Boganmeldelser

Efterfølgende anmeldelser er udført af kaptajn Claus E. Andersen ved Dronningens Livregiment.
 
Wilhelm Christmas-Møller: OBERSTEN OG KOMMANDØREN. Efterretningstjeneste, sikkerhedspolitik og socialdemokrati 1945-55.
276 sider. Illustreret. Kr. 268.00
 
For et par år siden skrev historikeren Wilhehn Christmas-Møller en af kritikerne vel modtaget biografisk disputats om sin onkel den konservative politiker John Christmas-Møller og Det Konservative Folkeparti. I april udkom den foreliggende bog om den militære efterretningstjeneste i årene umiddelbart efter besættelsen. Undertitlen illustrerer dækkende indholdet i bogen. Hvorimod hovedtitlen OBERSTEN OG KOMMANDØREN forleder læseren til at tro, at bogen handler om oberst Lunding og kommandør Mørch og deres modsætninger, hvilket ikke er tilfældet, da eksempelvis Lunding nærmest kun omtales perifert. Efter en ekskurs, hvor Wilhelm Christmas-Møller giver en levende indføring i emnet og æriigt fremstiller sin egen baggrund og forudsætninger for at beskæftige sig med emnet, beskrives den militære E-tjeneste kronologisk i årene 1945- 55.
 
Bogens styrke og samtidig dens svaghed er Christmas-Møllers tidligere tilknytning til E-tjenesten. Selv om han behandler en periode, hvor han ikke har været tjenestegørende, drager han mange slutninger ud fra sine egne E-erfaringer. Dér, hvor kildematerialet ikke længere rækker, bliver Christmas-Møllers erfaringer - skønt fra en anden epoke og fra et andet niveau i E-tjenesten - ført frem i argumentationen. Gætterier vedr. de såkaldte "sorte operationers" omfang, det som Christmas- Møller selv kalder en tvivlsom slutning fra kildernes tavshed, klæder heller ikke denne afriandling. Da forfatteren desuden næsten udelukkende bygger sin fremstilling på én kilde (kommandør Mørchs arkiv), hvilket han også indrømmer, må man med rette tage resultaterne med et vist forbehold. Når dette er skrevet, skal det erkendes, at Christmas-Møllers argumentation i det store og hele forekommer sund og ikke uden en vis indre logik.
 
Forfatterens hovedtese er, at E-tjenesten kan have haft uforholdsmæssig stor indflydelse på den parlamentariske beslutningsproces repræsenteret ved socialdemokratiet, som sad på regermgsmagten i dette tidsrum. Efter 233 sider når Christmas- Møller den slutning, at tesen ikke lader sig bevise. Fra et faghistorisk synspunkt en foldt lovHg, ja ligefrem nødvendig slutning. Selvom læseren måske havde ventet en anden. Forfatterens konklusion er, at andre institutioner havde en lige så stor og måske endnu større indflydelse på socialdemokratiets sikkerhedspolitiske omsving i slutningen af 1940'erne.
 
Tilbage står forfatterens påstand om, at politikerne oftere end godt er i egen eller landets interesse holder hånden over den militære E-tjeneste, når (ikke hvis!) den betjener sig af udemokratiske metoder. Forfatteren er sjældent engageret i sit emne, og bogen afdækker tillige forhold vedr. den danske militære efterretningstjeneste, som almindeligvis ikke er kendte i en bredere offentlighed. Dette er først og fremmest bogens eksistensberettigelse. E-tjenester skal være under parlamentarisk kontrol. Bogen formår trods alt ikke overbevisende at påvise, at dette ikke er tilfældet i Danmark. Man kan ærgre sig over, at Wilhelm Christmas-Møller ved sin alt for tidligere død maj d.å. ikke fik skrevet den bog, som man mellem linierne kan læse, han egenthg brændte for, og som bl.a. hans tavshedspligt afholdt ham fra at skrive: Bogen om hans egen tid i E-tjenesten.
 
 
Gertrud Bjøming og Knud Vilby: FARVEL TIL VÅBNENE - HVAD SÅ? Demobilisering og fredsdividende i Afrika med fokus på Uganda.
120 sider. Illustreret. Kr. 148.00
 
Ifm. en dokumentarfilm, som senere vil blive vist på DR TV (foreløbig programsat til 10. september 1995 kl. 22.20), har Danmarks Radios forlag og FN-forbundet udsendt ovenstående pjecelignende supplement og uddybende orientering af forholdene omkring hjemsendelsen af 50.000 ugandiske soldater og problemerne i tilknytning hertil. Bogen indeholder en række artikler af forskellige forfattere, som hver især giver deres synspunkt på Ugandas forsøg på via en hjemsendelse at opnå deres andel af den forkætrede "fredsdividende." Indfaldsvinklen er journalistens og antropologens. Det drejer sig ikke blot om et stort antal soldater, som under store problemer må sluses ind i samfundet. Af disse 33.000 soldater, som i 1993/94 blev hjemsendt, havde 78 % én kone, 20 % to koner og 2 % over to koner. I rene tal drejer det sig om 40.250 koner og 82.500 børn. Dertil kommer, at militæret forsøger at anvende besparelser på forsvaret til kvalitative forbedringer. Fredsdividenden under slutstregen er umiddelbart svær at få øje på, og for nogle lande som Mozambique forvandlet til en udgift. En af journalisterne anfører, at "fredsdividenden kommer ikke uden finansiering udefra. Og der er ingen garanti for, at den ikke fordufter senere."
 
I afsnittet "Fredsdividenden der forsvandt", skiver en af redaktørerne i en statistisk opregning af udgifter i U- og I-lande, at det er vigtigt at bevare perspektivet. Derfor er det også kedeligt, at journalisten selv mister det, når han i rene tal forsøger at sammenligne militære udgifter pr. indbygger pr. år i Danmark og Mozambique. I andre sammenhænge erkender han, at sådanne tal ikke lader sig sammenligne på denne måde. 
 
Bogen forekommer løs i kompositionen og en smule rodet; som om den røde tråd ind i mellem mistes. Måske hænger det sammen med bogens baggrund i et filmmanuskript til en dokumentarfilm. Alt i alt beskriver det lille hæfte en problematisk; men glædelig udvikling. Konklusionen er, at fredsdividende er ikke noget, som automatisk optræder i.fm. besparelser på forsvaret.
 
 
Hannes Heer og Klaus Naumann (udg.): Vernichtungskrieg - Verbrechen der Wehrmacht 1941-1944
695 sider. Illustreret. DM 68.00
 
Nærværende sammenstilling af forskerindlæg er en lystende beretning om de tyske krigsforbrydelser begået af den tyske Værnemagt under Anden Verdenskrig, ikke alene på Østfronten, men også mange andre steder i Europa. Selvom bogen kan stå for sig selv, er den også tilknyttet en vandreudstillmg, som for tiden vises forskellige steder i Tyskland. Den kontroversielle udstilling viser tidhgere ikke offenthggjort fotomateriale af krigsforbiydelseme, og den har med rette vakt opsigt også uden for landets grænser. Eksempelvis har delstaten Nordrhein-Westfalen ikke ønsket at vise udstillingen.
 
Et tværsnit af repræsentanter for forskellige forskningsretninger opregner i bogen en lang hste af forbryderiske enkeltepisoder. Hændelserne, som enkeltformationer af Værnemagten har stået bag, beskrives i en næsten bedøvende monoton række, som sikkert er ganske utilsigtet fra forfatternes side, men som er en følge af bogens opbygning og den tyske grundighed. Derfor er de oplivende indlæg især at fmde i afsnittet "Krieger und Kriegerinnen", hvor tanken om den totale krig gennemgås, Mansteins psykiske profil analyseres, de fotograferende soldater underkastes en indgående undersøgelse, og mændene bag attentatet 20. juh 1944 sættes i.fm. de uhyrligheder, som skete ved og bag de lyske fronter. Forfatterens tese, at 20. juh-mændene ikke var ftildstændig uden skyld i forbiydelser begået af Værnemagten, forbigår efter min mening den væsenthge pointe, at netop det skete i høj grad var motiv for attentatet. Det eneste indlæg i dette afsnit, som falder fælt udenfor rammerne, er afliandlingen om: "Hvorledes kvinder fører krig". Dette afsnit synes nærmest anbragt i bogen efter "political correctness"-devisen, at kvinder også må repræsenteres, selvom en retfærdiggørelse af dette synspunkt savnes netop i denne sammenhæng. Derfor bliver argumentationen også noget forskruet i retning af, at fordi mødre fødte børn, som begik forbrydelser i krigen, er disse mødre også skyldige.
 
De fleste af udlægningerne har længe været tilgængelige i forskningen således også beskrivelserne af de oflficielt sanktionerede massemord på itahenske krigsfanger efter den italienske kapitulation. Myten om hæren, som de væbnede siyrkers uplettede skjold, bliver der her atter en gang gjort grundigt op med. Historikeren Jürgen Förster (repræsentant for Militärgeschichtliches Forschungsamt og medarbejder på det officielle tyske historieværk om Anden Verdenskrig) erklærede i TV i det tyske nyhedsmagasin "Kennzeichen D" for nylig overfor en lamslået formand for de tyske soldaterforeninger, at den tyske Værnemagt med rod i Hitler- æraen ikke længere kunne betragtes som et forbillede - "Traditionsträger" - for Forbundsvæmet, og tilføjede, at de foreliggende kendsgerninger har været kendt og accepteret i faghistoriske kredse det sidste årti - men først kendt af en bredere offentlighed indenfor de seneste år. Accepten af bredden i de tyske krigsforbrydelser er endnu ikke fuldstændig anerkendt blandt menigmand i Tyskland. Men måske har murens fald samt generationsskiftet til unge, som er født i anden generation efter 1945 været med til at fremskynde denne erkendelsesproces, som sønneme og døtrene af krigs- generationen af gode grunde ikke har ville leve med. Bogen er den sidste nye i en række, som beskæftiger sig med den tyske hærs krigsforbrydelser under Anden Verdenskrig. Det har igangsat en lang og pinefuld proces hos det tyske folk ved erkendelsen af, at nazismen ikke kun var begrænset til partiformationer som Waffen-SS etc., men rakte dybt ind i alle dele af det tyske samfund og i sidste ende berørte alle. Denne erkendelse vil også være ny for mange danske officerer. 
 
 
Denne anmeldelse er udført af major Ole A. Hedegaard, der er leder af hærens Militærhistoriske arbejder.
 
Kong Christian VIIIs dagbøger og optegnelser 
Udgivet af Det Kongelige Danske Selskab til Fædrelandets Historie ved Andreas Monrad Møller, IV. 1. del.1939-43, 394 s., IV. 2. del.1844-48, 780 s., IV. 3. del. Kommentarer og registre, 1207 s., ill, indb. i kraftigt shirt., kr. 790,- (Kbh. 1995).
 
Umiddelbart forekommer det muligvis noget søgt, at en dansk enevoldskonges voluminøse, netop udgivne dagbøger gøres til genstand for en udførlig anmeldelse i et militærvidenskabeligt tidsskrift. De følgende linier vil dog formodentlig overtyde læseren om, at værket i høj grad omhandler en god portion dansk militærhistorie, dertil knyttede emner og dansk militærpolitik i den kun tilsyneladende fredehge periode 1839-48. Bl.a. disse emner, betragtet af den enevældige konge personligt, kan givet være af stor interesse at læse. Alene udgivelsen af de tre store, smukt illustrerede og indbundne bind er en bedrift i dansk kulturhistorie.
 
Helt tilbage til den germanske stammetid har kongen - eller "hunnoen", som han benævntes i oldtiden - været den danske hærs absolutte fører. Vi må regne med, at en del af vore store middelalderkonger personligt førte hæren, også i kamp, hvilket selvsagt gav en tæt, livslang tilknytning til de væbnede styrker. Det er også tankevækkende, at alle senere og nuværende hofembeder oprindelig er af militær art.
 
Vi kan i vore dages forsvar glæde os over en stor, helhjertet interesse fra Hendes Majestæt Dronningen, forsvarets højstbefalende, og således har det været gennem generationer. Den interesse kan dog kun i en vis udstrækning sammenhgnes med den tilknytning til hæren og flåden, som vore enevoldskonger havde, altså også Christian VIII, vor sidste enevældige konge. Denne berøringsflade vil med al ønskelig tydelighed fremgå af denne anmeldelse. Det her rescenserede værk har i virkeligheden været 66 år undervejs. Det var i januar 1929, at den første kongelige tilladelse til offentliggørelse af Christian VIIIs omfangsrige dagbøger og optegnelser blev indhentet, og denne tilladelse har måttet fornys to gange. Hendes Majestæt Dronningen har meddelt tilladelse til denne publicering.
 
Den 3. december 1839 døde Danmarks mest militære konge Frederik VI, "korporalen i Danmarks kongerække", som en nyere dansk historiker - stærkt forenklet og noget uretfærdigt - har benævnt ham. Dagen før udgav han selv i forgemakket på Amalienborg parolen til de forsamlede officerer, blandt hvilke hans efterfølger også befandt sig. Christian VIII havde også som prins ført dagbøger, som tidligere er udgivet, men det er altså monarkens, og dermed forsvarets højstkommanderendes dagbøger, der her skal holdes under historiens lup. Det er et værk, som uden for al diskussion udgør en helt central kilde til dansk historie i dette tidsrum op mod vor første slesvigske krig. Det, en officer under gennemlæsningen straks hæfter sig ved, er det væld af oplysninger om militæretaten, som optegnelserne rummer, og som vidner om kongens tætte tilknytning til denne og også - og det skal understreges - dybe detailkendskab til denne og dens personel. Dagbøgerne afslører på en fm og sympatisk måde det nære, næsten intime forhold mellem monarken og officerskorpset, et forhold, vi i vore dage nok i nogen udstrækning ville benævne for forældet og i nogen grad ydmygende for en statstjenestemand.
 
Rørende - og ikke den eneste - er fx optegnelsen om en kaptajn i hæren, der har mange børn, og hvis økonomi er derangeret. Han henvender sig derfor allerunderdanigst til kongen og anmoder om tilskud til køb af to par uniformsbukser. (NB: Når det er en uniform, hedder det "bukser" og ikke "benklæder" ! ) Kongen forstår hans pinlige stilling og giver ham nådigst en anvisning på ‘‘Det militaire Varedepot" (datidens HMAK), hvor han gratis kan udtage klæde til to par bukser. Hvor latterlig og tilfældig foreteelsen måske forekommer os, er der ingen tvivl om, at den har været naturlig for begge parter, og ingen af dem har følt noget nedværdigende ved den. Selv om samftindet dengang var mindre kompliceret end i vore dage, forstår man ikke, hvorledes monarken overhovedet kunne afse tid til at sidde i flere militære kommissioner. I 184o nedsattes den store kommission, hvis produkt blev den kendte hærplan af 1842, der lugede alt det gamle og ineffektive fra Frederik VI´s lange, militært forstenede periode bort og betød store fremskridt for hæren. Planens indhold var gældende under begge vore slesvigske krige og helt frem til hærloven af 1867. Blandt de store, grundlæggende nyskabelser i den nye hærplan var udfasningen af flintelåsgeværet til fordel for perkussionsgeværet, afskaffelsen af de regi- mentsprægede uniformer og indførelse af en enhedsuniform, forenkling og modernisering af uddannelsen, bedre og mere tidssvarende gagerings- og pensions- ordninig m.v. Det var altsammen forhold, der levende interesserede kongen, og han har skrevet mange notater om sit arbejde i kommissionen.
 
En af de store traditionsplejeændringer, som har bæring helt frem til vore dage, var indførelsen af ensartede Dannebrogsfaner med det udadbuede Mantovakors (som Dannebrogordenen). De blev af kongen personhgt (som et kongeligt prærogativ, der altid har været fulgt af danske monarker) overrakt regimenterne, og man kan på denne optegnelse i dagbogen mærke, at det var en historisk parade, det glædede kongen at deltage i, og hvor hans evner som en glimrende taler kom til sin ret. Man ser tydeligt, at den enevældige monark i kommissionen ikke var nogen pompøs kransekagefigur. Han udtalte sig med vægt om detailspørgsmål, fx bevægning, udrustning, eksercits- og evoleringsspørgsmål, ligesom hans store kendskab til officerskorpsets medlemmer klart viser sig i dagbøgerne. Også hans fra alle sider anerkendte intelligens og evne til at se objektivt på en sag kommer ofte til udttryk under drøftelserne. Da kongen besteg tronen, udtalte han de kendte ord: "Nu ville vi alle spare!". Det kom ikke just til at præge hoffets og hans eget liv, men han havde et vågent øje for besparelser, også inden for militæretaten, hvor man i dagbøgerne ofte ser notater til forslag om indskrænkninger og rationaliseringer, fx ved omfattende afskedigelser af overflødigt personel i fx Generalstabens Bureau, som i Frederik VI periode må siges at have været groft overbemandet.
 
I 1840'erne står normalt som fredelige år i nationens historie. Det var dog kun tilsyneladende. Allerede i 1830 udkom landfoged på Sild Uwe Jens Lomsems ophidsende skrift "Über das Verfassungswerk in Schleswig-Holstein". Selv om Frederik VI handlede hurtigt og beordrede ham fængslet, blev skriftet - ligesom senere Karl Marx’s "Das Kapital" blev socialisternes bibel - den slesvig-holstenske oprørsbevægelses katekismus, og op mod oprøret i 1848 ulmede det i stigende grad i hertugdømmerne, hvad kongen klart så og gentagne gange gav bekymret udtryk for i dagbogen. I 1842 begik kongen mærkværdigvis den kapitalbrøler, at udnævne prinsen af Nør til statholder i hertugdømmerne i det forfængelige håb, at det ville holde den danskøendtlige fyrste, konspirator og senere fører for oprøret på loyalitetens grund. Mange havde rådet kongen fra dette foruroligende skridt. Også kronprins Frederik, den senere Frederik VII, havde i kraftige vendinger fremført, at det var at sætte ræven til at vogte gæs, men Christian VIII tog desværre ingen hensyn til advarslerne. Sagen optog ham selvsagt meget i dagbøgerne, men han mente desværre, at han gjorde det rigtige. Et forslag om at udnævne kronprins Frederik til statholder i den urohge landsdel afviste kongen ved mismodigt at udtale, at gjorde man det, ville den upålidelige og vankeknodige prins tre uger efter være ravgal slesvig-holstener! Kongen kendte sin svage, letpåvirkelige søn.
 
Et af dagbøgernes oftest gentagne punkter er kongens utallige besøg ved og inspektioner af militære afdelinger, borgervæbninger og institutioner. Fx efterfølgende fra 1843, der vidner om interesse og flid: "Jeg besøgte Sø Cadet Academiet og lod enkelte Cadetter overhøre i Religion, Navigation, Sømandskab og Fransk. Siden seet Gymnastik og Dans... " Også de dansk-vestindiske øers administration under den myndige generalguvernør Peter von Schölten blev der tid til at tage sig af Et sted noterer den altid humane konge, hvorledes han har foranlediget en sort slaves frigivelse. Hvad den enevældige suveræn desuden har inspiceret af skoler og rådhuse, alderdomshjem og hospitaler, arrester, brandsprøjter og muddermaskiner, kirker og dæmninger etc., er intet mindre end imponerende. Rejserne og inspektionerne var dog ikke hule paradeforstillinger, men ofte tilgik der bagefter fra kongen bestemte ordrer om snarest at forbedre visse forhold, han havde været utilfreds med. Dagbøgerne er klare garantier for, at kongen personhgt var den initiativrige ophavsmand til ikke få administrative tiltag og forbedringer.
 
Op mod krigsudbruddet i 1848 er det, som om tonen vedrønde nationale og militære optegnelser i nogen grad sættes op og afinales med en stedse mere spids pen. Kongen vidste alt for godt, at hans drikfældige og ustadige søn ikke egnede sig som enevældig regent, og der var jo ikke udsigt til, at sønnen skulle få arvinger på grund af sit upopulære bekendtskab med modehandlerinde Louise Rasmussen, son den æstetiske og forfinede konge med udtalt sans for kvindelig skønhed fandt var "forbandet styg". Det vil sige, at man måtte påregne, at med hans søns død ville den ældgamle oldenborgske kongestamme, der havde siddet på Danmarks frone uaftirudt, siden 1448, uddø. Hvad det kunne bruges til af stormagterne til indblanding i danske forhold, vidste kongen udmærket. Det kom også til at holde stik, idet med sønnens død i november 1863 udløstes krigen den 1. februar 1864. Kongens afinægtige sorg over sønnens uregehnæssige liv kommer - selv om han til stadighed har styr på sin formelle og nøgterne pen - klart til udtiyk ved en række passager, bl.a. den, hvor kongen har noteret, at han til minisfrene har måttet sige, at "Kronprinsen maa ikke ansfrenges ved for lange Statsrådsmøder". Det må have holdt hårdt for den flittige, selvfølende regent, at befro dette eklatante familiemæssi- ge nederlag til dagbogens løndom.
 
Den stigende torden fra syd og Preussens samt Det tyske Forbunds øgede interesse for det slesvig-holstenske spørgsmål fik kongen til i 1846 at udsende det fatale "åbne brev", der skulle dele sol og vind Uge i spørgsmålet om dansk og tysk i hertugdømmerne. Kongen, der ubetinget - som Frederik VI - var helt dansk af sind og tanke, ville gerne mægle og gøre ret og skel til begge sider. Han ejede dog ikke de eminente statsmandsevner, som en sådan politisk balancekunst ville have krævet, ligesom han tilsyneladende i nogen grad manglede blik for danskhedens særlige vanskehgheder i Sønderjylland og de nationale modsætningers ulægelige karakter. Det åbne brev faldt derfor reelt til jorden og ophidsede i virkeligheden kun begge parter unødigt i en politisk højeksplosiv periode. Det er forstemmende læsning, at gennemgå dagbøgernes sidste år af kongens liv, hvor monarken nøgternt vidste, hvor det bar hen ved hans død, og de nærmest profetiske ord, der tillægges ham på dødslejet i januar 1848: "Nu brister det derovre!", kom som bekendt til at gå i opfyldelse kun ca. to måneder senere med oprøret i Rendsborg. De mange optegnelser er præget af en vis knaphed, reservation og præcision, men deres praktiske værdi for ophavsmanden er evident, og de er jo spontant i udført uden tanke på en sen eftertids bevidste udnyttelse af dem. I modsætning til fx H.C. Andersen, der i sine dagbøger hensynsløst blotlagde sin sjæl og sit følsomme hjerte indtil inderste, lønlige vrå, var Christian VIII en anden skribent. Det vil givet skuffe én og anden, at kongen ikke krængede sit sjæleliv ud til glæde for eftertidens nyfigenhed, men tværtimod i denne henseende var meget tilbageholdende og tilknappet i sin skriftlige udfoldelse. Der skal læses meget mellem linierne, hvis man vil nå frem til, hvad han inderst inde mente og tænkte. Egentlig kommer man ham aldrig helt ind på livet. Kongen med den lyse forstand og hurtige opfattelsesevne dækkede sig godt ind både i forhold til samtid og eftertid. En af dem, der stod ham nærmest, formulerede det på den måde, at Christian VIIIs hovedsærkende ligefrem var, at ingen kendte ham. Han var og blev en mandarintype. Endvidere kan man undre sig over, at den begavede og kultiverede monark ikke faldt for fristelsen til at give sine optegnelser et mere litterært anstrøg, men dels har der næppe været tid til det, dels var det slet ikke formålet, som nok stort set har været det, at ville aflægge efterslægten regnskab for samvittighedsfuld varetagelse af hans livsgeming. Dette er også fuldt ud lykkedes kongen.
 
Christian VIII var en sjælden fin og overlegen begavelse og en mandig smuk, elegant og sleben verdensmand. Politisk var han dog hjemløs. Tiden var løbet ham forbi, og han kunne ikke lede den, ligesom han var for nøgtern og kølig til at lade sig rive med af den. Ved hans tronbestigelse ventede størstedelen af folket at han - som i Norge 1813 - ville give landet en forfatning og afskaffe enevælden. Dette håb skuffedes grusomt og bidrog til, at den personligt venlige, men aristokratiske mand aldrig blev populær i den brede befolkning. Til gengæld skulle hans, som kronprins fra alle sider ringeagtede søn, som kommende konstitutionel regent blive den, der gav landet den fra alle sider så heftigt attråede grundlov og derved - trods sine mange personlige fejl og dårlige egenskaber - blive en af vor histories mest elskede og populære konger. Special-Trykkeriet i Viborg har på glimrende vis tiykt det gedigne bogværk, der er sat med en stor, læsevenhg typografi, hgesom værket er udgivet på Carlsbergfon- dets bekostning. Blandt det smagfulde, velvalgte billedmateriale har Den Kongelige Mønt- og Medaillesamling bekostet samthge optagelser af de mange gengivelser af sjældne mønter og medaljer. Nævnes skal også de mange fornemme farvegengivelser af bl.a. portrætter fra vore kongeslotte og museer. Værket fmdes på Det Kongelige Garnisonsbiblitek til udlån.
 
 
 
 
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel:
PDF iconmilitaert_tidskrift_124_aargang_aug.pdf
 

 

Del: