”Bloodlands – Europa mellem Hitler og Stalin”

Anmeldt af Niels Bo Poulsen

”Bloodlands – Europa mellem Hitler og Stalin” af Timothy Snyder. Udgivet af Jyllandspostens Forlag i 2011. Oversat fra engelsk af Peter Dürrfeld. 562 sider illustreret med kort. ISBN 978-87-7692-266-5. Pris kr. 400.

Foto: Saxo.com

Nu kan læsere, som foretrækker at læse bogen på dansk, selv dømme om denne kritik var rimelig.

Efter denne anmelders opfattelse er kritikken urimelig. Snyder har med Bloodlands skrevet en god og sober bog, som udmærker sig ved på eksemplarisk vis at gøre det, som forfatteren betegner som et af sine hovedmål med bogen: at give Stalin og Hitlers ofre ansigt og mæle. Bogens andet hovedmål er, udover at beskrive de to regimers forbrydelser, som mellem ca. 1933 og 1945 kostede i omegnen af 14 millioner mennesker livet, at undersøge drabenes baggrund og metodik, herunder se på interaktionen mellem Hitlers Tyskland og Stalins Sovjetunion. Det sker under anvendelse af en traditionel kronologisk ramme. Bogens elleve kapitler bevæger sig fra den af Sovjetstyret fremkaldte hungersnød i Sovjetunionen 1932-33 over Stalins terror til nazisternes besættelsesregime i Polen og Sovjetunionen for at slutte med Holocaust, Stalins antisemitiske tiltag fra slutningen af 1940-erne og de etniske udrensninger i kølvandet på de tyske troppers nederlag. Sidstnævnte dækker dels Sovjetunionen, hvor en række nationaliteter deporteredes til Centralasien, dels tyskernes fordrivelse fra Central- og Østeuropa.

Det er en af Snyders store fortjenester, at han formår at behandle dette omfattende kompleks af forskellige forbrydelser på en analytisk meget sikker facon og på et meget bredt grundlag af relevant engelsk-, fransk-, tysk-, polsk-, ukrainsk- og russisksproget litteratur. Skønt Bloodlands således er meget læseværdig, er der dog også problemer i bogen.

Snyder formår på god vis at krydsklippe mellem de to styrers forbrydelser uden hverken at trivialisere eller blæse noget op. Der kommer til gengæld ikke meget analytisk nyt ud af at gøre det. [Etnicitet som centralt begreb; Ukraine i centrum som kornkammer i begge landes agrare visioner; Tyskland ydre kolonisering og Sovjet indre kolonisering; Sovjetunionen som største drabsnation til 1.9.1939]. Disse erkendelser er dog ikke af ny dato. Anden forskning har allerede blotlagt disse forhold og samtidig fremkommer de lidt rodet i Snyders bog.

Problematisk – eller i hvert fald kunstig – er især Snyders kronologiske og geografiske afgrænsning. Udgangspunktet for bogen er ifølge forfatteren ikke ”rigernes politiske geografi, men ofrenes geografi … dér, hvor Europas mest morderiske regimer udførte deres mest morderiske arbejde” (s.20). Dette område defineres af Snyder som strækkende sig fra det centrale Polen til det vestlige Rusland (herunder Ukraine, Hviderusland og Baltikum). Imidlertid må Snyder gentagne gange bevæge sig ud af denne gigantiske slagtehal for at favne drabsprocesserne i sin helhed. Kazahkstan, hvor Stalins kollektivisering kostede omkring 1 mio. liv, inddrages f.eks. i flere runder. Skønt han ved sådanne afstikkere formår at tage højde for drabs- og deportationsprocesser uden for den givne ramme, medfører den valgte struktur desuden, at Sibirien, hvor både Stalins fangelejre og de ”åbne” deportationsområder (såkaldte særbosættelser) i Sibirien og Centralasien, hvor de deporterede dumpedes, ikke inddrages systematisk. Henset til den høje mortalitet i fangelejrene og bosættelsesområderne i 1930’erne og under krigen må dette betegnes som en stor svaghed ved bogen. Dette får andet end stilistiske og fortællemæssige konsekvenser, idet Gulag og særbosættelserne dermed reduceres til indespæring fremfor at blive analyseret som en genocidal foranstaltning, som tilsigtet eller utilsigtet udryddede flere millioner mennesker. Også Kaukasus, hvor ikke blot Stalins sikkerhedsstyrker, men også den nazistiske besættelsesmagt begik massedrab forsvinder stort set ud af teksten.

Også Bloodlands kronologiske ramme kan anfægtes. På trods af at Snyders ærinde ikke blot er at beskrive, men også at forklare, starter han forholdsvis håndfast bogen op i begyndelsen af 1930-erne. Dermed tabes en række af forudsætningerne og erfaringerne fra de forudgående tiår. Tysklands kolonipolitik i Afrika, hvorunder det tyvende århundredes første folkedrab blev begået mod den indfødte Hereo-befolkning i tysk Sydvestafrika nævnes ikke. Heller ikke de brutaliserende erfaringer fra verdenskrig, borgerkrig og krise, som ramte både Tyskland og Sovjetunionen. Selv om Snyder har ret i at der i anden halvdel af 1930’erne skete et skifte i Sovjetunionens syn på etnicitet, som muliggjorde at etnisk tilhørsforhold blev en parameter i styrets udrensninger og drab, overser eller fravælger samtidig han det tidligste eksempel på dette: Den under Lenin gennemførte ”afkosakisering” i Sydrusland, som under borgerkrigen kostede titusinder kosakker livet.

Disse forbehold kan ikke overskygge, at Bloodlands er velskrevet, voldsomt oplysende og stærk men nødvendig kost, når det gælder beskrivelsen af de utallige ugerninger, som ramte de sagesløse borgere i Blodlandet i den valgte periode. Samtidig indeholder bogen meget få fejl: Enkelte begreber er ikke oversat helt heldigt til dansk (f.eks. særbosættelser, som på s. 52 er oversat til ”særlige byer”), og der er sjusket en del med kortmaterialet. På side 9 har en lemfældig grafiker for eksempel ladet de to store estiske øer Hiiumaa og Saaremaa rive sig fri af Blodlandene. Læserne opfordres til selv at finde småfejlene på kortene s.13, 101 og s.210.

Dette tidsskrifts læsere kan nok især benytte bogen til at reflektere over, hvad ekstrem vold gør ved et samfund og dets borgere. De former for vold, som fandt sted i Blodlandene, var naturligvis regime-, tids- og områdemæssigt specifikke. Men kloden har kendt mange andre blodlande, hvor individets og gruppers handlemuligheder og overlevelsesstrategier blev dikteret af voldelige regimer med planer om at nyordne samfundet, og hvor nogle etniske religiøse eller politiske grupper blev udpeget som loyale, mens andre blev udstødt som illoyale, fremmede eller forræderiske. Hvad der under sådanne omstændigheder sker med civilsamfundet, den politiske kultur og det enkelte menneske er et spændende, men stadig underbelyst emne. Men mon ikke der kan findes en generel sandhed i den britiske historiker Catherine Merridales konklusion i hendes ambitiøse og vellykkede undersøgelse af russeres forhold til liv og død i det voldelige 20. århundrede. Udover at udvikle sig til gode stoikere drog flertallet ifølge hende den lære af livet i blodlandene, at ”there were no boundaries except survival”.[i] At vejen væk fra denne livserfaring og tilbage til et samfund, hvor relationerne, også uden for den nærmeste kreds, er præget af tillid og tro på gensidigt udbytte, er lang og vanskelig, vidner ikke blot det tidligere blodland om, det samme kan konstateres i post-konflikt-zoner overalt i verden fra Liberia til Østtimor.

[i] Catherine Merridale, Night of Stone, Penguin Books, 2002, s.224.

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.