Betragtninger vedrørende rådighedspligtige reserveofficerers tjeneste i fremtiden

Den stedfundne ændring af tjenesteomgangen i Hæren, der bl. a. har medført bortfald af genindkaldelserne, rejser en række problemer for reserveofficerernes vedligeholdelsesuddannelse. Med anledning i deltagelse i et ved sit regiment afholdt kursus for reserveofficerer, peger stud. jur., premierløjtnant (R) S. A. Jensen, Danske Livregiment, i denne artikel på nogle af de for reserveofficeren væsentlige uddannelsesproblemer.

Ved den afsluttende gennemgang af det nys gennemførte reserveofficerskursus ved Danske Livregiment, søgte man fra regimentets side at afæske reserveofficererne deres mening, dels om kursus konkret, dels om hvordan en uddannelse i frem tiden skulle tegne sig for at være bedst. Foruden en konkret ros af det gennemførte kursus kunne reserveofficererne egentlig kun sige, at de fandt, at et kursus som det, de netop havde deltaget i, måtte antages at være den bedst tænkelige form for uddannelse under de nuværende betingelser, samt at det kunne danne hovedelement i en frem tidig uddannelse. Det kunne synes at være et udspring af reserveofficerernes sædvanlige inkompetence, at de greb det første af regimentets forsøg og ophøjede det til de vises sten. Men der findes måske også en anden begrundelse, og den kom da også frem i diskussionen, idet reserveofficererne efterlyste de facts, der altid er nødvendige, når der skal opstilles en plan eller blot en planskitse. Gives sådanne kendsgerninger ikke, må det svar, der følger et sådan spørgsmål om frem tidig uddannelse, blive enten fritsvævende utopier, hvor ramme og mål bestemmes ud fra skaberens optimisme eller pessimisme, eller et forslag, der klæber tæt til de synspunkter, der stammer fra den person eller de myndigheder, som forslagsstilleren ved eller mener at vide er i en sådan position, at vedkommende bar en mulighed for at fornemme, hvordan fremtiden på disse områder tegner sig.

Grupper af sidstnævnte kategori er jeg ikke i kontakt med, og for at undgå at forfalde til utopier vil jeg i det følgende søge at fastlægge målet og de rammer, uddannelsesmidlerne må være indeholdt i, for på dette grundlag forsøgsvis at opstille hovedtrækkene af en uddannelsesplan. 1. Målet for uddannelsen af reserveofficerer har i mange år været og er stadig at gøre ham i stand til at udfylde den plads, han er designeret til i mobiliseringsstyrken. Det v il for reserveofficerer nærmere bestemt i hovedsagen være som førere af enheder på kompagnitrin og derunder samt visse stabsfunktioner i bataillonsstab. A f interesse for min undersøgelse kan det ligeledes fastslås, at dette mål ikke sætter nogle maximale grænser for uddannelsens omfang. Det er naturligvis afhængigt af, hvordan målestokken konstrueres. Den må for officerers vedkommende fastlægges delvis skønsmæssigt på grundlag af erfaringer fra tidligere krige. Det er vel i sig selv betænkeligt, men en nødvendig følge af hele forholdets natur. Det indebærer det forhold, der i øvrigt er kendt fra størstedelen af de akademiske uddannelser, at indehaveren af en sådan til stadighed er optaget af den tanke, om han nu er god nok på sit felt. Det virker oftest som en fjeder, der driver personen frem mod ny erkendelse eller perfektionering og derigennem til ny glæde, men ofte samtidig som en belastning, da mange inderst inde føler, at de næppe slår til. For reserveofficeren med en civil uddannelse, der skal følges op og videreudvikles, er problemet særligt stort.

Efter måden, hvorpå reserveofficererne løser dette problem , kan de inddeles i to hovedgrupper eller rettere, afsættes omkring en akse med en vis sammenklumpning ved polerne, der repræsenterer de rene grupper. Den ene gruppe omfatter de reserveofficerer, der på grundlag af deres erfaring og viden om krig og en vis realisme opstiller en målestok, hvori deres egen situation ikke indgår som medbestemmende faktor. Ud fra denne søger de derefter gennem de kanaler, hæren stiller til rådighed, at uddanne sig til opgaven. Herunder tilsidesætter de til en vis grad kravet (det subjektive) til deres egen uddannelse og deres privatliv. Det medfører for dem ret store afsavn og samtidig den belastning, der ligger i at føle, at de med disse to opgaver i endnu mindre grad slår til nogen af stederne. Denne investering af tid og energi honoreres ikke af hæren. Det skyldes delvis forsvarets situation her i landet, der medfører at et udført arbejde i forsvaret ikke giver den prestige, der kendes fra en række andre lande. Men det skyldes også forhold i hæren selv, idet dens myndigheder ikke vil, kan eller tør stille kravene til reserveofficererne og derefter honorere opfyldelsen. Endvidere at hæren ej heller som et ringe alternativ for de omtalte krav stiller de fornødne uddannelsesmuligheder til rådighed for de reserveofficerer, der ud fra deres egne normer søger at uddanne sig.

Hvorfor hæren ikke opfylder disse forhold er nok så interessant, men det falder uden for mit indlægs rammer. Nogle reserveofficerer, der nærmest falder ind under den netop omtalte hovedgruppe, er dem, der efter værnepligtstiden eller efter een eller flere rådighedsperioder, hvor deres militæ re indsats har vist, at det, der bandt, ikke var den økonomiske gevinst alene, holder op. Det, der får dem til at træde ud, er ikke så meget deres manglende vilje til at yde noget »gratis«, men vel en samlet vurdering af forskellige forhold, herunder faren for krig og nødvendigheden af deres aktive deltagelse i beredskabet. Men som den vigtigste faktor er det forhold, at de finder det uforsvarligt, at de selv skal udfylde en rolle i krig med ansvar for andre personers velfærd. De træder ganske vist ud af hæren med en viden om, at en anden og måske endnu mere »inkompetent« (de kender ham endog) træder i deres sted.

Det kan så synes farisæisk selv at vaske sine hænder, men den rigtige overvejelse, der ligger bag, er den, at reserveofficeren gennem den faktiske handling, som »udmeldelsen« er, på en mere tungtvejende måde (forhåbentlig) kan påvirke den myndighed, der har ansvaret for forsvarets nærmere opbygning, end blot gennem verbal artikuleren, der - netop fordi vedkommende er reserveofficer - opfattes som en dubiøs kritik af de ansvarlige og tilsidesættes som et indlæg fra en inkompetent. Den anden hovedgruppe er den, der bruger det civile arbejde som hovedpude. »Vi er amatører!« det ikke-professionelle kastes ind ved enhver lejlighed, hvor præstationen er lidt tvivlsom. Denne gruppes argumentation støttes i en uheldig grad (forhåbentlig ubevidst) fra de faste officerers side. Det er tragikomisk, at linieofficererne, der som omtalt selv ifølge forholdets natur har vanskeligt ved at fastlægge en målestok for egne præstationer, i det daglige opretter en særlig målestok for reservens arbejde, hvor amatørens præstation og tilfældighedernes spil er væsentlige komponenter. Hvorfor noget sådan sker er også interessant, men ligger ligeledes udenfor mit emne.

Den anden store faktor, der betinger denne dvale/amatørtilstand, er det forhold, jeg tidligere har omtalt, der ligger i manglen på krav og de dermed følgende forpligtelser i form af uddannelsesmuligheder fra hærens side. Hvad der motiverer reserveofficeren af denne gruppe til at blive i hæren kan være følgende. En følelse af at slå til målt med standarden for andre reserveofficerer, måske endog målt med linieofficerer. En vurdering af krigsfaren. Herudover den ansvarlige argumentation, der er anført tidligere, men her med modsat konklusion, idet reserveofficeren finder, at systemet ikke bliver lavet om, selvom han (og andre) træder ud, og at han derfor har et medansvar, som han løfter ved at blive. Der er naturligvis andre og klart forståelige begrundelser for en forbliven i hæren. En økonomisk motivation for den fastlønnede med den forstående arbejdsgiver, en vis begrænset prestige, men i særlig grad kammeratskabet med andre reserve- og linieofficerer. Det er et område, der er afgørende for alle reserveofficerer, uanset min systematiske gruppering, idet ingen kan have de høje idealer ringende for ørerne uafbrudt. Der må være en mere menneskelig motivation til støtte i det daglige. Her kan vel i øvrigt i frem tiden med det nye officerssystem opstå et nok så stort problem.

Når dette er skrevet om målet og reserveofficeren, bliver det nødvendigt at konkretisere, hvad der medgår, til at dette mål opnås. For at en person skal kunne føre en enhed, må der være en række egenskaber og konkrete færdigheder tilstede. De er hver især nødvendige, men ikke tilstrækkelige betingelser, for at personen kan løse den pålagte opgave fuldt ud med den enhed, han har fået at føre. Mangler han delvis en færdighed, kan et overmål af andre ikke erstatte den, men til en vis grad medføre, at resultatet, der ikke bliver fuldendt kan accepteres. Hæren stiller krav om, at en række opgaver skal løses hensigtsmæssigt, og man har skabt taktiske systemer, der anviser, hvordan en fører skal handle, for at hans enhed kan løse opgaven med minimum af tab under hensyn til fjenden, terrænet, vejr og egen enheds tilstand. Dette medfører, at en fører foruden forståelsen af taktiske principper også skal kunne indleve sig i et terræn og placere sin enhed rigtigt, og her dukker kortlæren op som et desværre forsømt område i dette vejskiltenes land. Det er ligeledes nødvendigt, at føreren er vidende om alt sit materiels ydeevne og brug, herunder signalmidler og udnyttelsen af tunge våben.

Et enkelt område, hvor reserveofficeren ifølge forholdets natur må være delvis uvidende, er vedrørende menneskematerialet i sin egen enhed og dettes ydeevne. Her kan og bør han have mulighed for at veje sine befalingsmænd i fredstid. Det, jeg finder vigtigst (forstået under den synsvinkel, at alle de øvrige komponenter er nødvendige), er evnen, til problemløsen. For at få en mindre enhed til at virke må føreren - uanset egen fysiske tilstand - uafbrudt tage stilling til og løse en strøm af mindre, som hovedregel praktiske problemer. Det er ikke, noget et menneske kan lære (jfr. »evne«), men når en officer gennem sin tjeneste er fundet egnet til udnævnelse eller fortsat tjeneste, må han være i besiddelse af den evne, ellers har han ikke kunnet føre tilfredsstillende. (Det burde i hvert fald være tilfældet, men er det desværre ikke fuldt ud.) Når det er sagt, at denne evne ikke kan indgives en person, må det understreges, at evnen skal holdes ved lige og perfektioneres, og det kan kun ske, ved at personen sættes på det sted, hvor problemerne er og skal løses i praksis. - Her nytter ingen teori -. Det er også klart, at der må gives den person, der skal løse disse problemer, en sum af viden, der generelt anviser ham metoder og veje, hvorpå problemer kan løses, samt andres erfaringer herom. Hertil medgår foruden egne indsamlede erfaringer, en lang række af de fag, som alle kender fra skoler og kurser, for eksempel motortjeneste og pædagogik, for nu at spænde vidt. Men endnu engang - summen af viden alene gør det ikke.

2. De mulige rammer for uddannelsen. (Og det er her gætteriet begynder.)

a. Uddannelsestiden.

Heri ligger en dobbelt ramme. Dels hvad reserveofficeren har forpligtet sig til, dels hvad han ellers mener at kunne ofre af tid derudover. Da jeg kun beskæftiger mig med regimentets uddannelsesmuligheder, kan jeg kun perifert omtale den uddannelse, der kan foregå uden for rådighedspligtstiden (taget i vid forstand), og de muligheder hæren i almindelighed giver reserveofficeren (Hærens Brevskole). Her er det oplyst mig, at den fremtidige ordning vedrørende rådighedspligt bliver mere nuanceret end den nuværende. Det er specielt den almindelige og den begrænsede rådighedspligt, der har interesse i denne forbindelse, idet den tredie form nærmest er skabt af hensyn til den enkelte reserveofficers midlertidige problemer.

Det er nødvendigt at notere sig, at der ikke kan oplyses noget om længden af tjenestetiden ved disse begreber. Det er vel med tvivlsom ret, at jeg går ud fra, at den almindelige rådighedspligt vil blive sammenfaldende med den nuværende - længere bliver den ikke. Om den begrænsede kan jeg intet sige. Et fingerpeg om, hvorhen det bærer, ligger der i den oplysning, at det må anses for sandsynligt, at den begrænsede rådighedspligt vil blive anvendt i en større udstrækning, end følgen af reserveofficerernes ønsker egentlig skulle medføre, som definitionen lægger op til, skulle det afgørende kriterium være reserveofficerens manglende tid. Det indebærer altså en nedskæring af uddannelsestiden ud fra andre hensyn end hensynet til reserveofficerens egne ønsker. Om det kan være rent saglige hensyn, vil jeg senere beskæftige mig med.

b. Elevantallet.

Regimentet har p. t. det direkte ansvar for uddannelsen af ca. 50 reserveofficerer. Et antal, der vel ikke virker imponerende i så høj grad, at man behøver udarbejde langtidsplaner på højt plan for at administrere deres uddannelse. Det tilsiger nærmest, at man tager hver enkelt ved hånden og fører ham frem.

c. Regimentets muligheder for at stille »lærere« i videste forstand samt
 
uddannelsesapparatur til rådighed. Med uddannelsesapparatur forstår jeg i første række relevante enheder (hermed menes typer, der er nogenlunde sammenfaldende med reserveofficerens egen), hvori reserveofficererne kan indtræde som førere. På lin ie hermed øvelser af en sådan størrelse (mindst tre-fire dage), at reserveofficererne kan virke som førere i kamp. Men herunder falder også mindre forhold som køretøjer, undervisningslokaler og skriftligt materiale. Opgaven kan af regimentet også løses ved at trække på de centrale kurser, der er oprettet eller tænkes oprettet med henblik på reserveofficerernes uddannelse. Problemet bliver størst omkring de disponible adækvate enheder samt afholdelse af øvelser med disse. For et panserinfanteriregiment er problemet særligt stort, idet man ikke råder over motoriserede enheder. Gør det nu så stor en forskel? Kan man ikke sige, at taktikken og enhedernes eskadrering ikke er mere forskellig, end enhver må kunne abstrahere. Nej! Dels skal enhver i forvejen anspænde sin fantasi til bristepunktet far at få noget ud af øvelser, dels betyder det virkeligt meget, at den af mig omtalte evne til at løse småproblemer indøves ved en rigtig enhed, hvor den bestemte type af problemer opstår, der skal give føreren erfaringer til brug for fremtiden. Vedrørende øvelser er bæren i den situation, at der afholdes så få øvelser, at det ville være uansvarligt ikke at lade de faste officerer få udviklet deres førerevner under disse. Tilbage bliver kun den omskoling til motoriseret infanteri alle panserinfanterienheder skal igennem. Her ligger der en mulighed for uddannelse af reserveofficerer under gunstige betingelser. Når nu dækningsstyrken kun i så ringe grad gør det m uligt at uddanne reserveofficerer, må man søge andre muligheder.
 
Her kan jeg så frem føre det rygte (for nogle er det formentlig mere end et rygte), at hæren påtænker at foretage mønstringer af mobiliseringsenhederne, således at hver enhed mønstres formentligt hvert hvert fjerde år. Det kan måske give en mulighed for en vis optræning af de til enheden hørende reserveofficerer. Men hvor lang og hvordan en sådan mønstring skal være, ved jeg intet om, så også her må jeg bygge på gætterier. Med hensyn til lærerkræfter råder regimentet formentlig over så meget fast personel, at en mere til bunds-gående uddannelse af reserveofficerer end hidtil kan iværksættes. Vedrørende de øvrige faciliteter skulle problemer kunne løses, selv om det ud fra min erfaring er et af et regiments »ømme« punkter.
 
d. Behovet for udnyttelsen af reserveofficerernes arbejdskraft.
 
Hvis uddannelse og arbejdspræstationer kunne falde sammen, ville store problemer være løst, men jeg finder, at det kun i begrænset omfang kan finde sted. Hidtil har reserveofficerer i vidt omfang løst hærens behov for personel til kampdommertjeneste. Ligeledes er reserveofficerer i et vist omfang blevet benyttet som ferieafløsere i dækningsstyrken, og for delingsføreres vedkommende har en del aftjent deres rådighedspligt som delingsførere i dækningsstyrken, hvor faste delingsførere manglede. Kun for de sidstes vedkommende kan man sige, at løsningen er delvis tilfredsstillende i det omfang, der i perioden har været nogen øvelsesaktivitet. Kampdommertjenesten har været et godt supplement til uddannelsens hovedelement: selvstændig føring af enheder. Den er blevet mindre velegnet af to grande. Dels fordi dækningsstyrkeenhederne nu er af en anden type end reserveofficerernes egne, dels fordi det nye kampdommerreglement på grund af sin fantastiske forstørrelse af apparatet af kampdommere har mindsket opgaverne for den enkelte kampdommer ned til det absurde. Ferieafløsere kunne være en mulighed, men det er det ikke, med den samme begrundelse som for den almindelige øvelsesaktivitet anførte. — En linieofficer tager ikke på ferie, når der er en af de sjældne øvelser i perioden. Han tager sin ferie, når der er vagter og afgivelser (han skal jo heller ikke have sit gode kompagni helt ødelagt.) Derfor bliver den udnyttelse, der sker af reserveofficerernes arbejdskraft, af ringe værdi for dem selv som uddannelsesmiddel - tit desværre så ringe, at reserveofficererne slet ikke kan være tjent hermed set ud fra deres motiver for at være reserveofficerer.
 
3. Resultat.
 
Ud fra min målsætning og den fundne ramme, hvorom jeg vil erindre, at tiden var usikker, og et af midlerne, mønstringer, var gætteværk, vil jeg i det følgende fremdrage nogle uddannelsesformer under en løs prioritering. Det er ikke blot usikkerheden vedrørende tiden, der hindrer, at jeg søger at udvikle en planskitse, men samtidig en overbevisning om, at en stram planlægning ikke er hensigtsmæssig. To ord om det. Ved indledningen til et netop afholdt kursus, hvori jeg deltog, meddelte regimentschefen de indkommanderede reserveofficerer, at han var klar over, at en del følte, at de bestående uddannelsesplaner ikke havde virket tilfredsstillende. Regimentschefen bekræftede dette og begrundede det med genindkaldelsernes uventede bortfald. Derefter gav regimentschefen udtryk for et håb om, at regimentet nu kunne lægge nogle faste planer for uddannelsen af reservens officerer. Det er mit indtryk, at der hermed menes planer, der i tid strakte sig tre til fem år frem i tiden. Det er naturligt at en chef for en uddannelsesmyndighed, som regimentet også er, finder det ønskværdigt at kunne planlægge for år frem i tiden. Jeg finder selv, at man i statens civile sektorer med held kunne benytte sig af en langtidsplanlægning. En forudsætning for langtidsplanlægning er det dog, at de myndigheder, der står over den pågældende myndighed i hierakiet, selv har planer, der strækker sig i hvert fald lige så langt frem, og at disse planer ligger fast. Her mener jeg, forudsætningen svigter for regimentet. Der er lagt planer for en vis periode, men ingen kan overbevise mig om, at de ligger fast for et åremål af den nævnte størrelse. Derfor mener jeg, regimentets planlægning som en konsekvens af brydningstiden må bygge på en fleksibel udnyttelse af enhver mulighed for uddannelse af reserven, der opstår under regimentets enheders almindelige virke, samt ved selv at skabe uddannelsesmuligheder i det omfang, tid og kræfter er disponible. Jeg finder det ligeledes hensigtsmæssig, om »eleverne« anskues på en mere individuel måde. Som tidligere anført drejer det sig om ca. 50 mand. Det er, når elevtallet er så lille, muligt at vurdere den enkeltes behov ud fra hans designeringsstilling sammenholdt med hans tidligere uddannelse, og forhindre det med, hvad man i en nær frem tid kan »byde« på. Herved undgås det, at nogle kommer i klemme i en langsigtet planlægning, der må omlægges på halvvejen. Også under det af mig skitserede system vil det være muligt at tage de private hensyn, regimentet ind til dato med held har gjort sig store anstrengelser for at tage. I den forbindelse kunne man måske finde det ønskeligt, om der, hvis det ikke allerede eksisterer, kunne finde en centralisering af uddannelsesplanlægningen sted, igen ud fra antallet, der næppe er mere end antallet af elever i en første klasse på en kommuneskole beliggende i et brokvarter.
 
Omskoling af panserinfanteri til motoriseret infanteri.
 
Regimentet skal hvert år omskole omkring to panserinfanterikompagnier til motoriseret infanteri, og her ligger muligheden for, at omkring 15 reserveofficerer hvert år kan få en ca. 15 dages uddannelse. Den skal indeholde en periode med teori og en uges omskoling, hvor reserveofficererne fører kompagnierne på alle områder, i denne periode sker der samtidig en tilvænning af begge parter, mandskabet og reserveofficererne. Derefter skal der gennemføres en bataillonsøvelse, eventuelt med fjendearrangement fra et naboregiment.
 
Mønstringer.
 
Jeg går ud fra, at mønstringer, der skal afholdes for hver enhed hvert fjerde år, er af en uges varighed. Det betyder, at mandskabet kan få en kort genoptræning, samt at der kan afholdes en mindre øvelse. Reserveofficererne til den pågældende enhed skal indkommanderes, således at de kan gennemgå en uges teoretisk kursusvirksomhed forud for mønstringen. For resten af reserveofficerernes uddannelsestid må det så være klart, at det bliver uddannelse uden mandskab, men det kan også lade sig gøre med udbytte. Vedrørende indholdet af de teoretiske kurser mener jeg - på baggrund af deltagelse i et sådant netop afholdt kursus - at måtte fremsætte følgende kommentarer: Teori behøver ikke være 1JMAK og små sko. For taktikuddannelsens vedkommende har jeg savnet den uddannelsesform , de fleste reserveofficerer kender fra løjtnantskolen, hvor man ude i terrænet får opgaven stillet, rekognoscerer og giver befalingen, som derefter kritiseres af lærer og andre elever. Det skal ske dels på kompagnitrin, dels på delingstrin.
 
Jeg har tidligere savnet terrænbordslektioner med mindre krigsspil, et savn jeg i begrænset omfang fik opfyldt under kursus 1968. Tidligere omtalte jeg, at kortlære er forsømt. Jeg ved, med hvilken modvilje mange ser hen til regimentets årlige orienteringsløb, og hvor få der deltager i landsdelskommandoens årlige motororienteringsløb. Hvis man en gang som delingsfører over radioen af sin kompagnichef er blevet lovet at kompagnichefen personlig vil skære hovedet af delingsføreren, hvis denne kørte galt, eller som rekognosceringssergent har siddet i en åben jeep med blinkende feltlygte med ca. 50 af bataillonens vognlygtepar i snæver, ureglementarisk afstand fra sine baglygter og hørt husmandens perlegrus knase under vognhjulene, så tager man med glæde imod chancen for at lære orientering. Regimentet skulle arrangere et eller flere motororienteringsløb af mere elementær karakter om året og indkommandere reserveofficerer hertil. Jeg ved jo godt, at det støder på vanskeligheder af praktisk art - »hvem faen skal rengøre de køretøjer der!« Virker det latterligt og fornærmeligt, at jeg nævner det her? Det tilstræber jeg ikke, men min personlige erfaring siger mig, at det er et stort problem for et regiment. Tung ildstøtte må med her. Ikke for at tækkes nogen, men fordi betydningen på det sidste er blevet om m uligt større, og fordi det kræver bestandig øvelse, hvis det skal regnes med til en officers kunnen. At betydningen nu er større end før, ligger i det forhold, at enhver delingsfører nu på sin radio kan »klikke« over på de middeltunge morteres skydenet og rekvirere og korrigere ild. Det samme kan kompagnichefen med hensyn til tunge mortere.
 
Et særligt spørgsmål er det, om de teoretiske kurser skal være lange eller ganske korte. Det er for mig underordnet. Det afgørende for mig er, om den enkelte reserveofficer kan føle, at disse teoretiske kurser fører frem til en periode, hvor han med mandskab på kan føre og trække på hele sin viden.
 
En side, jeg endnu på intet tidspunkt har beskæftiget mig med, er reserveofficerens kondition. Den får han i utilstrækkeligt omfang i sit civile liv gennem aktivitet der strækker sig fra golfspil til koksophæring. Der er ved regimentet et spædt forsøg med at kanalisere konditionens vedligeholdelse, ligesom Reserveofficersforeningen giver mulighed for en adækvat sportsudøvelse. Her mener jeg, regimentet - og bredere hæren - i højere grad kunne træde ind. Der tales meget og rigtigt om betydningen af at motivere de værnepligtige, dels gennem flere informationer, dels gennem præmiering af indsats. Reserveofficeren behøver på de fleste områder ikke en særlig motivation, men på dette område er det helt åbenbart, at en attraktor er af en vis betydning. Hvis man inden for rådighedstiden kunne give dem, der frivilligt trænede til faldskærmsudspringere, denne »jægeromskoling«, det nu rygtevis fremgår, at kadetter skal have mulighed for at gennemgå, ville man formentlig kunne nå et stykke frem. (Jeg er klar over, at det sker i et vist omfang allerede, men det er mit indtryk, at det er en »nådesag«.) Der kunne naturligvis tænkes andre områder, for eksempel » enkeltkæmperkursus« eller andet, hvormed hæren med sine resourcer kunne begunstige sine reserveofficerer.
 
Tidligere har jeg nævnt, at jeg ville søge at vurdere baggrunden for den nedskæring af rådighedsperioder, som hæren vil gennemføre. På baggrund af mine udviklinger vedrørende målet for uddannelsen og de muligheder, hæren egentlig råder over, må min konklusion blive, at det ikke er en rent saglig betinget nedskæring. Det er der vel næppe noget sensationelt ved at finde. Der er andre årsager, og de er af økonomisk art. Forsvaret herfor er vel, at den nuværende opbygning skal fastholdes i en situation i dag, hvor enhver nedskæring vil nedsætte ydeevnen væsentlig (vurderingen er naturligvis en inkompents). Man har fundet, at ydeevnen blev beskåret mindst, hvis det var reserveofficerslønningerne, man skar væk. Jeg kan desværre ikke frigøre mig fra den tanke, at det forhold har været medbestemmende, at man trods beskæringen stadig havde et antal reserveofficerer, der stod til rådighed og var under uddannelse, og at det lille ord - begrænset - i skrift ikke synes katastrofalt. De forhandlinger, der førte til hærens nye organisation, kan jeg kun skønne om. Den nye plan er helt klart ikke en ren taktisk (i krigsmæssig betydning) motiveret løsning. Det kan man med rimelighed ej heller forlange. Når en forvaltningsgren søger nye veje, må der tages vægtige hensyn til tradition og de forpligtelser, det tidligere system har medført, herunder specielt personelproblemer på områder, hvor der findes ansatte med langvarig specialistuddannelse. Disse problemer medfører, at der i løsningen må indgå kompromiser til flere sider. Det er det, al forhandling går ud på, ellers ville resultatet være et diktat. Under forhandlingerne, hvor reserveofficererne ikke havde indflydelse, er det mit personlige indtryk, at de, der kunne og tidligere havde varetaget reserveofficerernes interesser, svigtede lidt. Om de samme havde udbytte heraf, ved jeg ikke, men jeg vil da egentlig håbe det, nu da det alligevel skete. I dette land, hvor indstillingen til hæren vel ikke kan siges at være udpræget positiv, hvor hæren ikke kan påvise særlige store triumfer i den nyere tid, og hvor den ikke i det daglige kan vise sin effektivitet med oprydningsaktioner i tidligere koloniområder, er der et behov for kontakt med civilbefolkningen, hvis ikke modviljen skal vokse i takt med den tilsyneladende afspænding i verden.
 
Hvis hæren ydermere i større og større omfang baserer sig på hvervet mandskab, vil denne kontakt kun manifestere sig gennem reserveofficerer. Disse er nok få, men tro det eller lad være, flertallet af reservofficerer er det, der i sociologien kaldes opinionsledere, men de taler kun med vægt, fordi de er civile med en snæver føling med hæren. Ophører denne tilknytning, vil de nok stadig være for et forsvar, men de kan ikke mere bryde en tåbelig diskussion om aktuelle forhold i forsvaret for derefter at sætte tingene på plads. Hvis man derfor i frem tiden på taktisk grundlag finder en organisation, hvor reserveofficeren er inderlig overflødig, så mener jeg, at man bør erindre sig, at han er eneste skaber af goodwill for hæren. - For at slutte med et billede, der er taget ud af fantasien - Hvis man ved at »spare« reserveofficeren får råd til 200 ekstra pansrede mandskabsvogne i dag, så må man være klar over, at man måske ikke kan få benzin til dem om fem år.
 
S. A. Jensen
 
PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon betragtninger.vedroerende.radighedspligtige.reserveofficerers.tjeneste.i.fremtiden.pdf

Litteraturliste

Del: