Canadas vej til enhedsværnet

Kaptajn B. Reese-Petersen, Forsvarets Intendanturkorps, der er tjenstgørende ved HQAFNORTH , giver i denne artikel en detailleret oversigt over det canadiske forsvars omorganisering - som et á propos til debatten om et dansk enhedsværn. Forfatteren konkluderer, at selv om det på grund af størrelse, opgaver og geografiske forhold vil være vanskeligt direkte at overføre canadiske erfaringer til danske forhold , vil der dog på organisations- og funktionsmæssige områder være væsentlige lighedspunkter, der vil være værdifulde for det videre arbejde med rationalisering og reorganisering af det danske forsvar.

Den reorganisering af forsvaret, som Canada påbegyndte for 3—1 år siden, har været så gennemgribende og utraditionel, at den nok med rette er betegnet som den mest vidtgående reorganisering af en militær organisation, som nogensinde er foretaget. Reorganiseringen, der formentlig først vil være helt tilendebragt i 1970-72, har vakt stor opmærksomhed såvel i som uden for Canada, og det synes givet, at erfaringerne herfra vil spille en betydelig rolle i mange andre landes overvejelser om og arbejde med rationalisering af forsvaret. Mindst ti lande, store og små, vest- så vel som østlande, har således forøget ellers små militærattachéstabe i Ottawa for nøje at følge det canadiske forsvars reorganisering. Nærværende artikel skal give et indtryk af baggrunden for reorganiseringen og dennes forløb gennem hovedfaserne: (1) Integrering af forsvarets øverste ledelse, (2) ny funktionel kommandostruktur og (3) oprettelse af et enhedsværn. Artiklen er baseret på en række officielle dokumenter og rapporter, artikler i den righoldige amerikanske, canadiske og engelske militære fagpresse, samt i særdeleshed på en rapport fra The Institute for Strategic Studies (London 1967). For at forstå den canadiske forsvarsorganisation må man være opmærksom på, at det canadiske forsvarsministerium - i modsætning til det danske - er sammensat af såvel en civil del som af de tre værnsstabe (de sidste sammenlægges i første faste af reorganiseringen i en forsvarsstab). Det er i øvrigt indledningsvis værd at bemærke, at det canadiske forsvar i det væsentlige bestod af en milits ind til den første verdenskrig. Flåden og flyvevåbnet blev først efter den anden verdenskrig egentligt selvstændige værn, ligestillet med hæren. I modsætning til den normale organisation på den tid (en minister og et ministerium for hvert værn) medførte en fælles forsvarsminister og et fælles forsvarsministerium imidlertid fortsat en vis grad af samordning af værnenes virksomhed. Endvidere havde man The Canadian Department of Defenec Production og dets forgænger, The Department of Munitions and Supply, som under perioden med værnenes indbyrdes uafhængighed udgjorde et fælles anskaffelses- og konstruktionsorgan for alle tre værn. Tilsvarende kontrollerede The Defence Research Board alle forsknings- og udviklingsmæssige opgaver for hele det canadiske forsvar. Endelig havde man efter den anden verdenskrig oprettet en fælles officersskole for de tre værn.

Det canadiske forsvars opgaver er mange og vidtfavnende; primært dog forsvaret af det nordamerikanske kontinent (i nært samarbejde med USA), opretholdelse af stående styrker i Europa til rådighed for NATO , samt opretholdelse af stående styrker i Canada til hurtig indsættelse for NATO eller til støtte af fredsbevarende opgaver i FN’s regi. Den totale stående styrke var ved udgangen af 1966 ca. 105.000 mand, alle frivillige . Herudover udgør reservestyrkerne ca. 50.000 mand. Forsvarsbudgettet er på ca. 1.600 millioner dollars*). Canadas befolkning er på næsten 20 millioner.

*) Alle beløb er i US dollars.

Optakten til reorganiseringen

Den igangværende omvæltning indenfor det canadiske forsvar begyndte faktisk i 1962, da Royal Commission on Government Organization, den såkaldte Glassco-kommission, udsendte en rapport vedrørende statsstyrelsernes organisation. For forsvarets vedkommende fremhævede Glassco-kommissionen tre centrale punkter, som gav anledning til bekymring. For det første brugtes for mange penge til administration og for lid t til materielanskaffelser. For det andet var den administrative og beslutningstagende forretningsgang ikke tilstrækkelig effektiv. Endelig rejste kommissionen spørgsmålet om, hvordan man kunne sikre streng civil kontrol med det militære apparat. Med hensyn til det første punkt, så frem stillede Glassco-rapporten det canadiske forsvar som værende i fare for at blive opslugt af sit eget bureaukrati. I nogle år var det lykkedes at holde forsvarsbudgettets dollartal relativt konstant (1.520 millioner dollars i 1960, 1.520 millioner dollars i 1961 og 1.620 millioner dollars i 1962). De militære udgifter var imidlertid steget i takt med den almindelige inflation, og virkningen af et sådant økonomisk loft var, at forsvarsudgifterne formindskedes statistisk set som en procentdel af bruttonationalproduktet og praktisk set i købekraft. Desuden pegede rapporten på, at når man havde haft held til at opretholde et budgetloft, så var dette kun lykkedes ved at ændre balancen mellem anskaffelses- og driftssiden i budgettet. Man fandt at omkostningerne til personel samt d rift og vedligeholdelse var relativt ukontrollable, og at virkningen af et budgetloft derfor faldt på de mere kontrollable poster, specielt materielanskaffelser. Kommissionen fastslog, at den del af forsvarsdollaren, som blev anvendt til indkøb af nyt materiel var faldet fra 42.4% i 1954, hvilket udgjorde det højeste tal i perioden efter Koreakrigen, til ca. 20% i 1962. Inden udgangen af 1964 forventedes denne procent at gå helt ned til ca. 13.

For at genoprette en passende balance mellem anskaffelses- og driftssiden forsøgte medlemmerne af kommissionen at påpege administrative funktioner, som kunne reduceres eller helt elimineres, og man rejste herunder indvendinger mod visse sider af det canadiske forsvars traditionelle treværnsorganisation. Det fremførtes, at i henhold til landets kollektive forsvarspolitik ville dets styrker sandsynligvis komme til at stå under feltmæssig ledelse af militære chefer for en alliance eller en international organisation, at dets værn således i højere grad var blevet støtteorganisationer end grundlaget for operative enheder, samt at treværnsorganisationen medførte en fordobling eller tredobling ikke alene af funktionerne indenfor sådanne områder som rekruttering, informationstjeneste, forsynings- og vedligeholdelsestjeneste, lønnings- og regnskabsvæsen samt personelforvaltning, men også indenfor selve de operative elementers stadig mere omfattende tekniske arbejdsområder. Kommissionen udtalte, at det i stigende udstrækning måtte erkendes, at det var uøkonomisk at opretholde tre separate organisationer til at varetage sådanne funktioner.

Problemet med at skaffe midler til nyt materiel var kædet sammen med spørgsmålet om militære forsknings- og udviklingsprogrammer. Kom ­ missionen anførte, at til trods for landets høje stade indenfor teknisk ekspertise var alt for få af Canadas løfterige forskningsprojekter ført videre frem gennem udviklings- og prototypestadieme til endelig udførelse. Et hovedproblem var opdelingen i forskning og udvikling. Glassco-rapporten efterlyste forbedrede systemer til samordning af de forskellige projekter og til fastsættelse af indbyrdes prioritet. En betydelig virkning af kommissionens undersøgelse af forsknings- og udviklingsområdet var, at den form for organisation, som treværnsprincippet repræsenterede, blev draget yderligere i tvivl.

Glassco-kommissionen fremkom også med en generel kritik af forsvarsministeriets administrative opbygning. Ministeriet var simpelt hen ikke så effektivt, som det kunne være. Efter kommissionens opfattelse var systemet med de ca. 200 treværnskomiteer, som skulle koordinere ministeriets forskellige opgaver, én af de største hindringer. En væsentlig årsag til mange problemer var netop dette, at det var treværnskomiteer; alle tre værns synspunkter havde samme vægt indenfor hver komité, og da intet medlem var tillagt myndighed over de andre, besad hvert værns repræsentant faktisk en vetoret. Dersom enighed ikke kunne opnås, var komiteen lammet.

På højeste niveau påpegede kommissionen en parallel vanskelighed indenfor landets øverste militære organ, Væmschefskomitéen. Denne bestod af de tre væmschefer, en uafhængig formand og formanden for Forsvarets Forskningsråd. Formanden var - ligesom i treværnskomiteerne på et lavere niveau - ikke tillagt nogen besluttende myndighed. Hvis komiteens medlemmer ikke var i stand til at træffe en enstemmig beslutning, kunne formanden ikke gennemtvinge enighed mellem dem. Han kunne blot henvise uenigheden til ministeriel afgørelse. Endvidere havde hver værnschef - uafhængig af komiteen - direkte adgang til ministeren, og få af dem var naturligvis tilbageholdende med at bruge denne kanal i tilfælde, hvor primære væmsinteresser syntes at være truet. Kommissionsmedlemmerne mente, at for at sikre en effektiv samordning af de canadiske styrkers uddannelse og virksomhed, måtte formanden tildeles en rolle, som var mere indflydelsesrig i relation til værnenes anliggender. Endelig gav Glassco-kommissionen udtryk for sin bekymring over spørgsmålet om udøvelse af civil kontrol. Skønt kommissionens medlemmer anså det for naturligt, at ministeren støttede sig til Væmschefskomiteen, når det gjaldt råd om militær effektivitet etc., mente de også, at den militære karakter af denne gruppe rejste tvivl om den faktiske civile kontrol, dersom ministeren i for høj grad støttede sig til den. De understregede behovet for en stærk gruppe udenfor rammen af de væbnede styrker, som var i stand til at vejlede ministeren angående virksomheden og administrationen indenfor denne ramme. Nogle medlemmer af kommissionen var endvidere af den formening, at forsvarsministeriets uklare organisation og i særdeleshed den mangfoldighed af kanaler, der førte til ministeren, gjorde det unødigt vanskeligt for ham at udøve virkelig kontrol med alle sider af virksomheden i hans ministerium.

Glassco-rapportens generelle indstilling gik ud på »integrering«, hvor der før havde været »koordinering«. Integrering blev defineret som samling af hinanden dækkende eller parallelle funktioner under én udøvende myndighed, og kommissionen anviste fire veje, som man kunne forsøge at betræde: (1) Overdragelse af ansvaret for en særlig funktion til størstebrugerværnet indenfor det pågældende område, (2) en generel overdragelse af ansvaret for den pågældende funktion til et enkelt værn, uanset om dette værn var størstebruger eller ej, (3) samling af alle sider af virksomheden udenfor en hvilken som helst af værnschefemes direkte myndighed, men under ledelse af en trevæmskomité eller (4) samling af alle sider af virksomheden under en enkelt udøvende myndighed, uafhængig af alle tre væmschefer.

Glassco-kommissionen foretrak sidstnævnte forslag. De to første forslag blev imødegået med den begrundelse, at intet værn ville være interesseret i at være afhængig af et andet værn, når det gjaldt vigtige ydelser, specielt i tilfælde hvor særlige land-, sø- eller luftmilitære behov syntes kritiske. En almindelig opfattelse af ledelse udøvet af komiteer, underbygget af forskellige specifikke eksempler, hvor dette princip var mislykkedes i praksis, førte til at kommissionen opgav det tredie forslag. Det fjerde blev anset for det mest løfterige, til trods for at dette forslag brød med det traditionelle ansvarsprincip, nemlig at de tre værnschefer skulle være ansvarlige for kontrol og administration af al virksomhed indenfor deres respektive værn.

Kommissionens indstilling gik ud på, at »(1) der tilvejebringes m ulighed for udøvelse af ministeriel ledelsesmyndighed over de væbnede styrker af formanden for Værnschefskomiteen indenfor sådanne rammer, som ministeren måtte udstikke, at (2) formanden for Værnschefskomiteen overdrages kontrol og administration i overensstemmelse med ministerens direktiv af sådanne enheder og funktioner, som er fælles for to eller flere værn, samt (3) i erkendelse af den ændring af status som disse forslag indebærer, at stillingsbetegnelsen for formanden for Væmschefskomiteen ændres til »Chef for de canadiske forsvarsstabe«. Kommissionen håbede på denne måde at sikre en afgørende stemme, når som helst dette måtte være nødvendigt. Det bør imidlertid bemærkes, at rapporten hverken anbefalede oprettelse af et enhedsværn, afskaffelse af Værnschefskomiteen eller nedlæggelse af de enkelte værnschefsstillinger. For det første var kommissionen af den formening, at den kendsgerning, at værnene var støtte- snarere end kommandoorganisationer, gjorde tanken om sammensmeltning irrelevant. For det andet var man af den opfattelse, at skønt sondringen mellem de fysiske miljøer, som værnene virkede indenfor, ikke var så skarp længere, så var uddannelsen og udrustningen af mandskaberne indenfor de tre værn til løsning af de operative opgaver ikke desto mindre tilstrækkelig forskellige til at berettige tilstedeværelsen af treværnsorganisationen, i det mindste til løsning af disse væsentlige støttefunktioner.

1. fase: Integrering af forsvarets øverste ledelse

I begyndelsen af 1963 fik den konservative premierminister Diefenbaker et mistillidsvotum i Underhuset og tabte det efterfølgende valg. I nogle måneder havde en ny liberal regering de af Glassco-kommissionen i 1962 foretagne indstillinger til overvejelse. De liberale kom til det resultat, at kommissionen havde været for forsigtig. Den havde foreslået en afgørende stemme, men havde efter regeringens opfattelse undladt at tilvejebringe det tilstrækkelige grundlag herfor. Selv på de områder, hvor den foreslåede »forsvarschef« overtog det ansvar, som hidtil havde været pålagt de enkelte værnschefer, ville han formentlig stadig have vanskeligheder med at opnå deres fulde samarbejde. De fleste områder indenfor militær virksomhed ville stadig være kontrolleret af den ene eller anden af dem. De ville hver især bibeholde deres egen værnsorienterede stab og deres egen uafhængige adgang til ministeren. Endvidere kunne en styrkelse af forsvarschefen på bekostning af værnene undergrave såvel bestræbelserne for at nedbringe generalomkostningerne som forsøg på at modernisere det administrative apparat. Et »fjerde værn« med en ny stab, der konkurrerede med de andre tre, kunne blive det endelige resultat af et sådant forsøg.

Den liberale regerings dynamiske forsvarsminister Paul T. Hellyer, parlamentsmedlem som 25-årig, associate minister of National Defence som 33-årig og forsvarsminister som 40-årig, tog alle problemerne omkring forsvarets organisation op til helt ny vurdering. Forsvarsministeren var af den opfattelse, at man burde skabe en helt ny og mere rationel organisation. Han så i sine overvejelser i mange henseender helt bort fra den eksisterende organisation og stillede bl. a. spørgsmålet: »If we had no armed forces and decided to invent them, what shape would they take?« Efter at man havde taget sådanne forhold i betragtning som ledelse og kontrol, virkningen af stigende omkostninger, personelmæssige overvejelser, moderne krigsførelse og den tekniske udvikling, var det nødvendigt at anvende de almindelige konklusioner, som blev draget, overfor Canadas specielle militære krav. Man fandt, at hvis der skulle opretholdes brugbare styrker til op fyldelse af Canadas nationale og internationale forpligtelser, måtte man enten forhøje forsvarsudgifterne med betydelige beløb eller reorganisere styrkerne. Det blev besluttet at reorganisere. Resultatet fremgik af den hvidbog om forsvaret, som blev bekendtgjort i marts 1964. Hvidbogen koncentrerer sig om tre hovedemner: Reorganisering af forsvaret, modernisering af metoder og procedurer for ledelse og administration samt opbygning af styrker, som bedre imødekommer nutidens og fremtidens krav om fleksibilitet, mobilitet og større operativ effektivitet. Hvidbogen har følgende konklusion: »På grundlag af de mest omhyggelige og dybtgående overvejelser har regeringen besluttet, at der kun findes én fyldestgørende løsning, nemlig integrering af Canadas væbnede styrker under én forsvarschef (Chief of Defence Staff) og én forsvarsstab. Dette vil være det første skridt på vejen henimod en fuldt sammensmeltet forsvarsstyrke i Canada«.

»Integrering« blev her defineret som »formering af fælles topledelse, fælles kommandosystem og fælles forsyningssystem for Canadas væbnede styrker under opretholdelse af tre selvstændige værn«. Sammensmeltningen af værnene hører således ikke ind under integreringsfasen, men er en selvstændig og senere fase af den samlede reorganisering. Kort tid derefter forelagde regeringen et forslag for Underhuset om en ændring i loven om det nationale forsvar, som afskaffede de enkelte værnschefer og foreslog udnævnelse af en forsvarschef, der skulle være ansvarlig for ledelse af Canadas væbnede styrker i henhold til de herfor fastsatte bestemmelser og under overvågning af forsvarsministeren. Medmindre andet blev bestemt af Parlamentet, skulle alle ordrer og direktiver til de canadiske styrker, som var nødvendige for at bringe beslutninger ud i livet og for at gennemføre de af regeringen eller ministeren trufne bestemmelser, udstedes af eller gennem forsvarschefen. Dette var afgjort et mere radikalt skridt, end Glassco-kommissionen havde været villig til at tage. Da ministeren afgav en erklæring overfor Underhusets Forsvarskomité i maj 1964, understregede han sammenhængen mellem denne centrale omdannelse og de supplerende ændringer, som ville være nødvendige for at bringe de lavere trin af de canadiske kommandoorganer op på linie med den foreslåede topledelsesstruktur. Under den nye forsvarschef ville de støtte- og ledelsesfunktioner, som h id til havde været udført af de enkelte værnsstabe, blive samlet i én forsvarsstab med fire integrerede afdelinger, alt som en del af det canadiske forsvarsministerium. Når der intet var tilbage at koordinere, i det mindste ikke på tværs af værnene, ville systemet af koordinerende trevæmskomiteer ifølge sagens natur blive overflødiggjort. Sammenlægningen af den hidtidige tredobling af mange stabsfunktioner ville gavne økonomien og effektiviteten. Specielt lovede regeringen besparelser tilstrækkelige til at hæve den del af forsvarsbudgettet, som anvendtes til materielanskaffelse, fra 13% til 25% i årene fremover.

Integreringen blev vedtaget i juli 1964, og i august blev værnsstabene i forsvarsministeriet integreret i én forsvarsstab (fig. 1). Reorganiseringen omfattede en genoplivelse af Forsvarsrådet (Defence Council) med det formål at styrke den civile kontrol. Hidtil havde dette organ næsten udelukkende beskæftiget sig med administrative sager, men nu skulle det virke som det primære politiske råd inden for ministeriet. Alle indstillinger til ministeren ville blive forelagt dette råd, og da både militære og civile repræsentanter skulle deltage i dets møder, ville dette sikre et afvejet standpunkt vedrørende alle vigtigere forsvarspolitiske spørgsmål. Forsvarsministeren er formand for i-ådet. De andre medlemmer er tre civile (associate minister, deputy minister samt formanden for Forsvarets Forskningsråd (Defence Research Board)) og to militære (forsvarschefen og viceforsvarschefen). Møderne kan efter behov overværes af cheferne for forsvarsstabens integrerede afdelinger og repræsentanter for andre ministerier.

Med hensyn til styrkelse af den civile kontrol, så mente forsvarsminister Hellyer, at en meget væsentlig enkeltforbedring ville være nedskæringen i antallet af kanaler til ministeren. Under det gamle system, hvor hver værnschef havde direkte adgang til ministeren måtte denne ofte beskæftige sig med værnsanliggender isoleret fra et samlet hele. Nu skulle alle forslag fremsættes gennem én kanal, og de ville være koordineret, inden de blev forelagt ministeren. Når denne således kunne se den militære virksomhed i en større sammenhæng, ville dette, hævdedes det, til gengæld styrke den civile kontrol med denne virksomhed. Forsvarsministeren og associate minister er i modsætning til deputy minister politiske ministre, og begge er medlemmer af regeringen. De har ens status inden for ministeriet, men har opdelt arbejdet således, at forsvarsministeren tager sig af sager vedrørende operative og internationale spørgsmål, medens associate minister tager sig af administrative spørgsmål. Deputy minister er embedsmand og ovennævnte politiske ministres øverste civile organ for den praktiske udøvelse af deres ledelse og kontrol med det canadiske forsvars økonomiske, personel- og materielmæssige ressourcer. Deputy minister er endvidere ansvarlig for auditørvæsenet, informationstjenesten samt almindelige departementale opgaver.

 

Forsvarsplanlægningen er blevet sat i et system (»defence programming« ), som muliggør planlægning af forsvarsopgaveme gennem en logisk rækkefølge af trin, der strækker sig fra fastlæggelse af de forsvarspolitiske principper og mål til den endelige indsats, som må foretages for at nå disse mål. Hensigten med denne proces er blandt andet at fremskaffe materiale og oplysninger om alternative løsninger, således at man kan træffe de beslutninger, som menes at ville føre til opnåelse af disse mål på den mest økonomiske og effektive måde. Endvidere tilvejebringes grundlaget for - når først beslutningen er taget - en systematisk opfølgen, ind til planen er fuldført. Langtidsplanlægningen er grundlaget for den årlige budgetlægning og sikrer, at disse to er i overensstemmelse med hinanden. Planlægningen holdes kontinuerligt á jour og forlænges årligt for at vedligeholde et konstant femårsprogram. Dette system er nu i brug, men det er endnu ikke fuldt udviklet, idet det kræver omfattende indsamling og beregning af basisomkostninger etc., udvikling af analytiske metoder samt oplæring af personellet i systemets anvendelse. Andre nyskabelser for at bistå ledelsen er under indførelse, herunder programmeret budgetlægning, sammensmeltning af de nuværende forsyningssystemer til et enkelt system, samt indførelse af et automatiseret lønudbetalingssystem. Disse frem skridt sker under anvendelse af moderne databehandlingsmetoder, som ifølge motiveringen for reorganiseringen udnyttes mere realistisk og produktivt i en integreret styrke, idet enslydende problemer ikke længere behøver at blive behandlet særskilt for hvert værn.

2. fase: Ny funktionel kommandostruktur

Da den integrerede forsvarsstab blev etableret i august 1964, blev den anmodet om at fremkomme med forslag til ændring af kommandostrukturen, d.v.s. reorganisering af 2 regionale flåde- og 4 regionale hær- samt 5 funktionelle flykommandoer. Motiveringen derfor skulle ifølge forsvarsministeren være dette, at isolerede operationer, hvori kun deltog enten hær-, flyve- eller flådeenheder, i stadig mindre grad ville præge Canadas militære virksomhed. Forsvarsministeren fremførte, at praktisk talt alt, hvad man gør og alt, hvad man vil gøre, er fællesoperationer i den forstand, at de kræver komponenter fra to eller flere værn. Man ønskede at udforme en ny kommandostruktur, som på en mere nøjagtig måde genspejlede både den nye integrerede forsvarsstab og den forøgede betydning af operationer, hvori enheder fra to eller flere værn deltog.

I overensstemmelse med disse principper besluttede regeringen i juni 1965 at nedskære de nævnte 11 højere kommandomyndigheder i Canada fil 6 samt at reorganisere alle disse organer efter funktion, på tværs af traditionelle »demarkationslinier« mellem de tre værn. De nye kommandoer er i princippet operative to- eller fællesværnskommandoer. Fig. 1 viser kommandoernes placering i forsvaret, medens figur 2 viser nogle af kommandoernes planlagte sammensætning i begyndelsen af 1970’erne.

Mobile Command blev oprettet i oktober 1965. Dens opgaver er at opretholde kampklare landstyrker samt taktiske luftstyrker, der hurtigt kan indsættes under omstændigheder, som varierer fra tjeneste i Europa til fredsbevarende virksomhed under FN. Den opstiller en mobil infanteribrigade samt to luftbårne brigader beregnet for hurtig indsættelse. Mobile Command formerer også »The Canadian Airborne Regiment«, hvis personel (1200 mand) og materiel kan sendes til farezoner med kort varsel. En vigtig bestanddel af Mobile Command er dens taktiske luftstyrke. Der planlægges oprettelse af fire eskadriller CF-5 taktiske støttefly; disse omfatter træningseskadrillen, som v il blive dannet i midten af 1968, medens de resterende eskadriller vil blive oprettet i løbet af de påfølgende 18 måneder. Udover disse CF-5 eskadriller foreligger der planer om oprettelse af taktiske transportflyenheder (Buffalo) samt lette og tunge helikopterenbeder til dækning af behovet for luftbevægelighed indenfor en hvilken som helst krigsskueplads. Studier er i gang for at sikre en endnu større grad af taktisk luftbevægelighed og støtte for denne vigtige kommando.

De operative enheder, som er tildelt Mobile Command er ved at blive udrustet med nyt materiel. I løbet af de sidste to år har dette omfattet pansrede mandskabsvogne, C113 helikoptere, kommandostationsvogne, bæltelastvogne, nye morterer, panserværnsraketter og nyt signalmateriel. Planerne for de næste fem år tilstræber en stadig fornyelse og udskiftning, bl. a. erhvervelse af et nyt rekognosceringskøretøj, 155 mm selvkørende haubitser, køretøjer med særlige sne- og sumpterrængående egenskaber samt et nyt, let artillerivåben. 4th Canadian Infantry Brigade Group, som er stationeret i Tyskland til rådighed for NATO, er underlagt Mobile Command i administrativ henseende.

Maritime Command. Alle maritime styrker, både til søs og i luften, er underlagt denne kommando, som formelt blev oprettet i januar 1966. Med undtagelse af personel og funktioner, som er overtaget af Training Command og Materiel Command, omfatter Maritime Command de tid ­ ligere Atlanterhavs- og Stillehavskommandoer, den tidligere maritime luftkommando samt det tidligere fælles maritime hovedkvarter for Atlanterhavs- og Stillehavsområderne. Maritime Command’s primære rolle angives fortsat at være antiubådskrigsførelse. Der arbejdes imidlertid med planer om at styrke dens muligheder for løsning af mere almene opgaver af bl. a. transportmæssig art. Maritim e Command’s andel af det løbende femårige materielanskaffelses- og udviklingsprogram, som afsluttes i marts 1971, udgør ca. 424 millioner dollars. Dette svarer til en forøgelse på 23% i flådens andel af de samlede anskaffelser i forhold til, hvad der er anvendt i de foregående fem år.

Air Defence Command. I overensstemmelse med forpligtelserne overfor North American Air Defence Command (NORAD ) har Air Defence Command til opgave at bidrage til forsvaret af det nordamerikanske kontinent i samarbejde med USA. Denne kommandos virksomhed berørtes ikke i nogen væsentlig grad af integreringsprocessen. I kommandoen indgår CF101 Voodoo interceptor-fly og raketter af typen Bomarc (surface-to-air) samt en række radar- og rumovervågningsstationer.

Training Command blev oprettet i januar 1966 og er ansvarlig for individuel træning og uddannelse, herunder flytræning og faglig uddannelse, af alt personel i de canadiske styrker. Den er imidlertid ikke ansvarlig for uddannelsen af den enkelte enhed eller for operativ træning. I de tilfælde, hvor de faglige krav er fælles for to eller flere områder, er uddannelsen centraliseret. Anden uddannelse gives ved skoler, som har et mere miljøbestemt præg. Denne reorganisering skulle medføre en mere rationel anvendelse af instruktører og undervisningsmidler. Som et vigtigt biprodukt, tilvejebringer den grundlaget for udviklingen af ensartede retningslinier for arbejdet overalt inden for forsvaret.

Air Transport Command’s primære opgave er at yde strategisk lufttransport. Skønt denne opgave ikke blev ændret ved integreringen, er der lagt større vægt på troppetransportopgaven samt på denne kommandos mulighed for at planlægge og lede forsvarets lufttransportbehov som helhed. Kommandoen benytter primært turbo-prop fly af typerne Yukon og Hercules til fjerntransporter. Til taktisk lufttransport, forbindelsesflyvning og redningstjeneste etc. benyttes forskellige fly af mindre typer.

Materiel Command blev oprettet i august 1965. Dens hovedopgave er at yde nødvendig forsynings- og vedligeholdelsesmæssig støtte til de andre funktionelle kommandoer. Materiel Command blev stillet overfor en kæmpeopgave i forbindelse med integreringsplanen. I årenes løb havde de tre værn udviklet forskellige forsyningssystemer, og det blev nu kommandoens opgave at omdanne disse til et enkelt automatiseret forsyningssystem. Arbejdet hermed er i fuld gang, og en række skridt er allerede taget, bl. a. integreringen af katalogiseringsarbejdet og sammenlægningen af en række stabe og institutioner, som forvaltede og ydede støtte til værnsvise depoter indenfor bestemte geografiske områder. Materiel Command’s opgaver er imidlertid så komplicerede og om fattende, at det v il tage fra tre til fem år endnu, før de er gennemført fuldt ud. I mellemtiden drives de tre eksisterende forsyningssystemer sideløbende i nødvendigt omfang.

Baser. Det næste led efter de funktionelle kommandoer er »baser«, som er etablissementer udformet til administration og støtte af enheder indenfor et bestemt område. Baserne er fordelt til de forskellige kommandoer på den måde, at de underlægges den kommando, som enten har »størstebrugerinteresse« i basens virksomhed eller den bedste mulighed for at lede basens primære virksomhed. I april 1966 var der etableret 39 baser.

Den største betydning, som denne anden fase af reorganiseringen har for den tredie fase, oprettelse af et enhedsværn, er, at omdannelsen af kommandostrukturen yderligere svækkede grundlaget for treværnsorganisationen. I 1964 havde regeringen samlet forsvarets øverste ledelsesorganer efter funktionelle principper i en forsvarsstab. Nu i 1965 var nye funktionelle kommandoorganer under etablering udenfor de egentlige værnsorganisationer til overtagelse af det kommandomæssige ansvar, som tidligere havde været underlagt de enkelte værnschefer. Før tredie fase af reorganiseringen skal visse sider af de to hovedreformer, som har dannet grundlaget for forslaget om et enhedsværn, omtales nærmere for så vidt angår de tidligere nævnte områder økonomi og administrativ effektivitet. Med hensyn til økonomien er det klart, at det centrale krav om integrering var motiveret med, at den ville reducere generalomkostningerne og frigøre en større procentdel af forsvarsdollaren til anskaffelse af materiel. En betydelig nedskæring i antallet af ansatte ved stabene er muliggjort ved integreringen. Da integreringen blev vedtaget i 1964 var der f. eks. 3.179 militære og 3.293 civile i de tre værnsstabe, ialt 6.472 personer. De seneste tal (januar 1967) viser 2.367 militære og 2.120 civile i den integrerede forsvarsstab, ialt 4.487 personer. Når der tages hensyn til det personel, som er overført fra de tidligere værnsstabe til Materiel Command m. fl. er de reelle personelbesparelser 19 c/c for militære og 20% for civile. Når reorganiseringen og de dermed forbundne forøgede arbejdsbyrder for forsvarsstaben er tilendebragt, kan der forventes yderligere nedskæring, og en total nedskæring på 30% er målet. Når det drejer sig om integrering udenfor forsvarsstaben er det yderst vanskeligt at udskille de besparelser, som direkte knytter sig til integreringen, idet de hænger nøje sammen med den almindelige reduktion af det canadiske forsvar fra 123.000 mand i 1964 til 105.000 ved udgangen af 1966. Regeringen frem fører, at næsten 2/3 heraf direkte kan tilskrives de forskellige former for integrering ved forsvarsstaben og i de funktionelle kommandoer samt sammenlægning og nedlæggelse af militære etablissementer. Adskillige faktorer, som var integreringen uvedkommende, spillede dog en rolle i forbindelse med den drastiske nedgang i styrketallene. Det var ventet, at en styrke, som hovedsagelig var bygget på hvervninger under den anden verdenskrig, ville blive hårdt ramt af afgang fra tjenesten på denne tid. Et ekspanderende erhvervsliv var også medvirkende til at gøre det vanskeligt for forsvaret at konkurrere om og bolde på frivillige , og højere lønninger blev godkendt for at afhjælpe dette. Imidlertid hersker der ikke større tvivl om, at selve integreringen har muliggjort betydelige nedskæringer, som ellers ikke ville have forekommet.

I øvrigt opgives tal på 66 % nedskæring inden for informationstjenesten, 30 % ved rekrutteringsstabene, 40% i konstruktionstjenesten og 10% inden for signaltjenesten. Integreringsfasen siges at have medført besparelser på mere end 132 millioner dollars over en toårig periode. Når reorganiseringen er helt gennemført regnes med 140 millioner dollars pr. år. Er nu den del af forsvarsdollaren, som anvendes til anskaffelse af materiel, blevet forøget? I 1963-64, det finansår, som sluttede omtrent på det tidspunkt, da integreringen begyndte, brugte Canada 251 millioner dollars eller 18,9 % af forsvarsbudgettet til anskaffelse af materiel. Året efter var dette tal gået ned til 213 millioner dollars (13,9 %) og i 1965- 66 var det nede i 192 millioner dollars (12%). For 1966-67 viser statistikken den første stigning i værdien af materialanskaffelser siden reorganiseringen begyndte, og beløbet anslås at ville blive 212 millioner dollars (13,5%). Overslaget for 1967-68 lyder på 270 millioner dollars eller 17,2% af forsvarsbudgettet (figur 3).

Nedgangen i det dollarbeløb, som anvendes til materielanskaffelser er således bremset, og hvidbogens mål på 25% skulle være indenfor m ulighedernes grænse. Det må dog påpeges, at der kun regnes med relativt små besparelser som resultat af selve sammensmeltningen af værnene. Hvad så med administrativ effektivitet? Fra kritikeres side har det været hævdet, at koordineringen mellem forskellige niveauer inden for forsvarsministeriet i virkeligheden betød en genoprettelse af de nedlagte komiteer. Det synes imidlertid, som om denne side af reorganiseringen fungerer udmærket. Koordinering vil fortsat være nødvendig, men nu er der i det mindste skabt en kommandovej, som kan fremtvinge handling, når koordinering bliver synonymt med træghed. Desuden synes det klart, at bl. a. den nye ledelsesteknik med hensyn til langtidsplanlægning er lettere at bringe til anvendelse i en organisation, hvis enkelte bestanddele er centralt ledet. I øvrigt er der oprettet et »Råd for de Canadiske Styrker« (ikke at forveksle med Forsvarsrådet). Det nye råd er opstået som et resultat af bestræbelser for at styrke båndene mellem forsvarsstaben og de seks funktionelle kommandoer. Det har møde en gang om måneden og er sammensat af forsvarschefen, viceforsvarschefen, deputy minister, formanden for Forsvarets Forskningsråd, cheferne for forsvarsstabens integrerede afdelinger, den stedfortrædende chef for reservestyrkerne, og cheferne for de seks kommandoer. Rådet har ingen besluttende eller udøvende myndighed, men er et forum for gensidig information og udveksling af synspunkter mellem topledelsen og de seks funktionelle kommandoer.

3. fase: Oprettelse af et enhedsværn

Forsvarsminister Hellyer forelagde den 4. november 1966 den tredie og sidste fase af sin reorganiseringsplan for Underhuset. Det var et ændringsforslag til loven om det nationale forsvar, som gik ud på nedlæggelse af de tre værn som selvstændige organisationer og oprettelse af et enhedsværn for Canada. Forslaget blev efter marathondebatter vedtaget den 25. april 1967 og banede vej for etablering af et enhedsværn, anvendelse af ens uniform er samt indførelse af fælles gradsbetegnelser for hele det canadiske forsvar. Loven er i skrivende stund endnu ikke trådt i kraft, idet den afventer guvernørens »proklamation«. Dette v il ske på en af forsvarsministeren anbefalet dato, formentlig i begyndelsen af 1968. Imidlertid synes denne dato kun at bero på færdiggørelse af det kompleks af fælles love og administrative bestemmelser, som skal afløse de hidtidige tre værns ofte vidt forskellige regler for personelforvaltning, lønninger, pensionsalder etc.

Enhedsværnet vil få navnet »The Canadian Armed Forces«, og »The Canadian Army«, »The Royal Canadian Navy« og »The Royal Canadian Air Force« v il falde bort. Bestræbelserne for oprettelse af et enhedsværn har til en vis grad resulteret i en politisk krise i Canada samt en betydelig krise indenfor Canadas væbnede styrker, specielt inden for flåden. De mest realistiske af modstanderne mod enhedsværnet, inklusive aUe planens bitre kritikere blandt Canadas admiraler, har været enige i reorganiseringens første to faser. I virkeligheden var den tidligere chef for Maritime Command, Rear Admiral William Landymore, der blev afskediget i midten af 1966 på grund af hans skarpe offentlige modstand mod enhedsvæmet, én af de allerførste tilhængere af integreringsplanerne, og han støttede energisk gennemførelsen af disse for så vidt angik flåden.

Rear Admiral Landymore og fem andre Rear Admirals, som selv tog deres afsked i protest mod sammensmeltningen af værnene, kunne ikke affinde sig hverken med at se flådens identitet forsvinde eller med at se flåden indgå i et forsvar, hvor dens fremtidige opgaver ikke var klart definerede. Flådens traditionelle antiubådsopgaver var efter deres opfattelse for uklare og usikre, og det store stridsspørgsmål har været flådens nye primære rolle. Skulle den fortsat være en højt prioriteret kapacitet for antiubådskrigsførelse, eller ville der blive tale om en gradvis nedtrapning heraf til fordel for opgaver vedrørende troppetransport og forsyningsoperationer?

Til illustration af de følelser, som blev involveret i denne fase, kan nævnes organisationen TRIO (Tri-Services Identities Organization), der blev etableret efteråret 1966 af et stort antal pensionerede officerer fra de tre værn med henblik på at fremtvinge en standsning af planerne om et enhedsværn og bevare de militære enheders identitet og traditioner. TRIO har pengemidler, store forhåbninger og stærke politiske kræfter bag sig. Den gjorde meget for at besværliggøre og forhale lovens vedtagelse, selvom den dog ikke kunne forhindre det. Af den kolossale debat, der har været ført om dette forslag, er det muligt at udskille to bestemte områder, nemlig den militære doktrin, som planen bygger på, og regeringens fremhævelse af, at uden et enhedsværns kan den nødvendige bredde i militær tankegang og loyalitet ikke tilvejebringes.

For at kunne forstå denne del af debatten må man kende lid t til den politiske baggrund i Canada. Den nuværende liberale regering kom til magten midt under diskussionen om, hvorvidt canadiske styrker - i lig ­ hed med visse andre NATO allierede - skulle udrustes med taktiske atomvåben, som skulle forblive under amerikansk kontrol i fredstid. De liberale indtog på det tidspunkt en dobbeltstilling. Af diplomatiske grunde syntes det nødvendigt at opfylde de eksisterende forpligtelser og acceptere atomsprængladningerne, for hvilke der allerede var anskaffet bæreraketter. De liberale håbede imidlertid, at man ved en ny fortolkning af Canadas fremtidige rolle kunne lægge større vægt på at hindre mindre krige, både inden for og uden for rammen af landets alliancer, i at udvikle sig til storkrige i stedet for den hidtidige hovedvægt på et forsvar til »afskrækkelse« af storkrige. I overensstemmelse hermed har den liberale regering, siden den kom til magten i 1963, lagt afgørende vægt på at opstille en konventionel mobil styrke, som kan stilles til rådighed enten for operationer til støtte for NATO eller underlægges FN’s kommando til udførelse af fredsbevarende opgaver.

Denne politik har bl. a. genspejlet sig i beslutningerne om at oprette Mobile Command. To indsigelser mod enhedsværnsforslaget knytter sig til denne nye understregning. En gruppe kritikere angriber doktrinen om en styrke til bekæmpelse af begrænsede krige og følgelig enhver organisatorisk ændring, som anses at være en følge heraf. En anden gruppe erkender behovet for større evne til at magte begrænsede krige, men anerkender ikke, at dette kræver et enhedsværn. Kernen i sagen er her de canadiske styrkers målsætning og opgaver, og spørgsmålet er, om det er nødvendigt og rigtigt med et enhedsværn for at gennemføre disse opgaver. For mange kritikere forekommer det ikke at være nødvendigt. Konklusionen om enhedsværnet synes for disse kun holdbar, dersom landets militære opgaver var så specialiserede, at alle kæmpende enheder var nøje knyttet til hinanden. Hvis dette ikke er tilfældet, vil visse kampfunktioner - uanset fælles operationer - have lige så lid t at gøre med andre funktioner som f. eks. antiubådskrigsførelse med fredsbevarende virksomhed. For enhver funktion, der knytter sig til fællesoperationer, påstås behovet for central ledelse allerede at være opfyldt gennem den overbyggede funktionelle kommandostruktur. Det fremføres, at man ikke behøver at acceptere de mere ekstreme farer, som visse modstandere af tredie fase har skildret, for at mene at det hele ikke er umagen værd. Det er ikke nødvendigt at fremmane urigtige billeder af flådeoperationer, som ledes af infanteripersonel etc. Forholdet siges simpelthen at være det, at på baggrund af de militære krav efter de nugældende retningslinier forekommer planen om enhedsværnet ikke at udgøre en betydningsfuld tilvækst set i relation til den situation, der eksisterede, da først forsvarsstaben og de operative kommandoer var blevet funktionelt integreret. Kritikerne mener, at regeringen selv erkender dette, idet den, efterhånden som enhedsværnsdebatten har udviklet sig, er begyndt at forsvare sit forslag som mere begrundet i spørgsmålet om militær loyalitet end i egentlige operative krav.

Forsvarsministeren har i Underhuset frem ført følgende faktorer som grundlag for kravet om oprettelse af et enhedsværn for Canada:

1. Identitet: Ved at skabe en fælles identitet (tilhørsforhold) vil alt militært personel - skønt de forbliver loyale overfor deres regimenter, skibe og eskadriller - komme til at nære en altovervejende loyalitetsfølelse overfor det samlede forsvar og dets fælles målsætning. På grund af den hastige udvikling indenfor teknisk videnskab er militære operationer i stigende grad blevet indbyrdes afhængige. Den tidligere klare skillelinie mellem land-, sø- og luftmilitære operationer er forlængst forsvundet, og det er blevet bydende nødvendigt, at der skabes en stærkere loyalitetsfølelse end den, der h id til er blevet næret overfor et bestemt værn.

Under trevæmssystemet vil det som oftest være således, at det værn, som er i gang med en bestemt opgave, først og fremmest vil vælge en løsning, som kan klares med dette værns våben og midler, hvadenten dette nu skyldes ukendskab til de andre værns muligheder eller egne traditioner. Moderne operationsanalyse tilstræber at sammenligne den potentielle effektivitet af de forskellige til rådighed værende alternativer og ressourcer. For at kunne sikre de bedste resultater af denne form for analyse er det imidlertid nødvendigt at anvende den størst mulige objektive vurdering, for det første gennem fastsættelse af kriterier for analysen og for det andet gennem tolkning af analysens resultater. Dette er et område, hvor skævhed i opfattelsen af et værns muligheder kan fremkalde - og historisk set ofte har frem kaldt - et resultat, som ikke er det mest effektive sammenholdt med indsatsen. Jo større grad af objektivitet disse analyser kan opvise, des bedre er mulighederne for den rette løsning. Det ville være umuligt at eliminere alle skævheder, idet det enkelte individ nok vil være påvirket af dets egen specialuddannelse og baggrund. Dersom individets loyalitetsfølelser imidlertid i højere grad næres overfor forsvaret som et samlet hele end overfor et af de traditionelle tre værn, er sandsynligheden for at nå til objektive konklusioner langt større.

2. Karriere. Dygtigt og højt kvalificeret personel, både officerer og øvrige befalingsmænd, vil få tilbudt bedre og mere ansporende og tilfredsstillende karrierem uliglieder på grund af det stærkt udvidede virkefelt.

3. Tilpasningsevne. Enhedsværnet vil have en langt bedre tilpasningsevne overfor de skiftende krav til forsvaret, nødvendiggjort af den militærtekniske videnskabs frem skridt og ændringer i den internationale situation.

4. Den moderne krigsførelses krav. Udviklingen indenfor moderne krigsførelse har medført en så betydelig sammentrængning af tid og afstand, at der i dag må reageres og træffes beslutninger langt hurtigere end nogen sinde tidligere i historien. Et enhedsværn kan bedst imødekomme dette krav. Under moderne krigsførelse er koordinering etc. mellem forskellige værn med hver deres ansvarsområde og forskellige kommunikationsmidler og -linier tidskrævende og kan resultere i skæbnesvangre fejltagelser og misforståelser.

Efter debatten at dømme synes kritikerne at have koncentreret sig om den første af ovennævnte faktorer, idet man angriber regeringens sammenkædning af enhedsværn og en mere udstrakt loyalitetsfølelse. Man mener, at spørgsmålet om loyalitetsfølelse har størst vægt på de højeste beslutningstagende og rådgivende niveauer, hvor værnene traditionelt har kappedes om ressourcer, projekter etc. Man accepterer til en vis grad den nuværende viceforsvarschefs udtalelse om, at værnsloyalitetsfølelser nødvendigvis vil præge beslutningerne i en canadisk styrke, hvor treværnsidentiteten er opretholdt, uanset hvor oprigtige hensigter man har i modsat retning. Alligevel mener man dog, at dette forhold i det væsentligste er løst gennem integreringen. Når det drejer sig om den almindelige rivalisering på lavere niveau, menes de funktionelle kommandoer også at have sat en stopper herfor. Når man så kommer ned under det funktionelle chefsniveau, mener kritikerne ikke, at de samme argumenter kan anvendes om personel, som ikke skal træffe beslutninger angående fællesværnsanliggender. Rear Admiral Landymore har stillet det spørgsmål, hvordan et forsøg på at ophæve en orlogsgasts loyalitet over for flåden kan gøre ham til et mere effektivt medlem af forsvaret eller en bedre canadier. Hvis det nu er rigtigt, fremhæver kritikerne, at for det store flertal af canadiske soldater udgør deres loyalitet overfor deres regiment, skib, eskadrille og værn ikke nogen hindring for den måde, de tjener forsvaret og deres land på, og dette fremdeles er kernen i regeringens argumenter for at gå videre end integrering og gennemføre fuld sammensmeltning, så menes grundlaget for enhedsværnstanken at være for svagt. Det følelsesmæssige indhold af modstanden mod regeringen på dette punkt forklarer i det store og hele den bitterhed, som præger denne fase af reorganiseringen. Begge grupper er enige om, at fundamentale menneskelige problemer er involveret, og faktisk bruger begge for en gangs skyld det samme ord for at betegne hovedproblemet, nemlig »Identitet«.

For så vidt angår spørgsmålet om enhedsværn kontra traditionelt treværnssystem har der været draget visse sammenligninger med US Marine Corps. Denne enhed, som har flere fly, skibe og kampvogne end Canada og Danmark tilsammen, er i princippet et enhedsværn indenfor det amerikanske forsvar. Selvom US Marine Corps er en stærkt specialiseret enhed, hvis organisation ikke direkte egner sig til løsning af det canadiske forsvars mangeartede opgaver, henviser man dog til denne enhed som et eksempel på, hvor godt sammenarbejdet, loyal og særdeles effektiv det er muligt at få en styrke, sammensat af komponenter, som traditionelt hører under hver sit værn.

I øvrigt refereres feltmarskal Montgomery, general Eisenhower, general Mac Arthur, Lord Tedder, Liddell Hart, general Curtis E. LeMay som fortalere for enhedsværnet til løsning af nutidens militære operationer. I en artikel i Canadian Army Staff College Journal fra 1961 hedder det bl. a.: »Eksistensen af tre eller flere selvstændige værn i et moderne forsvar er en ulogisk levning fra fortiden, holdt i live af usmidige, hævdvundne interesser og de enkelte værns frygt for udslettelse. Historiske studier ville let vise, hvordan og hvorfor de væbnede styrker udviklede sig til tre værn, men lignende studier af nutiden ville lige så let vise, at nutidens krav betinger et enhedsværn«.

I det følgende skal gives en omtale af de mere praktiske konsekvenser af enhedsværnets oprettelse.

Infanterikompagnier, kampvognseskadroner, artilleribatterier, eskadriller, flådeenheder etc. vil beholde deres identitet, specialopgaver og uddannelse. Overgangen til et enhedsværn vil ikke medføre nogen ændring med hensyn til at lade disse enheder indgå i større formationer, såsom brigader, flyafdelinger eller eskadrer (se figur 4). Det væsentligste vil være, at ledelsen af alle disse enheder og formationer nu vil ske gennem en enkelt kommandolinie.

Forsvarets personel vil ikke blive universalsoldater. En infanterist vil ikke blive beordret til at udføre en orlogsgasts pligter på et flådefartøj, ej heller en orlogsgast til at kæmpe i en infanterideling eller en jagerpilot til at køre en kampvogn. Der vil fortsat være en klar opdeling i tjenestegrene (se figur 5).

 

Inden for forsynings- og vedligeholdelsestjenesten, administration, signaltjeneste etc. vil man derimod søge maksimal udnyttelse af de samlede ressourcer ved at samordne uddannelsen og tjenestens udførelse i størst mulig udstrækning. Det vil nok først og fremmest være på disse områder, at personellet vil kunne konstatere en større praktisk omvæltning. Den nye forskel mellem f. eks. infanterister og orlogspersonel kan vel bedst sammenlignes med den forskel man i en traditionel organisation har mellem f. eks. artilleri og pansertropper. Man har en del fælles skoler og uddannelse, går i samme uniform og har samme grader. Alligevel har de forskellige tjenestegrene hver deres specialskoler, hvor uddannelsen er specifik for det pågældende våben.

Næsten helt fra begyndelsen af debatten omkring reorganiseringen af det canadiske forsvar har der været stor interesse for, hvordan uniformerne ville komme til at se ud efter sammensmeltningen. Dette er forståeligt på grund af uniformernes symbolske og traditionelle betydning i en hvilken som helst militær styrke. De nuværende planer gå ud på, at personellet fortsat vil bære deres specielle arbejdsuniformer, når de udfører særlige opgaver. De forskellige tjenestegrene vil således anvende deres hidtidige kampuniformer under sædvanemæssig felttjeneste etc. Der vil blive ind ført en ny mørkegrøn tjenesteuniform (udgangsuniform ), fælles for alle grader. Nogle hundrede eksemplarer af den nye uniform er til afprøvning i øjeblikket. Den endelige udgave påregnes først at være klar til almindelig brug i 1972. Alt personel vil få ens uniform er af absolut bedste materialer og syet i godt snit og pasform. Hærens regimenter vil fortsat bære deres respektive gallauniformer ved festlige lejligheder. Fly- og flådepersonel har ikke gallauniformer, men kan fortsat bære deres messe jakkeuniformer.

I England følges den canadiske reorganisering med meget stor opmærksomhed. Om man følger det canadiske mønster er nok tvivlsomt. Det engelske forsvar er mange gange større, opgaverne endnu mere vidtfavnende og traditionerne meget dybere rodfæstede. En engelsk hvidbog af 1963 holdt fast ved, at værnene skulle bibeholde deres selvstændige karakter. Selvom det erkendtes, at værnene under kamp var blevet indbyrdes afhængige og kunne forventes at blive dette i stadig højere grad, fremhævede man, at »al erfaring viser, at den enkelte mands kampånd bestemmes hovedsagelig af hans loyalitet overfor det skib, den afdeling eller den eskadrille, han tilhører«. De enkelte værns traditioner og kampæresbegreber anses her som vitale faktorer for moral og stridseffektivitet. Den funktionsmæssige tilpasning og rationalisering inden for forsvarsministeriet og støttefunktioner som forsynings- og vedligeholdelsestjeneste, personelforvaltning og administration har dog en vis tilslutning. Man han således afskaffet de tre værnsministre og i stedet fået en forsvarsminister og to funktionelle ministre for administration og materiel. De oversøiske kommandoer har fået en vis funktionsmæssig tilpasning, og hæren har f. eks. fået ansvaret for al transportvirksomhed, flåden for forplejning og flyvevåbnet for bygningsvæsen.

Det er naturligvis for tidligt at drage endelige konklusioner af den nye canadiske forsvarsorganisation. Man er endnu i gang med reorganiseringens sidste fase og arbejdet med det enorme kompleks af fælles bstemmelser og procedurer. Den nye organisation som helhed må indarbejdes og tilpasses over en vis årrække, før man virkelig kan få alle fordele og ulemper i forhold til den traditionelle organisation tilstrækkelig belyst. Alligevel kan man nok for så vidt angår reorganiseringens to første faser allerede nu fastslå, at de har givet meget gode resultater. Selv de mest hårdnakkede kritikere af reorganiseringens sidste fase har anerkendt dette.

Det canadiske forsvars størrelse og opgaver samt de geografiske forhold gør en direkte overførsel af erfaringer til danske forhold irrelevant. På mange organisations- og funktionsmæssige områder er der dog så væsentlige principielle lighedspunkter, at Canadas erfaringer på godt og ondt vil være meget værdifulde i det videre arbejde med rationalisering og reorganisering i det danske forsvar.

B. Reese-Petersen

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon canadas.vej_.til_.enhedsvaernet.pdf

Litteraturliste

Del: