Berlin-operationen 16. april - 8. maj 1945

J. I. Gusakovskij, født 1904, er general. To gange hædret med ordenen Sovjetunionens Helt. Under 2. Verdenskrig, »den Store Fædrelandskrig«, var han stabschef og chef for en panserbrigade. Han deltog i Berlinoperationen.

Slaget om Berlin - den sovjetiske hærs sidste strategiske angrebsoperation under den Store Fædrelandskrig - indtager en særlig plads, såvel i Fædre- landskrigens som i hele Anden Verdenskrigs historie.
Ved slagets begyndelse stod Hitler-hæren, som de sovjetiske tropper havde tvunget på tilbagetog, over for en katastrofe. I januar-marts 1945 befriede den sovjetiske hær Polen og en betydelig del af Tjekkoslovakiet. Den drog ind i Østrig, fuldførte nedkæmpningen af modstanderen i Øst- prøjsen, trængte dybt ind på tysk territorium i provinserne Pommern, Brandenburg og Slesien, nåede frem til floden Oder og stod i april 60 km fra den nazistiske hovedstad. Alt dette skabte gunstige vilkår for de sovjetiske troppers afgørende angreb i retning mod Berlin.
De vellykkede krigshandhnger på Østfronten var en hjælp for vore allierede, som på samme tid gennemførte et angreb på vestfronten. I midten af april nåede deres fortropper frem til Elben.
Skønt alle var klar over, at krigen for Hitlertysklands vedkommende var tabt, ville Hitler og de folk, der omgav ham, ikke erkende nederlaget, men søgte med alle tilgængelige midler at trække krigen i langdrag. De sovjetiske tropper blev mødt med særlig indædt modstand. I et dekret fra det nationalsocialistiske parti fra den 3. april hed det: »Krigen vil ikkp blive afgjort i vest, men i øst----Vort blik skal være rettet mod øst, uariset hvad der sker i vest. Det er en betingelse for at venjde krigens gang, at vi kan holde østfronten«1). I april måned kæmpede der på den sovjetiske front 214 fascistiske divisioner (heraf 34 panserdivisioner og 15 motoriserede divisioner) og 14 brigader. På samme tid kæmpede der mod de engelsk-amerikanske styrker kun 60 stærkt svækkede divisioner, hvis kampstyrke svarede til 26 normale divisioner.

Da man indså, at slaget om Berlin var uundgåeligt, udarbejdede den tyske overkommando en strategisk plan for byens forsvar. Planen bestod i, at man for enhver pris skulle standse den sovjetiske fremrykning for i mellemtiden at slutte en seperatfred med USA og England. Vore allieredes dobbeltspil over for Sovjetunionen gav fascisterne et håb om at kunne bryde alliancen. De gik frem efter devisen: »hellere overgive Berlin til angelsakserne, end at lade russerne slippe ind i byen2).
Situationen krævede, at den sovjetiske overkommando hurtigst muligt forberedte og gennemførte en militær operation, som skulle knuse de tyske styrker omkring Berlin og føre til en erobring af Tysklands hovedstad. Kun derigennem kunne man forpurre den tyske ledelses planer om at trække krigen i langdrag. For hver dag, der gik, fik fjenden tid til at styrke byens forsvar og supplere styrkerne omkring Berlin med tropper fra andre frontafsnit. Samtidig stræbte USA’s og Englands politiske og militære ledere efter at indtage Berlin før den sovjetiske hær, selv om det allerede på Jalta-konferencen var blevet afgjort, hvordan befrielsen af Europa skulle fordeles mellem deltagerne i den antifascistiske koalition.
Berlin var ikke alene fascismens politiske højborg. Den var også et af de vigtigste centre for Tysklands krigsindustri. Det var lykkedes den tyske overkommando at koncentrere store mængder tropper og krigsteknologi på frontafsnittet ved Berlin (ialt 1 million mand, 10.400 artilleri- og mortérenheder, 1500 kamp- og mandskabsvogne og 3300 kampfly)3). Man havde opstillet et massivt dybdeforsvar foran byen. Forsvaret var koncentreret omkring Oder-Neisse linien og forsvarslinieme omkring selve byen Berlin.
Oder-Neisse linien blev forsvaret med tredobbelte forsvarsstillinger med en samlet dybde på 20-40 km. Alle byer og bebyggelser var blevet forvandlet til stærkt befæstede forsvarsstillinger. Desuden planlagde fjenden ved hjælp af Oders sluser og de mange kanaler i området at oversvømme dele af territoriet. Mest veludrustet i teknisk henseende var forsvars- stillingen i Zeelo højderne ud for Küstrin.

