Breve fra 2. Verdenskrig - Krigen fortalt fra fronterne af soldater i Wehrmacht

Feltpost er en interessant kilde til soldatens oplevelse, og i brevene i denne bog er soldatens oplevelser og tanker på alle fronter og i forskellige situationer repræsenteret.

Breve fra 2. Verdenskrig - Krigen fortalt fra fronterne af soldater i Wehrmacht, Marie Moutier (red.), Forlag: Nyt Nordisk Forlag, Diverse: 284 sider

Titlen fortæller meget præcist bogens indhold. Der er tale om en samling af udvalgte breve fra tyske soldater fra samtlige fronter under 2. Verdenskrig fra krigens begyndelse i 1939 til Tysklands fald i maj 1945. Bogen er således en brevsamling, og ikke en faglitterær bog. Anmeldelsen af bogen skal således ses i det lys.

Det der i den forbindelse er relevant at fokusere på er forfatterens, eller måske rettere sagt redaktørens kriterier for udvælgelsen af brevene. Som der står i forordet til bogen, er der betydelige udfordringer forbundet med at udvælge breve, når udvalget, der befinder sig på Kommunikationsmuseet i Berlin, er på over 16.000 breve. Forfatteren forklarer imidlertid kriterierne for udvælgelse ganske fint i forordet:

”Selvom de store felttog mod Frankrig og Østfronten selvfølgelig er medtaget, har det været vigtigt for udvælgelsen ikke at ignorere de andre, mindre fremtrædende fronter som Norge, Grækenland, Jugoslavien og Centraleuropa. En stor andel af brevene er afsendt fra Østfronten, og vi har også ønsket at afspejle dette forhold i udvalget: Hele 3.6 mio. tyske soldater deltog i Operation Barbarossa.”

Disse overordnede kriterierne for udvælgelsen, virker selvsagt velgennemtænkte og logiske, idet samtlige fronter så vidt muligt ønskes repræsenteret.

Derudover er det interessant at vurdere forfatterens øvrige ambition med bogen, hvilket ligeledes forklares i indledningen. Her skriver forfatteren, at ambitionen har været at anfægte ideen om en tysk krigsmaskine, for i stedet at vise de forskellige sindsstemninger, overbevisninger og lidelser blandt de tyske soldater. Forfatteren vil med egne ord rokke ved forestillingen om at de tyske soldater var komplet ens, og gennem de udvalgte breve demonstrere at de var individer, samt almindelige mennesker:

”Det at beskrive soldaternes individualitet og menneskelighed er afgørende for at forstå, hvad Anden Verdenskrig var.”

En anden ambition har ifølge forfatteren været, at vise den størst mulige bredde i soldaternes sindsstemning, fra ideologisk fanatisme til kamplyst, defaitisme etc., for simpelthen at få alle nuancer med. Hensigten med at vise at de tyske soldater også var mennesker har ikke været at fremstille dem som sympatiske, som forfatteren også pointerer. Derimod tjener humaniteten til at vise hvad et menneske kan få sig selv til.     

Ambitionen om at vise soldaternes individuelle personligheder må vel siges at være en overkommelig opgave, idet ingen mennesker formentlig er ens, uanset om de har kæmpet for Tyskland, USA eller en anden af de krigsførende stater. Ligeledes er ambitionen om at vise en stor bredde i soldaternes sindsstemning tillige opfyldt med det udvalg af breve bogen indeholder. De punkter kan således fuldt ud godkendes, og det er også det man vil forvente af en brevsamling. Feltpost er i det hele taget en interessant kilde til mange aspekter af soldatens oplevelse. Det gør sig også gældende for brevene i denne bog, hvor soldatens oplevelser og tanker på alle fronter, og i forskellige situationer er repræsenteret- fra et bordelbesøg i det tyskbesatte Frankrig til kampene ved Stalingrad.

På baggrund af de udvælgelseskriterier forfatteren har stillet op må det dermed siges at være en vellykket bog/brevsamling. Det er i hvert fald svært at sige hvad der skulle have været gjort anderledes, idet det netop er en brevsamling og ikke en faglitterær bog.           

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.