Citationspligt i militær retspleje - utopi eller mulighed ?

Såfremt det er bestemt, at militære chefer ved ikendelse af straffe og disciplinarmidler skal anføre de straffebud, ikendte har overtrådt, foreligger der en citationspligt i den militære retspleje i lighed med, hvad der er gældende i den borgerlige straf feretspleje. I det følgende skal der nærmere redegøres for, hvorvidt der eksisterer en sådan pligt for militære chefer, hvilke hensyn der ligger bag pligten, pligtens konsekvenser, samt endelig, om en sådan pligt i den militære retspleje kan tilgodese hensynene.
 
Nulla poena sine lege
Det fremherskende præventionsformål i de vestlige landes strafferet før det 19. århundrede er afskrækkelse og fremkaldelse af afsky mod forbryderiske handlinger og gerningsmænd. Disse virkninger søges især knyttet til fuldbyrdelsen af grusomme og vanærende straffe. Den yderliggående afskrækkelsesretning i strafferetten må ses på baggrund af samtidens politiske og kulturelle forhold. Den vide anvendelse af dødsstraf må også ses i sammenhæng med, at et organiseret fængselsvæsen endnu kun var i sin vorden. Et effektivt politi er endnu ikke tilvejebragt og kriminaliteten er stigende. Side om side med oplysningstidens humane åndsretninger i slutningen af det 18. århundrede, der i sagens natur må vende sig mod tortur og barbariske straffe, virker strafferetlige reformatorer, der mest har øjnene åbne for det herskende systems svigtende effektivitet og snarere vil skærpe end formilde. De humanistiske strømninger får dog overtaget og afskrækkelsen, knyttet til fuldbyrdelsen, forlades. For den strafferetlige teori, der stadig vil fastholde afskrækkelsen som hovedformål, bliver det nu en opgave at finde nye veje. På denne baggrund fremkommer i 1799 Anselm von Feuerbachs straffe- trusselsteori. Den er den første konsekvent gennemførte generalpræventive teori, der på den ene side søger at frigøre straffesystemet fra den moralske gengældelse, på den anden side klart udspalter generalpræventionen fra specialpræventive formål og knytter den til straf fetruslen, ikke til straffuldbyrdelsen.
 
Teorien bygger bl.a. på følgende grundsætninger. For at der skal tilvejebringes en almindelig overbevisning om den nødvendige sammenhæng mellem straf onde og krænkelse, må (1) en lov fastsætte ondet som nødvendig følge af handling (lovens trussel), og for at denne ved loven bestemte ideale sammenhæng skal optages som en realitet i alles forestilling, må (2) denne kausale sammenhæng også fremtræde i virkeligheden, hvad der er ensbetydende med, at det i loven med krænkelsen forbundne onde må tilføjes, så snart overtrædelsen er sket (fuldbyrdelse). Straf fetruslens formål er at afskrække alle fra mulige lovovertrædelser. Straf tilføjelsens formål er at give straf fetruslen realitet.
 
Af grundsætningerne drages følgende konsekvenser:
1. Enhver tilføjelse af en straf forudsætter en straffelov (nulla poena sine lege).
2. Tilføjelsen af en straf er betinget af tilstedeværelsen af den under straffetrussel forbudte handling (nulla poena sine crimine).
3. Den af lovens trussel omfattede handling medfører altid den lovlige straf (nullum crimen sine poena legali).
 
Senere teori er ikke enig med von Feuerbachs filosofiske begrundelse for straffetrusselsteorien, og nutidens psykologiske og kriminalpolitiske opfattelse er i det hele uforenelig med straffetrusselsteorier. Von Feuerbachs straf fetrusselsteori er glemt, men hans første sætning, ingen straf uden straffelov, lever videre som en grundsætning i dansk strafferet, idet strafferetligt ansvar kun kan pålægges med hjemmel i lov eller dennes analogi, borgerlig straffelovs § 1. Denne grundsætning står i modsætning til den endnu i det 18. og til dels 19. århundrede herskende anskuelse, hvorefter der under en mangelfuldt kodificeret retstilstand også skulle være plads for en efter regentens, forvaltningens eller domstolenes vilje anordnet ulovhjemlet straf for straf værdige handlinger - under ét betegnet arbitrær straf.
 
Regler i borgerlig retsplejelov om citation
Domstolens pligt til at anføre de overtrådte straffebud er nedlagt i borgerlig retsplejelov § 929, der i stk. 2 bestemmer, at domfældes tiltalte, skal i domsgrundene de omstændigheder nøjagtigt angives, der som beviste lægges til grund for domfældelsen, og det eller de lovbud anføres, som bringes i anvendelse. Videre bestemmer § 929 stk. 3, at frifindes tiltalte, skal de straffen betingende omstændigheder, som antages at mangle eller ikke være bevist, eller de straf udelukkende omstændigheder, som antages at foreligge, angives, og de anvendte lovbestemmelser anføres.
 
Regler i militær retsplejelov om citation
Det bemærkes først, at Klimaudvalget vedr. delbetænkning nr. 586/1970 om »Straf og disciplinarmidler. Klageregler« havde følgende hovedsynspunkter m.h.t. den militære straffe- og retsplejelovgivning:
1. at straffe- og retsplejebestemmelser for militært personel i videst muligt omfang bør nærme sig de love og bestemmelser, der gælder for det øvrige samfund, således at der kun fastsættes særregler for dette personel i de tilfælde, hvor hensynet til forsvarets særlige forhold gør det nødvendigt,
2. at lovgivningen på dette område bør tilpasses udviklingen på de pædagogiske, ledelsesmæssige og samarbejdsmæssige områder, som i de senere år har været fremherskende såvel i forsvaret som i den øvrige del af samfundet, og
3. at de militære straffe- og retsplejeregler bør udformes på en sådan måde, at lovgivningen kan tjene som meddelelsesmiddel for de personer, den berører, og herved give de pågældende en klar forståelse af den særlige straffe- og retsplejeordning, de er underkastet som følge af deres tilknytning til forsvaret.
 
Idet der lægges vægt på, at retsplejebestemmelser for det militære personel bør tilstræbes gjort lig de regler, der gælder for øvrige borgere, og videre, at retsplejeregleme bør kunne tjene som meddelelsesmidler for det berørte personel, synes der at være rimelig grund til at forvente, at den efter ovennævnte synspunkter udformede militære retsplejelovgivning indeholder regler om citationspligt. Militær retsplejelov bestemmer i § 1, at de regler, der i lov om rettens pleje gælder for straffesager, anvendes i militære straffesager, for så vidt ikke andet er bestemt.
I kommentarerne til nærværende paragraf opregnes de vigtigste punkter, hvor militær retspleje adskiller sig fra den borgerlige strafferetspleje. Heriblandt er citationspligten, d.v.s. § 929, ikke anført, hvilket betyder, at reglen gælder i militær retspleje, medmindre der findes en modstående bestemmelse i de i henhold til loven udfærdigede bestemmelser.
 
Da Forsvarsministeriets vejledning om anvendelse af straffe- og disci* plinarbladsformularsæt, der er optrykt i KFF B. 3-1974, pkt. 15, imidlertid bestemmer, at ved arbitrære afgørelser er angivelse af de anvendte straffebestemmelser normalt ikke nødvendig (hvorimod disse ved retsafgørelser skal indføres i den dertil indrettede rubrik) findes der altså sådan modstående bestemmelse, omend på et ydmygt sted, der sætter § 929 ud af kraft for så vidt angår arbitrære afgørelser. Vejledningen sondrer ikke mellem arbitrære afgørelser truffet af militære chefer og arbitrære afgørelser truffet af auditører, hvilket er bemærkelsesværdigt, når det betænkes, at auditører (arbitrært) kan ikende frihedsstraf i form af hæfte i op til 30 dage og i øvrigt forudsættes at have juridiske kvalifikationer som statsadvokater.
 
Endelig bemærkes det, at uanset disciplinarmidler kun kan bringes i anvendelse, når der er begået en strafbar handling, forbigås disse i vejledningen. Heraf sluttes, at Forsvarsministeriet ikke mener, at det kan være nødvendigt at citere de anvendte straffebestemmelser, såfremt sagen sluttes med ikendelse af et disciplinarmiddel. Med adgangen til at kombinere disciplinarmidler kan der som maksimum ikendes 14 dages tilbageholdelse på tjenstestedet, hvori indlægges vagttjeneste i 3 X 3 + 2 dage. I alt en anseelig sanktion. Der kan imidlertid ikke ses bort fra den kendsgerning, at militær retsplejelav m.v. hverken foreskriver citationspligt for auditør eller militær chef ved ikendelse af arbitrære straffe eller disciplinarmidler.
 
Ændring af den ved militær retsplejelov m.v. fastlagte retstilstand
For den videre analyse og debat forudsættes det nu, at der i militær retsplejelov eller i de i henhold til denne udfærdigede bekendtgørelser eller vejledninger findes en bestemmelse om, at ikendelser for overtrædelser af militær straffelov ledsages af en angivelse af den eller de paragraffer, i henhold til hvilken/hvilke sanktion ikendes, være sig straf eller disciplinarmiddel. Paragrafferne påføres respektive formularsæt.
 
Argumenter for citationspligt
Argumentationen skal indledningsvis formes som en besvarelse af følgende to spørgsmål:
Hvilke hensyn skal citationspligten tjene?
Hvilke formål kan den (under gunstige forhold) tilgodese?
Hvad angår det første spørgsmål skal det først anføres, at ikendte ud fra den ovenfor beskrevne grundsætning nulla poena sine lege, har et selvindlysende krav på at få at vide, ikke blot hvilken beslutning, der er truffet vedr. hans person, men også hvorfor og i henhold til hvad en sådan beslutning er truffet. Det tilføje«, at Klimaudvalgets 3. hovedsynspunkt om udformningen af den militære straffe- og retsplejelovgivning vel ikke kan læses på en sådan måde, at synspunktet begrænses i det tilfælde, hvor straffesystemet træder i funktion overfor en adressat.
 
Endvidere skal anføres citationspligtens pædagogiske betydning, idet straf feretsplejen traditionelt er et område, hvor der lægges stor vægt på den læges interesse og forståelse.
Derhos skal citationspligten tilgodese ikendtes behov for at kunne vurdere egen situation i relation til udnyttelse af den administrative rekurs, d.v.s. afgørelsens indbringelse for rettergangschef og nævn og for straffes vedkommende anke til domstolene. Den, der er ikendt straf arbitrært kan i henhold til den nugældende lov udbede sig 7 dages betænkningstid. Det fremgår af motiverne til loven, at udvidelsen fra 2 X 24 timer til 7 dage bl.a. blev foretaget for at give ikendte mulighed for at drøfte ikendelsen med en advokat. Med den nuværende retstilstand falder grundlaget for en sådan konsultation imidlertid næsten bort, idet det ikke af den til ikendte udleverede kopi af formularsættet fremgår, hvilke paragraffer, der er overtrådt. I det hele taget var det oprindelige formål med at udlevere genparten netop drøftelsen med advokaten, idet det naturligt forudsattes, at genparten indeholdt de fornødne oplysninger.
Det andet spørgsmål retter sig mod de formål, der evt. kan fremmes af citationspligten. Med andre ord: hvilke gavnlige virkninger kan citationspligten tænkes at have ud over de - ovenfor omtalte - hensyn, der må anses for omfattet af pligtens direkte målsætning?
Først og fremmest bør pligtens mulige præventionsvirkning nævnes. Forbeholdet »mulige« refererer til to ting: dels er det muligt, at citationspligten slet ikke virker præventivt, og dels er det muligt, at der slet ikke er brug for prævention. Det næstfølgende har således karakter af en hypotese.
 
Den prævention, der tænkes på, sigter til den overfladiske eller - hvad der måske er mere relevant - vaneprægede ikendelse af straffe- og disciplinarmidler, der sker ud fra indarbejdede tankevaner uden nærmere refleksioner over hvilken straffelov, der for tiden er gældende, uden vurderinger af hvorvidt et gerningsindhold objektivt set er realiseret, om der foreligger fornøden opfyldelse af de subjektive betingelser, og om der foreligger omstændigheder, der udelukker handlingens retsstridighed.
Med de tidligere anførte forbehold skal også nævnes citationspligtens indvirkning på tilsynet med anvendelsen af straffe- og disciplinarmidler. Der tænkes her dels på den tilsynspligt, som i medfør af militær retsplejelovs § 36 påhviler enhver rettergangschef, dels på det særlige indseende, som i medfør af samme lovs § 45 udøves af auditørkorpset. I begge tilfælde synes citationspligten at give reelle muligheder for et - om muligt - forbedret tilsyn.
 
Mulige indvendinger mod en citationspligt
Som indvending mod den foreslåede citationspligt kunne anføres, at henset til det store antal militære straffesager, hvoraf lagt de fleste dog sluttes med ikendelse af et disciplinarmiddel, ville citationspligtens indførelse betyde en væsentlig forøget arbejdsbyrde for de ikendende chefer. Denne forøgelse skal vurderes i forhold til den nys forøgede arbejdsbyrde, der var en direkte følge af ikrafttrædelsen pr. 1. april 1974 af den nugældende militære straffe- og retsplejelovgivning. Årsagen til den forøgede byrde skal primært søges i den omstændighed, at de ikendende chefer ikke har juridisk uddannelse udover, hvad der meddeles i faget retslære på værnenes officersskoler. Videre kunne det anføres, at en sådan obligatorisk regel ville få den - generelt uønskede - effekt, at der ikke blev ikendt sanktioner, uanset sådanne var forskyldte. En sådan ikke retspolitisk bestemt afkriminalisering kunne fremme uregulerede sanktioner til skade for retsbevidstheden og den almindelige retssikkerhed.
 
Endelig kunne der indvendes, at citationspligten i henseende til militær straffelovs § 15 kan opfyldes, uden at de hensyn, der ligger bag pligten, derfor er tilgodeset, idet nævnte bestemmelse, der omhandler almindelige tjenesteforsømmelser i modsætning til kvalificerede, efter sin formulering er så rummelig, at den i sig indeholder de lavere grader af strafansvar for ulydighed, respektstridighed, ulovligt fravær, skødesløshed, vold og trussel om vold, besiddelse af euforiserende stoffer, modtagelse af personlige tjenesteydelser, falsk forklaring, uforsvarlige øvelser, overtrædelse af færdselsloven og berigelseskriminalitet.
 
Sammenfatning
Retstilstanden uden citationspligt kan vel ikke ganske lignes med den retstilstand, der herskede, da grundsætningen nulla poena sine lege ikke havde gyldighed, men i henseende til den, der står med genparten af formularsættet i hånden, kan det være svært at skelne forskellen mellem da og nu.
Pågældende, der ikendes arbitrær straf kan vel få konstateret, at grundsætningen har gyldighed i dansk straf feretspleje ved at anke den militære chefs afgørelse til domstolene, jfr. ovenfor om § 929, mens den, der ikendes disciplinarmidler ikke har samme muligheder, idet disse ikke kan indbringes for domstolene, men alene kan rekureres til disciplinar- og ankenævn, for hvilke der ikke er foreskrevet citationspligt, uanset der i begge nævn indgår jurister.
Med hensyn til de forelagte argumenter synes det svært at fremføre indsigelser mod de bag citationspligten liggende hensyn, og det er vel overhovedet et spørgsmål, om sådanne indsigelser findes.
 
De påpegede praktiske vanskeligheder, der er forbundet med en citationspligt, skønnes at kunne afhjælpes med bistand af Forsvarets Auditør- korps. Svaret på det i overskriften formulerede spørgsmål er herefter, at citationspligten er mulig. Tilbage står så det afledede spørgsmål, om en citationspligt kan tilgodese de bag pligten liggende hensyn. Som argument mod citationspligt anføres til sidst med en vis, om ikke afgørende vægt, at pligten bliver til intet i de tilfælde, hvor der ikendes sanktioner i henhold til militær straffelovs § 15, idet denne bestemmelse rummer de lavere grader af strafansvar for bl.a. de kvalificerede forsømmelser, der selvstændigt er kriminaliseret i militær straffelov, og derhos giver adgang til at straffe overtrædelser af bestemmelser uden for denne lov. Hertil er at bemærke, at der vel eksisterer en mulighed for sammen med § 15 at anføre de overtrådte tjenstlige bestemmelser, men da det, jfr. kommentarerne til § 15, stadigt er muligt at straffe handlinger i strid med tjenesteforholdets natur, findes den vej kun i begrænset og utilstrækkeligt omfang at være farbar. Citationspligtens tjenende funktion er således snævert forbundet med tilstedeværelsen og den hyppige anvendelse af den ofte nævnte § 15. Sålænge denne bestemmelse derfor består i sin nuværende formulering, vil citationspligten alene kunne blive blændværk, hvorfor den ikke kan anbefales statueret.
 
Afslutning
Til sidst synes det nærliggende at fundere over den kendsgerning, at der med en enkelt bestemmelse (§ 15) er skabt en så vid kriminaliseringsadgang, at enhver uønsket adfærd i det militære forsvar kan belægges med straf. Hertil er at bemærke, at bestemmelsens tilstedeværelse afspejler, at der ved udformningen af den gældende straffe- og retsplejelovgivning ikke var accept af det synspunkt, at »soldaten er borger i uniform«. Havde dette synspunkt imidlertid vundet den fornødne tilslutning, ville militær straffe- og retsplejelov i dag nok have været at finde i den borgerlige straffelov henholdsvis retsplejelov som ikke særligt omfangsrige tillæg uden at indeholde en til § 15 svarende bestemmelse. 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militærts Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
 
 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.