Berlins forsvar bestod af tre ringformede kæder - en ydre og en indre, samt en kæde umiddelbart omkring selve byens centrum. Disse forsvEirs- kæder var indstillet på at yde de sovjetiske tropper indædt modstand. Den ydre forsvarskæde var placeret 25-40 kilometer fra byens centrum, den indre i Berlins yderste forstæder. Denne kæde blev betragtet som den vigtigste i Berlins forsvar. Kæden omkring selve byens centrum var opbygget langs byens jernbane-ringlinie. På alle gader, som førte ind til byens centrum, var der opført barrikader, og på alle gadekryds og pladser var der etableret artilleri- og mortérstillinger og udstationeret kampvogne. Undergrundsbanen stod klar til at blive oversvømmet. Hertil skal føjes, at byen på alle sider er omgivet af floder, kanaler, søer og skove, hvilket gjorde den til en gigantisk naturskabt fæstning. For at lette kommandoen over Berlins forsvar var byen delt op i 9 sektorer. De tropper, som skulle forsvare indfaldsvejene til Berlin og selve byen, var delt op i 4 hærenheder. 3. panserarmé og 9. armé indgik i hærenheden »Wisla«, mens 4. panserarmé og 17. armé indgik i hærenheden »Mitte«.
Den sovjetiske overkommando havde påbegyndt den generelle planlægning af Berlin-operationen allerede under vinteroffensiven. Den 1. april 1945 blev den endelige plan sendt ud til de befalingshavende ved 1. Hviderussiske og 1. Ukrainske front. Planen gik i hovedtræk ud på følgende: Man skulle på kortest mulig tid slå hovedstyrkerne i hærgruppeme »Wisla« og »Mitte«, for herefter at indtage Tysklands hovedstad og mødes med de allierede ved Elben. Formålet var at fratage Hitlertyskland muligheden for at fortsætte den organiserede modstand og tvinge det til betingelsesløs kapitulation.
Ideen i Berlin-operationen bestod i, at man med massive angreb på tre fronter - den 1. Hviderussiske, den 1. Ukrainske og den 2. Hviderussiske - skulle bryde fjendens forsvar langs Oder-Neisse linien, for herefter at omringe forsvarsstyrkeme omkring Berlin, splitte dem op og tilsidst tilintetgøre dem hver for sig. Herefter skulle vore styrker trænge frem til Elben.
For at kunne gennemføre det knusende slag mod de tyske styrker ved Berlin rådede vore tre fronter ved operationens start over 2.5 millioner mand, 41.600 artilleri- og mortérenheder, 6250 kampvogne og 7500 kampfly, herunder 800 langdistancefly. Dette betød, at vore styrker havde 2,5 gange så mange kampvogne og 2,3 gange så mange fly som fjenden4).
Den sovjetiske overkommando gav de enkelte fronter følgende opgaver: Den 1. Hviderussiske front under ledelse af n^arskal G. Sjukov skulle planlægge og geimemføre en erobring af den tyske hovedstad og på den 12-15 dag nå frem til Elben. Der skulle angribes på tre frontafsnit, hvoraf den vigtigste offensiv skulle gennemføres med fem infanteriarmeer og to . panserarmeer direkte mod Berlin fra Oder-floden vest for Küstrin. Som støtte for hovedangrebet skulle der gennemføres to flankeangreb, ét fra nord og ét fra syd, hver med to armeer. Det første angreb skulle finde sted nord for Küstrin i retning mod Werbellin, det andet ved Oder nord og syd for Frankfurt i retning mod Brandenburg og syd om Berlin. Panser- armeeme skulle sættes ind, efter at de tyske forsvarskæder var brudt for at lette omkredsningen af Berlin fra nord og nordøst. Idet man var opmærksom på denne fronts afgørende betydning for den forestående operation supplerede den sovjetiske overkommando fronten med otte artilleri- divisioner samt 3. almindelige armé.

Den 1. Ukrainske front under ledelse af marskal I. Konev skulle planlægge og gennemføre en operation, som havde til formål at slå de fjendtlige styrker i Cottbus-området og syd for Berlin for på operationens 10-12 dag at få kontrol over områderne Beélitz og Wittenberg ned langs Elben til Dresden. Der skulle gennemføres to angreb: en hovedoffensiv mod Sprem- berg og en hjælpeoffensiv mod Dresden. For at forøge frontens angrebsstyrke blev den suppleret med to ahnindelige armeer fra 3. Hviderussiske front (28. og 31. armé) og syv artilleridivisioner. Begge frontens panserarmeer skulle sættes ind i hovedoffensiven, når fjendens forsvar ved floden Neisse var brudt. Man havde fået ordre til at holde muligheden åben for, at panserarmeerne kunne dreje mod nord og angribe Berlin sydfra.
De sovjetiske styrker på den 2. Hviderussiske front under ledelse af marskal K. Rokossovskij skulle krydse Oder, nedkæmpe fjendens styrker ved Stettin og inden den 12-15 dag indtage områderne Anklam, Waren og Wittenberg. Hvis det var muligt skulle man knuse flendens forsvar langg Oders venstre bred, idet en del af denne fronts styrker skulle operere i ly af den 1. Hviderussiske front. Samtidig skulle man dække Østersøkysten fra Wislas munding til Altdamm.
Østersøflåden under admiral V. Tributs’ kommando skulle støtte den 2. Hviderussiske fronts offensiv langs Østersøkysten og udføre angreb med fly og u-både mod fjendens kommunikationslinier i området fra Liepaja til Rostock.
Dnepr-flotillen under kontre-admiral V. Grigorjev skulle yde operativ støtte til 1. Hviderussiske front, idet den skulle hjælpe til med at gennembryde fjendens forsvar, deltage i krydsningen af Oder-floden og holde denne fri for miner.
Landtropperne skulle konstant støttes fra luften af 4., 16. og 2. luftarmé under ledelse af generalerne K. Versjinin, S. Rudenko og S. Krasovskij, samt af 18. luftarmé under marskallen for det sovjetiske luftvåben, A. Golovanov, og af fly fra Østersøflåden.
Offensiven på 1. Hviderussiske front og 1. Ukrainske front skulle påbegyndes den 16. april og på 2. Hviderussiske front fire dage senere efter en troppeoverførsel fra Gdynia og Gdansk ved Oders nedre løb.

Inden gennemførelsen af Berlin-operationen var der blevet gjort lange og grundige forberedelser. De omfattede en meget grundig planlægning af de forestående operationer og troppeoverførsler og en omfattende skoling af de folk, som skulle deltage i operationen. De enkelte hærafdelinger blev løbende suppleret med nyt mandskab og materiel. Kommunikationslinier blev reetableret, der blev bygget flyvepladser, og krigsmateriel og brændstof blev bragt frem til fronterne. Overkommandoen og de enkelte staber gennemførte forskellige øvelser såvel i marken som ved kortene. Formålet var at sammentømre de enkelte enheder mest muligt. Gennem luftrekognoscering, studier af fjendtlige dokumenter, som var faldet i den sovjetiske hærs hænder og afhøring af krigfanger fik man efterhånden klarhed over hele fjendens forsvarssystem. Der blev udarbejdet planer, skemaer og kort, som blev fordelt til alle hærenheder helt ned til kompagni-niveau.
Vore ingeniørtropper havde fremstillet en model af byen og dens forstæder på grundlag af hvilken man kunne planlægge den forestående operation helt ned til kampene i byens centrum. To timer inden operationens begyndelse fik hver enkelt soldat i de enkelte kompagnier og batterier besked om, hvori hans konkrete opgave bestod. Kampviljen var høj blandt de sovjetiske tropper. Alle vidste, at den tyske hovedstads fald ville betyde en ende på krigen. Soldater og officerer ventede på dette sidste og afgørende slag, som skulle knuse fjenden i hans egen rede.
Offensiven på 1. Hviderussiske og 1. Ukrainske front under støtte fra 1. og 16. luftarmé kom i gang om morgenen den 16. april: Kl. 5.00 Moskva- tid (3.00 Berlin-tid) foretoges en 20 minutter lang artilleribeskydning af Rendens linier. Der blev i dette tidsrum affyret ialt 500.000 granater. Samtidig angreb vore fly de forreste fjendtlige linier. Herefter blev artilleriilden rettet dybere ind i fjendens rækker, og vore tropper, som var koncen- Ireret omkring brohovedet ved Küstrin, gik til angreb. Slagmarken blev oplyst af 143 kraftige projektører, som blændede fjenden. Slaget om Berlin var begyndt. Fjenden, som rådede over et stort antal flyvemaskiner i Berlin-området, kunne ikke gøre effektivt brug af disse om natten, og om morgenen var de angribende sovjetiske styrker så tæt på fjenden, at brugen af fly blev risikabel. Særligt kompliceret kom offensiven til at forme sig på 1. Hviderussiske front. Her måtte man nedbryde tre velforberedte og velbemandede forsvarskæder i træk, og det blev nødvendigt allerede på den første dag at sætte panserarmeeme ind. Særligt hårde og blodige var kampene om den anden forsvarskæde, som strakte sig gennem Zeelow- højdeme. Disse højder udgjorde med deres stejle klipper en alvorlig hindring, ikke blot for vore kampvogne, men også for infanteriet. Hitlers overkommando havde koncentreret enorme mængder af tropper og materiel i dette område i håb om at kunne standse de sovjetiske divisioners fremrykning mod Berlin. »En uindtagelig fæstning«, »En uovervindelig grænse«, »Berlins dørlås«, kaldte man Zeelow-højderne i den fascistiske propaganda. Om morgenen den 18. april måtte fjenden give efter, og Zeelow-højderne blev indtaget. Først hen mod aften på operationens fjerde dag var vore styrker trængt igennem forsvaret ved Oder. Man var nu rykket op til 30 km frem og kunne begynde angrebet mod Berlin og omkredsningen af byen fra nord.
Offensiven på 1. Ukrainske front foregik under mere gunstige betingelser. Fjendens forsvarslinier langs Neisse-floden var langt svagere end ved brohovedet ved Küstrin. Derfor kunne frontens angrebsstyrker bag røgslør forcere Neisse, og sammen med panserarmeeme, som blev sat ind på andendagen, på tre dage nå 30 km frem. Den vellykkede offensiv på 1. Ukrainske front indebar for fjenden den risiko, at styrkerne omkring selve Berlin skulle blive omkredset sydfra. Fjendens bestræbelser på at vende slagets gang ved at sætte »Mitte«-hærgruppens reservestyrker og dele af 4. panserarmé, som oprindelig havde trukket sig tilbage, ind i kamphand- lingeme, forblev resultatløse.
Med 1. Hvidemssiske fronts langsomme fremrykning opstod der en risiko for, at man ikke kunne nå at omkredse de fjendtlige styrker omkring selve Berlin til det fastsatte tidspimkt. I den situation gav overkommandoen de befalingshavende på 1. Ukrainske front ordre til at angribe Berlin sydfra med 3. og 4. panserarmé. 2. Hvidemssiske front skulle, efter at man havde kiydset Oder, vende sin hovedstyrke mod sydvest og gå nord om Berlin.
Mens 1. Hviderussiske og 1. Ukrainske front kæmpede sig vej over Oder- Neisse linien gjorde man på den 2. Hvidemssiske front forberedelser til at gå i aktion. For at lette hovedstyrkemes offensiv krydsede frontens fortrop den 18.-19. april Ost-Oder og fik kontrol med området mellem Ost-Oder og West-Oder. Om morgenen den 20. april gik hovedangrebsstyrken, bestående af 65., 70. og 49. armé efter en fomdgående artilleribeskydning i offensiv. De vellykkede krigshandlinger, først i området mellem Oders to løb, og senere også mod fjendens forsvar på den venstre bred fra Stettin til Schwedt, fik stor betydning for Berlin-operationens videre gang, da de afskar den tyske overkommando muligheden for at overføre 3. panserarmé til 1. Hviderussiske front.
Således var der den 20. april på alle disse tre frontafsnit skabt et godt grundlag for at fortsætte operationen og påbegynde en omringning og opsplitning af de tyske styrker omkring selve byen Berlin.
Hitlers overkommando forsøgte desperat at undgå en omringning af de tyske styrker. Derfor fik 12. armé, som kæmpede ved Elben, den 22. april ordre til at gå mod øst i retning mod Potsdam og Berlin for at tilslutte sig den 9. armé. Samtidig skulle F. Steiners armégruppe, som opererede nord for hovedstaden, udføre et modangreb fra flanken mod de sovjetiske styrker, som passerede nord og nordøst om den. Den 9. armé fik ordre til at trække sig tilbage for at blive slået sammen med 12. armé syd for Berlin. Men alle disse planer mislykkedes.
Efter at have brudt forsvaret ved Oder-Neisse linien begyndte de sovjetiske styrker på 1. Hviderussiske og 1. Ukrainske front atrykke betydeligt hurtigere frem og indledte en omkredsning af de tyske styrker omkring Berlin fra nordøst og sydøst.
Den 24. april mødtes 8. panserarmé fra 1. Hviderussiske front med 3. panserarmé og 28. armé fra 1. Ukrainske front sydøst for Berlin. Dette betød, at hovedstyrken i fjendens 9. panserarmé og dele af 4. panserarmé, som befandt sig i Frankfurt-Guben området, blev afskåret fra Berlin og omringet i skovene sydøst for byen. Den 25. april mødtes styrkerne fra 47. og 2. panserarmé på 1. Hviderussiske front med 4. panserarmé fra 1. Ukrainske front i Ketzin-området. De fjendtlige styrker omkring Berlin var nu splittet op i to dele. Samtidig fortsatte visse frontafsnit fremrykningen mod vest, og mødtes ved Elben med 1. amerikanske armé. Da det således var lykkedes at omringe Berlin, bortfaldt nødvendigheden af, at styrker fra 2. Hviderussiske front gik nord om Berlin. Modstanden blev stadig kraftigere i takt med, at man nærmede sig byens centrum. Men offensiven fortsatte både dag og nat. Berlins velforberedte forsvar blev mødt med en detaljeret angrebsplan. Endelig, den 30. april klokken 21.30, blev sejrsfanen hængt ud på rigsdagens øverste kuppel.

1. Hviderussiske og 1. Ukrainske front fortsatte fremrykningen mod h.h.v. nord og syd, og takket være en velgennemtænkt brug af reservestyrker og luftvåben blev de omringede tyske styrker i Frankfurt-Guben området hen mod aften den 1. maj tilintetgjort. Den tyske overkommandos håb om at befri disse styrker brast. Fjendens 12. armé under general W. Wencke gennemførte et modangreb mod 4. panserarmé og 13. armé, men blev slået tilbage. Resterne af disse styrker trak sig tilbage til den anden side af Elben, idet de gjorde brug af de broer, som var opsat af de amerikanske tropper. På den anden side af floden overgav de sig til amerikanerne.
Tilintetgørelsen af det tyske forsvar i selve byen fortsatte til den 2. maj, idet man splittede fjendens styrker op og likviderede dem etapevis. Klokken 15.00 den 2. maj overgav resterne af Berlin-garnisonen sig med en styrke på over 70.000 mand. Hertil kom et stort antal sårede. Med Berlins fald mistede den fascistiske hær muligheden for at yde organiseret modstand. Klokken 15.50 meldte chefen for de tyske landstyrkers generalstab, infanterigeneral Krebs sig i 8. armés hovedkvarter. Han erklærede, at han var befuldmægtiget til at føre direkte forhandlinger om våbenhvile med den Røde Hærs øverstbefalende. Da den sovjetiske hærs øverstbefalende J. Stalin fik denne meddelelse, svarede han: »Der skal ikke føres nogen forhandlinger, hverken med Krebs eller med nogen andre Hitlerfascister, med mindré der er tale om betingelsesløs kapitulation«. Da tyskerne pa dette tidspunkt ikke ville gå ind på kravet om betingelsesløs kapitulation, fik de sovjetiske styrker ordre til at tilintetgøre :fjenden hurtigst muligt.
De sovjetiske styrker på 2. Hviderussiske front krydsede West-Oder, brød igennem det fjendtlige forsvar på dens vestlige bred og nåede under forfølgelsen af resterne af 3. tyske panserarmé den 3.-4.maj frem til Østersøen og Elben, hvor man fik etableret kontakt med den engelske hærs 2. armé.
De tyske troppers modstand var nu definitivt slået ned. Den nye nazistiske regering, som var blevet dannet efter Hitiers død under ledelse af storadmiral K. Dönitz, forsøgte med forskellige manøvrer og forhandlinger med den engelsk-amerikanske overkommando at bane vejen for en tysk overgivelse alene på vestfronten. Da det blev klart, at USA og England ikke ville gå ind på en ensidig kapitulation, besluttede Dönitz at gennemføre denne kapitulation trinvist, idet han førte så mange styrker som muligt mod vest. Den 29. april kapitulerede de tyske tropper i Norditalien, den 4. maj nedlagde man våbnene i Holland, Slesvig-Holsten og Danmark (undtagen Bornholm). Den 6. maj sendte Dönitz general Jodl til byen Reims, hvor de engelsk-amerikanske tropper under ledelse af general Eisenhower havde deres hovedkvarter, for at underskrive en kapitulation. Imidlertid blev der i Reims kun underskrevet en foreløbig protokol over værnemagtens betingelsesløse kapitulation. Den sovjetiske regering mente, at kapitulationen burde underskrives imder deltagelse af alle den antifascistiske koalitions medlemmer og ikke kun af de vest- allierede. Desuden mente Sovjetunionen, at den betingelsesløse kapitulation skulle underskrives i Berlin, da det var her, krigen oprindelig havde haft sit udspring. Takket være Sovjetunionens konsekvente holdning blev det vedtaget, at kapitulationen efter alle gængse principper skulle underskrives i Berlin den 8. maj.
I Berlin-forstaden Karlshorst underskrev feltmarskal Keitel, flådeadmiral von Friedeburg og general i luftvåbnet Stumpff den 8. maj klokken 24.00 som repræsentanter for den tyske overkommando Tysklands betingelsesløse kapitulation. På sejrherremes vegne blev dokumentet underskrevet af den sovjetiske marskal G. Sjukov og marskal for Storbritanniens flyvevåben Tedder, samt af general K. Spaatz for USA og general J. L. de Tassigny for Frankrig i deres egenskab af vidner. Hitlertyskland var knust.
Berlin-operationen var endt i en strålende sejr. Under operationenen havde sovjetiske styrker tilintetgjort 70 infanteridivisioner, 12 panserdivisioner, 11 motoriserede divisioner og store dele af det tyske luftvåben. Man havde tilfangetaget 480.000 soldater og officerer og erobret 11.000 artilleri- og mortérenheder, mere end 1500 kamp- og mandskabsvogne samt 4500 fly5).

Berlin-operationen var den sidste og afgørende strategiske operation under krigen i Europa. Under denne operation kom alle de erfaringer, som Sovjetunionens væbnede styrker havde gjort under den langvarige og hårde kamp mod den tyske nazihær i anvendelse. Operationen fik stor betydning for den sovjetiske hærs teoretiske og praktiske kunnen.
Operationen er lærerig, fordi den blev forberedt på forholdsvis kort tid (13-15 døgn). Den korte forberedelsesfase var nødvendig på grund af den militære og politiske situation i almindelighed og især på grund af den tyske regerings forsøg på at så splid meUem koalitionspartnerne. De korte forberedelsesMster betød, at de befalingshavende på alle niveauer måtte finde frem til så effektive arbejdsmetoder som overhovedet muligt. En af metoderne var parallel planlægning, ikke blot på front- og arméniveau, men også helt ned til de enkelte korps og divisioner. Dette gav tropperne mere tid til de nødvendige forberedelser umiddelbart før de egentlige kamphandlinger. Andre effektivitetsmetoder var grafisk fremstilling af de enkelte angrebsplaner (på kort), personlig instruktion af hver enkelt soldat og en udbredt anvendelse af motortransport til omrokering af skytte-enheder.
Det var endvidere karakteristisk for operationen, at man angreb samtidig på tre fronter over en strækning på 300 km, og brød Rendens forsvarslinier flere steder på én gang, hvilket gjorde det umuligt for Renden at foretage omgrupperinger og tvang ham til at sætte sine reservestyrker ind uden koordination.
Gennembruddet af det tyske forsvar blev foretaget på forholdsvis smalle frontafsnit, hvilket muliggjorde store koncentrationer af tropper og udrustning netop på disse udvalgte steder. Således var der på det 44 km brede udsnit af den 1. Hviderussiske front, som var udvalgt til gennembruddet (25 pct. af hele frontlinien) koncentreret 55 procent af alle frontens skjd;tedivisioner, 61 procent af artilleriet og 79 procent af alle kampvogne og selvkørende kanoner. På 1. Ukrainske front var der på en strækning på 51 km (13 pct. af hele fronten) koncentreret 48 procent af alle skyttedivisioner, 75 procent af artilleriet og 73 procent af alle kampvogne og selvkørende kanoner6). Denne koncentration af tropper og udrustning gjorde det muligt at udbygge angrebsstyrkerne i dybden, idet man både havde en stærk første og en stærk anden echelon samt reservestyrker. Dette betød, at man imder angrebet kunne tilføre stadig flere styrker og dermed accelerere slagets gang.
De fleste armeer bestod kun af én echelon, mens de enkelte korps og divisioner havde en slagorden på to, eller endog tre echeloner. Dette sikrede den første angrebsbølge maksimal slagkraft.
Koncentrationen af tropper og materiel på de frontafsnit hvorfra de vigtigste angreb skulle udgå og den deraf følgende overvægt i forhold til fjenden på disse frontafsnit sikrede, sammen med den massive opbygning af disse frontafsnit i dybden, ikke blot en gennembrydning af Oder-Neisse linien, men også den videre fremmarch og hurtige omringning og tilintetgørelse af de fjendtlige styrker.
Den her beskrevne operation var karakteriseret ved en høj grad af koordination på centralt plan af alle de deltagende militære enheders operationer. Den sovjetiske overkommando besluttede at germemføre hovedoffensiven på 1. Hviderussiske og 1. Ukrainske front samtidig, for dermed at hindre fjenden i at overføre tropper til forsvaret omkring selve Berlin. En nøje samordning af offensiverne på de to fronter muliggjorde, sammen med de mobile hærenheders omkredsningsmanøvrer, mødet mellem disse fronter sydøst for den tyske hovedstad, efter at man havde omringet fjendens styrker i Frankfurt-Guben-området. Et døgn senere kunne man slutte ringen om Berlin fra nord til syd. Under operationen erhvervede man stor erfaring i at kombinere luftvåbnets operationer med infanteriet, og man lærte på optimal måde at samordne Dnepr-flotillens skibes og flydende artillerienheders aktioner med artilleriets aktioner på land.
Berlin-operationen har endnu engang vist, at omringningen og tilintetgørelsen af fjendtlige styrker bør ske som én proces. Den hurtige tilintetgørelse af de fjendtlige styrker var mulig, fordi man fortsatte fremrykningen både dag og nat, isolerede og splittede de tyske hærenheder, opretholdt en overvægt i tropper og materiel på de vigtigste frontafsnit såvel på den ydre, som på den indre del af de to fronter, og afværgede fjendens forsøg på at frigøre de omringede styrker.
Tilintetgørelsen af de tyske styrker i Frankfurt-Guben området fandt for eksempel ikke i så høj grad sted i selve det område, hvor styrkerne var blevet omringet, men derimod i forbindelse med de tyske styrkers forsøg på at bryde ud af omringningen og rykke mod vest. Disse udbrudsforsøg blev som regel imødegået gennem en indkredsning af de fjendtlige styrker efterfulgt af opsplitning og nedkæmpning af disse.

Under nedkæmpelsen af de tyske styrker i selve Berlin, som ikke gjorde forsøg på at bryde ud af omringningen, forcerede de sovjetiske styrker angrebene på visse udvalgte frontafsnit, og fik således splittet de tyske styrker op i tre dele: en i den østlige del af byen, en i byens centrum og en i byens vestlige del. Dette muliggjorde en hurtigere tilintetgørelse af de tyske styrker.
Den nuancerede og nøje gennemtænkte angrebsplan gjorde det muligt hurtigt at indtage fjendens vigtigste støttepunkter og herefter nedkæmpe byens garnison på 300.000 mand7).
Ledelsen af operationen var karakteriseret ved en høj grad af centralisering samtidig med, at de ledende instanser var så tæt på begivenhedeine som muligt. Dette kom især til udtryk under kampene i selve Berlin. De befalingshavende i underafdelingerne var selv med, hvor kamphandlingerne fandt sted, og de enkelte regimenters stabe befandt sig i en afstand af 200-300 meter, og de enkelte divisioners kommandostationer i en afstand af 500-1000 meter fra de forreste enheder8). Dette gav de befalingshavende mulighed for selv at følge med i kamphandlingerne og kommandere med tropperne. De befalingshavende i de enkelte korps, divisioner og delinger udstedte ofte deres ordrer ude i selve kamp-formationerne.
1. og 2. armé i den Polske Hær under ledelse af hhv. general S. Poplavskij og general K. Sverljevskij deltog aktivt i Berlin-operationen. De ydede et værdigt bidrag til tilintetgørelsen af fjendens styrker i selve Berlin, og deres indsats blev bemærket og påskønnet af den sovjetiske øverstbefalende, Josef Stalin.
Berlin-operationens heldige udfald var en følge af den sovjetiske soldats militære kunnen og de sovjetiske befalingsmænds, stabes og politiske ledelsesorganers kreative organisatoriske indsats. Sand hærførerkunst blev under operationen vist af marskalleme G. Sjukov, I.Konev og K. Rokossovskij, af generalerne P. Batov, N. Bersarin, S. Bogdanov og af mange andre.

LITTERATURLISTE

(Alle titler russiske udg. i Moskva)

1) Anden Verdenskrigs Historie 1939-1945, bd. 10: Vojenisdat, 1979, s. 311.

2) Sammesteds.

3) Anden Verdenskrigs Historie 1939-1945, bd. 10, s. 315.

4) Sammesteds.

5) Anden Verdenskrigs Historie 1939-1945, bd. 10, s. 344.

6) Sammesteds, s. 319.

7) Sammesteds, s. 399.

8) Den store Fædrelandskrigs Historie 1941-1945, bd. 4: Vojenisdat, 1959, s. 372.

PDF med originaludgave af Militært Tidsskrift, hvor denne artikel er fra: PDF icon militaert_tidskrift_114_aargang_nov-dec.pdf
 

Litteraturliste

Del:



Der er i øjeblikket ingen kommende arrangementer.

Næste arrangement er under udarbejdelse, og vil blive lagt op hurtigst muligt.