Bøger

Ernst Jünger: Krigsdagsbog. I udvalg ved Thorkild Hansen. Oversat af Mogens Boisen. 481 sider. — Gyldendal 1964. Kr. 48,— .

Som de følgende to bøger er Ernst Jüngers »Krigsdagbog« ingen fagmilitær bog. Forfatteren er en af efterkrigstidens mest omtalte tyske forfattere af »den indre emigration«, d. v. s. de forfattere, der var blevet i Tyskland under Hitlertiden, men tav.

Efter at være stukket hjemmefra og tjent i Fremmedlegionen deltog Jünger i den 1. verdenskrig og blev som 20-årig dekoreret med Kejser-Tysklands fornemste tapperhedsorden, Pour le Merite.

I august 1939 blev han indkaldt som reserveofficer. Under hele krigen nedfældede han sine tanker i sin dagbog, som han startede ved krigsudbruddet og fortsatte også efter krigens afslutning. Titlen »Krigsdagbog« er for så vidt misvisende som den foreliggende danske udgave er et udvalg af tre samlinger, der dækker tiden helt op til december 1948.

Man følger forfatteren med de sejrrige tyske hære til Frankrig, hvor han i Paris holder litterære sammenkomster med fremtrædende franskmænd, og hvor planlægningen af attentatet på Hitler tager sin begyndelse. Junger kompromitteres stærkt i denne sag.

Optegnelserne fra krigsårene giver en række fremragende skildringer af samtidens mennesker, begivenheder og atmosfære. Der er således en række skildringer fra krigens slutning, da de allierede hære trænger ind i Tyskland, et helt folks elendighed er her fastholdt i dagbogen.

»Krigsdagbog« er en krigsbog, der ikke ligner nogen anden krigsbog, en bog om de kampe, der udkæmpedes under overfladen og et vidnesbyrd om mennesker, der levede og døde i den tid.

Stilen er meget klar og oversættelsen er ypperlig. Det er en bog, der absolut kan anbefales.

m.

 

Mendal Mann: Warszawa i flammer. Oversat af Torben Meyer. 179 sider. Aschehoug Dansk Forlag 1964. Kr. 22,50.

I tyveåret for den polske opstand mod nazismens rædselsregime i Warszawa har Mendel Mann udsendt sin nye roman, der er en selvstændig fortsættelse af hans tidligere »Foran Moskvas porte«.

Handlingen udspiller sig i de 63 døgn, hvor de polske frihedskæmpere kæmpede deres ulige kamp mod den tyske overmagt. En kamp som blev en af den anden verdenskrigs mest dramatiske og tillige mest tragiske, fordi Stalin beordrede den Røde Hær til at gøre holdt og uvirksomt se til, at Hitler tilintetgjorde den polske frihedsbevægelse.

Det centrale i bogen er imidlertid ikke selve kamphandlingerne. De er skildret langt mere detailleret andre steder. Her danner de alene rammen om det, som egentlig ligger forfatteren på hjerte. De giver atmosfæren i denne dødsdømte by, hvor befolkningen måtte gennemgå overmenneskelige lidelser. Alt dette som bogens hovedperson, polakken og jøden Me- nachem uvirksomt må se til som russisk soldat. Det er hans stilling som jøde i Sovjethæren og jødens placering i den polske opstand, der er bogens egentlige indhold. Den afgrund af mistillid og misforståelser han må kæmpe med, og den angst hans kammerater nærer for at skabe et egentligt kammeratskab med ham. De russiske soldatertyper fra vidt forskellige dele af det store rige er måske næppe helt objektivt beskrevet, netop fordi forfatteren selv har oplevet denne mangel på kontakt med sine soldaterkammerater; han gjorde selv krigen med som russisk soldat. Også den politiske infiltration i hæren, personificeret i den utiltalende og korrupte politikommissær Sjilin, får man et indblik i. Det er dog især skildringerne af jødens stilling og vilkår, der giver denne bog værdi.

m.

 

Laurens van der Post: Frøet og Sædemanden. Oversat af Thomas Dreyer. 241 sider — H. Hagerups Forlag 1964. Kr. 25,50.

Laurens van der Post blev verdensberømt på sin roman »Flamingofjeren« — romanen om den enkeltes kamp mod en ophidset og vildført pøbel. I sin nye roman »Frøet og Sædemanden« skildrer han igen enerens kamp, denne gang mod verdenen omkring ham, mod mennesker af en anden hudfarve, og med andre æresbegreber — men med sejrherrens magt.

I bogens første og tredie del lader forfatteren den britiske officer John Lawrence fortælle om sine oplevelser i japansk fangenskab under den 2. verdenskrig. I den anden del henter han sin handling fra Sydafrika i historien om den stærke og succesombruste mands følelser for sin yngre broder, der har en antydning af en fysisk deformitet. Det er tre spændende historier, hvor krigens grusomme, men trods alt fascinerende mentalitet lægges blot. Bogen giver navnlig i skildringen af den vestlige mands åndelige kamp mod hans japanske fjende noget værdifuldt til forståelse af forskelle i kultur og mentalitet mellem de to verdener, disse mænd kommer fra.

m.

 

Percy E. Schramm: Hitler som feltherre. Oversat af O. R. H. Jensen. 272 sider — Nyt Nordisk Forlag 1964. Kr. 23,50. (Tilsendt fra Arnold Buscks Boghandel).

Bogens undertitel: »Erkendelser og erfaringer fra krigsdagbogen for værnemagtens overkommando« dækker bedre bogens indhold, og antyder at den er et uddrag af og kommentarer til et større værk, således som da også forfatteren anfører i sit forord (side 12).

Forfatteren, der er professor i historie ved universitet i Güttingen, var fra 1943 til krigens slutning fører af dagbogen i Oberkommando der Wehrmacht og har derfor haft begivenhederne på nært hold.

Bogen indledes med en gennemgang af den strategiske situation i midten af 1944. Forfatteren konkluderer denne med en konstatering af, »at den militære situation i hvert fald fra midten af 1944 ikke var til at redde». Et forhold, som han hævder også Hitler var klar over.

I de følgende afsnit gennemgås herefter de kommanderende generalers indflydelse på krigens gang, Hitlers dominerende indflydelse som øverstkommanderende for Værnemagten og hans evner som feltherre.

Ved læsningen af disse afsnit og af dokumenterne — hvoraf generaloberst Jodis »optegnelser vedrørende Hitlers indflydelse på krigsføringen. Dikteret i Nürnberg-fængslet 1946» er nok det interessanteste — får man et levende indtryk af, hvorledes Hitler udnyttede det maehiavel- listiske princip »divide et impera«. Det har ikke været nogen let opgave at være hærfører under Hitler.

kvn.

 

Walter Warlimont: Inside Hitler’s Headquarters 1939—45. Weidenfeld and Nicolson. London 1964. 658 sider, 63s.

General Walter Warlimont er vel den eneste overlevende af de tyske højere generalstabsofficerer, der under størsteparten af den anden verdenskrig havde en sådan stilling, at han har været i stand til at give en skildring af den tyske krigsledelse på højeste plan. Han gjorde fronttjeneste under den første verdenskrig; efter krigen skiftevis stabstjeneste og troppetjeneste, senest som regimentschef. I 1938 blev han chef for »Abteilung Landesverteidigung« i OKW og beklædte i denne egenskab tillige stillingen som stedfortrædende stabschef i »Wehrmachtfiihrungs- stab« under general Jodl fra september 1939 til september 1944. Forfatteren har således et førstehåndskendskab til sit emne.

Det omfattende værk, der blev udsendt på tysk i 1962 under titlen »Im Hauptquartier der deutschen Wehrmacht 1939— 1945« er præget af dette intime kendskab, men tillige af forfatterens årelange omhyggelige studium, hans saglige nøjagtighed og strenge objektivitet. Fremstillingen følges af en detailleret dokumentation og et glimrende noteapparat. Værket er i det hele særdeles velegnet til studiebrug også uden for dets egentlige emne. På grund af bogens omfang og de mange detailler kan fremstillingen her og der dog nok føles noget tung. De lange Hitler-monologer kan virke trættende, men er dog derved netop medvirkende til at give læseren en følelse af de uhyrlige arbejdsvilkår, der blev budt officererne i den tyske krigsmagts højeste stab. Fremstillingens saglige kølighed er værdifuld, men trods alt en mangel for et forhold, hvor det i høj grad har drejet sig om menneskelige følelser og reaktioner.

Kampen om ledelsen af den tyske krigsmagt begyndte allerede i 1933, da general von Blomberg blev forsvarsminister og dermed værnemagtens øverstbefalende, en stilling, han søgte at udbygge i overensstemmelse med den totale krigs krav til en enhedsledelse (»Oberkommando der Wehrmacht«), Dette syntes logisk nok. Men von Blomberg kom herved i strid med den traditionelle tyske opfattelse af, at hæren var den afgørende krigsfaktor og dens generalstab den naturlige arvtager til den store generalstab, og den første verdenskrigs »Oberste Heeresleitung«. Også Görings luftvåben og den tyske flåde, der selv i kejsertiden havde bevaret sin selvstændighed, når det drejede sig om søkrigsføringen, ønskede at bevare uafhængigheden. Hertil kom Görings dominerende indflydelse på Hitler — ihvertfald i krigens første år, Hitlers manglende interesse for flåden, hans tro på sine egne evner som hærfører og ikke mindst hans stedse stigende aversion mod og mistro til hærens højere officerer. Alt dette var den bedste grobund for langvarige kompetencestridigheder, der fortsatte ind i krigen, og som medførte forvirrende, undertiden kaotiske kommandoforhold. Denne strid sluttede først, da det efter ti års kamp lykkedes general Jodl den 25. april 1945 at opnå Hitlers underskrift på en ordre, der helt integrerede hærens generalstab i OKW. OKH havde hermed ophørt at eksistere.

General Jodl er iøvrigt den skikkelse, der efterhånden tegner sig klarest gennem den lange skildring, hvilket vel egentlig heller ikke er så mærkeligt, eftersom han var general Warlimonts nærmeste chef krigen igennem. Jodl var utvivlsomt højt begavet, intellektuelt Keitel betydelig overlegen, stærkt ambitiøs og stærkt imponeret af Hitler. I krigens første år voksede han dog med vanskelighederne, og da Hitler tabte hovedet under Norges-felttoget, viste han sig som en handlekraftig og selvstændig fører, hvis indsats var af betydelig værdi for felttogets heldige udfald. Men efterhånden synes Jodl at udvikle sig til en uhyggelig ja-siger over for Hitler. Hans stilling og indstilling er svær at klare helt klart ud. Trods sin store begavelse forekommer han helt blændet af Hitler og det til trods for, at han i flere krisesituationer, hvor Hitler ganske taber hovedet, gennem fasthed og dygtighed er den, der overvinder disse kriser. Jodis stilling over for Hitler forbliver dog også stærkere end f. eks. Keitels. Efterhånden isolerer han sig ganske og synes end ikke at interessere sig for, hvad der rører sig hos hans nærmeste medarbejdere.

Mindre sammensat var Keitels natur. Slet ikke nogen ringe officer, men han havde hverken dygtighed eller karakter nok til at være stabschef hos en mand som Hitler og lod sig fra starten reducere til kontorchef for OKW. Absolut loyal søgte han i den bedste mening at »glatte ud« til begge sider og bane vejen for Hitlers ønsker og ordrer. Daglig udsat for dynamiken i Hitlers personlige påvirkning — som selv stærkere naturer end Keitel bevidst søgte at undgå — og med en enorm arbejdsbyrde, evnede han næppe at skabe sig tilstrækkeligt udsyn; men en forblændet ja-siger blev han aldrig. Det var hans tragiske skæbne at måtte sætte Hitlers ordrer iværk, og at han følte sig bundet af sin loyalitet, når først disse ordrer var givet. Også i Nürnberg viser han sig som en ansvarsbevidst officer, der ikke løber fra sit ansvar. Han fremtræder alt i alt mere tiltalende end Jodl.

Hitler havde i det hele en uhyggelig evne til at påvirke også sine nærmeste medarbejdere. En mand som Brauchitsch, der var kendt for sin dygtighed, og som havde en fremtræden, der umiddelbart aftvang respekt, virkede ofte helt paralyseret i Hitlers nærhed som udsat for en ligefrem fysisk påvirkning. Også Halder var det til en vis grad, omend mindre påvirkelig af hovedkvarterets uhyggelige atmosfære bl. a. på grund af sin selvtillid og omfattende viden. Selv i krigens sidste faser formår Hitler at gøre indtryk på f. eks. Kesselring og så sent som den 15. marts 1945 indgyde ham den tro, at russerne kunne besejres, og at det derfor kun var et spørgsmål om at holde ud mod vest. Kun få som general Guderian turde tale Hitler imod og blive ved dermed eller den ofte fejlbedømte generaloberst von Reichenau, som var en af de få, der virkelig beholdt deres åndelige frihed og uafhængighed af Hitler. Oprindelig indstillet på at komme til forståelse med nationalsocialisterne var han fra efteråret 1939 åbent imod at starte krigen ved et angreb mod vest. Det er bemærkelsesværdigt så få af de tyske generaler, der allerede på dette tidspunkt tager stilling imod krigen og drager konsekvenserne heraf, mens dette endnu kun kan koste stillingen. Senere blev det jo som bekendt både vanskeligere og dyrere at tage stilling mod Hitler. Først Ruslandsfelttoget synes at give forfatteren — og formentlig mange med ham — samvittighedskvaler. Men man har dog mere indtrykket af, at årsagen må søges i de nu små chancer for et heldigt udfald end i en egentlig moralsk konflikt. Heller ikke da Hitler for første gang åbent den 30. marts 1941 gør det klart, at lian agter at krænke folkerettens bestemmelser, er der tilsyneladende nogen general i Hitlers nærhed, der reagerer. På dette punkt er Warlimonts kølige og saglige fremstilling forstemmende læsning. Hånd i bånd med stabsarbejdets forfald, som Warlimont kalder det, er åbenbart også gået en moralsk nedbrydning af det tyske generalitets tidligere høje moralske stade.

Myten om Hitlers militære geni er forlængst aflivet. Dog, vel gennemlæsningen af denne bog kan man ikke andet end undre sig over, at det så længe gik så godt. Aldrig i krigshistorier. er vist så mange store og afgørende slag blevet forberedt på så amatøragtig vis og ledet af en feltherre med så åbenbar mangel på selv de mest elementære føreregenskaber. Dette nærbillede af feltherren Hitler viser tyrannen i renkultur, usikkerheden, der afløses af pludselige beslutninger, storpralende og egenmægtig, i krisesituationer henfaldende i komplet rådløshed og skydende alt ansvar fra sig, efterhånden fuldstændig mistende besindelsen og mere og mere henfaldende til rene dagdrømmerier. Det er i disse krisesituationer med kaos skabt af Hitler selv, at hans nærmeste medarbejdere føler, at de ikke kan svigte, men må udrette det umenneskelige for bagefter at finde sig fanget i en fælde af pligtfølelse, påstået uundværlighed og umuligheden af at få fronttjeneste eller afsked. Som krigen skred frem blev der kun to muligheder tilbage: sygehuset eller døden.

Selvom bogen har et begrænset emne, og forfatteren nøje har holdt sig dette for øje, så har den alligevel stor betydning for studiet af den anden verdenskrig som helhed. Den viser spillet bag kulisserne i forbindelse med næsten hver eneste større krigshandling, den fortæller også ofte forhistorien til de ordrer, der blev givet — eller taget tilbage! — men den løser ikke spørgsmålet om ansvarets placering for krigen og dens følger, og den giver ejheller svaret på samvittighedskonflikten mellem på den ene side lydighedspligten og på den anden side medansvaret for land og folk og fornuftens krav.

Warlimonts bog efterlader, hvor fuldstændig den end er, en ubehagelig følelse af, at heller ikke han har taget stilling dertil. Den anden verdenskrig synes ikke i samme grad at kunne opvise stærke og selvstændige tyske generaler, som den første verdenskrig kunne det. Fremfor alt synes Hitler at have haft held til at slå sammenholdet i generalitetet i stykker og dermed bryde en virkelig alvorlig modstand mod hans regime.

V. K. Sørensen.

C. J. Adcock: Fundamentals of Psychology. Penguin Books, England, 1964. 266 sider. 4’— .

Samfundsudviklingen i al almindelighed har skabt et stigende behov for, at officerer af alle grader har forståelse for de psykologiske faktorer, der bestemmer menneskers optræden og handlemåde, men også krigsteknikkens udvikling og ikke mindst tilkomsten af taktiske atomvåben gør det nødvendigt for enhver officer at forstå de psykiske faktorer, der på godt og ondt får soldater til at handle — eller ikke liandie — under krigens stærkt øgede psykiske påvirkninger. Uden et rimeligt kendskab hertil er det ikke muligt på rette måde at indsætte og udnytte krigens mest robuste og jernhårde, men tillige mest ømtålelige og fintmærkende instrument: mennesket.

Den foreliggende bog er en omarbejdelse af tidligere udgaver hovedsagelig beregnet på universitetsbrug, således at den nu fremtræder som tilgængelig og egnet for den ikke på dette område særlig fagligt uddannede. Der er således ikke anvendt unødvendige særlige faglige udtryk eller vendinger, og fremstillingen er i det hele af en sådan art, at den både er interessant og redelig.

Forfatteren har de bedste forudsætninger for at skrive denne bog eller snarere popularisering — i dette ords bedste betydning — af sit tidligere videnskabelige værk om psykologiens grundelementer. Han er uddannet både i England og New Zealand, han har holdt forelæsninger i USA og på europæiske universiteter, og han har skrevet en række psykologiske værker og artikler m. v.

Som titlen angiver behandler bogen psykologiens grundtræk og har som sådan interesse i almindelighed. Særlig interesse har den bl. a. ved sine afsnit om undervisning eller uddannelse, hvor forfatteren behandler lærerens rolle og herunder understreger, at der er forskel på at være en dygtig lærer og selv at have personlig dygtighed på et felt. De to ting følges ikke nødvendigvis altid ad. Bemærkelsesværdigt er det, at doktor C. J. Adcock nok anerkender demonstrationens betydning for indlæringen, men stærkt fremhæver vigtigheden af den personlige indøvelse (egen erfaring/prøve), dog at gentagen øvelse ikke er nok, den skal være »aktiv« (medvirkende) ellers er den ganske unyttig. Dr. Adcock fremhæver også, at lærerens rolle ikke mindst er at holde modet (moralen) oppe i de perioder, hvor indlæringen går trægt. Måske er der ikke noget epokegørende nyt i disse iagttagelser, men de er ihvertfald anskueliggjort på en højst nyttig måde, og de kan vel også give en og anden — militær — lærer noget at tænke på, eventuelt hjælpe en og anden ud af gammel vanetænkning.

Forfatteren behandler også — i korthed — det problem, der med de taktiske atomvåbens indførelse nok kan give en officer anledning til alvorlig eftertanke: frygteller angstproblemet. Det er dr. Adcock’s opfattelse, at den psykiske udmattelse egentlig ikke adskiller sig i væsentlig grad fra den fysiske udmattelse, bortset fra at søvnbehovet kan være større. Naturligvis er problemet mere kompliceret end som så, men nogle hovedlinier for at bekæmpe frygt- eller panikfaren på slagmarken tegner sig nu alligevel ud heraf, nemlig bl. a. dette, at aktivitet under næsten enhver form, men med et fornuftigt formål, holder tankerne fra at kredse unaturligt meget om situationens alvor, samt at en cigaret eller en times søvn meget ofte kan bringe en tilsyneladende helt »nedbrudt« soldat på højkant igen.

Således er der i den lille bog — lommebogsformat — en hel del at hente for den, der vil læse, hvad der står på linierne, men tillige ikke så lidt at læse mellem linierne alt eftersom man særlig interesserer sig for lærervirksomhed, kamppladsens problemer eller mennesket som helhed.

Den her anmeldte bog rummer også en nyttig liste over forslag til andre bøger eller værker om samme emne samt tillige en oversigt over de øvrige bøger i denne serie om psykologiske problemer fremstillet på en lettilgængelig måde.

V. K. Sørensen.

 

Trumbull Higgins: Winston Churchill and the Dardanelles. Heinemann, London 1964. 239 sider, 36s.

Der er allerede skrevet meget om kampen om Dardanellerne, der endte med, at Gal- lipoli i december 1915 måtte opgives, efter at engelske og franske tropper havde kæmpet med den største tapperhed. Tilbagetrækningen var et mønster på samarbejde mellem hær og flåde, og rømningen var dygtigt forberedt og vel gennemført. Men som det blev sagt femogtyve år senere i en større og mere dramatisk situation, krige bliver ikke vundet gennem tilbagetrækninger. Og Gallipoli-felttogets uheldige udfald kom til at koste Churchill hans stilling som marineminister og afbrød hans politiske karriere i mange år fremover.

Det er mere dette politiske spil — ikke mindst forud for krigsbegivenhederne — denne bog kaster lys over. Og nyt lys kastes der over både selve dette politiske drama og personerne i det.

Churchill selv bliver taget under kraftig behandling af den amerikanske militærhistoriker, der giver et levende indtryk af Churchills rastløse energi, der vel ikke altid søgte lige velovervejede afløb, og som ihvertfald førte til et alvorligt sammenstød med den lige så temperamentsfulde krigsminister, feltmarskal Lord Kitchener. Forfatteren påstår, at det var for at styrke sin egen svage position, at Churchill fik hentet Lord Fisher tilbage til aktiv tjeneste og gjort til First Sea Lord. Under alle omstændigheder blev det et samarbejde, der i høj grad blev præget af den aldrende admirals altid parate afskedsansøgninger. Det var iøvrigt en periode, hvor Churchill ikke havde for mange beundrere i de højere politiske og militære kredse. Hans egenmægtige beslutning den 1. november om at lade de ydre befæstninger, der dækkede indgangen til Dardanellerne beskyde for at prøve de tyrkiske batteriers rækkevidder, skaffede ham ikke flere venner, eftersom denne handling var med til at give tyrkerne en uønsket advarsel om at bringe deres forsvar i orden. Man har heri set analogier med hans senere provokerende politik over for Norge og Vichy-Frankrig i den anden verdenskrig.

Bogen igennem understreges vanskelighederne ved at skabe samvirke mellem værnene — og betydningen heraf! Også samarbejdet — eller som oftest manglen herpå — mellem den politiske og den militære krigsledelse er et af bogens forstemmende emner. Interessant er dog de klare og skarpe persontegninger af de militære og politiske personligheder, der var indviklet i hele dette intrigespil, Kitchener, Asquith, Balfour for blot at nævne nogle af de mere markante.

Forfatteren er ganske vist skarp — undertiden meget skarp — mod Churchill og hans »militære dilletanteri«, men han yder ham dog også retfærdighed ved at konstatere, at Churchill så rigtigt, da han foreslog at trække tropper væk fra de formålsløse blodbad i Frankrig for at ramme fjenden i hans »bløde underliv« og derved spare menneskeliv. Eller sagt med Clement Attlee’s ord, at Gallipoli var »et udødeligt spil, der ikke blev til noget ... Sir Winston ... havde krigens eneste strategiske idé. Han troede ikke på at ofre menneskemængder bare for at blive slagtede.«

Man kan vel næppe karakterisere Churchill som en fremragende militær begavelse, men som statsmand og øverste politiske leder i den anden verdenskrig må man uden forbehold finde, at han både har vist fremsynethed, genialitet og utrættelig udholdenhed. Det kan derfor virke lidt småtskårent, når forfatteren har fundet det nødvendigt at medtage eller citere en række udtalelser om Churchills anstrengende og krævende, til tider uudholdelige personlighed. På den anden side giver dette jo et i høj grad nuanceret billede af den mand, der førte England frelst gennem den anden verdenskrig. Det begrænsede emne er yderst omhyggelig undersøgt, et omfattende kildemateriale gennemgået, og der er hermed lagt op til en historisk diskussion af største interesse.

V. K. Sørensen.

Hans Henrik Jacobsen: Fast i Nød. Fynske Livregiment 1614— 1964. 268 sider. Kr. 29,— .

I anledning af sit 350-års jubilæum har Fynske Livregiment ladet udarbejde en ny regimentshistorie. Den er skrevet af en tidligere menig ved regimentet, adjunkt Hans Henrik Jacobsen. Forfatteren har valgt en kronologisk fremstilling og skildrer såvel regimentets krigshistorie som — navnlig — de kår, landets soldater har levet under til skiftende tider. Skildringen er derfor ikke alene blevet en regimentshistorie, men en bog, der skildrer soldatermilieuet, som det har taget sig ud i hele vor hærs historie. Fynske Livregiment er sammen med sit søsterregiment Sjællandske Livregiment landets to ældste regimenter.

Bogen er rigt illustreret, og fremtræder i et nydeligt udstyr med bl. a. forsidevignet udført af den fynske maler Svend Saabye, der også har tjent som soldat ved regimentet.

 

E. O. A. Hedegaard: Danske heraldiske Officers-exlibris. Tilrettelagt af forlagsboghandler Poul A. Andersen, Helsingør. 150 sider. Kr. 30,— .

Denne bog, der kun er trykt i et oplag på 400, er en bibliofil sjældenhed. Bogen er trykt på svært papir med et fornemt valg af skrifttyper og en glimrende gengivelse af kong Christian X ’s samt de 42 danske officers-exlibris, bogen omhandler.

I et indledende afsnit behandler forfatteren exlibris’ets historie og anvendelse, de heraldiske exlibris, opbygning og betydning af slægtsvåben samt fremstillingsmetoder til trykning af exlibris.

Foruden gengivelsen indeholder bogen en kort omtale af det enkelte exlibris til forståelse af dets historie og symbolik. Gengivelsen og omtalen er anbragt adskilt, hvilket bevirker, at hver enkelt gengivelse kommer rigtig til sin ret.

Det er en bog, som absolut må medvirke til at stimulere interessen hos læseren for at anskaffe sig et exlibris, for, som det siges med et citat af Bartolus Saxo- ferrato: »Hvem som helst kan antage våben og mærke samt føre det og male det på sine ejendele«.

Det er også en bog, som enhver bogelsker vil fryde sig over at have i sin reol.

 

Flyvevåbnets Bibliotek.

I forbindelse med omtalen af Det krigs- videnskabelige Selskabs prisopgaver 1964- 65 i tidsskriftets novembernummer blev der givet oplysninger om Det kongelige Garnisonsbibliotek og Marinens Bibliotek, hvorimod Flyvevåbnets Bibliotek ved en beklagelig fejltagelse ikke var nævnt. Dette bibliotek, der er beliggende på Flyvestation Vedbæk, er åbent mandag— fredag i tiden 8,30— 16,30, lørdage 9,00— 12,00. Bibliotekets telefon er (03) 89 05 01, lokal 347.

red.

 

PDF med orginialudgaven af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra:

PDF icon boeger_1965.pdf

Del: