Canadas enhedsværn

Et supplement

Chefen for Hærstabens Operationsafdeling, oberstløjtnant O. K . Lind, peger i dette supplement til kaptajn B. Reese-Petersens artikel i tidsskriftets nr. 3/68 om Canadas enhedsvæm på en række forskelligheder i det danske og det canadiske forsvars opbygning og opgaver, der gør, at den canadiske problemstilling formentlig kun vil kunne have begrænset værdi som model for rationalisering og reorganisering af dansk forsvar.

 

I tidsskriftets martsnummer har kaptajn B. Reese-Petersen i artiklen »Canadas vej til enhedsværnet« givet en grundig beskrivelse af den omorganisering af det canadiske forsvar, som begyndte i 1964. Med »- e -«’s artikel om samme emne i tidsskriftet for 2 år siden (marts 1966) har læserne nu mulighed for at danne sig et godt billede af det, der sker i Canada. Kaptajn Reese-Petersen nævner den opmærksomhed, hvormed andre lande har fulgt udviklingen i Ottawa og konkluderer, at Canadas erfaringer uanset forskelligheder i opgaver, størrelse m. v. dog »vil være meget værdifulde i det videre arbejde med rationalisering og reorganisering i det danske forsvar«. Hensigten med nærværende supplerende betragtninger er da blot at søge belyst, om canadisk forsvar har så meget tilfælles med vort, at den nye canadiske model har en direkte interesse, eller om Canadas erfaringer blot vil være af samme interesse, som alle andre betydende nyskabelser. I 1964, da den canadiske forsvarsminister P. H ellyer udgav det »White Paper on Defence«, som markerer starten til reorganiseringen, havde det canadiske forsvar som anført af kaptajn Reese-Petersen en militær styrke på i alt ca. 120.000 mand af en befolkning på knap 20 mill. og med et forsvarsbudget på knap 1500 mill. dollars. I tilslutning til de ovenfor refererede tal foreligger der også oplysninger om, at af de 120.000 mand var 15.000 tjenstgørende i militære stabe og myndigheder i Ottawa - altså 12,5%. En af grundene til dette betydelige procenttal kan måske søges i, at det canadiske forsvar først i 1946 fik fælles forsvarsminister og først i 1950 fælles administrative regler bl. a. også fælles rets- og straffelov for de tre værn. For overhovedet at samordne udviklingen havde man, som om talt i ovennævnte artikel, i årene op til 1964 fået etableret et komitesystem med over 200 forskellige permanente treværns udvalg. Herhjemme har vi allerede fra århundredets begyndelse haft en fælles forsvarsminister. I 1950 fik vi et fælles forsvarsministerium og en forsvarschef.

Det er rimeligt at antage, at dette er forklaring nok på, at de 12,5% og de 200 udvalg må forekomme os næsten utrolige. Et af hovedformålene med den canadiske reorganisering er da også ifølge ovennævnte »White Paper« at opnå væsentlige reduktioner i de højere stabes personelstyrke. Den canadiske omorganisering har - meget forenklet udtrykt - to hovedformål, nemlig dels at skabe en hensigtsmæssig fælles operativ ledelse af forsvarets styrker, dels at centralisere den af de tre værn h id til udøvede administration og uddannelse i én fælles militær ledelse, »Canadian Forces Headquarters«, der også har den operative ledelse, og som nu sammen med »The Deputy Minister« og »Defence Research Board« udgør det canadiske forsvarsministerium under »The Minister of National Defence«. I virkeligheden har det danske forsvar haft en fælles operativ ledelse i tilfælde af krig lige siden NATO’s kommandosystem i 1951 blev etableret, idet de operative styrker af værnene i så fald vil blive stillet til rådighed for den øverstkommanderende i Nordeuropa, CINCNORTH . Denne fælles operative ledelse blev endnu tydeligere med oprettelsen i 1961 af Commander Allied Forces Baltic Approaches i Karup, som nu i 1967 er blevet suppleret med indførelsen af »Chefen for Forsvarets Operative Styrker«, hvorved der er tildelt chefen for Enhedskommandoen nationale beføjelser i en eventuel spændingsperiode, hvorunder styrkerne endnu ikke er tildelt NATO . I sin forelæggelsestale i december 1966 af ændringsforslag til forsvarsloven gav forsvarsminister Hellyer udtryk for, at man ikke ville være gået ind for en integration af værnene, medmindre man havde været overbevist om, at en fælles ledelse i krig indebærer forbedrede muligheder for at møde en moderne krigsførelses krav.

Men en sådan fælles operativ ledelse i tilfælde af krig har det danske forsvar som ovenfor anført allerede. Det er hermed ikke sagt, at der ikke kan vindes forbedret effektivitet ved også at skabe en fælles ledelse - og da om m uligt den samme - af forsvarets administration, uddannelse og øvrige aktivitet, men blot at der ikke for vort vedkommende synes at være helt det samme påtrængende behov som i Canada. I det allerede omtalte »White Paper on Defence - 1964« formuleres formålet med canadisk forsvarspolitik således:

»The objectives of Canadian defence policy, which cannot be dissociated from foreign policy, are to preserve the peace by supporting collective defence measures to deter military aggression; to support Canadian foreign policy including that arising out of our participation in international organizations, and to provide for the protection and surveillance of our territory, our airspace and our coastal waters.«

I sin også allerede nævnte forelæggelsestale af december 1966 fremhæver forsvarsminister Hellyer den beskedne vægt, der lægges på det, der for os er det helt afgørende for forsvarspolitiken, nemlig beskyttelsen af eget territorium (jf. her de indledende bemærkninger til den danske forsvarslov af 1960) med disse ord:

»While direct attack on Canadian territory is very low in the scale of probability, it is essential to provide appropriate surveillance of our territory and its sea approaches as well as to have the capability of dealing with lodgements of enemy forces in the unlikely event they should occur«.

I god overensstemmelse hermed er det canadiske forsvars opgaver i »White Paper« angivet at være at deltage i

a. Fælles foranstaltninger til opretholdelse af fred og sikkerhed i overensstemmelse med FN’s formål,

b. Fælles forsvar inden for NATO’s rammer,

c. Fællesskabet med USA i forsvaret af Nordamerika og

d. Nationale foranstaltninger med hensyn til Canadas sikkerhed og beskyttelse.

Der kan være god grund til i tilslutning til de af kaptajn Reese-Petersen samlede fyldige oplysninger at fremhæve den opgaveforskellighed, der ligger i det forhold, at opgaverne b-d overført til vort geografiske område bliver sammenfaldende - en opgaveforskellighed, som naturligt må finde udtryk i organisationen. Ser man på den nye canadiske organisation med de canadiske fly ­ eskadriller i Europa og den canadiske brigade i Europa direkte under »Canadian Force Headquarters« og de øvrige styrker og myndigheder henlagt under en af dettes seks nye kommandoer (»Mobile Command«, »Air Defence Command*, »Maritime Command«, »Air Transport Command«, »Training Command« og »Materiel Command« - alle nøjere beskrevet af kaptajn Reese-Petersen) må man vel også uden videre erkende, at der med vore forhold i erindring ikke vil kunne blive så forfærdelig stort et bidrag til en eventuel kommende ny dansk organisation i denne henseende.

Organisationen understreger det canadiske forsvars karakter, som i meget væsentlig grad havende til formål at opstille, udruste og opretholde kombinerede styrker, der for størstedelens vedkommende forudses at skulle udsendes som ekspeditionsstyrker, hvad enten dette er som bidrag til støtte for NATO’s forsvar af Vesteuropa eller som bidrag til FN’s fredsbevarende styrker. Medens den canadiske kommandoorganisation for de operative enheder nødvendigvis må være tilpasset de opgaver, som opstilles for det canadiske forsvar og således næppe uden videre vil være egnet som »eksport-vare« til lande med væsentlig forskellige forsvarsproblemer, må organisationen af den nye centralledelse af det canadiske forsvar, altså opbygningen af »Canadian Force Headquarters«, være af mere generel interesse; men en nærmere beskrivelse heraf savnes i »Canadas vej til enhedsværnet«. Man har ifølge foreliggende organisationsoversigter valgt at placere »Canadian Force Headquarters« (Chef: »Chief of the Defence Staff«) direkte under forsvarsministeren og på lige fod med departementet (chef: »Deputy Minister«) og med »Defence Research Board«. »Canadian Force Headquarters« er opdelt i fire store organisatoriske enheder. Disse organisatoriske enheder, hvis chefer (»Vice Chief of Defence Staff«, »Chief of Personnel«, »Chief of Technical Services« og »Comptroller General«) er generalløjtnanter eller viceadmiraler, er opdelt i fra 3-7 afdelinger, ialt 22. Hver af disse 22 afdelinger (hvis chefer enten er »Deputy Chiefs« eller »Director Generals«) er igen direkte eller med endnu et niveau indskudt opdelt i en række enheder, hver med en »Director« som chef. Den samlede organisation har foruden »Chief of Defence« og de ovennævnte 4 chefer, 9 »Deputy Chiefs«, 30 »Director Generals« og 104 »Directors«. I opdelingen af de 22 afdelinger kommer flere steder den hidtidige værns-opdeling stadig til udtryk. Som eksempel herpå kan nævnes opdelingen af den afdeling, hvis chef benævnes »Deputy Chief Operations«, og som er en af de 7 afdelinger, der er underlagt »Vice Chief of Defence Staff«. Denne afdeling er opdelt i følgende enheder: »Director General M aritim e Forces« (med 3 »Directors«), »Direktor General Land Forces« (med 3 »Directors«), »Director General A ir Forces« (med 2 »Directors«) og med særlige »sektioner« for »Operational Services and Survey«, »Scientific Coordination« og »Standardization«.

Som et andet eksempel kan nævnes opdelingen af personelorganisationen under »Chief of Personnel«. Denne organisation består af 5 afdelinger, hver med en »Director General« og 4 af dem samlet under »Deputy Chief of Personnel«. Under disse 5 afdelinger findes ialt 20 »Directors«, igen i en vis udstrækning med den tidligere værnsopdeling. Foruden de 5 nævnte afdelinger er også »Surgeon General«, »Director General Dental Service« og »Chaplains General« placeret under »Chief of Personnel«. T il at koordinere dette apparat er der direkte under organisationens chef (»Chief of the Defence Staff«) udnævnt en »Secretary Defence Staff« med en »Deputy Secretary Defence Staff«, en »Deputy Secretary Defence Staff, Military Members« og en »Deputy Secretary Defence Staff, Administration«. I denne særlige organisation finder man iøvrigt også »Military Historian«.

Det, der især springer i øjnene, er den udtalte opdeling af organisationen, der som det fremgår, i hvert fald indeholder 4 organisatoriske niveauer, nemlig

1) De 4 »Branch Chiefs« direkte under »Chief of the Defence Staff« og under disse

2) de 22 afdelinger f. eks. ovennævnte »Deputy Chief Operations«

3) det næste led med f. eks. ovennævnte »Director General Maritim e Forces« og endelig

4) de 104 »Directors« f. eks. »Director Maritime Forces, Operational Readiness and Training« under »Director Maritim e Forces«.

En sammenligning med de danske værnsstabes traditionelle inddeling i 2 niveauer (afdelinger og sektioner) synes - helt bortset fra eventuelle kommende oplysninger om den personelmængde, der indgår i »Canadian Force Headquarters« - at pege i retning af, at såfremt den canadiske model skulle lægges til grund for en eventuel reorganisering af den danske forsvarsledelse, så vil vi ikke blot komme ud for øgede personelbehov, men også for en meget ændret stabsprocedure samt interne kommunikationsproblemer, som er ukendt i dag.

Selvom virkelig indsigt i sådanne organisatoriske nyskabelser ikke kan opnås gennem læsning af dokumenter og studie af organisationsoversigter, men reelt kun gennem ophold i den pågældende organisation en vis tid, så er der dog god grund til at antage, at kaptajn Reese-Petersen med rette har sluttet sin artikel med en konstatering af, at omorganisationen allerede har give gode resultater - at der er skabt en integreret centralledelse af det canadiske forsvar, som passer til de foreliggende opgaver. Man kan ikke undgå at imponeres af, at dette meget omfattende organisationsarbejde, der først påbegyndtes i 1964, allerede i dag på væsentlige områder synes at fungere efter hensigten. På den anden side forekommer den nye organisation af Canadas øverste militære ledelse baseret på sådanne særlige betingelser affødt af det canadiske forsvars specifikke natur, at organisationens muligheder for at blive en »eksport-vare« - i hvert fald til lande med så begrænsede personelressourcer som Danmark - nok er temmelig begrænset.

Selvom det falder uden for rammerne af disse betragtninger er det efter gennemlæsning af forskelligt materiale vedrørende den canadiske forsvarsorganisation for fristende ikke at citere følgende afsnit af konklusionen i »White Paper on Defence - 1964«. Dette afsnit siger noget væsentligt om den nuværende sikkerhedspolitiske situation på en måde, der giver udtryk for en optimistisk, positiv og dog realistisk indstilling til nutidens vilkår:

» What those circumstances (skiftende nationale og internationale omstændigheder) will be in the future no one can foretell. It is certain, however, that force is not the solution to the problems of peace and security in the world. Force alone, as all history shows, is not able to establish an enduring and creative peace. Nevertheless, and regrettably, it is essential to maintain force on our side as a deterrent against attack from potential foes who are themselves heavily armed; as a means of removing the greatest temptation to an aggressor, the assurance of easy victory. The maintenance of adequate force for the above purpose, gives us the time in which men of wisdom, persistence and goodwill can work together to build a world where peace w ill be secured by stronger means than force«.

O.K. Lind

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon canadas.enhedsvaern.pdf

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.