Big Boy Rules: America’s Mercenaries Fightning in Iraq

Anmeldt af Christa H. Moesgaard

Steve Fainaru. Udgivet af Da Capo Press. 288 sider. Pris kr. 129,95 som Paper Back, kr. 209,95 som Hard Copy,

Foto: Saxo.com

Den journalistiske og dokumentaristiske dækning af soldaters oplevelser og dagligdag er øget med de internationale operationer i Irak og Afghanistan. I Danmark er det seneste skud på stammen filmen Armadillo, der blandt andet skabte debat om danske soldaters ’rules of engagement’. Disse beretninger fortæller om staten og udførelsen af, hvad man kan kalde statens forlængede voldsmonopol, det vil sige deltagelse i internationale operationer. Denne ’officielle’ krig dokumenteres fortsat.

Big Boy Rules handler om den ’skjulte’ krig i Irak, de private militære virksomheders krig. Andre journalistiske udgivelser omkring private militære virksomheder, som f.eks. Jeremy Schills Blackwater undersøger primært virksomhederne, men Fainaru tager udgangspunkt i de enkelte personer og hans konklusioner er også mindre konspiratoriske.

Det er en beskrivelse af kamphandlinger og tidligere militære opgaver som konvoj- og VIP-beskyttelse, men klemt mellem markedskræfter og ressourceknaphedens virkelighed. Uanset om grundlaget for involveringen af private contractors i Irak var en neoliberal privatiseringsdagsorden eller et udtryk for manglende militære ressourcer, er noget ved at ændre sig fundamentalt i den måde, vi strukturerer militæret på, og den måde vi opererer internationalt. De individuelle contractors er fanget i et krydsfelt mellem den traditionelle statslige opfattelse af militær og sikkerhed, hvor de er uønskede og i den nye kontekst, hvor de kan være en væsentlig og måske endda uundværlig partner.

Der er to historier i Fainaru’s bog. Disse to historier kan ikke fortælles uafhængigt af hinanden og er relevante for den danske militære kontekst på forskellige måder.

Den ene historie handler om det juridiske tomrum, hvori private militære virksomheder opererede i Irak. Det er historien om de overgreb mod civilbefolkningen, der ikke kan prøves ved nogen domstol, og som i sidste ende sikkert har hæmmet den militære indsats og plettet det vestlige omdømme.

Den anden historie er en parade af triste menneskeskæbner, der igennem prædikatet ’lejesoldat’ stilles udenfor samfundet og behandles med foragt, både af civile landsmænd og af systemet, der ansatte dem (f.eks. er det svært at finde officielle tabstal, der inkluderer private militære virksomheder). Denne portrættering af menneskene bag de private våben og logoer kunne degenerere til enten et epos for de ’usungne helte’ eller til beskrivelsen af et sandt rædselskabinet af ukontrollerbare skydegale psykopater. Bogens styrke er, at den har begge dele.

Der er den unge tidligere faldskærms soldat, Jon Coté, med to udsendelser bag sig (Irak og Afghanistan). Efter sin hjemsendelse og et ihærdigt forsøg på at ’normalisere’ sig udviser han alle tegn på posttraumatisk stress syndrom. Blandt andet græder han sig selv i søvn om natten og har formøblet alle sine penge på spiritus og adrenalin-sus. I et forsøg på at få sit liv tilbage på sporet ender han med at skrive kontrakt med den private militære virksomhed Crescent Security Group og vender tilbage til Irak. Fainarus bog følger ham, indtil han bliver kidnappet af oprørere sammen med sin gruppe. Dette er eksemplet på de soldater, som forsvaret svigter efter hjemsendelse og som drages tilbage til krigszonen.

I den anden grøft er den usympatiske Jake Wasbourne, der med sin udtalelse om, at han ’vil slå nogen ihjel i dag’, inden han skal hjem på ferie i USA, nærmest udgør en uhyggelig arketype på en lejesoldat, som det er svært at føle andet en foragt for.

Der er ingen tvivl om, hvor forfatterens sympati ligger i denne bog, men udover de nærmest beundrende beskrivelser af Coté og krigens menneskelige omkostninger fysisk og mentalt, sætter Fainaru bogstaveligt talt også kød og blod på de problemstillinger, der stadig præger det private militære område;

· Manglen på rules of engagements for contractors. Noget der er fundamentalt for soldater og kan aflive efterfølgende tvivlsspørgsmål.

· Manglen på den interne loyalitet, der skaber båndene mellem soldater.

· Brud på våbenkonventioner; Crecent Security Group anskaffer våben på det sorte marked efter at lokalt ansatte har plyndret en våbenforsendelse med blandt andet AK-47.

· Ikke-eksisterende eller mangelfulde briefinger omkring trusselsniveau inden operationer sættes i værk. Det harmonerer ikke med den professionalisme, som den private sektor ofte berettiget eller uberettiget associeres med.

· Mangel på helt så basale nødvendigheder som udrustning og forsyninger som åre­pres­ser, morfin og ordentligt pansrede kørerstøjer.

· Hertil kommer brugen af lokalt ansatte, der ansættes til en brøkdel af den løn deres vestlige ’kolleger’ får og den sikkerhedsrisiko, der er forbundet med at ansætte lokale i en krigszone.

Steve Fainaru’s bog viser de vigtige emner, der bør diskuteres i forbindelse med deltagelse i internationale operationer: Hvordan vi ønsker at involvere private kræfter og hvor stor nødvendigheden af en debat omkring målsætninger og regulering af dette område er. Men det er også stof til eftertanke i den efterhånden overvældede bunke af beviser for, at der mangler noget i vores veteranpolitik. Bogen er nok skrevet i en amerikansk kontekst, der måske/måske ikke er umiddelbart sammenlignelig med den danske kontekst. Men hvis den danske forsvars- og udenrigspolitik lægger op til et øget internationalt engagement, er det yderst vigtigt, at vi diskuterer den bedste anvendelse af de ressourcer, vi har, og vælger en strategi for, hvordan private aktører involveres og i hvilket omfang.

Fainaru’s bog er læseværdig og godt skrevet, som var det skønlitteratur. At der er tale om virkelighed, gør oplevelsen mere skræmmende, men mere relevant, også for danskere.

PDF med originaludgaven af Militært Tidskrift hvor denne artikel er fra:

militaert_tidsskrift_139.aargang_nr.3_2010.pdf

 

 

Del: