Cirkus Afghanistan: Hvordan en vestlig tankegang kan komme til kort, og hvordan man kan blive klogere

Jon Kiellund, statskundskabsstuderende, Københavns Universitet, sprogofficer (arabisk  2007, pashto 2008 ). Udsendelse ISAF 7, Feb 2009‐Aug 2009.

 

I denne artikel vil jeg kort komme ind på nogle af de tanker, jeg har gjort mig  omkring kulturmødet mellem danske soldater og lokale afghanere. Jeg vil  skitsere nogle af de overordnede problemer, der kan opstå ved et sådant møde  mellem soldaten og den civile afghaner, og til sidst vil jeg komme med et  tentativt bud på, hvad man kan holde sig for øje for at undgå deres opståen.  

 

’Godt gået!’ eller…
På de forskellige tjenestesteder, jeg har været tilknyttet eller har besøgt, har  jeg lagt mærke til en lille, humoristisk planche, der plejer at hænge enten på  forsynerens kontor eller i befalingsmændenes stuer. Den prøver – ved hjælp af  kasser og vandrør ‐ at vise, hvordan man løser et problem; men ved nærmere  betragtning viser den, hvordan man undgår at løse problemet: ved bevidst at  lave små kortslutninger mellem kasserne og vandrørene. Og endda uden at det  bliver opdaget, at man i sidste ende ikke løser noget som helst. Denne planche  får mig til at tænke på den holdning mange havde i missionsområdet i  Helmand, når de blev konfronteret med afghansk kultur. En holdning, jeg også  selv delte i starten. 

Afghansk kultur virkede så utroligt fremmed og uforståelig. Det lille låg,  jeg fik løftet under min uddannelse i USA i stammesproget pashto (det mest  udbredte sprog i Helmand), forberedte mig på et meget anderledes livssyn end det danske; men da jeg ankom til missionsområdet, blev jeg stadig forbløffet  over en tilsyneladende irrationalitet ved mange afghaneres handlinger:  Grundlæggende måske, hvorfor de skyder på os og lægger IED'er ud, når det  alternativ, de kæmper for, for mig er dårligere end det, vi kan tilbyde. 

Læg dertil den fremmedartede klædedragt og mænd, der går rundt i  noget, der ligner en mellemting mellem posebukser og kjoler. Og prangende  turbaner og små perlehatte, på trods af varmen. For ikke at tale om burkaen. Og til sidst fattigdommen og desperationen. Nedslidningen, der gennemsyrede såvel landsbyer som mennesker. Vores relativt faste hverdag inden for  murene, kun forstyrret af raketangreb og sårede afghanere, blev, hver gang  man kørte ud, erstattet af et fremmed månelandskab og tynde skygger med  turbaner, der aldrig var i mødekommende. Selv når børn gav en ‘thumbs up’,  når man kørte på Highway 1, var det tvetydigt. Det kunne betyde enten ‘godt  gået’ (som lært af amerikanerne) eller ‘op i røven med jer’ (som i lokal forståelse). For at tolke håndsignalet, kiggede jeg på, om barnet var på vej i ind  puberteten. Men selv ikke en simpel ting som et håndsignal kunne jeg med  sikkerhed vide hvad det betød.   

Fremmedgørelse: Et problem der kan løses
Jeg tror, mange soldater delte mit umiddelbare indtryk af fremmedgørelse,  blot beholdt nogle denne følelse hele missionen igennem. Fremmedgørelse  over for det folk, vi var sendt ned for at beskytte. Og denne fremmedgørelse  førte hos mange til, hvad jeg vil kalde for en ‘dehumanisering’ af afghanerne.  Hvilket kan være et problem for ens virke. 

Det er vel let at forklare psykologisk. I en fremmed situation, hvor man er  under betydeligt stress og langt hjemmefra, hvor de folk, man skal beskytte og  kan ende med at dø for, i mange tilfælde viser modvilje i samarbejdet med os,  og hvor folk, der ligner dem på en prik, skyder og lemlæster ved først givne  lejlighed. Dette kan man som menneske ikke umiddelbart forstå, og som  forsvarsreaktion afviser man over en kam, at afghanernes handlinger og  opførsel kan forklares rationelt; man tænker snarere, at de er anderledes –  godt hjulpet af deres fremmedartede sprog, klædedragt og skikke. Man kommer til  at se Afghanistan som et cirkus, hvor man kun lige når at overleve mens  man er der, fysisk såvel som psykisk. Man når i hvert fald sjældent at forstå. 

Min påstand er, at fremmedgørelsen som problem faktisk kan løses. Først  skal man gøre sig klart, at man ved den psykologiske kortslutning man laver, i  modsætning til eksemplet med planchen ovenover, kun snyder sig selv. Min  påstand er, at afghanerne faktisk er forholdsvis rationelle aktører,  omstændighederne taget i betragtning. Og at indse dette kan give soldaten og  officeren et mentalt overskud.    

Enhver er sig selv nærmest
Indbyggerne i Afghanistan har, ligesom indbyggere i andre lande, en række  prioriteringer. Men hvad der adskiller Afghanistan fra fx vestlige lande er, at  samfundsfølelsen ikke er særlig udpræget. Det er derimod følelsen af sikkerhed  og identitet i en tæt sammenknyttet gruppe, som er én velkendt i skik og i  fremtoning, det vi kalder en stamme. Men den fejl mange begår, er at tillægge stammerne for meget værdi i den operationelle dagligdag. Om afghaneren er  Barakzai eller Khogyani har ikke nødvendigvis betydning for, om han taler  sandt eller ej. 

Hvad man i stedet skal fokusere på, er det, afghaneren kender godt. For  eksempel hans udvidede familie. Når man står ude i Green Zone og taler med  en ældre herre, er familien en god indgangsvinkel til  at forstå situationen i  området: Afghaneren vil opfatte det som mere høfligt, at man spørger til  familien og til hvordan de har det i området, til om høsten er god, eller om der  er ‘problemer’ med at køre varer ind til  byen, for derved at nå frem til  et indtryk  af stemningen i området. Frem for hvis man spørger ham direkte om den  generelle sikkerhed i området, eller om han mon har set noget til talebanerne.   

At afghaneren er familieorienteret er ikke det eneste, man skal uddrage af  dette eksempel. Man skal også forstå, at han ikke nødvendigvis kan give et  brugbart svar på, om den generelle sikkerhedssituation er dårlig eller ej, eller  om Taleban var her for otte timer siden. For det kræver, at han kan sætte sig  ind i en vestlig systemtankegang, og at han har taget vores parti, og ikke gør  som de fleste i en borgerkrig, nemlig prøver at holde sig udenfor. 

Måske vil han lyve af frygt og sige om sikkerhedssituationen, at… joh, den  er god, hvis han dagen før har hørt en talebaner køre forbi på motorcykel og  stadigvæk kan ’føle’ hans tilstedeværelse. Eller han vil måske svare: ‘Nej, den  er helt i tovene’, selvom der slet ingen talebanere er. Og netop sikkerheden ved  at kun den ene af de to kæmpende parter, ISAF (International Security  Assistance Force), er i området lige nu, kan få ham til at føle, at han kan tale frit  fra leveren.   Så han begynder måske at kritisere, at vejsidebomberne stadig ligger  derude, eller at politiet tager ‘vejtold’, eller at den lokale khan, der skulle  repræsentere dem og deres landsby på provinsniveau, er flygtet til Kabul og  bor der på femte år. Og for resten kan det være, at han også gerne vil lave en  vej, får nogle penge af CIMIC (Civilian Military Cooperation) til det, hvorefter vi  aldrig hører fra ham igen.  Hvad der sådan set er naturligt, hvis man husker, at skiftende imperier eller  forsvarskoalitioner har gjort præcist det samme, blot på overordnet plan:  Lovet samarbejde og derefter smuttet igen. 

På lignende måde kan man forklare, hvorfor afghanere i administrative  stillinger eller på folkevalgte poster tit  virker ineffektive, medmindre det  handler om at opnå øgede midler eller indflydelse.  Jeg talte med en amerikansk tolk om ovenstående fænomen. Han var selv  etnisk pashtuner, men havde boet hele sit liv i USA. Han sammenlignede  afghanernes misbrug af penge og indflydelse fra vestlige donorer og fra den  afghanske stat med amerikanske college‐studerendes ‘binge drinking’.

Afghanerne ragede penge og indflydelse til sig på samme måde som unge  amerikanere gjorde, når de kom til en fest, hvor de endelig kunne få alkohol i  rå mængder – dvs. uden at skulle købe den selv, hvad der ikke var tilladt i deres  aldersklasse. Pludselig stod der et tagselvbord med alt det, der var forbudt  uden for festen – og de drak sig fra sans og samling. Og, føjede han til, på  samme måde som de amerikanske studerende godt vidste, at politiet ville  komme og lukke festen før eller senere, så regner afghanerne også med, at  NATO og FN's fest lukker. Hvilket kun får dem til at rage endnu mere til sig,  mens tid er. 

Igen: det er afghaneren selv og hans umiddelbare familie, der er hans første prioritet. Og sådan ville det i sidste ende også være for de fleste danskere.   Dette – sammenholdt med at der aldrig har været en helstøbt afghansk  nation til at fremelske medborgerskab og solidaritet, men kun et jernhårdt  kongedømme afløst af en diktatorisk republik – giver den afghanske provinsfunktionær alle forudsætninger for at blive ved med at malke staten. Man  skulle næsten være idiot eller helgen for at lade være.   

At sætte sig i andres sted
Da jeg længere inde i missionen havde indset forudsætningerne for en afghansk tilværelse, begyndte de lokales handlinger at virke mere og mere  rationelle. Hvis man kan komme ud over sit selvbillede og prøver at sætte sig i  afghanerens sted, er man efter min mening godt på vej til en mindre stressende udsendelse.   Jeg tror for øvrigt også, at det at sætte sig i en andens sted, er noget danskere er forholdsvis gode til  – som konsekvens af vores kristne næstekærlighedsetik og vores velfærdssamfund. Vi prøver at se mennesket i den fremmede. Hvilket måske er en af grundene til, at vi har ry for at være gode fredsbevarende og fredsskabende soldater. 

Jeg lo nogle gange, når jeg tænkte tilbage på de morterangreb eller ildoverfald, vi havde været under. Lo over, hvor meget talebanerne måtte hade os, de fremmede besættere – talebanerne med deres relativt dårlige forudsætninger for at forstå, hvad vi var og hvor vi kom fra. Jeg havde gået to år på  arabisk på Institut for Sprog og ét år på pashto i USA og kunne stadigvæk knap  ‘læse’ Helmand, fx kunne jeg kun mistænke folk for at være talebanere  instinktivt eller ud fra en sjette sans, ikke ud fra en konkret viden, jeg havde om dem. Og jeg tog sikkert tit fejl.   

Relativisme og pragmatisme
Den grundlæggende følelse af fremmedgørelse, som jeg havde i starten af  missionen blev altså stille erstattet af en pragmatisk og relativistisk tilgang til opgaven. Da jeg ikke kunne identificere nogen konkrete holdepunkter i konflikten, fx grundlæggende opdelinger i ven og fjende, indså jeg, at denne her  afghaner foran mig kunne være bonde den ene dag og IED‐facilitator den  næste, og at han i sidste ende kunne vise sig mindre skadelig for fredsprocessen og opbygningen af sikkerheden og den afghanske stat end en korrupt  politichef. 

Man kan så spørge, om den konstante følelse af relativisme ikke var mere  anstrengende end følelsen af fremmedgørelse. Sidstnævnte kunne man i det  mindste bruge til at lave nogle præcise opdelinger i ens opfattelse af  virkeligheden. Og jo, på nogle måder var den måske, men den relative tilgang  gjorde mig også mere pragmatisk i mit arbejde med afghanerne, og den  pragmatiske tilgang til problemer er ekstremt vigtig for de aspekter af en  fredsskabende mission, der handler om at opbygge, om det nu er samarbejde  eller infrastruktur. 

Jeg ved ikke, om det er en tilgang, man har overskud til som fører; jeg har  ikke haft det tunge ansvar det er, at skulle være ansvarlig for andres liv. Men jeg ved i hvert fald, at det er en produktiv tilgang for efterretningsfolk, CIMICfolk og tolke. Derudover er det også en god tilgang, hvis man vil sikre sig en  nemmere overgang fra Afghanistan til Danmark, når udsendelsen engang er slut. 

 

 

 

PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
PDF iconmilitaert_tidsskrift_138.aargang_nr.4_2010.pdf

Litteraturliste

Del: