers distance, at behandle vidneudsagnene som en god dommer under en retssag. Netop derfor bliver dens afsluttede konklusioner - dommen - så troværdig, tankevækkende og mildest talt ubekvem i sine logiske konsekvenser. Det er uden nogen tvivl det bedste og mest relevante, der hidtil er udgivet om Irak-krigen. Bogen bliver derfor oplivende som en græsk tragedie. Man følger, hvordan mange gode menneskers forsøg på at forberede stabilisering og genopbygning efter afslutningen af de større kamphandlinger løber ud i sandet. Det er ikke kun, som hidtidigt beskrevet, blot et spørgsmål om forsvarsministeriets manglende anvendelse af udenrigsministeriets planlægning. Der var forudseende planlæggere flere steder, men det endte som bekendt med, at anstrengelserne forblev uden virkning. Der var simpelthen ingen politisk vilje til andet end at vinde kampen og hurtigt tage hjem.

Det er tankevækkende, at denne holdning - ind og ud hurtigt, ren militær tænkning - var så tiltrækkende og smitsom, at den blev en af grundidéerne bag den nuværende danske forsvarsordning. Idéens nedslag herhjemme er hærens 1. Brigade-projekt.

Krigen startede og blev formeldt erklæret afsluttet uden at hvile på en strategi, dvs. uden en realisabel ’bro’ mellem det politiske mål og en veldefineret ’end state’ på den ene side og det militære instrument, man valgte at stille til rådighed, på den anden. Et centralt mål med krigen var for forsvarsminister Donald Rumsfeldt at bevise de moderne, ’transformerede’ militære styrkers evne til at opnå en hurtig operativ sejr over den irakiske nationalgarde, vise at hærens generaler var dumme og reaktionære, medens han havde ret. Når han således havde vist sin genialitet, var den forsigtige sagkundskabs modstand brudt.

Det er anden gang i de seneste 40 års amerikansk historie, at en bedrevidende forsvarsminister, arrogant, med en hird af ja-sigende, ideologiserede, ambitiøse ’whizzkids’ misbruger de loyale, professionelle militæres kombination af loyalitet, karrierekløe og underudviklet vilje og evne til at stå imod politikerens selvsikkerhed til at sætte sig igennem. Sidst var det Robert McNamara under Vietnam-krigen. Dengang var den svigtende strategiske dialog et stort, men samtidig overvejende amerikansk problem. Denne gang er skaden ikke begrænset til USA, fordi NATO påtog sig en missionerende, ukritisk ’transformerende’ rolle.

Bogen giver Colin Powell ret i, at beslutningsmaskineriet bevidst blev saboteret og omgået af selvsikre folk, og af andre, der ikke leverede en korrigerende modvægt. Den gør det også klart, at det ikke kun var på området masseødelæggelsesvåben, at efterretningstjenesterne og brugerne af efterretninger næsten totalt fejlede. Alt, hvad der kunne blive fejlbedømt, blev fejlbedømt. Dette er ikke mindst tragisk og kritisk for det amerikanske flyvevåben og hæren, der begge har udviklet en dyb positivisk tro på, at krigsførelse kan kontrolleres og målrettes til at være videnskabelig, klinisk præcis. Det er lettere at leve med for det mere kyniske og pragmatiske marinekorps.

De indsatte enheder forstod kun gradvis karakteren og betydningen af de civilklædte Bath-militsers indsats, som var det eneste reelle irakiske forsvar mod invasionen. De centrale myndigheder i USA blev aldrig i stand til at forstå og lære. Deres ideologiske forhåndsselvhjernevask og arrogance gjorde det umuligt. ’Transformation’ skulle fremme en fleksibel reaktion på en konflikts faktiske forløb. Men mennesker, som Rumsfeldt, der ved, at de har ret, er selvfølgelig ikke åbne og fleksible.

Det er, som bogen bemærker, i øvrigt tankevækkende, at hvis Irak faktisk havde haft store mængder af kemiske og biologiske våben, ville det lave amerikanske styrkeniveau, der gjorde det umuligt at sikre sig kontrollen over landet, have medført, at våbene med stor sandsynlighed ville være endt i terroristhænder. Dvs., at de ideologiske skyklapper og den manglende vilje til at lytte ville have fremkaldt netop den situation, som invasionen havde til formål at hindre.

De ideologiske skyklapper var én årsag til, at krigen gled mod det brede oprør, der fulgte. Bogen argumenterer overbevisende for, at det ikke behøvede at gå så galt. Det er desværre også ret tydeligt for en professionel læser, at for mange af den amerikanske hærs enheder - i modsætning til marinekorpset - var henfaldet til hvad man må kalde en udisciplineret macho-purilt ethos, der ikke kun viste sig i underafdelingernes navne. Marinekorpset var på den anden side hæmmet af uklare kommandoforhold, svigtende evne til at delegere samt af endnu flere høvdingelag end hæren.

Beskrivelsen af kampene viser med al ønskelig tydelighed, at kamp, selv når den er næsten ensidig, stadig helt domineres af tilfældigheder - held og uheld - krigens ’tåge’ og friktion. Clausewitz ville stadig føle sig hjemme og Murphy smile diskret. Den meget teknik hjalp noget, men misforståelser, dumhed, træthed og personlig ambition havde den virkning, som disse forhold altid har haft.

Man får dog også et klart billede af den afgørende indflydelse, som de taktiske føreres mod, civilcourage, overblik og evne til at lede fik på forløbet af kampen. Også her er der intet nyt under ørkensolen.

Fortællingen om begivenhederne efter, at krigen var erklæret vundet, afslutter den græske tragedie. Kvalificerede ledere blev hurtigt fjernet fra området af fredsforvaltningsmæssig bekvemmelighed. Andre afløses, fordi de i det nu udrensede, jasigende Pentagon vurderes at have for selvstændige meninger. Hvor man lokalt havde opnået stabilisering gennem sund fornuft og opretholdelse af disciplin, blev denne tabt på gulvet gennem udisciplineret magtanvendelse eller indgreb fra bedrevidende foresatte myndigheder.

Bogen er letlæst, fordi den er velskrevet. Men den er hård kost for enhver, der erkender, at Verden fortsat er afhængig af amerikansk lederskab, fordi Verden ser ud, som den fortsat gør.

Der er ingen grund til at tro, at senere historisk forskning vil give et mere positivt billede end denne bogs af den amerikanske forberedelse af Irak-krigen og indsatsen i denne, tværtimod.

Bogen gør klart, at lande, der i fremtiden bliver bedt om at bidrage til amerikanske operationer, må grundigt og kritisk selv analysere situationen - og venligt, men bestemt stille betingelser for støtte. Derudover må de allierede bede til alle højere magter for, at USA i fremtiden bliver mindre blindet af ideologisk arrogance end fra 2001 til 2004.

Man må i øvrigt glæde sig over det amerikanske samfunds evne til hurtigt at fremdrage og publicere fejl og dumheder og arbejde for at afhjælpe problemerne. Selv tragiske fejltrin kommer hurtigt frem, diskuteres og behandles snarere end med succes at blive spinnet ind under gulvtæppet, som det desværre sker selv i europæiske lande – i denne sag som andre.

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_135.aargang_nr.4_2006.pdf

Del: