Bøger

Joachim Wieder: Stalingrad und die Verantwortung des Soldaten.
Nymphenburger Verlagsbuchhandlung, München, 1962, 335 sider.
 
I første afsnit »Erinnerungen eines Ueber- lebenden« giver forfatteren en godt skreven, gribende skildring af, hvad ban selv har oplevet. Men ligesom Gerlacb formår ban kun at se tingene »aus der Froschper- spektive«, omend ban gennem sin virksomhed i en korpsstabs efterretningssektion bar fået kendskab til adskilligt, som ellers er skjult for en ung officer. Den højere førings problemer ligger over lians horizont, men desværre er det netop denne højere føring, specielt repræsenteret ved generalfeltmarskal v. Manstein, han retter sin kritik imod og drager til ansvar, omend mere fra et etisk end fra et føringsmæssigt standpunkt. Dette fremgår allerede af Helmut Goll- witzers forord, og det gennemsyrer afsnittet »Kritische Betrachtungen nach 20 Jahren«, som i hele sin tendens er et angreb på Manstein. Dennes fremragende feltherreevner drages ikke i tvivl, men det er ud fra etiske synspunkter, Wieder og Gollwitzer hævder, at v. Manstein har forsyndet sig — og det skal han nu bøde for. Han skal åbent gøre bod for sin skyld, hvad Paulus allerede skal have gjort, thi »der Geist der Busse ist der gute Engel der Verantwortlichen«. Desværre bliver dette gode kristelige krav i W's hånd til en ukristelig fordømmelse.
 
Wieder havde som så mange i Stalingrad sat sin lid til, at »der Manstein kommt«, og skuffelsen synes hos ham at have udløst et næsten fanatisk had til Tysklands største hærfører -— og for at bevise Mansteins skyld har forfatteren med flid gennempløjet næsten hele den foreliggende militærlitteratur om Stalingrad samt adskillige utrykte skrifter og heraf uddraget alt, hvad han mener at kunne anføre mod Manstein, men overset eller fortiet, hvad der tjener til forklaring eller undskyldning for denne. Nogle få eksempler turde her være tilstrækkelige:
 
— Da Manstein den 27. november 1942 overtog kommandoen over armégruppe Don, der bestod af 3 sønderslåede arméer og den i Stalingrad indesluttede 6. armé, fik han 3 opgaver at løse: 1) undsætte 6. armé, 2) dække ryggen af de 2 arméer i Kaukasus og 3) stabilisere den tyske sydfront, De to sidste opgaver løste han med glans, og man må være en meget stor mand for at bebrejde ham, at han ikke også formåede at løse den første opgave. Heller ikke kan man uden videre fordømme M, fordi han tilsidst ofrede 6. armé (forlængede dens lidelser) for derigennem at frelse Kaukasus-arméerne og stabilisere fronten.
 
— W tager fuldstændig fejl, når lian mener, at 6. armé kunne være brudt ud af indeslutningen som tyskerne ved Breziny i 1914. Det kunne i bedste fald være blevet et »Tscherkassy«, livor 2 tyske korps i 1944 ganske vist slog sig igennem, men med tabet af alt materiellet og halvdelen af personellet. Hvor svært det er at løsgøre sig fra en årvågen modstander, viser general Seyd- litz’s tilbagetrækning af fronten den 21.— 23. november, som kostede tyskerne en hel division (hvad W prøver at bagatellisere). Helt ved siden af er det, når W hævder, at Paulus den 20. december kunne have koncentreret 20 af sine 22 divisioner på gennembrudsstedet — opmarchen ville have taget flere dage, og Rokosowski var ikke nogen passiv modstander. — W overvurderer Mansteins autoritet overfor Hitler, når ban tror, at M kunne have trodset Førerens befalinger eller sat sin vilje igennem ved at true med at tage sin afsked. Han fortæller ganske vist, at Reichenau i 1941 ustraffet havde kunnet trække sin front tilbage, men ban fortier, at Hitler kun fandt sig i det, fordi R var nazist, og han fortier ligeledes, at Hitler i 1941 uden betænkning afskedigede både Braucliitsch og Rundstedt, samt at han under selve Stalingrad/Kaukasusfelttoget allerede havde skilt sig af med 3 andre besværlige undergivne: v. Bock, v. List og Halder. Har forøvrigt nogensinde, i fred som i krig, en dygtig officer gavnet en sag ved selv at tage sin afsked i protest?
 
— W undervurderer betydningen af den direkte kommando, som Hitler faktisk udøvede over 6. armé. Han har nok ret i, at det meste gik ad kommandovejen over Manstein, men hele Paulus/Schmidts forhold lige til det sidste (f. eks. deres malplacerede hyldesttelegram af 29. januar med sætningen »Nocli weht die Ilaken- kreuzfahne iiber Stalingrad«) beviser, at de aldrig ville have adlydt en af Manstein udstedt kapitulationsordre, når de fra Hitler havde befaling til at kæmpe til sidste mand og sidste patron.
 
— Mansteins syn på nazistyret og mulighederne for at styrte dette fremgår formentligt bedst af hans sidste bog »Aus emem Soldatenleben«, men betegnende nok synes W slet ikke at have kendskab til denne bog, som ikke engang er nævnt i hans ellers ret fyldige kildefortegnelse. Det samme gælder Pagets »Manstein, his Campaigns and his Trial” med såvel Lord Hankeys som Churchills forsvar for feltmarskallen.
 
I afsnittet »Schlussbetrachtungen« skriver Wieder rent ud, at hans hensigt er at drage folk til ansvar. »Das Leitinotiv des vorliegenden Buches ist die Frage der Verantwortung«. Hans ideal er generaloberst Beck, der i sine skrifter »atter le- vendegjorde Clausewitz’s tankeverden« og som «evnede at overvinde det rent militære og at kæmpe sig igennem til ansvarsbevidst politisk tænkning og handling«. Men W har ingen forståelse for dem, der som Kesselring var »Soldat bis zum letz- ten Tag« eller som Manstein blev på deres post, til uenighed med Hitler førte til deres afsked.
 
Det mest læseværdige i bogen er — foruden ovennævnte første afsnit — stykket »Die Rolle des Generals Seydlitz in Stalingrad«. Denne impulsive soldat er en interessant personlighed, såvel som fører i felten som for sit forhold i fangenskabet. Han er ligesom sin modsætning general Schmidt (Paulus’ stabschef) meget omstridt. Den, der vil studere »Stalingrad«, kan med udbytte læse, hvad W skriver om »Die Literatur iiber Stalingrad«, selv om dette såvel som hans kildefortegnelse i nogen grad er præget af ensidighed. Han har ret i, at Mansteins »Verlorene Siege« som alle memoirer har karakteren af et forsvarsskrift, og at dens styrkeopgivelser trænger lil at revideres. Men den kritik, som W med nogen føje retter mod Gorlitz, kan med endnu større føje vendes mod liam selv.
 
Det må erkendes, at Wieder giver udtryk for meninger, som har ret til at komme til orde, samt at hans bog bringer visse oplysninger, som næppe ellers er tilgængelige i Danmark. Den kan for så vidt anbefales til dem, der i forvejen er bekendt med den mere værdifulde Stalin- gradlitteratur. Men i hænderne på den på forhånd ukyndige, oversat og opreklameret som »Sandheden om Stalingrad”, vil den kun være vand på møllen for de venstreorienterede intellektuelle, der hilser enhver bog velkommen, når den kan bruges til angreb på tyske generaler (og derigennem på generaler i det hele taget), på den tyske værnemagt under krigen (og derigennem på det nuværende vesttyske Bundeswehr og dermed atter på hele NATO's forsvar). 
 
 
 
PDF med orginialudgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:
PDF icon1963_del_2.pdf

 

 

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.