Clausewitz og Kosovo

Forfatteren er tjenstegørende som assisterende kursusleder ved Forsvars akademiets
Stabskursus II samt lærer i Faggruppe Statskundskab og Strategi, hvor han
underviser i krigsteori.

Foto: Forsvaret.dk

Indledning
Der har under og i månederne efter forårets begivenheder i og omkring Kosovo, været
foretaget adskillige analyser af de dramatiske begivenheder i forbindelse med serbernes
etniske udrensninger og NATO’s bombekampagne. Begivenheder har været karakteriseret
forskelligt i forskellige analyser. Forskellige begreber som krig, konflikt, krise,
humanitære intervention, international magtanvendelse osv. har været anvendt, skønt
emnet har været det samme. Kendetegnende for begrebsanvendelsen har været, at de
fleste analyser har taget udgangspunkt i folkeretslige eller politiske argumenter -
argumenter der stadig diskuteres. Som antydet, har den uensartede begrebsanvendelse
medført en omfattende og ofte følelsesladet debat om, hvorvidt der egentlig var tale om
krig eller ikke-krig i Kosovo.
Denne artikel har imidlertid ikke til formål at give en etisk vurdering af Kosovobegivenhedeme
eller en vurdering af hvorvidt der rent politisk eller folkeretligt foregik
en krig i Kosovo og det øvrige Serbien. Formålet med artiklen er derimod at give en
krigsteoretisk analyse af Kosovobegivenhedeme på baggrund af Clausewitz og Clausewitz’
krigsbegreb.
 

Politik og krig som begreber
Clausewitz behandlede to fundamentale begreber, nemlig politikken og krigen. I
Clausewitz’ teoridannelse dækker politikken og krigen over rene begreber, men
samtidig begreber, som i en empirisk betragtning kan anvendes i analyse af konkrete
begivenheder - fx Kosovokrisen.
Clausewitz diskuterede sammenhængen mellem politik og krig indgående flere
steder i ”Om Krig”. I 1. Bog sagde han bl.a.: (1) ”Vi ser altså, at krig ikke blot er en
politisk handling, men et sandt politisk instrument, en fortsættelse af det politiske
samkvem, en gennemførelse af dette med andre midler”.
I Clausewitz’ begrebsverden synes der ikke at herske tvivl om, at Kosovobegivenhedeme
kunne kaldes krig. Clausewitz udtrykker det således (2): ’’Foruden at fastslå
denne faktisk eksisterende forskel mellem krige må man også nøjagtigt og uden
omsvøb præcisere det lige så praktisk vigtige synspunkt, at krig ikke er andet end den*
fortsatte statspolitik med andre midler. Hvis dette synspunkt fastholdes hele vejen
igennem, vil der komme langt mere helhed i betragtningen, og alt vil lettere kunne
redes ud”.
Mere præcist forklarer Clausewitz hvad krig er andetsteds i ”Om Krig”: ’’Krig er
altså en voldshandling for at tvinge modstanderen til at opfylde vor vilje”.(3)
 

Clausewitz var særdeles opmærksom på sammenhængen mellem krig ög politik,
hvilket fremgår af hans mange relaterede citater. Figuren eksemplificerer, at ”Vi ser
altså, at krig er ikke blot en politisk handling, men et sandt politisk instrument, en
fortsættelse af det politiske samkvem, en gennemførelse af dette med andre midler.”
(4)
Det kan af figuren afledes, at stat og samfund udgør det rum, hvori politikken
formuleres. Som en del af politikken og i overensstemmelse med politikkens formål,
kan krigen herefter træde til. Ligesom i Kosovokrisen, hvor krigen blev bragt i
anvendelse i en stræben efter det politiske formål, nemlig at standse udrensningerne,
iværksatte NATO en voldshandling for at få serberne til at opfylde NATO’s vilje, og
iværksatte altså dermed en Clausewitz’s krig. Krigsmålene kunne jf. Clausewitz
principielt udpeges blandt de tre ’’almene objekter” (5): ”den væbnede styrke”,
’’landet” og ’’fjendens vilje”. I moderne tænkning vil disse tre ’’almene objekter” kunne
kaldes ’’strategiske krigsmål”. Clausewitz bemærkede i øvrigt, at det er væsentligt, at
man ved udvælgelse af disse krigsmål til enhver tid skal have det politiske formål for
øje. Jf. Clausewitz har krigsmål eller krig i det hele taget ingen mening, hvis de ikke
er en del af politikken - krigen har med andre ord ingen selvstændig eksistensberettigelse.
 

Politikken og krigen i Kosovokrisen
Det kan være interessant at identificere politikken i Kosovokrisen og dermed formålet
med krigen.
I en ”ren Clausewitz” ville de to parters formål være polære og modsatrettede.
Dvs., at hvis det fx var Serbiens politiske formål at fordrive Kosovoalbanere fra
Kosovo, måtte det være Kosovoalbanemes politiske formål at forblive i Kosovo. Altså
en ren Clausewitz’k betragtning med polære og modsatrettede politiske formål - en
tvekamp om udrensning.
Hvorledes indtrådte krigen så i denne sammenhæng, og hvorledes kunne krigen
bidrage til forfølgelse af de politiske formål? Hertil sagde Clausewitz (6): ”Hvis krig
nemlig er en voldshandling for at tvinge ijenden til at opfylde vor vilje, måtte det altid
og udelukkende komme an på at fælde modstanderen, dvs. gøre ham værgeløs.......(At)
gøre en stat værgeløs (indbefatter tre almene objekter). Det er den væbnede styrke,
landet og fjendens vilje. ”
Det vil ifølge Clausewitz sige, at serberne ville tvinge Kosovoalbaneme til at følge
deres politiske formål ved med krig at tvinge Kosovoalbaneme til at forlade Kosovo.
Dette politiske formål kunne nås ved at ramme Kosovos Befrielseshær (UCK) (”den
væbnede styrke”), selve Kosovo (’’landet”) eller Kosovoalbanemes vilje til at udholde
serbernes krigsførelse (’’fjendens vilje”). Omvendt skulle Kosovoalbaneme forhindre
serberne i at nå formålet ved dels at beskytte UCK og ved at lave modangreb mod
serbernes militær (”den væbnede styrke”), fastholde Kosovo (’’landet”) og opretholde
en folkevilje til at forblive i Kosovo (’’ijendens vilje”). I dette perspektiv optrådte en
”ren Clausewitz”, idet der herskede målpolaritet omkring hver af de tre ’’almene
objekter”.
Konklusionen må være, at serbernes udrensningspolitik overfor Kosovoalbaneme
var en ”ren Clausewitz”. Serberne foretog i virkeligheden tilmed en ’’parallelkrigsførelse”
mod alle tre målobjekter; kamp mod Kosovoalbanemes ’’væbnede styrke” (UCK),
erobring af selve Kosovo (’’landet”) og Kosovoalbanemes vilje (’’ijendens vilje”) blev
ramt ved hjælp af diverse angreb mod civilbefolkningen m.m. Således var serbernes
aktiviteter en ”ren Clausewitz”.
Imidlertid var de nævnte aktiviteter kun en del af hele den samlede Kosovokrise.
NATO optrådte jo de facto som krigsmodstander overfor serberne. Men kunne dette
forhold klassificeres som en Clausewitz’k krig?
På det politiske niveau var serbernes formål som sagt udrensning af Kosovoalbanere,
mens NATO’s politiske formål var at forhindre denne. Altså en klar formålspolaritet,
og dermed foreløbig en ”ren Clausewitz” på det politiske niveau - en politisk
tvekamp.
Men hvem var agerende i anvendelsen af krigen til forfølgelse af disse politiske
formål?
Mens NATO var reagerende på serbernes politik, måtte NATO siges at være
agerende i anvendelsen af krigen i forfølgelsen af NATO’s politiske formål. NATO
kunne, jf. Clausewitz, vælge krigsmål mellem serbernes ’’væbnede styrke”, ’’landet”
og ’’fjendens vilje”. NATO valgte ’’ijendens vilje” - og dermed det serbiske beslutningsniveau,
personificeret ved Milosevic.
I medierne rasede diskussionen om, hvorvidt NATO burde have valgt de serbiske
’’væbnede styrker” og/eller ’’landet” i stedet for ’’viljen”. Denne effektuerede beslutning
blev i NATO truffet på det politiske niveau, hvorfor de militære aktiviteter, jf. Clausewitz,
måtte underordne sig dette, da krig som bekendt ”ikke er andet end den fortsatte
statspolitik med andre midler. ” Eller med andre ord kunne et militært ønske om at føre
en bestemt krig aldrig være afgørende for det politiske formål, idet det jo er det
politiske formål, som fordrer krigen. Her kan man igen hidkalde Clausewitz: ”.. .at krig
kun er en del af det politiske samkvem, altså ikke noget selvstændigt”. (7) Eller som
han mere udførligt udtrykte det (8): ”Det ville være uden mening at underordne det
politiske synspunkt det militære, for det er politikken, der har avlet krigen. Politikken
er intelligensen, krigen kun instrumentet, og ikke omvendt. Den eneste mulighed er
altså at underordne det militære synspunkt det politiske”.
Rent militært, operativt tilsagde NATO’ s doktrin, at der måtte indgå flere operative
aktiviteter eller kampagner før og samtidig med angrebet mod selve fjendens vilje.
Derfor blev vi vidner til bl.a. en counter air kampagne, som havde til formål at
eliminere de serbiske luftforsvarsstyrker og dermed skabe ’’arbejdsro” som en forudsætning
for et succesfuldt angreb mod ’’ijendens vilje”. ’’Fjendens vilje” blev konkret
angrebet via en strategisk bombekampagne mod fundamentet for Milosevic’ vilje,
nemlig en lang række strategiske mål i Serbien. Her fulgte NATO relativt klart denne
Clausewitz’ke logik. At dele af NATO’ s uudnyttede militærkapabilitet lå ubenyttet hen,
affødte en række debatter og kritikker af den valgte strategi. I Clausewitz’k forstand
ville en afvigelse fra den fulgte strategi imidlertid have været ulogisk. Omvendt ville
man i Clausewitz’ke termer kunne have motiveret indsættelse af fx landtropper ud fra
en målpolær beskyttelse af Kosovoalbaneme og UCK - dvs. med NATO i en
reagerende og ikke agerende rolle. Det vil sige, at i så fald skulle NATO have indgået
i ’’tvekampen” på lige fod med UCK i en ren krigsmålpolær reaktion mod det serbiske
militær. NATO vurderede imidlertid efter alt at dømme, at angreb mod serbernes
væbnede styrker, herunder de store landstyrker, eller angreb mod landet - hvilket ville
sige erobring af dele af Serbien, fx Kosovo - ikke ville give en cost-effective
målopfyldelse og dermed politisk formålsopfyldelse.
Clausewitz behandlede denne problemstilling i sin diskussion af de nævnte tre
’’almene objekter”. Clausewitz konkluderede, at skønt der er tilfælde, hvor såvel den
væbnede styrke er tilintetgjort og landet er erobret: ”kan krigen, dvs. den Çendtlige
spænding og de fjendtlige kræfters virkning, ikke betragtes som endt, så længe fjendens
vilje ikke også er kuet, dvs. at man har formået hans regering og forbundsfæller til at
underskrive freden eller folket til at underkaste sig. Selv om vi nemlig har besat landet,
kan det ske, at kampen på ny flammer op i landets indre eller ved forbundsfællers
bistand. Dette kan ganske vist også ske efter fredsafslutningen, men det beviser
egentlig kun, at ikke enhver krig fører til en fuldkommen afgørelse og afslutning. Men
selv når fjendtlighederne ikke helt er bragt til ende, slukkes dog ved fredsslutningen
en mængde gløder, som i det stille fortsat ville have ulmet, og spændingerne tager af,
fordi alle, der har fredelige tilbøjeligheder, og dem er der i ethvert folk og under alle
forhold altid mange af, tager afstand fra modstandskursen. Hvordan det nu end
forholder sig, må man, når freden er sluttet, altid betragte målet som nået og krigens
forretning som afsluttet”. (9)
 

Afslutning
Tilbage er altså at diskutere, om det for NATO var optimalt at optræde agerende og
selv udpege sine strategiske mål, eller om formålet kunne have været opfyldt mere
cost-effectivt ved at optræde reagerende direkte mod de udrensende serbiske styrker.
Skal trådene samles i denne Clausewitz’ke analyse af Kosovokrisen, kan det konkluderes,
at såvel serbernes som NATO’s kampagner hver for sig var ’’rene Clausewitz’er”.
Derimod kan de samlede krigshandlinger under ét, ikke betragtes som ”én ren
Clausewitz”, idet der kun på det politiske niveau herskede fuld polaritet, mens der
under NATO’s og serbernes respektive krigsførelser ikke herskede polaritet i relation
til krigsmålene.
 

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidskrift_128_aargang_nov.pdf

 

Noter
1. Carl von Clausewitz ”Om Krig - 1. Bog” p. 47. Nils Bergs oversættelse og
redigering.
2. Carl von Clausewitz ”Om Krig” - ’’Forfatterens notits om revisionsplaner fra
1827" - Nils Bergs oversættelse og redigering.
3. Carl von Clausewitz ”Om Krig - 1. Bog” p. 29 - Nils Bergs oversættelse og
redigering. 1
4. Carl von Clausewitz ”Om Krig - 1. Bog” p. 47 - Nils Bergs oversættelse og
redigering.
5. Carl von Clausewitz ”Om Krig - 1. Bog” p. 51 - Nils Bergs oversættelse og
redigering.
6. Carl von Clausewitz ”Om Krig - 1. Bog” p. 51 - Nils Bergs oversættelse og
redigering.
7. Carl von Clausewitz ”Om Krig - 8. Bog” p. 750 - Nils Bergs oversættelse og
redigering.
8. Carl von Clausewitz ”Om Krig - 8. Bog” p. 753. - Nils Bergs oversættelse og
redigering.
9. Carl von Clausewitz ”Om Krig - 1. Bog” pp. 5Iff. - Nils Bergs oversættelse og
redigering.

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.