Clausewitz i den tyske idealisme

Med afsæt i to af idealismens centrale figurer. undersøges påvirkningen fra den tyske idealisme i Clausewitz værk.

Afsættet: den tyske oplysning og Kant

Kant tjente, tillige med en række franske filosoffer og den franske revolution, som det idehistoriske afsæt for såvel den tyske idealisme som Prøjsens politiske, kulturelle og militære reformatorer. I Idé til en almen historie med verdensborgerlig hensigt foregår Kant med oplysningens universalhistorie Hegel i forhold til en partikulær teleologisk verdenshistorie. I mennesket raser en kamp mellem på den ene side naturkræfterne, og på den anden side den menneskelige fornuft. Denne splittelse er en af drivkræfterne i menneskeartens udvikling, og menneskets laster og dets naturlige anlæg til splid, er årsag til etablering af en lovmæssig ordning. En forudsætning for at menneskearten kan nå sit mål og mennesket kan udvikle sin fornuft, er frihed. Dette skal ifølge Kant ske i en fuldkommen retfærdig borgerlig forfatning, kun under sådanne forhold vil på den ene side friheden blive tilgodeset, og på den anden side den mellemmenneskelige adfærd tilstrækkeligt reguleret.1 Kant løfter herefter perspektivet, og knytter sammenhæng mellem den borgerlige forfatning internt i staterne og etablering af et lovmæssigt forhold staterne imellem, og ser her behovet for ”… at træde ud af de vildes lovløse tilstand og ind i et folkeforbund2…” Med denne regulering undgås krige, det samme gør den binding af statens midler som en oprustning og forberedelse til krig byder.

I Til den evige fred definerer Kant en stat som ”… et samfund af mennesker, over hvilket ingen andre end det selv bør kunne befale og disponere.”3 Han anser stående hære som en latent trussel mod freden, hvorfor de bør afskaffes. I forhold til krigsførelsens midler antager Kant en praktisk/etisk betragtning, hvorefter man ikke i krigen må anvende midler og metoder, der fremadrettet forhindrer fredsslutning og sameksistens. I forlængelse af Idé til en almen historie med verdensborgerlig hensigt antager Kant at fredstilstanden ikke er nogen naturtilstand, men noget der aktivt skal stiftes. Som en parallel til hans kategoriske imperativ, anfører Kant:”Under the civil constitution every legislator is obliged to make his laws as if they could have arisen out of the united will of an entire people.”4 Kant var således mere optaget af, hvordan end af hvem en stat blev styret, og var fortaler for at befolkningen skulle uddannes i et sådant omfang, at de var i stand til at udfylde funktionen som borger. Staten skal nære oplysningen ved at tillade statens subjekter at udvikle deres fornuft og autonomi. Kant så den åndelige oprustning som det endelige mål, modsat de senere politiske reformatorer Stein & Hardenberg, der så det som et middel til såvel at mobilisere sociale ressourcer og skabe et modent borgerskab.

Hegel

Som selve idealismen tager også Älteste Systemprogramm des deutschen Idealismus sit afsæt i Kant, og dennes udsagn om moralfilosofiens primat i forhold til erkendelsesfilosofien. Med denne filosofi, hævder programskriftet, træder det frie selvbevidste individ frem, og subjektet skabes, som noget unikt, ex nihilo. Hernæst behandles staten, staten er i sin nuværende form alene noget mekanisk og må derfor ændres, og Hegel hævder med et platonisk perspektiv, at kun det der er genstand for friheden, kan ophøjes til en ide. I den stat der i stedet skal træde frem, opstået som følge af historiens ånd med nødvendighed via menneskehedens historie, kan subjekternes frihed endelig udfolde sig. Hverken Gud eller udødelighed findes uden for subjektet, det findes i og i kraft af det frie subjekt. Om det skønne skriver Hegel, at filosoffen må besidde lige så meget æstetisk sans som digteren, åndens filosofi er en æstetisk filosofi. Hegel gør op med det helt igennem rationelle oplysingsmenneske.5 Med idealismen ophøjes poesien, og der sættes en lighed mellem det æstetiske og det mytologiske. Der skal som en symbiose mellem fornuften (det rationelle) og poesien (ånden), skabes en fornuftens filosofi.6 Med fornuften forenes den oplyste og den uoplyste, og staten kan med alle sine subjekter træde ind i en ny tid. Derved skabes den evige enhed; friheden og ligheden er sikret. 

Som en konsekvens af den franske revolution kan statens indbyggere ikke længere alene betragtes som undersåtter, men er subjekter med forfatningssikrede borgerlige rettigheder. Statens anerkendelse og opfyldelse af disse borgerlige rettigheder er en forudsætning for den indre anerkendelse som en legitim stat. En af de helt centrale bestræbelser i Hegels filosofiske projekt er, i en overgangsperiode mellem den dynastiske stat og nationalstaten, at vise, at kravet om anerkendelse tillige vender den anden vej, tilstedeværelsen af statssubjektet er også det enkelte subjekts forudsætning. Hegel hævder, at det selvbevidste subjekt forudsætter en anerkendelse af andre subjekter, i form af en instans, der som et led i et kollektivt projekt inddrager subjektet og derved etablerer selvbevidstheden og identiteten i hvert enkelt menneskeligt individ. Hegel mener, at denne rolle, den højere instans, der tjener som kollektivt subjekt, er staten, og at denne interne anerkendelsesproces har en ydre pendant, hvor staten anerkendelse som suveræn stat på samme vis kræver andre suveræne staters anerkendelse som sådan.

I The German Constitution undersøger Hegel andre staters samling, med henblik på at finde ud af hvordan Tyskland kan samles til én stat. Hegels stat er ikke blot en dagligdags praktisk foranstaltning eller ramme om det menneskelige liv, Sabine formulerer det: ”The state is not the means but the end, the rational ideal in historical developement, and the truly spiritual or intelligent element in civilization.”7 Uden en samlende nation i en samlet stat mener Hegel, at en imperial hær, grundet jalousi og mistænksomhed de enkelte nationer imellem, aldrig vil få den styrke, de enkelte staters bidrag hver især skulle tilsige. Om netop militæret skriver Hegel i Retsfilosofien, at dets opgave er at forsvare staten. Dette gøres om nødvendigt ved at ofre sig selv, og sandt mod i den forbindelse er viljen til at indordne sig under det almene.8 Med dette synliggøres udviklingen fra oplysningens enkeltstående individ til mennesker, i dette tilfælde soldaten, som det kollektive væsen, hvis interesser er underlagt almenvældets.

I Forelæsninger over historiens filosofi analyseres mulighederne for subjekternes frihed i forhold til staternes kulturhistoriske udvikling. Hegel hævder således, at ikke før kristendommen er det muligt for det enkelte individ at se sig selv som et frit, selvbevidst og ansvarligt subjekt, ansvarlig i forhold til en gud, som individet har mulighed for at spejle sig i (en tanke Hölderlin meget præcist har formuleret i digtet In lieblicher bläue9). Ikke alle kristne nationer er dog i forhold til denne udvikling på sammen niveau, med et ekko af Fichtes fremhævning af det særlige tyske, skriver Hegel ”Først de germanske nationer er i kristendommen kommet til bevidsthed om, at mennesket som menneske er frit, at åndens frihed udgør dens særlige natur.”10 Hegel skriver således i § 344 i Retsfilosofien om de forskellige folkeslags og staters opståen i verdenshistorien, hver med deres særlige principper og virkelighed – et markant brud med oplysningens universalhistorie. Verdenshistorien foregår ifølge Hegel på åndens område, og sondringen mellem det verdslige og det guddommelige udviskes, i hvert fald rent begrebsmæssigt: ”Staten er den guddommelige idé, således som den er tilstede på jorden. Den er således den nærmeste bestemte genstand for verdenshistorien overhovedet…”11. Også i Retsfilosofien behandler Hegel staten som den ramme, hvori individet kan udfolde sin frihed. I denne ramme forpligtes også individerne – ”… individerne, hvis højeste pligt det er at blive medlemmer af staten”.12 I staten forenes det almene og det individuelle, hvorved fornuften træder frem.

Stater kan tilslutte sig alliancer og forbund, men sådanne er – med et hip til Kant – ”relative og begrænsede som den evige fred”.13 Hegel betragter ikke krig som et absolut onde eller en ydre tilfældighed, men som det der skærper ånden og bortfejer en ensidig fokusering på forgængelige ting og midlertidige goder, hvorved det styrker folkets sædelige sundhed. Som modvægt til dette hævder Hegel, at selv i krig – ”denne stilstand af retsløshed, vold og tilfældigheder” – gælder, at krigens afslutning og ikke mindst behovet for fredeligt samkvem efter krigens afslutning skal indtænkes i krigens adfærd. Som senere Clausewitz skriver også Hegel om krigens politiske formål.14

Fichte

Med Taler til den tyske nation indskrev Fichte sig i den tyske identitetsdannelse og i nationalismens historie. Fichtes centrale tanke var påvirket af Herder og betonede en stærk sammenhæng mellem sprog og identitet, om at Tyskland qua sin særlige karakter også havde en særlig rolle i verden. Grundlaget for Fichtes tænkning var relativt uetableret; Begrebet Tyskland var uklart og udefineret, der var ingen samlet tysk stat, hvad var den tyske nation, og hvad ville det sige at være tysk?

En af de faktorer, der lå bag den tyske nationalisme var den franske revolution. Senere skabte den franske belejring af Prøjsen en fælles fjende og deraf følgende solidaritet mellem statens indbyggere. Fichte beskrev i Taler til den tyske nation forskellen mellem tysk og udenlandsk tænkning som forskellen mellem idealisme og dogmatisme. Fichte talte således om den tyske nationalisme og identitet – og skabte samtidigt denne ved at opstille et nationalt fællesskab på tværs af stænder og klasser. Årsagen til det særlige tyske lå for Fichte i det tyske sprog. At der er sammenhæng mellem sprog og identitet var siden Herder ikke nogen ny tanke i de tyske områder. Fichte radikaliserede dog tanken om dette særkende ved at hævde sproget som den sande uoverskridelige grænse, der gik på tværs af statsgrænser og andre angiveligt kunstige grænser. Fichte delte ikke oplysningstidens ideer om sproget som tilfældige tegn.15 I sin betoning af det unikke tyske hævder Fichte, at alene Tyskland blandt alle nationer har et oprindeligt sprog, og derved som den eneste bevaret sin sproglige og kulturelle identitet gennem verdenshistorien. Kun det tyske folk er derfor et rigtigt folk og er i stand til at føle egentlig og rationel fædrelandskærlighed.16. På samme vis ser Fichte den tyske filosofi som den eneste sande og originale filosofi. Den moderne tyske filosofi erkender således sig selv og sin rolle, som et spejl der holdes op foran den tyske nation, hvor i den tyske nation ser sin sande natur og den skæbne der er beredt for den. Samlet set var det Fichtes kortsigtede mål at sikre den åndelige tyske overlevelse under den franske besættelse, på langt sigt, via en åndelig oprustning, at rejse en modstand mod den franske besættelse, således at Prøjsen og Tyskland atter kunne blive frit.

Som en parallel til Hegels påstand af staten som det guddommeliges manifestation på jorden, hævdede Fichte, at det er igennem nationen at det guddommelige træder frem. Netop anerkendelsen af dette – og af det unikke ved ens ”eget” folk – var for Fichte patriotisme eller fædrelandskærlighed. Dette betød, at statens rolle som garant for velfærd, sikkerhed og retfærdighed kun var sekundært, statens primære rolle var at sikre nationens og statens egen fortsatte beståen. Fædrelandskærlighed og forståelsen af denne opstår ikke af sig selv, hvorfor Fichte agiterede for behovet for uddannelse, national uddannelse.

Clausewitz

Clausewitz første artikel blev med hjælp fra Scharnhorst trykt i 1805 i et af tidens vigtigste militære tidsskrifter. Artiklen var en anmeldelse af et værk af en anden militærteoretiker, von Bülow.17 Clausewitz var generelt kritisk imod Bülow, og fremhævede hans teorier som alene baseret på matematik og geografi, hvorved de ikke tog højde for de fysiske og psykiske effekter af krigen, moralen samt ikke mindst krigens politiske mål.18 På samme vis og af samme årsager var Clausewitz kritisk mod hans samtidige Jomini – ikke blot hans resultater, men af hans metode og hans opfattelse af strategien som underlagt evige principper.19 Netop denne sammenhæng mellem teori og praksis samt inddragelse af politikken blev et gennemgående tema i Clausewitz værk, og gav et bredere perspektiv end mange af hans samtidige og ældre kollegaer. Snarere end at beskrive hvordan krigen bør kæmpes, en strategi eller doktrin, var formålet med hans værk, via videnskabelige studier, at forstå krigen og dens natur. Paret skriver om forskellene i Clausewitz og Jominis værk: ”But where Jomini sees strategic similarities, Clausewitz above all sees contextual differences…”20, og kun ved at tage forskellene i betragtning kan man isolere det generelle i krigen.

Efter napoleonskrigene og afslutningen af de militære reformer i Prøjsen, var de praktiske rammer på plads for at Clausewitz kunne samle sine tanker om krigen i et mere sammenhængende værk. Clausewitz forsøger i hans krigsteoretiske værk at forene det historiske med det universelle, samtidigt med at han tager afstand fra den universalitet (eller rettere generalisering), der prægede den militære oplysning – netop ved denne generalisering så Clausewitz, at den militære oplysning ikke forstod krigens sande natur, dens ånd. Clausewitz forkastede som idealismen et atomistisk syn på samfundet, samfundet er et organisk hele med sammenfaldende interesser, alt sammen inden for rammerne at den absolutistiske stat.

Clausewitz hovedværk Om krigen forblev et ufuldstændigt værk, med hans egne ord: ”Jeg betragter de første seks bøger, der allerede er renskrevet, blot som en endnu ret uformelig masse, som skal omarbejdes fuldstændigt endnu en gang”.21 Clausewitz hævder på den ene side, at krig er noget relativt enkelt, en udvidet tvekamp, en voldshandling som skal tvinge modstanderen til at opfylde vor vilje. Vold er midlet, at påtvinge fjenden vor vilje er formålet. På den anden side har krigen altid et politisk formål.22 Schiller er den forfatter der hyppigst nævnes i Clausewitz korrespondance23. I Wallenstein lader Schiller – som en forudanelse om Clausewitz senere værk og budskab, Generalløjtnant Octavio Piccolomini sige til sin søn: ”Der findes i livet ting af større værd end krigen, hvem fører krigen vel for krigens skyld?”24 De ovennævnte to perspektiver forsøger Clausewitz at forene gennem en videnskabeliggørelse af krigsteorien: ”Disse krigsdialektikkens stadig tilbagevendende spilfægterier er i teorien blevet til forbenede systemer, hvis sandhedsværdi er lige så ringe. Kun hvis teorien – som vi har forsøgt – følger den indre sammenhængs enkle tråd, kan den nå tilbage til tingenes væsen.”25

I kapitlet om krigerånden, den krigeriske genius væsen, behandler Clausewitz genibegrebet.26 I §§ 46-49 i Kritik af dømmekraften behandler Kant genibegrebet. Kant skriver: ”Genialitet er det talent, der foreskriver kunsten regler.”27 Citatet skal sammenholdes med Kants udsagn om, at menneskets kundskaber ikke skal fuldendes i det enkelte individ, men i menneskearten – kunstneren derimod adskiller sig fra dette. Også mellem originalitet kontra efterligning kan der drages paralleller mellem krigskunsten og kunsten som sådan, Kant: ”… efterligning bliver imidlertid til efterabning, hvis lærlingen eftergør alt, herunder de vanskabte former, som geniet har måttet tillade, eftersom de ikke godt lod sig fjerne ude at svække ideen”.28 Clausewitz brugte på denne måde Kant til dels at kritisere tænkerne i den militære oplysning, dels som udgangspunkt for hans eget selvstændige værk og hans egen teori om krig. I Om krigen er således spørgsmålet om krig som kunst eller videnskab et centralt tema. Skiftet fra den militære oplysning til Clausewitz kan ses som en ændring af fokus fra regler til det frie skabende geni. Krigerånden kan ifølge Clausewitz i større eller mindre omfang findes i et folk, i forhold til i hvor høj grad krigeriske aktiviteter dominerer. Forholdet afhænger også at den almindelige åndelige udvikling i folket. ”Hos primitive folk finder man imidlertid aldrig en virkelig stor feltherre og yderst sjældent, hvad man kan kalde et krigergeni.”29 ”En fyrste eller feltherre, der forstår at tilpasse sin krig nøjagtigt efter sine formål og midler, så han hverken gør for meget eller for lidt, leverer dermed det bedste bevis på sit geni.”30 Når genibegrebet støder mod sin begrænsning, skabes et udviklingsrum. På det erkendelsesmæssige område var Clausewitz påvirket af Kants sandhedsbegreb: sandhed er overensstemmelse mellem begreb og virkelighed. Derfor må, når krigens virkelighed ændrer sig, og det gør den jo j. f. slagene ved Moskva og Waterloo, krigsbegrebet også ændres. Netop ved disse slag erfarede Clausewitz, at genialitet ikke alene kan afgøre krigen, der ligger også i krigen nogle underliggende tilbøjeligheder, ikke faste regler som den militære oplysning eller Jomini vil formulere det, men snarere retningslinjer og forklaringsmekanismer. Clausewitz hævder således defensivens overlegenhed over offensiven, og at det er denne der gør at krigshandlingen kan gå i stå.

Om krigen behandler en række historiske slag. I værket træder Clausewitz historieforståelse frem – en historieforståelse frigjort fra idealismens partikulære teleologiske perspektiv: ”Krig er tilfældighedens område. Ikke på noget andet menneskeligt virkefelt må man indrømme denne ubudne gæst et så stort spillerum”.31 Samme syn anlægges på Napoleons felttog i Rusland 1812.32 Også i hans politiske skrifter antager Clausewitz et klart anti-teleologisk perspektiv. De prøjsiske reformer var ikke noget uundgåeligt og determineret, men blot det rette svar på en given udfordring. De opstod på baggrund af politiske begivenheder, og det hele kunne være gået anderledes33.

I afsnittet om krigen som en sand kamæleon knyttes an til en række interessante begreber og forbindelser, som tjener til forklaring af Clausewitz perspektiv på statens indre sammenhænge – selve politikkens væsen, fyrsten kontra folket, statsmanden kontra hærføreren, på statens legitimering internt som eksternt, og endeligt på sammenhængen mellem stat, folk, nation og lidenskaben. Clausewitz anskuer politikken, og her er det en afgørende forudsætning, at legitim udøvelse af politikken for Clausewitz var fyrstens/statsmandens domæne, i et helt og holdent rationelt perspektiv.34 I forhold til soldaterfyrsten var Clausewitz tid en brydningstid, hvor Clausewitz trods sin beundring af Napoleon Bonaparte, formentligt forudanede at soldaterfyrstens æra var ved at være omme. Clausewitz afviser således på den ene side ikke muligheden for at forene disse to roller i en figur, men anerkender samtidigt at statsmandens og hærføreren principielt set udspiller deres roller på to forskellige intellektuelle arenaer.

Sit rationelle udspring til trods, behandler Clausewitz lidenskaben i sit værk.35 Netop gennem tilføjelse af lidenskab spiller folket gennem ”militser, folkeværn og folkestorm en rolle i krigen..”36 Gennem tankerne om værnepligten og værnepligtshæren træder den franske revolutions påvirkning af Clausewitz frem. Bag disse fornemmes dog den ambivalens og usikkerhed, der i perioden gjorde sig gældende i forhold til den rolle folket ville og kunne spille i staten, som det ses kan folkets nye fremtrædende være særdeles nyttig for staten, men hvor langt tør man – man som de herskende lag – gå, er det en irreversibel proces, vil det blive misbrugt, og ender det hele i kaos og anarki? Netop brydningen mellem indbyggeren som henholdsvis undersåt og borger knytter an til Clausewitz behandling af det nationale spørgsmål i almindelighed og det tyske i særdeleshed. Selve nationens eksistens tager Clausewitz øjensynligt for givet, når han antyder at netop den tyske nationalkarakter har de rette forudsætninger i udbygningen af denne: “In more than one respect the German character would be highly suited to wind a unifying bond around the German nation.”37

Idealismens påvirkning af Clausewitz værk

Med henblik på at påvise idealismens eventuelle påvirkning af Clausewitz, opstilles en række af idealismens centrale begreber. Anskuet gennem disse foretages en sammenligning af idealismen (Hegel og Fichte), Clausewitz og deres fælles udspring i Kant.  

Etik og moralfilosofi

Hos Kant fyldte moralfilosofien væsentligt mere end i idealismen, og var en essentiel del af hans værk – hos Clausewitz er etiske refleksioner fuldstændigt fraværende. Dette vurderes at være et bevidst valg, Clausewitz værk omhandlede krigen og dens natur, ikke etik eller nogen etiske perspektiver på krigen. Clausewitz var sig moralens betydning bevidst, men moral er her reduceret til moralens betydning i krigen, moral forstået som kampmoralens påvirkning af de medvirkende styrker. Moral behandles altså alene med en instrumentel tilgang – moral som middel, ikke som mål.

Dialektikken

Hegel var kendt for sin dialektik. Dialektisk tænkning er ikke fuldstændigt fraværende i Clausewitz værk. Et eksempel er behandlingen af spørgsmålet om den begrænsede krig i hovedværket Om krigen. Gat siger om dette eksempel, at da Clausewitz i 1827 alvorligt begyndte at tvivle på en række af de centrale konklusioner i værket, tyede han til dialektikken som en vej ud af dette.38 Uagtet dette eksempel står dog tilbage, at der ikke hos Clausewitz kan dokumenteres en direkte påvirkning fra Hegels dialektik, eller at Clausewitz systematisk anvender den dialektiske metode.

Historiesyn

Hegel har en teleologisk historieopfattelse – det har Clausewitz absolut ikke, Clausewitz betoner tværtimod tilfældigheden og de åbne muligheder med flere mulige udviklingsrækker. Clausewitz forsøger i hans hovedværk at forene det historiske med det universelle, samtidigt med at den militære oplysnings generalisering undgås. I hvor stort omfang Clausewitz var påvirket af oplysningens universalhistorie lader sig kun vanskeligt bestemme, ikke mindst fordi denne udspilledes på et højere abstraktionsniveau i forhold til Clausewitz anvendelse af det historiske.

Genitænkning

Genitænkningen er i lige så høj grad som et egentligt produkt af idealismen, en arv fra oplysningen der er videreført gennem denne. Når Kant skriver, at genialitet er det der foreskriver kunsten regler, og at genialitet er talent for at frembringe det, som man ikke kan give nogen bestemt regel for, træder netop Clausewitz feltherre frem fra krigens tåger, feltherren der med sin genialitet mestrer det uforudsigelige og partikulære, som netop ikke kan mestres ved anvendelse af Jominis faste regler og rigide tænkning. I Om krigen behandles det krigeriske genius væsen. Clausewitz så Napoleon som et geni, men ved Moskva og Waterloo mødte geniet sin begrænsning, genialitet alene skaber ikke forskellen, hvorved jagten på en anden forklaring førte til, at tanken om defensivens overlegenhed opstod.

Det nationale

Clausewitz deler Fichtes patriotisme, men Clausewitz er snarere fortaler for patriotisme som sådan og ikke en speciel tysk patriotisme. Herved stiller Clausewitz sig mellem idealismen og oplysningstidens universalisme. Clausewitz har blik for noget særligt tysk, men deler ikke i sit værk Fichtes åndelige og metafysiske syn på nationen. Det synes af Fichte og Hegel var tyske af såvel nødvendighed som efter eget bevidste valg, hvorimod Clausewitz var patriot af nødvendighed men tysk af tilfældighed. Hvor som nævnt ikke mindst Fichte har en metafysisk tilgang til det særlige tyske, så Clausewitz det som et udtryk for noget rationelt, og han var som sådan en anakronisme der, på trods af hans modstand mod den militære oplysning, holdt oplysningens rationelle fane højt medens idealismens storme susede. Det tyske var netop for Clausewitz noget særligt på grund af sin rationalitet. Han antog altså en række af idealismens og den romantiske nationalismes elementer, men anvendte dem alene instrumentelt i sin tænkning, det nationale og den nationale begejstring kan tjene staten - og her ligger han på linje med Hegel - og kan desuden tjene som en forklaringsfaktor i hans undersøgelse af krigens væsen og de faktorer der indgår heri.

Det religiøse

Hvor særligt Hegel betoner kristendommens betydning og vigtigheden af at kunne spejle sig i en gud, er der ikke hos Clausewitz nogen inddragelse af det religiøse.

Krigen

Skeles tilbage til Kant viser en sammenlignende analyse af Kant og Clausewitz såvel sammenfald som forskelle. Når Kant således hævder, at krigen skal udkæmpes på en måde, at en efterfølgende fred mellem staterne er mulig, er dette et naturligt grundlag for Clausewitz tese om krigen som politikkens fortsættelse. Omvendt, når Kant markerer sin modstand mod stående hære er dette ikke et synspunkt, der falder i tråd med Clausewitz livsforløb som professionel soldat og krigsteoretiker. Når Hegel skriver om den militære stand, at sand tapperhed ikke er personligt mod, men derimod viljen til at indordne sig under det almene, er dette formentligt ikke et udsagn der afskrækker Clausewitz, hverken som prøjsisk officer og patriot, eller i forhold til hans krigsvidenskabelige position. Det samme gør sig gældende i forhold til Hegels anerkendelse af krigens politiske mål og rensende effekt, hvormed krigen afskrives som det absolutte onde.

Konklusion

Gat formulerer det indlysende spørgsmål, hvorvidt Clausewitz var påvirket af Hegel, eller om Clausewitz og Hegel primært var påvirket af samme åndelige arv, således at der var tale om en parallel udvikling. Konklusionen i dette afsnit er dog, at der er tale om et hverken eller, Clausewitz var i sin grundsubstans upåvirket af idealismens tanker, han forblev i bund og grund i højere grad et produkt af oplysningstiden, men opsamlede dog nyttige ideer fra idealismen, som han anvender instrumentelt. Hvis ikke hans mål var idealismens, hvad var de så? Svaret er, at han som prøjsisk officer identificerede sig med statens mål, men som tænker havde han ikke havde noget egentligt mål, han var i denne forstand en sand videnskabsmand, der opsamlede og generede viden for denne videns egen skyld. En anden måde at udtrykke det på er: Når idealismens påvirkning af Clausewitz værk er så begrænset som den er, skyldes det, at Clausewitz værk er et svar på et spørgsmål, som idealismen slet ikke stiller – og omvendt.  
 

Litteraturliste

Clausewitz, Carl von, 1908, Nachrichten über Preußen in seiner großen Katastrophe. Berlin: Ernst Siegfried Mittler und Sohn. 

Clausewitz, Carl von, 1953, Ausgewählte Briefe an Marie von Clausewitz und Gneisenau. Berlin: Verlag Der Nation. 

Clausewitz, Carl von, 1977, Historische Briefe über die großen Kriegsereignisse im Oktober 1806. Bonn: Ferdinand Dümmlers Verlag. 

Clausewitz, Carl von, 1986, Om Krig. København: Rhodos. 

Clausewitz, Carl von, 1992, Historical and political writings. Princeton: Princeton University Press. 

Fichte, Johann Gottlieb, 1978, Reden an die deutsche Nation, Hamburg: Felix Meiner Verlag. 

Gat, Azar, 2001, A History of Military Thought, New York: Oxford University Press.

Hegel, Georg Wilhelm Friedrich, 1964, The German Constitution, i Hegel’s Political Writings. New York: Oxford University Press.

Hegel, Georg Wilhelm Friedrich, 1984, Älteste Systemprogramm des deutschen Idealismus. Frankfurt am Main: Suhrkamp Verlag. 

Hegel, Georg Wilhelm Friedrich, 1997, Forelæsninger over historiens filosofi. København: Gyldendal. 

Hegel, Georg Wilhelm Friedrich, 2004, Retsfilosofi. Elementær retsfilosofi eller Naturret og statsvidenskab i grundrids. Frederiksberg: Det lille forlag. 

Herberg-Rothe, Andreas, 2006, Clausewitz und Napoleon, Jena, Moskau, Waterloo, i Clausewitz-information 1/2006. Hamburg: Führungsakademie der Bundeswehr.

Højrup, Thomas, 2002, Dannelsens dialektik – Etnologiske udfordringer til det glemte folk. København: Museum Tusculanums Forlag.

Kant, Immanuel, 1991 (1), Besvarelse af spørgsmålet: Hvad er oplysning?, i Slagmark 17. 

Kant, Immanuel, 1991 (2), Idé til en almen historie med verdensborgerlig hensigt, i Slagmark nr. 17. 

Kant, Immanuel, 1995, Til den evige fred. Et filosofisk essay. København: Gyldendal. 

Kant, Immanuel, 2007, Kritik af dømmekraften. Frederiksberg: Det lille forlag. 

Levinger, Matthew, 2000. Enlightened Nationalism – The Transformation of Prussian Political Culture 1806 – 1848. New York: Oxford University Press.

Paret, Peter, 2009, The Cognitive Challenge of War - Prussia 1806. Princeton: Princeton University Press. 

Pöggeler, Otto, 1984, Hegel, der Verfasser des ältesten Systemprogramms des deutschen Idealismus, i Jamme, Christoph et al (red.), Mythologie der Vernunft – Hegels älteste Systemprogramm des deutschen Idealismus. Frankfurt am Main: Suhrkamp Verlag. 

Sabine, George H., 1932, Hegels Political Philosophy, i The Philosophical Review Vol. 41 No. 3.

Schäfer, Karen, Lennart, 2007, Clausewitz im Deutschen Idealismus und Alfred Schmidt, i Clausewitz-information 1/2007. Hamburg: Führungsakademie der Bundeswehr.

Schmidt, Alfred, 2007, Carl von Clausewitz, kriegstheoretische Konzeption und geschichtsphilosophischen Hintergründe, i Clausewitz-information 1/2007. Hamburg: Führungsakademie der Bundeswehr.

Schroeder, Paul W, 1994, The transformation of European Politics 1763 – 1848. New York: Oxford University Press.

Simms, Brendan, 1997, The impact of Napoleon - Prussian high politics, foreign policy and the crisis of the executive, 1797 - 1806. Cambridge: Cambridge University Press. 

NOTER:

1 Kant 1991(2):104

2 Kant 1991(2):104

3 Kant 1995:39

4 Levinger:35

5 Hegel 1984

6 Hegel 1984

7 Sabine:274

8 Hegel 2004:§ 327

9 Hölderlin, Sämtliche Werke

10 Hegel 1997:55

11 Hegel 1997:78

12 Hegel 2004:§ 258

13 Hegel 2004:§ 259

14 Hegel 2004:§ 333

15 Fichte:65

16 Fichte:125

17 Paret:113

18 Paret:114

19 Paret:115

20 Paret:121

21 Clausewitz 1986:19

22 Clausewitz 1986:46

23 Gat:180

24 Schiller, Wallenstein

25 Clausewitz 1986:457

26 Clausewitz 1986:66

27 Kant 2007:147

28 Kant 2007:157

29 Clausewitz 1986:67

30 Clausewitz 1986:174

31 Clausewitz 1986:69

32 Clausewitz 1986:784

33 Clausewitz 1992:252

34 Clausewitz 1986:49

35 Clausewitz 1986:78

36 Clausewitz 1986:230

37 Clausewitz 1992:259

38 Gat:238

 

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidsskrift_141.aargang_nr.4_2013.pdf

Litteraturliste

Del: